Skive Folkeblad

Page 1

8 skive folkeblad torsdag den 7. april 2011

lokalt

Eva og Nanna i gang med danskundervisning.

Fotos: Lars Bo Kirk

Ægtepar med Skive-rødder på rejse jorden rundt med deres tre børn:

Med familien gennem rev og skær Af Lars Bo Kirk På jordomsejling med Luna

Det var godt, vi fik et lille forvarsel. Trods alt. Ekkoloddet målte 2,5 meters dybde, men begyndte pludselig at tælle alt for hurtigt ned. 2,2 meter. 2 meter. 1,8 meter. 1,6 meter. Fuck… Jeg tog al fart af skibet og lod motorerne køre i tomgang. 1,4 meter. 1,2 meter… Ik’ godt… Vi gik allerede med lav fart, for Grand Cul-De Sac Marin er ikke et sted, man fræser i gennem. Farvandet ligger kilet ind mellem vingerne på den sommerfugleformede fransk-vestindiske ø Guadeloupe og er domineret af et revsystem, man kun kan zig-zagge sig igennem. Når man er nået i gennem revene, begynder en mangrovesump, der leder over i en relativ snæver og lavvandet flod. Floden fører – via tre broer, der kun åbner én gang i døgnet – om til hovedbyen Point A Pitre og udgør således en effektiv genvej, hvad enten man er på vej mod syd eller nord. Vi var sejlet fint og sikkert gennem de mange rev,

men 1,2 meters dybde var mildt sagt ikke planen, for det gode skib Luna stikker på papiret kun 1,15 meter. Og med 500 liter vand, 200 liter diesel, mange hundrede kilo motor og batterier, mad, tøj, fiskestænger samt fire voksne og tre børn, ja, så skal vi nok lægge en smule til vores dybgang. Få sekunder senere stod vi ifølge instrumenterne på 0,8 meter vand. Stod, vel og mærke! Satellitten viste, at vores fart var præcis 0 knob over grunden. Ja, sådan hedder det på GPS-sprog: Speed Over Ground. Hvilken rammende beskrivelse af en grundstødning, tænkte jeg. Nul knob over grunden. Det havde ellers været en prima tur fra St. Martin i det nordlige Caribien. Vi forlod øen for tre dage siden efter næsten en måned i området. Mens øen forsvandt agterude, havde jeg tænkt, at man – uanset hvor meget tid, man har – sjældent når alt det, man gerne vil. De første måneder af vores rejse var som år. Den sidste måned føles som et øjeblik, og vi kunne sagtens have brugt en

måned mere på St. Martin. Men det er en ufravigelig del af eventyret at rejse videre. Ikke for tidligt. Ikke for sent. Det var også på St. Martin, at Evas søster og svoger, Stinne og Klaus fra farmen i Fly påmønstrede. De fandt navnet Luna til os få dage før vi sejlede fra Danmark til Portugal over Kanarieøerne og videre over Atlanterhavet til Caribien, hvor de nu var med os på strækket sydpå til Antigua og videre til den franske ø Guadeloupe. Herfra skulle de flyve hjem til gården, hestene og kattene. Intet vand under kølen Og nu dette! 0,8 meter vand, 0,0 knob over grunden. Eva tog resolut snorkel og maske på og lod sig synke ned i vandet. Hun stod på mudderbund med vand til midt på maven. Vi kiggede på hinanden. Ord var overflødige. Der var intet vand under kølen.

Hmmm, tænkte jeg. Det var både godt og skidt. Vi var på grund, men det var blød mudderbund. En stor speedbåd kom sejlende med god fart ude fra revene og gik forbi os højst tyve meter mod øst. Familien ombord vinkede intetanende venligt. Vi kunne ikke være mange meter fra sejlrenden, men hvad hjalp det? Gad nok vide, hvad det koster at blive trukket fri, nåede jeg at tænke med en begyndende smerte i højre baglomme. Tyveriet af vores påhængsmotor i Grand Case en uge tidligere havde smadret månedsbudgettet – og med en latterlig høj selvrisiko på kr. 20.000,- og udsigt til diverse bonusdegraderinger er vi defacto uforsikrede mod alle andre uheld end totalskade. Til gengæld er den årlige præmie så høj, at den er tæt på at kunne betale en slæbebåd for at bugsere os over Stillehavet. Tag den Pantaenius!

Nå, buttomline var, at vi måtte klare os selv. Nu er det sådan, at ror og køl på Luna heldigvis stikker dybere end propellerne. Ergo havde vi maskinkraft, men ingen styreevne – med mindre selvfølgelig, at dinghyen med den nye 9,8 hp, to-taks Tohatsu kunne agere styrebåd. Så i vandet med dinghyDorte (jeg ved ikke hvorfor, men det bliver børnene ved med at kalde den) med onkel Klaus som styrmand. Og da Eva og Stinne havde forbundet liner fra Lunas stævn til dinghyen, gav jeg begge Yanmar-motorer fuldt skrald, mens Klaus trak stævnen mod styrbord med alle Tohatsuens kræfter. Og langsomt, langsomt bevægede vi os med en tung, svuppende fornemmelse ud mod sejlrenden igen. De 30 sekunder, det tog, føltes som 30 minutter, men det var en pokkers god fornemmelse at mærke vand under kølen igen. Kort efter gled vi op ad floden og kastede anker 100

