Page 1

TRYGGE RAMMER En hyggelig roman i engelsk fortællestil med en kande te på bordet og et uldtæppe om benene. - Jydske Vestkysten

NYE MÅL Fortællestilen og de følelsesladede undertoner er udsprunget af den klassiske engelske romantradition og kan minde om Rosamunde Pilchers Konkyliesamlerne. - Femina

om familier, kærlighed og venskab og om at turde gribe de muligheder for forandring, som livet tilbyder en Det er helligtrekonger og tid til at tage hul på et nyt år på det gamle idylliske kloster Chi-meur i det smukke, barske Cornwall. Klosterets altmuligmand Clem og hans fireårige søn Jakey gør klar til at pakke julepynten ned, og Clems mor Dossie er kommet for at hjælpe dem. Clem kæmper stadig med sorgen over sin kones død og arbejder hårdt på at skabe et godt nyt liv for sig selv og sin lille søn i klosterets portnerbolig. Heldigvis er de omgivet af varme, gode mennesker, der står klar til at hjælpe og støtte. Men den trygge base i klosteret er truet, da en pengebegærlig ejendomsspekulant fatter interesse for den smukke, historiske klosterbygning. Vil Clem og den fasttømrede venneflok, som i den grad er afhængig af hinanden, endnu være sammen til næste jul? Og hvad vil de have lært om den sande betydning af familien og om at have et sted, man virkelig hører til?

157 mm

MARCIA

(( Nutzenformat: 521,5 x 234,0 mm ))

90 mm

WILLETT

Tid til forandring

Marcia Willett er forfatter til en lang række populære dameromaner, som foregår i det smukke sydvestlige hjørne af England. Hendes seneste roman på dansk er Sommerhuset.

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

Læs mere på www.marciawillett.co.uk ROMAN

(( Farbigkeit: CMYK ))

CICERO

(( 251166SUTid ))

157,5 mm x 234,0 mm + 26,5 mm Rücken / mit Klappen vo. + hi.: 90,0 mm

FREMTIDS HÅB Er man til klassiske engelske slægtsromaner a la Rosamunde Pilcher, så er Marcia Willetts Chadwick-trilogi et must ... En helt igennem dejlig roman. - Søndag

26,5mm

Schutzumschlag:

157 mm

Marcia Willett er tilbage med en dejlig ny roman

KEIN FARBMUSTER

235MM (Samstag, 3. September 2011, vormittags)

(( Dokumentformat: 537,5 x 250,0 mm ))

MARCIA WILLETT Tid til forandring

90 mm


Tid til forandring


Af samme forfatter: Sommerhuset Ingefærkrukken Stemmer fra fortiden Bridge House Dansens Ekko Det gyldne Bæger Fugleburet Glemt Latter Huset på Heden Fremtids Håb (Chadwick 1) Trygge Rammer (Chadwick 2) Nye Mål (Chadwick 3)


MARCIA WILLETT

Tid til forandring

Oversat fra engelsk af Lene Schiøtt

CICERO


Copyright © Marcia Willett 2011 Originaltitel: The Christmas Angel Published by arrangement with Sane Töregård Agency AB Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagslayout: Harvey Macaulay/Imperiet ISBN: 978-87-638-2008-0 Første danske udgave Printed in Germany 2011

