Issuu on Google+

147 mm

220 mm

EIGHTY DAYS GUL er første bog i en ny erotisk trilogi, som har ligget mange uger på de engelske bestsellerlister og bliver fulgt op af EIGHTY DAYS BLÅ og EIGHTY DAYS RØD.

147mm

F

ØRSTE BOG I NY EROTISK TRILOGI

Vina Jackson

EIGHTY DAYS

Gul

LINDHARDT OG RINGHOF ROMAN

Gul

I takt med at Summer går med på hans seksuelle lege og fantasier, kan hun ikke undgå at blive tiltrukket af den lidt ældre Dominik. Kemien imellem dem er intens, og deres forhold udvikler sig uforudsigeligt og er fuld af spænding. Sammen udforsker de deres mørke side, hvilket bringer dem ind i Londons glamourøse - og nogen gange farlige – fetichmiljø, hvor Summer snart lærer, at nydelse og smerte går hånd i hånd. Men kan et forhold, der er baseret alene på begær, holde i længden?

VINA JACKSON EIGHTY DAYS

Bag pseudonymet Vina Jackson gemmer der sig to engelske forfattere – en mand og en kvinde.

Summer Zahova er violinist og spiller for det meste for penge i Londons undergrundsbane. En dag bliver hendes elskede violin ødelagt, og helt uventet får hun et overraskende tilbud fra en ukendt velgører. Dominik er litteraturprofessor og blev dybt berørt af Summers violinspil en dag på vej til toget. Da han finder ud af, at Summer har mistet sin violin, tilbyder han at erstatte den, hvis hun til gengæld spiller for ham ved en privat intimkoncert. Hun indvilliger i at spille for ham, selv om det er under meget specielle omstændigheder, og bagefter er hendes nysgerrighed vakt.

18mm

„Masser af lidenskab og sex … Gul er det nye grå.“ N E W ! M A G A Z I N E SOLGT TIL 16 LANDE OMSLAG: MARLENE DIEMAR SHERAR – IMPERIET


Eighty Days Gul er oversat fra engelsk efter Eighty Days Yellow Copyright © Vina Jackson 2012 All rights reserved Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet, Marlene Sherar Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP Service og trykt hos Nørhaven, 2013 ISBN 978-87-11-38250-9 1. udgave, 1. oplag 2013 ISBN 978-87-11-38780-1 Særudgave 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Eighty Days - Gul.indd 4

19/12/12 12.33


Vina Jackson

EIGHTY DAYS GUL På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

LINDHARDT OG RINGHOF

Eighty Days - Gul.indd 3

19/12/12 12.33


3

En pige og hendes røv

Jeg stirrede på de sørgelige rester af min violin med en underlig fjern fornemmelse. Uden violinen i hænderne havde jeg det, som om jeg ikke rigtig var til stede, som om jeg så hele situationen udefra. Disassociation, kaldte min psykolog i gymnasiet det, da jeg forsøgte at forklare, hvordan det føltes, når jeg ikke havde en violin i hænderne. Jeg foretrak at betragte mine besynderlige mentale flyveture ind og ud af musikken som noget magisk, selv om jeg forestillede mig, at mit talent for at forsvinde ind i musikken egentlig bare var en øget bevidsthed, udløst af en meget fokuseret form for lyst. Jeg ville måske have grædt, hvis jeg havde været typen, der græd. Det var ikke sådan, at jeg ikke blev ked af det eller vred, jeg har bare en anden måde at tackle følelser på. De siver ligesom gennem min krop og kommer ud, enten gennem violinbuen eller fysisk, for eksempel i form af vred, følelsesladet sex eller energisk svømning i et af Londons udendørs svømmebassiner. “Beklager, søde ven,” snøvlede en af fyldebøtterne og snublede hen imod mig. Jeg kunne mærke hans varme spritånde i ansigtet. Der var fodboldkamp et eller andet sted i byen i dag, og to grupper fans i respektive holdtrøjer var stødt sammen på stationen på vej til kampen. Balladen var opstået lige ved siden af, hvor jeg stod og spillede. Som sædvanlig var jeg så opslugt af musikken, at jeg ikke hørte, hvad det var for en bemærkning fra det ene hold, der fik det andet til at gå amok. Jeg lagde ikke engang mærke til, at der var 39

Eighty Days - Gul.indd 39

19/12/12 12.33


slåskamp, før en oppustet krop væltede ind i mig og knaldede min violin ind mod væggen og væltede min violinkasse, så mønterne fløj til alle sider som marmorkugler i en skolegård. Tottenham Court Road station er altid fuld af mennesker, og der er vagter. Et par korpulente vagter fik skilt de to kæmpende grupper ad og truede med at tilkalde politiet. Det fik luften til at gå ud af ballonen, mændene forsvandt som rotter ud i metroens rodnet, de styrtede op ad rulletrapperne og ned ad de lange tunneller, måske fordi det gik op for dem, at de ville komme for sent til kampen, hvis de blev hængende meget længere. Jeg lod mig glide ned langs væggen, hvor jeg havde været ved at spille “Bittersweet Symphony”, og trykkede de to stykker, min violin nu var i, ind til mig, som om jeg holdt et lille barn. Det var ikke nogen dyr violin, men den havde en smuk klang, og jeg ville komme til at savne den. Min far havde købt den til mig i en butik med brugte musikinstrumenter i Te Aroha og havde foræret mig den i julegave for fem år siden. Jeg foretrækker brugte violiner, og min far var dygtig til at høre, hvilke der var gode. Han var i stand til at se på en bunke skrammel og så udvælge sig lige netop det instrument, der stadig havde nogle gode år i sig. Han havde en vane med at købe instrumenter til mig, på samme måde som min mor og min søster købte tøj og bøger, som de tænkte, at jeg ville kunne lide, og hver eneste en var perfekt. Jeg kunne godt lide at forestille mig dem, der havde spillet på den før mig, hvordan de havde holdt på den, hvor mange varme hænder den var gået igennem, og hvordan hver eneste ejer efterlod en lille bid af deres egen historie, lige dele kærlighed og tab og vanvid, i instrumentet, følelser som jeg kunne lokke ud af strengene. Jeg havde haft violinen med mig tværs over New Zealand, og derefter om på den anden side af jordkloden. Den levede på lånt tid; jeg havde måttet tape den sammen to steder, hvor den havde fået et par knubs på den lange rejse til London året før, men den stemte stadigvæk, og den føltes helt rigtig, når jeg holdt på den. Det ville blive et mareridt at finde en anden i stedet for den. Selv om Darren var blevet ved med at snakke om det, havde jeg aldrig fået den forsikret. Jeg havde ikke råd til et nyt kvalitetsinstrument, ikke engang til et 40

Eighty Days - Gul.indd 40

19/12/12 12.33


brugt kvalitetsinstrument. Det kunne tage en evighed at gennemtrævle markedet for at gøre et godt køb, og jeg kunne ikke få mig selv til at købe en violin på eBay uden først at mærke, hvordan den lå i hænderne, og høre, hvordan den lød. Jeg følte mig som en vagabond, mens jeg gik rundt på stationen og samlede alle mønterne op, som var fløjet til alle sider, med min lemlæstede violin i den ene hånd. En af vagterne spurgte mig ud om, hvad der var sket, for at kunne skrive en rapport, og han var tydeligvis irriteret over, at jeg havde så lidt at bidrage med. “Du er ikke specielt observant, hva’?” sagde han surt. “Nej,” svarede jeg og gloede på hans grove hånd, mens han bladrede sin notesbog igennem. Hans fingre var blege, korte og brede. Han havde den slags hænder, som man har, når man enten ikke spiller musik, eller når man meget tit skal lægge sig imellem et slagsmål. Jeg hader faktisk fodbold, selv om jeg aldrig ville indrømme det over for en englænder. Fodboldspillere er generelt for kønne til min smag. Til rugbykampene kunne jeg i det mindste glemme sportsdelen og koncentrere mig om forwardernes kraftige, muskuløse lår og deres bittesmå shorts, der krøb op og truede med at afsløre deres fantastiske velformede balder. Jeg går ikke selv til noget sport, jeg foretrækker at svømme og løbe, for det kan man gøre alene, og så styrketræner jeg i et træningscenter for at holde mine arme i form til de mange timer, jeg skal holde mit instrument. Til sidst lykkedes det mig at samle alle mine ting sammen, lægge den ødelagte violin ned i kassen og undslippe vagternes stirrende blikke. Jeg havde ikke tjent mere end cirka ti pund, før lømlerne havde ødelagt min violin. Det var en måned siden, at den mystiske forbipasserende havde smidt 50-pundsedlen i min violinkasse. Jeg havde stadig pengesedlen, jeg havde gemt den i min undertøjsskuffe, selv om guderne skal vide, at jeg havde brug for den. Jeg havde taget ekstra vagter på den restaurant, hvor jeg arbejdede på deltid, men jeg havde ikke haft et betalt spillejob i et par uger, og selv om jeg levede af cafemad og minutnudler, havde jeg været nødt til at tage af min opsparing for at betale sidste måneds husleje. 41

