__MAIN_TEXT__

Page 1


Gu ldfi s ke n g li m m e r


Titelside

u G

i s ke f d l

høst &3 søn

n


Kolofoin

Guldƒisken Glimmer © Jesper Wung-Sung og Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København, 2019 1. udgave, 1. oplag, 2019 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Illustrationer: John Kenn Mortensen Sat med Century Schoolbook hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-6219-6 Printed in Latvia 2019 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.wungsung.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk


Nu

nu Glimmer trækker kloakdækslet på plads bag sig og kommer på højkant. Han har ikke været oppe i dagslys i, hvad der føles som flere guldfiskeliv og må knibe øjnene sammen. Solen hænger lavt over hustagene, om lidt er det tusmørke, og Glimmer har regnet rigtigt: Han genkender straks kvarteret. Der står et smilende græskar i den nærmeste indkørsel, så også datoen er den rigtige. »En hjerne som en guldfisk,« mumler Glimmer hånligt. Så smiler han mere end græskarret. Han 5


smiler så bredt, som kun en fisk kan smile. Men da Glimmer tager et skridt, falder han forover og klasker mod asfalten. KLASK! Glimmer ligger på siden. SVUP. Han har svært nok ved at trække vejret og får nu småsten i gællerne. SVUP. SVUP. Alligevel kommer han op på de ben, han ikke har. Han står og svajer på den udspændte halefinne. Ser ned ad sig selv langs det store ar på bugen. Så tager han det første skridt uden at falde. Han stopper op og genvinder balancen. Og så ler han ondskabsfuldt. Et »mu« og to »ha’er«: »Mu! Ha! Ha!« Derefter tager Glimmer det andet skridt på sit hævntogt.

6


Dengang

d e n ga n g Dengang, længe før Glimmer var stor, stærk og glødende af hævntørst, var han lille, blid og uden navn. Han var bare en bitte guldfisk i en plasticpose på passagersædet af en bil. Den lille guldfisk uden navn blev køresyg og fik ondt i maven, men holdt halefinnen for hullet, så vandet i posen ikke skulle blive plumret til med hans små ekskrementer. Og selv om han stadig havde kvalme, forsøgte han at smile det bedste, han havde lært. Eller var det noget, han havde lært? Dengang vidste han ikke, hvad ekskrementer var, og hvis han fik det at vide, ville han ikke have kunnet huske det. Han kunne i det hele taget 7


ikke huske noget som helst fra sit liv. Kom han fra en ­junglesø ­eller en dyrehandel? Var der andre guldfisk? Havde han en familie? Var det for eksempel hans mor, der havde lært ham at smile så pænt? Han huskede det ikke, altså måtte det være noget medfødt. Men da han heller ikke huskede noget fra i går eller bare i formiddags, var det jo noget, han blev født med igen og igen hele tiden. Hvert nyfødt øjeblik. I hvert fald: Guldfisken, der endnu ikke hed Glimmer, smilede det bedste, han måske ikke havde lært. Endelig holdt bilen stille. Så gyngede det voldsomt, og solen skar i øjnene, da plasticposen blev båret fra garagen hen til huset. Så var han inde i huset. Så var han oppe i bowlen. Så stod han på kommoden. Og så var pigens ansigt lige på den anden side af glasset. Hun smilede. Han smilede. Han svømmede en runde i bowlen. Hun smilede. Han smilede. Han svømmede en runde i bowlen. 8


Hun smilede. Han smilede. Manden, der havde kørt bilen, lagde en hånd på pigens skulder, men hun så ikke op. Hun så kun på ham og smilede. »Han skal hedde Glimmer,« sagde pigen og smilede, så han svømmede endnu hurtigere for at møde næste smil. »Men, Maja,« sagde pigens far. »Det er jo en guldfisk.« »Ja, men den her er noget særligt,« sagde pigen. »Den er ikke bare som andre guldfisk. Den er meget, meget flottere. Se, hvor han glimter. Derfor skal han hedde Glimmer.« Det fik ham til at suse rundt i bowlen. Han hed Glimmer, og hun hed Maja. Han smilede, og hun smilede.

9


Nu

nu Glimmer har taget tyve skridt. Solen er på vej ned bag kvarterets hustage. Han har stadig problemer med vejrtrækningen. Hvert åndedrag føles, som om nogen stikker en tændstik ind mellem hans gæller, og hans halefinne koger, som træder han på gløder. Men et sted i Glimmers hjerte brænder en smerte, som gør langt mere ondt. I tusmørket bliver Glimmer stadig mindre synlig, mens de oplyste huse på villavejen bliver tydeligere. Glimmer stopper op. Han har fået øje på en familie bag en rude. De sidder omkring et bord og spiser. Mor, far, søn og datter. Deres munde bevæger sig, fordi 10


de både tygger og snakker sammen. Drengen har fået malet et ar på kinden, og pigen har en maske liggende ved siden af sin tallerken. De ser glade ud. De skåler, og Glimmer føler pludselig en tørst så stor. Han ser ned ad sig selv. På trods af årene i kloakkens brungrønne sump af slam, lort og affald er én ting uforandret: Han har helt og aldeles bevaret sin gyldne glød – sin glimten. »Glimmer,« mumler han med en piget stemme. Et øjeblik svajer han, så spytter han på jorden, og tager næste smertefulde skridt og næste smertefulde indånding.