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til Evelyn


Helligtrekonger

D

en hellige familie bor i en gammel skopose. Posen er af mørkebrunt stof, og der er syet en navneseddel på lige under løbegangen, hvor en kraftig snor kan rynke den helt sammen. Hver jul bliver den åbnet, og så bliver Maria, Josef og Jesusbarnet stillet op på bordet ved siden af juletræet sammen med de tre vise mænd, hyrderne, en engel med knækket glorie og forskellige dyr. De har deres egen ­åbne stald af træ, som engang har hørt til en legetøjsgård, men de passer fint ind i den. Den gyldne engel står andægtigt bag en krybbe, hvor det lille Jesusbarn ligger svøbt i et hvidt klæde. Hans mor, der er klædt i blåt, knæler ved hovedgærdet, og en hyrde er faldet på knæ ved krybbens fodende. Han har bredt armene ud i jublende tilbedelse. Josef står i sin røde kappe lidt ude til siden og ser til sammen med en anden hyrde, der bærer et lam om halsen, som var det en pelskrave. En sortbroget ko ligger og sover i det ene hjørne, og ved siden af står et gråt æsel med let bøjet hoved. Og der, lige uden for denne hjemlige scene, kommer de tre vise mænd i flagrende gevandter, og hver især bærer de ærbødigt på gaver: guld, røgelse og myrra. Jakey står ved bordet og kigger nysgerrigt på figurerne, som han er i øjenhøjde med. Nu og da tager han en af figurerne op for at undersøge dem nærmere. Det kan være englens knækkede glorie, lammet, der hænger fredsommeligt om halsen på hyrden, eller de små kurve, de vise mænd bærer på. Han havde engang tabt Jesusbarnet, som så var rullet ind under sofaen. Åh, det var et skrækkeligt øjeblik. Han var blevet nødt til at lægge sig fladt på maven for at lede inde under sofaen og var blevet ildrød i hovedet af frustration, fordi han ikke kunne flytte den, men så skyllede lettelsen igennem ham, da hans fingre endelig havde

7


lukket sig om den lille figur. Der var heldigvis ikke sket noget med den, og han havde straks lagt ham tilbage i den blå krybbe. Som Jakey nu står ved bordet, bliver han langsomt bevidst om lydene omkring sig. Den dumpe tikken fra uret, hvis pendul bevæger sig truende som en løftet pegefinger; en sukken og knitren, når brændeknuderne falder sammen inde i kaminen; hans far, der taler i telefon ude i køkkenet; og den monotone mumlen fra radioen, hvor lyden er skruet næsten helt ned. I dag skal julepynten tages ned, for det er Helligtrekongersaften – julens tolvte og sidste dag. Jakey begynder at synge for sig selv: „Five go-hold lings, fo-our calling birds, thlee Flench hens, two-hoo turtle doves, and a partdlige in a pear tree.“ Han er rastløs og ked af, at de små, glimtende lys og det kønne jule­ træ ikke længere skal lyse op i de korte, mørke vinterdage. Mens han stadig synger lavmælt, kravler han op i sofaen og forsøger at stå på hovedet mod puderne med benene op ad sofaryggen, indtil han vælter side­læns og glider ned på gulvet. Her bliver han liggende med fødderne oppe i sofaen og hovedet med kinden mod gulvtæppet, mens han kigger på Tante Gabriel, der står på bogreolen og overvåger julens fester. Englen er over en halv meter høj og har et par klodsede sko af træ, en hvid papmachekjole og gyldne, polstrede vinger. Hendes hår er lavet af garn, og der spiller et mildt, lykkeligt smil om hendes violette silketrådsmund. De klodsede fødder står ganske vist tungt og fast på underlaget, men når den gyldne ståltrådskrone bliver placeret på hendes garnhår, udstråler hun noget overjordisk. Og mellem hænderne holder hun et rødt satinhjerte – måske et symbol på kærlighed. Der hænger flere mindre engle rundtom i stuen, men ingen af dem har samme status som Tante Gabriel. Hun er ikke så kold, drabelig og prægtig som Ærkeenglen, der majestætisk flyver ned fra himlen i al sin magt gennem skyer af herlighed, men hun er ikke desto mindre en fjern slægtning – hun er kærlighedens menneskelige, ufuldkomne ansigt. Jakey slår en baglæns kolbøtte og rejser sig. Så går han over til bogreolen og kigger op på Tante Gabriel, der smiler sødt til ham med sin silkemund. Han vil ikke have, at hun skal pakkes væk i det bløde stof,

