Issuu on Google+

CMYK + GLOSSY KASCHE

100 mm

142 mm

„Wung-Sung er en udfordrende og sensitiv aflæser af den mandlige identitets kompleksitet, og det projekt ses bredt udmøntet i et forfatterskab, der såvel genremæssigt som stilistisk tør gå nye veje. [...] Her går skrift og tematik op i en smukt forløst helhed i en af omfang lille roman, der på alle måder føles stor.“ – Henning Mørch Sørensen, Information

220 mm

HHHHH „Det kommer der en stærk, hudløs og næsten ubærlig lille bog ud af, som både giver et fint billede af en svunden og alligevel forfærdelig nær tid, og som tager et solidt favntag med det store spørgsmål om retten til at leve og at være dømt til at dø.“ – Per Krogh Hansen, Berlingske

Mænd er fra Marstal

„Wung-Sung er blevet udråbt til at være en særlig udsøgt litterær mandeforsker, og det er bestemt ikke urigtigt (han er mindst lige så god som en Richard Ford eller en Vinn Nielsen) [...] (rigtige?) mænd er fra Marstal og Wung-Sung dinglende god.“ – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

HHHHH „Jesper Wung-Sung har i sit forfatterskab tilsyneladende påtaget sig den opgave at finde ud af, hvad den danske mand er for en udsat og truet dyreart. [...] Der er noget meget ømt og meget maskulint på spil. Det er næsten som at stikke næsen gennem hullet på badeanstalten – og kigge ind til mændene!“ – Anne Dorte Michelsen, Femina

Jeg var ikke blevet klogere siden i nat, men måske kan alt – alt – reduceres til dette ene spørgsmål: Skal man lade falde, hvad der ikke selv kan stå? Jeg prikkede til spyfluen med storetåen, og lyset, der faldt ind gennem havedørspartiet, fik den til at glimte som en safir. Jeg tænkte på at være dreng. De ting, man gjorde som barn. Hvordan vi slap af sted med alt muligt, fordi vi ikke skænkede det en tanke. Såsom at pille vingerne af insekter. Det var både rigtigt og forkert. Vi tænkte ikke over det, og så alligevel: Vi havde en plan. Vi pillede vingerne af insektet for at se, om det kunne flyve.

142 mm

100 mm

esper Wung-Sung

(f. 1971) debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering og har siden skrevet en lang række bøger for både børn, unge og voksne. Af senere udgivelser kan nævnes: Mænd er fra Marstal (2007), Trælår (2009) og Den sidste henrettelse (2010).

esper Wung-Sung

Den sidste henrettelse

30 mm

Blandt de mange hædersbevisninger er BogForums Debutantpris, Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, Kulturministeriets forfatterpris for børneog ungdomsbøger og Danmarks Skolebibliotekarers børnebogspris.

to mænd i frit fald:

Jon, der drives mod ødelæggelse, og Peter, som magtesløs ser sin tilværelse smuldre. Engang var de bedste venner, men de har ikke haft kontakt siden den fatale aften på Langelandsbroen, hvor de i ungdommeligt overmod havde udfordret hinanden til at balancere øverst oppe.

esper Wung-Sung samleren

roman samleren

Omslag: © Alette Bertelsen, AletteB.dk Forfatterfoto: © Jacob Nielsen


MEN

1


Af samme forfatter To ryk og en aflevering, noveller, 1998 Kender du ikke akkusativ, roman, 1999 Kamelen kom til sidst, billedbog m. illustrationer af Ursula Seeberg, 2000 Og havet klapper, noveller, 2000 En-to-tre-NU!, ungdomsroman, 2001 Pelle Johns Engle, en drengeroman, 2002 Alamo, billedroman m. illustrationer af Rasmus Bregnhøi, 2005 Lidt berømt, meget berygtet, en skolelærerroman, 2006 Mænd er fra Marstal, noveller, 2007 Forbrydelse og fodbold, Børnenes U-landskalenderbog, 2007 Fugleskræmslet, ungdomsroman, 2007 Fugleskræmslet II, ungdomsroman, 2008 Ægte brøker, ungdomsroman, 2009 Trælår, noveller, 2009 Kopierne, ungdomsroman, 2010 Den sidste henrettelse, roman, 2010 Tretten tynde teenagere, noveller, 2011 Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl, noveller, 2012 Skolen, ungdomsroman, 2013


Jesper Wung-Sung

MEN roman

Samleren 3


MEN © Jesper Wung-Sung og Samleren / rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen Sat med Minion Pro og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3239-7 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. www.wungsung.dk

Tak til Kunstrådet og Statens Kunstfond for støtte under udarbejdelsen af denne bog.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Antigone: »Du har mig jo. Hvad vil du mer end ta mit liv?«

Kreon: »Aldeles intet! Dét er alt, hvad jeg er nødt til.«

Sofokles: Antigone

»Jeg kender endnu ikke greven,« sagde K., »han siges at betale godt for godt arbejde, passer det? Når man som jeg rejser så langt fra kone og barn, så vil man også have noget med hjem.«

