Issuu on Google+

1

FORFATTERSPIRER Tekstantologi 2017


Forsideillustration: Nina Marie Pasgaard Mortensen, Lemvig Gymnsaium

2


Forfatterspirer Tekstantologi 2017

3


Indhold

4

Forord

5

Anne Ahlmann Kristensen, RG Johanne Munk Sørensen, LG Mike Keller Kristensen, VGT Mads Dyrby Damgaard, RG Amalie Holm Vendelbo Nielsen, LG Anders Skipper-Jørgensen, VGT Martine Brumsbjerg, RG Nina Marie Pasgaard Mortensen, LG William Skelmose, VGT Stine G. Bloch, RG Anna Holm Jakobsen, LG Anne Roesgaard, VGT Thea Astrup Bach, RG Sofie Scheel Hansen, LG Lærke Johanson, VGT

6 9 13 19 35 42 46 52 55 59 63 68 80 84 87


Forord Så er tiden kommet til, at forfatterspirerne fra Lemvig Gymnasium, Ringkøbing Gymnasium og Vestjysk gymnasium Tarm skal præsentere frugterne af de 4 måneders arbejde, som de har lagt i talentprogrammet Forfatterspirer, på digtalt og fysisk tryk. ”Hvad skal man udvikle forfattertalenter til, når bogen er ved at uddø som kulturelt og kunstnerisk medie, og biblioteker og boghandler forsvinder ud af vores virkelighed?” vil nogen måske spørge. Der er nu meget, der taler imod, at præmissen i det spørgsmål holder for en nærmere granskning. Bøger sælges og læses som aldrig før. Og det er ikke kun de storsælgende forfattere, som når ud til publikum. Antallet og mangfoldigheden af bøger, der finder vej ud på markedet og ud til interesserede læsere har aldrig været større. Og selv om det skulle vise sig, at bogen i den fysiske form, som vi kender i dag, en dag forsvinder helt, så er der intet, der tyder på, at teksten som medium nogensinde forsvinder - ikke så længe der eksisterer en menneskelig civilisation. Den teknologiske udvikling vil muligvis på sigt afskaffe papirbogen, men teksten som medium vil altid finde platforme at blive udbredt på. E-bøger, webbøger og litterære blogs er bare starten på den udvikling Så derfor vil verden også i fremtiden have behov for og hungre efter dygtige forfattere, der kan formidle fortællinger, indsigter og nye synsvinkler på tilværelsen og verden og overraske os med sproglig fantasi og mangfoldighed. Tillykke Forfatterspirer med udgivelsen af jeres tekster. Tak til hver af jer for jeres bidrag til foreliggende udgivelse. Vi glæder os til at læse mere af jer i fremtiden. Og tak til alle dem, der har undervist i og organiseret projektet Forfatterspirer fra starten i september måned og frem til teksternes udgivelse her i midten af januar: Forfatter Lone Hørslev og forfatter og anmelder Lars Bukdahl, samt de lokale lærere og tovholdere Tonie Ravn (VGT), Helle Kirkegaard (LG), Torben Jakobsen (RG) og Ulla Breinholt (RG). Og tak til styregruppen for Forfatterspirer: Anne-Mette Thorøe, VGT, Henrik Fogde, VGT, Signe Pors Leipold, LG, og Henriette Gyrup, RG. God læselyst!

Mikkjal Helmsdal rektor, Vestjysk Gymnasium Tarm

5


ANNE AHLMANN KRISTENSEN Ringkjøbing Gymnasium

6


To digte 1 Det er hindbærrene med deres dråbelige opførsel de står på spring springer sporty ud i hvidt lagen nu: en jerndråbe falder drip drap dryp Denne søde, røde smag smager af forulempelse og også lidt af rød sodavand! Jeg svælger i hindbærklister og her tiltrækkes hvepsene de sidder koldsvedende (på det ru træbord)

Jeg kvaser hindbær som sætter sig i kjolekant og kerner i tandkød maser og aser prøver at fange din glatte hånd den er jo bare bleg og slap (begærende alligevel) Jeg forestiller mig at du følger årene under min hud men jeg river lagnet over (ups) jeg orker det ikke mere !

Under busken, over græsset ligger jeg i hvid kjole mærker slutningen klaske fluer mod luften som smitter med dovent humør slæber sensommerdag igennem nålehoveder og en nål i hindbærrets blære og det sprænger, jeg sprænger i et (voldsomt) blop!

7


2 Skabelonen blot bestående af rytmer der dunker som betændt sår et sted dybt inde i kamelæonen nu: natteluftens sorte porer udsteder lussinger for den øl jeg købte dig i en svedende sal og stadigt for hvert skridt syngende smælder du mig i gulvet så snart du skifter farve til-rød-til-grøn-til-gul-til-blå

Men så: mit hjem indhentede mig for jeg havde ikke andre steder at tage hen nu sidder jeg her og piller en mandarin jeg renser den for hårdhed nærstuderer blødhed hinde og sødhedsperler triller spilder men boblende ler de spændt du er (ikke) blot bestående af fortrydelser som i øvrigt ikke er et ord i hvert fald i flertal fortrydelse er blot en smagsprøveperle (øh fortrydelsespille) på evig trillende flugt

8


JOHANNE MUNK SØRENSEN Lemvig Gymnasium

9


Titel; Hvor er vi på vej hen Hvor er vi på vej hen Hjem Er dagen nok, eller er natten flot Flottere, måske At have mere af alting At have nok Eller kun lige Nok Fart på, fart Skynd dig Stopper op, tager ud Sidder stille og er bare Glemme, huske, mindes Skabe Vandre på livets vej Sammen er rart, alene Alene med verden, alene med vinden Ingen der siger du ikke kan Ingen der siger du kan Eller jo, du er der selv til at sige det Men Får du det ikke gjort, så vær ikke Bange Bekymret Ked Se op, se Ham Hvordan ser jeg ud Er det okay, er det nok Hov, vent Hvem bestemmer, hvem bekymrer sig om mig Husker nu, at det ikke omhandler at se ud Men At være

10

Venner, søde gode ægte Håber vi Kærligheden – hvordan ved man, at den er sand? Det ved man bare, Siger de som ved det Hvor er vi på vej hen Derhen Derop


Titel; På vej Verden er smuk. Det har hun altid syntes, og hun synes det stadig. Den er unik med alle sine skæve kanter, uendelig og fantastisk. Hvor er vi heldige, vi mennesker, tænker hun. En bold rammer hende i panden. Av, tænker hun og vågner op til en lidt mindre smuk verden. Hun kommer i tanker om, at vi mennesker bor på den. Gode mennesker, onde mennesker – forskellige mennesker. Alligevel ens. Drengen, som ramte hende i hovedet, siger ikke undskyld, men alligevel er hun ikke sur. Det var jo ikke med vilje. Håber hun da. Hun rejser sig og begynder sin gang, et, to, tre skridt, og hun er lidt længere væk fra stranden og uendeligheden i vandet. Prik, prik på hendes skulder og hun vender sig om til endnu et – lidt mindre voldeligt – møde med drengen fra før. Han siger stadig ikke noget, men kigger på hende og siger det hele. Hun går videre, videre, kigger over skulderen i et – måske – håb om at få øje på ham igen, men hun kan ikke se ham. Det gør heller ikke noget. Cyklen står der stadig, gudskelov for det da. Hendes far var gået mere – eller mindre – amok, hvis hun præsterede for anden gang at få den stjålet. Undskyldninger er der nok af, men i hendes tilfælde få. Hun har opbrugt sin kvote. Faktum er dog, at en cykel ikke skal efterlades ulåst. På noget tidspunkt. En konklusion er hun alligevel kommet frem til. Når det kommer til cykler, har far altid fat i den lange ende. Lige med undtagelse, naturligvis, når det kommer til hans påstand, som siger, at cykelhjelme ikke giver dårlige hårdage. Ikke at hun er typen, som går op i den slags, selvfølgelig. Derhjemme mangler mor stadig, men far er der. Eller nej, vent, han er der heller ikke. Hun tjekker værelserne og finder sin søster liggende, sovende og drømmende i sin seng. Der ligger hun godt, tænker hun og føler sig som en ægte storesøster, selvom hun har svært ved at være det. Maven rumler, sulten sniger sig lige så stille op på hende, og hun må hellere gøre noget ved det, inden den lille vågner og skriger om mad. Hun har aldrig været vild med gråd. Hos købmanden er udvalget begrænset. Mælk, æg og tomater er, hvad hun præsterer at tage af hylderne og putte ned i kurven, som tilmed er i stykker. Itu. ”Tak, det bliver syvogtyve kroner, jeg skal be` om”, siger ekspedienten. Be` om, ja be` du bare videre - tænker hun, alt imens hun finder pengene frem. Hvis man fik alt, hvad man ber` om… Hun træder ud af butikken, da en cykel påkører hende. Det vil sige, at cyklen påkører hende ikke af egen kraft, men en dreng træder i pedalerne. Den dreng. Han kører videre uden at sige noget, hverken med mund eller øjne. Hvem kan bebrejde ham, tænker hun. Hvem ved, hvad han kæmper med. Ved han, hvad hun kæmper med? Kæmper hun overhovedet med noget? Filosofere, filosofere. Tænke, tænke. Pludselig går livet videre, og en bil dytter ad hende. Hun står i vejen. Vejen Glat, stor, lang, snoet Forvirret, hvor skal hun stå? På Livets, vej Holde til højre, selvfølgelig Men, Hvor er højre når man kun kender venstre Eller, kender ingenting Kender ingen, som kender noget Kender vejen Hjælp, hjælp, hjælp Prik, prik, se dig tilbage Se mig 11


Hun cykler og cykler. Siger ”Hej” til fru Hansen som vist nok egentlig ikke siger ”Hej” tilbage, men alligevel. Da hun kommer hjem, står bilen igen i indkørslen og fylder. Et kort øjeblik rammer tvivlen hende. Kender hun bilen? Tænke, tænke, ja det gør hun vist, men hun kender cyklen bedre. Cykel. Hvor skal hun nu stille sin cykel? Hun tænker, tænker lidt mere og beslutter sig for at stille den om bag huset. Hun låser den, bare hvis nu. Hvis nu, hvis nu hvad? Hun ser sin far i vinduet og tøver et øjeblik, men går ind. Han siger ikke noget, da han ser hende. Hun ville ønske, han ville sige noget, men det er okay. Den lille sidder ved bordet og spiser. Ingen gråd. Hun undrer sig over, hvor maden kommer fra og ser umiddelbart efter tre store indkøbsposer. Fyldte. Hun kigger skiftevis på poserne og så på sin far. Han smiler til hende, siger stadig ikke noget. Hun kommer i tanker om, at hendes pose stadig er på cyklen. Så hun går. Hendes far følger ikke efter, men ih-åh hvor ville hun ønske, han ville følge efter og så alligevel. Han skal vel passe på den lille, og det er helt okay. Hun går med tunge skridt om bag huset. Cyklen står der stadig, heldigvis. Hov, og der står han. Igen. Han holder posen med begge hænder og begynder at gå. Hun følger efter og både undrer sig over hans tilstedeværelse, men glæder sig samtidig over, at hun ikke er kommet til skade. De går i lang tid. Sådan føles det hvert fald, men hun ved ikke, om det i virkeligheden er så langt. Pludselig stopper han foran et hus. Huset er stort og alligevel småt, men lyset og varmen derfra er stort. Det ved hun. Han går ind. Hun ved ikke helt om hun tør følge med. Hun går ind alligevel. Tag en chance, Vind en En hvad? Forvirret igen, forsvundet Måske fundet. Nu At stole på nogen, på noget At tro Derinde er godt at være. Han har overbevist hende. Hun smiler til ham, han smiler straks tilbage. Han stiller posen på bordet, går væk et øjeblik og kommer tilbage med en ny. Helt forvirret er hun nu. Hvorfor? Hun kan ikke lade være med at tænke, om hun senere kommer til at betale for det. Hun tror det ikke, men tvivlen er der alligevel. Det er som om, han ser, hvad hun tænker. Selvom man ikke kan se det, se tanker, så kan han. Han forsvinder et øjeblik igen. Det går op for hende, hvor stort og lyst, lyst, lyst rummet er. Overvældende. Overvældet bliver hun, da det pludselig rammer hende, han kommer tilbage. Det ved hun. Snart. Ganske rigtigt. Der står han foran hende med en snor i hånden. En hundesnor, med en hund. Hun kan ikke lade være med at undre sig, men hendes undren overskygges snart af en umiddelbar kærlighed for den lille hund. Sød, er den. Han rækker hende snoren og posen, hun ser op og ser ham. Han ser hende og fortæller hende alt og ingenting. Taknemmeligheden rammer hende. Da hun kommer ud, sner det, og alt ser anderledes ud. Hvidt. Hun kan ikke finde sin cykel, men det gør ikke noget, for hun elsker sne. Og hun har sin hund. En hund. Det går op for hende, at den er alt, hvad hun har manglet. En dag forsvinder sneen Smelter, vel egentlig Hun er på vej. På rette vej, har han fortalt hende.

12


MIKE KELLER KRISTENSEN Vestjysk Gymnasium Tarm

13


Dilemmaer Ville du hellere vide, hvornår du skulle dø, eller hvordan du skulle dø? Svært spørgsmål, ikke sandt? Og det er netop pointen med denne leg. Da jeg var mindre, var jeg vildt betaget af legen: ”Would you rather”. Legen i sig selv er simpel, der er få regler, og legen kan være temmelig underholdende til tider. Man spørger en anden spiller: ”Ville du hellere…”, efterfulgt af et dilemma. Som regel er begge valg utiltalende, men i bund og grund kan dilemmaet bestå af hvad som helst. Da jeg var mindre, var dette vores yndlingsaktivitet. Thomas, Louise og jeg kunne bruge flere timer om dagen på at udspørge hinanden om diverse dilemmaer, nogle mere dystre end andre. Desværre, som årene gik, mistede vi alle tre interessen for denne leg. Vi gik fra at lege et par timer om dagen, til et par timer om ugen, til et par timer om måneden og til sidst kom vi helt fra det. Vi var stadig sammen stort set hver dag, men vi var vokset, vi interesserede os for andre ting. Der gik flere år, hvor vi overhovedet ikke legede det, ikke en eneste gang. Lige indtil gymnasietiden.

Det var en helt almindelig dag i sommerferien, juli hvis jeg ikke tager helt fejl. Vi var alle fyldt 17 i løbet af skoleåret og var mere eller mindre klar til vores andet år på gymnasiet. Vi havde alle en smule tømmermænd, men ikke noget, som var alt for slemt. Jeg havde en dårlig vane med at gå for meget i byen, Thomas havde en dårlig vane med at tage med, og Louise havde en dårlig vane med at bruge for mange penge på diverse former for hård alkohol. Vi gik og skubbede let til hinanden, mens vi diskuterede den forrige aften. Louise afbrød samtalen. ”Kom lige!”, udbrød hun, da hun så togstationen. Hun begyndte at lunte mod den forladte stationsbygning, og vi fulgte efter. Kort efter klatrede Louise ind ad det ødelagte vindue i siden af bygningen. Vi plejede at komme her, da vi var mindre, men vi havde ikke været der i et par år. Et par minutter senere stod vi alle tre i et lille rum. Rummet indeholdt et enkelt vindue, det vi var kommet ind ad, og en slidt dør. Der stod en faldefærdig kommode i hjørnet, som optog godt og vel en femtedel af rummets plads. Gulvtæppet var hårdt, koldt og revet itu flere steder. Stationen lukkede for 8 år siden, så dette kom ikke som en overraskelse for os. Desuden var stedet ikke just pænt dengang, vi plejede at komme her. Louise dækkede vinduet med et lille tæppe, hvilket mørklagde rummet næsten komplet. Derefter satte hun sig på det hårde gulvtæppe og antydede, at vi skulle gøre det samme. Der sad vi, 17 år gamle på en forladt station. Rummet var kun let belyst af solen, som penetrerede små revner i væggen. Thomas og jeg kiggede forvirret på Louise efter, vi havde placeret os på gulvet over for hende. ”Thomas, ville du hellere miste et ben eller en arm?” Thomas, og især jeg, åndede lettet ud. Et lille grin slap ud fra Thomas. ”Jesus, du skræmte mig helt. Du kunne bare have sagt, at du ville lege would you rather.”, sagde Thomas med en frisk stemme. Jeg smilte og rystede den sidste lille smule frygt af mig. ”Et ben, jeg kan bare gå med krykker!”, svarede Thomas til Louises spørgsmål. De grinte begge to, men jeg afbrød dem: ”Skal vi se om vi kan finde en app til det? Så kan vi spille i nat.” De andre nikkede, og vi hev alle sammen vores mobiler frem. ”Hvad med den her? Terrifying would you rather quiz.”, lød det undrende fra Thomas. Jeg søgte omgående efter den, men kunne ikke finde den. Jeg undrede mig over, om den måske var blevet slettet? ”Skynd dig at downloade den! Jeg kan ikke finde den, så den er nok blevet slettet.” Min stemme knækkede halvvejs, og Louise fik et grineflip over min desperation. ”Done.”, bekræftede Thomas. ”Jeg skal altså hjem og spise, men skal vi mødes her omkring klokken elleve?”, spurgte Louise, og vi andre nikkede. Planen var klar og simpel. Vi sagde farvel og gik hvert til sit.

Displayet på min telefon viste, at klokken var 22:43. Jeg vidste godt, at jeg var tidligt på den, men

14


jeg blev utålmodig. Jeg fandt mine kontakter frem og trykkede på Thomas. Jeg igangsatte et opkald og holdt den sorte mobil op til øret. Den gik på voicemail efter et par sekunder. Som om han lagde på, lige da opkaldet kom frem på hans telefon. Jeg tænkte, at han nok bare var på vej ud ad døren, men utålmodig som jeg var, ringede jeg endnu en gang. Denne gang gik der godt og vel 8 sekunder, før den gik over til voicemail. Men det var mere end rigeligt, jeg havde hørt hans ringetone et lille stykke bag mig. ”Thomas?”, råbte jeg ud i mørket, ”Thomas, hvor fuck er du?” Jeg ringede endnu en gang og begyndte at gå mod lyden af hans ringetone. Jeg bevægede mig langsomt fremad, mine skridt var tunge og kunne nemt høres på afstand. Knasende små grene, som var blevet smidt der, blade, som blev knust under mine støvler, grus og små sten, som blev sparket til side af mine skridt. Denne gang gik der længe, før Thomas’ telefon gik på voicemail. Den her gang var det troværdigt, at han ikke havde rørt sin telefon, men jeg vidste, hvor han var. Jeg gik rundt om hjørnet på den forladte stationsbygning og kiggede omkring. Intet. Det var her, lyden kom fra, så hvor kunne han være? Jeg tog min telefon og ringede atter en gang, ringetonen satte i gang og gav mig et lille chok. Jeg kiggede mod lyden, nedad, og så Thomas’ telefon ligge på jorden. Forladt! Displayet viste 4 ubesvarede opkald fra mig, og 6 fra Louise. Opkaldene fra Louise var allerede begyndt klokken 20:37. Sidste ubesvarede opkald fra Louise var klokken 22:01. ”What?..”, sagde jeg lige så stille for mig selv. Jeg var forvirret og med god grund. Thomas efterlod aldrig sin mobil, aldrig. Hans ringetone begyndte igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg samlede mobilen op, men jeg genkendte ikke nummeret. Det var ikke kodet ind på hans telefon. Jeg tog en dyb indånding og swipede den grønne pil til siden. Jeg besvarede opkaldet og holdt telefonen op til mit øre. Telefonen var kold og en lille smule fugtig på skærmen. ”Hallo?”, sagde jeg med en usikker stemme. Jeg lød som et lille barn. ”Ville du hellere kidnappes eller blive efterladt døende i en grøft?” Stemmen i telefonen var dyb og sendte kuldegysninger ned ad ryggen på mig. Der var et eller andet ved stemmen og tonelejet, som fik mig til at føle frygt og rædsel. Sveden løb koldt ned ad mit ansigt, og min vejrtrækning blev uregelmæssig. ”Hvem er det her?”, formåede jeg at få sagt med en smule uklare ord. ”Tag en beslutning.”, sagde stemmen i telefonen, endnu en gang med en dyb og ildevarslende stemme. ”Kidnappet, tror jeg vel… Hvem er du?” Der blev lagt på, og jeg var efterladt alene. Mørket havde omringet mig, ikke en eneste gadelygte var i nærheden. Jeg vendte mig pludseligt om, da jeg hørte noget bag mig. Det var mørkt, men mine øjne havde nogenlunde vænnet sig til det. Jeg kunne se en meter foran mig, men ikke meget længere end det. Jeg forsøgte at blive et med mine omgivelser for at kunne høre bedre, men det hjalp ikke. Det var umuligt at koncentrere sig for mit bankende hjerte. Uden varsel blev jeg overrumplet af en smerte i mit baghoved. Jeg snublede fremad og kunne kun lige mærke den varme væske rende ned ad nakken på mig, før jeg gik ud som et lys.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, før jeg vågnede. Timer, måske dage. Jeg lå på et koldt betongulv, hele min krop føltes svag. Med lidt besvær fik jeg mig selv placeret i en siddende stilling. Jeg lænede min krop op ad væggen. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg var, eller hvordan jeg var endt der. Langsomt begyndte tingene at komme tilbage til mig. Stationen, opkaldet og smerten i baghovedet. Tøvende bevægede jeg min højre hånd op til mit hoved, jeg mærkede blidt på min nakke og førte langsomt min hånd længere op. ”Shit”, udbrød jeg i en blandingscocktail af chok og smerte. Jeg førte hånden tilbage ned ad nakken, og derefter holdt jeg den foran mig. Rummet var mørkt, men jeg kunne ane, at min hånd var misfarvet. Jeg gnubbede mine fingre mod hinanden og følte den tykke, varme substans mellem fingrene. Med mere besvær end før fik jeg mig rejst op, jeg støttede mig til væggen, den var lige så kold og hård som gulvet. Jeg kunne høre mit eget hjerte slå, men jeg kunne have svoret på, at jeg hørte en anden person trække vejret. Min lomme vibrerede, det var min mobil. Jeg tog fat i den sorte telefon og holdt den op, så jeg kunne se displayet. Der var nogen, der ringede, men jeg kendte ikke nummeret. Jeg begyndte at lægge 2 og 2 sammen og kom frem til den konklusion, at det måtte være den samme, som havde ringet til Thomas’ telefon, da jeg var på stationen. Jeg trykkede på den grønne cirkel på mit display og holdt skærmen op til øret. ”Ha..

15


Hallo?” Jeg stammede, kunne knap nok forholde mig til situationen. ”Ville du hellere jagtes af en frisk Schaefer eller en såret tiger?” Det var den samme stemme som tidligere, men tonelejet var anderledes. Manden i den anden ende af telefonen vidste, at han havde kontrollen. Han vidste, at han kunne gøre, hvad end han ville med mig. Men hvad ville han? Ville han bare lege en syg, forskruet version af den barneleg, som jeg elskede, da jeg var mindre? Jeg havde ikke noget andet valg end at svare på hans spørgsmål: ”En frisk Schaefer..” Jeg havde ingen ide om, hvor såret denne tiger ville være. Måske var den døende, måske var den ude af stand til at bevæge sig, og måske havde den bare fået en enkelt rift. Hvis jeg ville ud herfra i live, var jeg nødt til at spille sikkert.

En knirken og hvinen opstod et par meter fra mig, hvorefter en stråle lys begyndte at oplyse rummet. Jeg kunne have svoret på, at jeg så nogle skygger skynde sig væk. Rummet var tomt, der var intet andet end grå betonvægge, ud over det rustne metal som døren bestod af. En mekanisk larm af tandhjul overdøvede mine tanker, det lød som om, en tung port blev løftet. Der var ingen tvivl om, hvad der var ved at ske, hunden var blevet sat fri. Jeg kunne kun bede til, at den ikke var stærkere end mig. Jeg begav mig langsomt, men sikkert ud ad døren og observerede mine omgivelser. Jeg fandt mig selv på en lang gang, måske 30 meter lang. Væggene og gulvet bestod af cement, ligesom den celle jeg var blevet løsladt fra. For enden af gangen var en trappe, men jeg kunne ikke se, hvor langt op den gik. Hunden kom ud fra en celle omkring halvvejs nede ad gangen, den så direkte ondsindet ud. Schæferen blottede sine tænder og gøede højlydt af mig i et forsøg på at intimidere mig. Det lykkedes. Mit hjerte var ved at flyve ud af brystet på mig, men jeg frygtede ikke for mit liv. Hunden nærmede mig med selvsikre skridt, for hvert skridt så den større og større ud. Jeg fremviste en defensiv positur, mine ben var spredte, og mine parader var oppe. Hunden var ikke mere end 5 meter fra mig, da den sprang mod mig. Instinktivt jog jeg min arm fremad mod hunden for at undgå en livsfarlig skade. Schæferen fik fat i min venstre underarm med sine tænder. Jeg skreg i smerte og forsøgte at ryste den af, men uden held. For hvert ryk jeg tog med min arm, blev tænderne gravet dybere ind i min arm. Den nu velkendte varme substans begyndte at løbe ned ad min arm. Smerten var ulig noget, jeg nogensinde havde oplevet, og i et desperat forsøg for at overleve hamrede jeg min højre knytnæve ind i schæferens kranie. Frihed! Hunden slap sit greb i min arm, og jeg tog chancen. I en hurtig bevægelse fik jeg placeret min krop oven på hunden. Jeg tog et stærkt kvælertag på hunden, begge mine hænder var flettet rundt om halsen på den. Hunden peb. En dårlig samvittighed ramte mig, men jeg kunne ikke give slip. Hvis jeg gjorde, var jeg så godt som færdig. Jeg havde aldrig dræbt før, i hvert fald ikke andet end insekter, men jeg havde ikke noget valg. Det var dræb eller bliv dræbt. Survival of the fittest. Jeg lagde flere og flere kræfter i, mens en enkelt tåre faldt fra min øjenkrog. Hunden bevægede sig ikke, ikke en eneste vejrtrækning kom fra det stakkels kræ. Jeg rejste mig stille, sagde ikke et eneste ord, jeg følte et behov for at give hunden et sidste minuts stilhed. Min egen vejrtrækning var det eneste, jeg kunne høre, men jeg kunne have svoret på, at jeg hørte flere vejrtrækninger end min egen.

Stilheden blev brudt af min velkendte ringetone. Det lille korte stykke musik vil for evigt være brændt ind i min sjæl som en form for rædsel og terror. Jeg hejste min mobil op af lommen, accepterede opkaldet og holdt mobilen op til mit øre: ”Ville du hellere henrette din bedste ven eller hans kæreste?” Jeg tabte mobilen. ”Thomas… Louise…” Jeg gik i panik og satte i spurt mod trappen. Jeg efterlod mobilen på gulvet og kiggede kort til venstre. Der var endnu et bur, endnu en celle. Porten til denne celle var lukket, og inde i cellen lå en stribet tiger. Svag, nær døden og ude af stand til at kæmpe. Tigeren havde adskillige kødsår på kroppen. Knoglerne i dens ben, både for- og bagben, var brækkede og stak ud fra skindet. Dyret var blevet mishandlet på usigelige måder, men der var intet, jeg kunne gøre ved det. Jeg nåede trappen og skyndte mig op. Jeg må have løbet i 3 minutter uden pause. Et skilt på væggen forklarede, hvilken etage jeg var på: ”13.” Jeg læste det stille og kiggede rundt. Trappen var stoppet, og der var kun en enkelt vej at gå. Endnu en lang gang, omkring

16


samme længde som den forrige. Uden tøven løb jeg ned ad gangen. Mit hjerte bankede vildere end noget andet, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg følte, at jeg var ved at besvime. Min vejrtrækning var uregelmæssig og desperat. Jeg sænkede farten et lille stykke før enden af gangen. Der var en enkelt dør foran mig. Der hang et lille træskilt på døren, jeg læste, hvad der stod: ”3 ud af 4. Næsten færdig.” I dette helvede var der ikke meget, som kunne sørge for, at jeg ikke blev komplet sindssyg. Men tanken om, at jeg næsten var færdig, var en form for trøst. Døren foran mig var af træ, jeg hev i håndtaget, men døren var låst. Jeg gav slip og kunne øjeblikkeligt høre 2 forskellige hvin. Hvin og stønnen, som om nogen prøvede at råbe, men havde fået dækket munden til. Det utætte tag over mig begyndte at dryppe, jeg kiggede op og fik en enkelt vanddråbe i panden. Den splattede ud på min hud og mindede mig om alle de regnvejrsdage, hvor jeg havde siddet med Thomas og Louise, hvor vi havde grinet og hygget os, hvor vi havde leget denne dødssyge leg. Hvem skulle have troet, at sådan en uskyldig barneleg kunne blive så forskruet? Jeg kiggede igen på døren, jeg var nødt til at slå den ind. Enten med skulderen eller med et spark. Jeg havde aldrig gjort sådan noget før, og jeg var ikke en særlig muskuløs dreng. Men jeg havde jo for helvede ikke noget andet valg. ”Thomas!”, råbte jeg med mine lungers fulde kraft og hamrede hele min krop ind i døren. Intet skete. ”Thomas!” Endnu en gang råbte jeg og hamrede min krop ind i døren. Stadig intet. ”THOMAS!” Jeg samlede mine resterende kræfter og tog et tilløb på 2 meter. Jeg sprang ind i døren, og hængslerne sprang op. Jeg landede hårdt oven på døren, men rejste mig omgående op. Jeg kiggede rundt, desperat efter at finde mine venner. Der var de bag en stor glasvæg. De var begge bundet fast til hver deres stol, deres munde var dækket af gaffa-tape. Der hang en enkelt elpære i loftet mellem Thomas og Louise. Dette var rummets eneste form for belysning. Louise græd, hendes mascara rendte ned ad hendes kinder, og hendes næse var helt rød som en alkoholikers. Hendes hår var uglet, og hendes tøj sad skævt. Der var røde mærker på hendes håndled, som om hun var blevet klemt og trukket. Jeg skævede væk fra hende, og mit fokus faldt på Thomas. Han græd ikke, men han var tydeligvis bange. Thomas var en hård fyr, der skulle meget til at knække ham, men tanken om sin død var åbenbart nok. Thomas kiggede hektisk på mig, hans øjne var vidt åbne, og hans pupiller var udspilede. Jeg ledte efter noget at smadre glasset med, men fandt i stedet et stykke papir: ”I er ikke alene i dette rum. Porten ved siden af dig vil åbne 3 minutter efter, at døren er blevet åbnet. Den eneste måde at stoppe porten er ved at trykke på en af disse knapper. Vil du hellere henrette din bedste ven eller hans kæreste?” Jeg krøllede papiret sammen og smed det væk. Under sedlen lå der en form for fjernbetjening. Der var kun 2 knapper på det kvadratiske stykke metal. Begge knapper var sorte, men med et enkelt bogstav over hver knap. Til venstre stod der ”L” og til højre ”T”. Jeg vidste med det samme, hvad dette betød. Jeg kiggede på Louise, hun græd stadig. Derefter flyttede jeg mit blik over på Thomas, han så bedrøvet ud. Han fældede en tåre og nikkede langsomt. Jeg var målløs, jeg havde ikke set Thomas græde i over et årti. Han var okay med det her, så okay som man nu kunne være i sådan en situation. Thomas var klar over, at det var enten ham eller Louise. Han var okay med at ofre sig selv. Jeg rystede på hovedet, jeg kunne ikke få mig selv til at trykke. Jeg var opsat på at finde en måde, hvorpå jeg kunne redde dem begge. Thomas nikkede igen, og porten begyndte sin mekaniske larm. Tandhjulene rykkede sig en lille smule. Hvad end der gemte sig i mørket inde i den celle, havde det fået blod på tanden. Voldsomme slag kunne høres mod porten, det var et mirakel, at den ikke bukkede under. Jeg kunne ikke se Thomas’ mund, men det var tydeligt, at han smilte. Ikke et falsk smil, heller ikke et smørret grin. Et oprigtigt smil, han må have været glad for, at Louise kunne overleve. ”Fuck..” Jeg trykkede langsomt på den højre knap. Porten blev lukket i igen, og Thomas lukkede øjnene. Jeg fik øje på et metalgitter under Thomas og Louise. Jeg undrede mig over, hvad det var, og hvorfor der ikke skete noget. Havde det hele bare været en syg joke? Ville de begge overleve? Mit håb smuldrede, da jeg hørte lyden af gas sive op f under dem. Jeg bankede på glasset, men uden håb. Min venstre arm var stadig svag efter hundens bid, og jeg var for meget i chok til at kunne knuse glasset med min højre arm. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg var ked af det, i godt og vel et splitsekund. Derefter indså jeg, at gassen spredte sig til Louise. Det var intet valg. Uanset hvem jeg ville have valgt, ville de begge dø. Denne tanke gjorde mig rasende. Jeg hamrede hårdere på glasset, stadig uden held. ”Løgner.. Kujon.. Dumme svin..”. Jeg snakkede ud i luften, håbede at manden bag alt dette ville høre mig. Jeg prøvede at trøste mig selv med, at de ville dø smertefrit, men dette var

17


ikke sandt. Før jeg vidste det, stod rummet i flammer. Glasset beskyttede mig. ”Nej.. NEJ! NEJ! NEJ! THOMAS!” Jeg råbte alt, hvad jeg kunne. Det ville ikke hjælpe, men der var intet andet, jeg kunne gøre. Jeg så på, mens min bedste ven og hans kæreste blev brændt levende. Jeg så på, da deres hud smeltede væk, da deres blod boblede på gulvet, da livet brændte ud af deres øjne. Stanken var forfærdelig, men den var intet i forhold til synet. En sprinkler tændte i loftet og slukkede branden, men det var for sent. De var begge døde. Brændt ihjel. Der var ikke andet tilbage end forkullet kød og sorte knogler. ”Hvem end du er.. JEG SLÅR DIG FUCKING IHJEL, DIT SVIN!” Mit blod kogte med raseri. Om jeg så skulle skille hele bygningen ad, ville jeg gøre det, hvis bare jeg fik 2 minutter alene med den ansvarlige.

