Page 1


Kolofon

Alfred og gabestokken © Jesper Wung-Sung og Høst & Søn/ROSINANTE & CO København 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Illustration: John Kenn Mortensen Sat med Berling hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5316-3 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.wungsung.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk


ROS_Alfred og gabestokken_omslag_HB_xxx.indd 2

26/02/2018 09.20


Kapitel 1

På torvet i dette kongerige stod Alfred i gabestokken og galede op. Sådan havde det været, så længe nogen kunne huske, og på en måde var han blevet en del af livet ligesom de snoede veje, det store slot, den gamle mølle, kirken, markerne, bakkerne, vinden, solen, månen og stjernerne. Ingen kendte rigtig Alfred, men når et barn i en af hytterne ikke ville spise op eller lave sine lektier, sagde forældrene ofte: »Gør det nu – eller du ender som Alfred i gabe­ stokken!« Og så blev der som regel spist op eller lavet lektier, for han var alligevel lidt uhyggelig – ham Alfred i gabe­ stokken. Han var bare en stor dreng, men når han blev vred, så han ud som en øgle med sit forvrængede ansigt og den dér åbne mund, hvor tunge, tænder og spyt stod i ét som et uvejr, der slyngede den ene skrækkelige sætning efter den anden ud i luften. A lligevel kunne man af og til høre børnene råbe noget i skolegården, der var tyvstjålet ud af Alfreds mund. 5


»Halløj! Jeg kalder på dig Deres store styghed af et omvandrende æsel-råddent royalt lig!« råbte eleven. »Du ligner et ... brrr ... . majestætisk mareridt af ugle­ gylp på fødder!« Den slags var svært at give igen på, ligesom de første 40 konger havde fundet det umuligt at få det sidste ord over for Alfred. Og derfor var han blevet stående, hvor han stod, i sin gabestok på torvet i dette kongerige.

6


Kapitel 2

Hvorfor var det nu, at Alfred var endt i gabestokken? Det var der ikke rigtig længere nogen, som kunne hus­ke. Man vidste, at det drejede sig om en majestætsfornærmelse, og at det var sket på torvet under kongens årlige forårstale, var alle også enige om. Hvordan han havde fornærmet hans kongelige højhed, herskede der til gengæld tvivl om. Hvad havde han i grunden gjort eller sagt? Nogle mente, at han havde råbt: Man kan se, du har tabt kronen ned i lokummet! Nogle, at ordene var: Er det et scepter eller er du bare glad for at høre dig selv tale?! Der var dem, der havde fået fortalt, at han havde kastet et råddent æble efter kongen. Andre mente, han havde råbt: Han har jo ikke noget tøj på! Eller: Det ligner en krone, men er en bombe! Den konge, som Alfred i sin tid havde fornærmet, var der ikke længere nogen, som kunne huske. Det mærkelige var, at Alfred aldrig var blevet ældre. Han havde overlevet 40 konger, men var selv stadig ikke 7


meget mere end en stor dreng. Tøjet var gammeldags og hang i laser. Han var barfodet, beskidt og så solbrændt, som kun et menneske, der lever ude hele sit liv, kan være det. Hans ansigt, hænder, fødder og nakke var næsten sorte af sol, men når vinden løftede op i hans lasede skjorte, kunne man se hans blege drengebryst. Det tykke, sammenfiltrede lyse hår hang ned i øjnene på ham, men når han svingede med hovedet, kunne man se, at han havde et par store grønne øjne, og når han en sjælden gang smilede, var han faktisk en ret køn dreng. Men for det meste var han vred og utilfreds. Alfred hadede konger, fyrster, kejsere og alle slags adelige, men mest af alt hadede han salathoveder. De rådne salathoveder, der dagligt blev kastet efter ham. Soldaterne kastede dem. De handlende kastede dem. Familier samlede rådne grøntsager sammen i en kurv og tog på udflugt på torvet for at kaste efter tur. Børn i alle aldre kastede med, hvad de nu kunne finde på jorden at kaste med. Alfred var skrap til at undvige. Han kunne flytte sit hoved hurtigt og ud i de mest mulige og umulige vinkler. Til sidst fik en eller anden dog altid ramt ham lige i smasken. Så takkede han. »Halløj, jeg takker! Af ... brrr ... hele mit hjerte tusind tak!« råbte Alfred. »Jeg kalder på dig ... gaaaar ... stakkels skat ... du bliver jo selv snart en rådden grøntsag ... væk som en vind ud af en ... ahhrr ... trolds røv ... og det gælder også dig, Deres kongelige møghed, oppe i dit tåbelige tårn ... bbrrr ... med blæreblåt blod ... Dit kongelige kød er snart bøffer for mider og orme! I ER 8