Franz Kafka: Slottet 5


6


Jeg går gennem et tomt hus. Det er som efter en naturkatastrofe, der har lagt alt øde. Jeg følger de store mudrede fodaftryk – fra gangen til gæsteværelset, fra gæsteværelset til badeværelset, fra badeværelset til soveværelset, fra soveværelset til børneværelset – som er det en anden mand, jeg jagter. På køleskabet, under en mariehønemagnet, sidder et kort med et frimærkestort foto. Han smiler, gør han, ham med slipset. En mand, der har regnet den ud. Jeg åbner lågen. Kun en liter mælk, tung som en mursten. Der er borehuller i væggene. Et hvidt rektangel på stuevæggen, hvor skærmen har siddet. Douglasgulvet. Jeg kunne ellers have afvist det. Svoret, at jeg aldrig nogensinde havde sat mine ben her. Aldrig så meget som havde set huset. Hvordan kan noget forandre sig så meget? Og hvad er så tilbage? Jeg bliver stående ved vinduet. Hækken er mørk. Dér stod legeborgen engang. Jeg forstår, at jeg for længst har besluttet mig: Jeg vil først tage hans og derefter mit eget liv. Det føles hverken rigtigt eller forkert. Vi er ligesom allerede forbi den skillevej. Som om vi svæver over den og ser ned på den. Det føles.

7


8


TOLV uger før

9


10


JON Jeg stod af bussen på Svendborg Rutebilstation blot for at stige på en ny, der slog et langt sving uden om den katolske kirke og Terningen og op ad Dronningemaen, forbi bibliotekets lave gulstensbygning og ud af byen. Den nedgående sols sidste stråler fik den regnbeskidte rudes brudte strimer til at ligne tætte bambus i en kinesisk akvarel. Jeg forestillede mig selv ligesom den store sorte terningeskulptur være tømt for andet end selvindlysende geometrisk betydning, ude af stand til at tænke én selvstændig tanke, og at det ville jeg blive ved med at være hele vejen over de tre broer til Langeland. Svendborgsundbroen. Siøbroen. Vi var mindst hundrede meter oppe ad Langelandsbroen, inden jeg måtte opgive. Men det var en højst uventet skikkelse, der indhentede mig på bussens næstbageste sæde: en rødmosset dreng med et gevær. Det var ikke noget, jeg havde skænket en tanke længe, men sidste forår havde vi haft en sag på gymnasiet, hvor en elev fra 2. g havde sat sig ud på pigetoilettet med et gevær. En pige ankommer tidligt, stiller sin cykel i stativerne, går ind i aulaen og ud på toilettet for at ordne sit hår og får sit livs chok, da hun tænder lyset: Han sidder i skrædderstilling på gulvet med geværet i munden, som er det en vandpibe, han ryger på. Hun flygter grædende. Kort efter åbner en anden pige døren og skriger ved synet af drengen i samme ubevægelige positur, som er skydevåbenet vokset ud af hans mund. Det er en fra 11


rengøringspersonalet, en rumænsk mand, der tager geværet fra drengen og låser det inde i det rum, hvor gymnasiets varmeanlæg står. Drengen er tilsyneladende samarbejdsvillig, følger frivilligt med ind i nærmeste klasselokale, hvor han kun siger én ting: Om han må be’ om en cola? Jeg kunne godt lide at møde i god tid, at lade mig akklimatisere, stå der på et tomt gymnasium med det soliloquium, ens liv nu engang er, og jeg er derfor fremme som en af de første voksne i det kaos, der hersker, lige inden politiet ankommer. Jeg står på toilettet, hvor kun en af pigernes tasker vidner om, at her overhovedet har været nogen, da et eller andet får mig til at spadsere direkte hen til den fjerde og bageste af toiletbåsene, kigge i kummen, bag kummen, for så at løfte op i cisternen, hvor den ligger – som en bortkommen læbestift i sølvfarvet etui – det, som er patronen til et gevær. Alligevel putter jeg den i lommen, afleverer den ikke til politiet, siger det ikke til nogen. Dagen efter, placeret i en Irma plasticpose med køkkenaffald, smider jeg patronen i containeren tilhørende Annes andelsforening. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at geværet ikke havde været ladt. Drengen ville blive sigtet efter en mildere paragraf, men medierne havde fået nys om sagen, der ud over den lokale ugeavis jo også nåede adskillige landsdækkende formiddagsaviser, ligesom TV2 Lorry bragte indslag tre dage i træk. Rygterne om drengen gik på gymnasiet såvel som i medierne: At hans kæreste havde forladt ham; at han var ensom; at han ikke havde nogen far. Men fordi skydevåbenet havde været tomt, kunne sagen tysses ned, den kunne bortforklares som en højst malplaceret gimmick. Geværet havde været en rekvisit i en upassende gang LOL fra en generation uden samme ensidige verbale forankring som 12