Eighty Days - Gul.indd 41

19/12/12 12.33


Jeg havde kun set Darren én gang, siden vi var blevet uvenner over det med Vivaldi-cd’en, og jeg havde forklaret ham, om end sikkert på en meget klodset måde, at det ikke gik så godt for mig for tiden, og at jeg havde brug for en pause fra vores forhold for at kunne koncentrere mig om musikken. “Så du slår op med mig for at være sammen med en violin?” Darren havde set fuldstændig vantro ud. Han var velhavende, så godt ud og havde alderen til at stifte familie; der var aldrig nogen, der havde slået op med ham før. “Jeg vil bare gerne holde en pause.” Jeg havde stirret på det skinnende blanke stel under en af hans designerbarstole. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. “Der er ingen, der bare holder pause, Summer. Har du mødt en anden? Chris? Fra bandet?” Han havde taget min ene hånd i sin. “Gud, hvor har du kolde hænder,” sagde han. Jeg så ned på mine fingre. Mine hænder havde altid været det, jeg bedst kunne lide ved min egen krop. Mine fingre er blege, lange og meget slanke, klaverhænder, som min mor plejede at sige. Jeg mærkede en pludselig ømhed over for Darren og vendte mig om imod ham og lod fingrene glide gennem hans tykke lokker og ruskede ham lidt i håret. “Av,” sagde han. “Lad være.” Han havde lænet sig frem og kysset mig. Hans læber var tørre og hans berøring prøvende. Han gjorde ikke nogen mine til at trække mig ind til sig. Hans mund smagte af te. Jeg fik det dårligt. Jeg skubbede ham væk og rejste mig og ville tage min violinkasse og min taske med rent undertøj og en tandbørste; de ganske få ting, jeg havde i en skuffe hos ham. “Hvad, siger du nej til sex?” vrængede Darren fornærmet. “Jeg har det ikke så godt,” svarede jeg. “For første gang i sit liv har frøken Zahova altså hovedpine.” Han havde rejst sig op og stod med hænderne i siden ligesom en mor, der skældte ud på et uartigt barn. Jeg tog min taske og min violinkasse, drejede om på hælen og gik. Jeg var klædt i det tøj, han 42

Eighty Days - Gul.indd 42

19/12/12 12.33


brød sig allermindst om: røde Converse-støvler, cowboyshorts over sorte strømpebukser og en T-shirt med et dødningehoved på, og idet jeg åbnede hans entrédør, følte jeg mig mere mig selv, end jeg havde gjort i månedsvis, som om en tung byrde var blevet løftet fra mine skuldre. “Summer ...” Han løb efter mig og tog mig i armen, idet jeg gik ud ad døren, og vendte mig om, så vi stod ansigt til ansigt. “Jeg ringer, okay?” sagde han. “Okay.” Jeg gik uden at vende mig om og forestillede mig, at han stod og betragtede min ryg forsvinde ned ad trapperne. Jeg hørte døren klikke, idet jeg forsvandt ud af hans synsfelt. Han havde ringet regelmæssigt siden da, i begyndelsen hver aften, derefter døde det langsomt ud til et par gange om ugen, da jeg ignorerede hans beskeder. To gange havde han ringet klokken tre om natten, fuld, og havde lagt nogle snøvlede beskeder. “Jeg savner dig, skat.” Han havde aldrig kaldt mig ‘skat’ før – faktisk havde han sagt, at han hadede det udtryk – og jeg begyndte at spekulere på, om jeg overhovedet kendte ham ordentligt. Jeg ville i hvert fald ikke ringe til Darren nu, selv om jeg vidste, at han ville springe til, hvis han fik chancen for at købe en ny violin til mig. Han havde hadet den gamle, havde syntes, at den så tarvelig ud og ikke passede sig for en klassisk violinist. Han hadede også, at jeg spillede i metroen, og mente, at det var under min værdighed, selv om jeg vidste, at det mest af alt var, fordi han var bekymret for, om der skete mig noget. Med en vis ret måtte jeg jo indrømme nu. Jeg stod ved lyskrydset uden for stationen, bilerne susede forbi, og fodgængerne myldrede i alle retninger. Jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke fået særlig mange venner i London, bortset fra de par, som Darren og jeg havde set lidt til, når vi havde været inviteret til forskellige middage og ferniseringer. Selv om de var meget søde og behagelige, var de alle sammen først og fremmest hans venner, ikke mine. Og selv om jeg skulle have haft lyst til at kontakte dem, havde jeg ikke deres telefonnumre. Det var Darren, der havde stået for vores sociale liv, jeg fulgte bare med. Jeg tog min telefon 43

Eighty Days - Gul.indd 43

19/12/12 12.33


op af lommen og scrollede ned gennem mine kontakter. Jeg overvejede at ringede til Chris. Han var musiker, han ville forstå mig, og han ville blive sur, hvis han senere fandt ud af, at jeg ikke havde ringet til ham, men jeg kunne ikke overskue hverken sympati eller medlidenhed. Begge dele ville måske få mig til at bryde sammen, og så ville jeg være ude af stand til at gøre noget som helst for at løse problemerne. Charlotte. Fra stripklubben. Jeg havde ikke set hende i et helt år, og jeg havde ikke hørt fra hende i al den tid, bortset fra et par beskeder på Facebook, men jeg var sikker på, at om ikke andet så ville Charlotte kunne muntre mig op og få mig til at tænke på noget andet end violinkatastrofen. Jeg ringede op. Der var ikke optaget. En mand svarede, hans stemme var søvnig og lummer, som om han lige var blevet vækket på en meget behagelig måde. “Hallo,” sagde han. Jeg havde svært ved at høre ham i larmen fra trafikken. “Undskyld,” sagde jeg. “Jeg tror, at jeg har fået forkert nummer. Jeg skulle have fat i Charlotte.” “Jamen, hun er da lige her,” sagde manden. “Hun har bare lidt travlt lige nu.” “Må jeg tale med hende? Vil du sige til hende, at Summer er i telefonen?” “Åh ... Summer, Charlotte ville meget gerne tale med dig, det er jeg sikker på, men hun har munden fuld i øjeblikket.” Jeg kunne høre nogen, der fniste, og så noget masen rundt, og så fik jeg Charlotte i røret. “Summer, min søde skat!” sagde hun. “Hvor er det længe siden!” Mere masen og så en dæmpet jamren i røret. “Charlotte? Er der du?” Mere jamren. Mere masen rundt. “Vent lidt,” sagde hun. “Lige et øjeblik.” Så kunne jeg høre, at der blev lagt en hånd over røret, og i baggrunden lyden af en mands dybe, hæse latter. “Hold nu op,” hviskede hun. “Summer er min veninde.” Så var hun tilbage i røret. “Det må du søreme undskylde, min søde,” sagde 44

Eighty Days - Gul.indd 44

19/12/12 12.33


hun. “Jasper prøver at distrahere mig. Hvordan har du det, søde? Det er så længe siden.” Jeg så de to for mig sammen i sengen og mærkede et stik af misundelse. Charlotte var den eneste pige, jeg nogensinde havde mødt, hvis seksuelle energi så ud til at være på højde med min egen, og hun var fuldstændig åben omkring det, noget jeg aldrig før havde oplevet. Hun virkede mere levende og åben end de fleste. Hendes udstråling mindede mig om luften efter en tropestorm, fuld af fugtig varme og moden frodighed. Jeg tænkte på dengang, vi havde været ude for at købe sexlegetøj i Soho, et par timer før hun skulle til samtale på stripklubben i Chancery Lane. Jeg havde været en lille smule flov og havde stået og trippet utilpas ved siden af, mens hun havde undersøgt den ene dildo efter den anden, alle sammen i forskellige farver og størrelser. Hun havde gnedet dem mod den bløde hud på indersiden af håndleddet for at mærke, hvordan de føltes. Hun var endda gået hen til manden, der så ud, som om han kedede sig bravt, og spurgt efter batterier, og havde rutineret sat AA-batterierne op i de to næsten ens Rabbit-dildoer. En af dem var flad ude i spidsen, mens den anden delte sig i en slags gren, der var lavet til at omkranse klitoris, mens den vibrerede. Hun lod forsigtigt først den ene, så den anden vibrerende vibrator glide op ad armen, før hun vendte sig om mod manden ved disken. “Hvilken en tror du er bedst?” spurgte hun ham. Han gloede på hende, som om hun var en alien fra en anden planet, der var landet i hans butik. Jeg kunne mærke jorden give efter under mig og håbede, at den ville åbne sig og opsluge mig. “Det. Ved. Jeg. Ikke,” sagde han, idet han standsede op mellem hvert ord, som for at sikre sig, at hun forstod, hvad han sagde. “Hvorfor ikke?” svarede hun, fuldstændig upåvirket af hans uvenlige tonefald. “Jeg har ikke nogen vagina.” Charlotte tog sit kreditkort frem og købte dem begge to, da hun regnede med, at hun ville tjene nok som stripper til at have råd til det. Vi gik ud af butikken og standsede op lige uden for en af de der 45

