Jesper Wung-Sung Otto Dickmeiss HØST & SØN
105476_Lillefingeren_.indd 7
18/01/17 10:04
PR OL O G
H
vordan skal man betegne Finn? Ved at kalde ham for Mor og Fars søn, Arnes lillebror, med hår som rødt hø, en lille speciel og tænksom gut, der i starten mangler sin lillefinger, men ender som bror-redder. Hvordan skal man betegne Arne? Ved at kalde ham for Mor og Fars søn, Finns storebror, med de mange lyse krøller, en alt for kvik og syg dreng, den sengeliggende, der til sidst bliver rask.
105476_Lillefingeren_.indd 9
18/01/17 10:04
K A PI T E L 1
A
rne ligger på sin seng og stirrer op i loftet, da Finn kommer ind med en rød trøje viklet om sin hånd. »Min lillefinger er væk,« siger Finn. Arne gider ikke endnu en af Finns barnlige lege. Han er for træt, han er for dårlig. Arne sukker. Finn fjerner den trøje, der engang har været en hvid fodboldtrøje. Arne blinker. Den er god nok. Hvor Finns lillefinger skulle være, er der ingenting. Ikke andet end rødt kød med en hvid knogleprik i midten. Arne sætter sig op med et ryk og bliver helt svimmel. Mor og Far er på arbejde, fordi de ikke kan tage flere fridage, sygedage eller feriedage. Farmor er altid på besøg – men i dag er hun til kursus i portugisisk. Normalt er Arne glad for, at det kun er Finn, der er hjemme; for han stiller ikke længere
105476_Lillefingeren_.indd 11
11
18/01/17 10:04
12
spørgsmål, men render bare rundt ude i legehuset. Men nu er Arne bange. »Lad os ringe til Mor og Far! Lad os ringe efter en ambu lance! Ringe til politiet! Ringe til brandstationen!« »Neeeeeej!« vræler Finn. »Jeg vil ha’ min lillefinger tilbage!« »Men hvad er der sket?!« råber Arne. »Jeg veeeed deeet ikkkkkeeee!« vræler Finn. »Du ved ikke, hvordan du har mistet din lillefinger?!« »Niks,« svarer Finn og glor på sin indsvøbte hånd, som om den kan give svaret. Så begynder hans underlæbe at bævre. »Vi måå fiiindde miinn lillleefingeer!« græder han. »Ja, selvfølgelig finder vi din lillefinger,« lover Arne. ••• Da de står i haven, synes Arne, at alt virker underligt som i et eventyr. Han ser på legehuset. Det virker både meget lille og meget stort. Det er bygget op omkring oldefars gamle ridsede høvlebænk. Oldefar var snedker, og farfar var snedker, han arbejdede ved høvlebænken, og Far legede ved den, da han var dreng. Engang legede Arne og Finn også altid
105476_Lillefingeren_.indd 12
18/01/17 10:04
13
105476_Lillefingeren_.indd 13
18/01/17 10:04
ved høvlebænken. De byggede ting, og de ødelagde ting. Nu føles det som et helt andet liv. Dengang hvor Finn også havde ti fingre. Arne både fryser og sveder. »Kom,« siger Arne og går hen mod havelågen. »Lad os finde din finger.« »Ja, lad os det,« svarer Finn. Han går med sin indsvøbte hånd som en pokal foran sig.
14
105476_Lillefingeren_.indd 14
18/01/17 10:04
K A PI T E L 2
F
inn aner ikke, hvor lillefingeren er blevet af, og Arne aner ikke, hvor de skal lede. De går ud i det blå. Finn snøfter højt for hvert skridt, og Arne er allerede træt i benene. Arne stopper op og føler, at han bliver nødt til at sige noget både venligt og klogt. »Blev du forskrækket?« spørger han. »Forskrækket over hvad?« spørger Finn. »Det er lige meget,« siger Arne. »Når et firben bliver forskrækket, taber det halen – og halen forvirrer fjenden – og firbenet når at stikke af. Det er en afledningsmanøvre.« Finn bliver helt rød i ansigtet. »Jeg har ikke tabt nogen hale! Jeg har tabt min lillefinger!« Finn vræler igen. »Det ved jeg,« trøster Arne. »Men når et firben taber halen,
105476_Lillefingeren_.indd 15
15
18/01/17 10:04
16
105476_Lillefingeren_.indd 16
18/01/17 10:04
så vokser den ud igen – måske er det også sådan med din lillefinger!« Finn holder op med at græde. Hans blik glider frem og tilbage mellem hånden og storebrorens ansigt. »Du lyver,« siger han så. »Jeg sagde det bare for at muntre dig op,« sukker Arne. »Du lyver.« »Det hedder en hvid løgn,« forklarer Arne. »Den bruger man, når løgnen er sejere end sandheden.« »En rød løgn,« siger Finn og stirrer på sin hånd. »Og den kan du godt skyde en hvid pind efter!« Arne mærker i det samme noget varmt brede sig til en lille plet et sted inde i kroppen. »Jeg har det!« udbryder han. »Kom med!« Arne går af sted med hurtige skridt. »Vent på mig!« råber Finn.
105476_Lillefingeren_.indd 17
17
18/01/17 10:04
K A PI T E L 3
18
105476_Lillefingeren_.indd 18
D
et er længe siden, Arne har været i parken. Også parken forekommer ham både meget stor og meget lille. Engang kom Arne her hver dag. Dengang kastede han frisbee med sin bedste ven Hans Emil. Arne har ikke snakket med Hans Emil længe. Det er Arnes skyld. Han har ikke besvaret en eneste af Hans Emils mange beskeder. Arne og Hans Emil kunne kaste frisbee i timevis, og nogle gange var der en hund, som begyndte at jagte frisbee’en. Alle hunde elsker at rende rundt med en pind i munden, men hvis de ikke kan finde en pind, så leger de med en frisbee eller noget andet. Solen skinner, og parken er fuld af hunde. »Det er en af de hunde, der har hugget din finger,« siger Arne.
18/01/17 10:04
19
105476_Lillefingeren_.indd 19
18/01/17 10:04
20
105476_Lillefingeren_.indd 20
»Er du sikker?« spørger Finn. »Hvor skulle den ellers være?« Finn trækker på skuldrene, og så går de fra hund til hund og undersøger, hvad de har i munden. Der er mange forskellige pinde. Der er korte pinde, lange pinde, tykke pinde, tynde pinde, lige pinde, krogede pinde, der er strikkepinde og spisepinde, der er pindebrænde og pindemadspinde – men der er ingen lillefinger. Arne klør sig i nakken med den sidste pind, og hunden logrer med både hale og tunge – klar til at løbe, når Arne kaster. »Jeg tror, de har gravet din lillefinger ned,« siger han. »Fordi det er en helt suverænt god pind.« »Tak,« siger Finn stolt. »Vis hunden din hånd,« siger Arne. »Så viser den os nok, hvor din finger er begravet.« Finn fjerner den røde fodboldtrøje; det bløder ikke mere. Hunden tror, den skal have noget at spise, men da den ser den manglende finger, vender den sig og glemmer alt om både mad og pind. Den spurter pibende sin vej, de andre hunde følger straks pibende efter, og så er parken tømt for hunde og pinde. »Andre gode ideer?« spørger Finn.
18/01/17 10:04