min, forældrenes og ikke mindst de noget ældre kollegaers. Der var tale om en eksplicit visuelt orienteret generation, alle født som balstyrige Kubrick’er, og som netop derfor lagde noget væsensforskelligt i et tableau som dette, der mere var at betragte som et intertekstuelt postkort, en grotesk novelle, højst et anonymt smædebrev – det var lige før, vi undervisere burde krybe til korset i vores uvidenhed og belønne denne elev med en tårnhøj karakter. Jeg var selv gået forrest i dette kor, men det var først nu i bussen, under Langelandsbroens buer, at jeg kunne forbinde episoden med mig selv. Måske turde. Mens det stod på, havde jeg bare ladet ordene løbe engageret af sted med mig. Jeg noterede mig med tilfredshed, hvordan denne missioneren lykkedes. Drengen stoppede på gymnasiet med det samme, hvilket utvivlsomt også medvirkede til, at sagen gled ud. Selv lokalavisen holdt op med at skrive om den. Efter fjorten dage var sagen mediemæssigt død, og så kom eksamenerne, dernæst sommerferien, så endnu et undervisningsår, endnu en sommerferie, og jeg kunne i denne uge være troppet op solbrændt, veludhvilet og med ryddet skrivebord som alle andre, men det gjorde jeg ikke. For en uge siden sagde jeg op og flyttede fra Anne ind på et hotel i en sidegade til Istedgade, og nu sad jeg i bussen med jernsmag i munden og indrømmede, at også drengen med geværet på en eller anden måde hang sammen med den, jeg var. Jeg havde altså ikke haft ret. Så væsensforskellige er generationerne lige netop ikke. Jeg stod af ved busterminalen, der ikke er meget mere end et kioskstort venteværelse af glas og rødmalet træ på hver side af Ringvejen. Jeg tændte en smøg, hankede sportstasken over skulderen, drejede ned ad Nørrebro og gik først mellem villaernes 13


oplyste ruder, derefter Ørstedsgades byhuse; lyden af mine skridt gennem den lune regnvåde gade ind mod Rudkøbing city. Musikken fra caféen slap ud gennem en ventilationsrist i gyden mellem de to huse. Jeg stod på modsatte fortov og røg, mens en postbil langsomt rumlede over brostenene, så lygterne oplyste Mads Lange-statuen ved trappen til det tomme klassicistiske rådhus. Jeg skoddede smøgen, flyttede sportstasken fra højre til venstre hånd, skråede over torvet for at åbne døren som en mand klædt anderledes, selv om det kneb med at fremmane et knap tyve år gammelt repræsentativt alternativ til det hundedyre jakkesæt, jeg nu bar, om end krøllet af, at jeg havde sovet med det på. Det befriende ved moden er, at den ikke skal vare ved, at den er blottet for kerne; eller måske ligger det formildende reelt i tanken om, at vi alle, også lige netop nu, tager os latterlige ud – vent og se. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Væggene var rustrøde, smurt på med en svamp, så lokalet med dets studielamper en miniature i loftet kunne have fungeret som en fordums Hollywood-kulisse i et storepos om stenaldermenneskets liv og levned. Jeg styrede med høj puls mellem stole og borde af krom og falskt læder mod disken. Fyren bag baren fortsatte med at skrive en besked på sin telefon med siden til iført en T-shirt, der blottede hans kraftige overarm og et tatoveret bånd af sorte skovsnegle om biceps. Jeg anbragte sportstasken som en hund under barstolen. Fyren så ikke op og vendte sig lige de sekunder for sent, så jeg nåede at mærke den boblen i maven, den dér lyst til at gøre noget. I de senere år havde jeg kanaliseret den slags energi ud i analyser af verdens for- og bagside gennem litteratur og flere tusind år gamle tekster i et undervisningslokale foran unge mennesker, men nu fik den 14


mig til at lægge vægten på forfoden og min hånd til at lukke sig. Bartenderen, ti år yngre end mig, bar stedets navn på brystet af sin T-shirt, jeg genkendte ham ikke, og enten fik åndsfraværet eller pokerfjæset fuld skrue, eller også vidste han heller ikke, hvem jeg var. Hva’ sku’ det være? En stor fadøl. Jeg kastede et blik over skulderen kun for at få bekræftet, hvad jeg så, da jeg trådte ind: tre ældre fulderikker ved spillemaskinerne, et bord af helt unge mennesker – to piger og to fyre – og et midaldrende ægtepar, måske tyske turister, i gang med at gøre kål på en sen omgang af husets burger. Et multifunktionelt sted – værtshus, ungdomsklub, café, restaurant og senere diskotek – som det måtte være for at forøge overlevelseschancerne hernede. Ingen, jeg kendte. Her er stille og roligt, sagde jeg. Vi er stille og rolige. Kommer Peter Sørensen her? Fyren stillede fadøllen foran mig. Tredive procent skum, den dér forstilte venlighed, og mine fødder trippede på barstolens fodstøtte. Siger mig ikke noget. Han er stor, meget stor. Lyshåret. Tømrer. Fyren bankede i disken, som kunne han trylle Peter frem fra baglokalet. Han har lavet baren. Det er sidste gang, jeg har set ham her. Hvor lang tid siden er det? To år. Måske tre. En familiemand? Det ved jeg ikke noget om. Men det er happy hour. Hvis du 15


