Page 1

Format: 157 x 234 mm. Flapper: 90 mm 5 mm til beskæring

MAT KACHERING ryg: 29,5mm

Hver eneste sommer starter på samme måde. Ægteparret Willadee og Samuel Lake stuver deres tre børn, Noble, Swan og Bienville, ind i bilen for at køre til Moses-familiens årlige træf langt ude på landet hos Willadees forældre i Arkansas.

Jenny Wingfield bor i Texas. Hun debuterer med Da bunden faldt ud af himlen som romanforfatter, men er i forvejen en anerkendt amerikansk filmmanuskript-forfatter.

Men selv om sommeren 1956 starter som alle andre, bliver den alt andet end almindelig. Familietræffet får en brat afslutning, da Papa John skyder sig en kugle for panden, og for Swan bliver det samtidig startskuddet til et år, der på en og samme tid er mere forfærdeligt og mere vidunderligt end alle de foregående tilsammen.

Da bunden faldt ud af himlen

Den elleveårige Swan elsker den uge, de tilbringer hos Granny Calla og Papa John. Her kan man boltre sig på engen og lege vildt med de mange fætre og kusiner, mens det store brogede galleri af onkler og tanter har travlt med at spise og snakke.

Jenny Wingfield

Swan trak i snoren, og der blev mørkt i værelset. Et øjeblik stod hun der bare. Senere, mange år efter, ville hun se tilbage på dette tidspunkt, som det øjeblik verden forandrede sig, mens hun så væk. Alt, hvad hun gjorde fra nu af, ville føre hende i en anden retning end den, hun før havde været på vej ud ad.

Jenny Wingfield

Da

bunden

faldt ud af

himlen

ISBN 978-87-7079-077-2 CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

Omslag: Anne Kragelund Fotos: pige © Mark Owen/Arangel Images. Baggrund © iStockphotos

9 788770 790772

Roman r cicero

Da var det, at John Moses stak hende en på skrinet. Lyden vibrerede i luften, og Willadee kom løbende hen over gårdspladsen. Hun skubbede folk til side og trådte ind mellem sin far og mor og kiggede John Moses direkte i øjnene. ”Jeg skammer mig over dig,” sagde hun til ham med rystende stemme. Det gjorde straks John ædru. Han så på Willadee i, hvad der forekom som en evighed. Så drejede han om på hælen og gik indenfor. Ingen havde lyst til at være der længere. De blev hængende lidt endnu og tænkte med græmmelse på det, det lige var sket. Willadee klappede sin mor på armen, men blikket var rettet mod den dør, som John Moses var forsvundet ind gennem. Pludselig, lige så sikkert som havde en stemme oppe i Himlen fortalt hende det, vidste hun, hvad der skulle til at ske. Hun tog et skridt hen mod døren. ”Papa!” skreg hun højt og skingert, men ingen hørte hendes råb på grund af lyden af et skud, der var højere end et tordenskrald.


Da bunden faldt ud af himlen


Jenny Wingfield

Da bunden faldt ud af himlen

Oversat fra amerikansk af Alis Friis Caspersen

CICERO


Copyright © Jenny Wingfield Originaltitel: The Homecoming of Samuel Lake By arrangement with LJK Literary Management, New York and Ia Atterholm Agency, Sweden Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagfoto: © Mark Owen / Arcangel Images (pigen) Omslagslayout: Anne Kragelund ISBN: 978-87-7079-077-2 Første danske udgave Printed in Germany 2011

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


1 Columbia County, Arkansas – 1956 John Moses kunne ikke have valgt en værre dag – eller værre måde – at dø på, om det så havde været nøje planlagt igennem et helt liv. Hvad der absolut var en mulighed. Han var stædig som et æsel. Det var den weekend på året, hvor hele familien Moses var samlet, og alt var i den skønneste orden – eller i det mindste helt normalt – indtil John gik hen og ødelagde alt. Familietræffet fandt sted den første søndag i juni. Sådan havde det altid været. Det var en tradition. Og John Moses havde noget med traditioner. Hvert eller hvert andet år bad hans datter, Willadee (der boede helt nede i Louisiana), ham om at ændre dagen for familietræffet til anden søndag i juni, eller første søndag i juli, men Johns svar var altid det samme: „Jeg vil hellere brænde op i helvede.“ Willadee mindede så sin far om, at han ikke troede på helvede, og John mindede til gengæld hende om, at det var Gud, han ikke troede på, men at sagen vedrørende helvede endnu ikke var afgjort. Og derefter tilføjede han, at det værste, i tilfælde af at der fandtes et helvede, var, at Willadees mand, Samuel Lake, ville lande lige ved siden af ham, eftersom han var præst, og alle vidste, at præster (især metodister som Samuel) var det værste krapyl. Willadee indlod sig aldrig på en diskussion med sin far, men problemet var, at landsmødet startede den første dag i juni. Det var den dag, alle metodistpræster i Louisiana af deres distriktsforstander fik besked om, hvor tilfredse eller utilfredse deres menigheder havde været i det forgangne år, og om de kunne blive, hvor de var, eller skulle forflyttes. Normalt blev Samuel forflyttet. Han var en mand, der strøg folk 5