En dør åbnede sig til venstre for mig og afslørede endnu en trappe. Jeg gik op ad den med tunge skridt og brød ud gennem døren, den var heldigvis ikke låst. Jeg befandt mig på en tagtop, vinden blæste mig i hovedet og kølede min svedige krop ned. Nær kanten fandt jeg en seddel, et enkelt stykke papir. Jeg læste højt. ”Dette er din sidste prøvelse. Du har klaret dig godt. Både den fysiske og den psykiske udfordring fik du udført. Tillykke med at nå så langt.” Min telefon ringede, jeg brækkede mig næsten over at høre den ringetone. Jeg følte i min lomme, men den var der ikke. Jeg vendte mig om og så en mand. Han holdt min mobil i hånden. Denne mand var mindst 1.90 høj og var meget muskuløs. Han mindede om en bøddel fra gamle dage. ”Er du ansvarlig for alt det her?, råbte jeg i håb om et svar. ”Har du slet ikke lagt mærke til det? Du har ikke været alene i bygningen. Jeg har været tæt på, lige siden starten. Jeg var der i cellen, jeg var der ved hunden, jeg luntede endda bag dig op ad trappen.” Manden snakkede med en dyb og dyster stemme. ”Jeg er lige så meget på spanden, som du er.” Manden pausede. ”Min overlevelse afhang af din overlevelse og dine fremskridt. Havde du været lidt langsommere, var vi begge blevet dræbt.” Telefonen stoppede med at ringe. Jeg var forvirret, hvem fanden var det her? Ville han hjælpe eller såre mig? ”Vi er ikke alene.” Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se. Telefonen ringede igen. Manden accepterede opkaldet og satte højtaleren til. Den infamøse stemme, som var blevet velkendt for mig, kunne høres klart og tydeligt. ”Velkommen til jeres sidste dilemma. Jeg må ærligt indrømme, at I har gjort et godt stykke arbejde med at underholde mig her til aften.” Jeg sank mit spyt højlydt. ”I er ikke alene på dette tag, mit lille mislykkede eksperiment har fulgt jer hele aftenen, og det er sultent.” En raslen kunne høres nær døren, jeg var kommet ud af et par minutter tidligere. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad jeg så. En misformet krop, båret af 6 ben. 4 kulsorte øjne og tænder så spidse som issyle. Manden stillede sig tættere på mig, og kræet kom langsomt tættere på. ”Vil I hellere blive spist og massakreret af dette væsen, eller springe direkte i døden fra 40 meters højde?” Jeg kiggede på manden, så tilbage på det ukendte væsen. ”Hv.. Hvad gør vi?”, stammede jeg. Jeg fik intet svar, manden nærmede sig blot væsnet. ”Pas på..”, sagde jeg med en stemme fyldt med skræk og rædsel. Et sekund senere sprang væsnet på ham, det hægede sig fast på mandens ansigt og begyndte at bore sine tænder ind i ham. Blodet sprøjtede til højre og venstre. Manden prøvede at skrige, men hans mund var dækket af væsnet. Han kæmpede, men uden held, væsnet havde godt fat i ham. Jeg tog nogle usikre skridt bagud, men min hæl ramte kanten af taget. Jeg skævede ud over kanten, højden alene gjorde mig dødssyg. Et højlydt brag gav genlyd på taget, da mandens livløse krop ramte tagtoppen. Hans ansigt var ikke længere til at genkende, det lignede mest af alt en omgang mosede kartofler, dækket af blod. Hans hjernemasse lå splattet ud over det hele, og væsnet fik nu øje på mig. Jeg indså hurtigt, at jeg igen intet valg havde. Det var enten dø eller dø. Jeg stillede mig helt op til kanten og kiggede en sidste gang ud over kanten, før jeg lukkede øjnene. Jeg tog en dyb indånding. ”Tilgiv mig!”

18


MADS DYRBY DAMGAARD Ringkjøbing Gymnasium

Jeg har været beskyldt for en del ting. Jeg har været beskyldt for at stjæle fra min lillebrors sparegris – hvilket jeg ikke gjorde. Jeg har været beskyldt for at ødelægge en vase, da jeg overnattede hos en ven – hvilket jeg heller ikke gjorde. Nu har jeg været beskyldt for at dø alt for tidligt… … hvilket jeg gjorde.

19


Døde tidligt Har du nogensinde oplevet den følelse af at vågne op og ikke vide hvor man var? Det var stort set den følelse jeg havde, da jeg pludselig stod midt i en lobby, med en blå kuffert i hånden, og ingen erindring om hvordan jeg var endt det. Hvordan i guds navn var jeg endt her, undrede jeg. Jeg kiggede mig om. Lobbyen var meget stor og rummelig. Gulvet var lavet af skinnende hvidt marmor. Det var så hvidt at jeg var nødt til at knibe øjne sammen, for at undgå nogen permanent blindhed. Væggene var den samme historie. Skinnende hvide, men dekoreret med store malerier – ”fire meter høje and to meter brede”-store. Der var nogle enkelte malerier jeg genkendte. Nogle var malet af Van Gogh, nogle af Picasso, og jeg mener at jeg så en Mona Lisa et eller andet sted i hallen. Der var sorte marmorsøjler som forbandt gulvet med loftet. Søjlerne var så høje at jeg skulle bøje hovedet helt tilbage for at se toppen. En større del af loftet var et glastag som viste en skyfrie blå himmel. Hvis det ikke var for forvirringen, så ville jeg uden tvivl synes at det var flot indrettet – måske en smule overdreven, men flot. ”Hey, dig der.” en stemme kaldte. Jeg vidste ikke hvordan men jeg vidste at det var mig, der blev kaldt på. Jeg vendte blikket fra loftet. Tyve meter foran mig stod en kvinde bag en skranke. Hun stirrede direkte på mig med et irriteret blik. ”Er du færdig med at lege turist? Jeg har altså ikke evigheden her.” Hun fnyste mens jeg skyndte mig over til skranken. Hun havde langt sølvgråt hår og sølvfarvede øjne. Der var nogle enkelte rynker på hendes kinder, pande og under hendes grå øjne. Lige på tippen af hendes spidse næse sad et par briller som man kunne forestille en ældre bibliotekar bruge. Hun var iført en hvid skjorte med en knappet sort vest udenover. Man kunne sige at hun var en ældre kvinde, men ikke en gammel kvinde. ”Navn,” sagde hun mens hun tog en journal op på skranken. Den havde en sort læderombind. På forsiden stod der i gyldne bogstaver, POST MORTEM. Af en eller grund vidste jeg at det betød intet godt for mig. ”Øh, Lukas Grey,” svarede jeg. ”Men hvor er je-” ”Det får du at vide når jeg har… fundet… dig…” Hun kneb øjnene sammen mens hun bladrede i journalen. ”Lukas. Med k eller c?” Hun kiggede op fra journalen. ”Med k,” svarede jeg. Kvinden vendte blikket tilbage til journalen. Hun blev ved med at bladre frem og tilbage, og kiggede op og ned af hver eneste side hun stoppede ved. Åbenbart var det svært at finde en ”Lukas Grey” i den journal. Jeg rømmede mig. ”Undskyld men hv-” ”Ikke lige nu,” afbrød hun og kiggede på mig med et blik som sagde, ”hold mund, ellers…”. Måske var det bedst at jeg ikke sagde noget. Hun blev med at bladre rundt i bogen i et par minutter mere, før hun tog en dyb indånding, tog sine briller af med stor forsigtighed, lukkede sine øjne… BANG!! Hun hamrede sin pande ned i skranken. Hele min krop gav en sæt, da hendes pande lavede et højlydt skrald mod skrankens hårde overflade. Skraldet ekkoede igennem hele lobbyen. Jeg havde ingen medicinsk viden, men jeg var sikker på at hun måtte have fået en hjernerystelse – hvis ikke en hjerneskade – fra sammenstødet. ”Er du oka-” ”Typisk mit held,” mumlede hun bedrøvet uden at løfte panden fra bordet. ”Fem minutter senere, og det ville have været Ozzys problem… fandens…” hun mumlede videre.

20


”Hvad er der galt?” spurgte jeg endelig. Kvinden løftede sit hoved en smule, og kiggede på mig med et mopset ansigtsudtryk. ”Du døde for tidligt!” ”Hey, vent lige! Hvad mente du med, at jeg døde for tidligt?!” råbte jeg efter kvinden, mens jeg fulgte efter hende, med kufferten på slæb. Hun sænkede ikke farten, eller kiggede bagud. Enten ignorerede hun mig, eller også kunne hun ikke høre mig – dog mistænkte jeg, at det var den første mulighed. Det hun sagde; det måtte være en eller anden misforståelse, eller en slags kode, eller en ond joke. Det kunne umuligt være rigtigt, vel? Jeg forsøgte mit bedste med at holde trit med hende, men hun var overraskende hurtig i højhælede sko og nederdel. Hun gik hastigt igennem de mange lange korridorer, uden at vise nogen tvivl om hvilken vej hun skulle – hvilket var lidt forbløffende, siden at alle gange lignede hinanden på en prik. Jeg gad egentlig godt at vide, om nogen nogensinde er faret vild herinde. Svaret er formentlig ja. Selve gangene mindede meget om de gange man finder i et hotel. Hver eneste væg var fyldt med døre, som hver især havde en lille plade med et nummer. Det spøjse var dog, at alle døre havde et IKKE FORSTYRRE-skilt hængende på dørhåndtaget – som om ingen var interesseret i Room Service eller rengøring. Til min store vanære begyndte jeg at sakke bagud. Kvinden forsatte afsted med samme fart. Seriøst, hvordan kunne hun gå så hurtigt i højhælede sko? ”Vent lige!” kaldte jeg, lige før hun gik rundt om et hjørne ved et kryds. ”Fandens,” mumlede jeg og satte farten op igen. Jeg tvivlede meget på, at jeg ville kunne finde tilbage til lobbyen i denne labyrint, hvis hun slap væk. Jeg rundede hjørnet hvor jeg sidst hende, men det eneste jeg fandt var en lang tom gang. Jeg kunne ikke engang høre hendes høje hæles klik. ”Selvfølgelig,” vrissede jeg. Det får man for at friste skæbnen. Der var en vis chance for, at hun kom tilbage fra hvorend hun forsvandt hen – men et eller andet sagde mig, at det var højst usandsynligt. Jeg satte den blå kuffert ned og lænede mig op af muren. Jeg tog en dyb indånding. Hvordan var jeg overhovedet endt her? Hvad var det sidste jeg kunne huske? Hvad vidste jeg egentlig? Desværre havde jeg ingen svar til nogle spørgsmål. Jeg kunne huske hele mit liv, men alt hvad der løb op til… det her, var helt blankt… skønt… Jeg gled ned ad væggen og satte mig på gulvet. Mit hoved hvilede sin pande på mit knæ. Af alle dage i hele mit liv, så var denne dag formentlig den anden værste dag. ”And I say, hey hey hey hey!” En stemme sang. Mit hoved fór op. Kunne det være? ”I say hey, what´s going on!” Stemmen sang videre. Jeg spidsede ører. Var det virkelig? ”And I try, oh my god, do I try!” Jeg troede aldrig, at jeg skulle elske at høre den sang så meget som nu. Uden at tænke rejste jeg mig op og greb kufferten. Måske var det endelig begyndte at tegne godt for mig. Jeg luntede igennem gangene med ny energi. Jeg løb i hvad end retning stemmen kom fra. Det kunne have været en eller anden maskine, men det lød alt for menneskelig i mine ører. Som jeg luntede, blev stemmen kun højere. Hvem end der sang, kunne denne ikke være så langt væk. Efter jeg drejede rundt om endnu et hjørne, så lød stemmen virkelig tæt på, faktisk lød det som om at den var ved enden af gangen. ”Trying to get up that great hill of hope.” Jeg gik fra at lunte til at sprinte ned ad gangen. ”For a destinatiiiooon…” Stemmen døde ud som det sidste vers var sunget. Jeg sprintede om hjørnet, men før jeg vidste hvad der var sket, så stødte jeg ansigtet ind i et eller solidt. Skraldet bragede igennem hele mit hoved. Mit syn blev mørkt, så mørkt at jeg intet kunne se. I min midlertidige blindhed lykkedes det mig at snuble over mine egne ben, og jeg landede lige

21


ovenpå halebenet. ”Av for fanden,” bandede jeg og gnubbede på min næse. Mit syn var ved at vende tilbage, efterfulgt af en masse blinkende lys. ”Er du okay?” spurgte den stemme som havde sunget. ”Ikke helt sikker,” pibede jeg. Jeg kiggede op på hvad jeg var stødt ind i. Det var en smal men høj træplade. Det lød måske lidt underligt, men jeg var sikker på at jeg havde set den for nyligt. Der var en bule fra da mit ansigt ramte den, men der var en større bule midt på den. Det gav ikke mening, jeg havde ikke ramt den to gange… Det gav et mentalt klik inde i mit hoved. Pladen var toppen på skranken, som den skøre kvinde havde slå hovedet ned på. ”Hør, makker. Er du helt sikker på, at du er okay?” Stemmen gentog dens spørgsmål. Mine øjne spærrede op. Havde pladen lige stillet mig et spørgsmål? ”Talte du lige?” spurgte jeg. Stemmen kluklo. Træpladen vippede fra side til side. ”Hvem ellers? Det er kun os to,” svarede pladen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Forbløffet. Chokeret. Mundlam. Ingen ord kunne komme ud af mine læber. Stemmen skraldgrinede af min reaktion. Træpladen faldt ned på gulvet ved siden af mig. Min krop spjættede ved braget. Det var først da jeg kiggede op igen, at jeg så en mand som var ved at dø af grin. Han lænede sig op af muren for at ikke falde på gulvet. ”Undskyld makker, men du skulle have set dig selv.” Manden kommenterede, mens han forsøgte at beherske sig selv igen. Jeg sad bare på gulvet, helt forstummet. Manden var iført en uniform, lignende til kvindens, med hvid skjorte, sort vest, bukser og slips, men hans var meget mere uformel. Slipset hang løs om hans nakke. Skjorten var ikke proppet ned i bukserne, og de øverste knapper var ikke knappet. Ærmerne var smøgret op. Det eneste som ragede ud, var værktøjsbæltet spændt rundt om hans liv. Og så var der hans øjne. De var ligesom kvindens, men hans var gyldne i stedet for sølv. Efter et par sidste grin, tørrede han tårerne af sin kind. Han rakte en hånd til mig. ”Navnet er Ozzy. Hyggeligt at møde dig,” sagde han. Jeg tog hans hånd, og han trak mig op uden nogen synlig anstrengelse. ”Lukas Grey,” introducerede jeg, da jeg var oppe at stå. Ozzy kneb sine guldfarvede øjne en smule i. ”En GRE? Du er langt hjemmefra. Det her er MON-gangene.” Han samlede træpladen op uden besvær, og holdte den under armen. Han fik det til at lyde som om, at jeg skulle forstå hvad han mente. ”Hvad skal det betyde?” spurgte jeg. Han kiggede på mig. ”G-R-E, det er de tre første bogstaver i dit efternavn, ikke? Heromkring starter alle gæsters efternavne med M-O-N,” forklarede han. ”Kan du huske hvilket værelsesnummer du fik, da du blev registeret i lobbyen?” Jeg rystede på hovedet. Det eneste jeg fik at vide, var at jeg ”døde for tidligt”. ”Jeg fik intet nummer. Jeg ankom først i dag,” svarede jeg. Ozzy rynkede panden. ”Intet nummer?” udbrød han. ”Hvad fanden laver Glenda?” mumlede han. ”Glenda? Gråt hår, sølvfarvede øjne, briller, lidt gam-” Ozzys hånd dækkede min mund til, før jeg sagde det sidste ord. Hans gyldne øjne var helt panikslagne. Han tabte træpladen ned på gulvet. ”Sig ikke det ord!” hvæsede han. ”Hun ved altid, når man siger ”du-ved-hvad” om hende. Er det forstået?” Jeg nikkede langsomt. Ozzy pustede ud og fjernede sin hånd. Han så ud som om han havde afværget en kæmpe katastrofe. ”Godt… Kvinder kan være lidt ømme om deres alder, men Glenda er den værste af dem alle.” Han klikkede med tungen. Jeg valgte bare at tage hans ord for det. ”Men bare rolig, jeg er sikker på at hun lavede en eller anden fejl. Hvis du bare følger efter mig, så skal vi nok få dig sorteret.” Han samlede træpladen op igen. Han kiggede på de to buler på pladen, og kiggede bagefter på mig med et lidt mistænksomt blik. ”Var det dig som fik hende til at gøre det her?” Han pegede på den større bule. Jeg ville ikke sige, at det var min skyld, men jeg havde dog en vis andel i det. Jeg nikkede langsomt. Et skævt smil tog form på hans læbe. Han løftede sin knyttede næve op i luften. ”Jeg kan allerede lide dig, knægt.” Han havde et varmt smil. Det var som om han var en af skolens seje drenge, som bare var venner med alle. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at presse min næve mod

22


hans – hvilket var okay, han virkede cool nok. ”Velkommen til Post Mortem Hotel, livets bedste og sidste hotel.” Ozzy ledte mig igennem labyrinten af hotelgange. Han kendte åbenbart stedet lige så godt som kvinden, Glenda hed hun vist nok. ”Så det her sted er et hotel?” spurgte jeg. Ozzy nikkede og kiggede ned på mig – manden var næsten to hoveder højere end mig. ”Jep, Post Mortem Hotel. Livets bedste og-” ”Sidste hotel, ja det sagde du, men hvad betyder det?” spurgte jeg. Ozzy lo tvunget og kradsede bagsiden af sit hoved. ”Jeg er formentlig ikke ham der burde svare på det spørgsmål, men jeg lover, at du vil få et svar i rette tid.” Jeg sukkede. Selvfølgelig var det ikke så nemt at få et ordentligt svar. ”Hvad er det så at du laver her? Og hvad laver du med pladen?” Jeg nikkede mod den smalle, men uden tvivl tunge, træplade, Ozzy bar under armen, og værktøjsbæltet om hans liv. ”Jeg er ikke helt sikker på hvad man kalder det, men hvis der er noget som går i stykker, så er det mig som skal ordne det.” Han sagde det med en vis stolthed. ”En pedel?” forslog jeg, men Ozzy rynkede panden. ”Nej, nej. Jeg er ikke en eller anden buttet mand med hårtab i heldragt.” Han fnøs. ”En altmuligmand, så?” forsøgte jeg. Han kradsede sine skægstubbe. Efter nogle sekunder, nikkede han med lidt tøven. ”Det kan gå. Men som svar på dit spørgsmål: ja, jeg er altmuligmand heromkring, og angående træpladen? Jeg skal have den udskiftet, ellers vil Glenda plage mig i et årti eller to, hvis jeg ikke får det gjort.” ”Er hun din chef ?” ”Hvem, Glenda? Nej, hun er min kollega. Dog er livet heromkring nemmere, hvis man føjer sig en smule.” Han rullede med øjnene og rystede på hovedet. ”Hvem ellers arbejder her?” spurgte jeg, men Ozzy stoppede op før han svarede. ”Hvad med at du mødte dem selv?” Han pegede med sin tommelfinger mod døren ved siden af sig. Døren var den eneste som ikke havde noget nummer, men i stedet for var der et sort skilt, hvor der stod, ”KUN FOR PERSONALE – TRÆD IND PÅ EGEN RISIKO”. Af en eller anden grund vidste jeg, at den sidste del af skiltet ikke var for sjov skyld. Ozzy hvilede træpladen op ad væggen og åbnede døren. ”Yo, er der nogen hjemme?” råbte han, da han kom ind, men ingen svarede. Jeg fulgte stille efter ham. Rummet var ret stort, med et meget åbent fællesområde med sofaer, borde, lænestole og lignende, og et køkken ude bagved, samt en trappe som ledte op til etagen ovenpå – men det som fangede min opmærksomhed mest, var hvor rodet hele rummet var. Seriøst, der var stakke af pizzabakker, tomme chipsposer, tomme dåser og flasker flød på gulvet, borde, stole og hver anden overflade der var stor nok. Det samme kunne siges med tøj. Der var trøjer, bukser, og… undertøj – fra både mænd og kvinder – som bare flød hvor end det skulle være – heldigvis ikke nær de områder man spiste – gudskelov. Mens jeg var ved at få en blodprop over rodet, satte Ozzy sig på en af sofaerne i midten af stuen, og smed sit værktøjsbælte ovenpå sofabordet. ”Kom endelig ind, Lukas. Mi Casa es zu Casa,” sagde Ozzy. Jeg var ikke helt sikker på hvad det betød, men jeg gættede på at det betød, ”mit rod er dit rod”. Jeg trådte forsigtigt ind i rummet, klar til at løbe ud hvis jeg så så meget som så en rotte. ”Bare tag plads. Det ser ud til at vi er de første hjemme,” sagde Ozzy mens han kiggede sig omkring. ”Hvor mange personer bor her?” spurgte jeg, mens jeg forsøgte at finde et rent sted at sidde. ”Vi har værelser til syv personer, men der bor kun fem her – mig inkluderet. Glenda nægter at bo ”på en losseplads”, som hun siger.” Ozzy rullede med øjnene, som om Glenda var den skøre af dem. ”Dog nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg ikke huske navnene på de andre. Hmm… nå, jeg er sikker på at jeg ville komme i tanke om dem før eller senere.”

23


Jeg satte mig forsigtig på kanten af sædet på en af lænestolene. Tag det roligt, sagde jeg til mig selv. Dog var det lidt svært at falde til ro, når man stod ankeldybt i beskidt vasketøj. ”Og hvad laver vi så nu?” spurgte jeg. Ozzy rakte armene i vejret og strakte sin lange krop. ”Vi venter på hende,” svarede han. ”Hvem?” spurgte jeg. Det var som om selve skæbnen greb ind her, for mit spørgsmål blev besvaret, da døren ind til rodehuset åbnedes op. ”Ozzy, vi har et problem!” Kvinden med sølvhåret stod forpustet ved døren. Ozzy rettede ryggen og smilede sit skæve smil. Er det virkelig sådan han smiler? ”Ja så? Hvad kan det mon være?” spurgte han. Kvinden havde åbenbart ikke lagt mærke til mig endnu. ”En ny gæst slap væk fra mig, og nu kan jeg ikke finde ham!” Det svar overraskede mig. Hvis der var tale om at ”slippe afsted”, så var det hende som slap af med mig. Ozzy kradsede sig på kinden. ”Virkelig? Jamen det er da pudsigt. Jeg fandt netop denne lille fyr i gangene.” Han nikkede i min retning. Glendas øjne spiledes op da hun genkendte mig. Vores øjne mødtes. ”Dig!” sagde hun. ”Hvor blev du af ? Jeg gik rundt om et hjørne, og så var du forsvundet!” Glenda krydsede sine arme over kors. Jeg nægtede at tro det. Var det virkelig mig som blev skældt ud her? Næ nej, det accepterede jeg sgu ikke. ”Jeg forsvandt? Jeg fulgte efter dig, så forsvandt du lige pludselig!” svarede jeg. Hvad der fulgte bagefter var en stor og en smule aggressiv diskussion, om hvis skyld det var, dog kom ingen af os nogen veje med det. Imens debatten var i gang, sad Ozzy på sofaen med en skål med friske popcorn og nød sin nye underholdning. Debatten forsatte indtil både Glenda og jeg havde ømme halse. Jeg sank sammen i lænestolen uden at tænke på skraldet og vasketøjet. Glenda gjorde det samme, dog fjernede hun skraldet med forsigtige hænder, før hun satte sig. Ozzy lagde skålen med popcornene til side og rømmede sig. ”Men ingen skade sket, Glenda. Jeg fandt ham før nogen af de andre gjorde, så hvis du bare får ham sorteret, så vil alt løse sig.” Glendas ansigt viste ingen tegn på hendes følelser. Hun rettede ryggen og sad oprejst. Så tog hun med al forsigtighed sine briller af. Både Ozzy og jeg spilede vores øjne op. Ozzy styrtede ud af sofaen og greb Glendas skuldre, før hun kunne lave ny hjerneskade. ”Rolig nu, Glenda. Det var blot en svipser. Den slags ting sker, ikke sandt?” spurgte han med et nervøst smil. Glenda tog en dyb indånding før hun åbnede sine øjne. ”Han er her for tidligt…” hun mumlede. Ozzys øjne spilede sig endnu mere op. ”Er du helt sikker? Jeg er sikker på at hvis du kigger igennem journaler-” ”Jeg er fuldkommen sikker, Ozzy, ellers ville vi ikke have denne diskussion,” afbrød hun. Hendes sølvgrå øjne stirrede ind i hans blå øjne med selvsikkerhed. Hun lød som om at hun slet ikke tvivlede. Ozzy kiggede sig over skuldrene og over på mig. Han slap Glendas skuldre og faldt tilbage i sofaen. Ingen af de to sagde noget i et minut eller to. Det var det der gik mig mest på. Havde jeg ingen ret til at vide hvad der foregik? Først var der Glenda, som bare sagde: ”du døde for tidligt”. Så var Ozzy som var ligeså besluttet på at ikke svare mig. Vred. Forvirret. Bange. Følelserne boblede sammen inde i mit hjerte. ”Har jeg ikke en ret til at vide hvad der forgår her?!” råbte jeg før jeg selv vidste det. Begge de to voksne kiggede på mig, overrasket over mit lille udbrud. Til enhver almen tid så ville jeg bare havde stoppet der, men dette var langt fra at være en ”almen” tid. ”Først ankommer jeg her med intet andet end en kuffert, så får jeg at vide, at jeg døde for tidligt, og får ingen forklaring på hvor jeg er, hvorfor jeg er her, eller hvordan jeg er endt her! Så gider nogen at fortælle mig hvad fanden det er der sker?!” Det var som om en helt anden person råbte med min stemme. Aldrig før havde jeg råbt sådan. Hele rummet blev indhyllet i stilhed. Begge de to blev ved med at kigge ned i gulvet. Jeg kunne heller ikke få mig selv til at sige endnu et ord. Ozzy åbnede munden tøvende, men ingen ord kom ud. ”Hvad er det sidste du kan huske?” spurgte Glenda med hendes briller tilbage på næsen. Ordne bragte stilheden til en ende. Jeg rystede på hovedet. ”Intet om hvordan jeg ankom her. Det tidligste jeg kan huske var at jeg steg ud af et metrotog inde i

24


Boston.” Jeg kunne ikke huske hvorfor jeg var på det tog, eller hvor jeg var på vej hen, eller hvad jeg skulle den dag. Og mine minder var nu heller ikke minder, men nu mere… som om jeg kiggede på en billedbog. Man kunne se hvad man havde gjort, men kunne ikke huske at man faktisk havde gjort det. Glenda nikkede. ”Det er helt normalt. Sindet forsøger ofte at undertrykke minder af overgangen, for at beskytte din forstand. Disse minder er ofte traumatiserende.” ”Men hvorfor er jeg her?” spurgte jeg. Ozzy knyttede sine næver, og virkede meget mere anspændt. Glenda fjernede sine briller igen og lagde dem på sit skød. ”Lukas… Du døde her til morgen… Hvad du oplever lige nu er efterlivet.” Hun virkede så oprigtig, at jeg faktisk blev bange. Hvordan kunne jeg være død? Jeg kunne mærke mit bankende hjerte i mit bryst. Lige nu slog det hårdere og hårdere for hver eneste slag. ”Laver du sjov med mig?” Jeg vidste at det var det mest dumme spørgsmål, men jeg havde bare brug for at sige det. ”Vi spøger aldrig med det,” svarede Ozzy med et alvorligt udtryk. Svaret tog luften ud af lungerne på mig. Jeg havde bare lyst til at tage min kuffert og skride ud af hvad end dette hotel var. ”Hvad mente du så med, at jeg døde for tidligt?” spurgte jeg. Glenda tog en dyb indånding. ”Der er som det lyder. Du døde langt før den planlagte tid.” ”Er det slemt?” Glenda nikkede langsomt med hovedet. ”Ser du, Post Mortem er hvor en sjæl venter på at komme videre i systemet. De venter måske et par timer, måske et par uger, det varierer meget fra sjæl til sjæl. Der har været visse tilfælde hvor en sjæl skulle vente næsten et år. ”Hvad så med mig? En uge? En måned? Et år?” Glenda sad lidt uroligt. Hendes sølvfarvede øjne mørknede. ”Halvfjerds år,” mumlede hun. Hold da kæft… halvfjerds år? Halvfjerds år, som jeg kunnet have levet i? Det lød som en punchline for en eller anden syg joke… ”Hvad gøre vi så nu?” spurgte jeg i håb om at høre en bombesikker løsning. De to kiggede på hinanden og havde en utalt samtale. Til min frygt så havde de lige så mange svar som mig: Ingen. None. Nada, og så videre. Alle tanker i mit hoved var på vej ned i et hul. Mit hoved føltes tommere og tommere. Det var et mirakel, at jeg huskede at trække vejret – men hvis jeg var død, så kunne jeg formentlig bare stoppe. Jeg havde brug for at tænke på noget andet, eller bare gøre noget andet end at sidde på min røv. Uden at sige et ord rejste jeg mig op fra stolen og bevægede mine ben. Der var ingen følelse i mine ben, min krop eller mit sind. Det hele var stoppet med at virke. Min fod bumpede ind i en stak pizzabakker som lå på gulvet. Hvem fanden troede, at det var en god ide, at de skulle ligge der? Min krop bukkede sig ned og samlede dem op. Mine øjne vandrede rundt for at finde et sted, hvor de hørte til. Der var en skraldespand i køkkenet, men det ville ikke gå, så min krop tog den beslutning at lægge pizzabakkerne ved hoveddøren – ikke permanent, men som et sted hvor alt affald ender. Min krop gik lidt rundt i rummet, og samlede alle de tomme poser, dåser, og hvad end der bare flød rundt. Jeg kunne mærke de tos blikke på mig, men det tog jeg mig ikke af. Det eneste jeg ville have i tankerne, var at ordne denne losseplads af et levested. I min øjenkrog så jeg Ozzy læne hen imod Glenda. Hans blå øjne lyste op. Hans læber hviskede et eller andet til Glenda. Hvad end de sagde, så fik de Glendas øjne til at lyse op, ligesom hans gjorde. ”Hvad siger du til at arbejde her?” spurgte Ozzy. Hele min krop stoppede med at samle nogle gamle tallerkner op – ubrugte, heldigvis. Jeg sagde ikke et ord, men de vidste, at de havde min opmærksomhed. Glenda rettede ryggen og pressede sine briller op af næsen. Ozzy overlod ordet til hende. ”Vi er lidt underbemandet heromkring, og vi kunne godt bruge et par ekstra hænder. Der er visse regler for det her, men du er en undtagelse, hvis du skulle sige ja.” Det lød næsten som om Glenda havde øvet de sætninger hundrede gange før. Hendes stemme, hende øjne, hendes krop. Alt var indøvet og præcis. Mon ikke hun var en smart politiker, da hun var i live.