skynder dig, kan du nå en mere til halv pris, sagde han og så tomt på mig. Jeg siger det bare. Der hang et aflangt spejl over disken, hvor jeg kunne betragte gæsterne bag mig. Til venstre for spejlet de eneste ansigter, der vakte genkendelse. Jeg talte dem: elleve mænd i gang med kollegial mandesnak over madpakkerne siddende på en ståldrager over New York, under skyerne. Hvis man padlede sig vej til en ukendt indianerstamme et sted mørkere end mørkets hjerte, ville det sort-hvide foto også hænge på hyttevæggen. Når jeg stirrede på det, kunne jeg være hvor som helst i verden, men jeg var vendt hjem. Jeg løftede armen og drak halvdelen af fadøllen i fire-fem slurke. Spotlamperne blev dæmpet, musikken højere, men de holdt stadig stand, elleve styk, og som fadøllene røg indenbords, måtte jeg stadig mere presserende spørge mig selv: Var det et fuldtalligt fodboldhold, eller manglede der én discipel? Og hvorfor var jeg vendt hjem? Jeg konstaterede, at lydniveauet nærmede sig larm, at lokalet var godt fyldt med mennesker, og at jeg selv ikke længere var ædru nok til at holde øje med døren. Stadig mere aktivitet på begge sider af mig i baren. Jeg lod folk skæve i min retning, inden jeg drejede hovedet eller lod være. På et tidspunkt var der en, som råbte Hej, Jon, efterfulgt af et Hva’ så? fra et ansigt, jeg identificerede som tilhørende én, jeg engang havde spillet fodbold med, men som ellers var uden antydninger i nogen retninger. Gennemsnitsalderen var sænket betydeligt, provinspiger med massiv øjenskygge og påfuglefrisurer, langarmede vuggende knallertfyre i T-shirts og nogle rockerlignende typer med to millimeters stubbe over issen. 16


Jeg mærkede, at hun stirrede på mig og havde stirret længe. Theeito de koure – og pigen så og så. Hun sagde mig ikke noget. Hun var fuld, skæv eller måske noget andet, som dum. Lod jeg blikket falde i hendes retning, flyttede hun ikke sit. Hun var vanskelig at bedømme aldersmæssigt, noget teenager omkring kinder og hage, modsat de mørke skygger under øjnene, furerne fra næsefløjene og rynkerne om den mund, der nu åbnede sig, så ringen i underlæben glimtede. Hva’ glor du på?! Hvis du ikke så så sur ud, ville jeg tro, at du flirtede. Hun svarede ikke, men henvendte sig til bartenderen, senerne i hendes tynde hals strakte sig under kæbebenet. En stor fadøl – og han betaler. Hun sagde det uden at se på mig. Hun var i sort stropundertrøje, og lige meget hvad vej hun vendte sig, dukkede en ny tatovering op. På skulderen en sol af en slags, i nakken en række stjerner, over venstre bryst, skruet helt op i bh’en, et navn med svungne bogstaver. Hvis du var kommet til happy hour, havde jeg givet to. Det lød langt mere kækt, end jeg på nogen måde var. Sandheden var, at jeg var villig til at købe aflad hos den, der mente at have krav på det i dette lokale. At jeg aflæste ansigter og kropssprog for at se, om der var nogen holdning til mig i dem. En ulykke, hvor en ung fyr slog sig ihjel på vej hjem fra byen – som om ingen havde tænkt på andet i sytten år! Som om det ikke kun var noget, ganske få mennesker overhovedet kunne huske! Og for hvor mange af dem fyldte det noget? Mange af de tilstedeværende gik i børnehave, da det skete. Denne pige havde bare et veludviklet blik for Onkel-Gi-Øl, og i så fald måtte man gi’ hende: Hun var kommet til den rette, på den rette dag. 17


Skål. Hun så på mig, mens hun drak, først bagefter gengældte hun mit skål, og så bøvsede hun højlydt. Bakker med drinksshot blev løftet over vores hoveder. Nogen affyrede et kanonslag henne ved døren til hvin og råb. Pigen drejede ikke hovedet i retning af røgen, i stedet for vendte hun sig mod bartenderen og pegede på vores glas. Hun drak med lukkede øjne, og hun drak stærkt. Jeg bestilte to mere. Skål, Daisy! Hun kneb øjnene sammen længe, sænkede panden, som ville hun nikke mig en skalle. Natasja, sagde hun. Jon. Hun nikkede, men denne gang drak hun for hurtigt, halvdelen af øllen rendte ned ad hendes hage, hals og forsvandt mellem brysterne, men hun fortrak ikke en mine, og det var mig uklart, om jeg syntes, hun var tiltrækkende eller frastødende eller måske frastødende på en tiltrækkende måde, men jeg nærmede mig det punkt, hvor den slags blev ligegyldigt, hvor det herfra bare handlede om noget så simpelt som at gå linen ud. Det var først, da hun strakte hånden frem og stak den inden for min skjorte, at det gik op for mig, hvem hun var, at hun var Christians lillesøster, og mit hjerte slog derudad, mens hun flyttede hånden over min mave, som søgte hun efter et ar, hun skulle kende mig på. Jeg kunne se i hendes blik, at hun ikke fandt det.