11


Dengang

d e n ga n g Han smilede. Hun smilede. Han smilede. Hun smilede. Sådan var hver dag: Glimmer, der svømmede rundt i bowlen, og Maja, der sad med ansigtet tæt ved glasset. Der var de to – og så alt andet. Det sidste, Maja gjorde, når hun skulle i ­skole, var at sige farvel til Glimmer. Når hun var gået, svømmede Glimmer rundt i bowlen og så skyggen af sig selv i spejlet. Han forsøgte at se sig selv med pigens store beundrende øjne – og ­lavede det ene elegante sving efter det andet. 12


Pludselig var Maja tilbage. Sådan føltes det i hvert fald for Glimmer. Hun havde røde kinder, og hendes hår sad ikke helt så pænt som om morgenen. Hun fortalte hver dag om, hvordan det var gået i skolen. Glimmer havde svært ved at holde styr på navnene, hvem der var Sandra, Amanda, Sabrina, Viola og Frida, og hvem der var den søde, den tykke, den sjove og den virkelig lede. Men pyt med det, Glimmer ville alligevel have glemt det hele, når han havde taget en ny runde i bowlen. Han koncentrerede sig i stedet om at svømme så flot som muligt. »Men det passer slet ikke!« sagde Maja en dag. »For du er min bedste ven, Glimmer!« Glimmer blev så glad, at han susede en runde i bowlen og slog et ekstra fornemt, glimtende slag med halen. Det sidste, Maja gjorde hver aften, var at kysse bowlen og sige: »Godnat Glimmer, og drøm så sødt!« Når Maja sov, svømmede Glimmer hen til det sted, hvor hendes læber havde rørt glasset, og kyssede det.

13


Nu

nu Tre drenge kommer gående mod Glimmer i halvmørket. De ser farlige ud. Den ene er grøn i ansigtet og har møtrikker stikkende ud af hals og tinding. Den anden bærer en sort kutte og en le i hånden. Den tredje er iført en hvid spændetrøje og har fråde om munden. »Ha! Se!« råber den ene. »En giga guppy!« »Fed fiskedragt!« råber den anden. »Se, hvor den glimter!« »Havets skræk! Hi! Hi!« råber den tredje. Glimmer koncentrerer sig om at gå så lige som muligt. Han ved ikke, hvor langt han kan gå på halefinnen, så hvert skridt tæller. Drengene kommer tættere på. 14


»Føj, hvor den dragt stinker!« siger ham, der er grøn med møtrikker i ansigtet. »Du lugter værre end et ton døde fisk!« siger drengen med kutten og leen. »Du får aldrig vasket den stank af, mand!« udbryder drengen, der er i spændetrøje med flødeskum om munden. Glimmer svarer ikke. Et skridt. Endnu et skridt. Og nok et skridt. Drengene står lige foran ham. »Se, hvordan han vakler,« siger den ene. »Måske har han ædt for meget chokolade,« svarer den anden. »Dragten er nok lavet af vildt giftig gummi,« siger den tredje. Så bryder de alle tre ud i latter og peger fingre ad ham. »Fiskefjæs er fuld! Ha! Fiskefjæs har røget fed! Ha! Fiskefjæs har sniffet fiskefoder med kokain i! Ha! Ha! Ha!« Glimmer har både regnet rigtigt og regnet den ud. Det er halloween, og alle vil tro, at han er en dreng i en meget stor fiskedragt, men han har ikke planlagt, hvad han skal gøre, hvis han møder andre mennesker på sin vej mod målet. Glimmer overvejer at brække nakken 15


på alle tre drenge med ét finnehug. Så kan han mærke, at hans tavshed gør dem usikre. »Han trækker vejret som Darth Vader,« siger den ene dreng. »Glemte du at læse det om ‘lufthuller’ i brugsanvisningen?« spørger den anden. »Er du okay derinde, mand?« spørger den tredje. Glimmer føler sig svimmel og nærmest tumler fremad. Drengene hopper forskrækket til side, mens Glimmer genvinder balancen. Han fortsætter skridt for skridt, selv om han kan høre drengene snakke bag sig. »Fiskefjæs må være spasser!« »Han har ædt ti andre gummifisk for at blive så stor!« »Måske er det ikke en dragt! Måske ser han bare sådan ud!« Drengene ler højt, men det preller af som vand på fiskeskæl. Glimmer gemmer al vrede, had og styrke til nogle andre mennesker ...

16

Profile for Gyldendal

Wung-Sung GULDFISKEN GLIMMER (Læseprøve)  

Wung-Sung GULDFISKEN GLIMMER (Læseprøve)