Page 1


Dyrene og tiden © Jesper Wung-Sung og Ursula Seeberg og Høst & Søn / rosinante & co, København 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Typografisk tilrettelægning: Dorte Cappelen Illustration: Ursula Seeberg Prepress: Narayana Press Sat med Malaga og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4800-8 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

wungsung.dk

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

105397_dyrene og tiden_.indd 4

03/04/17 09:09


JESPER WUNG-SUNG

DYRENE OG TIDEN ILLUSTRERET AF URSULA SEEBERG

HØS T & S ØN

105397_dyrene og tiden_.indd 5

03/04/17 09:09


105397_dyrene og tiden_.indd 6

03/04/17 09:09


Kaninen hoppede. Den hoppede og hoppede, som kaniner altid hopper. Det var en dag som alle andre. Med andre ord: en helt og aldeles perfekt hoppedag.

105397_dyrene og tiden_.indd 7

03/04/17 09:09


Kaninen hoppede og hoppede, indtil den landede i et lille hul. Det havde den gjort mange gange – og i meget større huller – og bare hoppet videre, men nu væltede den om på engen, landede på røven og så på sin forstuvede pote. »Måske er det alligevel ikke en helt og aldeles perfekt hoppedag?« tænkte kaninen. Dens pote var hævet og dækket af noget gråt. Kaninen slikkede poten, men det grå gik ikke væk. »Er du ved at blive en anden?« tænkte den. Kaninen så på det lille hul. Den ville helst hoppe videre, men blev alligevel siddende og tænkte over sit liv. Hvor mange hop mon den havde tilbage? Skulle den bare blive ved med at hoppe? Hvordan målte man et hop, når dagene blev færre? Skulle den begynde at hoppe på en helt anden måde? »Du bliver nødt til at holde bedre øje med tiden,« sagde kaninen til sig selv. Og så hoppede den forsigtigt af sted på sin ømme pote. »Stop!« råbte kaninen. »Hvad sker der?« Den havde kun hoppet ti hop, men var allerede holdt op med at tænke på tiden, der gik. Den prøvede en gang mere. At hoppe og tænke på tiden samtidig. Men så snart den havde hoppet ti hop, var den holdt op med at tænke på noget som helst. »Måske hopper jeg for hurtigt til at kunne holde øje med tiden?« tænkte den. »Men én, der er meget langsom, kan måske fortælle mig, hvad der sker med tiden?« Sneglen mavede sig af sted. Den mavede og mavede sig af sted, som snegle altid maver sig af sted. Kanin så meget længe på sneglen, der mavede sig af sted og alligevel ikke havde bevæget sig længere end ét kaninhop. »Sneglen må være den helt rigtige at spørge,« tænkte kaninen. »Hey snegl! Du som bevæger dig så langsomt, at du altid får både sjæl og slim med, kan du sige mig, hvor tiden bliver af?« Det var nemt for sneglen at stoppe op. Der er ikke den store forskel på »fuld fart frem« og »fuldt stop« for en snegl. »God eftermiddag, meget snart god aften, og lige om lidt godnat, kanin,« sagde sneglen. »Desværre. Måske bevæger jeg mig for langsomt til at forstå noget som helst. Jeg bevæger mig nede på jorden med et hus på ryggen, der skygger for alt. Jeg tror, at man kan holde øje med tiden oppe i luften. Så vi må spørge én, som ser det hele oppefra.« Så hoppede kaninen – den hoppede og hoppede – mens sneglen mavede sig af sted – den mavede og mavede sig af sted.

105397_dyrene og tiden_.indd 8

03/04/17 09:09


105397_dyrene og tiden_.indd 9

03/04/17 09:09


Giraffen strakte hals. Den strakte hals, som giraffer altid strækker hals. De to venner på jorden kunne slet ikke se dens hoved – der var bare hals, hals og mere hals. »Hallo frøken giraf!« råbte kaninen. »Er du deroppe?« »Øh … øh … øh,« lød en tøvende røst oppe i de højeste grønne træer. »Hvem … spørger?« »Det er os – kaninen og sneglen,« råbte kaninen. Der kom ikke noget svar. »Er du der?« råbte kaninen. »Jeg … ved … det … ikke …« »Hvad mener du med, at du ikke ved det?« råbte kaninen, der var ved at blive træt af at stå med nakken tilbage. »Det ved … jeg … heller … ikke …« »Det er umiddelbart ikke meget, giraffen ved,« hviskede kaninen til sneglen. »Er du sikker på, at den ved, hvor tiden bliver af?«

105397_dyrene og tiden_.indd 10

03/04/17 09:09


»Du har så lang en hals, at du kan se, hvor solen står op, og hvor den går ned,« råbte sneglen. »Så kan du fortælle os, hvor tiden går hen?« Der kom ikke noget svar. »Tror du, den hørte det?« spurgte kaninen. Så lød der en raslen gennem trækronerne, inden giraffens hoved dukkede op. »Nej, jeg ser kun bladene,« sagde giraffen. »Og tæller dem.« »Tæller du bladene?« spurgte kaninen.

105397_dyrene og tiden_.indd 11

03/04/17 09:09


105397_dyrene og tiden_.indd 12

03/04/17 09:09


»Ja … det er noget … jeg er begyndt på,« sagde giraffen. »Før spiste jeg bare de blade, jeg havde lyst til på de træer, jeg havde lyst til at spise af. Nu er jeg begyndt at tælle bladene, og jeg ærgrer mig hver gang over, at der ikke er flere. Ligesom jeg ærgrer mig over, at næste år vil nogle grene være så højt oppe, at der er blade, jeg ikke kan nå – i stedet for at nyde alle de andre. Nej, vi må spørge én, der kan nå de øverste grene og bevæge sig, hvorhen den vil.« »Fuglen!« udbrød sneglen og kaninen i kor.

105397_dyrene og tiden_.indd 13

03/04/17 09:09

Wung-Sung DYRENE OG TIDEN (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you