18


PETER Vi havde fået et tip om, at de gemte sig på nordøen, før Lohals, i et stykke skov ved Nørrevænge. De var der ikke, men vi ventede i bilen, skjult under nogle store bøgetræer. Adam Oehlenschläger havde siddet under et lignende træ, der spejlede sin top i bølgen blå, en lille snes kilometer nede ad kystlinjen, ved Stengade, og forfattet Der er et yndigt land – men der var heller ikke nogen, som tog ordene ud af munden på ham og solgte dem til spotpris. Jeg justerede nakke og skuldre mod ryglænet, mærkede hammeren under hælen. Phillip snøftede, gned håndfladerne mod lårene. Vi havde tid nok til at hitte på en ny nationalmelodi. Fordi der ikke var nogen overenskomst, fordi der ikke var nogen standard, fordi der ikke var nogen regler, fordi alt bare skulle knaldes hurtigt og billigst muligt op, bare det mindede om et hus, derfor kunne de arbejde på alle tider af døgnet. Man behøver ikke ordentligt lys til at udføre en gang klamp. Men selv en rotte behøver søvn. Vi fik besked på at tage vores værktøjskasser med hjem og donere al vor fremtid og kunnen til at holde villakvarteret med flotte sæbekassebiler. Det var sådan, Phillip udtrykte det. Det var godt to år siden, så snart måtte vi tage fat på noget nyt, som fabrikation af rollatorer i poleret mahogni. Da jeg kom i lære, var vi tre mand: Mester, Nielsson og mig. Mester gik alene, jeg med Nielsson, de større opgaver var vi på alle tre. Nielsson lærte mig alt, selv om det først var senere, at 19


jeg forstod hvor meget. Han så ikke ud af noget, Nielsson, gjorde egentlig en komisk figur, når han stod ud af bilen på stive ben, skrutrygget med hængende arme, det lange hoved med et par gigantiske ører, næsen, der næsten nåede overlæben, og den der evigt strittende grålige tot på baghovedet. Hvis han havde været en krakilsk satan, kunne han have spillet den modbydeligt irriterende vicevært i enhver børnefilm, men den slags humør lå ikke til Nielsson. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde en mand, man gik op og ned ad i tolv år uden rigtig at lære at kende. Måske: omgængelig. I hvert fald har jeg med årene indset, hvor heldig jeg var, at ingen havde kunnet lære mig håndværket, som Nielsson gjorde. Hos visse kunder kunne man fornemme skepsis, når de så Nielsson kæmpe sig op og ned ad stigen på usikre ben, jeg kunne kun smile, vent og se, vent og se. Når de dér senede arme med den rynkede, løse brune hud kom i berøring med et stykke træ, skete der et eller andet, og der var ikke dén umulige kunde, som ikke til sidst måtte bøje sig, når de så, hvad Nielsson fik fra hånden; det arbejde, den præcision og sans for materialet, der var i ham. Nielsson lærte mig også at være pålideligheden selv. Det var mit første år som lærling, jeg havde været i byen med et par fyre, jeg kendte fra erhvervsskolen, og troppede op med knaldende tømmermænd. Jeg var ikke mange potter pis værd, måtte flere gange ud og hvile mig i bilen. Jeg lavede nul og niks den dag, men kunden opdagede det ikke, da Nielsson knoklede for to. Han sagde ingenting. Heller ikke i bilen hjem. Men da han satte mig af og sagde farvel, og jeg lidt kækt forsøgte at sige tak og undskylde min ungdommelige udskejelse, så han på mig med et blik, så jeg blev så flov, som jeg aldrig havde været før. Jeg glødede fra top til tå af skam. Jeg forstod, hvordan man svigter alt 20


og alle ved ikke at yde sin indsats hver dag. I bedste fald er man bare en egoistisk stodder, der ikke bidrager til den verden, vi alle skal bo og leve i, i værste fald kan man bringe andre menneskers liv i fare, fordi ens kollegaer bliver nødt til at løbe hurtigere, i et job, der i forvejen har en af landets højeste arbejdsskadeprocenter. Det kunne jeg ikke formulere den dag, men da jeg stod under bruseren i min lejlighed, svor jeg, at det var den sidste dag i mit liv, hvor jeg ikke ville yde, hvad jeg skulle yde, og jeg er stolt af at kunne sige, at jeg aldrig siden holdt fyraften uden at have udført mit arbejde, og at jeg ikke havde én sygedag i knap fjorten år; selv dengang med fingeren insisterede jeg på at møde op og gøre mig nyttig med én hånd på værkstedet. Mester tøvede længe, men kunne godt se, at der var brug for en mand mere, at det nok også kunne holde på sigt. Så vi fik Hans. Året efter kom en svend fra Jylland, Rune, og en ny lærling. Det var ikke nok, og så kom Phillip og to andre. Sådan gik det år efter år. Pludselig var det helt naturligt, at vi sad til julefrokosten og gættede på, hvor mange flere der var brug for, når foråret satte ind. Når jeg tænker over det: Kun Nielsson blandede sig aldrig i den snak. Han var den eneste, som troppede op i jakkesæt, og så sad han med sine store røde hænder stikkende ud af ærmerne og varmede snapsen. Han blev aldrig mærkbart fuld, man kunne se, han var vant til at tage fra; at han nok ikke udelukkende drak kaffe derhjemme. Nielsson boede alene i Spodsbjerg i et ældre byhus efter lystfiskerforretningen, der ikke så ud af meget fra vejen, men som var ren snedkerkunst indvendig, så meget havde jeg set, en dag jeg skulle hente ham. Men vi andre drak kun snapsen iskold og skålede på året, der var gået, og det endnu bedre, der ville komme. 21