25


Jeg satte tallerknerne ned i vasken og gik tilbage ind i stueområdet. ”Hvad vil det betyde for mig?” spurgte jeg. ”Bare noget til at fordrive tiden med,” svarede Ozzy. ”Både Glenda og jeg er et par århundrede år gamle. Jeg er sikker på, at vi kan holde dig beskæftiget i små halvfjerds år.” Da han sagde hvor gamle de var, så troede jeg det ikke. Ozzy lignede en i de tidlige trediver, og Glenda var tæt på at være fyrre. Så det var mine valg: Bliv og arbejd indtil ”pension”, eller hvad end der sker hvis jeg sagde nej. Tog ikke en Einstein-person til at finde ud af hvad jeg valgte. ”Nej.” Jeg stormede ud af rummet uden at se mig tilbage. De forsøgte at protestere, men jeg nægtede at lytte til dem. Med den blå kuffert i hånden skyndte jeg mig ned af korridorerne. Nej. Nej. Nej. Nej. Og atter nej. Jeg var sytten år gammel, og skulle leve halvfjerds år mere. Nej, jeg var ikke død. Jeg kunne ikke være død. Nej. Hvis jeg nu kunne finde tilbage til lobbyen, så kunne jeg bare gå ud af dørene, ikke også? Jo, det kunne virke. Det skulle virke. Det var så min plan: find lobbyen og flygt for dit liv. Dog efterlod det et spørgsmål: hvor var lobbyen? … ups. I min ”flugt” havde jeg hastet mig igennem flere korridorer, uden at tænke på hvilken vej jeg skulle gå. Når jeg så bag mig, så kunne jeg ikke engang sige hvor jeg kom fra. Det her var virkelig ikke min heldige dag. Ikke desto mindre så kunne jeg ikke lade håbløshed tage over. Jeg forsatte min vej igennem korridorerne, forbi de mange hundrede værelser, og håbede på at jeg ville ende i lobbyen… engang i det næste årti, håbede jeg. Efter hvad der føltes som timer senere, så var jeg ved at miste modet, og håbløsheden var så småt ved at krybe ind i mit sind. Seriøst, hvordan kunne Ozzy og Glenda finde rundt i det her sted? Det var en labyrint bygget med hotelgange. Havde de en eller anden GPS som jeg ikke kunne se? Så hørte jeg noget, som jeg ikke troede, at jeg skulle komme til at høre: klaverspil. Jeg kunne høre en stille melodi spillet på et klaver langt væk. Jeg spidsede ørene til. Det var svagt, men jeg kunne høre det. Melodien var lidt hurtig og havde en meget optimistisk tone. ”Jazz?” spurgte jeg mig selv, da jeg genkendte tonelejet. Hvem end der spillede, så vidste de hvordan man spillede på et klaver. Alle tonerne lød harmoniske og flydende i mine ører. Der var et eller andet ved tonerne, som bare fik mig til at føle tilpas. Måske var klaverspilleren ude i lobbyen, det håbede jeg. Jeg gik med ny styrke imod hvor end melodien kom fra. Melodien ledte mig til en korridor, og ved enden af den var der en stor dobbeltdør. Musikken blev højere og højere som jeg kom tættere på. Hvem der spillede, spillede som en sirene, og jeg var blot endnu en sejler som sejlede til min egen undergang. IN VINO VERITAS – IN MORTEM VERITAS stod der i gyldne bogstaver ovenover dobbeltdøren. ”I vin, sandhed – I død, sandhed…” Jeg vidste ikke hvordan jeg vidste, men det var som om bogstaver hviskede deres betydning til mit sind. Musikken blev spillet lige bag ved de hvide døre. Jeg rakte ud efter dørhåndtagene men de drejede sig selv, og dørene åbnede op. Det var da en måde at invitere mennesker ind på. Det var en bar, jeg var trådt ind i, og ligesom lobbyen så var rummet imponerende. Det mørke stengulv var belagt med et mørkerødt tæppe, som ledte op til baren fra dobbeltdøren. Selve baren var lavet af mørkebrun træ, udskåret med simple men elegante mønstre. Lyset var ganske dæmpet derinde, afslappende mørkt. Men hvad der var mest imponerende, var den største lysekrone jeg nogensinde havde set. De mange krystaller i dens hundrede kæder funklede som snefnug under månens blide lys. De glimtende kæder hang i komplet ro fra kronen og ned til baren. Den udstrålede blide blå og violette lysstråler. Jeg gik stille ind i rummet, mens mine øjne var betaget af lysekronen og alt dens skønhed, og mine ører var lyttende til den rolige melodi fra klaveret. Det var ved det øjeblik at jeg, for første gang den

26


dag, fandt ro for blot et øjeblik. Jeg tog plads på en af barstolene ved skranken og satte kufferten ved min side. ”Kan jeg friste med en drink?” spurgte en mandlig stemme. En lidt for bekendt stemme. ”Ozzy?” Navnet slap fra min læber, da jeg drejede hovedet, og ganske rigtig, så stod Ozzy bag skranken med en mikser i hånden. Ozzy rynkede på panden og så på mig, som om jeg var den underlige af os to. ”Kender vi hinanden?” spurgte han. Okay, af alle spørgsmål, så havde jeg ikke forventet det spørgsmål. Jeg blinkede langsomt og lænede mig over skranken. Nu var jeg ligeså forvirret som han var. ”Ozzy, det er mig, Lukas Grey. Jeg stødte ind i dig for en time siden ude i gangene.” Ingen dele af sætningen gav nogen mening for Ozzy. Han rystede på hovedet. ”Beklager, men jeg har aldrig set dig før, og jeg husker som regel alle mine kunder.” Det var en chance for at Ozzy løj til mig, men et eller andet sagde mig at han ærligt talt slet ikke kendte mig. ”Har du en bror ved navn Ozzy, som er en altmuligmand?” spurgte jeg. Ozzy, den anden, rystede på hovedet igen. ”Jeg er den eneste Ozzy, jeg kender. Dog har folk spurgt mig det samme en gang imellem, men jeg kan aldrig huske hvorfor de spurgte… men man ved aldrig med Post Mortem. Måske har jeg mødt dig i et tidligere liv, men man ved aldrig…” Det var ret interessant at høre. Lidt underligt for at være ærlig, men vi snakkede om et hotel i efterlivet, så alt var underligt på en eller anden måde. ”Men var der noget med en drink?” Ozzy II spurgte mig igen. Det var først nu, at jeg indså at jeg var faktisk ret tørstig – hvis min tørre hals var noget tegn. ”En glas vand, tak,” svarede jeg. Ozzy II nikkede og rakte indunder skranken. Han satte et tomt glas på en bordskåner foran mig, og tog en flaske op og fyldte glasset med krystalklart vand. ”Mange tak,” sagde jeg og drak lidt af vandet. Ozzy II gav mig en venligt smil og puttede flasken tilbage på hylden bag sig. Jeg lagde mærke til visse forskelle mellem Ozzy II, bartenderen, og Ozzy, altmuligmanden. Den ”rigtige” Ozzy bar rundt på et værktøjsbælte, mens denne Ozzy havde et forklæde, samt en mørkerød butterfly i stedet for et løst sort slips. ”Rart sted du har her.” Jeg kommenterede efter vandet fugtede min hals. Ozzy II var i gang med at gøre et Martiniglas rent, da han kiggede op. Et lille skævt smil krøb på hans læber. ”Det gamle sted har ikke ændret sig meget siden… hvornår var det nu? Ak, det kan jeg sgu ikke lige huske, men ikke siden en fyr ved navn Da Vinci ombyggede stedet.” Endnu en lidt interessant historie. Ozzy II satte glasset fra sig kiggede ud over rummet. Hans blik blev blødere. ”Ja. Stedet ændrer sig aldrig men personerne som kommer her, er ligeså forskellige som snefnug.” Ozzy II tog endnu et glas op og rensede det. ”De kommer her alle før eller senere. Alle har deres egen historie at fortælle.” ”Hvad fortæller de om?” spurgte jeg. Ozzy holdte glasset op imod det violette lys. ”Hvad end de har at fortælle. Ting de har gjort… ting de ønsker at de gjorde… ting de fortryder at de gjorde… jeg har bare den glæde at lytte til dem.” Hans gyldne øjne kiggede på mig fra øjenkrogen. ”Hvad er din historie? Hvordan er dit liv gået?” Han spurgte med en nonchalant tone, som om han bare spurgte til hvordan min hverdag var gået. ”Mig?” spurgte jeg. Ozzy II kiggede på mig en selvtilfreds smil. ”Ser du nogen andre herinde? Desuden tvivler jeg på at du har nogen penge at betale med, for det glas vand.” Han lagde glasset tilbage og tog mit tomme glas. Og her troede jeg at efterlivet ikke havde valuta. ”Tja, der er ikke så meget at fortælle…” sagde jeg. Ozzy pustede højlydt ud. ”Der er altid mere at fortælle end man skulle tro, især efter ens historie er færdig.” Han talte, som om han havde hørt andre sige det samme som mig en million gange. ”Fortæl mig om din familie. Hvor mange var I? Hvad job havde din fader og moder?” ”Der er min far. En advokat. Jeg ser ham ikke tit. Der er altid noget med arbejdet. Så er der min mor. Hun er hjemmegående, men hun holder sig selv beskæftiget med sine malerier.” ”Nogen søskende?” ”Nej, det er bare mig.” Det var ikke med vilje, men visse minder om mine forældre flød op til overflad-

27


en i mit sind, som gamle fotos. Jeg kunne huske dengang vi var på New Zealand og rejste rundt i den mindste autocamper man kunne forstille sig. Jeg kunne huske da vi besøgte Danmarks hovedstad, København. Det var dengang jeg faldt over bord fra en båd, da vi var på kanalrundfart. Men som jeg begyndte at kigge igennem billederne, des mere lagde jeg mærke til hvor lidt min far var med i dem. Han begyndte stille og roligt at forsvinde fra billederne. En juleaften uden ham. En fødselsdag uden ham. En ferie i England uden ham. Imens blev jeg større og større i hvert eneste billede, og mit smil så mere og mere tvunget ud på billederne. Glæden i min mors øjne dæmredes for hvert eneste billede. ”Var din familie tæt sammen?” spurgte Ozzy II, som om han vidste hvad jeg tænkte. ”Ikke rigtigt, nej. Vi… jeg ved ikke rigtig hvad der skete. Vi var bare ikke sammen som familie.” Jeg svarede uden at tænke mig om. Min krop føltes tungere end et bjerg. Jeg lagde albuerne på skranken og støttede mig mod mine hænder. ”Det hører jeg tit. Der var altid en fødselsdag man missede, et skuespil man ikke havde tid til, eller en familiemiddag man ikke kunne nå. Der findes mange former for luksus man kan købe, men tid er ikke en af dem.” Han fyldte mit glas op igen og satte det foran mig. ”Lad mig fortælle dig en ting om tid: Tid er det mest værdifulde i eksistensen, men mange forstår først dens vidunderlige værdi, når det er næsten ikke mere tid tilbage.” ”Men måske er der stadigvæk tid til at fixe det,” sagde jeg. Det måtte det da være. Det eneste jeg skulle gøre, var at ringe til min far og sige at han skulle være der til aftensmad. Og så. Og så… og så hvad? ”Knægt, jeg er ked af at sige det, men der er ingen tid tilbage.” Ordene gled koldt ned af min ryg. Jeg så op Ozzy II. Hans ansigt viste ingen følelser, men jeg kunne se medynken i hans gyldne øjne. ”Jamen. Nej. Jeg har halvfjerds år endnu. Jeg burde ikke engang være her! Det er sket en eller anden fejl!” råbte jeg næsten Jeg kunne da ikke bare acceptere det her. Jeg nægtede at acceptere det. Ozzy II sukkede når han så på mig, og lænede sig op af flaskereolen bag sig. ”Det er lige meget om så du havde halvfjerdstusind år endnu. Du er her nu.” ”Jamen hvad nu hvis-” ”Hvad nu hvis. Hvad nu hvis. Hvad nu hvis.” Ozzy II stønnede og rullede med øjnene. Klaverspillet stoppede for et øjeblik før det genoptog. ”Hvis jeg fik en krone for hver eneste gang jeg har hørt de tre ord, så ville jeg kunne købe hele Post Mortem.” Han mumlede for sig selv, ligeglad med om jeg hørte det eller ej. ”Det er intet personligt, knægt. Når først du er her, så er det lige meget hvor meget du har lyst til at ændre historien; kapitlet har fået sin slutning. Der er intet med at springe et par sider tilbage og omskrive det hele, ikke engang enkelt sætning.” ”Men-” ”Intet ’men’. Det kapitel er ovre, og du er på vej ind i det næste.” Ozzy II tog et nyt glas frem og hev en flaske frem. Han hældte en lille portion af flaskens gyldne væske ned i glasset, før han lagde den tilbage. Jeg åbnede min mund for at protestere endnu mere, men han kom mig i forkøbet. ”Livet er sjældent som man forstiller sig. Den har en dårlig vane med at trække i tæppet under en. Nogle gange skal man bare læne sig tilbage og tag en pause.” Han pegede med sit fyldte glas mod nogle gardiner i den anden ende af rummet. ”Ligesom nu.” Gardinerne trak langsomt ud til siderne, mens Ozzy II satte sig ned. Det svage lys i baren dæmrede sig en smule, som i en biograf lige når en film skulle til at begynde. Bag gardinerne var der en større scene af en slags, og i midten stod der et klaver. Lysekronens blide lys blev stærkere og lyste mod klaveret som et spotlys. Klaverets mørke overflade funklede som nattehimlen med dens tusind stjerner. Fra højre side trådte en slank figur ind på scenen og gik hen imod klaveret. Det var først da figuren trådte ind i spotlyset, at jeg kunne se hvem det var. Det var en kvinde i en funkledende sølvfarvet kjole, det bølgende hår faldt ned over hendes skuldre. Elegant. Smuk. Vidunderlig. Det var blot nogle få ord jeg kunne bruge til at beskrive hende. ”Glenda?” spurgte jeg Ozzy, men alt hans opmærksomhed var rettet mod Glenda, som om hun var den eneste person på jorden.

28


Glenda bukkede mod hendes publikum bestående af to personer, før hun satte ned foran klaveret. Og så begyndte hun. Hendes fingre dansede elegant over tangenterne. Det så så simpelt ud, men denne simple dans vævede en harmonisk melodi. Det var den samme musik som havde ledt mig hertil. Sangen af en sirene. En melodi som engle ville misunde, hvis de hørte det. Jeg holdt næsten vejret, af frygt for at det måske forstyrrede Glendas ubrydelige koncentration og ro. Hun viste ingen tegn på nervøsitet eller frygt. Nej, kun et lille hint af glæde på hendes blege læber, når hun spillede. Hendes halvlukkede øjne stirrede i ro og fokus ned på tangenterne, som en mor som så på sit sovende barn. Ozzy tog et lille sip af sin drink, mens han lyttede til den rigtige nydelse oppe på scenen. Han smilte en smule da tempoet af melodien steg. Hans fingre tappede på glasset i takt med melodien, i al stilhed. Hvis det ikke var for at det var Glenda som spillede, så ville han måske havde spurgt hende om hun var interesseret i en dans. Sangen var så småt ved at runde af. Der var nogle enkelte noder tilbage. Vi blev alle tre lidt triste af den kommende slutning, men vi kunne ikke leve i et rum med vidunderligt musik for evigt. Glenda spillede den sidste node og så ned på tangenterne i bedrøvelse. Jeg havde næsten forlangt et ekstranummer, men Ozzy II rejste sig op fra stolen og klappede med sine store hænder. Med lidt tøven så klappede jeg med. Aldrig igen vil jeg komme til at høre så fin musik. Glenda lag låget på tangenterne og rejste sig op. Med et blidt smil bukkede hun igen, og gik af scenen. ”Hold da kæft…” Jeg mumlede. Ozzy II behøvede ikke engang at spørge hvad jeg tænkte på. Han nikkede i enighed. Hans gyldne øjne stirrede stadigvæk på Glendas smukke instrument, men gardinerne langsomt trak for. ”Livet er som musik,” sagde han. ”Man skal nyde hver eneste tone, mens sangen er i gang, fordi det vil aldrig være et ekstranummer.” Ozzy gik om bag skranken igen og hældte en ny drink op. Jeg drak det sidste vand fra glasset og rakte den til Ozzy. Han rakte mig et nyt glas og skænkede det samme op som han drak. Jeg var teknisk set stadigvæk en mindreårig… men til pokkers med det, det havde været en meget lang dag for mig. ”Hvad skal vi skåle for?” spurgte jeg. Ozzy holdte hans egen drik og så på mig. ”Den uundgåelige ende?” foreslog han. Det lød ikke som noget man havde lyst til at skåle for, men i mit tilfælde så var det formentlig passende nok. Jeg tog mit eget glas op og så på Ozzy. ”Memento mori, ikke sandt?” spurgte jeg med et glædesløst smil. Et skævt smil groede på Ozzys læber. Hans gyldne øjne lyste op for et øjeblik. ”Så sandt, så sandt.” Vi slog vores glas mod hinanden med en fint klink. Jeg bundede det lille glas… hvilket var en dårlig ide, og det indså jeg først, da min hals begyndte at brænde op indefra. Jeg hostede og hakkede mens drikken var på ned i min hals. ”Noget siger mig at du aldrig har drukket ordentlig alkohol før.” Ozzy kommenterede, mens jeg bundede endnu et glas vand. Han, til gengæld, havde det åbenbart helt fint med drikken. ”Virkelig, Sherlock? Hvad var dit første tegn?” havde jeg lyst til at sige, hvis jeg ikke havde forsøgt at slukke branden i min hals. Først da jeg var færdig med at hoste, kunne jeg stille Ozzy et spørgsmål. ”Hvordan finder jeg tilbage til lobbyen?” spurgte jeg. Ozzy gav mig et spøjst blik, mens han puttede glassene væk. ”Hvorfor har du brug for at vide det?” Han spurgte, med et af sine øjenbryn rykket op i panden. Jeg tvivlede på, at det ville nytte noget hvis jeg løj. ”For at høre et sidste vers.” Jeg svarede ærligt. Ozzy så ikke på mig med blide øjne og fnøs. ”Kun et fjols vil forsøge,” svarede han med et selvglad smil. Jeg trak på skulderne og smilte et skævt smil. ”Og fjolser bliver kun klogere af deres egne fejl. Selv døde fjolser,” svarede jeg. Ozzy krydsede armene og fnøs. Det så ikke rigtig ud som om han havde tænkt at svare mig. Nå… så er det tilbage til at vandre målløst igennem gangene. Jeg sukkede højlydt, før jeg rejste mig op og tog min kuffert.

29


”Tak for drinksene.” Sagde jeg på vejen ud. Dog, lige før jeg åbnede døren, så lød der en stemme omme fra baren bag mig. ”Tag til venstre, gå seks korridorer ned, gå derefter til højre, forsæt derefter ligeud. Før eller senere burde du dufte mad, så skal du bare følge duften.” Jeg smilede men så mig ikke tilbage. ”Mange tak, Glenda,” sagde jeg og vinkede over skulderen. Mens jeg gik igennem de lange hotelgange endnu en gang, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvad bartenderen Ozzy havde sagt. Ingen ekstranummer… Ingen sidste vers… Ingen ændring af historien… Der var kun én slutning. Det virkede slet ikke retfærdigt. Havde jeg ikke ret til at høre et ekstra vers? Min sang… min historie… mit liv sluttede alt for tidligt! Hvordan kunne det være retfærdigt?! Var livet en eller anden stor joke, og var jeg dens punchline? Det føltes i hvert fald som en ondskabsfuld vittighed – eller bare som en virkelig dårlig en. Jeg fulgte Glendas instrukser, og som lovet så fik jeg færten af noget. Det var en krydret duft med en smule sødme i det. Var det mon kanel? Måske også lidt vanilje? Der var noget bekendt ved den krydrede søde duft, men jeg kunne ikke huske hvor jeg kendte den fra. Var det muligvis noget jeg engang spiste, mens jeg stadigvæk var i live? Uanset hvad det var, så fulgte jeg duften. Uheldigvis havde jeg arvet min fars dårlige lugtesans, så jeg gik i den gale retning, hvor jeg mistede færten af den søde duft – flere gange end jeg turde indrømme. Ligesom med baren og dens vidunderlig musik så blev jeg ledt af duften til to hvide svingdøre. CARPE DIEM stod der i gyldne bogstaver over dørene. ”Grib chancen…” mumlede jeg uden at tænke over det. Jeg rakte ud efter dørene men de åbnede endnu engang af sig selv. Det var næsten som om selve hotellet inviterede mig ind – en smule foruroligende, men det var ikke som om jeg kunne sige nej tak til invitationen. Denne gang kom jeg ind i hvad der lignede en cafe. Der blev spillet lidt dæmpet jazzmusik fra en højttaler, men det lød ikke ligeså godt som før – faktisk lød det lidt plat i forhold til Glendas opvisning. I modsætning til baren så var rummet oplyst med gyldent lys. Taget var et stort glastag med frit udsigt til en skyfri blå himmel. Gulvet var bedækket med mørkebrune træplader. I den modsatte ende af rummet var der en skranke, hvor der hang flere skilte om caféens udvalg af forfriskninger og andet godt. Der var mange ledige borde i det store lokale, der var kun mig i hele rummet. Post Mortem var muligvis et hotel, men udover to personer – eller fire personer – så jeg var åbenbart den eneste fritgående gæst. Lidt foruroligende, hvis jeg skulle være ærlig. Jeg gik med stille skridt hen til skranken, men der var ikke nogen tilstede. ”Hallo?” kaldte jeg til… hvem end der var heromkring. ”Afdød kunde herude.” ”Du kan ligeså godt selv tage for dig. Servicen heromkring er luset.” En kvindelig stemme svarede. Jeg drejede hovedet og så en kvinde med sølvhår sidde i hjørnet for sig selv, med en lille computer og en papkrus foran sig. Jeg kunne have svoret, at hun ikke sad der for et minut siden. Måske var det endnu en af Post Mortems mange mysterier. Hendes fingre dansede over computerens tastatur, som de havde gjort ved klaveret. De sølvfarverede øjne stirrede ned på skærmen med alt koncentration. ”Glenda?” spurgte jeg, dog kendte jeg svaret til det. Hun kiggede op på mig for et øjeblik, og kiggede ned på skærmen igen. ”Det er mig,” svarede hun i alt korthed. Jeg lænede mig op af skranken. Der var en vis hypotese jeg ville prøve. ”Lad mig gætte… vi har aldrig mødt hinanden før, har vi?” spurgte jeg. Hendes øjne flakkede op på mig for et øjeblik. ”Niks,” svarede hun – ligesom jeg havde gættet. ”Er det her en af de historier, hvor vi har mødt hinanden i et tidligere liv, men ikke kan huske det i vores nuværende liv, og vores sjæle bliver hele tiden draget mod hinanden?” spurgte hun. Hendes øjne lyste op, da hun forslog… hvad end det var hun havde sagt.

30


”… det tror jeg ikke,” svarede jeg med et rystende hoved. Glendas øjne blændede ned, og sukkede stille. Dog var det mere en skuffet suk end en trist suk. ”Lidt af en skam. Jeg havde ellers skrevet en roman med det tema.” Hun forklarede mens hun skrev videre. ”Så du er forfatter?” spurgte jeg mens jeg gik om bag skranken og pillede ved kaffemaskinen – måske kunne den lave også varm kakao. ”Jeg betragter mig selv som en, men jeg har aldrig udgivet noget,” svarede Glenda, en anelse skuffet over sig selv. Det var måske også lidt svært at udgive bøger i efterlivet, tænkte jeg men sagde intet. Glenda skrev glædeligt videre mens jeg stadigvæk pillede ved kaffemaskinen. ”Hvor meget har du skrevet?” spurgte jeg. ”Lidt over nittentusinde sider.” Hun svarede nonchalant, som om det var middelmådigt. Og her var jeg, fyren som havde svært ved at skrive en essay på fire sider. Kaffemaskinen begyndte endelig at hælde varm kakao ned i et krus. Jeg tog kun et enkelt sip, men smagen var fremragende. Kakaoen havde rigeligt med smag og en sød eftersmag. Smagen mindede mig om dengang jeg var en lille femårig knægt. Dengang var der en vinter hvor det rigtig sneede. Mine forældre tog mig med ude på en kælketur oppe i bakkerne Jeg faldt altid af kælken før jeg nåede til bunds. Efter flere timer hvor jeg bare kælkede ned ad bakken, og sprintede op af den igen med kælk på slæb, så blev jeg helt træt. Min mor smilede da hun tog termokande ud af hendes rygsæk og rakte mig et krus. Hun hældte en kop varm kakao op til mig, og den smagte præcis som den gjorde nu, og straks var jeg igen i gang med at kælke igen. Det var lidt af en skam at jeg stoppede med at kælke, da jeg blev fjorten år gammel. Hvorfor stoppede jeg mon i det hele taget? Jeg satte mig ved bordet ved siden af Glenda, med min kakao i hånden og den blå kuffert ved min side. Hun skrev bare videre, uden at så meget som at kigge på mig, mens jeg kiggede på hende. Denne Glenda virkede mere yngre end de andre to. De havde nogle enkelte små rynker, men hende her, hun lignede en på femogtyve. ”Har du accepteret din død?” spurgte Glenda ud af det blå. Jeg fik næsten min kakao galt i halsen. ”Hvad sagde du?” hostede jeg. Glenda kiggede op fra skærmen og pegede på den. ”Det er bare noget jeg skrev.” Af en eller anden grund, så tvivlede jeg at det var tilfældet. ”I hvilken sammenhæng?” spurgte jeg. Glenda kiggede på skærmen igen. ”Hovedperson døde for tidligt,” forklarede hun. Mit ansigt blev udtryksløst. Det lød lidt bekendt. ”Og nu kan han slet ikke acceptere at han døde. Så han forsøger at flygte fra efterlivet for at vende tilbage til livet.” Det begyndte at lyde meget bekendt. ”Måske skulle han forsøge at flygte fra et hotel, som faktisk er et hvilested for de afdøde, før de går videre ind i efterlivet.” Jeg kommenterede sarkastisk. ”Dødens hotel… det lyder ikke som den værste titel for en bog.” Hun vippede hovedet tilbage og så op på loftet. Hun krydsede sine arme. Hendes hvide tænder bed i hendes underlæbe. ”Jeg kan allerede se det for mig. Hovedperson dukker pludselig op i hotellets lobby, med en… en… rød rygsæk, ja. Og lobbyen skal være overdådig og stor. Og. Og.” Hun begyndte straks at tale om hvordan plottet skulle opstilles. ”Jeg er sikker på at det bliver en sjov historie.” Sagde jeg med et tvungent smil. ”Men hvad med slutningen? Hvordan kommer hovedpersonen dertil? Tilbage til lobbyen?” spurgte jeg. Glenda stoppede sin ensidige samtale og kiggede tilbage på mig. ”Hvordan skulle jeg vide det?” spurgte hun. ”Hovedpersonen skal selv finde sin vej tilbage. Jeg ved måske hvor han er begyndt, og hvor han skal ende, men jeg ved intet om hans rejse.” ”Jamen er du ikke forfatteren?” spurgte jeg. Et lille kæk smil spredte sig på Glendas læber. ”Og? I historier, så er det hovedpersonens fortælling, ikke forfatterens. Det er derfor vi skriver. Så vi kan fortælle historier, som formentlig aldrig vil blive vores egen. Det er dagdrømme fortalt i ord.” Hun tog en sip fra sin kaffe. ”Hvis hovedpersonen skulle vide hvordan han kom til slutningen, så vil han have fået manuskriptet fra starten af. Men så skal man spørge sig selv, ’hvad er så meningen med slutningen?’ Har han lært noget? Er han blevet en bedre person? Er han-”

31


”Hvad er pointen?!” råbte jeg ud af det blå. Hvad var det jeg skulle lære? Skal jeg bare acceptere at jeg døde? Hvad var det de forsøgte at fortælle mig. Glenda stirrede på mig med sine sølvfarvede øjne. Hendes varme smil var forsvundet. Det var helt stille imellem os. Jeg kunne ikke engang høre mit hjerte banke i mit bryst. Glenda lænede sig lidt frem. Hendes øjne føltes varmere men hun smilede ikke. ”Du nægter at læse det næste kapitel,” hviskede hun stille og lænede sig tilbage igen. ”Hvad?” ytrede jeg i al forsigtighed. ”Livet er som en god bog. Nogle kapitler er glædelige, andre er triste og nogle er spændende. Men, hvis du aldrig vender siden, så vil du aldrig vide hvad det næste kapitel vil indeholde.” Hendes bløde stemme svarede. Hun åbnede sine arme og så ud i rummet. ”Det her, Post Mortem, er ikke slutningen. Det er blot et lille kapitel, en fodnote, men ikke en slutning.” Hun lagde sin hånd på min skulder og gav mig et varmt smil. ”Din historie er blot begyndt. Der er flere rejser, flere oplevelser, flere fortællinger, der venter dig. Det eneste du skal gøre, er blot at læse det næste kapitel.” Jeg trak næsten ikke vejret. Mit hjerte bankede næsten ikke. Jeg kunne ikke bevæge min krop. Jeg sad der bare, som en levende statue. Hendes ord ekkoede i mine tanker. De var simple i form, men deres betydning var langt fra så simple. Glenda tog sin hånd tilbage og hvilede det på tastaturet. ”Men hvis du har tænkt dig at finde tilbage til lobbyen, så vil jeg ikke stoppe dig. Man skal bare følge trækket i luften herfra, så ender man ved lobbyen.” Glenda vendte sit blik tilbage til computeren. ”Men tænk over hvad jeg har sagt. Hvad du søger er måske ikke hvad du har brug for…” Uden at sige et ord, så rejste jeg mig op, tog min kuffert, og forlod cafeen. Du døde for tidligt – Velkommen til Post Mortem, livets bedste og sidste hotel – Halvfjerds år for tidligt – men der er ingen tid tilbage – Du tør ikke læse det næste kapitel… Mit hoved summede med alle de ting som de havde sagt til mig. De gentog sig selv igen og igen inde i mit hoved uden pause. Hele mit hoved føltes som om det kunne spontant eksplodere… Min krop vandrede på egen hånd igennem hotellets forbistrede gange. Det var ingen chaufør bag rattet. På en eller anden måde lykkedes det den at følge trækket fra cafeen, uden nogen hjælp fra mig. Som lovet endte jeg ved en åben dør ud til lobbyen. Dens ellers majestætiske udsende virkede ikke længere så forbløffende, som den gjorde da jeg først ankom. De skinnende hvide farver var nu grå og kolde. Malerierne havde mistet deres farverige udseende og var næsten ikke værd at se på. Den varme luft var forsvundet. Nu var der kun mørke, stilhed og kulde. Mine fodtrin ekkoede i den tomme sal da jeg trådte ind. Jeg havde måske forventet en vis følelse af… nu hvor jeg tænkte over det, så vidste jeg ikke hvad jeg havde forventet. Det havde kun handlet om at finde tilbage til lobbyen. Der var ikke planer om hvad der skete bagefter. ”Kan der ikke ske en god ting i dag…?” spurgte jeg mig selv. Det her var en af de gange hvor man kunne ønske sig en stor rød ”løsningen til alle dine problemer”-knap. Hvad jeg ikke vil give for sådan en… ”Lukas!” råbte en kvindes stemme. Det var ikke svært at gætte hvem det var. Den sølvhårede kvinde kom ind i lobbyen med hastige skridt. Hendes høje hæle klikkede højlydt imod det grå marmorgulv. Denne gang var hun iført den hvide skjorte med en sort vest udenover, det samme tøj som da jeg mødte hende ”Vi har ledt overalt efter dig! Man kan bare ikke storme ud på den måde.” Glenda krydsede sine arme og stirrede på mig med knap så venlige øjne. Det var som dengang jeg blev beskyldt for at have knaldet en vase, og min mor skældte mig ud. Jeg rettede straks ryggen og holdt vejret uden at tænke over det. Det skulle ikke komme bag på mig, hvis Glenda kunne lugte frygt. ”Hvor har du været?” spurgte hun. Jeg åbnede munden for at svare, men ingen ord kom ud. Hvor har jeg været? I en bar hvor Ozzy var bartender, og Glenda spillede fænomenalt musik, bagefter kom jeg til en lille café hvor Glenda var en forfatter som havde skrevet over nittentusinde sider. Nu hvor jeg tænkte på det, så begyndte det at lyde noget fra Alice i Eventyrland.

