Issuu on Google+

10 | april 2011

PORTRÆT

| LIXEN

Journalisten der var

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Han er evigt gestikulerende og speedsnakkende. Han har hyggesnakket med Kronprins Frederik, interviewet Robbie Williams og underholder hver fredag knap en million danskere i Det Nye Talkshow. Men der var engang, hvor Anders Lund Madsen bestemt ikke brød sig om at tale med andre.

Sarah Andersen Paul Sauer

LANGHÅRET. »Undskyld! Det var bussen!« Ordene vækker genlyd på et ellers myldretidstungt Østerbro i København. »Nu er I sikkert kommet i sindssygt god tid og er pissesure og alt muligt.« Klokken er 16.08, og vi havde aftalt at mødes med Anders Lund Madsen klokken 16.00. En lille forsinkelse. Og ganske uforskyldt. Men alligevel en situation, som Anders med det samme løjer stemningen af. Er der opstået en pinlig situation, skal den nemlig vendes til noget positivt. Det lærte Anders allerede som barn. Når der til familiefesterne var én, der fik for meget at drikke, og der opstod pinlige situationer, var det ham, der brød tavsheden og opblødede stemningen.

»Når jeg kommer for sent, og I står og venter, så skal jeg finde ud af, hvor sure I er, og hvor længe I har ventet. Det ville mange måske bruge meget lang tid på at finde ud af, men det finder jeg meget hurtigt ud af. Det er en god evne at have.«

Vil bare være Anders Vi er i mellemtiden trådt ud af den regnfulde blæst og ind ad den postkasserøde dør. Forbi det store Danmarkskort med oprulning, som hænger i entréen og minder én om geografitimerne i folkeskolen. Videre op ad trappen til stuen, hvor det kæmpestore akvarium kæmper om opmærksomheden med de mintgrønne halvfjerdsersofaer. Og ind i køkkenet, hvor et stort elghoved har sin fremtrædende plads på væggen over spisebordet. »Den har ikke et navn. Den kommer alligevel ikke, når man kalder,« røber Anders, da vi sætter os ved bordet. Kongen af TV, som hans e-mailsignatur lyder. Iført kamouflagebukser og en grøn trøje. Og håret uglet på den måde, som det efterhånden har været i mange år. Men selvom manden, der har underholdt millioner af danskere med programmer som Taxa-Madsen, De Sorte Spejdere og Det Nye Talkshow, efterhånden er blevet et fænomen i mediebranchen, ser han ikke sig selv som specielt anderledes. »Jeg vil bare have lov til at være mig selv. Sige, hvad jeg har lyst til, og gøre, hvad jeg har lyst til, så længe jeg ikke generer andre,« forklarer han, mens han serverer den sorte te.

Og han får stort set lov til at gøre, som han vil. Hvad enten det er under et interview med Kronprins Frederik eller sammen med Anders Breinholt i De Sorte Spejdere. Eller på hans seneste legeplads, Det Nye Talkshow. »Det er sjovt at teste, hvor langt ude ting man kan få folk til at se, når det er på et pænt tidspunkt. Klokken to om natten på DR2 kan man godt lave sådan noget, hvor man sidder og prutter i en spand, men det er meget sjovere at få lov til at prutte i en spand på Det Nye Talkshow.

bror. Gennemsnitlig og almindelig. Lige midt i middelklassen. »Der er en tendens til, at man skal gøre sig selv helt vildt sær som barn: ”Jeg var en lidt anderledes dreng”. Det er helt vildt. Jeg har aldrig læst et interview med en kendt person, uden at han eller hun siger, at de var udenfor som barn. Så mange kan simpelthen ikke have været udenfor, for så er der slet ingen, som er indenfor.« Han rykker frem og tilbage i stolen, mens hænderne ivrigt tegner pointerne i luften.

Hvis jeg var blevet født i Nordkorea, så havde jeg haft ét stort problem: At man ingenting må.