Eighty Days - Gul.indd 45

19/12/12 12.33


rumskibslignende toiletter, den slags, der åbner, når man trykker på en knap på siden, og som jeg havde mistanke om sjældent blev brugt til det formål, de egentlig var tiltænkt. “Det gør ikke noget, vel?” sagde hun og trådte ind og lukkede dø­ ren, før jeg kunne nå at svare. Jeg blev stående udenfor, ildrød i hovedet, og forestillede mig, hvordan hun stod inde i boksen med trusserne nede om anklerne og stak vibratoren op i sig og derefter satte spidsen om sin klitoris. Hun kom smilende ud igen mindre end fem minutter senere. “Den flade er bedst,” sagde hun. “Vil du prøve? Jeg købte sæbe og servietter til. Og glidecreme.” “Jeg har ikke lige lyst, ellers tak,” svarede jeg og spekulerede på, hvad folk på gaden ville sige, hvis de kunne høre, hvad vi sagde. Til min overraskelse blev jeg ophidset af at forestille mig Charlotte onanere på toilettet. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende det, men jeg ville helt sikkert ikke have haft brug for glidecremen. “Det må du selv om,” sagde hun let og stak vibratorerne i sin taske. Selv med den ødelagte violin og den fortvivlelse, jeg følte, ophidsede det mig at tænke på, at Charlotte formentlig lå nøgen med de lange, solbrune ben skødesløst spredte i sengen ved siden af Jasper, der betragtede hende. “Jeg har det fint,” sagde jeg, selv om det ikke passede, og så fortalte jeg hende, hvad der var sket på stationen. “Åh, nej! Stakkels dig. Kom hjem til mig, så smider jeg Jasper på porten med det samme.” Hun sms’ede mig sin adresse, og mindre end en time efter sad jeg i en hængestol i stuen i hendes lejlighed i Notting Hill og nippede til en dobbelt espresso af en elegant porcelænskop med tilhørende underkop. Det var tydeligvis gået den rigtige vej for Charlotte siden sidst. “Det går åbenbart godt med at danse?” spurgte jeg og så ud over den rummelige stue med de lakerede trægulve og det store fladskærms-tv på væggen. “Nej, vorherre bevares,” sagde hun og slukkede for kaffemaskinen. “Det var skrækkeligt. Jeg tjente ingenting, og jeg blev fyret igen.” 46

Eighty Days - Gul.indd 46

19/12/12 12.33


Hun snoede en finger om hanken på sin egen lille kop og satte sig over i sofaen. Jeg havde en mistanke om, at hendes nu meget lange og fuldstændig glatte hår var exstensions, men jeg var glad for at se, at hun ikke havde fået kunstige negle endnu. Charlotte gik ikke just i eet med tapetet, men hun havde stil. “Jeg har spillet poker på nettet,” sagde hun og nikkede hen mod skrivebordet med den store Mac i hjørnet af stuen. “Jeg har tjent en formue.” En dør blev åbnet ude i gangen, og dampen vældede ud af det, der måtte være badeværelset. Et dovent smil bredte sig over Charlottes læber, da hun så, hvordan jeg drejede hovedet ved lyden. “Det er Jasper,” sagde hun. “Han er lige i bad.” “Har I været sammen længe?” “Længe nok,” svarede hun med et grin, idet han slentrede ind i stuen. Han var en af de smukkeste mænd, jeg nogensinde havde set. Tykt, sort hår, stadig vådt efter badet, smalle hofter i løstsiddende cowboybukser, en afslappet kortærmet skjorte, der stod helt åben, så man kunne se hans stramme mavemuskler og et fint spor af hår ned mod skridtet. Han stod henne ved køkkenet uden at sige noget og tørrede sit hår med et håndklæde med den ene hånd, som om han ventede på noget. “Jeg følger lige den smukke dreng her ud,” sagde Charlotte og blinkede til mig og rejste sig fra sofaen. Jeg så til, mens hun tog en bunke pengesedler ud af en konvolut, der lå på en bogreol, og gav ham pengebundtet. Han foldede pengesedlerne og lod dem diskret glide ned i baglommen uden at tælle dem. “Tak,” sagde Jasper. “Det var virkelig en fornøjelse.” “Fornøjelsen er helt på min side,” svarede hun og åbnede entrédøren og kyssede ham blidt på begge kinder, før han gik. “Det har jeg altid haft lyst til at sige,” sagde hun, da hun lod sig falde ned i sofaen igen. “Er han ...?” “Escort?” afsluttede hun min sætning. “Ja.” “Men du ville da sagtens kunne ...” 47

Eighty Days - Gul.indd 47

19/12/12 12.33


“Score?” afsluttede hun igen for mig. “Sikkert. Men jeg kan godt lide at betale for det. Man har ligesom skeen i den anden hånd, hvis du kan følge mig, og så behøver jeg ikke at bekymre mig om alt det andet lort.” Jeg kunne sagtens følge hende. I det øjeblik, eller rettere sagt faktisk det meste af tiden, kunne jeg have slået ihjel for et skyldfrit, komplikationsfrit, smertefrit knald. “Skal du noget i aften?” spurgte hun pludselig. “Nej,” sagde jeg og rystede på hovedet. “Godt. Du skal med mig i byen.” Jeg protesterede og sagde, at jeg ikke var i humør til det, og at jeg ikke havde noget passende tøj at tage på eller nogen penge. Desuden hader jeg natklubber, de er altid fulde af unge piger, der står og gør sig til for at få en gratis drink, og af snuskede mænd, der forsøger at tage en på brysterne. “Det vil få dig til at tænke på noget andet. Jeg betaler. Jeg har noget tøj, du må låne. Og det her sted er anderledes. Du vil elske det.” Et par timer senere befandt jeg mig om bord på en stor motorbåd, der lå fortøjet ved Themsen, og som en gang om måneden i løbet af efteråret blev omdannet til natklub med fetish-tema. “Hvad menes der helt præcis med ‘fetich’?” spurgte jeg nervøst Charlotte. “Ikke rigtig noget bestemt,” sagde hun. “Folk har bare mindre tøj på, men det er på en cool måde. Og de er venligere.” Hun grinede og sagde, at jeg bare skulle slappe af, men det gjorde mig bare endnu mere nervøs. Jeg var nu klædt i en isblå corsage med stivere, krusede trusser og nylonstrømper med en blå søm hele vejen ned på bagsiden af benet fra lår til fod og et par sølvfarvede, højhælede sko. Charlotte havde touperet mit hår, så mit i forvejen store, krøllede hår kom til at fylde det dobbelte, og så havde hun sat en høj hat på skrå ovenpå. Hun havde omhyggeligt tegnet linjen over min øjenvipper op med flydende eyeliner, en tyk, sort streg, og malet mine læber op med en klar, skinnende rød læbestift og klistret lidt sølvglimmer på mine kindben 48