32


”Jeg… har bare gået rundt og tænkt lidt over visse ting.” Jeg trak på skulderne. Glenda kneb hendes øje lidt sammen, før hun tog en dyb indånding. ”Det kan jeg godt forstå… Det har ikke været den nemmeste dag for dig.” Hun mumlede med en lille sympatisk glimt i sine øjne. Jeg var ærligt talt lettet. Hun tog mig om skulderen og tog mig med over til nogle sofaer som omringede et sofabord. Hun gav mig tegn til at tage plads, mens hun satte sig ned. ”Jeg vil undskylde for din… situation,” sagde hun mens hun stirrede ned på sofabordet. Hendes hænder knugede sammen ovenpå hendes skød. Det var let at se at hun mente det, men jeg var lidt forvirret. ”Hvad har du at undskylde for?” spurgte jeg. Det var jo ikke hendes skyld at jeg døde – medmindre historien tog en eller anden kæmpestor drejning i plottet. Den ældre kvinde tog sine briller af og pudsede dem i et lommetørklæde. Hun rystede på hovedet med et halvhjertet smil. ”Jeg er heller ikke sikker på hvorfor. Jeg havde bare brug for at undskylde.” Jeg nikkede langsomt. ”Men hvad tænkte du over, mens du var væk?” spurgte Glenda. Jeg lænede hovedet tilbage og pustede højlydt ud mens jeg så op på loftet. ”Tja… lidt af hvert, men faktisk lærte jeg noget…” svarede jeg. Glenda lænede sig tilbage i sofaen. Hun sagde intet. Hun lyttede blot til mig. ”Menneskers liv er intet mere end et lille levende lys. Det kan føles så varmt og fredfyldt. En lille flamme som holder mørket væk. Men det er blot et lille lys. Med den blideste brise, så kan flammen gå ud. Bare sådan.” Klik. Jeg knipsede med fingrene. Alle tanker og åbenbaringer boblede up i mit sind, som en blomst der åbnede sit hoved ved ankomsten af forår. ”Men det er okay, faktisk. Mennesket var ikke skabt til at leve for evigt. Hvis vi gjorde, så ville hverken liv eller død have nogen betydning. Vi ville aldrig kunne værdsætte glæderne i livet. Vi ville aldrig værdsætte de minder vi skabte igennem vores skrøbelige liv. Vi ville aldrig værdsætte vores elskede. Vi ville bare leve i et uforanderligt øjeblik. Kan man virkelig det at leve? Hvor man vil eksistere, men aldrig ændre sig.” Mine øjne kiggede på Glenda, som lyttede til hvert eneste ord. ”Livet vil ikke være mere end det samme vers i en sang, det samme kapitel i en bog.” Det lød måske lidt skørt, men det gav mening for mig, og det var formentlig det vigtigste: at jeg forstod. ”Døden er ikke en slutning. Det er blot overgangen mellem to kapitler, omkvædet i en sang…” Det var da noget gik op for mig. ”Liv og død er som to søskende. De er to forskellige personer, men de er ikke desto mindre forbundet. To modsætninger som ikke kan eksistere uden hinanden…” Lyden af et ensomt bifald ekkoede igennem lobbyen. Både Glenda og jeg kiggede i retningen af lyden. Det var ingen mindre end Post Mortems altmuligmand, Ozzy. ”Bravo, Lukas. Jeg er glad for at se, at du er begyndt at forstå det.” Ozzy sagde det med at bredt smil. ”Kun de færreste af vores gæster opnår sådan en åbenbaring.” Måske burde jeg havde fortalt dem, at jeg fik lidt hjælp med at indse det, men så ville de havde spurgt om hvem der hjalp mig, og det var en Pandoras æske som jeg ikke ville åbne. Ozzy tog plads i sofaen overfor mig. Hans gyldne øjne så på mig. ”Hvad har du så lyst til at gøre nu?” spurgte Ozzy mig. Han pegede med tommelfingeren mod noget om bag ham. ”Udgangen er lige derover, hvis det er det du vil.” Både Ozzy og Glenda så på mig med ventende blikke. Det var formentlig sandhedens time: ville jeg gå fremad, eller vil jeg gå i stå? Jeg lænede mig frem i mit sæde. Et lille forsigtigt smil kom frem. ”Er det stadigvæk muligt at arbejde her?” spurgte jeg. Blyanten dansede henover notesbogens sider og efterlod en elegant skråskrift. Lukas skrev hvert eneste bogstav i takt med den fortræffelige jazzmusik. Rolig og fredfuldt. Det var disse øjeblikke han satte mest pris på, for man vidste aldrig hvornår den næste gæst ankom. ”Når man snakker om solen,” sagde Lukas til sig selv, da en ung pige stod midt i lobbyen. Hun så sig om, forbløffet over lobbyens majestætiske udsende. Lukas kunne ikke lade være med at klukle. Det

33


føltes som om at det bare var i går, hvor han selv stod der. Han stak to fingre i munden og piftede højlydt. Pigens krop spjættede i chok. Hun så på Lukas med store blå øjne. Lukas hvilede albuerne på skranken og smilede. ”Gider du skynde dig lidt? Jeg har ikke evigheden til at vente i.” Det var sandt nok. Faktisk havde han kun tyve år mere at vente i – hvor tiden dog flyver i Post Mortem. Den unge pige skyndte sig over til skranken. ”Dit navn?” Lukas spurgte mens han fandt den gamle journal frem. ”Katrine Middelgård,” svarede hun forsigtigt. ”Men… hvor er je-” ”Lige et sekund.” Lukas skimmede igennem de mange navne skrevet i bogen. Det var ikke nogen ”Katrine” på siderne. Han bladrede frem og tilbage i bogen, uden at finde pigens navn. Det var kun en mulig ved det punkt. Lukas lukkede bogen og gnubbede sin pande. ”Du døde for tidligt.”

34


AMALIE HOLM VENDELBO NIELSEN Lemvig Gymnasium

35


Mistede minder Nogle af ansigterne fra mit gamle klassefoto ser ganske ukendelige ud. Et par stykker kan jeg godt huske… men der er nogle, som jeg ikke kan huske, lige gyldigt hvor meget jeg prøver. Jeg er begyndt at huske navne og ansigter på de personer, jeg er venner med på Facebook, gamle klassekammerater. Det er underligt at skulle lære nogle mennesker at kende igen, som jeg engang har kendt. Lægerne siger, at jeg er heldig med overhovedet at være i live. Uheldigvis for mig betyder det, at jeg derfor ikke kan huske store dele af mit eget liv. Jeg ved ikke helt, hvem jeg er. Det er svært at se, når alt man har, er en masse brudstykker, der ikke rigtigt synes at passe sammen. Jeg kigger igen på klassebilledet. De fleste kan jeg nu huske. Uheldigvis har min tante ikke været en af dem. Hun virker som en virkelig rar person, og jeg begynder da også at lære hende at kende igen, selvom det virker lidt underligt. Hver gang hun kommer på besøg, fortæller hun meget detaljerede historier om alt det, vi har oplevet sammen. Det hjælper lidt, for så kan jeg i det mindste forestille mig, hvordan jeg engang har været, og hvilket tæt bånd jeg har haft til hende. Selvom jeg udmærket er klar over, at jeg har været en ond lille knægt. På klassebilledet smiler den lille dreng med et nærmest lumsk grin. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv fra den gang. Jeg kan godt huske, hvordan jeg var dengang. Jeg var meget usikker, og derfor begyndte jeg at gøre grin med andre. Grinet virkede som en facade så tynd, at hvis man bare havde sagt noget forkert til mig, ville jeg krybe væk i gråd. Jeg har svært ved at kende mig selv på de klassebilleder. I ulykken mistede jeg meget mere end bare min hukommelse. Jeg har det, som om jeg tabte en del af mig selv. Jeg har dog også fået nogle ting. Jeg har blandt andet fået et meget bedre forhold til min mor, og jeg har også fundet ud af, hvem mine rigtige venner er. Jeg bruger nogle gange timer foran spejlet, hvor jeg prøver at huske flere ting, flere detaljer. For hvis jeg blot kunne huske de sidste ting, ville det hele falde på plads. Jeg vidste dog udmærket godt, at det ikke ville hjælpe. Det kan være, at jeg aldrig kommer til at huske alt igen. Jeg kan huske en del selv, men jeg kan ikke lide, at andre folk bliver nødt til at fortælle mig detaljer om mit eget liv, som jeg ikke engang selv kan huske. Eksempelvis hvordan jeg ofte kunne sidde i timevis og læse tegneserier. Om hvordan jeg altid om sommeren brugte al min tid ved min tante. De fortæller mig dog ikke de dårlige ting om, hvordan jeg har været så fucking stolt, at jeg aldrig sagde undskyld, om hvordan jeg skubbede andre ned for at føle mig selv bedre, og om hvordan jeg gang på gang svigtede min mor. Jeg har kontakt med nogle af dem, jeg var venner med før ulykken, men en del andre stoppede bare med at tale med mig. Jeg gætter på, at vi ikke har været rigtige venner til at starte med, så det tynger mig ikke så meget. Min rigtige ven hedder Mark. Han har altid været der for mig, og jeg er mere taknemmelig for ham nu end nogensinde før. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort uden ham. Mor har endeligt ladet mig flytte tilbage til mit gamle hus. Jeg kan godt klare mig selv nu, men det tager mig en del tid at vende tilbage til en normal hverdag. Angstanfaldene rammer mig engang imellem, især ved lydene af lastbiler. Jeg får dog færre og færre af dem nu, selvom jeg stadigvæk har svært ved at falde til ro, når jeg kan høre biler køre udenfor. Jeg har hørt mine venner sige, at jeg har ændret mig meget her efter ulykken. At jeg er blevet mere ægte på en underlig måde. Som om jeg endelig prøver at være mig selv. Jeg kan heller ikke gøre så meget andet, da jeg ikke rigtigt kan huske, hvem jeg egentlig var før. En betryggende tanke er, at jeg sikkert heller ikke vidste, hvem jeg var dengang. Jeg kan godt huske en del af de ting, jeg har gjort, men ikke helt hvorfor jeg har gjort det. Jeg kan stadigvæk huske røgen af cigaretter og lugten af alkohol i den tætproppede bar. Det var efter en af mine sædvanlige nætter i byen, at jeg kørte galt på min motorcykel. Jeg havde været så tæt på at ramme en lastbil. Det fik mig til at vælte ned i grøften og ramme et træ, og det lammede en stor del af min hukommelse. Jeg kan høre nogen banke på døren. Bankene kommer i hurtige slag, som om nogen er desperat efter at komme ind. Jeg skynder mig hen til døren og åbner forsigtigt, mens jeg kigger ud. En pige står udenfor, helt drivvåd af regnen.

36


Hendes lange sorte hår sidder klistret til hendes pande og kinder. Hun ser meget bange ud og lyder forpustet. Jeg kan svagt genkende hende fra mit gamle klassefoto. Hvad er det nu, hun hedder… Steffani.... Patricia… eller…. Måske Erika. Jo selvfølgelig. Det er Erika, hun hedder. Hun sender hele tiden nervøse blikke på vejen bag sig. Hendes stemme lyder bedende og desperat, når hun taler. ”Må jeg ikke nok komme ind. Det er en nødsituation, og jeg har brug for at gemme mig. Jeg skal nok forklare, hvis vi går indenfor”. Jeg nikker kort og går ud til siden, så hun kan komme ind. Hun springer nærmest indenfor og skubber døren hårdt i efter sig. Jeg står der lidt undrende. Da hun taler, kommer hendes ord ud i hurtige, korte sætninger, som om hun har travlt. Hun virker også til at være bange for nogen, men for hvem? Hun låser døren. Hendes fingre ryster. Selv jeg kan mærke, at der er noget galt, og jeg er normalt ikke god til at aflæse situationer. Hvordan har mit forhold mon været til denne fremmede? Hun er en pæn pige, selv om hun er gennemblødt af vandet og ser skrækslagen ud. Ved hun, at jeg har mistet min hukommelse i en ulykke? Det må jeg vel i det mindste fortælle hende. ”Jeg kan genkende dit ansigt fra klassebilledet, men jeg kan ikke huske dig. Jeg har været i en ulykke”. Hun kigger kort på mig med et ulæseligt blik. ”Det har jeg godt hørt. Jeg kom kun her, fordi jeg er nødt til det…” Hun stopper et øjeblik, før hun kort kigger imod vinduet. ”Jeg har problemer med…. dårlige mennesker”. Jeg nikker bare. Det føles ikke rigtigt at spørge ind til det. Det mest underlige ved ulykken er måske ikke, hvordan jeg har glemt andre, men hvordan jeg har glemt en del af mig selv. Jeg går hen for at trække gardinerne for og ser en skikkelse ude ved fortovet et godt stykke væk. Blodet løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg står der, fastfrosset og bange for, at jeg ved den mindste bevægelse vil blive set. En person, der ser ud til at være midt i 20’erne, går rundt og kigger ind ad vinduerne. Manden ser sig søgende omkring. Det tager mig ikke lang tid at finde ud af, hvem han leder efter. Jeg trækker min telefon op af lommen og gør mig klar til at ringe til politiet. Erika tager desperat telefonen fra mig, mens hendes ord kommer ud -hurtigt og bedende. ”Du må ikke… Han går væk om lidt. Lad mig bare blive her, indtil han er væk”. Jeg kigger undrende på hende. Jeg er ikke sikker på, om jeg vil vide, hvad det er, hun har været en del af, eller hvad der gør, at hun nærmest frygter politiet. Jeg gnubber forvirret og frustreret mit hår. Det kan der vel ikke ske noget ved? Døren er låst, og dette er jo langt fra det eneste hus på den ellers ret store gade. Jeg aner ikke, hvordan jeg har haft det med hende før i tiden, men jeg kan ikke bare lade hende klare sig selv. Hun er trods alt en af mine gamle klassekammerater. Jeg har selv gjort en masse dumme ting i mit liv og vil ikke dømmes for det, jeg har gjort engang. Så jeg spørger ikke mere ind til det. Når alt kommer til alt, er jeg stærk og kan godt klare en rimelig stor fyr. Erika ser sig omkring i mit lille hus. Teknisk set er det vel et, jeg låner af min moster, mens hun er på forretningsrejser. Hun er næsten aldrig hjemme i huset, så jeg bor der stort set alene. Erika sender konstant blikket mod døren. Det er nærmest som om, hun hele tiden regner med, at den vil gå op. Da tavsheden bliver for meget, spørger jeg hende stille og tøvende. ”Vil du have en kop te?” Hun kigger undrende på mig og nikker så forsigtigt, mens hun eftertænksomt kigger på mig. Der er noget i hendes blik, jeg ikke helt kan tyde. En følelse der kort flakker i dem, men som et splitsekund efter er væk, som om den aldrig har været der til at starte med. Jeg har svært ved at aflæse hende. Jeg sætter vand over. Jeg kan høre hende sætte sig på den smalle sofa i den anden ende af rummet. Jeg prøver at huske, hvem hun er, men min hukommelse er som et stort gabende hul. Jeg har egentlig tænkt mig at tage ud og løbe her i aften, men ikke når der går en vred mand med et bat rundt i nabolaget. Den løbetur må jeg vel tage på et andet tidspunkt. Jeg vender mig tøvende imod hende. ”Du er sikker på, at han ikke skader andre her på gaden”

37


Hun ser forskrækket op og virker til at søge efter de rette ord. ”Nej, det gør han ikke. Der sker intet, så længe han ikke ved, at jeg er her” Jeg kan ikke lide tanken om, at en mand går rundt derude med et våben. Af en eller anden grund vil hun ikke have politiet tilkaldt. Måske kender hun manden godt nok til, at hun ikke vil have, at han kommer i fængsel. ”Jeg bliver nødt til at spørge, selvom vi har gået i klasse sammen. Hvem er du? Og hvordan kendte vi hinanden?” spørger jeg, da jeg rækker hende et krus med te. Jeg finder et håndklæde og kaster det over til hende. Hun sætter koppen med te ned på bordet og begynder at tørre sit hår. ”Vi gik som sagt i samme klasse. Vi talte lidt sammen engang imellem, men vi var ikke tætte venner”. Jeg nikker lidt, imens jeg tager en tår af min egen kop te. Hun virker lidt tøvende med at fortsætte. Jeg vil være overrasket, hvis vi har været tætte, da jeg aldrig har haft mange pigevenner. Jeg har vist ikke rigtigt haft mange venner overhovedet. Ikke andre end Mark, og jeg er meget taknemmelig over at have ham, trods alt det lort jeg har trukket ham igennem. Jeg kan stadigvæk forestille mig baren ned til hver enkelt detalje. Jeg har været derinde så mange gange, at jeg efterhånden kan huske hver enkelt detalje. Det er nok først nu, at jeg rigtigt tænker over det. Smagen af vodka, der virker lokkende, og lugten af cigaretter der hænger i luften. Jeg studerer hende igen. Hun ryster svagt, og om det er på grund af kulden eller frygt, kan jeg ikke se. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg ved ikke engang, hvem hun er, så det er lidt svært at snakke ordentligt med hende. Jeg kan høre en lyd udefra. Min krop fryser, og jeg drejer hovedet imod vinduet, som gardinerne dækker. Jeg prøver at tænke igennem, om det nu også vil være en god ide at kigge ud af vinduet. Til sidst vinder min nysgerrighed dog, som den plejer. Jeg begiver mig langsomt derhen. Jeg har altid været meget utålmodig langt det meste af tiden. Jeg går langsomt derhen for at kigge ud af vinduet. Mine fingre ryster svagt, og jeg undrer mig over, om jeg mon også har været en bangebuks før ulykken. Jeg tager mig sammen og kigger ud igennem gardinerne. Et ansigt møder mig. Så tæt mod ruden, at hans ånde rammer vinduet. Jeg står lammet af frygt. Han har et ar over næsen, og det ene øjenbryn ser ud til at have været brækket på et tidspunkt. Han løfter armen med baseballbattet bagud. I det øjeblik jeg ser, hvad han skal til at gøre, springer jeg bagud. Jeg nærmest skriger ordene. ”Tag telefonen, Erika” Selv løber jeg ud i køkkenet. Jeg kan høre smældet af ruden, der flækker. Jeg griber to knive, lægger den ene i Erikas hånd og griber den anden hånd. Jeg styrter op af trapperne, så hurtigt jeg overhovedet kan. Jeg kan svagt i min øjenkrog se hendes hænder knuge kniven så hårdt, at hendes knoer bliver hvide. Hendes blik ser skræmt ud. Jeg ved ikke, hvad manden vil gøre, hvis han får fat i os, og jeg har ikke tænkt mig at finde ud af det. Jeg kan slet ikke få mig selv til at slappe af og tænke ordentligt over vores muligheder. Jeg prøver at lukke alle andre lyde bag os ude. Men jeg kan alligevel høre en ondskabsfuld latter et godt stykke bag os. Jeg skulle have ringet til politiet. Fortrydelsen rammer mig i samme mængder som frygten og adrenalinen, der nu pumper igennem min krop. Jeg styrter ind på mit værelse og smækker døren i. Jeg drejer nøglen rundt så hurtigt og hårdt, at det føles, som om den nærmest vil gå i stykker. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har været ude i en masse lort før, men intet som dette. Jeg sætter mig chokeret og bange på gulvet. Jeg kan svagt høre Erika sætte sig ved siden af mig. Køkkenkniven virker skræmmende, som den ligger der i min hånd. Jeg har slået alt for ofte til at kunne huske alle gangene. Det er heller ikke noget, som jeg er stolt af, men at dræbe nogen. Kan jeg det? Skal jeg virkelig det? Jeg vender mig nærmest mekanisk om imod Erika. ”Har du telefonen?” Hun ser overrasket på mig. Hun ser ud til at være lidt i konflikt med sig selv omkring, hvad hun skal gøre. Langsomt rækker hun telefonen til mig. Jeg skal lige til at ringe til politiet, da hun afbryder mig. ”Han kan ikke komme igennem denne dør. Kan du ikke bare ringe til en ven? Bare ikke politiet.” Jeg sidder stille og kigger vurderende på hende. ”Jeg ved ikke helt, hvad for en slags lort det er, du er ude i, men du kan ikke løse det bare ved at løbe væk hele tiden. Tro mig - jeg har selv prøvet.”

38


”Du har glemt alt. Du har ingen ide om, hvor heldig du er” Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare til det. Hun lyder nærmest jaloux. Jeg kan ikke lide emnet. Jeg hader at snakke om det. ”Hvordan var du i skolen?” Hun synes at fryse, som om hun ikke har set spørgsmålet komme. ”Jeg var vel meget normal. Jeg havde nogle pigevenner og skilte mig ikke rigtigt så meget ud” Jeg nikker stille. Det undrer mig lidt, at hun ved, hvor jeg bor. Er det bare et tilfælde? Det kan også være fordi min tante har sat mit navn ude på postkassen. ”Hvordan vidste du, at jeg bor her?” ”Manden bor et par gader væk, og vi var kærester. Når jeg skulle besøge ham, kørte jeg forbi her, og så kunne jeg vel bare genkende navnet” Jeg er ikke helt sikker på, at jeg tror på, hvad hun siger, men det kunne godt give mening. Der er mange ting, jeg vil have svar på. Jeg kan ikke høre noget udefra, men jeg er sikker på, at han stadigvæk er i huset. Bare tanken gør mig bange. Døren er låst, men jeg er ikke i tvivl om, at han stadigvæk er i huset. Endelig er der en, der rent faktisk kendte mig som barn. Alligevel er jeg utroligt bange ved tanken om manden, der kan stå på den anden side af døren. Jeg sidder stille, mens hun fortæller, hvordan hun så vores gamle klasse. Jeg har lyst til at hoppe ud af vinduet og løbe væk. Vinduet er desværre ikke en mulighed. Jeg prøver på ikke at tænke på manden, men jeg kan ikke stoppe de kuldegysninger, der går igennem mig. Jeg beslutter mig dog for, at jeg har brug for Marks hjælp. Bagefter vil jeg enten få ham til at ringe til politiet eller selv gøre det. Jeg siger stille og roligt. ”Jeg vil gerne lige snakke med min ven om, hvad vi skal gøre”. Hun rækker mig den langsomt, som om hun ikke er sikker på, om det er en god ide. Jeg tager den stille. Mine fingre ryster. Jeg er klar over faren, der kan lure uden for døren, og jeg er rædselsslagen ved tanken. Hvis ikke min ven kan komme med en god ide, vil jeg ringe til politiet, uanset hvordan Erika har det med det. Jeg har været utrolig forstående, men hun er stadigvæk så godt som en fremmed for mig, og jeg kan ikke sætte mit eget liv på spil for hendes. Jeg overvejer det et øjeblik. Burde jeg ringe til politiet med det samme? Jeg kigger over på Erika, der stirrer blankt på telefonen. Jeg taster tøvende nummeret til Mark ind. Jeg kan høre Erika rumstere med noget bag mig. Jeg holder dog mit fokus på telefonen, mens jeg taster Marks nummer ind. BiBtonen lyder i godt 20 sekunder, mens jeg nervøst venter på svar. Da Marks stemme endelig lyder fra den anden ende af telefonen, dør jeg næsten af lettelse. ”Hey, hvad så Jonathan” Jeg prøver at holde min stemme neutral, men Mark kan nok stadigvæk fornemme, at der er noget galt. ”Jeg har et problem, som politiet ikke må få noget med at gøre.” Jeg kan høre ham tage en dyb indånding, mens han nok tænker på det værste. Han stemme lyder bebrejdende og skuffet. ”Dude, jeg troede, at du havde lagt alt det bag dig mand. Hvad fanden har du gjort” ”Det er ikke, som du tror. Det er ikke mig, der har gjort noget her, men jeg har brug for din hjælp” Han lyder meget lettet. Som om ti tons lige er blevet løftet fra hans skuldre. ”Gud ske lov. Jeg troede lige, at du havde rodet dig ud i noget slemt igen. Hvad så man? Hvad er der sket?” Jeg standser lidt, før jeg skal til at sige noget. Hvad skal jeg dog sige? Hvad kan jeg sige? Jeg vælger at begynde helt fra starten.

39


”Erika fra vores gamle klasse kom og sagde at hun havd-” ”Vent lige lidt, Vent! Sagde du Erika? Som i den Erika fra folkeskolen?” Jeg sidder helt stille. Er det underligt? Vi gik jo i klasse sammen engang. Han fortsætter, mens han lyder umådeligt forvirret. ”Jeg ved godt du ikke kan huske alt… men Erika. Hende må du da huske”. Jeg kniber øjnene forvirret sammen. ”Hvorfor burde jeg huske kunne hende Mark?” Jeg kigger forsigtigt over på Erika, der sidder og stirrer på døren, men det er tydeligt, at hun følger med i vores samtale. Mark fortsætter med dæmpet stemme. ”Du mobbede hende i flere år. Hun prøvede endda at dræbe sig selv, fordi hun også samtidig blev slået og seksuelt misbrugt af sin far… Skynd dig væk derfra Mark. Det-” Jeg gisper, imens jeg kigger ned på telefonen, der ligger på gulvet. Blodet spreder sig og gennembløder min T-shirt. Smerten er skærende og intens. Jeg gisper af både chok og smerte. Erika sidder med den blodige kniv i hånden og med sådan et had i blikket, som jeg ikke troede var muligt. Min mund er åben, og jeg aner ikke hvad jeg skal tro. Jeg har fortjent dette. Har jeg ikke? Jeg kan ikke engang huske alle de ting, som jeg selv har gjort. Tårerne fosser ned af mine kinder, imens jeg lægger mig ned på gulvet langsomt. Hver bevægelse sender bølger af stød igennem mig. Erika går rundt omkring min krop og sætter sig på hug foran mig. ”Det var ikke meningen, at du skulle sige mit navn dit fjols. Du har ingen ide om, hvor meget jeg har lidt. Jeg ville have, at du i det mindste skulle lide ved tanken om, at en forsøgte at begå selvmord på grund af dig. Heldige dig, du glemmer alt. ALT! Du får endda et bedre forhold til din familie. Du har alt det, jeg nogensinde har ønsket mig. Og du tog den lille stribe af glæde, jeg fik ved at komme i skole og væk fra min far. Væk. Det er din skyld alt sammen.” Jeg kan mærke sorg, fortrydelse og skam flyde igennem mig. Det spreder sig i takt med, at jeg kan mærke blodet gennembløde min T-shirt. F��lelserne gennemborer min sjæl. Jeg vil virkelig ønske, at jeg kan gøre det bare lidt bedre, men jeg har gjort nok allerede. Jeg kan høre Marks stemme, der desperat kalder mit navn fra telefonen. Min eneste rigtige ven. Jeg har gjort så mange ting, jeg har fortrudt, og jeg vil aldrig få chancen for at gøre det bedre. Det er min skyld, at det er endt sådan. Jeg bruger al den styrke, jeg har og taler så højt og tydeligt, som jeg overhovedet kan, selv om smerten er ved at få mig til at se sort. ”Undskyld…” Jeg prøver igen desperat at få vejret. Alt omkring mig synes at blive mere detaljeret og gå langsommere. ”Mark… tak… for alt” Jeg kan svagt høre ham græde fra den anden ende. ”Hold ud. Jeg kommer om lidt. Jeg har ringet til politiet med min mors telefon”. Der er for meget blod, og såret er for stort. Jeg ved allerede, at jeg ikke kan klare den. Erika sidder stille og kigger på mig. Hun har kolde øjne, men der løber tårer ned ad kinderne. Det gør mig lidt lettere forvirret. ”Jeg troede, at det hele ville blive bedre, hvis bare du døde. Men intet har ændret sig. Alt er lige så røvsygt, som det plejer.” Hendes læber bæver, mens hun taler. Jeg kigger bare ud af vinduet. Jeg ser på en voldsomt detaljerig sommerfugl, der langsomt basker sine vinger. Jeg ser på lyset, der danser op ad væggen. Jeg kigger så igen på Erika med meget besvær, Hendes ansigt er et væld af tårer, vrede og angst. ”Det skulle ikke være sådan her. Alt skulle blive okay, bare du døde”. Hendes øjenvipper basker let, og hendes øjne bliver langsomt fyldte med tårer. Jeg er virkelig et

40


frygteligt menneske. Jeg lægger forsigtigt min hånd over hendes. Hvis jeg skal dø, bør en af os i det mindste få det bedre. Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg kan heller ikke bebrejde hende. Hun åbner overrasket sine øjne, mens tårerne hurtigere glider ned af hendes kinder. Luften begynder at være smertefuld at trække ind, og jeg kan kun få korte vejrtrækninger igennem. Mine lunger føles kvælende og brændende. Hele min krop føles, som om den står i flammer. Min krop begynder så småt at spasme, imens den kæmper for at overleve. Så kommer der et ord så stille, at det nærmest lyder som en hvisken fra den fremmede Erikas stemme. ”Undskyld” Det er kun et enkelt ord, men det får mig til at lukke mine øjne roligt i, mens jeg byder smerten og mørket velkommen. Jeg kan svagt høre Erika åbne døren og sige. ”Tak for hjælpen” Til den mand jeg troede ville skade hende.

41


ANDERS SKIPPER-JØRGENSEN Vestjysk Gymnasium Tarm

42


Udkast

Påvirket af Et pædagogisk tiltag Strejfede tanken mig Om Mao på en fridag Ville tage sin cykel Og køre sig en tur For med ro i sinde At kunne tage sig en lur Han ville tage ud Og køre i det fri På sin tandemcykel Med sit kommunistparti Og der i Pekings gader Ville man kunne se En hel flok kommunister Komme kørende forbi

Untitled Kun døde fisk følger strømmen Så tag dig din egen vej Hvilket dårligt råd det er For cyklister som mig Asfalt, blod, gråd og råb, umiddelbart efter seancen Kom jeg selv og en førergruppe En tur med ambulancen

43


Fejlfinding Jeg har siddet og repareret og skruet Og skrevet digte om at leve i nuet Fixet gear og jeg har skiftet min slange Men i dag der fik jeg en tanke At grunden til vi ikke kan køre Er fordi vejen er huller og pløre Ja, nogen skulle måske ha´ fortalt dem At årsagen ligger i asfalten Men de vil nok bare føle, jeg har snydt dem Og så igen bede mig kigge på cyklen.