ALLE EN FLOK OMVANDRENDE RÅDNENDE SALATHOVEDER!!!«

Blandt de største drenge var det blevet en manddomsprøve, at man skulle forsøge at sætte sit fingeraftryk på baghovedet af Alfred. Man trykkede sin højre tommelfinger ned i en håndfuld blåbær, sneg sig om bag gabestokken og plantede fingeren i hans gule hår. Det var lettere sagt end gjort. Det var, som om Alfred havde øjne i nakken, og han kunne sparke bagud lige så hurtigt og hårdt som en hest. Mange af drengene havde blå mærker eller ar efter mødet med Alfreds fodsåler. En dreng humpede stadig rundt på grund af det spark. En anden havde Alfred ramt lige i skridtet, og selv da drengen blev voksen, talte han med en barnlig pibestemme. Om aftenen, når folk havde pakket deres boder sammen og var taget hjem til deres hytter, var der kun Alfred tilbage på torvet. Alfred og en hel del mus og rotter. De behårede dyr pilede over brostenene for at finde madrester, og fordi der var blevet smidt alle de rådne frugter og grøntsager efter Alfred, lå der et lille bjerg af mad omkring hans fødder. Af og til var der en mus eller rotte, som bed Alfred i storetåen, men det gjorde den kun én gang, for så sparkede Alfred, så musen fløj over de første hustage. A lfred levede af de rådne pærer, tomater og salathoveder. Han havde trænet nat efter nat, og nu kunne 9


han løfte et æble op på hælen og sende det i en bue over hovedet, hvor han drejede nakken og greb æblet med munden. »Gaaarrr ... jeg er vist ikke helt normal,« sagde han. »Aaaarrrr ... sådan ... brrrr ... . cirka unormal.« A lfred vidste godt selv, at han var anderledes. At han for eksempel nogle gange burde holde sin kæft, men selv om han sagde det til sig selv – HOLD KÆFT, ALFRED! – så knevrede han stadig løs. Det var, som om de forskellige dele af hans krop handlede uafhængigt af hinanden. Hovedet kunne råbe nu stopper du!, mens munden plaprede derudad. A lfreds fødder følte på det forskellige madaffald og udvalgte to knap så rådne æbler. Han skubbede det ene hen til rotten, der sad foran gabestokken. »Velbekomme, til dig, R513,« sagde han. »Og velbekomme til dig selv, Alfred.« Han nikkede ned mod rotten, inden han greb sit smattede æble med munden og begyndte at tygge. Hele byen sov undtagen Alfred. Og undtagen kongen. Kongen gik meget sent i seng, fordi han havde et helt kongerige, som han skulle styre. Når Alfred løftede hovedet så højt på halsen som muligt, kunne han se op til tårnværelset, hvor kongen sov. Han kunne se kongens sorte silhuet i vinduet, hvordan han løftede den konge­ lige krone af og lagde den på den kongelige pude ved siden af sin seng. Alfred kunne mærke, hvordan uroen greb hans krop. Hans fingre flagrede i gabe­stokken som skræmte fugle, og hans fødder skøjtede som på is under 10


ham. Alfred mærkede vreden vokse som en kanonkugle i sin mave. Den følelse kendte han alt for godt. »Du råber ikke noget, Alfred,« sagde han advarende til sig selv. »I aften ... brrr ... . fløjter du bare en lille fin melodi!« Han spidsede munden for at fløjte, men allerede efter et par toner, spruttede spyttet ud af hans mund, og han begyndte at råbe, så det kunne høres langt væk. »Halløj, jeg kalder på dig! Nu gak hans kongelige idiotskab, hans store styghed, til køjs! Gaaaar ... han har taget sin lille hjerne ud og lagt den på en pude! Stakkels skat! Lad os håbe ... ahhrrr ... at den ikke falder på gulvet og bliver knust som et hønseæg! Men det er jo ikke sikkert ... brrr ... at nogen opdager, at den mangler i al sin royale tomhed!« Men det var Alfred, der følte sig tom indeni, efter at han havde råbt. Og samtidig var den heller ikke forsvundet, den trang, han havde mærket vælte ind over sig ved synet af kongen med kronen i vinduet – den der vanvittige lyst til bare at kunne række hænderne op og røre ved sit eget hoved.

11

Profile for Rosinante & Co

Wung-Sung ALFRED OG GABESTOKKEN (Læseprøve)  

Wung-Sung ALFRED OG GABESTOKKEN (Læseprøve)