mod hårene. Selvfølgelig ikke bevidst. Han gjorde bare, hvad han syntes var rigtigt at gøre – herunder at køre ud på landet søndag morgen og læsse fattigfolk (en gang imellem lasede, barfodede fattigfolk) op på ladet af sin gamle skramlekasse og køre dem ind til byen til gudstjeneste. Det havde ikke været så slemt, hvis han havde holdt to gudstjenester, en for folk fra landet og en for de fine, ret­ linede borgere, hvis påklædning var præsentabel nok til at skaffe dem adgang til Himlen, uden at der blev stillet spørgsmål. Men Samuel Lake var af den trættende overbevisning, at Gud elskede alle lige højt. Når hertil kom, at han prædikede med, hvad nogle regnede­ for utilbørlig inderlighed, hvor han ofte tævede løs på prædikestolen­ for at understrege sine ord og sagde ting som: „Hvis I tror på det, så sig ‘Amen!’“ selv om han udmærket vidste, at metodister forsøgte­ at lægge den slags bag sig, var det nemt at se, hvad hans menighed havde at bøvle med. John Moses var rystende ligeglad med Samuels forpligtelser. Han havde ikke tænkt sig at ændre på Moses-traditionerne, bare fordi Willadee havde været så tåbelig at gifte sig med en præst. Samuel var ganske vist ikke præst, da Willadee giftede sig med ham. Han havde været en høj, velbygget ung mand fra landet, stærk som en okse og ualmindelig flot. Sort hår og blå øjne – walisisk eller­ irsk af afstamning. Eller måske en blanding. Adskillige piger i Columbia County var gået til sengs en hel uge, da Samuel giftede sig med almindelige, stilfærdige Willadee Moses. Samuel Lake var noget helt særligt. Han var både vidunderlig og forfærdelig, havde et rædsomt temperament og kunne være uendelig blid, og når han elskede nogen, gjorde han det af hele sit hjerte. Han havde en usædvanlig smuk stemme og spillede på guitar eller violin eller mandolin eller et næsten hvilken som helst andet instrument. Samuel og hans musik havde været samtaleemne i hele amtet. „Sam Lake synger som en engel.“ „Han kan virkelig få de strenge til at synge.“ „Det er som at høre sfærernes musik.“ Hver sommer efter sidste skoledag stuvede Samuel og Willadee deres børn, Noble, Swan og Bienville, ind i bilen og kørte sydpå til 6


Arkansas. Willadee havde allerede fregner overalt, hvor solen nogen­ sinde havde skinnet på hende, men hun rullede alligevel vinduet ned og lod armen hænge uden for, og Gud gav hende flere. Hendes viltre, lysebrune hår piskede så rundt i vinden, og på et tidspunkt ville hun begynde at le højt, fordi bare det at være på vej hjem kunne­ gøre hende helt løssluppen. Willadee elskede dette ritual. Denne årlige tur, hvor hun puttede sig i bilen sammen med sin gode, raske familie – og de alle nærmest dirrede af forventning. Det var på den tur, at hun kunne tænke på, hvor de havde været, og hvad de måske skulle videre til, og på hvor godt, børnene var ved at smelte sammen med deres navne – de navne­, hun havde givet dem som en velsignelse, dengang de blev født. Den første dreng havde hun kaldt Noble. Hendes vink med en vognstang til kosmos var, at navnet skulle indgyde ham mod og retskaffenhed. Nobles lillebror hed Bienville. En god by, eller som Willadee tænkte­ på det: et fredeligt sted. Pigen havde hun kaldt Swan. Ikke fordi en svane var smuk, men fordi den var så stærk. En pige har brug for mange kræfter, så hun ikke behøver at låne dem af en anden, havde­ Willadee tænkt. Indtil videre så det ud til at virke. Noble havde en usædvanlig nobel karakter, Bienville var en helt igennem venlig dreng, og Swan udstrålede så mange kræfter, at hun sled alle ned. Columbia County lå allersydligst i Arkansas og lignede til forveksling det nordlige Louisiana. Da Gud skabte den del af landet, gjorde han det som ét stort område, og han må have givet sig god tid. Der var dale og bakker og høje træer og rislende bække og åer med krystalklart vand og sandbund og vilde blomster og blå himmel og store vatskyer, der hang så lavt, at det næsten var, som om man kunne række op og få fat i en håndfuld. Det var den gode del. Den dårlige del var tornebuske og brodfrø og forskellige andre ting, som ingen dog tog notits af, fordi den gode del så langt opvejede den dårlige del. På grund af landsmødet kunne Samuel aldrig deltage i familietræffet, men kun blive længe nok til at sætte Willadee og børnene af og snakke en smule med Willadees forældre. I det mindste snakkede han med hendes mor, Calla. John fik uvægerligt kvalmefornemmelser og gik udenfor i samme øjeblik, hans svigersøn trådte ind i 7