Hvidhvaler Jeg tror at hvidhvaler Ville være hyggelige i trafikken Men som trafikanter skulle de have lov til at vokse For de vil selvfølgelig glemme baglygte Og vigepligt Men det gør jeg sgu også selv ret ofte

44


En erfaring fra en Team Rynkeby-rytter

Jeg fik et sår Et grimt et af slagsen Så grimt det begyndte at væske Selv har jeg udtænkt En lindring, en kur Som jeg gerne lige vil teste Min teori den er Såre simpel og genial Mit sår mangler bare motivering For vil mit knæ Gerne hele igen Skal det sæføli ske uden medicinering! Det vil sige: Ingen forbinding, ingen piller Jeg vil end ikke hjælpe med krykker! Jeg erfarede dog senere At jeg nu har skånet Mine egne to ben i stykker

Titel Jeg tænkte ved mig selv Trehjulede cykler Er for dem der ikke kan Men gør fordi de vil Det var sgu da smart alligevel

45


MARTINE BRUMSBJERG Ringkjøbing Gymnasium

46


Helt almindelig Om han kan huske hvordan det skete? Nej. Det skete vel bare. Ligesom da det endte. Det endte ligesom bare. Han vågnede blot op, eller måske faldt han i søvn. En af delene. Nor, tværtimod, befandt sig på et stadie mellem liv og død. Hun var trekvart død. Og så var hun forholdsvis uvidende. Faktisk på grænsen til dum. Men hun var alt det, som Theodor drømte om. Hun var alt det, han ikke havde brug for, men hun var alligevel noget, som han aldrig ville have været foruden. Det skete vel en helt almindelig dag? En helt almindelig dag med et helt almindeligt interview med en helt almindelig journalist. Theodor ventede på caféen. Han vidste ikke, om han skulle bestille en latte eller en almindelig kaffe. Han var egentlig ikke så vild med kaffe, men det var ret almindeligt, at man drak kaffe i hans omgangskreds. Alle drak kaffe, alle snakkede om kaffe, og hvis man ikke kunne lide kaffe, var man ikke en rigtig del af deres fællesskab. Theodor ventede på journalisten. Det var et af de vanlige interviews om, hvordan han overhovedet var kommet så langt, sådan som han opførte sig. Han var måske heller ikke så ønsket, som han selv og andre troede. Nok nærmere slet ikke ønsket. Det vidste hverken Theodor, journalisten eller nogen anden noget om. Journalisten trådte ind på caféen, men kunne ikke få øje på Theodor. Enten vidste hun ikke, hvordan han så ud, eller også var hun bare for genert til at sætte sig. Han gik hende i møde, førte hende ned i hjørnet til bordet og trak stolen ud for hende. Han kendte hende godt, journalisten. Hun havde i den seneste tid skrevet portrætter om både politikere og større erhvervsprofiler. Og nu var turen altså kommet til lille Theodor. Theodor var en af dem, som havde chancen for at blive en af de store indenfor politik. Men ikke som mange andre havde chancen for at blive det, for ham var det ligesom mere alt eller intet. Theodor var ikke som de fleste, og de fleste var ikke som Theodor, men han var alligevel ret almindelig bortset fra hans formidable evne til enten at være hadet afgrundsdybt eller elsket højere end noget andet. Alt eller intet. Enten var han den største idiot, der nogensinde havde bevæget sig på jordens overflade, eller også var han fuldstændig fantastisk. Der var absolut ingen mellemvej. Mynte, Theodors kæreste, brød sig ikke om det. ”Hvad nu hvis alle vender dig ryggen? Er det virkeligt det værd?” Spurgte hun altid. Han finder et billede af hende i skuffen. Dengang var hun ideel. Ikke noget man var glad for at have, ikke noget man ville af med. Han var ikke sammen med hende, fordi han følte, at det skulle være dem for altid. Det var nok mere fordi, det var trygt. Det var trygt, at der var en, der ligesom holdte ham nede, når hans ego trak ham op. Ligesom når man som barn var ved at snuble, og mor eller far nåede at gribe fat i kraven på jakken. Sådan var det at være sammen med Mynte. Da Theodor var 16, var det en befrielse at blive holdt fanget, fordi han ikke behøvede at tænke på, om hans vinger kunne bære ham, når han engang skulle flyve – eller måske endda falde. Han kunne blot blive på jorden uden at tænke nærmere over, hvad der mon fandtes på den anden side. Men Mynte var ond. Mynte var ond som vækkeuret, der ved at uheld ringer klokken 6 søndag morgen. Hun var ond som kuglepennen, der under en eksamen triller ind under en stol fem rækker fremme. Hun var ond som følelsen af, at telefonen ringer i lommen, uden den egentlig gør det. Hun nøjedes ikke med at holde ham nede. Hun forsøgte at begrave ham levende. Af jord er du kommet, af jord er du blevet, og af jord skal du igen opstå. Det var ikke altid let at være formand for et ungdomsparti, når man kom med uheldige udtalelser på daglig basis. Men Theodor var kendt for at samle vandene igen, når han havde delt dem. Det formåede han altid. Om det var manipulation eller bare et sympatisk plaster på såret, det er svært at sige. Han formåede bare altid, igen og igen, at slippe afsted med hvad som helst og stadig have et flertal bag sig, når der skulle vælges formand. Han sad på magten i tre år. Liberal-konservativ Folkesamlings Ungdom, også kaldet LFU, var en blanding mellem Konservativ

47


Ungdom og Det Liberale Folkepartis Ungdom. Men Liberal-Konservativ Folkesamling sad dengang på magten, hvilket betød, at Theodor havde enormt meget at skulle have sagt indenfor ungdomspolitik. Mange debattører så op til ham, fordi han i den grad ikke var bange for at brage igennem diverse landsdækkende medier med sine overvejende revolutionære holdninger. Han var 19 år gammel på det tidspunkt og havde akkurat afsluttet gymnasiet med et gennemsnit højere end sin egen moral, som Mynte sagde, hver gang Theodor fortalte nogen, hvad hans gennemsnit var. 11,1. Det var et dejligt tal. Rart at se på og let at komme ind de fleste steder med. ”Nå, Theodor, jeg har glædet mig enormt meget til at møde dig,” sagde journalisten med en lidt barnlig og egentlig irriterende stemme. Sådan snakkede folk altid til ham, mindedes Theodor. Stemmerne fortalte ham ligesom, at han var for ung. Han selv mente, at han var for gammel. ”Jamen, i lige måde,” han bad tjeneren hente en latte og fortsatte, ”har du noget bestemt du vil snakke med mig om, siden du har bedt om et interview lige netop nu?” Spurgte han. Hun fandt en notesblok frem og skrev datoen i hjørnet af det stribede papir. ”Næh, det ved jeg såmænd ikke. Jeg tænker bare, at vi snakker lidt om din fremtid.” ”Øhm, ja.. Okay,” Tøvede Theodor, inden han tog imod den dampende varme kaffe. Kaffe med mælk. Mælken tager ligesom kanten. ”Jeg ved jo, at ingen rigtig ved noget om din far og mor..” ”Jeg troede, vi skulle snakke om min fremtid?” Afbrød Theodor. ”Hvad er det med din forældre, siden du ikke vil snakke om dem?” ”Jeg har klare intentioner om at stille op til folketingsvalget, når den tid kommer. Indtil da vil jeg forblive formand for LFU, og samtidig fortsætte med at gøre brug af mine grundlovssikrede rettigheder.” ”Ja, øhm,” journalisten skrev ned og forsøgte samtidig at være forstående, men hun kunne ikke skjule det sammenbidte ansigtsudtryk. Folk var allerede begyndt at være imod ham. Allerede dengang. Folk havde snakket mere og mere om hans forældre og opvækst, som han ingenlunde ønskede at snakke om. Og hvad der var sket, skulle ingen have at vide. Mynte vidste det, fordi hun var hans kæreste. Eller hun vidste det ligesom, fordi hun havde fortalt ham så meget om sig selv, at han følte sig en smule tvunget til også at fortælle hende nogle ting til gengæld. I dag kan han godt se, at hun fik for mange ting at vide. Alt for mange ting. Han rakte hende en pistol, pressede den op i ganen på sig selv og gav hende retten til at trykke på aftrækkeren, akkurat når hun følte for det. ”Hvad vil du tage op, hvis du kommer i Folketinget?” Spurgte journalisten. Theodor satte hænderne om bag nakken, og satte sig langsomt tilbage i stolen. Hans hår sad let ned i panden på ham. Dengang var det mørkebrunt, skarpt klippet og en smule langt oppe midt på hovedet, mens det var kort i siderne og nakken. I dag er det fladt og kort. Dødt. ”Jeg stiller spørgsmålstegn ved hele vores måde at drive et samfund på,” han tog en slurk af kaffen og fortsatte, ”du ved, hvorfor skal der, for at tage et eksempel, sidde et fåtal og tjene på, at mennesket behøver mad for ikke at krepere. Vi har ikke selv valgt vores kropslige og biologiske opbygning. Hvorfor skal vi så betale for mad?” ”Er det ikke en smule kommunistisk?” ”Nej, tværtimod, det handler om frihed og ansvar. Du har selv ansvar for, at du får den føde, som er nødvendig,” journalisten grinede af ham, ”det gør dig jo også fri til at anrette det uden nogen form for forbehandling,” sagde han stålsat. Han havde før givet udtryk for sine holdninger i forhold til fødevareindustrien men ikke så markant. Resten af interviewet kom egentlig kun til at handle om den ene ting. Hvordan, hvorfor, hvornår. Theodor gik hjem til Mynte efterfølgende. Dengang gik det fint, de havde de nogenlunde godt sammen. Han kom ind ad døren og tog sig selv i at råbe hej en smule for begejstret. Mynte var opmærksom. Var der den mindste kurre på tråden, så ænsede hun det og troede straks, at det hele var hendes skyld. Bare det at farven på det rene lagen, der var lagt krøllet på sengen, var sort og bare det at hun havde hængt et billede skævt op på væggen kunne være skyld i, at de kom op at skændes, fordi hun gav sig selv skylden. Det mindede en smule om en eller anden form for OCD. ”Er du okay?” Spurgte hun. Set i retrospekt skulle han bare have sagt fint. Men opgøret ville nok have

48


taget fart alligevel. På et eller andet tidspunkt ville det jo fucke op for dem begge. Hun var på vej ud af hans liv, og han var på vej ind i sit liv. To veje, der var uforenelige, og som aldrig ville krydses. ”Nej, selvfølgelig er jeg ikke det,” han sukkede, ”journalisten spurgte ind til mine forældre.” ”Årh, det er jeg ked af at høre, men du kan jo også lade være med at stikke næsen så langt frem, det har jeg jo sagt.” Sagde hun. Uden at blinke. Trak ham ned i dybet, overbeviste ham om, at det var hans egen skyld. Overbeviste ham om, at det han gjorde, var forkert. Han kunne jo bare være som hende. Dum. Uvidende. Uinteressant. ”Det vælger jeg så at overhøre, det du lige sagde,” svarede han. Hun gik igen ud i køkkenet, hvor hun altid stod. Bagte boller. Bagte uendelige mængder boller, som rådnede i brødboksen. Rådnede ligesom hendes rådne holdninger og rådne udtalelser. Rådnede ligesom hendes rådne, uinteressante jeg. Theodor ser tilbage på situationen og kan jo egentlig godt få øje på, hvad der var under opsejling. Men det er desværre lettere at gøre noget ved den måde, man tænker om fortiden på, end direkte at ændre fortiden. Han flygtede og forlod hende, dum som hun var. De næste dage er slørede. Det næste halve år er sløret. Han har gemt avisartikler og udklip. Udfra det kan han sagtens forstå hvorfor han ikke kan huske særligt meget. Det er måske også meget godt. Avisen stemplede ham som en lad kommunist med en ynkelig, barnlig holdning, og sådan var det ligesom. Han måtte træde af som formand for LFU. Det blev ikke til en folketingsplads. Det blev ikke til noget som helst. Ikke engang en plads på CBS, da han glemte fristen og dermed glemte at ansøge. Mynte solgte historien om hans forældre til medierne. Aldrig havde der været så meget palaver om en enkel, lille, ligegyldig ungdomspolitisk formand. Men sådan var det hele vejen igennem; alt eller intet. Theodor pakker alle artiklerne sammen. Han har ikke lyst til at konfrontere det halve år, hvor alting var mere eller mindre kaos. Han var kaos, Mynte var kaos, medierne var kaos. Han var bange for at tage telefonen, han var bange for at læse avisen, han var bange for at se fjernsyn, han var bange for at gå på gaden, han var bange for at leve. Han var bange for at dø. Han flygtede, og flyttede hjem til sin bror, som havde en sofa. I mellemtiden levede han af småskriverier i diverse medier, som selvfølgelig bestod af ultraneutraliserede debatindlæg. Han flygtede under et tæppe af ordentlighed og almindelighed. En dag, hvor folk som enhver anden dag steg på bussen nedenfor lejligheden, gik han i Søstrene Grene for at købe et lærred. Han havde det sidste stykke tid tegnet en hel del, det var blevet hans redning. Men det var ligesom ikke tilstrækkeligt længere, han måtte prøve noget andet. Han havde overvejet stoffer og alkohol, men havde læst at maling var ret giftigt at indånde og dermed havde samme effekt. Og hvis han så samtidig kunne male, det han havde tegnet, så var det vel at foretrække. I Søstrene Grene gik alle de vordende mødre rundt, mens de kiggede på søde små viskestykker og skuresvampe. Han måtte krænge sig omtumlet forbi dem alle for at komme op på 2. sal, hvor malingen og alle de andre ting selvfølgelig befandt sig. Ingen nemme løsninger. Ved kassen sad der en korthåret, ung kvinde. Alt for sofistikeret til at sidde ved kassen i Søstrene Grene. Hun sagde ikke hej. Hun kørte bare varerne over laserstrålen nede i hendes lille bord, der fik stregkoden til at sige bip. Sådan fik han det engang forklaret i 3. klasse. Theodor tænkte meget på sin barndom. Hvordan alting havde været fint, indtil hun døde, og han døde. Historien gentog sig vel. Det var jo den sociale arv, som han aldrig havde anerkendt. Social arv er noget man selv styrer, mente Theodor. Han flygtede fra alle fakta. Han så aldrig tilbage, indtil Mynte havde tvunget ham til det. I Søstrene Grene fandt han dog en eller anden form for fred i ekspedientens døde ansigtsudtryk. Men da han kom tættere på, kom hendes tilsyneladende døde ansigtsudtryk ligesom til live. Hendes øjne lyste, mens ansigtet var stendødt. Hun var tydeligvis god til at multitaske, og han ville ikke kunne gennemskue, om hun egentlig var sur, men bare havde utroligt smukke øjne, eller om hun reelt var glad og bare havde svært ved at vise det ved hjælp af mimik. Som normale mennesker ellers ikke har problemer med.

49


”Maler du?” Spurgte hun. De første ord han hørte hende sige, mindes Theodor. Han sidder med billedet fra USA, og tænker på, hvordan det hele startede en tilfældig dag, som så alligevel ikke var tilfældig, i Søstrene Grene. ”Tjah, nej men lidt,” tøvede Theodor. Hun smilede og vendte sig om, som ledte hun efter noget helt specifikt og meget vigtigt. Hun rodede febrilsk i sin jakkelomme. Han kan huske hendes kiggen i lommer, som var det i går. Men det var ikke i går. Han sad forsigtigt med brochuren i hånden. Også den er gemt væk i papkassen, og han drømmer sig tilbage til Søstrene Grene en gang til. Hendes invitation til sin fernisering. ”Du kan jo kigge forbi i mit atelier, hvis det var noget?” Han tog gladelig imod invitationen. Hun var kunstner. Ikke sådan en kunstner, som blev verdenskendt, ikke sådan en kunstner, der ville blive hængt op i hver lille stue rundt omkring i alle hjem. Og måske var det det, der gjorde hende fuldstændigt enestående. Hun var ukendt, men samtidig kendte hun alle og gennemskuede dig med lynets hast. Theodor tænker tilbage på tiden efter USA, hvor stilheden imellem dem bredte sig, som en stor sort skygge. Da Theodor dengang i marts tog til fernisering i et lille atelier i Odense, vidste han hverken det ene eller det andet. Han vidste kun, at kvinden med det korte hår, som sad ved kassen i Søstrene Grene og som altså var skyld i, at han nu vandrede rundt med gps’en tændt for at finde vej, hed Nor. Ikke udtalt som knorr-suppe uden k og suppe, mere som selve verdenshjørnet. Ligetil. Han nåede frem 10 minutter for sent. Han havde egentlig ikke forventet sig noget særligt, og havde derfor ikke taget det pæneste tøj på. Mynte havde aldrig taget ham med til noget, hvor han var tvunget til at klæde sig pænt på. Hun var kedelig, men han følte sig samtidig også vildt usikker ved at skulle møde en ny som Nor. Han glædede sig, men det var svært. Samtidig sad frygten stadig i ham. Ovenpå alle skriverierne omkring ham og hans døde, amfetamin-overdoserede forældre, turde han ikke at se folk i øjnene. Alle de fordømmende blikke, alle de medlidenhedsfulde blikke som langsomt strøg op og ned af hans rygsøjle, når han gik rundt. Han så aldrig den fjende, der stod foran ham, til gengæld kunne han mærke fjenden bag sig. Der er både fordele og ulemper ved at kigge ned i jorden. Atelieret var lyst. Væggene, gulvet og loftet var hvidt. Der hang forskellige ord bøjet i neon rundt på væggene, men der var ingen mening med dem. Nor kom ham i møde. ”Er du her?” ”Ja, du inviterede mig, gjorde du ikke?” Nor grinede. Hun kørte en hånd igennem sit lyse hår, som ligesom var mørkere nede ved hårrødderne. Hun havde rød neglelak på den dag. ”Rolig, jeg smider dig ikke ud,” hun vendte sig om, søgende efter et eller andet, ”jeg finde lige et glas vin til dig. Rød eller hvid?” ”Hvid, tak,” svarede Theodor. Hendes bukser var muselmalede, altså hvide, men med de der blå blomster på. Hun havde en sort fløjlsagtig bluse nede i bukserne. Hun mindede ham om en gammel kvinde, som gik i vintagetøj. Han kiggede ned af sig selv. Langt over flertallet var mænd, og han var den eneste, som ikke var iført smoking. Det var som om, at deres forudsætning for at forstå hende og hendes kunst var bedre, fordi de var iført, det de nu var iført, alt imens Theodor stod der i sorte jeans og hvid t-shirt. Før i tiden gik han meget i skjorter, fordi dresscoden ligesom var sådan. Men hans fortid havde sat sine spor, og der var en del skjorter, som han havde fået af Mynte, som altså bare var røget ud med storskraldet. Nor kom tilbage med et glas hvidvin. Theodor sætter kassen med billeder fra USA væk, og roder sig i stedet ind i en masse breve, som i den senere tid blev skrevet til Nor. Hun havde ikke Facebook og var i det hele taget meget lidt menneskelig. Hun var ligesom en følelse, ligesom en fornemmelse, en overgang. Hun føltes uvirkelig. Nor dukkede ligesom bare op en tilfældig dag, der bag kassen i Søstrene Grene, og selvom Theodor i lang tid bildte sig selv ind, at de mødtes af en grund, så vidste han godt nu, at det ikke var tilfældet. Alle mødte vel deres Nor på et tidspunkt. Ung og talentfuld, som Theodor var dengang, troede han, at det hele handlede om hans egen oplev-

50


else af verden. At alt havde mening, at alt var en del af noget større. Og alle ordene inde i atelieret, turen til USA, som kun kom til at foregå i New York, fordi deres folkevognsrugbrød punkterede, og alle de lange samtaler om meningen med livet, som ikke findes, måtte betyde noget. Der måtte være en mening. ”Hvad betyder ordene?” Spurgte han den første dag i atelieret. ”Ingenting.” ”Har du ikke et budskab, du ligesom vil ud med?” ”Skal der være et budskab eller en mening?” Spurgte hun. Theodor tømte glasset med hvidvin, og kiggede sig omkring. Theodor kigger sig omkring, alle kasserne. Bare pakket væk. Han venter nede i bilen, hans bror. Men det er svært at give slip på det hele og flytte. Kasserne både fra tiden med Mynte og tiden med Nor er nok noget af det vigtigste i hans liv. Han var en anden nu, en bedre Theodor, som han langt bedre kunne lide at være sammen med. Mynte kunne han ikke lide at være sammen med, og Nor kunne ikke lide at være sammen med ham, så nu er værket vel fuldendt? Theodor flygter ned ad trapperne i opgangen med kasserne. Han flygter ud i bilen, flygter væk. ”Du tror, at du kan flygte fra alt, men uanset hvad fanden du gør, vil flugten altid være fra dig selv,” sagde Nor, sidste gang han snakkede med hende. Men han flygtede aldrig, han ledte bare efter hjem. Han ledte efter et sted at høre til. Men i den gamle Volkswagen Polo ved siden af sin bror, der ikke yder nogen form for moralsk opbakning, ved Theodor udmærket, hvor han er. Hvor han har hjemme. Ingen steder.

51


NINA MARIE PASGAARD MORTENSEN Lemvig Gymnasium

52


Luft I vores stue er der fyldt. Marianne har altid, i de fjorten år, vi har kendt hinanden, haft en umanerlig sans for indretning, og derfor har jeg også overladt denne del af vores samliv til hende. Det sidste nye er Scandinavian Nordic Modern Home, og i de sidste par uger er hun aldrig kommet hjem uden et nyt fund fra møbelhandleren, som jo passer lige ved siden af det møbel, hun bragte ind den anden dag. Sådan er stuen lige så stille blevet fyldt med en matchende række af interiør, såsom en finslebet bornholmerhylde og en flot kogebog til at stille i den, selvom Marianne nu aldrig rører en finger i køkkenet. Lænestole og tilhørende puder med fryns, en svensk knagerække og en gammel høj hat til at hænge derpå, som vist nok skulle stamme fra 1800-tallet. ”Det ene skal jo passe til det andet, Kirsten, og vi skal altså ikke være et af de par, du ved, som bare har en tilfældig sofa fra IKEA og puder på tilbud fra Kvickly. Det er så usmageligt, og det ødelægger jo hele den autentiske hygge.” Sådan plejer hun altid at sige til mig, når hun kan mærke min stille tilbageholdenhed for nyt fylde til stuen. Ja - sådan siger hun, og så siger jeg ikke noget, og så integrerer hun sit nye påfund i stuen, så det på mærkværdig vis pludselig ville mangle, hvis det ikke var der. Sådan har det altid været med Marianne. Hun kom ind i mit liv pludseligt og stormbrusende, og jeg tænkte; at hun bestemt ikke var noget for mig, men hun var stædig og møvede sig ind i mit stille sind. Og nu var hun her altså. Jeg sidder i hjørnet af stuen i den gamle lænestol. Den er lidt flænset i kanterne, og på armlænene er det mosgrønne velour slidt i laser. Det var engang min oldemors. Jeg hører dig på trapperne, jeg tager et åndedræt ind. Min højre hånd hviler på armlænet, og på fingerspidserne mærker jeg et nyt lille hul i den mølædte velour. Jeg har altid synes, at man ser klarere, når man sidder i den. ”Kirsten, Kirsten!” Du styrter ind i stuen, og jeg tænker, hvordan du bare kan være så helt aldeles ligeglad med harmonien i lufttrykket. Du skubber på, og dét er jo for dig en snild sag, og luften må komprimeres af døren, der gennemtvinger sit areal igennem det, som jo egentlig er ingenting, og luften er vel bare der, hvor der ikke er andet, der har taget patent på pladsen i rummet, men alligevel er den generet af dig. Jeg tror, det er fordi, alt går så stærkt, når du er i rummet. Du farer igennem stuen, dine øjne oser af hast og vildrede, imens du gentager mit navn, i forsøget på at nå min opmærksomhed, men din stemme svinder ud og bliver ulden i den luft, der nu engang er imellem os. Jeg tror, det er fordi, jeg heller aldrig når din opmærksomhed. Jeg tager en dyb indånding. Luften er varmere, end den var før. ”Jeg tror, der trænger til at blive luftet ud,” siger jeg. Du smider dig ned på stolen: ”Kirsten, hold nu op med det pjat. Vores vinduer er jo åbne fra ti til tolv hver eneste dag for at skabe gennemtræk igennem hele huset.” Et øjeblik ser du mig, og din hånd stryger mig blidt på kinden. ”Om jeg begriber dig Kirsten, nå men ja, og nu er klokken altså treogtyve minutter over tolv, og du vil da ikke sige mig, at du allerede synes, at huset trænger til at blive suset igennem igen?” - straks flakker dine øjne mod døren, du forlod pivåben, og du kommer straks i tanke om det, der i første omgang greb dig af voldsom handlelyst og iver. Jeg venter selvfølgelig på, at du forløser grunden til din dramatik, men der er noget andet, der drager mig væk fra dit høje gear, som river køkkenskufferne fra hinanden og trevler maskerne på strikkepinden. Noget du ikke ser. Uroen bekymrer dig ikke, og du går med faste skridt ud af døren. Jeg kan høre, at du kalder på mig og beder mig give dig en hånd. Mine ben arbejder sig langsomt op at stå. ”Kirsten, kom og tag fat. Jeg kan jo ikke bære den alene,” siger du og står klar med begge hænder om bunden af kommoden. Den er stor og massiv. Dens pastelgule farve får den til at ligne en falmet ost. Jeg tager fat i den anden ende, og jeg bliver overrasket over træets ru overflade, der næsten river mig i hænderne. Vi løfter og søger mod døråbningen som et stort dyr med hoved i begge ender, der ligesom bare vejer for meget på maven.

53


”Jeg går forrest Kirsten, og så kan du skubbe på.” Du dirigerer mig i dine øjne, som sender signaler, som for mig må betyde op og ned og alle vegne, og det er jo for mig som sådan meget forvirrende. Men samtidig kan jeg mærke, at da du poster dem med dine øjne som afsendere, er de isklare. Der må være sket noget under leveringen. Måske er de sendt til en forkert adresse? ”Kirsten - løft nu til!” beordrer du, og jeg prøver at løfte mere til. ”Lad være med at trække den anden vej. Den skal ind i stuen, den her vej,” fortsætter du, og jeg prøver at gå den vej, efter dig. Det er ikke fordi, jeg ikke vil ind i stuen, og jeg prøver ikke at stritte imod, men luften omkring mig presser mod mit bryst som i stærk modvind og insisterer på, at jeg holder hastigheden på det minimale. Midt i stuen stopper du, og jeg ånder lettet ud, da vi kortvarigt står i stilstand, dig, mig og kommoden. Du kaster et overfladisk blik rundt i stuen, og mit falder på det store vindue mod øst, der genspejler vores stue, inventaret, dig, mig og kommoden. Vi er vist i et andet lys, grænsen mellem dig, kommoden og mig er udvisket og virker sløret. Vores farver står kraftigere i et sært glanslys. Harmonisk. ”Den kan stå henne ved din lænestol. Kom - vi løfter,” siger du og griber solidt om kommoden igen. Vi bakser af sted, og vores pulserende åndedræt fylder i rummet. Ubekvemt og anstrengt. Jeg falder ud af takten, og kommoden gynger tungt imellem os. Luften i stuen føles nu meget trang, og jeg hiver den ind i store besværlige træk. ”Der er næsten for lidt plads her, det bliver lidt for proppet, synes du ikke Kirsten?” Vi er fremme ved stedet, du har udset dig i første omgang. Partikler samler sig i kæmpe klaser og gør luften ujævn. Heterogen med en minimal del ilt. Min hals snører sig sammen til en kæmpe klump, og jeg prøver at synke og fremstamme et hutlet svar, som i grunden er lige meget, for dit tankespind er allerede umådelig mange kilometer foran mit som to edderkopper, der har otte ben. Jeg føler mig ikke som en edderkop. Jeg har to. Ben. Det sortner for mine øjne, og små prikker farer forbi og prikker indad. ”Vi bliver nødt til at skrotte lænestolen, ellers står møblerne for tæt, og indretningen bliver for tung herinde,” konstaterer du, og med et bestemt tag i kommoden trækker du. Lammet og ude af stand til at gøre andet når din bevægelse mig, og der trækkes i mine hænder, men min krop står fast. Jeg kan ikke se noget. Kun din silhuet. Jeg er svimmel. En dyb smerte spredes i min højre pegefinger. En splint. Jeg bliver forskrækket og tager min hånd til mig, og med den bevægelse taber jeg kommoden. Den rammer gulvet med et slag, som skaber mærker i egetræsgulvbrædderne. Du skriger forskrækket, og det er lyden, jeg kan høre i samklang med kommoden, der flækkes midt på. Jeg har tabt kommoden. Den har lavet et stort hul i stuen, og vi kan tabe det hele. Jeg er svimmel og er lige ved at falde ned i rodet. Du er stivnet, og kun dine øjne knitrer febrilske. Jeg tror, det er hallucinationer, men luften bliver tyk og mørk, som når oldemor glemte at åbne spjældet i skorstenen, og alt røgen blev lukket inde i deres stue. Oldefar blev tosset, og oldemor prøvede forgæves at lufte ud resten af dagen. Røgens bitterhed sad stadig i oldefar. Inde kan jeg ikke trække vejret og flygter med mig selv mod døråbningen. Bag mig står din krop stadig paralyseret, men din mund bevæger sig: ”Undskyld Kirsten, kom tilbage, det er jo ikke din fejl, Kirsten, du må ikke gå!” Din nu spinkle stemme når mig, men jeg er for længst ude af døren og kan ikke vende om. Udenfor trækker jeg den klare luft dybt ned i lungerne. Roligt.

54


WILLIAM SKELMOSE Vestjysk Gymnasium Tarm

55


En tur i virkeligheden Jeg går ud af min hoveddør Jeg tænder en af mine cancerstænger Jeg går ned mellem store bygninger og snavsede fortove Er dette en astralrejse eller er det virkelighed? Hvad er denne depressive verden? Jeg går og går Alkoholikere til venstre Kvinder der tjener til føden til højre Føj for satan! Kigger ned, mine fødder er smurt ind i lort Pludselig har jeg lort til knæerne Det samme har resten af verden Denne religiøse verden Hvor satan hersker over os alle Krig mod islam, kristendommen, jødedommen Men ingen prøver at bekæmpe satan For at få resten af verden til at prøve at fatte dette Skærer jeg min blodårer op Bløder poesien ud DEN HER VERDEN KAN RENDE OG HOPPE

56


Flammehav En verden i brand Stikkende flammer om ørerne på os Et brændende had En opbrændt patriot Hjemløse på arbejde De hjemløses søde sang Vi ignorerer skrigende Deres skrig efter hjælp Jeg er så lykkerig Men det er du ikke Jeg kunne hjælpe dig Men jeg vælger at lade være Verden er endt i flammehav Gad vide, om epilogen nogensinde ankommer Menneskeligheden er blevet en illusion Menneskeligheden brænder op Vi problematiserer de lette ting Vi problematiserer menneskeligheden Vi problematiserer kærligheden Vi problematiserer livet Vi prøver at gøre alt til mere, end det er Gøre det til mere end det, flammehav det er Vi prøver at rede vores uskyld Men må til sidst give slip For hvad i alverden skal vi med andre end os selv?

