Page 1


Ud med Knud © Jesper Wung-Sung og Høst & Søn/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3649-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. www.wungsung.dk

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Jesper Wung-sung

UDS kMED lKNUD en

Høst & søn


»Krop skal der til! Krop skal der til!« H.C. Andersen: Springfyrene

»... man behøver ikke andet end at kende det menneskelige legeme for at kunne opfinde himmel og helvede.« José Saramago: Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola

5


6


Legen

Der var engang et barn. Der har naturligvis været mange børn, så mange, at man kan komme i tvivl, om der er en plan med dem alle. Det burde ellers være en regel: at der altid er én, som passer på hvert eneste barn i hele verden. Sådan er det ikke. For så ville livet måske ikke være livet. Her holder vi øje med et barn. Han hedder William, og på mange måder er han en heldig dreng. Han har to forældre. Han bor i et hus. Han får mad hver dag. Men så er der Knud. De befinder sig på Williams værelse. William ligger på sengen. Knud sidder i fodenden. William er ked af det. Nu lader han, som om han keder sig. »Jeg keeeeder mig,« siger William. Hans baghoved er begravet i puderne, men han kan alligevel høre sin mave rumle. En fugl har sat sig på den næstøverste af de fire af blommetræets grene, som William kan se gennem vinduet. Fuglen er grå eller brunlig. På den nederste gren hænger tre blade; der er faldet et blad af i løbet af formiddagen. Himlen er mælkehvid. Det er ikke lang tid siden, William spiste fire pølser og otte brød, så han må finde på noget andet. »Lad os lege noget! Bare et eller andet! Kom med nogle forslag!« 7


Knud svarer ikke. Han sidder med rank ryg og sine smarte gummisko oppe i sengen. William kniber øjnene sammen og tænker: Han gider ikke engang skjule, hvor ond han er. Men William giver ikke op. »Kom nu, Knud,« siger han. »Jeg keeeeder mig! Lad os lege noget! Kom nuuu!« William bliver ved. Han plager og presser, som han for eksempel også har plaget og presset Gud. »Sig noget! Kom nu! Det er din tur! Kom nuuu! Bare noget sindssygt sjovt!« K nud retter på sin sideskilning. Samtidig lader William, som om ideen kommer til ham, ligesom han rækker hånden ud ad vinduet og plukker en blomme på træet: »Jeg ved det! Vi leger gemme!« K nud virker ikke tændt på ideen, men William lægger hænderne for øjnene. »Til hundrede. En, to, tre, fire, fem ...« William snyder. Der er en sprække mellem hans fingre, men William undskylder det med, at han er blevet mørkeræd. Det er rigtigt. Sådan var det ikke tidligere, men nu sover han altid med en lampe tændt. William tæller og tænker. Sådan var det heller ikke før. Dengang ville han ikke tænke, samtidig med han talte. Nu tænker han, at der er stor forskel på, om der er et lille hul i et hegn eller en båd. Og minder et menneske i grunden mest om et hegn eller en båd? Så kalder han: »Nu kommer jeg!« Fuglen er fløjet fra næstøverste gren. Måske har William skræmt den ved at kravle ud af sengen. Hvis den 8


var blevet siddende, ville den nu kunne se drengen løfte dynen og fiske et tykt bundt grillspyd af rustfrit stål frem. William tramper over i hjørnet ved bogreolen, som om det er hans første bud på et gemmested, og imens får han elastikken af spyddene. Så vender han sig mod den store sorte sportstaske. Tasken står ved siden af fjernsynet og er altid pakket og klar. Om natten minder den om en ligpose, William har set i et computerspil, men det kan han ikke få sig selv til at sige til mor og far. Tasken står på hans værelse, så han kan lege med tingene, hvis han skulle få lyst. Nu har han set, at Knud er krøbet ned i den. Han har lynet helt til, den snu ræv. William lader, som om han leder i skabet, inden han lister sig nærmere. Det er anstrengende for drengen at bevæge sig på tåspidserne, det gør ondt i hoften, og han må flere gange støtte sig til væggen for ikke at falde. Han bliver stående, til han har fået vejret. William sætter af, falder ned på tasken med hele sin vægt. Bevægelsen forplanter sig gennem kroppen på en måde, der stadig overrasker ham: at han ikke har flere kræfter. Luften bliver slået ud af ham, og det trykker for brystet. Det gør også ondt i knæet, men William håber, det er, fordi det er smadret mod Knuds baghoved. Så går han i gang. Det første grillspyd jager drengen ned i tasken, der hvor han regner med, at Knuds mave befinder sig. Med de næste går han efter bryst, hals, øjne, arme og ben. »Dø! Dø, dit svin! Dø! Skrig, svin, skrig! Dø! Dø!« 9