huset, men Calla syntes, at Samuel var verdens ottende vidunder. Efter en times tid eller deromkring kyssede Samuel så Willadee farvel og klappede hende på bagdelen foran gud og hvermand. Så gav han børnene et knus og bad dem om at passe godt på deres mor, hvorefter han kørte tilbage til Louisiana. Han sagde altid farvel til John, før han kørte, men den gamle mand svarede aldrig. Han kunne ikke­ tilgive Samuel, at han havde flyttet Willadee så langt væk, og han kunne ikke tilgive Willadee for at være taget med. Især ikke, fordi hun kunne have giftet sig med Calvin Furlow, der nu ejede et vel­ renommeret bilværksted og boede lige nede ad vejen og havde de bedste hønsehunde, man nogensinde havde set. Hvis Willadee havde­ fulgt sin fars ønsker og forelsket sig i Calvin, havde alt set lysere ud. Hun ville have boet i nærheden og været en trøst for John på hans gamle dage. Og han (John) ville ikke have haft et barnebarn, der hed Swan Lake. Moses-familien boede spredt ud over hele Columbia County. Ud over hele amtet. John og Calla havde ivrigt elsket hinanden og avlet­ fem børn. Fire sønner og én datter, som alle, bortset fra Willadee og Walter, deres yngste søn (der var død i en ulykke på savværket samme år, han fyldte tyve) stadig boede i nærheden af Magnolia kun omkring tres kilometer fra deres barndomshjem. ‘Barndomshjemmet’ var en vidstrakt halvtreds hektar stor gård, hvor man producerede mælk og æg og kød og grøntsager og frugt og bær og nødder og honning. Det krævede en indsats. Jorden gav ikke frivilligt noget fra sig, og ud over hele arealet lå der udhuse, loer­ og lader og røgerier og sidebygninger, som John og hans sønner havde opført hen ad vejen, hvoraf de fleste nu i året 1956 var vinde og skæve. Når man ikke længere bruger en bygning, ved den, at den har mistet sin eksistensberettigelse. Selve hjemmet var et stort toetages hus, solidt bygget, om end også det var blevet en smule skævt med tiden, som om der ikke længere boede nok mennesker i det til at holde det oprejst. John og Calla var holdt op med at dyrke jorden for flere år siden. Calla havde­ stadig sin have og nogle få høns, men de havde ladet markerne gro til og opført en mur rundt om forverandaen og indrettet en del af 8


huset til en kombineret købmandsforretning/tankstation. Calla fik John til at male et skilt, men hun havde ikke kunnet beslutte sig til, om der skulle stå ‘Moses – købmandsbutik og tankstation’ eller ‘Moses – tank- og købmandsbutik’, og mens hun tænkte, mistede John tålmodigheden og hamrede et skilt op over døren, hvorpå der ganske enkelt stod MOSES. Calla stod op hver morgen, gik ned i butikken og satte kaffe over, og bønderne slog så et smut forbi på vej til kvægauktioner eller grovvarebutikken for at varme bagdelen henne ved brændeovnen, mens de drak Callas kaffe. Calla havde et godt tag på sine kunder. Hun var en munter, frodig kvinde med hænderne skruet fornuftigt på, og folk kunne lide at blive betjent af hende. I virkeligheden havde hun ikke brug for Johns hjælp, i hvert fald ikke i butikken. Faktisk gik han mest i vejen. John kunne godt lide at få noget inden for vesten. I tredive år havde han fortyndet sin kaffe med whiskey, før han om morgenen gik ud for at malke køer. Om vinteren var det for at holde kulden på afstand. Om sommeren var det for at stålsætte sig mod dagen. Han gik ikke længere ud for at malke ved daggry, men han fortyndede stadig sin kaffe. Så sad han inde i Callas butik og sludrede med stamkunderne, og når de var kørt videre for at klare dagens dont, var John sædvanligvis godt på vej til at være beruset. Intet af dette passede Calla særlig godt. Hun havde været vant til, at hendes mand havde travlt, og til sidst sagde hun til ham, at han havde brug for en hobby. „Jeg har allerede en hobby, kvinde,“ sagde han til hende. Calla stod på det tidspunkt foroverbøjet for at rode op i ilden og udgjorde derfor et vældig fristende syn. John slingrede hen mod hende, bøjede sig ind over hende og lagde armene om livet på hende. Calla blev så forskrækket, at hun brændte sig på ildrageren. Hun rystede sin mand af sig og sugede på sin hånd. „Jeg mente en hobby, der kunne få dig til at holde nallerne for dig selv!“ snappede hun. „Du har aldrig før ønsket, at jeg holdt nallerne for mig selv.“ Han var krænket. Det havde ikke været hendes mening at såre ham, men sår havde det trods alt med at læges. De fleste af dem. 9


