Page 1

Adgang forbudt:   pigtråd   i   vandkanten   SVENDBORG:   Sydfyn   er   spækket   med   smuk   natur   og   idylliske   kyststrækninger.  Og  ligger  du  inde  med   waders   og   en   stor   portion   gå-­‐på-­‐mod,   er   det  ikke  svært  at  komme  ud  og  opleve.  

rustne, lukkede  jernlåger  med  afskallet  blå   maling   gør   ikke   stedet   mere   indbydende.   De   er   dog   ulåste,   så   min   søgen   efter   vandkant  kan  fortsætte.  

Af Sara  Elisabeth  Nedergaard     Dansk   lovgivning   dikterer   at   alle   kyststrækninger   og   strande   er   åben   for   offentlig   færdsel,   og   at   adgang   ikke   må   forhindres  eller  vanskeliggøres.  På  trods  af   dette,   gør   mange   grundejere   livet   surt   for   folk,   der   gerne   vil   nyde   den   smukke   kyststrækning   fra   Svendborg   til   Rantzausminde.   Fyns   Amts   Avis’   udsendte   blev  mødt  af  aflåste  døre,  truende  skilte  og   sågar   pigtråd,   da   hun   hoppede   i   gummistøvlerne  og  drog  på  tur.   Siv  og  jernlåger   Det   er   en   smal   sag   at   komme   fra   Sundbakken   ned   til   vandkanten.   Øhavsstien,   der   er   en   vandrerute   på   Sydfyn,  bugter  sig  her,  før  den  løber  videre   mod  Faaborg.  Dens  blå  skilte  viser  mig  vej   ned  til  Svendborgssund,  hvor  solen  endelig   har   vist   sig,   efter   flere   dages   sporadiske   regnskyl   og   grå   skyer.   Vandet   glinser,   vinden   er   frisk.   En   helt   igennem   dejlig   start   på  en  lille  vandretur.     Efter   et   par   hundrede   meter   kommer   den   første   forhindring:   Høje   sivplanter   afskærer   den   videre   gåtur,   og   jeg   bliver   tvunget   væk   fra   vandkanten   og   op   til   en   smal   og   mudret   passage,   hvor   høje   plankeværk   og   trådhegn   gør   det   helt   klaustrofobisk   at   bevæge   sig   igennem.   To  

Foto: Sara  Elisabeth  Nedergaard   Lodsejere  kender  ikke  lovgivning   Efter   at   have   undsluppet   den   skumle   passage,   tårner   endnu   en   forhindring   sig   op:   Et   højt   plankeværk   med   dertilhørende   aflåst   dør.   Hopper   man,   kan   man   over   plankeværket   skimte   en   indbydende   lille,   privat   strand.   På   den   aflåste   dør   er   der   et   grønt   skilt   der   viser   at   Gartneriets   Lodsejerlaug   er   plankeværkssynderen.   Efter   en   hurtig   søgning   på   medbragt   Iphone,   ringes   der   op   til   laugets   formand,   Morten  Kjærsgaard.     Det   er   imidlertid   hans   kone   Ulla   Kjærsgaard,   jeg   får   i   røret.   Jeg   forklarer   hende  at  det  er  lidt  svært  at  komme  ned  til   vandet  når  der  er  låst  –  hun  henviser  til  en   lille  snor  der  gerne  skulle  sidde  til  højre  for   låsen,   som   man   skal   hive   i,   til   døren   går   op.   Denne  snor  kan  enmandsekspeditionen  nu   ikke  finde.    


”Men det  er  jo  også  en  privat  grund,”  siger   Ulla,   og   bliver   overrasket,   da   jeg   forklarer   hende   om   loven   om   den   offentlige   adgang   til   kyststrækningen.   Den   kender   hun   ikke   til,  og  takker  for  oplysningen.     Pigtråd  afbryder  idyllen   Forgæves   søgen   efter   måske   usynlig   snor   gør,   at   jeg   må   bevæge   mig   stadig   længere   fra   Svendborgssund   og   ind   på   fast   grund.   Takket   være   vandrepind,   førnævnte   gummistøvler   og   ulasteligt   gå-­‐på-­‐mod,   krabber   jeg   mig   ned   ad   en   lille,   mudret   sti   og  kommer  igen  ned  til  vandet.  Klokken  er   en   time   i   solnedgang,   og   her   er   meget   smukt.   Tåsinges   skyline   (primært   bestående   af   Bregninge   kirke)   lyser   sart   rosa,   og   man   kan   kun   forestille   sig,   hvor   lækkert   her   må   være   om   sommeren.   Græsplæne,   bålsted   og   sand   danner   ramme   om  en  dejlig,  sydfynsk  oase.     Idyllen   bliver   abrupt   afbrudt   når   man   kigger   lidt   til   højre.   En   høj   mur   i   forskellige   planer   går   helt   ned   til   vandkanten.   Og   det   stopper  ikke  her.  Et  sort,  buet  jerngitter  går   ud   i   vandet   og   gør   det   umuligt   at   komme   videre.  Pigtråd  klæber  sig  til  det  sorte  jern.   Jeg   går   ud   i   vandet   så   langt   mine   støvler   tillader  det,  men  kan  ikke  nå  forbi  gitteret  –   og  det  er  lavvande  i  dag.   Slukøret   følger   jeg   det   rækværk,   der   går   langs   murens   ejermands   grund.   Jeg   ender   ved   en   stor,   aflåst   gitterport.   Postkassen   siger  Edelbo  Revision.  Et  hurtigt  genkald  til   Ulla   Kjærsgaard   bekræfter   min   mistanke   om,  at  jeg  står  foran  pigtrådens  ejermands   postkasse.    

Foto:  Sara  Elisabeth  Nedergaard   Ingen  kommentarer   Havde   revisionsfirmaets   medarbejdere   kigget   ud   ad   vinduet,   ville   de   have   set   en   person  stå  og  hoppe  op  og  ned  med  et  langt   stykke   træ   i   den   ene   hånd   og   regnjakken   flagrende   om   kroppen.   Det   gjorde   de   imidlertid   ikke.   Efter   et   par   ubesvarede   opkald,   vælger   jeg   at   stoppe   min   vandring   her.   Hjemme   i   varmen   forsøger   jeg   igen   at   kontakte   revisionsfirmaet   Edelbo.   Denne   gang  er  der  bid.     En   venligt   stemt   sekretær   mener   bestemt   ikke   at   det   kan   passe,   at   de   har   pigtråd   på   deres   ejendom.   Da   jeg   forklarer   husets   udseende   og   den   dertilhørende   badebro,   bliver   hun   imidlertid   lidt   tavs,   og   henviser   til  firmaets  chef,  Jan  Ole  Edelbo.  Fyns  Amts   Avis  har  ikke  fået  en  kommentar  fra  Jan  Ole   Edelbo,  trods  gentagne  kontaktforsøg  både   telefonisk   og   via   mail.   (saraelisabethnedergaard@gmail.com)    

Øhavsstien reportage