M O T I VAT I O N
luften i stedet. Dette antydede, at vores opfattelse af tyngdekraftens virkning på vores adfærd var utilstrækkelig – at det, vi mente, var ubrydelige love, havde masser af smuthuller. Harlow fremhævede abernes “styrke og ihærdighed”, når de skulle finde løsningen på hovedbruddene. Han skrev: Det ser ud til, at denne drivkraft … muligvis er lige så basal og stærk som [de andre] motivationsfaktorer. Der er desuden en vis grund til at antage, at [den] kan være lige så effektiv til at fremme indlæringen.2 På den tid blev den videnskabelige tænkning imidlertid holdt i et fast greb af tanken om, at der kun fandtes to motivationsfaktorer. Derfor slog Harlow alarm. Han rådede indtrængende forskerne til at “nedlægge store dele af vores teoretiske bilkirkegård” og komme med helt nye og mere nøjagtige redegørelser for menneskelig adfærd.3 Han advarede om, at vores forklaring på, hvorfor vi gjorde, hvad vi gjorde, var unøjagtig. Han sagde, at for virkelig at forstå de menneskelige vilkår blev vi nødt til at medregne denne tredje motivationsfaktor. Derefter droppede han i det store og hele tanken. I stedet for at kæmpe mod det etablerede system og gå i gang med at finde et mere udtømmende syn på motivation forlod Harlow dette omstridte forskningsfelt og blev senere berømt for undersøgelser inden for forskning i hengivenhed.4 Hans opfattelse af den tredje motivationsfaktor blev kastet rundt i psykologilitteraturen, men den holdt sig i periferien – både af adfærdsvidenskaben og af vores selvforståelse. Der skulle gå to årtier, før en anden forsker tog den tråd op, som Harlow så provokerende havde ladet ligge på laboratoriebordet i Wisconsin. I sommeren 1969 var Edward Deci, som havde fået sin embedseksamen i psykologi ved Carnegie Mellon University, i færd med at 16
bog2406_LR-Motivation.indd 16
10-02-2011 12:48:49