William fortsætter, til der ikke er flere grillspyd, og tasken ligner et mærkeligt stort pindsvin. Udmattet bliver han siddende oven på sportstasken. Der er ikke noget, som rører sig under ham. Han venter bare på, at blodet skal komme ud af de hundredvis af huller. Han siger: »Må det pible ud og danne en sø på gulvet, så jeg sidder som sejrherren på en ø omgivet af blod.« William hiver efter vejret, og det bruser i hans hoved. Han har også en svag ringen for det venstre øre, og måske er det derfor, at der går lidt, inden han kan høre det. Den svage puslen under hans seng. Det er ikke indbildning. Der er ikke noget at tage fejl af. Knud har snydt ham igen. William opremser alle de gange, han har forsøgt at dræbe Knud. Alle metoderne: At kvæle Knud med de to store hovedpuder. At drukne Knud med hovedet nede i toilettet. At skubbe Knud ud ad mange vinduer – jo højere, desto bedre. At puffe Knud ud foran en bil (bare for at se ham stå på den anden side af vejen og vinke). At prøve det samme med et tog. At tabe mors symaskine ned i hovedet på ham. At få Knuds fingre ind i stikkontakten bag sækkestolen. At vælte skabet ned over Knud. At lokke Knud til at kigge ned i blenderen. At forgifte Knud på 117 forskellige måder. 10


William har fået hovedpine og kvalme. Han synes, det er en dum og dårlig leg. Han føler sig fanget på sit eget værelse. Eller som er det ham, der ligger gennemhullet i sportstasken. »Det er umuligt,« hvisker han. Knud åbner aldrig munden, men nu kan William høre det ganske tydeligt. Hvordan Knud, liggende under sengen, fniser og ler. Griner til den store guldmedalje, eller som er Knud i øvrigt også formand for verdens mest berømte latterklub.

11


Gæsten

William var forkølet, den dag Knud kom. Han sad på sin seng omgivet af køkkenrullekugler, han både kedede sig og var ked af det, da det bankede på vinduet. Hans første tanke var, at en fugl måtte være fløjet ind i ruden, men der blev banket igen, tre gange. Så kunne han se skikkelsen. William havde aldrig før fået besøg gennem haven. Det virkede mystisk og spændende, og han åbnede forventningsfuld vinduet. »Hej,« sagde William. »Hvem er du?« Drengen så på ham, men svarede ikke. Hans tøj så ud som noget fra en genbrugsbutik, gammeldags og for stort, og alligevel kunne det ikke skjule, at han var mere end almindelig buttet. Men på fødderne havde drengen de nyeste og dyreste gummisko, som var han parat til både at gå på diskotek eller løbe en maraton. Han foldede en krøllet seddel ud. William læste:

Mit navn er Knud. Jeg er ikke som de andre. Jeg mangler et sted at bo. Selv om vinduet var lavt, og selv om han gik med de smarteste gummisko, havde Knud svært ved at komme 12


ind. Måske gled han i de våde efterårsblade. Først i tredje forsøg fik drengen fat i vindueskarmen, og alligevel var det William, der måtte bruge alle sine kræfter på at hale ham ind. Knud blev siddende på gulvet med benene strakt frem for sig. Han åndede tungt og havde sved på sin blege pande. »Du er i dårligere form end mig,« sagde William. Var han stum, eller kom han fra et eller andet fremmed, fattigt land? William fortrød allerede, at han havde lukket ham ind. »Okay, Hr. Bjergbestiger,« sagde William. »Hva’ er det så, du vil?« K nud svarede ikke, men rettede med fingerspidserne på sin vandkæmmede sideskilning. Så blev William vred. Han blev så vred, at han kunne mærke varmen i kinderne og hænderne dirre. »Er der nogen, som har skåret din tunge ud og spist den?« Så gik William amok. Han mobbede drengen højlydt den næste time. De største superhelte har altid en fjende nr. 1. Nu havde William fået sin. Det gjorde ham mærkelig nok både stærkere og i bedre humør. Han hadede Knud af hele sit hjerte.