Eighty Days - Gul.indd 48

19/12/12 12.33


med vaseline. Korsettet var lidt for stort og måtte strammes helt ind for at passe mig i taljen, og skoene var lidt for små, hvilket gjorde det svært at gå, men resultatet var, håbede jeg, meget tiltalende. “Wow,” sagde Charlotte og så op og ned ad mig, da hun endelig var færdig med at maje mig ud. “Du er virkelig lækker.” Jeg bevægede mig akavet over til hendes spejl, mine fødder ville blive ømme, det kunne jeg mærke. Skoene klemte allerede. Heldigvis var jeg faktisk enig med hende, selv om jeg ikke ville sige det højt. Som de fleste andre gjorde jeg en dyd ud af at være beskeden. Pigen i spejlet lignede mig ikke rigtig. Hun lignede nærmere en rebelsk storesøster i karnevalskostume. Selv om corsagen sad lidt løst, tvang den mig til at rette ryggen, og selv om jeg var nervøs for at gå nogen steder klædt i mit nye outfit, kunne man ikke se det på mig. Med ryggen og halsen helt bar lignede jeg en danser. Charlotte stod helt nøgen foran mig og gned sig ind i talkum og bad mig derefter om hjælp til at smyge sig ned i en lillebitte, gul gummikjole med to røde lyn ned langs hendes hofter. Kjolen var så nedringet, at man næsten kunne se det hele af hendes fyldige bryster og den pirrende mørke kant af hendes brystvorter, presset mod udskæringen. Talkummet duftede af kanel, og et kort øjeblik havde jeg lyst til at slikke hendes hud bare en enkelt gang. Jeg lagde mærke til, at hun ingen trusser havde på, selv om kjolen knap nok dækkede hendes røv. Charlotte var virkelig udfordrende klædt, det var der ikke tvivl om, men jeg beundrede hendes selvtillid, og efter en dag i hendes selskab, var jeg begyndt at vænne mig til det. Hun var en af de få mennesker, jeg kendte, der gjorde fuldstændig, som hun havde lyst til, og som var inderligt ligeglad med, hvad andre tænkte om hende. Med mig i mine meget høje og lidt for små sko, og med Charlotte i sine enorme, røde plateausko, klamrede vi os fnisende til hinanden, idet vi forsigtigt skred ned ad den stejle metalrampe og om bord på båden. “Pyt med det,” sagde Charlotte, “du ligger på ryggen, før du ved af det.” Nå, så det gjorde jeg?! 49

Eighty Days - Gul.indd 49

19/12/12 12.33


Vi ankom omkring midnat, og festen var i fuld gang på natklubben. Jeg var lidt genert over at skulle tage min jakke af og slutte mig til festen med mere afdækket hud, end jeg plejede at vise frem i offentlighed, men Charlotte garanterede mig, at jeg ville passe fuldstændig perfekt ind i selskabet. Vi afleverede vores billetter og fik et stempel på hånden i indgangen, afleverede vores overtøj i garderoben og vaklede så op ad trappen, gennem dobbeltdørene og ind hvor den store bar var. Synet var fuldstændig overvældende. Ligegyldigt hvor jeg så hen, var mænd og kvinder klædt i de mest outrerede outfits. Der var latex overalt, men også vintage-undertøj, høje hatte og pingvinjakker, militæruniformer og sågar en mand, der ikke havde andet på end en penisring, og hans slappe pik dinglede muntert fra side til side, når han gik. En lav kvinde kun klædt i en omfangsrig nederdel, og hvis store bryster gyngede, gik igennem menneskemængden med en meget tynd, høj mand i en snor efter sig. Han gik helt foroverbøjet, så hun kunne trække af sted med ham uden at anstrenge sig. Han mindede mig om mr. van der Vliet. Alene i en sofa sad en lille mand, eller måske en androgyn kvinde, klædt i en gummiheldragt og en maske. Charlotte havde ikke haft helt ret, da hun sagde om gæsterne, at de havde mindre tøj på end andre mennesker. Selvfølgelig var der mange af dem, der nærmest ikke havde noget på, men mange havde avancerede kostumer, der dækkede hver eneste kvadratcentimeter af deres hud, og alligevel så de sexede ud. Billigt festtøj og almindeligt tøj var bandlyst, en lille detalje der sikrede, at folk i højere grad så teatralske end kiksede ud. “Hvad vil du have at drikke, søde?” spurgte Charlotte, og jeg tog et øjeblik blikket væk fra de andre. Jeg forsøgte det bedste, jeg havde lært, ikke at stirre, men jeg havde det, som om jeg ved et tilfælde var landet midt i optagelserne til en pornofilm, eller som om jeg var endt i et parallelt univers, hvor alle var som Charlotte og var flintrende ligeglade med, hvad resten af verden tænkte om dem. Men hun havde haft ret med hensyn til mit tøj. Jeg passede ikke bare perfekt ind, jeg var også en af de mindst iøjnefaldende gæster. De andre syntes formentlig, at jeg så decideret snerpet ud. Den tan50

Eighty Days - Gul.indd 50

19/12/12 12.33


ke fik mig til at slappe lidt af. Normalt, når jeg var sammen med mine venner eller befandt mig i andre sociale sammenhænge, var jeg altid bange for at være hende den underlige med det afslappede syn på sex og parforhold. “Bare vand til mig, tak,” svarede jeg. Jeg havde ikke lyst til at misbruge hendes gavmildhed, og jeg ville være helt klar i hovedet, mens jeg var her, så jeg ikke skulle vågne op dagen efter og tro, at det bare havde været en drøm. Charlotte trak på skuldrene og vendte et øjeblik senere tilbage med vores drikkevarer. “Kom,” sagde hun. “Nu skal jeg vise dig rundt.” Hun tog min hånd og førte mig gennem en anden dobbeltdør, som ledte ud til skibets stævn, hvor en håndfuld rygere og mænd klædt i tykke, varmt udseende militærjakker stod og enten røg eller kølede lidt ned eller begge dele. Kvinderne, der generelt var lettere påklædt end mændene, stod rundt om to gasvarmere. To af dem havde latexnederdele på, hvor der var klippet hul bagpå, og deres lyse baller skinnede i lyset fra gasvarmerne som lavthængende tvillingemåner. Jeg gik hen til rælingen og stod stille et øjeblik og holdt Charlotte i hånden og kiggede ned i floden, der som et langt, sort bånd snoede sig igennem byen og delte den nydeligt i to. Vandet så nærmest tykt ud og slog blødt ind mod båden. Waterloo Bridge knyttede de to halvdele sammen bag os, Blackfriars Bridge lå foran os, mens man kun lige kunne ane lysene fra Tower Bridge længere fremme, som et mørkt løfte om noget, der ventede. Jeg kunne mærke Charlotte gyse. “Lad os gå videre,” sagde hun. “Her er koldt.” Vi gik tilbage til den store bar igen og derefter videre ind til dansegulvet. Jeg så til med åben mund, mens en mørkhåret, smuk, vampet kvinde tog en slurk benzin og spyede ild, mens hun gned sig op af en stang til høj heavyrock. Hun emmede af sex. Når jeg var sammen med Charlotte og så mange andre, der virkede, som om de overhovedet ikke skammede sig over deres kroppe, og som ligefrem var stolte af deres seksualitet, følte jeg for første gang i mit liv, at det 51

Eighty Days - Gul.indd 51

19/12/12 12.33


måske ikke var mig, der var underlig. Eller at der i det mindste var mange andre, der også var det. En høj mand, der stod i udkanten af dansegulvet, fangede mit blik. Han havde et par stramme, lyseblå pailletgamacher på, lange ridestøvler, en rød og guldfarvet militærjakke og en matchende hat. Han havde en ridepisk i den ene hånd og en drink i den anden og sludrede muntert med en goth-pige i latexhotpants. Hun havde langt, sort hår og en enkelt hvid lok foran. Mandens gamacher skjulte kun nødtørftigt den store bule, han havde i skridtet, og jeg stirrede fascineret. Jeg mente, at jeg havde set sådan et par gamacher i en tøjforretning for kvinder, men de så absolut maskuline ud, når han havde dem på. Charlotte gav min hånd et klem. “Senere,” hviskede hun i mit øre, mens hun kiggede på manden i gamacherne. “Nu er der show her. Det betyder, at der er ro nedenunder.” Hun førte mig gennem en lille gang, dækket af røde fløjlsgardiner, og videre ind i en anden, mindre bar, og derefter ned ad en trappe. “Det her er fangehullet,” sagde hun. Rummet så ikke helt ud, som jeg havde forestillet mig, at et ‘fangehul’ ville se ud, om end jeg ikke rigtig havde noget begreb om, hvordan et moderne fangehul så ud, eller at den slags overhovedet fandtes. Jeg standsede op og så mig omkring, mens jeg forsøgte at få det hele med, i tilfælde af at jeg aldrig ville se sådan et sted igen. Indretningen var ligesom i baren ovenpå, bare suppleret med et par underligt udseende møbler. Der stod et stort, polstret rødt kors, der var mere formet som et X end som et almindeligt kors. En nøgen kvinde stod lænet op ad det med spredte arme og ben, mens en anden kvinde slog hende med et instrument, som Charlotte kaldte en nihalet kat. Jeg kunne ikke se håndtaget, eftersom kvinden holdt om det, men i stedet for at have en enkelt snor i enden som en almindelig pisk havde den adskillige bløde lædersnore. Kvinden, der brugte den, vekslede imellem at piske hende og ae hendes baller blidt med hånden, og af og til lod hun lædersnorene glide kærtegnende hen over kvindens krop. Kvinden, der tog imod, stønnede af vellyst og spjættede ukontrolleret, og kvinden, der slog hende, læne52