Anders Lund Madsen

Det skal nok ske på et eller andet tidspunkt.« Derfor føler Anders sig heldig over at være født i Danmark i 1963. Var han blevet født 50 år tidligere eller i et helt andet land, havde der måske ikke været plads til sådan én som ham. »Hvis jeg var blevet født i Nordkorea, så havde jeg haft ét stort problem: At man ingenting må,« siger han, mens han slår opgivende ud med armene. Midt i middelklassen Anders blev dog født i Danmark, og han voksede op i et rækkehusmiljø i en forstad til København. Med en sygeplejerske som mor, en ingeniør som far og en tre år ældre

Selv var han kun i periferien i folkeskolen. Men adrig helt derude, hvor det blev “behandlingskrævende”. »Jeg var lille og lidt for skræmt, men jeg blev ikke mobbet eller sådan noget. Jeg var kun lidt udenfor, og det er godt på den måde, at så har man lyst til at komme indenfor. Det giver en social ambition, som gør, at man bliver til noget.« En bid af det hele Det ”noget”, han skulle blive til, skulle helst have et eller andet at gøre med at skrive. Det fik Anders at vide af en dansklærer på gymnasiet. »Det var lige i begyndelsen af firserne, hvor det var meget populært at være meget nedtrykt. Og jeg

var helt vildt god til at skrive stile om jorden, der gik under og sådan noget. Derfor syntes han, at jeg var meget talentfuld.« Efterfølgende sendte Anders en ansøgning til Journalisthøjskolen. Ikke fordi han havde et stort ønske om at blive journalist, men fordi han gerne ville teste sig selv med den berygtede optagelsesprøve. Han kom ikke gennem nåleøjet, og derfor røg der ansøgninger af sted til både jura, skuespillerskolen og arkitektskolen. »Det var meget tydeligt, at jeg enten søgte noget, fordi det var svært at komme ind, eller fordi det var fint at gå der. Det var ikke, fordi jeg tænkte, at det var sjovt.« Anders læner sig frem og smager lidt på den metafor, der skal forklare, hvorfor det så lige blev Journalisthøjskolen, han søgte ind på igen. »Jeg opdagede, at det fantastiske ved journalistik er, at man kan få det hele på én gang. Det er ligesom at købe platten på en færge, hvor man får lidt af det hele. Der er altid noget, man ikke kan lide, men der er jo også en masse, som man godt kan lide.« Bange for at bjæffe Da det efter tredje forsøg lykkedes for Anders at få en plads på uddannelsen, var han glad. Smilet forsvandt dog hurtigt, da det gik op for ham, at det ikke var nok bare at komme ind på uddannelsen. For at blive journalist skal man også snakke med andre mennesker. En erkendelse, der gav ham både svedige hænder og rystende stemme.


PORTRÆT

LIXEN | april 2011 | 11

bange for mennesker »Jeg var smaddergod til at skrive, men jeg hadede at ringe til folk. Jeg skrev hovedopgave sammen med en, der hedder Mikael, som senere blev nyhedschef på Berlingske Nyhedsmagasin. Han var en helt sindssyg hård nyhedshund, som elskede det med at ringe og bjæffe af folk. Og jeg ville hellere dø end at gøre det.« Hænderne forlader for et øjeblik lufttegningerne for at massere tindingerne. Skoleforløbet blev et evigt kapløb om at komme i gruppe med nogen, der var gode til at ringe og snakke med folk. En taktik, der måske virkede i de trygge omgivelser på skolen i Aarhus. Men en taktik, han blev nødt til at droppe, da Ekstra Bladet tilbød ham en praktikplads. Øjnene flakker rundt, mens Anders husker tilbage på sin første opgave. De finder hvile på tekanden, og endnu en kop te bliver hældt op, før ordstrømmen fortsætter. »Poul Schlüters kone, Lisbeth, var død. Og så skulle jeg ud sammen med en fotograf og sidde på lur i tilfælde af, at han kom ned for at lufte sine hunde. Jeg sad bare og gemte mig i bilen og håbede, at han ikke kom ud. Og fra da af gik det for så vidt bare ned ad bakke,« husker Anders, mens de rastløse fingre piller ved mælkekartonen.

En anden gang var det hans lange hår, der bragte ham i uføre. Ekstra Bladet havde skrevet en række kritiske artikler om Christiania, og nu skulle der laves en reportage fra fristaden. Med sit lidt aparte udseende lignede Anders én, der måtte kende nogen derude. »Jeg havde aldrig været på Christiania. Jeg var pissebange. Hvis de opdagede, at jeg var fra Ekstra Bladet, så ville jeg få tæv. Så jeg gik rundt uden for Christiania og prøvede at kigge ind for at lave en reportage. Den blev meget underlig.« Efterfølgende fandt Anders ud af, at man havde lov til at nægte at lave historier. Så det gjorde han. Igen og igen. For at slippe for de kritiske interviews begyndte han i stedet at hænge ud ved faxmaskinen. Her fandt han mening i at koncentrere sig om de små historier, som tikkede ind, og som ingen andre interesserede sig for. »Så fik jeg bare Departementet for Håbløse Sager, hvor jeg fik alt det, som ingen andre gad lave.« Anders smiler lidt for sig selv. Kigger rundt i lokalet og slipper sit tag om mælkekartonen. Det var her, han fandt sin rolle hos Ekstra Bladet. Blandt faxmeddelelser om Limfjordsmuslingekompagniet, der havde sat ny rekord og ledere om