Der var en hel vognpark, når man kørte ind på holdepladsen foran værkstedet. Det blev for kringlet overhovedet at komme ud, hvis man havde mere end fire meters lægter på ladet, og Mester købte naboejendommen, lod den rive ned for at få plads til både materialehal og vendeplads. Selv havde Mester for længst glemt, hvad der var op og ned på en sav, han havde rigeligt at gøre med at snakke i telefon og holde styr på sin lille røde og sorte ordrebog. Når vi var i gang med noget et sted, stod naboen eller genboen for enden af stigen og ville have os i gang med et lignende projekt. Vi skulle bare sige, hvad der var brug for af værktøj og udstyr, så blev det købt; alt for bare at kunne følge med. Vi fløj fra den ene opgave til den næste. På et tidspunkt var vi femogtyve mand; det var lige før, vi skulle gå med navneskilt. Så døde Nielsson. Nielssons død og det økonomiske knæk. Jeg ved det godt: Der er ikke nogen som helst forbindelse mellem de to ting, mellem nogle verdensomspændende finansielle bevægelser og én tømrers blodprop, men alligevel kan jeg ikke skille det ad, de bliver ved med at klikke, glide ind i samme regnskab. Vi gik sammen på taget af et boligkompleks ude i den nye bydel ved Bagenkop, som kommunen ville etablere. Ingen radio, ingen snak. Vi kunne gå i timevis op og ned ad hinanden uden at veksle et ord, men det var efterhånden sjældent, at Nielsson og jeg gik alene sammen, som regel gik vi hver for sig med nogle af de yngre kræfter i firmaet, eller også var vi mindst fem-seks mand på en opgave, men netop denne dag ville dét, som de fandens kloge kalder skæbnen, at det kun var os to. Vi skulle tage os af en vel lang mangelliste, det var gået for stærkt, og Mester har sikkert tænkt, at han ville sende to af de erfarne for at lukke 22


sagen. Det var sent lørdag eftermiddag, solen skinnede, luften bar en behagelig efterårskølighed med sig, og Nielsson havde rakt mig vaterpasset kort forinden. Han gik tilbage mod lægterne, der skulle skæres til. Det var først bagefter, at jeg tænkte på, at han havde stukket mig vaterpasset, uden jeg havde bedt om det. Jeg arbejdede ti minutter, måske et kvarter, inden det undrede mig, at jeg ikke hørte rundsaven. Jeg vendte mig, og han var væk. Jeg fortsatte med arbejdet yderligere nogle minutter, gik så ned ad stigen, tilbage til bilen, tom. Jeg overvejede, om han sad og sked i en busk et sted. Undersøgte byggepladsen. Så fik noget mig til at gå ned ad en flisebelagt sti til en lille kunstigt anlagt sø, jeg allerede hadede, fordi jeg ikke fattede, at nogen kunne finde på at sidde i sin nye stue og glo på en sø, der var designet. Nielssons ene træsko lå på fliserne, han selv tre en halv meter før bredden. Vi begravede Nielsson og fortsatte gennem oktober og november med vores planlagte opgaver. Mester bad til en mild vinter for at nå det hele, men det skulle vise sig unødvendigt: Med årets udgang gik alt i stå. Med ét: den anden vej. Sådan føltes det i hvert fald. Og at det gik noget stærkere. EU. Afmatning. Åbne grænser. Krise. Udenlandske håndværkere overalt. Boligkrise. Flere udefra. Finans­ krise. Gang på gang mørtel til endnu et lag krise. Nu rungede det i hallen, når nogen hævede stemmen til julefrokosten, og ingen havde lyst til at snakke om, hvor mange der arbejdede i firmaet, når frosten slap sit tag i jorden. Eneste nye ansigter var dem, der sad på halsen af journalister, som troppede op for at få at vide, hvor dårligt det gik. Mesters røde og sorte ordrebog blev i lommen. Jeg havde været med til hele opturen, og jeg forstod ikke nedturen; ikke et muk af den. 23