„Jeg har ikke før haft tid til at bemærke, hvor du havde dine naller. Er der da ikke noget, du har mere lyst til end at rulle rundt i sengehalmen?“ Ikke, at hun havde noget imod at rulle rundt i senge­ halmen sammen med sin mand. Hun holdt meget af det, måske endda mere nu end hun havde gjort i alle de mange år, de havde været sammen. Man kunne imidlertid ikke gøre det dagen lang, bare fordi­ ens mand ikke havde noget at tage sig til. Ikke, når man havde kunder, der kom og gik. John gik hen til disken, hvor han havde siddet og drukket kaffe. Han skænkede sig en ny kop og fortyndede den med gavmild hånd. „Det er der,“ meddelte han stift. „Du kan fandeme tro, der er andet, jeg kan tage mig til. Og nu agter jeg at gøre det.“ Det, han talte om, var at drikke sig fuld. Ikke kun beruset. Døddrukken. Langt ud over alle rimelighedens grænser-drukken. Han tog sin kaffe og sin flaske og yderligere et par flasker, som han havde­ sat om bag disken, samt en pakke doughnuts og to dåser Prince Albert. Derefter gik han ud i loen og blev der i tre dage. Da han havde­ været fuld længe nok, og det ikke længere tjente noget formål, kom han ind i huset igen og tog et varmt bad og barberede sig. Det var den dag, han byggede en mur rundt om bagverandaen og begyndte at male endnu et skilt. „Hvad laver du?“ spurgte Calla med hænderne på hofterne, sådan som kvinder står, når de forlanger at få et svar. „Jeg opdyrker en hobby,“ svarede John Moses. „Fra nu af har du en forretning, og jeg har en forretning, og ingen af os stikker næsen i den andens forretning. Du åbner din forretning om morgenen og lukker om aftenen, jeg åbner om aftenen og lukker om morgenen. Du behøver ikke længere gå i seng med mig, for vi kommer ikke til at sove på samme tidspunkt.“ „Jeg sagde ikke, at jeg ikke ønskede at gå i seng med dig.“ „Gu’ fanden gjorde du det,“ sagde John. Han tog sit skilt, hvor malingen stadig var våd, og klatrede op på en stige og sømmede skiltet op over bagdøren. Malingen var løbet­ sammen, men man kunne godt se, hvad der stod. Der stod: N ­ EVER CLOSES. Never Closes solgte øl, vin og spiritus syv dage om ugen, aften 10


og nat. Eftersom Columbia County var tørlagt, var det ulovligt at sælge spiritus til folk, og John brugte derfor ikke ordet ‘sælge’. Han skænkede bare op for sine venner. Lidt ligesom at give dem en gave­. Så, når hans ‘venner’ var klar til at vende næsen hjemad, gav de ham en gave. Fem dollar eller ti dollar eller hvad hans lille lasede notesbog angav, at gaven skulle bestå af. Amtssheriffen og adskillige af hans vicesheriffer fik for vane at komme forbi efter deres vagt, og John solgte ikke noget til dem, han skænkede bare op på husets regning. Disse mænd havde aldrig set så meget gratis spiritus, så det gav sig selv, at der var mange andre ting, de heller ikke så. Men de var – under visse omstændigheder – vant til ikke at se noget, så det var vel fint nok. Inden længe havde John sine egne stamkunder, der kom forbi for at få et slag domino eller pool. De talte om religion og politik og fortalte sjofle historier og spyttede tobakssovs i kaffedåser, som John havde stillet op rundtomkring, og de røg så meget, at luften var tyk nok til at kunne blive skåret i skiver. John fandt en sær form for bitter glæde i sit nye foretagende. Han ville have lukket biksen på et splitsekund, revet sin mur ned og brændt skiltet efter at have bedt sine kunder gå ad helvede til, hvis Calla havde undskyldt, men også Calla var i besiddelse af en god portion stolthed. Der var opstået en kløft mellem dem, og hun kunne ikke se, at det var hende, der havde gravet den. Noget efter begyndte Calla også at holde åbent alle ugens syv dage. En gang imellem gik dagens sidste kunder ud ad fordøren, rundt om huset og ind ad bagdøren for at drikke de penge op, som de havde tilbage efter at have handlet. Andre gange gik de den anden vej. Johns kunder kunne komme vaklende ud ad bagdøren tidligt om morgenen og gå om foran ad en godt nedtrampet sti. Der drak de sig så ædru i Callas kaffe og brugte de sidste penge på mad til deres familier. Man kunne opsøge Moses-hjemmet på alle tidspunkter af døgnet og købe stort set alt, når blot ens behov var forholdsvis beskedne. Og man kunne blive der, indtil man var klar til at gå, for hverken Calla eller John kunne få sig selv til at jage nogen på porten, ikke engang når de var løbet tør for penge. Nate Ramsey havde en11


gang opholdt sig hos dem en hel uge, efter at hans kone, Shirley, var begyndt at kaste ting efter ham derhjemme. Og sådan gik alting sin skæve gang indtil den dag, John Moses døde. Moses Never Closes var noget, folk regnede med. Det var et sikkert holdepunkt i en usikker verden. Folk ønskede, at det skulle fortsætte sådan i al evighed, for ændrer man først på de små ting, følger resten uvægerligt efter, og meget hurtigt ved man ikke længere, hvad der er hvad.