Foto: Rune Jensen Heidtmann

Ekstra Bladets holdning til afføring, der ikke kan flyde. Og den bagside, som han efter fastansættelsen skrev sammen med Poul Høst-Madsen. »Det er mægtigt udfordrende at lave noget, som ikke er til noget stort. At finde det uendeligt store i det uendeligt små. Det er skideskægt.«

Sjovt at være pinlig Siden blev Anders bedre til det der med at tale med folk. Selvom han aldrig blev nogen nyhedshund på Ekstra Bladet - faktisk blev det kun til én forsidehistorie - lærte han to meget vigtige lektier: at det ikke er pinligt at tale med andre mennesker. Og at det godt kan være sjovt at være pinlig. Når Anders i dag sender sin reporter til statsministerens tirsdagspressemøde for at få ham til at ”svare sjovere”, er det med den åbenbaring i baghovedet. »Jeg har jo selv gjort noget lignende. Det er sindssygt pinligt i øjeblikket, og det gør ondt helt ned i maven. Men hvis man går direkte ud i det og træder i spinaten med det samme, så er den ged barberet, og det er virkelig fedt - bagefter. Der er ingen mennesker i verden, der synes, det er sjovt at være pinlig, men det er sjovt bagefter.« Trykket bliver tydeligt lagt på det sidste ord, og pegefingeren bliver hævet for at understrege pointen. Og i dag virker det da også som den mest naturlige ting i verden, når han hver fredag aften gestikulerer og speedsnakker sig gennem knap en times fjernsyn foran 800.000 danskere. »Jeg kom over det. Jeg kan ikke anbefale varmt nok at komme i praktik på Ekstra Bladet, hvis man har lidt social angst. Det er virkelig meget nemmere at leve, når man ikke er bange for at sige noget til andre folk.« Vil ikke fucke op For bange, dét er han ikke længere. Tværtimod virker det, som om ordene står i kø for at komme ud, og at det hektiske kropssprog skal hjælpe dem på vej. Men selvom den sociale angst er væk, er der dog en lille nervøsitet tilbage. Ikke over at snakke med folk. Men over at finde ud af, hvad han skal snakke med dem om. Det skal nemlig ikke kun være underholdende. Det skal også være originalt. Ellers spilder han både gæstens og seernes tid. Når Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet hver dag støvsuger landet for relevante gæster, har Anders derfor to muligheder: »Man kan enten prøve at finde originale gæster, som de andre ikke har, eller finde på noget originalt, som de andre ikke har spurgt om.« Det kan være svært. Og han har da

Foto: Rune Jensen Heidtmann

også flere gange oplevet at få stress over ikke at vide, hvem eller hvad talkshowet skal handle om. »Det er virkelig svært at gøre ordentligt, synes jeg. Så mit mål er ikke at fucke op. Det har det nu altid været.« Tiden er gået, og Anders skal af sted. Samme aften skal han nemlig

overrække en pris til Zulu Awards. Sammen med Medina. Og han skal have hendes tøj på. Han indrømmer selv, at det måske er mere dumt, end det er sjovt. saran10@student.sdu.dk pasau10@student.sdu.dk

Blå bog Anders Lund Madsen › Er født den 15. oktober 1963. › Bor med kæresten Karin Prehst Utoft i København. › Har tre børn. › Har skrevet flere bøger, blandt andet Madsens ÆØÅ og Hold Masken Eller Der Falder Brænde Ned. › Har medvirket i en lang række radio- og tv-programmer, blandt andet Natmadsen, Taxa-Madsen, Mens vi venter på kometen og Oppe i hovedet. › Har sammen med sin bror, Peter Lund Madsen, optrådt med forestillingerne Mr. Nice Guy og Enden Er Nær.

Karriere › Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990. › Ansat på Ekstra Bladet fra 1990 til 1999. › Har skrevet klummer for gratisavisen Urban og er fast søndagsskribent for JyllandsPosten. › Var fra 2005 til 2008 radiovært på P3’s De Sorte Spejdere sammen med Anders Breinholt. › Har siden 2009 været vært på sit eget direkte talkshow, Det Nye Talkshow.


Journalisten der var bange for mennesker