Issuu on Google+

I sommeren 2010 sendte Magasinet Citat to journalister af sted i et forrykt og fortryllende førerhus for at roadtrippe med det særegne folkefærd: langtidschaufførerne

Trucker Trippin’ Af Sara Mejlvang Møller (tekst) og Lasse Bak Mejlvang (foto)

04

“Branchen er blevet overtaget af abekatte og talebankrigere.” Det er en meget fin måde at starte et eventyr på. Udtalelsen falder lidt bittert fra den første vognmand, vi får i røret, som ikke spår os store chancer for at finde en chauffør, der kunne finde på at tage os med på tur. Asfaltens mand I førerhuset er der læder i toppen, der er læder i bunden, nervøs velour som køjeforhæng. Lidt af en luderbil, men på den der lækre måde, der får en til at tænke på Julia Roberts i Pretty Woman. Der er alt: køleskab, kaffemaskine, TV. Vi er begejstrede over rygepolitikken, som er omtrent lige så liberal som i et østeuropæisk horehus. Men skoene skal af. “Bryder I jer om, hvis folk vader ind i jeres dagligstue med sko på?” Det gør vi ikke. Skoene ryger. ‘Væggemose’ står der på et skilt i forruden. Det er Heines efternavn. Han er langtidschauffør og har indvilget i, at fotografen Lasse og jeg kan komme med ham på tur op gennem Sverige og Norge. Heine er ung, omkring 23 år. Han ser sund ud, ligner en, der er blevet fodret med en god barndom. Han ryger røde Cecil, mens han taler med sin udprægede Bordingdialekt: ”’A køre’ alti’ bil.” Man får lyst til at kalde ham en asfaltens mand, for han virker til at kende sine veje. Hånden hviler trofast på gearstangen, og ind imellem tørrer den instrumentbrættet af med japansk grundighed.

Vi er på vej mod Frederikshavn, færgen skal fragte os over mod det svenske. Vi læsser 196 kilo fiskenet af i Strandby.

Chaufførerne får en kahyt. Men man skal passe på, når man har konen med på tur. Vi får forklaret, at færgepersonalet vækker chaufførerne, inden der lægges til havn, og de vader bare ind. ”I forstår nok,” siger Johnny. Vi står på dækket og ryger. Der tages ikke meget hensyn til, at der er en dame i selskabet. Johnny føler sig nødsaget til at forklare, hvad man præcist kan blive fanget i, hvis nu en eller anden stakkel kommer til at valse ind midt i alle herlighederne. Nuvel, man har ikke råd til at være sart i en forsamling som denne.

Truckers Lounge På Stena Line-færgen går vi op i Truckers Lounge. Her kan chaufførerne se TV og spise kartofler, brun sovs, bøf. De røde Coca-Cola papkrus foran tallerkenerne er et gennemgående tema, et refræn. Der går et kvarter, og så er rummet fyldt med chauffører, der sidder alene ved bordene. Jeg svanser rundt i cowboyshorts og damestænger. Johnny kommer hen og spørger, om han må sætte sig. “Hvor lang tid har du været langtidschauffør?” spørger jeg. “Alt for længe,” siger Johnny. Han har kørt, siden han var atten. En tyvefemogtyve år siger han. Det må gøre ham til omkring fyrre, men han ser betydelig ældre ud. Han er tynd, har brunlige tænder og vil gerne tale, men mumler afsindigt med næsten uhørlige ord.

Et rakkerliv Vi ankommer til Göteborg og kører ad E6. Den går hele vejen fra Malmø til Finland. Jamen så tænker man jo lidt over, hvad den der infrastruktur egentlig betyder. I Sverige er den allermest forunderlig. Her sprænger de fjelde i stykker for vores skyld. Efter en halv time bliver vi nødt til at stoppe. Der er regler og restriktioner, der skal følges, og smart teknologi gør det svært at snyde. Lasse bliver smidt om bag i lastrummet. Der ligger han i sin sovepose og ligner en illegal flygtning på vej mod lykkeligere lande. Jeg har fået den øverste køje i førerhuset. Vi stirrer med våde, mistroiske øjne, da Heine fortæller, at fem timers søvn er ren luksus. Det bliver morgen. ”Vi skal sgu ha’ kaffe,” siger Heine. Der er vist noget vejarbejde et sted, og vi kører gennem Uddevalla, som er typisk svensk. Træhuse. Pissehyggeligt. Wasa og blondhed.

05


bedt om at fortælle. ”Lige fra første gang jeg så hende...” Han holder en lille pause. ”Hun var smuk.” Anne er fra Stavanger i Norge og arbejdede på den færge, som Heine sejlede med på sine ture. Hun arbejdede i baren, var smuk og havde en kæreste. Ubehageligt klassisk. Men Heine brugte hver en overfart, gerne hele overfarten, på at sidde i baren, syv-otte-ni timer. Et forsigtigt overslag på, hvor mange timer han sad ved disken med drinks, lyder på et sted mellem tusind og totusinde timer. En dag får Heine at vide, at Anne og kæresten har slået op. Han får hendes nummer, skriver til hende, og ved tolvtiden, da Heine ligger og halvsover, kommer hun ind til ham. “Så gik det sådan lidt slag i slag.” Færgeromancen fortsatte i et par måneder. Anne boede stadig hos sin ekskæreste, når hun ikke arbejdede. “På et tidspunkt flyttede vi hendes ting ind hos mig, og så kom de aldrig rigtig ud igen.” Historien afbrydes, da Heine føler sig nødsaget til, ganske kraftfuldt, at irettesætte en kvindelig bilist. Hvad man råber i sit førerhus, er der heldigvis ingen, der kan høre. Heines yndlingsskældsord er ‘forpulede møgko.’ Lasse og jeg nikker. Jo. Det har pondus. Det kan vi godt se. Vi kører fra Halden til Tistedal, som er en meget lille by med huse på et bakket landskab. Jeg forestiller mig, at man kender sin nabo her. Og så kommer vi med lastbil og larmer og føler os som en hærger. En automobil Godzilla. Lille søde Norgeby. Men tingene skal frem. Lasten skal læsses af. Lidt efter fortsætter Heine: “Der er ikke noget mere frækt, end når sådan