2 Dette er, hvad der skete. Samuel satte Willadee og børnene af om lørdagen, og resten af dagen hjalp Willadee sin mor med at lave mad og gøre rent. Børnene var ikke til nogen hjælp, så de blev forvist fra huset og måtte udstå den straf, det var at lege på høloftet, fiske efter ferskvandskrebs i åen og lege krigslege på de vidstrakte arealer. Noble var tolv år gammel og ikke andet end arme og ben og fregner. Han havde arvet sin fars øjne, men man lagde ikke rigtig mærke til dem på grund af brillerne, der var så tykke og tunge, at de hele tiden gled ned på næsen af ham. Hans højeste ønske var at være drabelig, så han spankulerede rundt med næsen i sky og talte med lav, truende stemme. Problemet var, at hans stemme var i overgang, og en gang imellem, når han mindst ventede det, blev den skinger. Netop som han skulle til at sige noget ildevarslende som: ‘Stå helt stille, eller jeg flår hjertet ud af brystet på dig!’, gik hans stemme i falset, og alt var ødelagt. Swan var elleve år, og en lille solid pige med grå øjne, der i lillebroderen Bienvilles tøj kunne gå for at være en dreng. Samuel ville have fået et anfald, hvis han havde vidst, at Willadee tillod det. Der stod fuldkommen umisforståeligt i Bibelen, at kvinder ikke måtte klæde sig som mænd, og Samuel forsøgte altid at efterleve Bibelens ord bogstaveligt. Willadee havde det imidlertid med at lade børnene gøre, som de ville, når Samuel ikke var i nærheden, når blot de efterlevede Moses-familiens regler – som gik ud på ikke at lyve, stjæle, pine­ dyr og drille små børn. Den ene uge om sommeren, hvor Swan kunne tage drengetøj på og glemme alt om ærbarhed, var den bedste på hele året. Hun kunne­ 13


smutte gennem pigtrådshegn og løbe hen over enge, uden at de elendige skørter kom i vejen. Hun var lille. Hun var hurtig. Og hun var præcis sådan, som Noble drømte om at være. Drabelig. Man kunne­ ikke få hende ned med nakken, uanset hvor meget man prøvede. „Det barn er umuligt at styre,“ kunne Granny Calla finde på at sige til Willadee, når hun troede, at Swan var uden for hørevidde (men Swan smuglyttede altid). „Hun er sin fars datter,“ svarede Willadee så gerne med et lille suk, der antydede, at der ikke var noget at stille op med Swan, Swan var Swan. Både Willadee og Calla beundrede faktisk Swan, selv om de aldrig ville have indrømmet det. De antydede det blot med et let løftet øjenbryn eller et lille skævt smil, hver gang hendes navn blev nævnt. Og det blev det ofte. Swan rodede sig ud i flere ulykker end alle de andre børn i Moses-familien tilsammen. Bienville var ni år gammel og en helt anden historie. Han var et fredeligt barn, elskede bøger og var totalt fascineret af alt, hvad der rørte sig i universet. Man kunne ikke bruge ham til at holde udkig eller snigmyrde folk. Man kunne være i gang med den bedste spion­ leg og have trængt fjenden op i en krog for at give ham dødsstødet, og så var Bienville i færd med at studere den måde, sten lå på på bunden af åen, eller undersøge ribberne på et sassafrasblad. Man kunne ikke regne med, at han ydede sit bidrag i krigsindsatsen. Noble og Swan havde dog lært at håndtere Bienville. Eftersom han aldrig kunne finde ud af at vælge side, gjorde de ham til dobbeltagent. Bienville var ligeglad, selv om rollen som dobbeltagent ofte indebar, at han var den første, der døde. Bienville var netop blevet dræbt for fjerde gang den lørdag eftermiddag, da tingene begyndte at tage fart. Han lå på ryggen ude på engen, stendød, og stirrede op på himlen. „Swan, har du nogensinde tænkt over, hvorfor man kan se stjernerne om natten, men ikke om dagen?“ spurgte han. „Stjerner fordamper jo ikke, når solen står op.“ „Du er død,“ mindede Swan ham om. Hun havde lige skudt ham med et usynligt maskingevær og havde­ travlt med at grave en usynlig skyttegrav med en usynlig spade. Bien­ ville vidste det ikke, men om et øjeblik skulle han rulles ned i skytte­ 14


graven, død eller ej. Noble lå på lur et sted ude i fjendeland, så Swan var nødt til at have et øje på hver finger. „Jeg er træt af at være død,“ sagde Bienville og satte sig op. Swan skubbede ham ned igen med foden. „Du er død. Du kan ikke være træt, du kan ikke sidde op, og du kan IKKE tale.“ Hun havde glemt at holde udkig. Hun blev varskoet af lyde bag sig, hvirvlede rundt og svingede truende med den usynlige spade. Noble var i løb og med arme, der gik som møllevinger, på vej direkte hen mod hende. Det stykke jord, han skulle krydse, var udlagt som ‘minefelt’, men Noble kiggede ikke efter miner. Swan udstødte et vildt brøl og lod ‘spaden’ suse ned mod Nobles hoved. Det burde have dræbt ham, men han kastede sig ikke til jorden for at vride sig i dødskramper, sådan som han burde have gjort. Han greb fat i Swan og smækkede en hånd over hendes mund og hvæsede til hende, at hun skulle være stille. Swan kæmpede indigneret imod, men kunne ikke vriste sig fri. Noble var måske ikke drabelig, men han var stærk. „Jeg har lige … dræbt dig … med en spade!“ hylede Swan. Nobles hånd dæmpede lyden, så det kun var lave, forvrængede ord, der kom forbi de fingre, som Swan forsøgte at bide i for hvert andet eller tredje ord. „Du kunne umuligt … have overlevet … det var et … dræbende slag … det ved du godt!“ Bienville så til som en anden skriftklog og forstod nok af det, Swan sagde, til at være enig med hende. „Den er god nok, det var dræbende.“ Noble himlede med øjnene og trykkede hånden fastere ned over Swans mund. Hun sparkede ud efter ham og brølede dybt nede i halsen. „Shhh, sagde jeg jo!“ Noble slæbte Swan hen mod et krat mellem engen og en lille skov. Bienville rullede om på maven og kravlede gennem minefeltet efter dem. Da de nærmede sig krattet, gik det op for Noble, at han havde et problem. Han var nødt til at give slip på Swan, hvilket ville være som at slippe en vildkat løs. „Swan, jeg giver slip nu,“ sagde han meget meget roligt. „IRPULMBFRMLMB, USTNKNBZZRD!“ svarede hun og bed ham 15