13


14


Fire måneder senere

»Jeg forlangte hverken, at den skulle hente noget til mig, eller at den skulle holde mig ved selskab, kun at den skulle tale til mig, hvilket den jo ikke kunne.« Daniel Defoe: Robinson Crusoe (om hund)

15


16


1

Mor har serveret toast og vindruer på en bakke. »Er det okay, at jeg går i bad?« »Jep,« svarer William, men alligevel bliver hun stående i døren. »Du kan bare kalde,« siger hun. William nikker og kaster en vindrue op i luften. Han åbner munden, men den rammer ham på hagen og triller ned på gulvet. Mor samler vindruen op. Hun gemmer den bag ryggen. William nikker igen. »No problemo.« Mor slipper dørhåndtaget, krydser gulvet og kysser William på panden. William føler, at det er for at vise fjenden, hvor man kan såre ham dødeligt. »Du kalder bare.« »Det gør jeg.« Mor lader døren stå på klem. William venter. Først da en susen i vandrørene høres, siger han Fri bane, og Knud kommer frem fra sit gemmested under sengen. Sådan er det hver dag. Knuds foretrukne stilling er liggende på siden i fodenden af sengen med albuen i madrassen, hovedet hvilende i håndfladen og den anden hånd fri til lidt af hvert: helst til at spise med, men ellers tromme på 17


sengen, spille små melodier med fingerspidserne eller tegne kruseduller på dynen. Han lægger sig sådan til rette på langs med hovedet i hånden og enden af dynen viklet om sig, mens han gufler vindruer i sig. Han minder om en romersk kejser eller en kålorm. William deler også den anden toast i to, mens han tænker: Knud ville ikke skyde mig, men der er mange, som ville skyde Knud. »Flere vindruer?« spørger William. »Ja, tak,« svarer Knud høfligt. William er ved at tabe skålen. »Du kan tale?!« »Selvfølgelig kan jeg det. Det kan de fleste.« »Du har jo ikke sagt et ord i al den tid!« »Der er ingen grund til at tale, medmindre man har noget vigtigt at sige.« »Jamen, din seddel!« »Åhr, den,« svarer Knud og propper en håndfuld vindruer i munden. »Man skal ikke tro på alt, hvad man læser.« William stirrer på Knud. Han kan forstå hvert et ord, som Knud har sagt, selv om hans mund er fyldt med vindruer og toast. William mærker en rislen ned ad ryggen. Han har så mange spørgsmål, der hober sig op i hans bryst. Han ved slet ikke, hvor han skal begynde. Da far kommer hjem fra arbejde, sætter han sig på sengekanten, og William håber ikke, at hans sorte pudsede sko træder Knud over fingrene. Far har et blåstribet slips på. William ved godt, at der 18


hænger et andet blåt et – et med havfruer og ankre – i skabet. Det er et af de slips, far ikke længere bruger. De siger ikke meget andet end det sædvanlige. Da far har forladt værelset, fortsætter William og Knud deres samtale. De snakker resten af aftenen kun afbrudt, når de kan høre mor og fars skridt nærme sig. Det er omkring midnat, at mor tjekker, at William sover godt og trygt. Da hun er gået, åbner William øjnene, og Knud kravler op i fodenden til posen med chokoladekugler. »Du er ret suveræn til at lave de dér rullefald,« siger William. »Det er noget, man lærer i militæret.« »Har du været i militæret?« »Hvem tror du ellers, der stod i forreste række under den fjerde puniske krig?!« »Det ved jeg ikke,« svarer William ærligt. »Jeg er kommet så langt bagud med lektierne.« »Så lad mig forklare det, så en forkælet, doven, blegnæbbet og uvidende knægt kan forstå det,« siger Knud og holder den sidste chokoladekugle op i luften. »Når man stirrer ind i løbet på en bazooka, så lærer man helt af sig selv at lave et anstændigt, førsteklasses rullefald.« »Fortæl mig noget mere,« siger William. »Om dengang jeg var dampskibskaptajn på Mississippifloden?« »Har du været det?!« »Jada ... Eller også var det luftballonkaptajn ved Rhinen? ... Togkonduktør i Brasilien? Stangspringer i Nepal? ... Resten er i hvert fald litteraturhistorie!« Og væk er chokoladekuglen. 19