Eighty Days - Gul.indd 52

19/12/12 12.33


de sig med jævne mellemrum frem og hviskede noget til hende, som jeg forestillede mig var komplimenter. Hun smilede, lo og lænede sig ind til sin partner på korset. De var omringet af en lille gruppe interesserede tilskuere, men de så alligevel ud til at befinde sig fuldstændig i deres egen verden, næsten som om der var en usynlig skærm mellem dem og de mennesker, der så på. Synet ville have chokeret mig, hvis jeg havde set det på et billede, eller hvis jeg havde læst en slibrig beskrivelse af det i en avis. Jeg havde selvfølgelig hørt om den slags, men jeg plejede mentalt at arkivere det samme sted, som jeg arkiverede historier om folk, der måtte skynde sig på hospitalet efter uheldige episoder med hamstere eller støvsugere. Jeg gik ud fra, at nogle mennesker tændte på den slags, men også at det meget ofte bare var vandrehistorier eller udtryk for folks sensationslyst. Alle de folk, som var hernede, så ret søde og almindelige ud, selv om de var klædt i samme vilde kostumer som folk på resten af båden. Jeg rykkede lidt tættere på for bedre at kunne se. Jo, hende, der blev pisket, nød det helt klart. Jeg ville have givet min højre arm for at mærke, hvordan det føltes. Og selve piskeslagene, måden den nihalede hævede sig og faldt, var helt præcise og rytmiske, perfekt orkestreret. Hele scenariet var faktisk nærmest smukt. Charlotte, der bemærkede min interesse, gik hen til en mand, der stod tæt på korset, og prikkede ham på skulderen og vinkede mig over. “Mark,” sagde hun til ham, “det her er Summer. Det er første gang, hun er her.” Mark så op og ned ad mig, men mere anerkendende end vurderende. “Flot corsage!” sagde han og kyssede mig på begge kinder, som man gør i Frankrig. Han var ikke særlig høj, lidt tyk og med vigende hårgrænse, men han havde et imødekommende ansigt, og et tiltrækkende glimt i øjet. Han havde store, tunge støvler på, et gummiforklæde og vest. Forklædet havde en række lommer, som indeholdt forskellige redskaber, der ved første øjekast lignede den nihalede kat, som blev brugt på korset. 53

Eighty Days - Gul.indd 53

19/12/12 12.33


“Tak,” svarede jeg. “Kommer du tit her?” “Ikke nær så tit, som jeg gerne ville,” svarede han og grinede, da jeg rødmede. “Mark er ansvarlig for fangehullet,” indskød Charlotte. “Jeg sørger for, at alt er okay hernede, og at der ikke er nogen, der opfører sig råddent.” Jeg nikkede og skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Selv om Charlotte var højere end mig, brugte hun et nummer mindre i sko, og mine fødder var virkelig begyndt at gøre ondt. Jeg så mig om efter et sted at sætte mig, men jeg kunne ikke få øje på andet end en metalramme med et polstret område i hoftehøjde, og som jeg havde en mistanke om ikke var et almindeligt sæde. “Må man godt sætte sig på den der?” spurgte jeg og pegede hen imod rammen. “Helst ikke,” sagde Charlotte. “Man må ikke sidde på udstyret. Der kunne være nogen, der gerne ville bruge det.” Så lyste hun op! “Selvfølgelig!” sagde hun, smilede drillende til mig og gav Mark en albue i siden. “Du kunne give hende en omgang spanking, Mark. Så kunne hun hvile fødderne imens.” Mark så på mig. “Hellere end gerne,” sagde han, “hvis frøkenen er interesseret.” “Øh, nej ... tak, det tror jeg ikke.” “Helt i orden,” svarede Mark høfligt, men Charlotte fortsatte med at lokke. “Kom nu. Hvad er du bange for? Han er den bedste. Prøv det nu.” Jeg så hen på kvinden på korset, som nu så ud til at være i ekstase og ligeglad med, hvad tilskuerne så. Jeg ville ønske, at jeg var sådan, så modig og ubekymret, tænkte jeg. Hvis jeg havde været mindre optaget af, hvad andre tænkte, havde jeg nok ikke været sammen med Darren mere end en enkelt nat. “Jeg er lige her,” tilføjede Charlotte, da hun så, hvordan jeg vaklede. “Hvad er det værste, der kunne ske?” Fuck det. Der var ingen her, der ville foragte mig, og jeg ville få lov til at ligge ned lidt, og desuden var jeg nysgerrig. Der var vel ikke så mange mennesker, der ville gøre det, hvis det var helt forfærdeligt. 54

Eighty Days - Gul.indd 54

19/12/12 12.33


“Ok,” sagde jeg og fremtvang et smil. “Jeg vil gerne prøve.” Charlotte klappede begejstret i hænderne. “Hvilket instrument foretrækker du?” spurgte Mark med en fejende håndbevægelse foran forklædet med redskaberne. Jeg fulgte hans hånd med øjnene. Selv om han ikke var særlig høj, havde han store, kraftige hænder. De så robuste ud, som om han arbejdede med dem, og lignede ikke slappe computerhænder. Charlotte fulgte interesseret mit blik. “Jeg tror, hun foretrækker bare hænder,” sagde hun. Jeg nikkede. Charlotte tog min hånd igen og førte mig over til bænken. Mark drejede mig blidt væk fra Charlotte, så vi stod ansigt til ansigt. “Okay,” sagde han. “Jeg starter meget, meget blidt. Hvis du på noget tidspunkt får det dårligt med det, jeg gør, så ræk bare en hånd i vejret, så standser jeg med det samme. Charlotte er her lige ved siden af dig. Er det i orden?” “Ja,” sagde jeg. “Okay, fint,” svarede han. “Det kommer ikke rigtig til at fungere med alle de der flæser på dine trusser. Er det i orden, hvis jeg tager dem af dig?” Jeg holdt vejret. Fuck. Hvad havde jeg rodet mig selv ud i? Men jeg havde set det komme, det ville selvfølgelig ikke have samme effekt med de tykke, flæsede trusser på, og lokalet var fuld af nøgenhed, så jeg ville næppe skille mig ud. “Ja, det er fint.” Jeg vendte mig om mod bænken og lænede mig mod den polstrede ramme og befriede mine fødder for de stramme sko. Det var en lettelse. Min talje og min overkrop hvilede mod det flade, polstrede stykke midt i rammen, og derudover var der yderligere to polstrede områder, jeg kunne hvile armene på, og håndtag jeg kunne holde fast i. Jeg kunne mærke en finger tage fat i kanten af mine trusser og forsigtigt trække dem ned over mine lår og ned over mine strømpeklædte ben. Mark løftede mine fødder én af gangen og hjalp mig ud af trusserne. Jeg stod med benene helt spredt, og som han sad på hug bag 55

Eighty Days - Gul.indd 55

19/12/12 12.33


mig, gik jeg ud fra, at han kunne se alt, hvad han ville, af mig. Jeg blev helt varm i kinderne, men jeg kunne allerede mærke, hvordan jeg begyndte at overgive mig, og en behagelig kildrende varme bredte sig i mit underliv. Han rejste sig op, og Charlotte gav min hånd et klem. Først mærkede jeg ikke noget, bare hvordan luften blidt kærtegnede mine nøgne balder, og forestillingen om fremmede menneskers blikke på min nøgne hud. Så blev en stærk hånd lagt på min højre balde og cirklede derefter blidt henover den, efterfulgt af et lillebitte luftpust, idet hånden trak sig væk, og så fik jeg et slag, først på den ene balde, så på den anden. En stikkende smerte. Derefter den blide berøring af hans kølige hånd mod min varme hud, dulmende, aende. Endnu et vindpust, da hånden igen blev trukket væk. Og så et stød, da hånden ramte min røv, hårdere denne gang. Jeg greb fat om metalhåndtagene, svajede i ryggen, pressede hofterne ind i polstringen og mærkede, hvordan jeg atter rødmede, da det gik op for mig, at jeg var drivvåd, og jeg forestillede mig, at Mark måtte kunne se, hvor ophidset jeg var, måtte kunne lugte det. Han måtte kunne mærke, hvordan min krop gav efter for hans berøring, hvordan jeg svajede yderligere, så jeg skubbede mig selv nærmere ham. Endnu et slag, denne gang meget hårdere, decideret smertefuldt. Den skarpe smerte fik mig til at fare sammen, og et splitsekund overvejede jeg at bede ham om at holde op, men så var hans hånd der igen, nu hvilede den blidt på den balde, han lige havde slået, den viskede smerten væk og erstattede den med en besynderlig varme, der bølgede op langs rygsøjlen og helt op i nakken. Mens den ene hånd lukkede sig om min balde, lod han den anden glide forsigtigt op ad min ryg og nakke og op i mit hår, hvor han bredte fingrene ud og trak først blidt, så lidt hårdere. Jeg befandt mig et andet sted nu. Lokalet forsvandt; forestillingen om de fremmede blikke fortonede sig; Charlotte fortonede sig, der eksisterede ikke andet i verden end mig og følelsen af hans hånd, der 56