så hårdt i hånden, at han rev den væk fra hendes mund for at se, om hun havde bidt hul. Det lille øjeblik var nok for Swan. Hun jog en albue ind i Nobles mave, og han knækkede sammen og hev efter vejret. „For fanden da også, Swan,“ stønnede han. Hun havde allerede kastet sig over ham. Noble rullede sig sammen i fosterstilling og udholdt angrebet. Han kendte enkelte indianerkneb, som for eksempel at ‘blive til et træ’. Et menneske kunne sparke og slå løs på et træ dagen lang, uden at det kom til skade, fordi det var urokkeligt. Dette var noget, han havde lært af Bienville, der havde læst om det eller måske bare fundet på det. Noble var ligeglad med, om Bien­ villes historier var sande, bare de virkede. Swan kunne ikke fordrage, når Noble blev til et ‘træ’. Det var noget, hun aldrig selv havde lært at mestre (hun agtede ikke at stå stille, når nogen slog løs på hende), og det var trættende at slås med en, der ikke ville sætte sig til modværge. Det fik hende til at føle sig som en taber, uanset hvor mange slag hun fik sat ind. Ikke desto mindre var hun nødt til at redde ansigt, så hun satte et sidste slag ind mod Nobles træskulder og pustede derpå på sine ømme knoer. „Jeg vandt,“ meddelte hun så. „Fint nok.“ Noble slappede af i kroppen. „Du vandt. Og hold så din kæft, og kom med.“ John Moses sad under et træ og rensede sit haglgevær, mens han talte med Gud. „Og noget helt andet,“ sagde han. „Jeg tror heller ikke på det der med Det Røde Hav, der delte sig, så folk kunne gå tørskoet over på den anden side.“ Af en mand at være, der ikke troede på Gud, talte John ret ofte med ham. Om Gud hørte efter, vidste ingen. John var sædvanligvis fuld under disse monologer, og de ting, han sagde, var ikke smigrende. Han havde længe været gal på Gud, begyndende med dengang, Walter faldt ned på en savklinge på Fergusons Savværk. John sad og trak i en snor, der hang ud af løbet på haglgeværet. Et olieret stykke bomuld var bundet fast til snoren, og stofstykket var gråsort, da det kom ud. Han kiggede ned i løbet med sammenknebne øjne og vredt rynket pande. 16


„Du kræver af os, at vi skal tro på de mest forbandede ting.“ Han talte med fuldkommen normal stemme, som om Gud kun sad en halv meter fra ham. „For eksempel det der med, at du er kærlighed,“ fortsatte han, og nu blev hans stemme grødet. „Hvis du var kærlighed, ville du ikke have ladet min Walter blive flænset op som en anden slagtegris …“ John begyndte at pudse geværkolben med en ny klud, som han havde haft stukket ned i smækken på sine overalls. Tårer steg op i hans øjne og flød så over og trillede ned ad hans vejrbidte kinder. Han gjorde intet for at tørre dem bort. „Hvis du er kærlighed,“ brølede han, „så giver jeg fanden i kærlighed!“ Børnene krøb sammen bag en tæt pigtrådsafspærring (et brombærkrat) og kiggede på fjenden gennem bittesmå sprækker i det tornede grenværk. De kunne tydeligt se den gamle mand, men han kunne ikke se dem. Swan havde på fornemmelsen, at de ikke burde være her. Ét var, at hun og hendes brødre udspionerede hinanden, eftersom de kun sagde ting, som det var meningen, de andre skulle høre. Men det her var Papa John. De havde aldrig før set ham græde, endsige troet­, at han kunne græde. Normalt, når de var på besøg, lå han og sov hele dagen og arbejdede i sin bar om aftenen og natten. Hvis de overhovedet så ham, var det kun, når han gik tavs gennem et rum eller sad ved spisebordet og stak til maden. Deres mor sagde, at han ikke­ altid havde været sådan, at han faktisk havde været virkelig vidunderlig, da hun var barn, men at livet havde taget fusen på ham. Sådan som han så ud nu, var det sidste udsagn i hvert fald rigtigt. Swan trak Noble i ærmet som tegn til, at hun gerne ville gå, men han trak en finger hen over struben og antydede, at han skar halsen over på hende, hvis hun sagde så meget som et pip. I det samme holdt Papa John op med at tale med Gud og begyndte at synge. „Coming home,“ kvækkede han. Han måtte være tonedøv. „Com­ innng … homeee …“ Swan skævede til Bienville, og han gengældte hendes blik. Det 17