Knud fortæller, indtil William knap nok kan holde øjnene åbne. Alligevel ved William, at han kan have svært ved at sove. »Beder du til Gud, Knud?« »Det sker. Men det afhænger naturligvis af, hvor jeg befinder mig, og hvordan jeg har det.« »Jeg er så træt. Kunne du bede nu?« »Selvfølgelig. Du siger bare til, når du er klar,« siger Knud, som har de sat sig ind i en sportsvogn. William folder hænderne og lukker øjnene. Knud nøjes med at cirkle med sin frie hånd, mens han beder: »Kære Gud – det er Knud! Nu går vi to jo way back og er vant til at kalde en spade for et eller andet oldnordisk. Dette er en from hilsen fra de egne, hvor træerne gror opad, og fugle aldrig svømmer. Jeg bor for tiden hos en gut, der hedder William, og – idet jeg går ud fra, at vi har slået en streg over halløjet med vandballonerne – vi har en bøn til dig. Hvordan går det for resten med dværgkaninerne? Nå, for gammel venskabs skyld bør denne bøn komme først i køen af aftenens bønner. Du ved, at jeg altid gengælder en tjeneste! Vi beder dig om: flere toast og vindruer. Måske også en omgang stegt flæsk og persillesovs! Det var det. Så er den i Sibirien! Og resten er litteraturhistorie! Hold skægget i skyen. Deres hengivne Knud – den lille, den mindste, den mellemste, den store, den største og den kæmpe, ligesom den første, alle dem i midten, og selvfølgelig især den aller-aller-allersidste Knud.«

20


2

»Da jeg var barn, vidste jeg ikke noget bedre end at få rent sengetøj på,« siger mor, mens hun trækker snipperne af lagnet ind under madrassen. Hun glatter stoffet med håndkanten. William sidder i sækkestolen. »Har du ondt i nakken?« »Nej,« svarer William. »Jeg tjekker bare, om lagnet ligger helt lige.« Mor ler kort og højt. Det er, som om det kommer bag på dem begge. »Nå, du er ved at blive en hel lille hustyran,« siger hun. »Du bliver ikke nem at være gift med.« Så forsvinder mors smil, og hun koncentrerer sig om at få betrækket krænget over dynen, som er hun rengøringsdame på et hotel. Derefter lægger hun betræk på de to store hovedpuder. I virkeligheden forsøger William at få øje på Knud under sengen. Han kan kun se sine hockeystave, et brætspil og den nye læderbold. Hjertet slår hurtigere i hans bryst. Når der går flere dage mellem, Knud dukker op, kan William tage sig selv i at savne ham. Han er så skør. Tiden går på en anden måde i hans selskab. Samtidig håber han jo, at Knud forsvinder en gang for alle. Som når man smider noget ud i toilettet og skyller ud. 21


»Så er sengen klar til sheiken,« siger mor. Enten er det lyset fra vinduet eller det hvide lagen, der får mor til at se træt ud. »Hvis der er så meget som et sandkorn i sengen, så får tjenestepigen altid hugget hovedet af. Det ved du godt, ik’?« siger William. »Det er en aftale, min skat. Det er så meget en aftale.« Mor siger det på sådan en mærkelig måde, inden hun giver ham et langt klem. William mærker, at mor lader hånden løbe en ekstra gang op langs hans nakke. »Tak, mor.« »Det var så lidt, min skat. Mangler du noget?« »Nej tak. Jeg tror, jeg ta’r en lur.« »Selvfølgelig. Sov godt.« Mor kysser ham på hovedet. William lukker døren efter hende. Han sætter sig på sengen uden at trække dynen over sig. Ser på sine ben mod det hvide lagen. De virker pludselig som fremmede væsener. Som de to tosser, der altid er med som sidehistorie til den rigtige fortælling. William lukker øjnene og mærker efter. Han kommer til at tænke på Prinsessen på ærten. Hun kom til slottet en uvejrsnat og så ud som en hængt kat. Ingen troede på, at hun var en prinsesse. Derfor lavede man en test: at placere en ært under tyve madrasser og tyve dyner. Pigen lukkede ikke et øje hele natten på grund af ærten, og dermed var det bevist, at hun var en ægte prinsesse. »I virkeligheden er det en sørgelig historie,« siger Knud og maver sig op på sengen. »Ah, rent sengetøj! Det minder mig om lange, lune nætter i Shanghai som søofficer!« 22