Eighty Days - Gul.indd 56

19/12/12 12.33


trak mig i håret. Jeg krummede mig sammen på bænken og jamrede, mens han blev ved med at slå. Så var jeg tilbage. Der lå to hænder på mine sviende baller, de lå helt stille, og berøringen var blid, og Charlotte trykkede min hånd. Lydene fra lokalet begyndte at vende tilbage til mig. Stemmer og musik, isterninger, der klirrede i glassene, og lyden af slag mod en andens hud. “Er du okay, søde? Hallo? Wow,” sagde hun. Henvendt til Mark sagde hun: “Hun forstod virkelig at nyde det.” “Ja,” sagde han, “hun er et naturtalent.” Jeg vendte hovedet og smilede til dem og forsøgte at rejse mig, men opdagede, at jeg ikke kunne stå op. Jeg følte mig som Bambi på isen, og jeg var så ophidset, at mine ben gav efter under mig. Jeg var flov over, at jeg havde reageret så kraftigt, men hverken Mark eller Charlotte, eller nogen andre i lokalet så ud til at være den mindste smule pinligt berørte eller overraskede. Det her var en helt almindelig weekendting (eller måske hverdagsting) for dem. “Forsigtig, min ven,” sagde Mark og lagde en arm om livet på mig og holdt godt fast, mens han førte mig over til en stol, der først blev ledig, efter at såvel Marks som Charlottes blik fik vedkommende, der sad der, til at rejse sig og gå sin vej. Jeg lod mig glide ned på stolesædet, og Mark aede mig over håret og trak mig forsigtigt ind til sig. Hans gummiforklæde føltes køligt og mærkeligt, og et af redskaberne i hans lommer blev mast ind i min arm. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at glide væk igen, da han lod hænderne glide igennem mit hår, og deres stemmer lød, som om de kom fra den anden ende af en lang tunnel. “Jeg tror, at du bliver nødt til at følge hende hjem,” sagde han til Charlotte. “Har hun fået for meget at drikke?” “Intet overhovedet. Hun har drukket danskvand hele aftenen. Du har taget hendes mødom.” “Fantastisk,” klukkede han. “Ja. Hun så ud, som om hun var ret begejstret for det,” bemærkede Charlotte, “og jeg nåede ikke engang at vise hende parrummet.” 57

Eighty Days - Gul.indd 57

19/12/12 12.33


Jeg faldt i søvn op ad Charlotte i taxien på vej hjem til hende og vågnede næste morgen, stadig iført den isblå corsage, som Charlotte imidlertid havde løsnet. Puden var smurt ind i glimmer og sort øjenmakeup. Jeg havde det, som om jeg havde tømmermænd, selv om jeg ikke havde fået så meget som en dråbe alkohol. “Godmorgen, min blomst,” kaldte Charlotte ude fra køkkenet. “Der er kaffe.” Jeg vaklede ud i køkkenet, straks mere vågen ved udsigten til koffein. “Wow,” sagde Charlotte. “Du så ligesom lidt bedre ud i det tøj i går.” “Tak,” svarede jeg. “Jeg kan ikke sige det samme om dig.” Charlotte stod midt i køkkenet med en lille porcelænsunderkop i den ene hånd og en kop espresso i den anden. Hun var fuldstændig nøgen. “Jeg har kun tøj på, når jeg er nødt til det,” svarede hun. “Og hvornår er du da det?” spurgte jeg. “Når jeg frituresteger,” svarede hun, “eller når jeg har herrebesøg. Jeg tager tøj på, sådan at de kan tage det af mig igen. Det kan fyre åbenbart godt lide.” Da hun sagde ‘fyre’, kom jeg til at tænke på, at Charlotte var fra Alice Springs, og jeg var lamslået over, at en verdensdame som hende kunne være opvokset i den australske ødemark. “Du er i godt humør.” “Jeg har allerede tjent lidt penge her til morgen,” sagde hun og så over på sin computer, “og jeg sov som en baby, vel vidende at jeg udvidede din horisont i går.” Hun smilede drillende, men jeg havde det lidt underligt med det hele. Ingenting – bortset lige fra musik – havde nogensinde fået mig til at føle sådan før. En kombination af nydelse og opløsning, fremprovokeret via smerte. Jeg skubbede følelsen væk. “Din telefon har ringet hundrede gange. Kan du ikke finde en mindre irriterende ringetone?” “Det er Vivaldi, din ignorant,” sagde jeg. Hun trak på skuldrene. Jeg fiskede telefonen op af min håndtaske og tjekkede de ubesva58

Eighty Days - Gul.indd 58

19/12/12 12.33


rede opkald. Darren. Han havde ringet ti gange i går aftes, og endnu flere gange her til formiddag. Han måtte på en eller anden måde have hørt om det med violinen. Jeg så på uret over ovnen i køkkenet. Klokken var tre. Jeg havde sovet næsten hele dagen. “Bliver du ikke i aften?” sagde Charlotte. “Jeg kan lave mad til dig. Jeg har aldrig brugt ovnen her i lejligheden.” Jeg blev i lejligheden for at tage et bad og slappe af, mens hun gik ud for at købe ind til middag. Jeg tog et karbad og brugte derefter en halv time på at rede mit filtrede hår ud. Til sidst blev jeg træt af at vente og sms’ede Charlotte for at høre, om jeg måtte låne hendes computer. “Selvfølgelig,” svarede hun. “Der er ikke noget password.” Jeg vækkede skærmen til live med musen og tjekkede min gmail. Jeg ignorerede beskederne fra Darren og den sædvanlige spam. Så loggede jeg på Facebook. Én ny besked. Jeg lod skødesløst markøren glide hen over indbakken og regnede med, at det var endnu en besked fra Darren, men det var fra en profil, som jeg ikke genkendte, og der var ikke noget billede. Jeg klikkede på beskeden, en lille smule nysgerrig. Først var der en høflig præsentation. Så stod der: Jeg vil gerne forære dig en ny violin. Er du villig til at tage udfordringen op og acceptere mine betingelser?

Jeg klikkede på profilen, men den var næsten helt tom, der stod bare ‘London’ under de personlige oplysninger. Profilens navn var bare et enkelt bogstav: D. Jeg tænkte selvfølgelig på Darren, men det her var slet ikke hans stil. Hvad kunne D ellers stå for? Derek? Donald? Diablo? Jeg forsøgte at komme i tanker om, hvem der kunne have fundet ud af, at jeg manglede en violin, og ville hjælpe, men jeg kunne ikke komme på nogen. Den eneste, der kendte alle detaljerne, var vagten med de fede hænder, og han virkede omtrent lige så romantisk som 59

Eighty Days - Gul.indd 59

19/12/12 12.33


hans arbejde indbød til – det vil sige ikke det mindste. Hvis violinen var blevet stjålet eller, endnu værre, var blevet efterladt smadret foran min dør, ville jeg måske være blevet bange for, at nogen stalkede mig på nettet, men denne besked virkede ikke ondsindet på nogen måde. En gnist var blevet tændt, og uanset hvad jeg gjorde, ville jeg ikke kunne slukke den. Jeg stirrede på skærmen i ti minutter uden at blive klogere, indtil Charlotte kom ind ad døren med favnen fuld af indkøbsposer. “Jeg håber virkelig ikke, at du er vegetar,” udbrød hun, “for jeg har udelukkende købt kød.” Jeg forsikrede hende om, at jeg nærede en stor forkærlighed for røde bøffer, og vinkede hende over for at læse mailen. Charlotte stirrede på skærmen, løftede det ene øjenbryn og grinede smørret. “Hvad er det for en udfordring?” spurgte hun. “Og hvilke vilkår?” “Det ved jeg ikke. Skal jeg svare?” “Det ville da være en begyndelse. Kom nu ... skriv til ham.” “Hvorfra ved du, at det er en ham?” “Selvfølgelig er det en ham. Det lugter langt væk af alfahan. Det er sikkert en, der har set dig spille og er blevet vild med dig.” Jeg overvejede det igen, og så trykkede jeg på ‘svar’-knappen. Jeg lod fingrene hvile let på tastaturet et øjeblik og skrev så: Godaften, Tak for de venlige ord. Hvad er udfordringen? Og vilkårene? Bedste hilsner Summer Zahova

I løbet af få minutter kom der svar. Det vil være mig en glæde at svare fyldestgørende på dine spørgsmål. Lad os mødes.