8


der beskytter hendes skrøbelige kjole og polstrede vinger. Hendes gyldne krone bliver pakket ned for sig, og så bliver begge dele puttet ned i en stor plasticpose og lagt i skuffen i den gamle købmandsdisk. Han vil ikke have, at julen skal være forbi. Han er så ked af det, at han sparker ud, men tåen i hans bløde læderhjemmesko rammer kanten af reolen, og det gør ondt. Han vender mundvigene nedad og beslutter sig til at græde, selv om han ved, at han er en stor dreng nu. Næste gang fylder han fem. Han forsøger sig med en snøften, som han interesseret lytter til, og så kniber han øjnene hårdt i og tvinger en tåre frem. r Clem står i døren og ser på sin lille søn. Hans hjerte fyldes af både medfølelse og morskab. „Kan du gætte, hvem det var, jeg talte i telefon med,“ siger Clem. Det giver et sæt i drengen ved lyden af hans stemme, og han snurrer omkring. „Det var Dossie,“ fortsætter Clem. „Hun er på vej herover, og hun har noget ganske særligt med.“ Jakey tøver. Hans underlæbe stikker stadig frem. Han er endnu ikke klar til at blive lokket ud af sin selvmedlidenhed. „Hvad?“ spørger han og lader, som om han er lidt ligeglad. „Hvad har hun med?“ „Det er en hemmelighed.“ Clem sætter sig og tager en langøret, langbenet strikkanin på knæet. „Jamen, er det ikke Ninen? Det er en helligtrekongersgave. Noget, som du kan beholde, når julepynten er taget ned.“ Jakey ser sig omkring i stuen og lader først blikket hvile på julekrybben, så det glitrende juletræ og til sidst på Tante Gabriel. Han tøver, mens han debatterer med sig selv, men Clem fornemmer, at han er ved at være mør og takker i sit stille sind sin mor for den gode idé. „Han er så ked af det,“ havde han fortalt hende i telefonen. „Han kan ikke bære tanken om, at julen er forbi, og jeg har svært ved at forklare ham, hvorfor vi er nødt til at tage al julepynten ned. Det bliver ­ikke nogen sjov aften.“

9


„Stakkels dreng,“ havde hun medfølende svaret. „Hvor har jeg ondt af ham. Jeg kan heller ikke lide, når julen er slut. Men hør her, jeg har en idé. Jeg kunne komme over med den chokoladekage, jeg bagte i formiddags, og en lille ting fra min gaveskuffe. Hvad siger du til det? Jeg har en af de der Thomas Tog-ting. Et lokomotiv. James tror jeg, det er. Eller er det Edward? Nå, det ved Jakey. Vi har læst historier om dem ­alle sammen.“ Clem havde tøvet lidt. „Han har fået så mange julegaver, Dossie. Han skal ikke forkæles.“ „Åh, skat, det er bare et lille lokomotiv. Kan du ikke huske, hvordan du selv havde det som barn? Det tror jeg ikke, han tager skade af. Det er han alt for jordbunden til. Vi kan jo kalde det en helligtrekongers­ gave. Nå, hvad siger du så?“ „Okay så. Får jeg også en gave?“ „Nej, da. Du er ikke nær så jordbunden som Jakey, og jeg vil ikke risikere at overforkæle dig i din alder. Men du kan få et stykke kage. Vi ses.“ Nu går Jakey hen til Clem og læner sig op ad hans ben. Han nulrer Ninens lange, bløde ører og bliver enig med sig selv om at opgive selvmedlidenheden. „Hvornår kommer Dossie?“ „Snart.“ Clem kigger op på uret. Køreturen fra St Endellion til Peneglos tager omkring en halv time. „Skal vi ikke gå en lille tur, inden det bliver mørkt, så kan du cykle på din nye cykel, og Ninen kan sidde bagpå.“ Jakey løber jublende ud til døren. Nu er humøret højt igen. „Støvler på,“ råber Clem efter ham. „Og frakke. Vent, Jakey, jeg sagde ‘vent’ …“ Og kort efter følges de ad ud i vintereftermiddagens solnedgang. r Vandet er frosset i grøfterne, og klynger af krøllede violette, gule og lilla blade ligger som et spor hen over det blege, bøjede græs og den