57


The art of war Jeres krige gør jer til børn Vi fortæller børn, at de ikke skal slås i skolen Mens vi selv slås over nationer Slås over guder og hellige mænd Guder, som vil frelse jer for at slå ihjel I kommer fra fredelige religioner Men slås om at være den bedste Det er arrogance I Diskuterer, skyder, bomber Samtidig sidder vi tusinder af mennesker Bange for at sige et ord Vi er værre end al volden Vi kan gøre noget Vi gør også noget Vi støtter krigen Vi vælger en skurk og en helt Laver en eventyrshistorie Men med jeres model ender det ikke lykkeligt Vi sidder i vores danske stuer Spiser kransekager & fylder vores fjæs med ostepops Men vi skider på alle andre Lad os dræbe Lad os slå dem, der tager fejl, ihjel Fordi vi tager ikke fejl I tager fejl Min far kan banke din far Vi påstår vi hader krig Men støtter vores soldater med klistermærker

58


STINE G. BLOCH Ringkjøbing Gymnasium

59


Michael befandt sig igen på det velkendte gemmested bag søjlen. Denne gang skulle det lykkedes. Han holdt vejret og fokuserede på ikke at ryste, eller lave nogen form for lyd. Han kunne høre monsterets tunge vejrtrækning og de prust der engang i mellem kom, når det bevægede sig hen over trægulvet, i søgen efter sit sidste offer. Han kunne høre dets tunge fodtrin, hver gang kløerne skrabede mod gulvet. Han lukkede øjnene i et forsøg på at placere dyrets position. I tankerne lavede han et kort i hovedet over resten af huset og prøvede at høre hvilke møbler der blev væltet, når monsteret væltede alt på sin vej. Bag ham var gangen til trappen, og det åbne stykke mellem trapperne og stuen nedenunder. Der var kun ca. halvanden meter mellem gelænderet og væggen i gangen. Michael vidste derfor, at hvis bæstet fandt ham her, ville han umuligt kunne løbe. Han kunne høre en svag klynken fra trappen bag søjlen og måtte bide sig i læben for ikke at lave en lyd. Han vidste det var hans kæreste der lå derhenne. Monsteret havde ikke gidet slå hende helt ihjel, men nu lå hun i stedet og blev kvalt i sit eget blod. Det var lokkemad, og Michael vidste det var en fælde. Han hørte udyrets kløer skrabe mod væggen ved trappen, men lyden forsvandt ind i stuen for enden af gangen og videre hen mod soveværelserne. Han havde endnu ikke set monsteret tæt på, men han kunne ane pels på omridset af skyggen, fra deres sidste møde i sneen udenfor. Michael tænkte tilbage på dengang da, han lige var nået ind i hytten da monsteret sprang frem fra træerne. Dets øjne var kulsorte med en rødlig, tåget kant omkring, og når monsteret kiggede på ham kunne han næsten mærke blodet fryse til is på grund af alle de kuldegysninger der løb ned af ryggen. Et skarpt sæt tænder glimtede fra den enorme mørke skikkelse og sne væltede op omkring monsteret, mens det trak sig afsted over den glatte, snedækkede jord. Det var altid sådan Michael havde forestillet sig monsteret i Skønheden og udyret. En stor mørk og skræmmende skikkelse der indespærrede en uskyldig pige i sit slot. Men nu var Michael fanget og dette monster havde ingen planer om at lade ham slippe ud i live. Michael åbnede øjnene igen og prøvede forsigtigt at give slip på sit tilbageholdte åndedræt. Han lænede sig ud fra bag søjlen og så ned over gelænderet, ned i stuen, hvor hans venner lå spredt. Eller, resterne af hans venner lå spredt. Lugten af blod og kød i forrådnelse ramte ham som en klam hånd der lagde sig over hans næse og mund. Han kæmpede for ikke at kaste op og måtte holde en hånd for næse og mund mens kvalmen steg op i halsen på ham. Han lagde den frie hånd på gelænderet og så imod monsterets retning. Han kunne svagt høre hvordan kløerne ramte gulvet i værelset ved siden af gangen. Der var en gentagende lyd af ting der skramlede, mens udyret gik rundt og ledte efter overlevende. Dette var hans, måske eneste, chance. Han var nødt til at finde Lilly, inden udyret fik ram på hende. Hans lillesøster. Michael bad hende gemme sig da monsteret brød igennem barrikaden foran døren og gik bersærk i stuen. De prøvede alle at flygte, Michael prøvede endda at redde kæresten. Resultatet af den fejlslåede plan lå nu og kiggede op på ham, fra en pøl af blod på trappen. Michael listede sig forsigtigt ud fra sit gemmested og ned ad gangen. Hans øjne var fikseret på døråbningen foran ham og han lyttede intens efter monsterets bevægelser. Da hans fingre ende-

60


lig rørte trappens gelænder, lod han et stille, men lettet suk, undslippe sin mund. Han listede sig videre ned af den første del af trappen, til den platform hvor trapperne på hver side samlede de to dele af husets overetage. Det var den platform hvor hans kæreste lå og kæmpede for livet. Han knælede ved hendes sønderrevne krop og med tårer i øjnene hviskede han; ”Undskyld”. Pigen gurglede et eller andet, men blev afbrudt af et host på grund af blodet der fyldte hendes lunger og hals. Michael førte en finger op mod læberne og signalerede til hende, at hun skulle være stille, men den skræmte pige begyndte på flere gurglelyde i et forsøg på at hulke af gråd. Michaels hjerte sprang et slag over i brystet på ham. Dette havde han ikke prøvet før. Med en hurtig bevægelse vendte han hovedet tilbage op mod åbningen ved trappen. Han kunne ikke længere høre monsteret, og straks ramte panikken ham. Det var som om tiden gik hurtigere nu, og monsteret ville vende tilbage hvert øjeblik. Han skulle tage en beslutning, hurtigt! Han vendte blikket tilbage ned til pigen foran ham og trak lommekniven frem. Hans hænder rystede mens han overvejede flere valg. Prøve at redde hende, dræbe hende eller bruge hende som lokkemad for at undslippe? Tidsfornemmelsen stressede ham, og med en hurtig bevægelse skar han halsen over på pigen. Tårerne pressede sig frem i øjenkrogene, og Michael måtte holde hånden for munden, for ikke at lave nogen lyd der kunne afsløre ham. Pigen foran ham blev stille. Hendes krop gav små ryk, mens blodpølen omkring hende langsomt blev større og større, og langsomt farvede gulvtæppet på trappen rødt. Michael rejste sig igen og lyttede. Der var helt stille nu. Ingen vind udefra, ingen lyd fra monsteret, eller andre tegn på livstegn fra vennerne. Han slugte en klump i halsen og fulgte trappen videre ned. Men pludselig fór en højlydt, øreskærende knirkelyd gennem rummet, da han satte foden på sidste trin. Han nåede kun forskrækket at gispe, inden han hørte en voldsom rumlen fra værelset ovenpå. Uden at tænke sig om løb han i skjul bag søjlen der holdt gangen ovenpå. Under et sekund efter væltede udyret ud på trappen. Et dybt, højlydt brøl rungede gennem huset, samtidigt med det knæk der kom, da monsteret svingede armen og smadrede gelænderet på trappen. Træstykker fløj til alle sider, mens monsteret knurrede lavmælt og så sig omkring. Den velkendte prusten kom igen kort efter, da monsteret snusede rundt i luften. Michael bed tænderne sammen. Sveden løb ham koldt ned ad ryggen, og brillerne var som limet fast til hans ansigt. Han spændte hver en muskel i kroppen, for at stå så stille som muligt. Han prøvede at holde vejret, men frygten i ham fremkaldte små hiv efter vejret. Michael prøvede at tage små, lydløse og skarpe vejrtrækninger. Han forsøgte at lytte efter udyrets fodtrin, men han kunne intet høre på grund af gulvtæppet der maskerede monsterets skridt - og blodet der nu susede i ørene. Han var sikker på at bæstet kunne høre hans hjerte hamre mod brystkassen, så hurtigt bankede det. Med et smæld hørte han træ flække, da monsterets kløer borede sig ind i søjlen på den anden side af trappen. Nu var han glad for den intense lugt af død omkring ham. Han håbede inderligt, at det skjulte lugten af hans frygt. Han kunne ikke flygte, bare håbe at udyret ikke fandt ham. Lyden af et kort gisp trak ham ud af sine tanker, og han lænede hovedet frem bag søjlen. Han fik øje på den lille pige der stod i døråbningen til hytten. ’’Nej ..’’ hviskede han chokeret under et åndedræt, og pludselig havde han glemt hvor bange han var. Han tog en dyb vejrtrækning og satte fra på søjlen, i sprint mod døren. Men han kunne høre at monstret gjorde det samme. Et smæld mere lød da monsteret flåede halvdelen af søjlen af, da den trak kløerne ud og satte af i et spring. Michael tog fat i lillesøsterens arm, da han sprang ud af døren, ud i sneen. ’’LØB LILLY!’’ skreg han af sine lungers fulde kraft og trak pigen fremad. Hans ben brændte allerede efter de første 400 meter, men monsterets tunge, prustende vejrtrækning og konstante knurren bag ham var nok motivation til at holde ham kørende. De havde et forspring. Morgentågen gjorde det svært at se i den hvide sne, da lyset endnu ikke havde nået dem. Han vidste at de kom ved daggry, ved daggry kom hjælpen, de skulle bare overleve indtil da. Michael stoppede brat da tågen afslørede en kløft foran dem, men sneen ville det anderledes, og han gled videre. Med en besværet bevægelse forsøgte han at holde balancen og fik i tide drejet af. Ind i skoven. Den lille pige gispede efter vejret bag ham. Hun var udkørt af udmattelsen af at holde farten. Michael måtte hive hende frem og sænke farten en smule for at løfte hende. ’’Jeg har dig lillesøs” hviskede han udmattet mens hans t-shirt klistrede sig til hans svedige krop på grund af den nye kropskontakt. Han var sikker på han havde revet Lillys

61


arm af led i farten og holdt hende ind mod sig for at beskytte hende mest muligt. Michaels ben rystede under ham og han hev desperat efter vejret. Hans brystkasse, lunger, ben og i det hele taget krop gjorde ondt overalt. Da han var sikker på han havde løbet næsten to kilometer, sænkede han farten og så sig tilbage. Tågen lå som et slør omkring dem og han kunne kun ane silhuetterne fra træerne mellem tågen. Han kunne ikke høre monsteret mere, men alle hans sanser kørte på fuldt tryk. Han stoppede op og satte Lilly ned. Straks efter faldt han på knæ i sneen og måtte koncentrere sig om rent faktisk at få noget luft ned i lungerne. Sneen gennemblødte hans bukser men kulden virkede bare afkølende på hans ophedede krop. Lilly var gået et stykke frem og kaldte nu efter ham. Da Michael så nærmere efter, kunne han ænse en korsvej mellem træerne. Efter en kort pause valgte han vejen mod vagttårnet, han og vennerne havde set tidligere. Han vidste at der var en signalpistol i tårnet, som han kunne bruge til at få helikopterens opmærksomhed. Kulden havde allerede taget en voldsom mængde af han kræfter, og han vidste der ikke var langt til tårnet. Han vidste at det var risikabelt at stoppe op igen og at de derfor måtte prøve så vidt muligt, ikke at lave spor i sneen. Han fandt en gren og fejde i sneen bag sig mens de gik. Nu begyndte kulden dog at være en forhindring. Michaels våde T-shirt var allerede fuld a snefnug og var frosset enkelte steder. Hans bukser var stadig våde pga. den høje sne de vadede igennem, så kulden gik direkte ind til benene. Han løftede Lilly op i sine arme igen, delvist for at holde varmen og delvist for at hun ikke skulle blive våd af sneen. ’’Jeg lover at din 8-års fødselsdag bliver bedre” hviskede han mod Lillys kolde hår og gav hende et lille opmuntrende smil. Nu skulle de bare hen til vagttårnet. Hvad Michael ikke vidste, var at monsteret havde forudset hvor de var på vej hen. De gik direkte ind i en fælde. Da de nåede tårnet, satte Michael søsteren ned. Hans krop var kold og klar til at give op, men han havde næsten vundet. Han bad lillesøsteren kravle op af stigen og løftede hende nogle trin op. Men som et lyn fra en klar himmel stormede monsteret ud fra tågens røgslør og sprang over ham. Et skingert skrig fra Lilly var den sidste lyd der gennemborede hans ører, inden monsteret klappede tænderne om hans hals og den velkendte tekst: GAME OVER viste sig på skærmen. Med en utilfreds og vred vrissen rev Micheal virtual-reality brillerne af og smed joysticket fra sig. Han var aldrig nået så langt i spillet før. Han stirrede på skærmen hvor overskriften ’’Indtil daggry’’ stirrede tilbage på ham fra øverst i spilmenuen. Selvom det var et nyt hightech spil, hvor joysticket kunne mærke hvis man rystede og ens mikrofon fra headsettet var tilsluttet spillet, var han allerede en af de bedste i verden til dette gyserspil. Han havde knækket alle gåderne og havde endda fundet ud af hvornår man skulle holde vejret og hvornår man skulle skrige for at få monsterets opmærksomhed. Men han formåede aldrig at redde lillesøsteren til spilkarakteren. Spillet var designet så man selv kunne lave sin egen spilfigur og vælge navnet. Det var blevet populært på grund af den utrolige indlevelse i spillet og de mange valg man skulle træffe. Disse valg påvirkede spillet og man kunne derfor få en ny slutning for hvert rigtige eller forkerte valg man tog. Michael tog en slurk af sin ’’Monster’’ energidrik og gned sig i øjnene. Det var valget med korsvejen der havde dræbt ham, det var han sikker på. Han kunne sagtens have overlevet med den stamina og det liv han havde tilbage. Michael sukkede skuffet og samlede joysticket op igen. Han tog virtual-reality brillerne på igen, rettede headsettet og lænede sig atter tilbage i gamerstolen. Han klikkede på Play og introen til ’Indtil daggry’’ rullede over skærmen, endnu engang …

62


ANNA HOLM JAKOBSEN Lemvig Gymnasium

63


Kærlighed gør blind Lufthavnen er næsten tom, og mine skridt danner ekko, imens jeg bevæger mig hen imod bagage-båndet. Jeg troede slet ikke, at steder som dette fandtes. Allerede nu herinde bag ved lufthavnens duggede vinduer, kan jeg skimte et landskab, der står så flot, at jeg ved, jeg ikke vil fortryde min rejse her til. Jeg tænker på, hvorfor jeg egentlig tog afsted. Flere hundrede kilometer er jeg rejst hjemmefra, bare for at møde hende igen. Den pige, der slog benene væk under mig og pludselig forsvandt. Hele vejen hertil har jeg haft en følelse af, at hun kaldte på mig. Præcist, hvor hun bor på øen, ved jeg ikke, men jeg har hendes navn. Jeg er på vej. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg er endt her. Det hele er gået så stærkt. For et par måneder siden, så jeg hende første gang. Hun sad ved kassen i Netto med et forsigtigt og bedårende smil. Jeg havde bare handlet et par småting ind, så jeg tog mig god tid til at finde en masse småmønter i min pung, så jeg rigtig kunne nærstudere hende. På hendes navneskilt stod Ivalu. Det var som om, ti-den stod stille, imens jeg kiggede ind i de flotte brune øjne. Alligevel blev mit blik fanget ved et lille vedhæng, der hang på hendes hals, og jeg kunne slet ikke få mit mundvand under kontrol. Der var noget helt specielt over hende. Efter den aften begyndte jeg at komme en del i Netto, og jeg fandt hurtigt ud af, hvornår hun var på arbejde. Vi talte ikke rigtig sammen, men jeg var sikker på, at sådan som hun smilede til mig, smilede hun ikke til andre. Selvom jeg ikke vidste, hvem hun var, var der alligevel et eller andet inden i mig, der havde viljen til at starte en samtale med hende. Jeg startede lige så stille med at spørge hende til råds om nogle varer i butikken, men efter et par dage med mange underlige spørgsmål, spurgte hun, om jeg var helt fortabt, men det var jeg ikke. I hvert fald ikke med noget, der havde noget med varerne at gøre. Som dagene gik, begyndte vi at snakke sammen om stort og småt. Hun brugte sin frokostpause i mit selskab, og hun fortalte, hvor hun boede, at hun kom fra Grønland, hvorfor hun var i Danmark, og hvor længe hun havde arbejdet i Netto. Hun spurgte også ind til min tilværelse, og jeg fortalte om universitetet, min familie og mine drømme. Fra den dag af, var jeg ikke bare forgabt i Ivalu Lyberth fra Grønland, jeg var på vej til at blive forelsket i hen-de. Dagene gik lige så stille, vi begyndte at tale mere og mere sammen, og jeg blev mere og mere for-elsket. Jeg havde min daglige gang i Netto, og det var jeg glad for. Men en dag, var hun der ikke mere. Hendes chef, Steffen, fortalte mig, at en stor mand med en tung jakke og et stort skæg havde hentet hende i går. Ivalu havde fortalt ham, at hun blev nødt til at tage tilbage til Grønland. Jeg gik i panik. Steffen kunne hverken fortælle mig, hvem den mand var, eller om Ivalu nogensinde kom tilbage. Alligevel blev jeg ved med at komme i Netto hver dag, efter Ivalu havde sagt op. Men hun kom ikke tilbage. Så pludselig en dag tog savnet og mine mange undrende spørgsmål over, og pludselig sad jeg med en flybillet til Grønland i hænderne. Efter et par urolige timer, hvor jeg har vendt og drejet mig, opgiver jeg drømmen om at sove. Min krop fortæller mig, at den har brug for hvile, men mit hjerte vil noget helt andet. Denne rejse er hverken til fornøjelse eller en mulighed for at være turist på Grønland. Denne rejse er den eneste mulighed, jeg får for at finde vejen til den pige, der fylder min krop med små brændende flammer, inden hverdagen og mit voksenliv tager over, og jeg har ikke tænkt mig at spilde den. Med mine slidte brune vinterstøvler og min lille krympede seddel med hendes navn på, begiver jeg mig ud i det samfund, jeg indtil nu kun har set bag duggede vinduer. Jeg går rundt i de små gader, eller mere rigtigt, rundt i de små bakker. Høje bjerge med is på top-pen, det flotte blå hav og husene i alle verdens farver danner et billede, der er som taget ud af et maleri.

64


Ved hvert et hus tænker jeg, om det er der, hun bor. Min iver efter at finde hende stiger mere og mere, imens jeg begiver mig rundt i dette ubeskrivelige landskab. Jeg finder frem til en lille butik, hvor en ældre mand står bag disken. Jeg viser ham hendes navn, og hans ansigt bliver helt gråt. Måske kan han ikke læse, hvad der står? Han råber efter en kvinde ude fra baglokalet, og da hun læser navnet, får hun det samme ansigtsudtryk som manden. ”Kære dreng, ved du, hvad det er du spørger om? ” Med et undrende blik nikker jeg, og kvinden fortsætter: ”Dette er navnet på en familie, som ingen ønsker at besøge, og det skal du heller ikke gøre. ” Jeg bliver frustreret over, at kvindemennesket ikke bare vil give mig adressen til denne familie, så med en tone, der ikke er til at misforstå, beder jeg dem om at vise vej til familien Lyberths hus. Kvinden trækker skuldrene op til hovedet og tegner et kort hen til familiens hus, men inden hun rækker kortet til mig, siger hun: ”Husk, du har selv valgt denne vej. ” Kortet er ikke let at følge, og jeg vader frem og tilbage i byen. Flere børn er begyndt at følge mig. De er nok ikke vant til at se en tosse som mig vandre uvidende rundt! Vejnavnene er meget svære at få øje på, og de er endnu sværere at skelne fra hinanden. Alligevel finder jeg frem til vejen, jeg leder efter. Kvinden fra butikken fortalte mig også, at huset, jeg søger, er gult med brunt tag og en grøn dør. Gaden er fyldt med farvede huse som resten af byen, men det gule hus skiller sig ud. Der er noget specielt over det. Jeg går lige så stille op mod den grønne hoveddør. Der er trukket for med gardiner i alle vinduer, og der er hverken tegn på liv eller lys derinde. Men jeg har ikke taget hele denne vej for at se hen-des hus. Jeg er her for at se hende, så jeg banker på. Der går lidt tid… men så åbnes hoveddøren af en lille kvinde i en ældre udgave af Ivalu. ”Er Ivalu hjemme? ” Kvinden nikker og lader mig komme indenfor. Kvinden leder mig ind i det, der må være familiens stue. Der er mørkt. I det ene hjørne sidder en kraftig mand med et stort skæg, og tæt ved det eneste brændende lys sidder nogle små børn og leger. Men jeg kan ikke få øje på Ivalu. Der er helt stille i nogle minutter, men så hører jeg en knirkende lyd, og pludselig bliver rummet ramt af et lys. Det er Ivalu. Men hun ser ikke ud, som hun plejer. Hun kigger ned i gulvet, imens hun med forsigtige skridt nærmer sig mig. ”Hvad laver du her, Torben, ” spørger hun. ”Jeg er kommet for at se dig. ” Hun kigger stadigvæk ikke på mig, men hendes små hænder skubber mig ud af stuen og ud i den lille gang. Med en hvi-skende stemme siger hun: ”Du skal gå Torben, og ikke komme tilbage. Det her er ikke et sted for dig. ” Jeg prøver at sige hende imod, men da den store mand kommer gående imod mig, går Ivalu med det samme, og så skynder jeg mig væk. Lidt henne ad gaden vender jeg mig om og ser efter huset, og i det yderste vindue er gardinet trukket lidt til side, så jeg kan se skikkelsen af Ivalu, og jeg får øje på hendes blå-lilla øje. Synet af hende gør mig ked af det, og da hun vender sig væk fra vinduet, ved jeg, at jeg er på vej ind i noget, der kommer til at forandre mit liv. På vej hjem møder jeg manden og damen fra butikken. Jeg ved, at de kan fortælle mig mere om Ivalu, og jeg ved, at de kan give mig svarene på de spørgsmål, jeg ikke ved, hvordan jeg skal stille. ”Undskyld, I mødte mig for nogle få timer siden, og jeg ville høre, om I kunne fortælle mig lidt mere om den familie, jeg lige har besøgt? ” De kigger på hinanden, og manden nikker. ”Det siges, at familien Lyberth er forbandet. For 200 år siden var Ivalus tip, tip, tip bedsteforældre på van-dring i bjergene, da de pludselig mødte en af bjergets ånder. Ånden forheksede familiens halskæ-de, og den halskæde går i arv til den ældste pige i familien, og familien kan ikke selv tage den af, med mindre personen, der bærer halskæden er død. Forbandelsen har altså fulgt familien i de sid-ste 200 år og har i alle de år skabt usikkerhed og problemer i den familie. Derfor er der ingen, der taler med dem, for man er bange for, hvad de kan gøre ved den, der træder ind i deres hus. ” Mit smil stivner, da jeg ser deres alvorlige miner. De mener historien dybt alvorligt, og de har givet mig de svar, jeg underforstået har søgt. Men hvordan fortsætter man en jagt, man ikke ved, hvor-dan man skal starte? Alle svarene, fortællingen, Ivalus blå-lilla øje og det mærkelige hus har fyldt mig med endnu mere tvivl. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte, og jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre for at hjælpe Ivalu. Jeg føler, at min kamp for at ende sammen med den pige, der fylder hele mit hjerte op, kan sammen-lignes med kampen om at komme op på de høje bjerge, der danner skyggen over byen. Jeg vandrer som en landsbytosse rundt i de små bakker med alle mine tanker. De glade par, der stryger forbi mit

65


øjesyn, får mig til at dagdrømme om Ivalus og min fremtid, hvordan den kunne blive, hvordan jeg ønsker, den bliver. Skal jeg vende tilbage til hotellet eller tilbage til huset? Skal jeg vende til-bage til trygheden eller bevæge mig ind i det uvisse? For hvert skridt, jeg tager, vokser tvivlen inde i mig. I hele mit liv er jeg aldrig faldet for en pige, og nu har jeg fundet vej til Grønland for en pige, jeg mødte i Netto. Måske ser mit liv ikke så fantastisk ud, som jeg gik og troede – men gør det overhovedet det for nogen? Mit fortvivlede sind ender med at få mig i retning af hendes vej igen. Og pludselig står jeg der. På vejen, på vej hen for at finde den vej, jeg leder efter. Endnu engang står jeg foran den grønne dør og banker på, og denne gang er det Ivalu, der lukker op. Denne gang ser hun mig i øjnene, og jeg smelter ved synet af hendes øjne. Hun viser mig ind i stuen, og nu er der ingen andre i stuen end Ivalu og mig. ”Hvorfor kom du tilbage? ” spørger hun. ”Jeg måtte se dig igen… ” ”men det burde du ikke. Jeg mente det, jeg sagde. Det her er ikke sted for dig. Det er ikke et sted for nogen. Min far kommer hjem lige om lidt, og så må du ikke være her. ” Imens hun fortæller mig en masse om hendes familie og kommer med en masse grunde til, hvorfor jeg ikke må komme tilbage, studerer jeg rummet. Der er tændt lidt flere stearinlys nu, så jeg kan tydeligt se det hele, og et stort billede over deres skænk fanger min opmærksomhed. Billedet forestiller en mand og en dame, der er på et bjerg. En lille figur, magen til Ivalus vedhæng i sin halskæde, er i midten af billedet med et specielt skær over sig. Midt i endnu en grund til, hvorfor jeg skal skynde mig væk, afbryder jeg hende. ”Jeg kender godt din historie. Din rigtige historie. Jeg kender til det hele. En mand og en kvinde fortalte mig det hele, efter jeg tog afsted tidlige-re i dag. ” Hun kigger undrende på mig. ”Men hvorfor kom du så tilbage?” Idet jeg skal til at forklare hende, hvorfor jeg har gjort, som jeg har, hører jeg hoveddøren gå op, og Ivalu stivner. Med et halvt øre hører jeg, hvordan hun får forklaret mig, hvordan hendes far er, så jeg skynder mig at hoppe ud ad vinduet og løbe væk. Jeg når lige akkurat at hviske: ”Vi skal nok være på vej hjem lige om lidt. Det lover jeg. ” Som tak får jeg, for første gang i dag, hendes sande smil at se. Det billede skræmte mig virkelig. Historien er sand. Halskæden er forbandet. Hun er forbandet. Jeg ved, at Ivalu fortjener at komme væk fra sin far, også hvis hun ikke vil tilbringe resten af sit liv med mig, fortjener hun det. Jeg vælger at tage hjem for at bestille to billetter hjem til Dan-mark, så vi kan komme hjem i morgen. Jeg ved hverken, om hendes far er hjemme i morgen, eller om hun er klar til at komme med hjem til Danmark. Men jeg har hørt hendes kald, og nu henter jeg hende hjem. Vi er på vej. Morgenen, jeg er vågnet op til, er dugfrisk og klar. Jeg glæder mig til at træde ud i landskabet, ud efter hende. I går morges vågnede jeg i min seng derhjemme i Danmark, og nu, 24 timer senere, har jeg lært, at den pige, jeg er forelsket i, er forbandet, og at jeg ikke ønsker andet end at flå den halskæde af hende og tage hende med hjem. Den vej, som jeg nu har gået flere gange, føles ander-ledes end i går. Da jeg ser det gule hus i horisonten, kan mit hjerte slet ikke finde ud af, om det skal smelte eller fryse til is. Huset ser anderledes ud i dag. Jeg kan kigge ind. Jeg nærmer mig ho-veddøren, men inden jeg overhovedet når at banke på, åbner Ivalus far døren for at smække den i igen. Men det skal ikke stoppe mig. Jeg åbner døren og styrter ind i huset, men faren følger efter mig. Han drejer min skulder af led, så vi står ansigt til ansigt. Han fortæller mig, at jeg skal gå hjem til den verden, hvor jeg kommer fra, men det skal ikke stoppe mig. Jeg fortæller ham, at jeg tager Ivalu med hjem til der, hvor hun hører til. Da mine ord rammer hans øre, skubber han mig hårdt ind i væggen, og rundt om hjørnet kommer Ivalu løbende. ”Forsvind, Ivalu, gå ind på dit kammer, ” råber faren, men Ivalu fortsætter mod mig, men hendes far griber i hendes håndled og slår hende på kinden. Det slag, den lyd, får mig på benene, og med alle mine kræfter slår jeg Iva-lus far, så han vælter lidt bagover. I et snuptag får jeg Ivalu op at stå, og hun læner sig op ad mig. Den nærhed bekræfter mig i mit valg, og nu skal vi af sted. Hun har sin taske klar, og med hende og mit blik hængende over min skulder, får jeg os tilbage til hotellet, hvor vores lift venter. Vi slipper hurtigt igennem sikkerhedskontrollen og videre igennem gaten. Vi sætter os i vores flysæde, og nu sidder vi her. Vi er på vej hjem. Imens forvirrede pensionister og vrøvlede forældre prøver at

66


finde deres pladser, lader hun sin tommelfinger snitte mit håndled, og den lille forsigtige berøring får alle mine hår til at rejse sig. Vores øjne mødes, og hendes blik siger alt. Min hånd finder hendes, og så kysser hun mig. Hendes læber føles som blød velour, og de smager som lyse-rødt tyggegummi. Jeg kunne kysse hende for evigt. Vejen til hendes hjerte har jeg fundet, og hun har fundet vejen til mit. Endelig har jeg fået hende tilbage. Hun er min. Mine skuldre begynder lige så stille at sænke sig, da Ivalu fører min hånd op til sin lås på halskæden, så jeg kan tage den af. Men idet låsen går op, ser jeg en stor mand med en rød kind på vej ind i flyet.

67


ANNE ROESGAARD Vestjysk Gymnasium Tarm

68


Ariés profeti Kapitel 1. Skygger i mørket

Hun blev pludselig revet tilbage, hun vendte sig panisk. Hun troede, at den havde fanget hende, men nej, hendes kappe hang fast i en kroget gren. Hun kæmpede med af få kappen fri i knap to sekunder, før hun indså, at hun aldrig ville få den fri i tide. Hun havde knap nok fået revet sig løs af kappen, før dén brød igennem buskadset og hævede sig op over hende. En ulv, knap tre meter høj, med røde øjne og blod dryppende fra de sylespidse tænder. Den stod på bagbenene og stirrede ned på hende. Hun stod i et øjeblik paralyseret af skræk, før hun løb. En ugle tudede i det fjerne, mens grene og kviste knækkede under hendes fødder. Hun bevægede sig hurtigt gennem underskoven. Sveden løb hende koldt ned ad ryggen. Hun kunne høre den lige bag sig. Dens tunge poter, der ødelagde de sidste kviste, som hendes fødder havde ladet ligge tilbage. Hun hev efter vejret, små prikker dansede for hendes øjne. Hun så kun frem, så intet andet end stien. Hun nåede dog kun lige ud i en lysning, før hun mærkede en intens smerte. Ulven var sprunget ud efter hende og havde sat kløerne i hendes ben. Hun skreg. Ulven stod nu over hende. Hun lukkede øjnene og forberedte sig på at dø. På at mærke smerten, når den ville rive hendes krop fra hinanden. Men smerten kom ikke, ulven stod bare over hende - nu på alle fire, dens øjne stirrende lige ind i hendes. ”Jeg troede en klog pige som dig ville have indset, at det ikke nytter noget at løbe”, sagde en stemme i mørket. Hun vred sig for at komme fri, men ulven trykkede sine tunge poter hårdere mod hendes brystkasse, den åbnede gabet og stanken af rådnende kroppe blev skudt ud i ansigtet på hende. ”Så, så min skat. Nu skal vi ikke dræbe hende, når vi lige har fundet hende”, sagde stemmen. Ulven lukkede gabet og drejede hovedet mod stemmen. Og så så hun stemmens ejermand. En kutteklædt skikkelse kom til syne i skovens mørke. Det lignede en skygge, der rev sig løs fra mørket, da den kom glidende ud fra skovbrynet. Ulven lettede presset på hendes brystkasse. Hun prøvede lige så stille at bevæge sige væk fra ulvens poter, men ved bevægelsen vendte ulven hovedet mod hende og trykkede igen hårdt på hendes bryst. Skyggen var kommet helt tæt på nu, den rakte hånden frem og kløede ulven let bag ørerne. Skyggen hviskede noget i ulvens øre, og ulven løb tilbage ind i underskoven. I samme øjeblik som ulven var ude af syne, trak hun sig hurtigt tilbage. ”Så, så, jeg vil dig intet ondt”, sagde skikkelsen og rakte en hånd ud mod hende, ”jeg vil bare gerne tale med dig” ”Hvad skulle den så til for?”, spurgte hun, hendes stemme rystede let, og hun holdt sig stadig om brystkassen. ”Jeg ville give dig en smagsprøve på mine kræfter.” ”Hvorfor?” ”For at vise dig, hvad der kan blive dit”, svarede den roligt, selvom hun havde hævet stemmen betragteligt. ”Hvad?”, hun stod undrende og kiggede på den kutteklædte. Den trådte et skridt nærmere. ”Er det ikke, hvad du altid har ønsket dig? Kræfter til at hævne dig på dem, der har gjort dig ondt?” ”Hvordan ved du det?” ”Det er lige meget. Pointen er, at jeg kan hjælpe dig. Du ønsker hævn over elverfolket, det samme

69


gælder for mig”, sagde den blidt, ”De fordrev min fader, de dræbte mit folk. Elverfolk tager, hvad de vil, dræber hvem de vil. De tror, de er bedre end os, end os alle sammen. Men du og jeg, vi kan vise dem, vi kan vise dem. Men kun hvis du hjælper mig.” ”Jeg ønsker ikke hævn over elverfolket”, sagde hun og kiggede ned jorden. ”Løgner”, råbte den kutteklædte. Den kastede sig hurtigt frem mod hende og skubbede hende hårdt op mod et træ. ”Hvem dræbte din mor? Hvem tog dit hjem? Du kan ikke gemme dig bag løgne. Du ønsker hævn, og jeg ved det. Jeg kan give dig kræfterne til at herske i denne verden, lige som jeg hersker i min.” ”Din verden?” ”Min verden ligger bag bjergene” ”Skyggeland”, hviskede hun, og hendes stemme rystede mere end nogensinde. Hun vred sig og prøvede at vride sig fri af skyggens greb, men den holdt hende fast. ”Jeg ville have noget med skygger at gøre”, skreg hun, ”Lad mig gå, jeg vil hjem.” Skyggen gav slip, og hun faldt ned på jorden med et dunk. ”Hvad er det for et hjem, du taler om? Den lille faldefærdige hytte, du og din bror prøver at gemme jer for kulden i? I den by, der hader jer, der bare venter på chancen for at kunne slippe af med jer? Er det det hjem, du taler om? Men hvis du virkelig ønsker det, så gå og lev resten af dit liv i elendighed.” De stirrede på hinanden. En enkelt tåre gled ned ad hendes kind, og hun vendte hovedet mod jorden. ”Jeg kan give dig kraften til at herske overalt, over alle. Du vil kunne jævne byer med jorden, du vil kunne lægge masserne for dine fødder. Du vil kunne alt, men hvis du allerede opgiver dit potentiale nu, vil du aldrig kunne noget som helst.” ”For hvilken pris?”, mumlede hun ned i jorden. ”Jeg kan ikke høre dig, du må tale noget højere”, sagde den hånende til hende. ”For hvilken pris?”, sagde hun og prøvede at være stærk. ”For ingenting,” råbte den, ”det eneste, du skal gøre, er at passe på noget for mig.” Ud af ingenting dukkede en mand op på jorden ved siden af hende. Hun skreg og krabbede sig hen ad jorden, væk fra manden. Han trak vejret i små korte støn, han så gammel og forkrøblet ud. Hans tøj var slidt, og hans spidse ører stak ud gennem hans lange filtrede hår. Elvermanden lå bevidstløs på jorden. Hun stirrede på manden med vidt åbne øjne, ude af stand til at kigge væk. ”Har du aldrig set en elver før?” Hun rystede langsomt på hovedet, ”Han er ikke længere til nogen nytte for mig. Men det er han til gengæld for andre, og det er her, du kommer ind i billedet. Der ligger en gammel slotsruin omkring et dagsridt herfra. Jeg vil få mine undersåtter til at gå i gang med at rekonstruere det. Derefter kan du komme med dine undersåtter. Jeg vil tage halvdelen af dem tilbage til mit land, og resten vil blive hos dig. Det eneste, du skal gøre, er at holde ham bag lås og slå” Hendes blik var fikseret på elvermanden, hun kunne ikke lade være med at tænke på al den skade, de havde forvoldt. Hvordan hun var flygtet fra dem, hvordan de havde dræbt så mange af hendes folk, og på hvordan hun ikke ville gemme sig for dem mere. ”Hjælp mig”, hviskede hun stille, ”Giv mig mit liv tilbage.” Skyggen satte sig på hug ved siden af hende og tog hendes hoved i sine hænder. ”Jeg kan ikke give dig dit liv tilbage”, sagde den, mens den strøg en hånd hen over hendes hår. ”Men du sagde...” ”Jeg kan kun give dig kræfter til at hævne dig på dem, der har gjort dig ondt. Du må selv tage de liv, der skal til for at få dit tilbage”, hviskede den i hendes øre. Hun kiggede op, lige ind i skyggens røde øjne.