60

Eighty Days - Gul.indd 60

19/12/12 12.33


Spørgsmålstegnet var påfaldende fraværende i hans anmodning. Mod bedre vidende, og på Charlottes opfordring, aftalte jeg at mødes med en fremmed mand næste dag klokken 12. Jeg kom ti minutter for sent. Han havde foreslået, at vi skulle mødes på en italiensk cafe i St. Katharine Docks. Jeg lod, som om jeg kendte stedet, selv om det ikke var tilfældet; så blev jeg selv fri for at foreslå et mødested. Da jeg ankom, gik det op for mig, at det var midt ude i vandet. Jeg gik den ene vej rundt langs kajen, men fandt ud af, at vejen var spærret på grund af reparation, og jeg måtte vende om og gå den anden vej rundt. Jeg var den eneste på kajen og gik fortabt frem og tilbage, mens jeg forestillede mig, hvordan den mystiske fremmede studerede mine bevægelser i bekvem afstand inde fra cafeen imens. Jeg havde Charlottes mindst sexede tøj på, så han ikke skulle få det forkerte indtryk. Jeg havde sovet over mig og havde ikke haft tid til at tage hjem forbi min egen lejlighed for at skifte. Charlotte havde fundet en mørkeblå kjole frem til mig, halvt uld og halvt stretch, som hun havde haft siden engang, hun meget kortvarigt arbejdede som receptionist på et advokatkontor, før hun påbegyndte sin karriere som pokerspiller. Den var stribet, gik til lige under knæet og havde en meget ærbar udringning og fire knapper på brystet, som gav den et militærlook. Den sad lidt stramt over hof­terne, men var løs i taljen, og jeg havde taget et tyndt, cremefarvet bælte på, mine snørede ankelstøvler, og et par hudfarvede, selv­ siddende nylonstrømper, som på pakken hed ‘Let olierede – barbenslook’. “Hvis han ser, at jeg har dem på, tror han bare, at jeg vil knalde med ham,” sagde jeg til Charlotte. “Det kan da også godt være, at du vil det,” svarede hun. Så sagde hun, at jeg skulle holde op med at være fjollet, og at jeg ville skulle bukke mig helt fremover, før slidsen bagpå ville afsløre, hvad jeg havde indenunder. Slidsen var heldigvis ikke særlig lang, hvilket gjorde det en lille smule besværligt at gå i kjolen, men samtidig betød det forhåbentlig også, at ingen ville opdage, at jeg ikke 61

Eighty Days - Gul.indd 61

19/12/12 12.33


havde nogen trusser på. Eftersom trussekanten sås meget tydeligt gennem kjolestoffet, havde Charlotte nægtet at lade mig forlade huset med dem på. Jeg måtte aflevere dem til hende for at få lov til at komme forbi hende i døren. Hun havde også lånt mig sin råhvide uldfrakke og kraftigt indskærpet for mig, at den havde været dyr. Frakken duftede af parfume, en moskusduft, som ikke var min smag, og af den talkum fra forleden aften. Da jeg ankom, var jeg glad for frakken, for det øsede ned. Charlotte havde også lånt mig sin røde paraply, og jeg følte mig som en femme fatale, da jeg slog den op, som om jeg med vilje ville tiltrække mig opmærksomhed med min enlige, farverige plet i et hav af sort og gråt. Jeg så mig om i cafeen. Der var ikke noget bemærkelsesværdigt ved den, men manden bag baren lignede en, der serverede god kaffe. Man får bedre kaffe i enhver lufthavn i resten af Europa, end man gør noget sted i England. Endnu en ting, jeg aldrig ville nævne for en englænder. En hel nation af tedrikkere. En bar og et par borde og stole. En fritstående trappe førte op til en overetage. Jeg så ud ad vinduerne. Man havde god udsigt over havneområdet. Han havde utvivlsomt set mig komme, hvis han var her. Jeg kunne ikke se nogen nedenunder, så jeg gik op ad trappen til cafeens førstesal. Der var heller ingen, bortset fra en midaldrende kvinde med en avis og resterne af en cappuccino. Min telefon summede. Vi havde udvekslet telefonnumre, i tilfælde af at en af os skulle blive forsinket, eller vi skulle gå fejl af hinanden. “Jeg er nedenunder,” stod der. Pokkers. Jeg gik ned igen og forsøgte ikke at se alt for forfjamsket ud og fik øje på et bord bag trappen med frit udsyn igennem de åbne trappetrin. Hvis vinklen ellers var rigtig, havde manden, der sad ved bordet, kunnet kigge lige op under min kjole, da jeg gik op ad trappen. Tanken om, at en fremmed havde kunnet se op under min kjole, hvor jeg var helt nøgen, fik ophidselsen til at jage igennem mig. Straks derefter fulgte skammen. Jeg måtte hellere få styr på mig selv i en fart. 62

Eighty Days - Gul.indd 62

19/12/12 12.33


Han smilede uden at vise nogen tegn på irritation over, at jeg var kommet for sent, og uden på nogen måde at antyde, at han lige havde siddet og set, hvor langt mine strømper gik op. “Du er Summer.” Det var ikke noget spørgsmål. Hans øjne skinnede, men han afslørede ikke noget. “Ja,” svarede jeg og rakte hånden frem mod ham. Jeg huskede, hvor selvsikker corsagen havde gjort mig, og rettede mig bevidst op. Han rakte hånden frem og gav mig kort og formelt hånden. Han havde et fast greb. “Jeg hedder Dominik. Tak, fordi du ville komme.” Hans hænder var varme og stærke, endnu større end Marks fra forleden. Jeg rødmede ved tanken og satte mig hurtigt ned. “Vil du have noget at drikke?” spurgte han. “Ja tak, en latte, hvis de har det, ellers en dobbelt espresso,” svarede jeg og håbede ikke, at min stemme afslørede min nervøsitet. Han rejste sig og gik forbi mig hen til disken, og idet han gjorde det, kunne jeg lige ane duften af ham. Han lugtede overhovedet ikke af parfume, bare ganske svagt af moskus, lugten af varm hud. For mig er der noget meget maskulint ved en mand, der overhovedet ikke dufter parfumeret, en mand, hvis hud er fri for alle former for produkter og kunstige dufte. Han lignede en type, som jeg forestillede mig kunne finde på at ryge cigarer og som barberede sig med en gammeldags skraber. Jeg betragtede ham, mens han bestilte kaffe til os i baren. Dominik var pænt høj, lidt over 1,80, gættede jeg på, og slank, men ikke overdrevent muskuløs – han havde stærke arme og en stærk ryg som en svømmer. Og var virkelig lækker, også selv om han virkede lidt kølig. Eller måske netop derfor. Jeg har altid foretrukket mænd, der ikke smigrede mig eller prøvede for desperat at gøre indtryk på mig. Han bad meget høfligt baristaen om en sukkerskål. Hans stemme var dyb og fyldig, udtalen en smule kostskoleagtig, min yndlings, men med en speciel intonation, der fik mig til at spekulere på, om han måske ikke var englænder. Jeg har noget med accenter, måske er det en naturlig konsekvens af selv at komme fra 63