06

Vi sidder højt til vejrs med et royalt overblik og låner os, i forbifarten, til glimt af svenske piger. Vi kører videre med firs kilometer i timen. Heine er på vejen cirka 265 dage om året. Han kører omkring 12.000 kilometer om måneden, mellem 110-130.000 kilometer om året. Jeg undrer mig over, hvorfor nogle vælger et job som langtidschauffør. Fascinationen er velkendt. Jack Kerouacs ‘On the road’. Hos Heine er der desværre langt mindre beat, drugs, blows ‘n’ bebop, men der er stadig den følelse af bevægelsen og hastigheden som et mål i sig selv. Vejene, der ligger lange og tilfredse foran dig. ”Det er et rakkerliv. Du har jo ikke noget herude,” siger Heine. Men han vil vist ikke have det på nogen anden måde. Han har altid villet være langtids-

chauffør. Da han var otte år, tog han sin far ved hånden. Sammen gik de hen til naboen, som netop var chauffør, og Heine kom med ud at køre. Og dér blev han svanger med drømmen om vejen. Som 17-årig begyndte han på uddannelsen, og siden har han haft one-handon-the-wheel. Tusinde timer i baren Vi kører på en bro over en kløft, og så er vi i Norge. Parkeringspladsen ved toldtjekket vidner om fredelig sameksistens blandt nationer. Nummerplader fra Letland og Slovakiet og Holland. Folk går frem og tilbage med papirer i hånden. Jeg ser en enkelt kvinde, og de findes i faget, bliver jeg fortalt. Men der er ikke mange. Heine har en kvinde derhjemme. Anne. Han leder lidt efter ordene, da han bliver

07


08

09 en norsk pige hvisker én i øret.” Lasse samtykker, og de udveksler indforståede smil. Jeg ved det ikke, men får lyst til at prøve. Anne er 1.60 høj og har kæmpestore bryster. Det lyder jo altsammen meget godt. Heine forklarer, hvordan kærligheden trives på grund af hans levevej. “Jeg er nyforelsket, når jeg kommer hjem.” Men Heine er også ret sikker på, at kvinderne gerne vil have deres chauffører ud og køre igen, når de har været hjemme i et par uger. Heine havde en lang ferie i løbet af vinteren, og han forklarer, at det giver børn. Anne er gravid. Heine kender en del fædre på vejen, og han er opmærksom på, at det kan være et problem at være så meget væk hjemmefra, når man har en lille. Heine skal have en pige. Hun skal hedde Andrea, og om en 13-14 år bliver der ikke så meget tid til lastbilerne. “Der skal jeg sidde derhjemme med jagtgeværet fremme,” forklarer han. Vejen er ensom Vi kører ind på ‘Kingsrød Transport’, hvor vi skal læsse tagsten af. Det går meget hurtigt. Så snart bilen er parkeret, er Heine ude af døren og spænder remme op, åbner låger, tager fat, paller, kasser. Jeg står og glor. Han snakker

med folk på dansk, svensk og norsk. Han er hurtig - en cargocowboy. En anden dansk chauffør, rundmavet og tyndskægget, kommer hen og snakker med Lasse og jeg, fordi han synes, vi skal med til Frankrig på søndag. Heine kender ham, og han kalder ham ensom. “Vejen er ensom,” siger Heine. Det er den nok. Selv holder han blikket fæstnet til uendeligheden af asfalt foran os, da han svarer på spørgsmålet, om han også bliver ensom. ”Man skal kunne være alene,” siger han. Heldigvis har teknologi gjort afstande min-

dre, og hvis Heine føler sig for alene, griber han telefonen. Heine har en telefonregning på 3.500 kroner om måneden. 3.500 kroners ensomhed. Men også selvstændighed, påpeger Heine. Der er stille, mens vi kører mod Göteborg for at tage færgen tilbage til Danmark. Der lyder et ”uh” fra Heine ved hvert bump og hul i vejen, som er han vokset sammen med lastbilen, og hans nerver først ender i hjulene. På færgen falder vi i søvn på læderbeklædte sofaer, mens Discovery kører i TV’et i baggrunden. Det handler om dyr. Klokken tre om natten lægger færgen til, og vi parkerer lidt uden for havnen for at få vores fire-fem timer. Der holder mange andre lastbiler. Køjeforhængene hænger ned som øjenlåg bag forruden. Det ligner, at de sover. Heine fløjter. Næste morgen ligger Lasse og jeg som døde dyr på forsædet. Vi skal sættes af i Viborg, og derefter kører Heine hjem, hvor han bliver en dag eller to. Vi tager afsked med et venligt håndtryk. Heine stikker os et smil og siger: ”Ja, jeg ved fandeme ikke, hvad I kan skrive om alt det her.” Så åbner han baglågen, tager nogle paller ud og lukker baglågen igen.


Trucker Trippin'