70


Hun gik ned langs gaderne i byen, mod det store hus. En kat løb foran hendes føder, intet andet liv var at se. Klokkerne i kirketårnet ringede en, to, tre, fire. Hendes fingrede sitrede af spænding. Han ville blive den første, der skulle dø for hendes hånd. Syv, otte ni... hun stod foran døren og tog fat i den forgyldte dørhammer. Ti, elleve... og slog den imod døren i samme øjeblik, klokken slog sit tolvte og sidste slag. En ung pige åbnede døren, det trætte ansigtsudtryk blev hurtigt erstattet af foragt. ”Hvad vil du?”, spurgte pigen brysk. Hun ventede ikke på at blive lukket ind, men skubbede pigen til side. Pigen råbte noget efter hende og greb fat om hendes arm. Og uden så meget som at kigge sig tilbage skubbede hun pigen fra sig med så stor kraft, at hun faldt ud på gaden og lå bevidstløs på jorden. Om få sekunder ville det foragtelige ansigtsudtryk blive erstattet af frygt. Hun stormede op ad trappen. Mod værelset, hvor lyset skinnede ud under døren. Hun sparkede døren op, og der sad han. Manden, der havde ødelagt hendes liv. Han rejste sig fra skrivebordet, som han havde siddet ved. Han vendte sig om, og han smilede. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”, spurgte han helt stille og nærmest roligt. Men hun kunne mærke den, frygten strømmede ud af ham. Det var nærmest komisk. Den mand, der ødelagde hendes liv for sjov, var nu bange for at miste sit. ”Ved du hvem jeg er?”, spurgte hun. Hendes stemme rystede af vrede. Han kunne mærke vreden og den kraft, der emmede fra hende. ”Nej.” Han krympede sig under hendes blik. ”Løgner”, skreg hun. Han blev kastet ind mod væggen. Hun gik over mod ham, hun kunne se blodet, der løb fra såret i hans hoved. Hun fandt hans blik og lod det ikke vandre væk fra hendes. Hans pupiller var små, og hans mund åben i et lydløst skrig. ”Ved du, hvem jeg er?” ”Nej.” Nu skreg han og vred sig i smerte, mens hun forstillede sig nålene blive stukket dybt ind i hans kødfulde flæsk. ”Hvem er jeg?” ”Du er pigen fra engen, du og din bror kom her til for fem år siden. Jeg tildelte jer huset på engen, fordi I var desperate og havde brug for et sted og bo. Og der var ingen andre, der ville bo i et faldefærdigt skur.” Han vred sig i smerte på gulvet, mens blodet flød fra de åbne sår. Hun stirrede ned på ham. Hadet strålede hende ud af øjnene. ”Erkender du, at din handling var afskyelig?” ”Ja”, klynkede han ned i gulvtæppet. Hun hev ham op i kraven, så hans fødder dinglede et lille stykke over jorden. Han gispede efter luft. ”Hvad sagde du?” hun kunne høre tjenestepigen råbe om hjælp nede på gaden. ”Ja”, klynkede han endnu mere ynkeligt. Ud af øjenkrogen kunne hun se nogen komme løbende ind i rummet. Et skrig lød, hun drejede langsomt hovedet. En dame i en blondenatkjole stod og stirrede på dem. ”Løb”, gispede manden til sin kone. Men hun havde forudset dette. Med et brag og et klik blev døren lukket og låst bag kvinden. Man kunne høre lyden af tumult og råben nede på gaden, gennem de store vinduer. ”Lad min hustru gå”, fremstammede manden. Han gispede stadig efter luft, hans ansigt begyndte at få en blålig farve. ”Selvfølgelig, men jeg synes, hun først skal have lov til at se sin mand dø”, sagde hun roligt. Hun kunne svagt høre kvinden skrige, da hun strammede grebet om mandes hals. Det smeltede sammen med råbene og tumulten nede fra gaden og de stadigt stigende dunk for hendes ører. Manden vred sig, mens hans ansigt blev mere og mere blåt, indtil han hang slapt mellem hendes hænder.

71


Kapitel 2. En skygge ruger

Elverkongen stod ved det åbne vindue. Hans pande lå i dybe folder, mens hans så mod øst. I mange måner havde han set den voksende skygge. De store bjerge, der normalt ville have beskyttet hans verden mod skyggerne på den anden side, lå truende i horisonten. Han syntes, at den mørke himmel havde rykket sig siden i går aftes. Som om truslen fra det, der lå på den anden side, var rykket nærmere. Han havde vidst i mange år, hvad der måtte komme før eller siden. Den eneste ukendte faktor var hvornår. Men undergangen var begyndt at nærme sig, og den gik med hurtige skridt. Han kunne mærke natten, der så småt lagde sig, den ville blive længere end den sidste. Meget længere. Om få uger ville der ikke være nogen dag. ”Fader?” Hans datter stod i døren til hans studerekammer, ”Du bliver nødt til at få noget lys. Fader, du overlever ikke uden” ”Kom her, min egen”, han viftede hende hen til vinduet, ”Kan du se det? Det er vores undergang, der kommer nærmere. Hvordan kan jeg tænke på min egen overlevelse, når mit folk er i fare?” ”Fader, et folk kan ikke overleve uden deres konge.” Han vendte sig igen mod det åbne vindue. Han vidste, hun talte sandhed, men i sit hjerte kunne han ikke gå fra det vindue. Som om truslen fra det ukendte holdt ham fast. Han kunne mærke, at hans kræfter løb ud af ham. Solen var gået ned for længst, og den blege måne havde begyndt sin runde på nattehimlen. Lyden fra vagtskiftet på ydermuren nåede hans øre, mens de trætte vagter blev afløst af nattevagten. ”Du bliver nødt til at gå ind til lyset”. Hun trådte ind foran ham for at lukke vinduet. ”Nej, vent!” Han tog fat i hendes skuldre. To sorte pletter var kommet til syne. De voksede sig hurtigt større, fik vinger og hoved. Ravnene landede få minutter senere unisont i vindueskarmen. ”Min konge”, sagde den ene, de bukkede begge dybt. ”Vi har observeret noget virkelig uhyggeligt ved grænsen til bjergene, som du vil flippe helt ud over...”, sagde den anden. ”Sådan taler man ikke til sin konge”, vrissede den første fugl, der tydeligvis var den ældste. ”Det må De meget undskylde, deres majestæt. Men som Venamin prøvede at sige, har vi observeret noget, der burde have din største opmærksomhed.” ”Det ville jeg sige. Du sagde, jeg godt måtte sige det.” ”Hold nu dit store næb lukket.” ”Nej, jeg vil ej!” ”Kan vi komme til sagen, de herrer?”, brød kongen ind. Den ældste så meget forlegen ud, mens Venamin så forvirret ud. ”Taler han om os, Samlah?” spurgte Venamin. ”Ja, din kæmpe idiot.” ”Kan I to ikke bare holde op med at skændes. Kan I ikke begge to lukke jeres næb og fortælle mig om det, I har observeret?” ”Det må de meget undskylde, deres majestæt. Men altså, vi var fløjet mod bjergene, som De bad os om. Da vi kom til en landsby, besluttede vi os for at holde et hvil. Så vi satte os på torvet, fordi Venamin ikke havde lyst til at flyve til hen til skoven. Ja, jeg ved ikke hvorfor, for skoven lå lige ved siden af, og det ville nok kun have taget os fem minutter...” ”Men mens vi så sad der, så kom den her pige”, afbrød Venamin, ”Jeg kan ikke sætte ord på det, men der var et eller andet over hende, der gjorde mig bange. Men hun går altså hen til det her store hus og banker på. Da døren blev åbnet, snakkede hun lidt med den, der stod i døren, og så lige pludselig skubbede hun den anden til side og gik ind i huset. Så sad vi der lidt også...” ”Så hørte vi nogle underlige lyde inde fra huset. Tjenestepigen, der havde åbnet døren, løb rundt ude foran huset og råbte på hjælp. Der havde samlet sig en masse mennesker foran huset, og

72


tjenestepigen var i gang med at fortælle, hvad der var sket. Der lød et skrig inde fra huset, og så blev der helt stille. Og så med et fløj noget ud gennem det store vindue på første sal. Det faldt og landede lige for fødderne af statuen, som vi jo sad på. Det var et lig. Folk løb over til det, og de begyndte at skrige og græde. Undtagen en! Der var en ung mand, der stod og kiggede på det store vindue, hvor en skikkelse var kommet til syne. Flere af landsbyboerne fik også øje på skikkelsen. De råbte af den, truede den, forbandede den, men den løftede bare armen, og alle blev stille. Og så talte den. Den sagde helt præcis: I er nu mine undersåtter, og I skal tjene mig til jeres død. I skal gå hjem og pakke jeres ting, og derefter skal I drage til Castle de Tenebris. Genopbyg det, og I vil få et sted og bo. For dette sted vil blive jævnet med jorden.” ”Var det præcis, hvad dette menneske sagde?” ”Ja min konge, det var faktisk ordret. Hun lød måske lidt mere truende og farlig og hvæsede lidt mere, men ellers helt ordret”, fortalte Venamin, der i det samme fik en vinge i brystet af Samlah. ”I må gå”, sagde kongen, og de strøg ud af vinduet. ”Fader, hvad skal dette betyde?” ”At undergangen er kommet et skridt nemmere”, sagde elverkongen dystert. ”Men hvad skal vi gøre ved det? Det er alligevel så langt væk. Hvad har det ærligt talt at gøre med os?”, spurgte hun. Han tog bildt fat om hendes ansigt. ”Alt min kære, det har alt med os at gøre”, hviskede han blidt. ”Arwystli”, råbte han ud i rummet, så højt at det uden tvivl måtte kunne høres i hver eneste lille krog af slottet. En elvermand kom med det samme stormende ind i rummet. Hans smalle pande var dækket af sved. ”Ja, min.… min konge”, sagde han forpustet, ”jeg undskylder meget, men synes de ikke, at vi begge er blevet for gamle til den tilkaldelse metode. Jeg mener, jeg er trods alt ikke 500 mere” ”Nok med det pjat, dette er ikke en anmodning om hjælp til et eller andet ubetydeligt. Dette kan, hvis vi tackler det forkert, betyde vores folk undergang”. Arwystli lagde sit ansigt i alvorlige folder og lukkede døren bag sig. ”Med al respekt, hvad har de tænkt dem, vi skal gøre?”, spurgte Arwystli med rystende stemme. Den skrækkelige historie havde rystet ham i hans grundvold, og nu sad han i den store lænestol og nippede til et glas vin. ”Jeg har ingen anelse”, svarede kongen. Han sad lige så i en stor lænestol med et glas vin hånden. Hans datter sad på en pude foran ildstedet. De stirrede alle tre ind i flammerne. ”Behøver vi at angribe skyggernes fæstning”, spurgte hun til sidst. ”Hvad mener du?”, spurgte Arwystli. ”Vi behøver vel ikke at angribe dem. Kunne vi ikke bare lade det være? Lade menneskene ligge, som de har redt?” ”Selve problemet er ikke menneskene. På det område er vi fuldstændig enige. Problemet er ikke, hvad der vil ske med menneskene, nymferne eller sirenerne. Men hvad der vil ske os, når skyggen har vokset sig så stor, at den går ind over vores grænser”, forklarede Arwystli. ”Men er selve roden til vores problem dette menneske?”, spurgte hun. De drejede begge hovedet, mens hendes blik stadig var fæstnet ved de dansende flammer. ”Hvad siger du, mit barn?” ”Hvis vi nu skaffede hende af vejen, tja... så ville det vel være et tilbageslag for skyggerne” ”Vi kan ikke risikere nogle af vores egne, men vi kan heller ikke bede nogle andre om at gøre det for os...”, begyndte Arwystli. ”Men vi skal have skaffet hende af vejen”, råbte kongen utålmodigt. ”Tja... der findes en anden mulighed. Men det er slet ikke sikkert, det kan lade sig gøre... men selvfølgelig er De jo kongen. Så de ville skulle adlyde Dem. Men på den anden side så har de levet på grænsen så lang tid. De kender nærmest intet til vores samfund, vores regler eller Dem, deres nåde. Men de hører jo i princippet under Dem, så ja, de skal adlyde Dem.” ”Hvem taler du dog om, Arwystli?”, spurgte hun.

73


”Jeg tror, det er tid til, at du forlader os, min kære”, svarede hendes far. Først da hun havde lukket døren, talte kongen igen. ”Jeg troede, vi havde en aftale om aldrig at omtale dem. Desuden ville det være alt for farligt. Som du selv sagde, har de levet på grænsen for lang tid.” ”Men de er de eneste, vi ville kunne undvære, hvis det kommer til krig. De har trods alt holdt vores grænse ren for afskum i alle disse år.” ”Der må være en anden mulighed”, kongen satte sig udmattet ned. ”Ikke med mindre De har lyst til at sende Deres egne vagter eller vores soldater. Jeg mener bare... de ville være perfekte til denne opgave. De bærer intet tegn fra vore hær eller Deres garde.” ”Jeg ønsker ikke at inddrage dem. De er for farlige, for uforudseelige. Hvis mine ravnes rapporter ellers er præcise, så... minder de for meget om deres forældre. De er gemte og glemte af denne verden, og sådan skal det blive ved med at være.” ”Det kan meget vel være. Men de er vores eneste chance for at stoppe denne krig, før den overhovedet begynder”

Kapitel 3. De glemte og de gemte

Der var intet tegn på civilisation, det havde der ikke været meget længe. Arwystli havde aldrig selv oplevet denne del af hans herres rige. Han havde aldrig forestillet sig, at dets grænse ville være så død og livløs. Han selv, som var opvokset i byen af guld, havde aldrig kunne forestille sig sådan et sted. Træerne var smukke, og blomsternes duften kunne gøre enhver elver lykkelig. Men den dystre tavshed, der hang tungt i luften, hvor end man gik, gjorde ham ør i hovedet. Bange anelser skyllede ind over ham, den mindste lille gren, der knækkede under hestens hove, fik ham til at spjætte. Han havde redet i mange dage for at nå dette sted. Jo længere væk han var kommet fra staden, des mere dødt var der blevet. Og nu, mens han red gennem underskoven, var der noget, der slog ham. De sidste mange timer havde han ikke set skyggen af noget andet levende væsen. Ingen fugle, ingen kaniner, end ikke den mindste larve var at se. Han var træt og udmattet, men turde ikke slå lejr på dette sted. Det var, som var der en mørk besværgelse, der lå tykt i luften. ”Hvordan kan nogen overhovedet trække vejret ordentligt på dette sted?”, mumlede han til sig selv. Ordene var knap nok kommet over hans læber, før en kridhvid fugl landede på en gren lige foran ham. Han gav et udråb fra sig og var lige ved at falde af hesten. Fuglen sad og kiggede på ham, mens han prøvede at genoprette balancen. Var det bare ham, eller smilede den virkelig af ham? ”Hvad kigger du på?”, vrissede han ad den. Da den åbnede næbet, forventede han halvt, at den ville tale, men i stedet sang den en køn lille melodi. I mange minutter sad han der og lyttede. Han kendte sangen, det var den sang, hans mor havde sunget for ham så mange år tilbage. Med et holdt fuglen, som om den havde hørt noget. Den lettede og svang sig ind imellem træerne. ”Nej”, råbte han, ”kom tilbage.” Han satte i galop efter den ind i skovens mørke, væk fra den næsten usynlige sti, der snoede sig i den anden retning. Han kunne se fuglen lige fremme, den fløj slalom mellem træerne, indtil den pludselig strøg opad som et lyn. Han hev forbavset i hestens tøjler. Han havde været så fokuseret på fuglen, at han ikke havde set den fem meter høje mur, der var dukket op lige foran ham. Slyngplanter snoede sig op ad den, og mos voksede i de mange revner og spræk-

74


ker. Der var ingen port at se så langt øjet rakte, men han blev nødt til at komme over den. Han havde en følelse af, at det, han søgte, kunne findes på den anden side af denne mur. Han tøjlede sin hest til et træ i nærheden og begyndte at klatre op ad muren. Hans hænder gled på mosset, og han fandt snart ud af, at slyngplanterne ikke egnede sig som reb, da de var meget glatte, og nogle af dem var udstyret med lang spidse torne. Han bevægede sig langsomt, men op kom han. Han holdt en kort pause på toppen af muren for at besigtige sine hænder, der var røde, hævede og havde en torn hist og her. Han besluttede sig for, at det ville være mere smertefuldt at prøve at klatre ned, og at han hellere ville prøve lykken med et hop. Han tog en dyb indånding og sprang. Han landede på alle fire på det kølige mos, der dækkede skovbunden. Det første, der ramte ham, var den friske luft. Han rejste sig langsomt op, og et øjeblik tvivlede han på, om han havde klaret faldet og var død. Han kunne høre fuglesang, summen af insekter, og han kunne se spor fra et dådyr i det bløde mos. Han gik langsomt gennem underskoven, mens forandringerne skyllede ind over ham. Efter de mange timer i stilhed larmede skoven nærmest. Han drejede hurtigt om på stedet, han havde opfanget noget ud ad sin venstre øjenkrog. Det havde været stort, og dets mørke pels var næsten gået i et med den dunkle underskov. Han stod helt stille og lyttede intenst efter lyden af vejrtrækning. Men der var intet at høre. Efter noget tid slog han der fra sig som værende et dådyr eller noget lignende, og at han efter sine mange timer i ensomhed var blevet en smule paranoid. Han gik videre, indtil han kom til smuk lysning, der var dækket i smukke blå blomster. Han besluttede sig for at tage et hvil. Han havde knap nok sat sig op ad et af de store bøgetræer, før hans øjne lukkede sig, og han faldt i søvn. Han vågnede med et sæt. Den dugfriske morgen var blevet til sen eftermiddag, mens han havde sovet. Han lyttede efter lyden, der havde vækket ham. Han var sikker på, at det var det samme dyr fra før. Men denne gang indså han, at et dådyr aldrig ville kunne lave sådan en lyd. Han trak sin kniv og holdt sig parat. Selvom hans daglige job ikke krævede brug af våben, bar han altid en lille kniv på sig. Bare i tilfælde af at der skulle opstå en situation som denne. Han kom på benene og stillede sig op af træet. Han holdt kniven i strakt arm ud fra sig. Han kunne mærke sin puls stige, og han kunne høre sit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Så hørte han lyden igen, en svag knurren, der kom tættere og tættere på. Og så sprang den på ham. Hans hoved blev hamret ind i træet, da ulvens poter ramte hans brystkasse. Han faldt på jorden med et dunk. Han prøvede at kravle væk, men ulven var hurtig. Den fik fat i ham og holdt ham trykket ned mod jorden. Han kunne mærke dens varme ånde slå mod hans ansigt, mens den knurrede af ham. Han åbnede langsomt øjnene og blev mødt af synet af et sæt knivspidse tænder. Han lå ubevægelig i frygt for at få hovedet bidt af, hvis han rykkede sig bare den mindste smule. Han kunne svagt se en skikkelse bagved ulven. ”Hjælp”, gispede han. Sorte pletter begyndte at danse for hans øjne, og han faldt bevidstløs om. Hans lå på noget blødt, ikke som græsset på engen eller skovbundens mos, men som puder og tæpper. Hans hoved føltes tungt, og han kunne mærke en summende smerte i sin brystkasse. Han kunne se lys gennem sine øjenlåg. Han åbnede sine øjne. Han lå i et værelse, hvor lyset strømmede ind gennem et stort vindue. Rummet var lille, men smukt dekoreret med et grønt tapet og gobeliner, der hang på de fleste af væggene. Der var ingen andre møbler end sengen. Han kunne høre fuglesang uden for vinduet. Solen oplyste hele sceneriet med sine klare morgenstråler. Hvor lang tid havde han været bevidstløs? Det måtte i hvert fald have været nogle timer. Det sidste, han kunne huske, var ulven. Det havde været sen eftermidda,g og nu var det morgen. Han slog tæpperne af sig og satte sig op. Han fortrød med det samme sin handling, da en stærk smerte slog hen over hans pande. Han skulle lige til at tage sig til hovedet, da han opdagede forbindingerne på hans hænder. Nogen havde forbundet hans sår. Han kom hurtigt på benene, han måtte ud der fra. Han havde en mission, og kongen ville ikke blive særlig tilfreds, hvis han kom tilbage uden dem. Han løb over til døren, men den var låst og lige så vinduerne. Han satte sig opgivende på sengen. I det mindste mente han at vide, at hans fangevogtere ikke ville slå ham ihjel, når de nu havde taget sig den ulejlighed at forbinde hans sår. Men på den anden side vidste han ikke, hvem eller hvad hans fangevogtere var. De kunne lige så

75


godt være nogle mennesker, der havde sneget sig ind over grænsen, eller også kunne de være nogle blodtørstige orker. Han sad opslugt af disse tanker, da der lød et klik ovre fra døren. Den var åben, og nogen var på vej ind. Han sprang op og stillede sig kampklar under stor protest fra sit smertende hoved. Døren blev langsomt skubbet op, han kunne mærke sveden løbe ned ad hans pande. Og ind kom en gammel kone med en bakke. Han var så chokeret, at han ikke kunne andet end at blive stående og stirre på hende. Hun stirrede tilbage. Sådan gik de næste ti sekunder, før hun mumlede noget med: ungdommen nu til dags og gennede ham tilbage på sengen. Han sad lidt paf der, mens hun begyndte at skifte hans forbindinger. Hun var en elver, eller det gik han i hvert fald stærkt ud fra. Hun var ikke just ung, men det var han heller ikke selv. Og hun havde trods alt kaldt ham ung. De fleste fra den gyldne by rejste ud på landet, når de nåede en vis alder. Hans egen far var flyttet til kysten, da han var blevet 650 år. En passende alder at blive pensioneret på. Men det var gået op for ham, at denne kvinde måske var en hel del ældre. ”Hvem er du?”, spurgte han. Hun afbrød sit arbejde og kiggede op på ham. ”De er meget heldig at være i live, unge mand. De var tæt på at miste livet. Så lad dog være med at spilde det på dumme spørgsmål.” Hun tog igen fat på arbejdet. Hun sad på tronstolen. Hendes lange sorte kappe faldt i folder ned på gulvet og lagde sig blidt om hendes fødder. Hun sad ret op og ned, spændt som en buestreng. Ulven lå ved hendes fødder, den sov tungt og kom nogle gange med nogle knurrelyde. Men ellers var der ikke en lyd at høre i salen. Ved hendes side på den anden tronstol sad hendes bror. Ikke spændt eller på vagt, men afslappet. Døren i den anden ende af salen blev forsigtig åbnet, og en gammel kvinde kom ind. Hun gik med lette skridt op mod dem. Hun gned nervøst sine hænder, mens hun gik. ”Nå?”, spurgte hun. ”Han insisterer på at få at vide, hvor han er, og hvem De er”, svarede den gamle. ”Det kan ikke komme på tale”, sagde hun og lænede sig tilbage i stolen. ”Det sagde jeg ham også. Jeg sagde, at mine herrer ikke ville tillade det.”, sagde hun og nikkede så meget, man skulle tro, hendes hoved ville falde af. ”Men hvem er han selv, denne fremmede?”, brød broderen ind. ”Han siger, han er fra staden” ”Hvad skulle en elver fra staden lave her?”, hviskede han til sin søster, så den gamle ikke kunne høre det. ”Intet godt kommer fra det sted”, svarede hun og fortsatte så i et højere toneleje til den gamle, ”Bring ham her”. Hun nikkede og skyndte sig ud af salen. ”Hvorfor vil du dog tale med ham, søster?”, spurgte han, da døren havde lukket sig bag den gamle. ”Ingen rejser her til frivillig. Han har en herre, og vi må vide hvem”. Arwystli sad på sengen efter, at den gamle havde forladt ham. Nu sad han og stirrede ud i luften og forestillede sig de forfærdelige ting, hendes herrer ville gøre ved ham. Da han havde stillet spørgsmål om dem, havde hun hurtigt afværget dem. Det føltes som om, hun var bange for dem. Han kunne ikke flygte. Vinduet, der ellers så ud til at kunne åbnes, var forseglet så effektivt, at han, selvom han brugte alle hans kræfter, ikke kunne få det op. Han hørte igen lyden af en nøgle i låsen, og den gamle elverkvinde kom ind igen. ”Mine herrer ønsker at se dem”, sagde hun. Det var som om, nogen havde smidt en bunke sten ned i hans mave. Han tog en dyb indånding og fulgte efter hende ud ad døren. Han følte sig svimmel bare ved tanken om de mænd, han nu skulle møde. Han forestillede sig to meget høje og muskuløse elvermænd med grånende hår og hårde ansigter. Han lagde knap nok mærke til gangene, de gik i. Ikke mere end til de tykke grønne tæpper, der lå på gulvet. De nåede til en stor trædør. Kvinden skubbede den knirkende dør op og puffede ham ind.

76


”Forbryderen, deres nåder”, sagde hun og lukkede døren bag ham. Han stod paralyseret af skræk. Han kunne se to skikkelser indhyllet i sort, der sad på de store tronstole i den anden ende af salen. Og til sin rædsel så han den, ulven der havde overfaldet ham tidligere. Den sad ved siden af en af skikkelserne og knurrede veltilfreds, mens den sorte skikkelse kløede den bag øret. ”Kom nærmere”, sagde den anden. Han gik på rystende ben op mod dem. De var ikke nær så høje, som han havde troet. Ikke så muskuløse. Da han kom helt tæt på, kunne han se den andens ansigt. Til sin store overraskelse så han, at manden foran ham ikke kunne være meget mere end 115 år. Han stoppede op og kiggede på drengen. ”Det er uhøfligt at stirre på andre folk”, sagde drengen roligt. Arwystli skyndte sig at lukke munden, som han havde opdaget hang ham langt ned på brystet. ”Hvem er De”, stammede han. ”Det kunne jeg vist lige så godt spørge Dem om. Trods alt er det Dem, der er trængt ind på vores jorder” svarede drengen i et lige så roligt toneleje. ”Jeg er Arwystli, hans kongelige højheds personlige rådgiver”, svarede han stolt. ”Så sig mig, Arwystli, hans kongelige højheds personlige rådgiver. Hvad laver du så langt væk fra din herres beskyttende vinger?”, sagde han og lænede sig frem i stolen. Den anden rørte også på sig. Dette var tydeligvis det, de var ude efter. At få ham til at røbe hans mission. ”Jeg beklager, men det er en sag mellem mig og min herre” ”Virkelig?”, spurgte den anden. Det gav et gib i ham, for det var en kvindestemme, der talte til ham. Ikke en stemme som hans mors eller prinsessen. Den var blød og indbydende, men på samme tid hård og uvenlig. Som en slanges hvislen. ”For jeg tror, den gode elver Arwystli er blevet smidt ud. At hans Herre ikke længere har brug for hans tjenester”, sagde hun, mens hun lænede sig frem, så han kunne se hendes ansigt. Det første, der slog ham, var hendes skønhed og dernæst hvor meget hun lignede manden ved hendes side. ”Det har De aldeles ikke ret i. Min herre har sendt mig ud på en mission”, råbte han og klappede så i. Han var godt klar, han havde talt over sig. De lænede sig begge lidt længere frem. Nu kunne man virkelig se den slående lighed i deres ansigter. ”Hvilken slags...”, begyndte drengen, men pigen afbrød. ”Nej, jeg tror, han lyver. Jeg tror, at han er flygtet fra sin herre. Eller måske at hans herre har slået hånden af ham...” Arwystli kunne mærke, hvordan sandheden var ved at boble ud af ham. Hvordan kunne denne pige tro sådan noget om ham? ”... eller måske har han brudt loven” ”Nu skal jeg sige Dem noget, deres nåde. Jeg er aldeles ikke hverken arbejdsløs eller en kriminel. Min herre har sendt mig her til for at finde to unge elvere, som skal hjælpe ham med en yderst vigtig opgave. Det er en højst ærværdig opgave at blive pålagt, og jeg bærer den med stolthed.”, boblede det ud af ham. Han stod et øjeblik og prustede. Han forventede, at et overrasket ansigtsudtryk ville tegne sig i hendes ansigt, men i stedet lænede hun sig triumferende tilbage i stolen. Først da gik det op for ham, hvad der var sket. ”Hvem er det, De leder efter?”, spurgte drengen. ”Hvorfor skulle jeg fortælle Dem det?” ”Fordi vi er herrer over denne del af elvernes rige, vi kender hver eneste sten og kvist. Vi kunne hjælpe Dem med at finde disse to” ”Hvorfor skulle De dog gøre det?”, spurgte Arwystli undrende. ”Nu da vi ved, at De ikke er kommet for at overtage vores land, kan vi lige så godt hjælpe dem, ikke sandt?” Han tog mål af drengen med øjnene. ”Deres navne er Cadmon og Eyeris, de er børn af den afdøde elverfyrste og hans fyrstinde”, sukkede han og så ned i gulvet. De havde alligevel fået ham til at røbe hans mission. De kunne vel lige så godt hjælpe ham. Men da han så op igen, så de begge chokerede ud. ”Hvad sagde De, at de hed?”, spurgte pigen. ”Cadmon og Eyeri...” Og så faldt brikkerne endelig på plads. ”Det er jer”, sagde han stille.