Min krop brød sig ikke om det, at være indespærret i en ubevægelig bil så længe, uroen fik mig til at skifte stilling, jeg flyttede på fødderne, mærkede igen hammeren under sædet, lod hælen hvile mod skæftet, det gav en vis ro. Phillip masserede sine knæskaller, hans hænder knap synlige i det tiltagende mørke. Der havde været to konfrontationer. Første gang et skænderi, hvor luften var tyk af trusler på gebrokkent engelsk og tysk, på dansk, polsk eller ukrainsk. Anden gang kom en svensknøgle pludselig flyvende – jeg anede ikke, hvorfra den blev kastet – og det hele eksploderede. De var otte-ni, og vi var fire. Jeg stod ansigt til ansigt med to af dem, den ene i fyrrerne, firkantet, halvskaldet, ubevæbnet, men med kraftige behårede arme i bryderundertrøje, den anden fyr ung og spinkel, et ansigt af bumser, men fægtende med en lang jernstang. Lad kroppen bestemme. Det var et ekko fra en ungdom med Jon og Christian – af uskyldige slåskampe på campingpladser med tyske eller københavnske lejrskoleklasser – der med ét syntes lysår væk. Kroppen valgte den firkantede mand. Jeg tog mig selv i at sidde og åbne og lukke højrehånden i bilen. Hver gang jeg knyttede næven, kunne jeg endnu mærke det hele. Jeg ville sværge, at jeg kunne fornemme de fugtigfedtede porer, hvordan knoerne gled et stykke på næsehuden, inden de mødte bruskens hårde elasticitet, som de trængte igennem, hvorefter det blev knogle mod knogle, og det lød, som om jeg trådte på en bunke kviste, da hans næseben knækkede. Men det mest overraskende var mandens hyl. Han skreg som en gris, det øjeblik det går op for den, at den skal dø. Det skar gennem marv og ben. Så føltes det, som om jeg blev hugget midt over bagfra. Jernstangen havde ramt mig i ryggen med en kraft, jeg ikke ville have tiltroet den unge fyr. 24


Jeg fik et blåt mærke på størrelse med en dørmåtte. Malene ville have mig til læge. Jeg sagde, at den slags forsvandt af sig selv. Jeg sagde, jeg var faldet ned, da jeg hjalp en af kollegaerne med at bygge en carport. Det så ud, som om jeg gik rundt med en oliepøl på ryggen. I tre uger var det umuligt at sove på andet end maven, jeg lå på douglasgulvet med en pude under kinden, jo hårdere desto bedre. Jeg trommede på rattet med fingerstumpen, mærkede, hvordan jeg savnede Malene og Magnus, efterfulgt af en begyndende kvalme bagest i ganen. I København var der gået sport i det, sagde de, det var blevet organiseret. Man kørte op til en eller anden rigmandsvilla i Nordsjælland, som ulovlige udenlandske håndværkere var i gang med at renovere. Man lavede ikke blokade, ingen sabotage, man anmeldte dem ikke. Man lavede en aftale: i aften kl. 20. Så mødtes man på en mark. Ingen hobbyknive, ingen skruetrækkere, ellers alt tilladt. En udlænding skulle være død, en blevet lam. Jeg forstod det ikke. Man sad altså hele dagen på et værtshus og ventede på, at de andre fik fri. Så havde man jo givet op, havde man ikke?

25


JON Der var et øjeblik, hvor fadølsglasset hang i luften og indbød til at tro på mirakler – så splintrede det mod bardisken, og jeg mærkede jerngrebet om nakken og venstre arm blive tvunget om mellem skulderbladene. Jeg så en af de halvskaldede fyre flå Natasja væk fra baren, hvordan hun rev sig løs, men så blev taget omkring kæbepartiet, råbt ind i ansigtet. Ud i bilen eller jeg brækker næsen på dig, din luder! Igen vristede hun sig fri, det farvede sorte hår flagrende i ansigtet, i munden, da hun skreg. Fuck dig! Du ejer mig kraftedeme ikke! Hendes øjne lige så opspilede vrede, da de fangede mit blik, og jeg måtte lede forgæves efter hendes storebrors væsen, Christians altid glade, opstemte blik. Så vendte hun sig for at skride mod udgangen, noget, der udløste et ryk i fyrens baghoved og brede skuldre, som ville han knalde hende i gulvet med ét slag, inden han besindede sig eller kom i tanke om, at han ikke kunne tabe ansigt, så længe jeg befandt mig bag ham, og derfor elegant forlængede bevægelsen og snurrede rundt, nærmest som en diskoskaster, og landede sin næve lige under mine ribben. Jeg knækkede fremover, og bardisken forvandledes til et skafot, som mit hoved pressedes ned mod af fyren bag mig. Ud af øjenkrogen anede jeg den tredje om muligt endnu mere muskuløse korthårede fyr, hvis funktion syntes at være at afholde andre fra at blande sig i det, som nu skulle til at ske med mig. Så var fyren med knytnæven så tæt på mig, som han kunne komme, og jeg følte noget i mit indre som en dunkende vedholdende bas. 26


Hva’ har du gang i, din sindssyge stodder!? Hva’ tænker du på?! Er du klar over, hvem jeg er? Er du?! Jeg er den gud, der bestemmer, om du skal leve eller ej! Jeg så noget funkle i luften over mit højre øje; et glasskår på størrelse med et spillekort. Med kinden presset hårdt mod disken kunne jeg lugte træet, spiritus af en slags og måske et rengøringsmiddel med en snert af citrus, som var jeg en anden Harry Haller: Duften af underboens blomst – araucariaen – med al dens rene, anstændige borgerlighed, så fjern og uop­ nåelig for Steppeulven, som stod den ikke på en trapperepos, men på en lille klippeafsats på den modsatte side af en kilometer dyb slugt i Nepal. Det var noget, jeg gang på gang havde slugt råt, indtil jeg efter en sen nats diskussion om min studentikose sentimentalitet – med underliggende anklage mod min fortsat manglende lyst til at få børn – forlod Anne og lejligheden, gik ned ad Ingerslevsgade for at slynge mit lasede eksemplar af romanen ned på banelegemet ved Dybbølsbro. Men var det ikke sådan, det skulle være, at lige inden man døde, samledes alt i sanser, der stod på stilke? Mit Dostojevskij-moment. Jeg forsøgte at få vejret, mens jeg så glasskår funkle hen ad den mørke trædisk, som lå jeg her af egen fri vilje for at vurdere det tømrerarbejde, min barndomskammerat Peter havde udført. En hånd mod min tinding og mindst en mere, der flåede i mit hår, og ud af højre øjekrog spidsen af det smadrede fadølsglas tæt på at spidde mit øjeæble, mens der dryppede øl på min kind, som herfra løb ned ad halsen for at forsvinde et sted i skjortekraven. Hvad siger du til, at vi spiller plat eller krone, om jeg stikker øjet ud på dig? Jeg mærkede spytstænkene mod mit ansigt og en ånde, der 27


