Page 1

Nikita så sin bror blive skudt: Vil hjælpe andre

”Det betyder meget for mig, at folk forstår, hvor god en person han var. Han er vores helt, som vi siger. Der står ”tak for livet” på hans gravsted, for han ofrede sit liv, for at vi kunne fortsætte,” siger Nikita om sin storebror, som døde for øjnene af hende. Foto: Sanni Jensen.

19-årige Nikita oplevede tidligt den hårde side af livet. Hun har alt fra misbrug til vold i hjemmet i bagagen, og som 12-årig så hun sin bror blive skuddræbt af deres stedfar. Nu vil hun selv hjælpe andre. ”Jeg stiger ud af bilen og ser min mor og min stedfar stå og fægte med et oversavet jagtgevær i indkørslen. Min storebror Daller ser dem inde fra huset igennem vinduerne, og med det samme styrter han ud ad døren. Geværet rammer min mor i siden, så hun bliver bevidstløs, mens min storebror lige når at vende sig om i et hop. Så lyder skuddet.” Nikita Michela Bøgedal Herbst fortæller om den vinterdag i 2005, hvor hendes bror blev dræbt af deres stedfar foran deres hjem på Mors. Efter skuddet løber hun ind og ringer 112. Stedfaren var sur over, at Nikitas mor ville forlade ham, og midt i flytningen dukkede han op med et jagtgevær. Daller blev kun 22 år gammel. ”Jeg skynder mig ud igen. Min mor ligger med sin hånd inde i maven på ham, mens man kan se, at blodet render ud mellem fingrene på hende. Jeg er kold og gal. Det er de eneste følelser, jeg har på det tidspunkt. Min mor råber, at han skal blive ved hende, mens Daller gisper efter vejret,” husker Nikita. Mange udsatte børn Nikita står ikke alene med at have oplevet en voldelig episode i dét, der skal være et


trygt og rart hjem for barnet. I en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed skønnes det, at 33.000 børn under 15 år oplevede vold i hjemmet bare i år 2010. ”Det er mindst lige så skadeligt for børn at overvære vold som selv at være udsat for det. Den magtesløshed, der gør, at man ikke kan gribe ind, bevirker, at barnet påtager sig en skyldsfølelse og et ansvar. Nogle tænker, at det var bedre, hvis det var dem, der blev slået,” siger Jette Wilhelmsen, der er specialkonsulent hos Børns Vilkår. Én mand – to personer Nikitas familie havde boet ved stedfaren i et års tid, da han kammede over. I starten var han rar, men de så hurtigt en anden side af ham. Det viste sig, at han dagligt røg hash og drak en til to kasser øl. Han blev ubehagelig. Nikita husker, at hun flere gange er cyklet hjem om natten, fordi hendes mor ringede, når stedfaren havde tæsket hende. ”Jeg havde tænkt tanken, at han kunne finde på at slå min mor ihjel. Han havde haft geværet længe. Inderst inde tror jeg også, at skuddet var til min mor. Jeg tror, han havde skudt os alle sammen, hvis han ikke var blevet holdt tilbage. Man kunne se det der ligegyldige i hans øjne. Han var fuldstændig væk,” siger Nikita. Råb efter hjælp ”Engang ville min stedfar banke min storebror, og så blev jeg så vred. Jeg fløj ud og bed ham i hånden, så han begyndte at bløde. Jeg håbede virkelig, at folk kunne se, der var noget galt. Jeg turde ikke selv sige noget. Han kunne finde på at hænge galger op udenfor for at true os. Han var modbydelig,” forklarer Nikita. Efter skudepisoden var der flere bekendte, der kom til familien og sagde, at de godt havde vist, han var en idiot. Nikita har lært af episoden, at det er vigtigt at sige, hvad man mener, når man har mulighed for det. ”Hvis de kunne se, han var en idiot, hvorfor sagde de så ikke noget? Det kan godt være, man ikke får noget ud af det, men så har man sagt det. Så har man prøvet,” siger hun. En forkert løsning Efter Dallers død havde Nikita en meget hård tid. Hun fik stillet diagnosen angst, og efter cirka et halvt år begyndte hun at ryge hash og tage stoffer. Hun havde brug for noget, der kunne give hende fred for tankerne. ”Alle var bange for at tale til mig, og jeg begyndte at gå med mennesker, der lod mig være den, jeg var. De var så uheldigvis påvirkede af hash hele tiden, og så startede jeg også med at ryge hash og tage stoffer for at få det bedre, og det fik jeg også. Jeg fik det bare meget værre bagefter. Jeg blev skuffet over mig selv,” forklarer Nikita. Det er meget normalt at reagere, som Nikita reagerede. Ifølge Børns Vilkår har børn 10 gange så stor risiko for at udvikle et stofmisbrug, hvis de udsættes for vold i hjemmet, og der er langt flere piger med angstlidelser blandt piger i voldsramte familier sammenlignet med landsgennemsnittet.


”Det er meget naturligt at søge noget, der kan skabe en flugt fra tilværelsen. Det er traumatiserende at gennemleve så voldsom en oplevelse, og angst er en af de mest almindelige reaktioner,” Jette Wilhelmsen, der er specialkonsulent ved Børns Vilkår. Løslades fra fængslet Stedfaren fik 12 år i fængsel for at dræbe Daller i dét, de kaldte et jalousidrab. Næste år er der mulighed for, at stedfaren kan blive løsladt, hvis han opfører sig ordentligt i fængslet. ”Jeg har haft tanken, om han ikke bare kan dø i fængslet. Men jeg ønsker på den anden side heller ikke, at han skal dø. Det er for let. Jeg håber, at han får det hårdt. Han skal mærke, at ingen kan lide ham. Hvordan det er at føle sig alene og forladt. Det håber jeg, han kommer til,” siger Nikita. Vil selv hjælpe På trods af de hårde odds har Nikita et godt liv i dag. Hun er gift med sin drømmemand, og sammen har de to små piger. Hun vil gerne have en uddannelse, så hun kan hjælpe andre i nød. ”Det betyder rigtig meget for mig, hvis jeg kan komme til at gøre en forskel hos mennesker. Hos børn der ikke kan bo hjemme, fordi de har det svært. Problembørn som man kalder dem. Dem vil jeg gerne hjælpe,” forklarer hun. Først skal Nikita dog tage sin 9. klasse, som hun ikke fik taget i sin tid. Og så skal hun videre på skolebænken i nogle år, men det gør hende ikke noget, for hun kan rigtig godt lide at gå i skole. ”Ting tager tid, som min storebror Daller sagde, men du skal nok nå det,” siger Nikita med et smil.

Nikita så sin bror blive skudt  
Advertisement