blev sværere og sværere at klare, det her. „Never more to roammmm …“ Det var en forfærdelig katte­ jammer, men så kunne han ikke huske resten af teksten, hvorfor han blot nynnede de sidste takter, før han gik over til en sang af Hank Williams, som han heller ikke kunne huske. „Hearrr that lone­ sommme whiii-pooorwillll  … it sounds too blue to cryyy. Dahhdahh-dahh lost … the will to live …“ Han gravede en patron op af lommen og ladede geværet. „I’m so lonesome, I could …“ Her knækkede hans stemme. „So lonesome, I could …“ Swan tænkte, han lød som en plade, der kørte i samme rille. „I could …“ sang han igen, men han kunne ikke få de sidste ord over sine læber. Han rystede på hovedet og pustede modløst ud. Så stak han løbet i munden. Swan skreg. Noble og Bienville sprang op som vagtler, der var blevet jaget op. Papa John havde ikke nået at få sin finger om aftrækkerbøjlen, så i stedet for at blæse hjernen ud på sig selv med sine børnebørn som vidner, fór han sammen og slog baghovedet mod en træstamme. Geværløbet gled ud af munden på ham og tog overtænderne med. Gebisset fløj op i luften og forsvandt ind i brombærkrattet lige­foran det sted, hvor de tre børn nu stod og skælvede som espeløv. Papa John kom chokeret og ydmyget på benene. Munden mimrede op og i. Slap, nu hvor overtænderne manglede. Børnene hang med hovedet og stirrede længe ned i jorden. Da de igen så op, var Papa John på vej gennem skoven mod huset. Lys og skygge skiftedes til at lægge sig på ham som kamuflage og fik ham til at gå næsten i ét med omgivelserne. Det var ikke sådan, at han forsvandt helt af syne. Han smeltede bare sammen med træer og underskov, som om han var ét med skoven, og den var ét med ham. Papa John dukkede ikke op til aftensmaden, men gik direkte ind i Never Closes og åbnede baren. Calla, Willadee og børnene kunne høre larmen gennem væggen mellem køkken og bar. John havde året før investeret i en brugt jukeboks, og hans kunder havde sat den på overarbejde. Swan, Noble og Bienville blev ved at skæve 18


ængsteligt til hinanden, mens de spiste. Til sidst kunne Calla ikke klare det mere. „Godt,“ sagde hun. „Jeg vil gerne vide, hvad der er i vejen, og jeg vil gerne vide det lige nu.“ Bienville sank besværligt. Noble skubbede brillerne på plads på næsen. Swan stak hånden i bukselommen og trak Papa Johns gebis op. „Papa John tabte dem i eftermiddags, og vi fandt dem.“ „Er det den eneste grund til, at I ser så skyldbevidste ud?“ spurgte Calla skarpt. Det gjorde Swan vred. Voksne havde det med at fortolke hvert eneste lille udtryk i et barns ansigt som udtryk for skyld. „Vi har ikke gjort noget forkert,“ sagde hun en smule højere end strengt nødvendigt. „Vi er bekymrede. Papa John var meget tæt på at slå sig selv ihjel her i eftermiddag, og hvis vi ikke havde været der, havd­e han gjort det.“ Willadee sugede højt luft ind mellem tænderne, men Calla rystede­ blot på hovedet. „Det ville ikke være lykkedes ham. Det gør det aldrig.“ Willadee så anklagende på sin mor. Calla hældte tomatsovs ud over sin bolle. „Beklager, Willadee, jeg orker ikke at gå i panik længere. Jeg har været igennem det for mange gange. I børn, spis nu blot jeres okra.“ Willadee tav, men man kunne se, at hun tænkte, så det knagede. Så snart de var færdige med at spise, tilbød hun at tage opvasken og bad sin mor om at lægge vilddyrene i seng. „Åh, selvfølgelig er det mig, der får det beskidte arbejde,“ sagde Granny Calla, og begge kvinder lo højt. Børnene stak næsen i sky, mens de lod sig genne ovenpå. De vidste bedre end at beklage sig, men de havde deres egen måde at hævne sig på folk på, der havde fornærmet dem. Næste gang de legede krig, ville de formentlig tage et par kvindelige fanger og få oplysninger ud af dem på den hårde måde. Willadee vaskede alle tallerkenerne op og stillede dem til tørre i stativet, hvorefter hun gik om til Never Closes. Det var det eneste værts­ hus, hun nogensinde havde sat sine ben i, og første gang hun gjorde 19