10


frosne jord. Dossie kører forsigtigt ad de snoede landeveje, mens hun holder udkig efter de steder, hvor dagens sol ikke har tøet de tilisede vandpytter. En flok stære flyver op bag den nøgne tjørnehæk. De sejler og dykker elegant, som en stime fisk, der svømmer i den kolde blå luft, indtil de sætter sig på telefonledningerne som noder i et partitur. Hun drejer ned ad A39, der fører vestpå mod Wadebridge. Hun fyldes af glæde over den smukke solnedgang – gyldne og karmoisin­røde skyer strækker sig hen over den lyserøde himmel  – og over synet af halvmånen, der allerede står højt på himlen ledsaget af en stor stjerne. Hun håber, at Jakey kan se stjernen. Han er meget interesseret i at studere himlen om aftenen. På denne tid af året kan de kigge stjerner sammen, inden hans sengetid, og hun lavede en stjernekigger-postej til hans fireårs fødselsdag. Hun kommer til at smile ved tanken om hans ansigtsudtryk, da han så alle de små sardiner, der kiggede op mod himlen, men med smilet kommer også det velkendte stik af smerte. Det er så trist – så forfærdelig trist – at skæbnen skulle gentage sine onde luner, så ligesom Clem aldrig har kendt sin far, har Jakey ikke kendt sin mor, fordi hun døde af blødninger kun få timer efter fødslen. Dossie sukker dybt. Hun er ikke kommet sig over chokket og smerten. Dengang forsøgte hun at overtale Clem til at fortsætte sit teologistudium, som han lige var begyndt på i St Stephen’s House i Oxford. Hun havde tilbudt at passe hjemmet for dem, indtil han blev ordineret, og hun havde bønfaldet ham om at få lov til at passe Jakey, enten i Oxford eller i familiens hjem i Cornwall. „Mo og Pa vil så gerne hjælpe,“ havde hun sagt. „Og han er trods alt deres oldebarn, Clem. De hjalp mig under din opvækst, og nu vil de gerne gøre det samme for Jakey.“ Men det var alt sammen til ingen nytte. Høfligt men bestemt nægtede han at lytte til sine lærere og åndelige vejledere, som forsøgte at overbevise ham om, at han havde et kald, og sagde til ham, at hans sorg stod i vejen for hans sande bestemmelse. Han flyttede tilbage til deres lille lejlighed i London og vendte tilbage til sit velbetalte it-job der og hyrede en barnepige til at passe Jakey. Han gjorde alt, hvad han kunne for sin lille søn.

11


Dossie vidste udmærket, at Clem ikke havde ønsket, hun skulle opgive sit job som selvstændig caterer eller miste sine kontakter og det gode ry, hun havde brugt så mange år på at opbygge på denne forblæste atlanterhavskyst, og Mo og Pa var ikke unge længere. Han måtte klare sig selv sammen med Jakey, havde han sagt. Men hun vidste, at han ikke var særlig glad for at vende tilbage til det sted, han først havde følt ‘presset fra Gud’, som han med en slags tvivlende ærefrygt selv havde beskrevet det. Nu kan Dossie se New Bridge, der går over floden Camel. Det er ebbe, så der ses kun en sølvglinsende rislen, der markerer vandets retning. Småbåde ligger livløse ved deres fortøjning i det blege, blanke mudder og venter på, at havet atter skal løfte dem til live. Hun kører over broen, forbi Wadebridge og den gamle bro lidt længere oppe ad floden, drejer af fra A39 og tager vejen mod Padstow, mens hun tænker tilbage på en telefonsamtale, hun havde med Clem for flere år siden. „Jeg har set en jobannonce i The Church Times,“ havde han dengang fortalt. „Det ligger i nærheden af dig i en by, der hedder Peneglos. Der står: ‘Mand søges til at passe 2,4 hektar jord og vedligeholde et hus. Lønnen er ikke stor, men til jobbet hører fri bolig.’ Det er et anglikansk kloster.“ Hans stemme lød lidt studs, men mærkeligt ivrig, som om han udfordrede hende til at sige noget, hvilket gjorde hende tavs et øjeblik. Hun var ikke klar over, at han stadig læste The Church Times. „Det må være Chi-Meur,“ svarede hun i et let tonefald. „Det er et smukt gammelt sted. Det var en ældre pebermø af Bosanko-slægten, der ejede stedet og i sin tid forærede det lille elizabethanske herre­sæde til nonnerne. Og Peneglos er den lille landsby, der strækker sig ned mod havet mellem Stepper Point og Trevose Head. Klostret ligger oppe på skråningen over byen.“ Hun ventede, mens tavsheden bredte sig. „Jeg har tænkt mig at søge stillingen,“ sagde han til sidst en smule udfordrende. „Jeg kan sælge lejligheden og investere pengene fra salget og så se, hvordan det går. Mo fik mig jo altid til at slave i haven, og Pa sørgede for, at jeg ved, hvad der er for og bag på en malerpensel.“