William trækker fødderne til sig, så der er plads til Knud. Knud svøber rutineret dynen om sig og retter på sideskilningen; albuen i madrassen og hovedet i hånden. William kan ikke lade være med at smile. »Hvad er en sørgelig historie?« spørger han. »Dem er der dæleme mange af,« svarer Knud. »Man kunne fodre svin med sørgelige historier. Mennesket er en mærkelig størrelse. Det siger: »Jeg har det dårligt – fortæl mig noget endnu dårligere.« Næ du, historier om fejlfri helte, oversmarte biler og besvimende fruentimmer!« »Men du sagde: Det er en sørgelig historie.« »Prinsessen på ærten, ja,« svarer Knud, »eller rettere 2’eren.« »Der er da kun ét eventyr?« »Det kan du selv være! Du kender altså ikke 2’eren? ... Ormene på prinsessen. Det er også en barsk omgang – sikkert ikke noget for forkælede, dovne, blegnæbbede og uvidende knægte som dig. Men meget apropos: Den starter med, at prinsessen får sin prins, de går lykkelig forelskelsestur i parken, hun bliver forkølet, og inden hun er kommet hjem, har det udviklet sig til dobbeltsidet lungebetændelse. Feberen stiger lodret, og inden natten er omme, er hun både lam og blind. Men prinsen vil giftes med sin prinsesse, og derfor transporteres hun ind i kirken på en båre, hvor hun på mirakuløs vis rejser sig og er rask. Alle klapper og græder af glæde. De bliver gift, men desværre knuser de riskorn, som gæsterne kaster efter brudeparret, hendes indre organer, og hun dør, inden de når ud i limousinen. Hun ender 23


altså som popcorn for ormene, mens de ser Hullet på widescreen og råber Mere jord skal der til! Mere jord skal der til! Mere jord skal der til!« K nud netter på sin sideskilning. Hans hånd er bred, men fingrene korte som cocktailpølser. William er sulten igen. »Knud?« siger William for at aflede opmærksomheden fra sin rumlende mave. »Hvorfor hedder du det? Det er sådan et gammeldags navn.« »Hvem siger, jeg ikke er tudsegammel?!« K nud ser på ham med opspærrede øjne i sit tykke, runde drengede ansigt. »Hvor gammel er du?« »Hvor gammel er du?« vrænger Knud. »Som om jeg er en hamster. Men fordi jeg har ondt af sådan en lille nysgerrig stakkel som dig: cirka et sted mellem to og tre tusind år. Husk, det var mig, der som romersk kejser var med til at udnævne en hest til konsul – bare for at plukke en enkelt blomst fra cv’et. Hvem tror du satte den hvide skumfidus på toppen af pyramiderne? Hvem sad på den forreste af Hannibals elefanter? Eller lavede de hvide krøller på den første præsident? Men jeg indrømmer, at jeg frygter den dag, hvor det vil gøre noget ved ordstillingen.« »Ordstillingen?« »Dum – og – blegnæbbet – være – drengen – i – værelset – ja. Forkælet – og – uvidende – være – han – ja. Den slags. Ligesom det skete for Yoda. En lille knægt på bare 900 år!« William tænker på, hvordan det må være at være 900 24


år. Han tænker på, hvordan det må være at være 16 år. William har en fætter, der er 16. Han har været alene på ferie i Spanien, og han har en kæreste, der går med solbriller og stramme cowboybukser. »Mens vi er ved navne,« siger Knud og piller sig i næsen. »Vidste du, at Frankenstein ikke er navnet på uhyret, men på den videnskabsmand, som skabte ham? Den er god at tygge lidt på, knægt, mens jeg går en runde.« Så rejser Knud sig fra sengen og går omkring i værelset med hænderne på ryggen. Han ser på de forskellige ting, som er det udstillede museumsgenstande. Det har han gjort før. Så kan han finde på at tage en ting i hånden eller stille en masse spørgsmål. Nu stiller han sig og stirrer på en fodboldplakat. Hans små fingre spræller nærmest som halefjer. »Jeg tjekker lige, om jeg selv er med.« »Har du spillet professionel fodbold?!« »Ja, selvfølgelig har jeg det. Flere gange. Men nej. Det må have været på et andet rødt hold ... Hvorfor har du en plakat hængende af det dér røde fodboldhold?« »Fordi jeg holder med dem.« »Og hvorfor holder du med lige netop det hold?« »Fordi min far holder med dem, tror jeg.« »Hva’ så, hvis de taber?« »Hva’ mener du?« »Holder du så stadig med dem?« »Ja.« »Også hvis de taber 100 kampe?« »Ja.« 25


»Hvad med 1000 tabte kampe i træk?« »Ja, stadigvæk.« »Hvorfor?« William trækker på skuldrene. »Det gør man, når man er fan.« »Og du er fan?« »Ja.« »Det var satans,« siger Knud. Han betragter plakaten med hænderne på ryggen, små spillende fingre. »Men – li’ – det – kan – jeg – ja. En – modstander – værdig – jeg – ser – ja.«

26

Jesper Wung-Sung - Ud med Knud (læseprøve)  

Der var engang et barn. Der har naturligvis været mange børn, så mange at man kan komme i tvivl om, der er en plan med dem alle. Det burde e...