det, mens det havde åbent. Mindst én gang i løbet af sommeren insisterede hun på at gøre rent og lufte ud for sin far, og hver gang undrede det hende, at kunderne kunne udholde den ramme lugt af gammel tobak, som var umulig at få has på. Det var en overraskelse at opdage, at lugten var meget anderledes, når lokalet var fyldt med mennesker. Røgen var overvældende, men frisk og blandet med lugten af barbersprit og tung parfume fra de få kvindelige gæster. Et enkelt par dansede sammen henne i et hjørne, kvinden legede med mandens hår, og hans hænder gled op og ned ad ryggen på hende. Der var gang i et kortspil og et par dominospil, og man kunne ikke se billardbordet for lutter bagdele og albuer. Sådan som folk lo og spøgte med hinanden, måtte de have deponeret deres problemer uden for døren. John Moses stod i baren og var ved at knappe et par øller op. Han rakte dem videre til en midaldrende, afbleget kvinde og smilede­ med lukket mund på grund af det manglende gebis. Han lod, som om han ikke så Willadee, før hun kom hen til ham og lænede sig ind over bardisken. Willadee skubbede tænderne over til ham. Diskret. John kneb øjnene sammen, men han tog tænderne og vendte ryggen til et øjeblik, mens han fik dem på plads. Så vendte han sig om igen og kiggede på sin datter. „Hvad laver du her?“ „Jeg tænkte, jeg ville se, hvordan den anden halvdel levede,“ svarede Willadee. „Hvordan har du det, Papa? Det er ikke meget, vi ser til hinanden, når jeg er hjemme.“ John Moses rømmede sig forarget. „Du ville se mere til mig, hvis du boede lidt tættere på.“ Willadee så så blidt på sin far, som det var hende muligt, og sagde: „Papa, har du det godt?“ „Hvorfor kerer du dig om det?“ „Jeg kerer mig om det.“ „Min bare.“ „Du har simpelthen besluttet dig for at være trist. Kom nu, smil til mig.“ Men det så ikke ud, som om han havde flere smil i sig. 20


„Det er ikke sundt at opfinde problemer og gå rundt og træde i dem,“ sagde hun. „Willadee,“ brummede han, „du aner ikke, hvad du taler om.“ „Jo, jeg gør, din gamle nar. Jeg kender dig.“ Det lød som noget, en Moses kunne finde på at sige, men absolut ikke en præstekone. Og så viste det sig, at John alligevel havde et enkelt eller to smil tilbage, og som bevis på det sendte han hende et af dem. „Kunne du have lyst til en øl, Willadee?“ spurgte han håbefuldt. „Du ved godt, jeg ikke drikker.“ „Jah, men det ville få mig til at grine som en flækket træsko at se dig gøre noget, som kunne give Sam Lake en blodstyrtning, hvis han så det.“ Willadee lo og rakte hen over baren for at give sin far et stød i maven. „Nå, så giv mig da den øl,“ sagde hun. „For jeg vil meget gerne se dig grine som en flækket træsko.“ Klokken var over to om natten, da Willadee forlod Never Closes for at snige sig ind i huset igen. Hendes mor var netop på vej ud af badeværelset, og de stødte ind i hinanden ude i entreen. „Willadee, har du drukket øl?“ „Ja, Mama, det har jeg.“ „Så har jeg oplevet det med,“ sagde Calla og begyndte at gå op ad trappen. Det var en dag, hun agtede at sætte et mærke ud for i kalenderen. Senere, da Willadee var kommet op på sit gamle værelse, lå hun og tænkte på, at den første øl havde smagt som rådne tomater, hvorimod den anden bare havde smagt vådt og indbydende. Og så tænkte hun på, at larmen og latteren i baren havde været lige så berusende­ som øllet. Hun og hendes far havde ladet kunderne betjene sig selv og sat sig ved et tomt bord og talt om alt mellem himmel og jord, sådan som de plejede at gøre, før Willadee giftede sig. Dengang havde hun været som den gamle mands skygge. Nu var det ham, der var blevet til en skygge. Næsten usynlig nu om dage. Men ikke denne aften. Denne aften havde han nærmest strålet. Han ønskede ikke længere at dø. I hvert fald så han ikke længe21


re ud til at ønske at dø. Han havde blot følt sig så overflødig i lang tid, og hun havde ved at sidde sammen med ham i flere timer vist ham, hvor meget han betød. Spøgt med ham og lyttet med hjertet, mens han lettede sit. „Du har altid været mit yndlingsbarn,“ havde han sagt, lige før hun forlod Never Closes. „Jeg elsker de andre. Dem alle sammen. Jeg er deres far, og jeg elsker dem. Men dig. Du og Walter …“ Han rystede på hovedet. Alle følelser sad fast i halsen på ham. Så gav han hende et kys på kinden, lige der ved døren ind til baren: John Moses, der gennede sin elskede datter tilbage til sikkerheden i det hus, han havde bygget, dengang han var en pålidelig ung mand. John Moses, som ikke længere følte sig overflødig. Willadee var en smule svimmel, men det var en rar form for svimmelhed. Som om hun svævede. Intet til at holde hende fast nede på jorden. Hun kunne bare svæve højere og højere op og se ned på ­livet, mens det blev helt sløret og utydeligt ude i kanterne. Hun lovede sig selv, at hun en af de nærmeste dage ville drikke lidt flere øl. En af de nærmeste dage. Hun var trods alt en Moses. Sin fars yndlingsbarn.

DA BUNDEN FALDT UD AF HIMLEN  

"Da bunden faldt ud af himlen" af Jenny Wingfield