var mærkelig frisk, som havde han stået og børstet tænder bag caféen. Hvis I slipper mig, så skal jeg se, om jeg har en mønt. Den har jeg, sagde han og pegede på sin tinding, hvor svedperlerne sad langs hårgrænsen. Den er i Nikolaj Nords hoved, og hvis du er heldig, kan du også se den snurre i luften nu. Hva’ tager du? Plat. Han klaskede hånden hårdt i baren – måske var det piller af en slags, der fik hjerne og pupiller til at stå ud af hovedet, men også leverede den dér liflige ånde – inden han løftede den langsomt, stirrede på den disk, så jeg igen nåede at tænke på Peter, der måtte have stået og finpudset netop det område med sin store hånd. Ved du hva’?! Næste gang du ligger og spiller den af med det, der er tilbage af din lille, forskræmte pik, så skal du ikke tænke på min luder, dit svin, men på at kneppe dronning Margrethe i røven: Det er hende, der lige har reddet dit latterlige liv! Så skar Nikolaj Nord mig. Jeg vidste ikke, om det var med vilje – om han på den måde gjorde noget med vilje – men nu skar han, og øjet blev blindt af blod, før jeg mærkede smerten omkring kindbenet, og samtidig hvordan en lort pressede mod min anus, den pludselig eskalerende frygt, og så alligevel et sted den dér absurde stolthed over igen at være involveret i noget så lidt akademisk. Mit hoved blev løftet i hårrødderne for så at blive knaldet ned i disken. Så slap de mig. Jeg rettede mig op, hovedet blev for enden af kroppen, jeg kunne stadig se ud af det højre øje, blodet dryppede fra kinden ned på bukserne. Næste gang spiller vi ikke – du dør. 28


De stod dér, tre unge, stærke mænd i pilotjakker, hvis gnistrede stof fik dem til at changere, fra gulgrønt til sølv til metalblåt, tilbage til gulgrønt. Den højeste af de tre havde en bræmme af sort hår over den ellers bare isse, den tætteste var helt kronraget, mens Nikolaj bar et par millimeter hårstubbe, men han skilte sig yderligere ud: Hvor de to andre var grove i trækkene, var han en pæn dreng, store næsten sorte øjne, bløde feminine læber og ikke skyggen af skægstubbe – en fyr, jeg kunne have haft i gymnasiet. Hvis han lod håret gro, fik sig en sideskilning og et par smarte briller, ville han ligne en ung, fremadstormende forretningsmand. Pil af, sagde han. Rejs til udlandet. Få flyttet om på næse og mund og få dig et nyt navn – og bed så til, at jeg ikke har lyst til at tage på ferie netop dér, hvor du gemmer dig i et lille stinkende hul! For hvis jeg ser dig én til gang på Langeland – på hele Sydfyn – så skærer jeg dit ansigt om til en smiley fra øre til øre. Han snakkede, men det var forbi. Der ville ikke ske mere. Nu. Og det slog mig, som jeg holdt fast i bardisken for at bevare balancen, at vi, Nikolaj Nord og jeg, var de eneste i lokalet, som formentlig ikke rigtig følte eleos eller fobos, ikke en flig af katharsis ved det, der lige var sket. At vi var to, som ville blive ved at hungre efter den, men som kun forstod at jagte den ved Hollywood-agtigt at reducere det hele til et spørgsmål om citius, altius, fortius. Mit højre øje var begyndt at svulme op, da den høje fyr pegede på mig og gjorde en bevægelse nede ved skridtet. Det var ikke perverst ment, han demonstrerede, hvordan han ville starte motorsaven. Så spankulerede de ud ad døren, der stod åben bag dem. 29


Der opstod et øjeblik af ingenting. Da jeg greb min sportstaske og gik mod udgangen, var der ingen, som standsede mig. Det var, som om det var det, de havde ventet på, som var vi allerede uløseligt forbundne, Nikolaj og jeg, og jeg derfor måtte følge ham hele vejen til dødsriget, som Rikki-Tikki-Tavi jagtede Nagaina ned i slangehulen, mens gæsterne sad tilbage som f­ uglen­ – koret – på grenen og sang om min død i form af en række korte, uheroiske beskeder på deres telefoner.

30


Jesper Wung-Sung - Men (læseprøve)