77


”Det kan ikke komme på tale”, sagde hun igen. Hun gik frem og tilbage på det skinnede marmorgulv, mens ulven fulgte hende med øjnene. ”Jeg forstår ikke, hvad det er, du har imod det? Vi har alligevel beskyttet grænsen hele vores liv. Ville det ikke være spændende at opleve noget nyt?”, spurgte Cadmon, der stadig sad på stolen og betragtede sin søster, der gik frem og tilbage. ”Det handler ikke om at opleve noget, Cadmon. Det handler om, at kongen vil have os til at gøre hans sure arbejde for ham. Hvilket vi jo faktisk gør i forvejen, hvis du skulle have glemt det.”, vrissede Eyeris af ham. ”Men han er vores konge” ”Han har masser af soldater, han kunne sende. Hvorfor tror du, at han valgte os blandt alle dem?” Hun var stoppet op og stod nu og vippede irriteret med foden. Han nåede ikke engang at svare, før hun begyndte at råbe ad ham: ”Fordi det er en selvmordsmission. Det er alt det, vi betyder for ham. I hans øjne er vi ikke mere end nogle børn, man belejligt nok kan sende i krig”. Hun begyndte at gå igen. ”Men Eyeris, han var vores fars bedste ven. Du har jo selv set brevene, det var endda dig selv, der fandt dem”, indvendte han. ”Ja, ja, det gjorde jeg”, sagde hun og gik op mod ham. Hun rev et stykke ud af en inderlomme og stak det i hånden på ham. ”Hvad er det?” ”Kongens sidste brev til far. Læs det og forstå min modvilje.” Han åbnede det og begyndte at læse. Kære Achime Jeg modtog dit brev med den største glæde. Jo tak, her er alt vel. Takket være du og din hustru har vores handel med sirenerne aldrig været bedre. Jeg skulle is��r bringe dig og din familie hilsner fra min datter, hun er særdeles lykkelig for hendes fødselsdagsgave fra jer. Hun ser også særdeles nydelig ud med hendes nye halskæde, som hun fik af dværgenes konge i fødselsdagsgave. Dette er selvfølgelig også kun på grund af dig, at dette venskab mellem elvere og dværge er muligt. Jeg vil være dig taknemmelig til evig tid. Jeg har desuden også nogle ting, jeg synes, I skulle tage med til rådet. Jeg vedlægger en liste, eftersom jeg måske kommer i tanke om flere. Med hensyn til det, du skrev i dit sidste brev, så forstår jeg dine bekymringer. Men jeg ser dog ingen grund til bekymring. Jeg kender udmærket til dine børn, men jeg synes ikke, at du burde bekymre dig. I mine ører lyder det bare som en historie, de har fundet på for at skræmme din hustru. Men jeg lover dog, at hvis du og din hustru skulle lide et tidligt endeligt, vil jeg tage mig af dine børn. Og jeg glemmer aldrig mit ord. Alle de bedste ønsker, Din blodsbror Elroi. ”Hvad mener han med: Jeg kender udmærket til dine børn?”, mumlede han for sig selv. ”Det er ikke det, der er pointen. Kongen lovede at passe på os, hvis mor og far døde. Og så vidt jeg husker, har han aldrig så meget som sendt et brev før nu”, råbte hun af ham. ”Du kan ikke bebrejde ham for noget, han sikkert ikke engang husker, Eyeris” ”Og du, Cadmon, husker ikke kongens egne ord: Jeg glemmer aldrig mit ord.”, sagde hun og viftede brevet for næsen af ham, ”Jeg nægter at hjælpe den mand, der aldrig nogen sinde i sit liv har hjulpet os” ”Eyeris, du ved jo ikke engang, hvilken slags mission han har tænkt sig at pålægge os. Vi kunne i det mindste tage med Arwystli tilbage til den gyldne by. Så kan du også selv spørge ham, hvorfor han brød sit ord.”, prøvede Cadmon, ”Vi kan altid bare tage hjem igen.” Hun stod lidt og tænkte, før hun drejede om på hælen og gik ud af rummet. Han smilede lidt for sig selv. Meget kunne man sige om hans søster, men venlig var ikke en af dem. Der lød et bank på døren til Arwystlis kammer. Han havde siddet på sengen med ansigtet gemt i hænderne i skam. Han kunne ikke komme sig over, at hans opgave havde siddet lige foran ham. Han

78


rejste sig og åbnede døren. Cadmon marcherede ind og stillede sig med ryggen til vinduet. ”Min søster og jeg har nu overvejet Deres herres tilbud og er nået frem til en beslutning” ”Vil De hjælpe os? Det bliver min herre særdeles glad for...” Men Cadmon holdt sin ene hånd op og fik ham til at stoppe sin talestrøm. ”Jeg sagde intet om, at vi ville hjælpe jer”, sagde Cadmon. ”Vil de da ikke hjælpe os?”, spurgte han. ”Det mindes jeg heller ikke at have sagt noget om” ”Hvad vil De og deres søster da?”, spurgte han lettere irriteret. ”Vi vil tage med Dem til den gyldne by og selv tale med Deres Herre.”

79


THEA ASTRUP BACH Ringkjøbing Gymnasium

80


For givet ”Hvad er sammenhængen mellem en sko og Marvin Gayes’ femte album?” Det var det sidste han sagde til hende, lige inden det skete. Det var noget han sagde, hver gang de begge var enige om, at hun havde brug for det; eller rettere når han blev en fandens tankelæser og på magisk vis vidste, at hun havde haft en lortedag. Det var meningen, at hun så på samme måde skulle kunne læse hans tanker og vide hvad fanden han mente. Hun havde aldrig rigtig forstået, hvor han ville hen med det, men det hjalp. Det var noget de havde sammen. Den dag hjalp det ikke. Telefonen ringede; det var hendes mor. Der kom kun gråd ud af højtaleren, og hun vidste med det samme, hvad der var sket. Hun tabte telefonen, og det mærkedes som om, hendes hjerte sprang et slag over. Derefter bankede det hurtigere end det nogensinde havde gjort før, og hun havde brug for at sidde ned; men hun blev stående. Hun kunne ikke bevæge sig, selvom hendes krop var udmattet, og det gjorde så ondt. Nu ringede telefonen igen, og hun fik taget sig sammen til at samle den op. Det var hendes bror, Jason. Han lød kold, da han sagde: ”Jeg kommer og henter dig. Vi skal ned og se far. Vær’ klar når jeg kommer!” Han smækkede røret på, og hun lod igen telefonen falde til gulvet. Hun blev stående på det hårde trægulv i hendes joggingbukser og nogle højst ubehagelige uldsokker. Tiden gik, og endelig bankede det på døren. Hun flyttede sig ikke. Der blev banket igen, men hun flyttede sig stadig ikke – på trods af en uendelig dunken i hendes fødder og en skælven i hendes ben. Så braste han ind, Jason. Han så ud til at have travlt, mens hun havde det allermest som om, at hun havde røget lidt for meget. Hun kunne se en frustration i hans øjne, han så ihærdigt forsøgte at beherske, så han ikke kom til at råbe ad hende. Han sagde med bestemt stemme: ”Hvorfor er du ikke klar?” Hun svarede ikke. Nu kom han så tæt på hendes ansigt, at deres næser næsten rørte hinanden. Så tætte havde de ikke været, siden mor havde glemt dem i det gule badekar i to timer, og de havde været nødt til at varme hinanden. Hun troede han ville miste tålmodigheden; men i stedet sagde han bare: ”For fanden da Bella.” Han greb så fat, og bar hende som et lille barn ud i bilen. Det syntes hun var lidt morsomt, men hun turde ikke grine. I stedet nød hun bare, at vægten var løftet fra hendes ben. De kørte langt. Hun nåede at blive sulten, selvom hun lige havde spist; men igen turde hun ikke sige noget. Da de endelig skulle til at stå ud af bilen, anede hun ikke hvor de var. Hun ville have spurgt Jason, men han virkede ikke til at være særlig tålmodig mere. Hun tog sig sammen og trådte ud af bilen. Jason gik to meter foran hende ind i en høj, mørkegrå bygning, med så små vinduer, at hun var sikker på, at det måtte have været en fejl. Selvom hun virkelig gik til, så blev afstanden mellem dem større og større – de var ude af badekarret. Inde i bygningen stod mor og ventede på dem. Hun var rød og hævet i ansigtet, og hun havde i hånden en sammenkrøllet serviet, der helt bestemt ikke var hvid mere. Hun græd stadig. Jason skyndte sig hen til mor, og gav hende et stort kram. Hun havde selv ikke særlig travlt med at lade som om, at de altid havde været der for hinanden. Det så heller ikke ud til at gøre mor så meget, da hun, efter noget der virkede som et evighedskram fra Jason, vendte sig og gik ned ad en lang, hvid gang med Jason i hælene, hvor store, skarpe lys oplyste og blændede hele gangen, ligesom på film. Hun fulgte langsomt efter, og det var nu, det gik op for hende, hvor de var på vej hen. Det blev mørkere nede i enden, og da de nåede til en stor, hvid dør, var det som om alt lys blev slukket. Nu stod tiden stille. Der var ingen lys, ingen lyd, og alt omkring hende forsvandt. Hun lukkede øjnene, og nu kunne kun ét ord beskrive hvad hun så: KAOS. Alt gik gennem hendes hoved. Lige fra hendes første skolefremlæggelse til valgkampen i ’96. Hun huskede første gang han havde præsenteret gåden om skoen og albummet for hende. Hun var 5 år gammel, og det havde været hendes første skoledag. En mangel på evnen til at stave sit eget navn og det faktum, at hun på ingen måde kunne sidde stille i længere tid, havde gjort den dag til en rigtig lortedag. Hun var kommet med tårer i

81


øjnene og en hudafskrabning på albuen, som hun havde fået i forsøget på, at brænde alt det krudt af der havde ophobet sig i klasseværelset. Far havde da sagt det og blinket på den måde, som ingen anden mand end far kunne gøre det, uden at få en på hovedet. Det gjorde det hele bedre. Far var far og sær, og det var skønt. ”Er i klar?” En lidt ældre herre med hvid kittel så sympatisk på dem, og mor fældede en tåre mens hun nikkede tøvende. Den hvide dør åbnede, og mor og Jason gik langsomt ind. Hun blev stående. Hun stod nu med beslutningen om, hvordan hun ville huske ham. Mor og Jason var jo allerede inde, så hun behøvede vel ikke. Havde hun brug for at sige farvel? Hun besluttede sig for at gå derind. Hun fortrød allerede ved første skridt, men nu var det for sent. Mor havde allerede rakt hånden frem til hende. Hun ville så gerne vende om, for hun vidste, at hun havde brug for, at far sagde det, men det ville han ikke – det ville han aldrig mere. ”Stop!” Det røg ud af hende som diverse væsker havde gjort det ved samtlige gymnasiefester i 1.g, efter en stime af selvsikre udråb, møntet på de største 3.g fyre. Det var ude af hendes kontrol. Hun var glad for at have sagt det, for da mor og Jason vendte sig med et sæt, vidste hun, at det havde den ønskede effekt. Hun glanede over mod den ældre herre, der lidt upassende stadig befandt sig i rummet. Nu fortrød hun. Hun fornemmede et blik, som var helt anderledes end før. Medlidenheden var der stadig, men i stedet for forståelse var en fornemmelse af medynk opstået. Hvad nu? Mor trak hånden til sig, og også hendes forstående blik forsvandt. Hun var irriteret. Det var skuffelse. ”Kom nu med.” Det var overraskende blidt. Sidst mor havde set sådan ud, havde hun med stor stemme givet udtryk for, at hun skulle til at tage sig sammen. Egentlig var det det samme hun sagde nu, men selvfølgelig kunne mor aldrig finde på at være ligeså upassende som hendes datter. Der var ingen vej udenom. Hun forsøgte forsigtigt at flytte den ene fod om foran den anden, og med et tungt åndedrag bevægede hun sig længere ind i rummet. Af ren refleks holdt hun sine hænder op foran øjnene, ligesom når der var sex eller gys i fjernsynet da hun var lille. Intet var ændret. Under hænderne kunne hun lige undvige ting at falde over, og efter cirka seksten skridt, som hun talte fokuseret, kunne hun se små hjul som fødderne på et bord. Hun var klar over, at han lå lige der. Nu var hun slet ikke til at stoppe. Hun håbede, at hvis hun gik videre, ville hun fortsætte ud af lokalet igen, og måske ende på en magisk bar, der ville få hende til at glemme det hele. I stedet stødte hun ind i mor og Jason, som naturligvis var stoppet, før de faldt over far. Hun kunne fornemme at mor vendte sig mod hende igen. Nu turde hun ikke kigge op af en anden grund. Han lignede ikke sig selv. Den brune hud hun i flere måneder havde været jaloux på, at hendes rødhårede gener ikke kunne skabe, var blevet gul; og på en eller anden måde var han blevet slankere end hende. Hun kunne kun se hovedet, men hun vidste, at det så meget værre ud under lagenet. En lille plet begyndte at danne sig ved hans venstre skulder, og da hun spurgte hvad det var, undskyldte manden i den hvide kittel, som havde han spildt på hendes nye dug. Efter nogle minutter med konstant hulken så mor bedende på Jason, og han spurgte endelig manden i den hvide kittel, hvad der skulle ske nu. Hendes sjæl rullede øjne. Aldrig havde hun følt sig så utilpas; og hun var engang dukket op til middag på en femstjernet restaurant i lårkorte shorts og bikinitop. Luften var tung, og hun kunne næsten ikke trække vejret. Hendes ben begyndte at skælve igen, og da hun forsøgte at støtte sig til det koldeste bord hun nogensinde havde mærket, væltede hun en bakke med pincetter ned på gulvet. Mor og Jason vendte sig hurtigt, og nu rullede mor øjne. Hun havde altid haft flair for skuespil, havde mor sagt. Hun havde altid haft flair for virkeligheden, havde far sagt. Virkeligheden var noget lort uden far. Det vidste hun nu. Hun tog en beslutning om at komme ud af situationen med værdighed. Hun tog en dyb indånding, vendte sig hurtigt som på film, men i slowmotion, skubbede de store døre åbne med begge hænder – det gjorde ondt – og marcherede ud af det iskolde rum uden at vende sig om. Hun havde det godt, nu havde hun det mindre godt. Hun var tilbage ved indgangen. Der var så mange muligheder, og hun havde selvfølgelig overvejet dem alle. Der var taget, men det virkede for meget som et antiklimaks. Så var der medicinskabet, men det ville udvikle sig til dagen efter en hård nat i byen. Der var også stuerne med puderne, men

82


så skulle hun have hjælp. På stuerne var der selvfølgelig også lagener, men… Var der noget ’men’? Hun kunne ikke finde fejlen, men alligevel fandt hun metoden alt for ondskabsfuld. Selvfølgelig var stedet også fyldt med skalpeller, men hun ville ikke være en kliché; det havde hun levet for længe til at være. Hun havde oplevet for meget til at afslutte det hele, som en fjerdedel af dem hun gik i folkeskolen med havde gjort det. Måske skulle hun være mere kreativ, finde på noget der ikke fik hende til at se så fandens ynkelig ud. Noget der ikke fik mor til at rulle sine øjne helt op i skyerne. Noget der fik hende til at ligne far. Men hvilken ekstremsport tilbød hurtig opstart på et gennemsnitligt hospital i udkantsdanmark? Hun satte sig på en lille stol, der mest af alt lignede en parodi på Peter Plys’ køkkenstole. Hun var igen i den lille stue, der havde et gennemgående tema af blomster og bræk. Mors helt unikke indretningssans selvfølgelig. ”How Sweet It Is To Be Loved By You” spillede konstant ud af højtalerne, mens far og Jason optrådte med deres egen version af Vild Med Dans. Hun havde aldrig grinet så meget før eller siden. Hun kom til at smile, men huskede så, hvor hun befandt sig. Nede ad gangen kom de gående, og af en eller anden grund glemte hun smilet. Hun glemte stuen og far. Hun så kun hvad der var tilbage. Mor og Jason fik øje på hende, og mor satte tempoet op. Ikke hen mod hende, det var aldrig hende. Jason havde også sat tempoet op, men noget havde ændret sig i hans øjne – frygt. Han gav hende et kram, og hun huskede. Nu forstod hun endelig hvad sammenhængen mellem en sko og Marvin Gaye’s femte album var.

83


SOFIE SCHEEL HANSEN Lemvig Gymnasium

84


På det sidste er jeg begyndt at udbryde lyde Ufrivillige, uhæmmede hvin Skingre og skræmte Som et pludseligt sæt når jeg lige er ved at tabe det hele på jorden Og jeg kan se det falde i to sekunder i tolv minutter og høre det splintre mod gulvet føle det flyde mellem mine fødder og sive ned og ned og ned Men jeg taber det ikke Står i stedet og hviner Gennemtænkt og helt bevidst Kalder på din opmærksomhed dine øjne, dine ører næse og mund Og vi går rundt og rundt som hjulene på bussen Mens jeg balancerer, hviner og griner uden at tabe Pudsigheder kan man ikke få for mange af Og derfor er det da pudsigt at du sådan vælger at pudse og polere på alt hvad der er dig Indtil vi står i hver vores ende af rummet hvor jeg kan se det store billede Og du råber tilbage Hult og dæmpet, nærmest lydløst Og du smiler smiler skævt Som ujævne gulvbrædder hvorpå man snubler og falder og får splinter i fodsåler og hænder Ujævnheder og pudsigheder Hvorpå man slår sig og bliver klogere Hvorpå man spidder andre så de ikke kan flygte Og mens de hænger der på krogen kan man hale dem i land

85


Møgforkælet er jeg aldrig rigtig blevet kaldt I så fald kun i spøg med et lille smil på læben eller i flok Aldrig sådan direkte Selvom du står der frit fremme midt på gulvet omgivet af bunker, bjerge bestående af alt og intet Knap nok oven vande oversvømmet til halsen af ragelse og realiteter Mens du venter på at en af strømmene bliver stærke nok slår benene væk under dig Så du for alvor kan få lov til at drukne

86


LÆRKE JOHANSON Vestjysk Gymnasium Tarm

87


Kapitel 1 Han spillede sin melodi, som enhver snart kendte, og alle, der kom tæt nok på baren, ville snart få den lært. Hans navn var lige så falsk, som hans klaverspil var rent, men det skulle snart vise sig at være en ting, der bragte flere problemer end gavn. Hans arbejdsplads begyndte snart at savne ham og måtte jo derfor til at finde ud af, hvor deres klaverspiller blev af. Det viste sig, at ingen havde set ham i en uge, men på trods af at han var elsket i hans bar, var der ingen, som stod i baggrunden og modtog den tilsyneladende højtelskede Pianoman. Hans liv udenfor, lige så tomt som baren var uden ham til at lokke dem ind. Ingen havde meldt ham savnet, fordi ingen var der til at savne ham. Ingen havde kigget, for enhver tænkte, han havde fri. Det kan gå mere end grueligt galt, når ingen kender dit rigtige navn. Kenton Hope måtte snart erkende, at det kranie, de havde fundet tilhørte en mand, som ikke ønskede at blive fundet, da han var i live, og derfor var der ikke heller ikke store sandsynligheder for, at han ville blive fundet, nu han var blevet reduceret til et skelet. Men håbet havde ikke forladt ham endnu. Hans team af inspektører var om end ikke de bedste, men det var sjældent, de ville lade en sag ligge alene på grund af mangel på beviser. Uhæderligt som det nu engang lød, havde de mottoet: ”Når der ingen beviser er at finde, må du skabe”. På trods af dets faretruende natur betød det egentlig bare, at de ville ransage hele skelettet og jorden omkring det så godt, som det nu var muligt. Deres teknikere var på evig patrulje, og sådan forblev det, indtil de havde fundet den detalje, der hjalp dem et skridt videre. Den ene, lillebitte detalje kunne nemt være forblevet uset, hvis det ikke havde været for ihærdigheden, der fulgte inspektørernes job. Den lille detalje? Der var mærker på fingerknoglerne, hvilket var stærke tegn på, at manden udførte en hyppigt gentaget motorisk bevægelse i store dele af sit liv. Dette betød, at det enten var mandens job eller mandens hobby. Med hobbyen finder man manden, og med manden finder du forbryderen. Braxton Lewis, Brax iblandt venner, kendt for sin unge hovmodighed og charme blandt både kvinder og mænd, intet skel mellem de to heller, var for nyligt blevet irettesat af loven, eftersom han havde begået en mindre ulovlighed nogle uger tilbage på et bordel. Trods hans evindelige monolog om, at det intet ville gøre for hans ellers perfekte liv, måtte han nu indse, at ikke alt kan købes for penge. En plads i hans onkels kontor som jurist var blevet nægtet ham, og inden længe ville hans fortid begynde at jage ham. Eftersom han var ung, og det var hans første utilgivelighed, blev han sat til kommunalt arbejde, hvilket betød oprydning i parker, rensning af graffiti og så videre. Denne dag blev han hurtigt færdig, og hans tilsynsmand havde givet ham lov til at tage fri og slappe af. Hvis der var en ting, unge Brax var god til, så var det at finde de mest nervepirrende måder at slappe af på. Den næsten forladte bar blev hans besøgssted, og alkoholen samt bartenderen hans venner. Hele baren virkede dog på en måde bekendt, som om han havde været der før. Hans fortid taget i betragtning, ville han på ingen måde udelukke denne ide. Den, der virkelig satte ham på det spor, var

88


bartenderen, som løst nævnte uden kontekst, at han så bekendt ud. Han kunne hverken bekræfte eller benægte over for bartenderen, eftersom han højst sandsynligt havde været skudt i hovedet, hvis han kom ind for at feste på sådan en bar. Det var først, da han så den tildækkede genstand i hjørnet, at han følte, noget blev klarere. På trods af at han ikke var den mest nysgerrige type, blev han trukket hen til genstanden. Der kom ikke et ord ud af bartenderen, der kun havde tildækket klaveret i lyset af de omstændigheder, at hans yndlingsklaverspiller nok aldrig ville komme tilbage. Han trøstede sig næsten ved tanken om, at den unge knægt måske havde hørt ham spille, at måske ville deres Pianoman ikke blive glemt så let. Da Lewis trak i klædet, som dækkede det smukke klaver, følte han sig som en idiot for at have glemt den lille bar så hurtigt. Men man kunne ikke bebrejde ham, sidst var der fyldt til renden. De eneste, der ikke stod, var ham selv og ham. Det, der gjorde mest ondt, var egentlig, at han var nødt til at huske ham. Mange dårlige minder har man vel altid, men der er altid de få, som kun ødelægges efterfølgende. ”Gid pokker, at der er så få mennesker herinde. Hvad har du gjort af din pianist?” Måske fyret. Eller mere håndgribeligt, smidt ud. Men han tvivlede stærkt, det var også hans pianist. Selv hvis han ikke altid var så charmerende, som hans musik udgav ham for at være, var der ingen tvivl iblandt alle, der havde kendt ham, at han var for god til at blive smidt ud. For god til at blive hadet. Rent ud sagt, var han svineirriterende, eftersom man ikke kunne hade ham. Enhver sådan person vil få fjender, men ikke fordi de ikke kan lide ham. Fordi de ikke kunne lade være. Had eksisterer i mange former, men dem, man anerkender, er de øjeblikke, man lærer det at kende. En glohed vrede, ligesom jernet der bøjer sig under høje temperaturer. Man må lære at erkende, at had har lige så uransalige veje som kærlighed. Men som med mange andre ting, kommer det an på personen. Brax havde elsket den udstråling af kærlighed, der kom fra pianisten til hans klaver, men han kunne ikke selv måle sig med den i sidste ende. Derfor måtte de også tage hver sin vej. Det viste sig så bare, at Brax havde valgt en vej, der gjorde ham til en mindre kriminel, og pianisten veje, der gjorde ham mindre i live. ”Forsvundet”, forklarede bartenderen umiddelbart efter, Brax åbnede munden. Mange kom kun på grund af pianisten, men de færreste kom ind, når musikken ikke lød. Derfor var der endnu færre, som kendte til hans skæbne. Bartenderen selv var dog ligeså uvidende som mange andre. Hvad der kom som et chok, var ikke, at ingen vidste, hvor pianisten befandt sig, men at ingen havde tænkt på at melde ham savnet. Under en kort dialog med bartenderen viste det sig, at det var på grund af, at den pianist, som alle kendte, ikke var den mand, som folk havde troet. Et væv af hemmeligheder havde han lagt over alle, der havde mødt ham i den bar. Men det var ikke noget under, at han havde holdt det så hemmeligt. Ingen kom ud af det lort, han var i, uden at gemme sig selv fra omverdenen. Det blev dog et noget større problem, når man så derefter også ønskede sig prestige og ville have, at folk kendte ens navn. Selvom Brax ikke var nogen detektiv, var det for ham nemt at se, hvad der var sket her, på trods af at alle andre var uvidende om den tragedie, der var hændt. Med blikket i disken sukkede han blidt, før han rejste sig fra den uhumske barstol og lod sine fødder guide ham tilbage mod døren. Mørkt som det var udenfor, så vidste han nok, at det skulle blive mørkere stadig, for det var endnu ikke nat. Turen hjem viste sig at være en tung affære, da det viste sig, at offentlig transport ikke har ændret sig forfærdeligt meget de sidste 150 år. Renere, det er det, men på trods af at alt er skinnende rent, viste det sig, at folk ikke har forbedret sig. Det viste sig især på den måde, folk behandlede deres livegne på. Det var en skam og synd at se på, men intet han hverken gad eller yndede at blande sig i. Det var blevet værre, fortalte hans far. Ikke at han selv var et dydsmønster, når det kom til behandlingen af dem. Men værre var det blevet, det troede Brax såmænd også på. For svært ville det være at ændre menneskeheden til at blive bedre, men at gøre dem værre, det er ingen sag.

89


Toget stoppede, og folk steg af. Deres livsegne fulgte efter, ingen åndede et ord. Hans egen stod klar til at hente ham, blikket vendt mod jorden. Hendes hår faldt svagt ned over hendes øjne, men farven kunne stadig ses igennem de mørke lokker. Hendes lilla øjne, unaturlige selvfølgelig, men gennemtrængende. Hans tanker havde været andetsteds, men øjnene bragte ham tilbage til den virkelighed, han var nødt til at leve i. Hendes øjne var splejsede til at ligne alle andre livegne. Det var den eneste måde at genkende dem på fra de respektable i bedre stand. Det var det eneste, det krævede, en splejsning i deres gener, der gjorde, at disse livegne aldrig ville blive til andet. Deres børn ville aldrig blive til andet. Turen hjem var nærmest pinefuld i den stilhed, han ellers havde været så vant til. Da han så ud af vinduet, så han verdenen indhyllet i mørke. Der blev koldt inde i bilen, men hans fingre føltes som om de brændte. De var så kolde, det brændte, og gjorde ondt. Hans øjne var blanke, og han følte sig tom. Det gjorde ondt. Det var alt, han følte. Bilen gik i tomgang, og til sidst var den stoppet. Døren blev åbnet, og af refleks gik han ud. Han så sig omkring i et miljø, der var ham nær, og stadig kunne han ikke tænke på andet end den smerte i hans fingerspidser. Vejen føltes lang op til hans værelse. Længere end han kunne huske, den nogensinde havde været før. Selv hans seng var ikke rar, og varmen kom ikke tilbage til ham. Det blev bare ved med at gøre ondt. Som han sad der og havde ondt af sig selv, følte han varmen, der forlod hans krop og landede på fingerspidserne, der gjorde ondt. Han hævede hånden for at tørre det væk, da han opdagede, at det var tårer, der invaderede hans følelsesmæssige rum. Hans fingerspidser mod hans ind, og han opdagede, de havde fået varmen for længst. Den sidste og mest grusomme opdagelse var, at det slet ikke var dem, der gjorde ondt, men enhver fiber i hans krop gjorde det næsten umuligt at vide. Hans hjerte gjorde ondt på en frygtelig facon. Dette var intet, han kunne ringe til sin læge om, og intet han kunne få noget til at hjælpe med. I stedet sad han der, prøvede at fange sine tårer, før de faldt, og lod smerten æde ham op. Han havde lyst til at skrige, men ikke en lyd kom ud. Han havde lyst til at kæmpe, men ikke en muskel stod til rådighed. Natten gik således. Den eneste, der kendte til den smerte, han følte i sit hus, var den livegne, der endnu ikke havde forladt hans side. For ham ville hun gerne kæmpe, og for ham ville hun gerne dø. Brax var ikke som de andre, ikke som nogen anden. Et hjerte i stand til at elske en som hende, men ikke et hjerte stærkt nok til at håndtere at miste. Men det var hun. Natten gik således. At hun stod ved hans side, beredt på at hjælpe. Natten gik.

Kapitel 2 Dagene gik frygteligt langsomt, som om de fulgte Brax´ følelsesmæssige kvaler. Hans samfundstjeneste var glemt, for det var intet værd, når samfundet var nyttesløst. Hvorfor hjælpe noget, han ikke troede på? Det lød unægteligt som om, at han havde mistet alt håb, men dog var dette ikke sket endnu. I stedet var der et nyt håb, der var blomstret frem, men han manglede stadig gejsten til at rejse sig fra sin slum, manglede motivationen til at få et liv at leve igen. I skyggen af alt, der var sket, viste det sig at være næsten umuligt bare at komme op og i bad. Hans far mente selvfølgelig, at det hele var noget værre vrøvl, og at han på ingen måde stadig kunne sørge over en ”slave”, som hans far havde kaldt ham. ”Han havde ikke engang et navn. Intet at sætte på sin gravsten, andet end det nummer han blev givet fra fødsel, fordi han kun var en slave. Han er intet værd, og min søn skal ikke hyle over et mistet produkt. Tag dig dog sammen, Brax!”

90


Smerten fra de ord var intet i forhold til den smerte, han havde følt forinden. Det var bare endnu et lag oven på den sorg, han følte. Men som tiden gik, lindede det lidt. Foragt fyldte ham i stedet, og Lancia, hans livegne var der for ham. Hendes hånefulde ord mod hans far ville før havde været grund nok til at sende hende til døden, men på dette tidspunkt gjorde det ham mere ophidset end noget andet. Hans vrede ved at briste. Den loyalitet, som han før havde følt for sin familie, fordampede ligesom sneen, der faldt, før den kunne nå at sætte sig. Han havde aldrig før vidst, at Lancia nærede sådan et had til hans familie og stadig var i stand til at smile til dem og behandle dem som enhver livegen skulle. Det had ville have fortæret ham for længst. ”Hvis jeg lod det stige mig til hovedet, ville jeg aldrig få en chance for at få min hævn.” Det virkede så åbenlyst, og dog var han nødt til at få det fortalt, før han indså det. Hendes øjne lyste, og et smil, som han aldrig før havde set magen til, spillede på hendes læber. Det skræmte ham faktisk lidt, at sådan en person kendte alt til familiens hemmeligheder og nærede sådan et had til dem samtidig. Men som han kunne forstå på den unge kvinde, havde han aldrig været i farezonen. En lille trøst var det da, om ikke andet. Efterhånden var der gået en uge. Da indså han, at pianisten stadig ikke havde fået fred. Der var en morder med frit spil, som ville forblive i troen på, at han kunne sove trygt. Men hvis Brax kunne gøre noget for at forhindre det, så ville han slå til. Dagene gik. Hans forhold til hans far var i forvejen spinkelt, men snart måtte han erkende, det var bedre at være på hans fars side frem for noget andet. Hans mor, tiggende om at de mon ikke kunne holde hinanden ud i den tid, de nu havde tilbage, var overvældende. Indvendigt vidste han udmærket, at det, som hans far havde brugt sit liv på at nedgøre og havde taget for givet, ville fortsætte på samme måde efter hans tid. Dette var der næppe nogen stor debat omkring, folk havde brugt flere tusinde kroner på at få deres livegne designede, stylede, ja, gjort ufatteligt menneskelige, til trods for at de ikke engang måtte gå på de samme gader som alle andre uden en herre. Det var ude af kontrol, og noget måtte blive gjort imod det. Men Brax vidste, han ikke selv var modig nok. Den kønne Lancia, midt i sine tyvende år, havde dog selv et mål. Hendes ene herre, Braxton Lewis, havde så længe forsøgt sig at måle sig med hende i intensiteten bag målet, men intet er så motiverende som frihed. Hun kunne se, han prøvede, og det var mere end nok. Sammen kunne de måske få noget ære bragt tilbage til ham, deres tabte, deres mistede, den eneste mand, som kunne slå benene væk under enhver, på trods af blod, på trods af stand. Livet var der selvfølgelig ikke forfærdelig meget ved, når man selv aldrig fik lov til at leve, men derfor var der ingen grund til at knuse ens lys, før man nåede at få set solen. Det havde lukket op for noget, som ingen kunne have forudset. Resultatet var, som havde de stukket hånden i en hvepserede, og nu måtte hammeren falde. Hammeren var metaforisk pålagt, men der var ingen tvivl i nogens tanker om, at noget var på spil. Lancia og Brax var måske alene i den forstand, at de kun bekymrede sig om den ene mand, der stod dem nær, men en revolution var i luften, en borgerkrig på randen til at starte.

91


Ringkjøbing Gymnasium Lemvig Gymnasium Vestjysk Gymnasium Tarm 92


Forfatterspirer antologi 2016-17