Eighty Days - Gul.indd 63

19/12/12 12.33


et andet land. Jeg forsøgte at skubbe tanken væk for ikke at skulle indrømme over for mig selv, at jeg syntes, at han var tiltrækkende og dermed give ham en slags fordel. Han havde en mørkebrun ribsweater med høj hals på, som så ud til at være blød og behagelig at røre ved, kashmir måske, et par mørkeblå cowboybukser og et par lædersko, der var blevet pudset for nylig. Tøjet var upåfaldende, bortset fra at det fik ham til at se venlig ud og ikke farlig på nogen måde. I hvert fald ikke farlig på en psykopatisk måske. Måske farlig på andre måder. Jeg rakte ned i min taske og sms’ede til Charlotte, at jeg ikke var blevet hakket i småstykker endnu. Han vendte tilbage med en bakke, og jeg ville rejse mig op for at tage kopperne, men han verfede mig væk og balancerede bakken på den ene hånd, mens han satte en kaffekop foran mig. Da han gjorde det, lænede han sig en anelse tættere på mig end nødvendigt for at sætte sukkerskålen, og hans hånd strejfede min arm. Berøringen krævede næsten en form for reaktion fra mig i form af enten en accept eller en afvisning, men så var hånden væk igen, og jeg lod, som om jeg ikke havde lagt mærke til det. Jeg rystede på hovedet og ventede på, at han skulle komme med den sædvanlige replik om, at “du er også sød nok i forvejen”, men han sagde ikke noget. Tavsheden mellem os føltes overraskende nok ikke akavet, og jeg så til, mens han rørte først én, og så en til, og så endnu en sukkerknald ud i sin kaffe. Hans negle var omhyggeligt manicurerede, men firkantede, så de virkede mandige, ikke feminine. Hans hud var en anelse olivenfarvet, men jeg kunne ikke afgøre, om det skyldtes etnicitet eller en nylig ferie. Han trak teskeen forsigtigt op af koppen og lagde den omhyggeligt på underkoppen, mens han betragtede sin egen hånd indgående, som om blikket ville afholde vildfarne dråber fra at falde fra teskeen og ned på stofdugen. Han havde et armbåndsur i sølv på højre hånd, et gammeldags, analogt ur. Jeg har altid haft svært ved at vurdere alder, men jeg gættede på, at han var i fyrrerne, formentlig ikke over 45, medmindre han så ung ud af sin alder. 64

Eighty Days - Gul.indd 64

19/12/12 12.33


Hvis han havde en violin, stod den i hvert fald ikke her ved bordet. Han lænede sig tilbage i stolen. Vi var stadig tavse. “Nå, Summer Zahova.” Han sagde mit navn langsomt, som om han smagte på det. Jeg så på hans læber. De så usædvanligt bløde ud, selv om han havde et bestemt drag om munden. “Du spekulerer sikkert på, hvem jeg er, og hvad alt det her handler om.” Jeg nikkede og smagte på min kaffe. Den var endnu bedre, end jeg havde forventet. “God kaffe,” sagde jeg. “Ja,” svarede han. Han så fornøjet ud. Jeg ventede på, at han skulle fortsætte. “Jeg vil gerne erstatte din violin.” “Til gengæld for hvad?” spurgte jeg og lænede mig interesseret frem. Han svarede ved også at læne sig frem, hans hænder lå med håndfladerne opad på bordet, de nåede næsten mine, en gestus der inviterede til, at jeg lagde mine hænder i hans. Jeg kunne lige akkurat dufte kaffen i hans ånde, og på samme måde som da Charlotte havde smurt sig ind i den kanelduftende talkum, fik jeg lyst til at læne mig over mod ham og slikke ham. “Jeg vil gerne have, at du spiller for mig. Vivaldi, måske?” Han lænede sig igen tilbage, dovent, og et lille smil spillede om hans læber, som om han havde gennemskuet, at jeg var tiltrukket af ham, og drillede mig med det. Men det spil skulle vi nok blive to om at spille. Jeg rettede mig op og mødte hans blik og lod, som om jeg ikke bemærkede kemien mellem os, og satte et tænksomt og fjernt ansigtsudtryk op, som om jeg overvejede hans bizarre tilbud på samme måde, som man ville overveje et almindeligt forretningstilbud. Jeg kom til at tænke på sidste gang, jeg havde spillet De Fire Årstider, den eftermiddag efter skænderiet med Darren. Det var den dag, nogen havde lagt 50-pundsedlen i min violinkasse. Sikkert Dominik, gik det nu op for mig. Jeg lagde mærke til, at han flyttede på sig under bordet, og jeg kun65

Eighty Days - Gul.indd 65

19/12/12 12.33


ne se, hvordan hans blik strålede. Var det tilfredshed? Begær? Måske så jeg ikke så fattet ud, som jeg håbede. Varmen skyllede op i mine kinder, da mit ben strejfede hans, og det gik op for mig, at jeg havde siddet med spredte ben under bordet ligesom en mand. Jeg havde ikke haft sex i en måned nu, og jeg var stort set parat til at gøre det med bordbenet, men det behøvede han jo ikke at vide. Han fortsatte. “Bare en enkelt gang til at begynde med, så skal du nok få din violin. Jeg bestemmer, hvor det skal foregå henne, men du har selvfølgelig nogle overvejelser om din egen sikkerhed. Du må gerne tage en ven eller en veninde med, hvis du foretrækker det.” Jeg nikkede. Jeg havde slet ikke taget stilling til, om jeg var med på hans plan, men jeg havde brug for at købe mig tid, så jeg kunne tænke det igennem. Det var tydeligt, hvad hans underliggende dagsorden var, og hans arrogance var irriterende, men – trods mit ønske om det modsatte – syntes jeg, at Dominik var tiltrækkende, og jeg havde virkelig brug for en ny violin. “Nå, Summer Zahova, betyder det, at du siger ja?” “Ja.” Jeg kunne tænke det igennem senere og aflyse det over mailen, hvis det blev nødvendigt. Han bestilte to kopper kaffe mere uden at spørge, om jeg ville have en til. Det irriterede mig, og jeg skulle lige til at sige noget, men jeg havde faktisk lyst til mere. Vi drak vores kaffe og talte om vejret og lidt om vores respektive hverdages almindeligheder. Ikke at min hverdag føltes særligt almindelig, efter at jeg havde mistet min violin. “Savner du den? Violinen?” En underlig, pludselig sindsbevægelse ramte mig, som om jeg uden buen og instrumentet til at forløse alle mine indestængte følelser ville gå i stykker, eksplodere, selvantænde. Jeg sagde ikke noget. “Så må vi hellere lade være med at vente for længe. Næste uge, måske. Jeg lader høre fra mig for at bekræfte, hvor vi mødes, og jeg fremskaffer en violin til lejligheden, og hvis jeg synes, at alt forlø66

Eighty Days - Gul.indd 66

19/12/12 12.33


ber tilfredsstillende, kan vi gå ud og købe en mere passende violin.” Jeg samtykkede og ignorerede endnu en gang hans næsten respektløse arrogance, idet jeg indtil videre holdt mine forbehold for mig selv, og tog min frakke, der hang over stolen. Vi forlod cafeen sammen, indtil vi skulle hver vores vej og sagde høfligt farvel til hinanden. “Summer,” kaldte han, da jeg var på vej væk. “Ja?” “Tag en sort kjole på.”

Eighty Days - Gul.indd 67

19/12/12 12.33


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


147 mm

220 mm

EIGHTY DAYS GUL er første bog i en ny erotisk trilogi, som har ligget mange uger på de engelske bestsellerlister og bliver fulgt op af EIGHTY DAYS BLÅ og EIGHTY DAYS RØD.

147mm

F

ØRSTE BOG I NY EROTISK TRILOGI

Vina Jackson

EIGHTY DAYS

Gul

LINDHARDT OG RINGHOF ROMAN

Gul

I takt med at Summer går med på hans seksuelle lege og fantasier, kan hun ikke undgå at blive tiltrukket af den lidt ældre Dominik. Kemien imellem dem er intens, og deres forhold udvikler sig uforudsigeligt og er fuld af spænding. Sammen udforsker de deres mørke side, hvilket bringer dem ind i Londons glamourøse - og nogen gange farlige – fetichmiljø, hvor Summer snart lærer, at nydelse og smerte går hånd i hånd. Men kan et forhold, der er baseret alene på begær, holde i længden?

VINA JACKSON EIGHTY DAYS

Bag pseudonymet Vina Jackson gemmer der sig to engelske forfattere – en mand og en kvinde.

Summer Zahova er violinist og spiller for det meste for penge i Londons undergrundsbane. En dag bliver hendes elskede violin ødelagt, og helt uventet får hun et overraskende tilbud fra en ukendt velgører. Dominik er litteraturprofessor og blev dybt berørt af Summers violinspil en dag på vej til toget. Da han finder ud af, at Summer har mistet sin violin, tilbyder han at erstatte den, hvis hun til gengæld spiller for ham ved en privat intimkoncert. Hun indvilliger i at spille for ham, selv om det er under meget specielle omstændigheder, og bagefter er hendes nysgerrighed vakt.

18mm

„Masser af lidenskab og sex … Gul er det nye grå.“ N E W ! M A G A Z I N E SOLGT TIL 16 LANDE OMSLAG: MARLENE DIEMAR SHERAR – IMPERIET


Eighty Days - Gul