meter foran den første bro ind mod Point A Pitre. Hvor skal ansvaret placeres Spændingen var efterhånden ude af kroppen på os alle, og der blev sat kolde øl på bordet. Jeg tænkte, at nu var risikoen for efterspillet størst – et efterspil, der til forveksling ville ligne det, man ser efter bankkrak, alvorlige ulykker eller politiske kriser: Hvor skulle ansvaret placeres? Det var mig, der havde stået ved roret, og jeg havde selvfølgelig overvejet mit forsvar det sidste stykke vej op ad floden. Men det var ikke helt på plads, for jeg var – hånden på hjertet – i tvivl om, hvor præcist, det var gået galt. Jeg havde holdt Luna tæt til de bøjer, der markerede ruten ind mod floden, men da vi nåede den næstsidste og skulle svinge ned mod flodmundingen, havde det elektroniske søkort vist meget lavt vand få meter forude. Det havde

jeg reageret på og var derfor (formentlig) drejet for skarpt til styrbord. Og i Grand CulDe Sac Marins snævre sejlrender skal der ikke mange graders fejlstyring til, før man får mudder på kølen. Senere på floden placerede GPS’en os ligeledes et sted ude i mangroven og ikke på floden, hvor vi sejlede. Så jeg sluttede, at GPS’en og søkortene ganske enkelt havde været for upræcise; velvidende, at det – trods det uangribelige i udsagnet – ikke ville redde mig i søretten. Det var min fejl, og jeg konkluderede, at hvis det kom så vidt, måtte forsvarstaktikken blive den gamle velkendte: Læg dig ned og sig undskyld. »Skål, godt vi kom frem – uden sårede eller døde,« sagde jeg med et smil og ventede på reaktionen. »Skål,« sagde Stinne, Klaus og Eva glade og tilfredse over at være fremme og have klaret skærene i fællesskab. Den øl smagte ualmindelig godt.

Senere – efter en times opdagelsesrejse i dinghyen ad mangrovesumpens snørklede kanaler med børnene – vi så rotter, tusindvis af kravlende krabber, gik på muddergrund tre gange og fandt en flaskepost med piratbrev og 20 dollars – faldt mørket på og gasgrillen blev tændt. Dagen efter stod vi op kl. 04 og sejlede ubesværet i gennem, da broen åbnede sin ene gang kl. 04.30. En time senere kastede vi anker i Point A Pitre, spiste friskbagt morgenbrød og sang fødselsdagssang for onkel Klaus. Om aftenen stod den på Lunas jule-klassiker, hjemmelavede hotdogs, mens vi på afstand kunne følge med i det årlige karneval inde i byen få hundrede meter væk. Det hele sluttede med et gigantisk festfyrværkeri lige over os. Fem dage var gået, siden vi forlod St. Barts. Vi var trætte, mætte og glade – og endnu engang en lille smule klogere og lidt mere erfarne.

fra skive til verden rundt i sejlbåd

Fra venstre »onkel« Klaus Pedersen fra Fly, Nanna og Lars.

lars bo og eva Houlberg kirk, der begge er født og vokset op på skive-egnen, gik sammen på aakjærskolen i skive og blev kærester i 2. g på skive gymnasium. senere flyttede de til Århus, hvor eva blev uddannet læge og lars tog journalistuddannelsen. i 2005 flyttede de til københavn, hvor de boede indtil 14. september sidste år, da de forlod danmark og tog på rejse verden rundt i deres båd - sammen med parrets tre børn. nanna på 12 år, emil på ni og Jacob på syv. læs mere skibs(b)loggen på familiens hjemmeside www.ss-luna.com. i skive folkeblad vil de med jævne mellemrum berette for læserne om deres oplevelser.

Eva på en øde strand i Tobago Cays.

- Der måtte ske noget nyt i vores liv I fem år havde vores lille familie levet trygt og lykkeligt i vores skønne gule hus i Rødovre. Og i snart syv år havde vi boet og arbejdet i spændende jobs i København. Som læge og kirurg samt rådgiver, partner og direktør i et velrenommeret kommunikationsbureau. Det var et godt liv! Trygt, sikkert og efterhånden også ganske let. Alligevel - eller måske netop derfor - måtte der ske noget nyt. Drevet af et enkelt ønske om mere tid med hinanden,

mere nærvær med børnene samt et tydeligere, mere eventyrligt og udfordrende liv, gjorde vi det. Vi besluttede os. For at rive tingene op. Skære rødderne over, bruge alt hvad vi ejer og realisere drømmen om det ultimative eventyr: En gigantisk rejse på verdens have – med vinden jorden rundt i sejlbåd. På det tidspunkt havde vi hverken båd, duelighedsbevis eller nogen anelse om, hvordan man underviser tre skolebørn ombord på en båd, men vi havde kræfterne og modet, så vi kastede os ud i det! Satte huset til salg og gjorde vores professionelle liv op.

For et par uger siden rundede vi 8000 sømil ombord i vores hjem. En lille, men fin 38 fods katamaran, som vi hentede i Frankrig i august og gjorde rejseklar på mindre end tre uger. Vi har været af sted i et halvt år - og målet er stadig at genfinde nerven og være til stede lige nu. To tidskrævende karrierer og et mageligt, måske lidt for materialistisk liv er afløst af et enkelt liv med god tid, vind i håret og eventyrlige oplevelser sammen med vores børn. Det var nu, det skulle være, og det er nu, vi gør det.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.