12


Dossie var så spændt, at hun dårligt turde trække vejret. „Det lyder da godt,“ sagde hun henkastet. „Det kan du da sagtens klare, og det vil være fantastisk for Jakey. Det er jo skønt for en lille dreng at vokse op så tæt ved havet.“ Hun holdt inde. Hun ville ikke udfritte ham om, hvordan han ville klare det med Jakey, mens han var på arbejde. „Jeg må jo lige finde ud af noget med noget pasning til Jakey,“ havde han så sagt. „Det bliver selvfølgelig nemmere, når han begynder i skole, men der er vist en børnehave i Padstow. Og du bor jo ikke så langt derfra.“ „Højst en halv times kørsel, og vi vil alle sammen gerne hjælpe, indtil du har fået dig installeret.“ „Tak.“ Han lød spændt og håbefuld. „Hvis jeg bliver kaldt til samtale, så kunne vi bo på Slottet et par dage. Det vil da være i orden, ­ikke?“ Så lo hun. „Selvfølgelig er det det. Ring, når du ved noget.“ „Ch’muir?“ gentog Clem tankefuldt. „Er det sådan, det udtales?“ „Ja, noget i den retning,“ svarede hun. „Det betyder vist ‘det store hus’ på kornisk.“ „Det lyder godt.“ Der var pludselig kommet en undertone af længsel i hans stemme. Dossie så for sit indre blik hans høje, slanke skikkelse og det korte hår, som var sølvblondt ligesom hendes. Hun huskede, hvor lykkelig han havde været, dengang han opdagede sit kald og var dybt forelsket i sin kønne franske kone, som snart ville gøre ham til far. Hvor havde hun dog ondt af ham. Det nyttede ikke at spørge, om han syntes, hans nuværende arbejde var blottet for indhold, for hun kendte svaret. „Hvis det er det rigtige, så vil du også få jobbet,“ sagde hun og følte sig pludselig helt munter, fordi hendes intuition sagde hende, at hun godt kunne tro på det. Og det fik han da også. De hellige søstre på Chi-Meur-klostret og fader Pascal, som var deres præst og forstander, havde straks taget Clem og Jakey til deres hjerter og tilbudt Clem stillingen og det lille hus, der fulgte med.

13


Da Dossie nu drejer ind på landevejen mod Peneglos, svulmer hendes hjerte af taknemmelighed. Clem er ved at blive sit gamle jeg igen, og Jakey vokser – og de er begge lykkelige. Hun kører gennem porten til klostret, og der ligger portnerboligen, lyset strømmer ud på indkørslen, og Jakey sidder ved vinduet og venter på hende. r „Jeg har overvejet, om jeg skulle lade julepynten være, indtil han er kommet i seng,“ siger Clem, mens Dossie lægger resterne af kagen ned i hans julekagedåse. „Så kan jeg tage det ned, når han er faldet i søvn.“ De har spist i det store, hyggelige køkken, og Jakey sidder nu inde i stuen og ser en dvd med F for Får. Han har Ninen under armen og er dybt opslugt af flokken af venlige får og den fjollede hyrdehunds krumspring. „Nej, nej,“ siger Dossie med fast stemme. „Han vil nyde det på en bagvendt måde. Det er vigtigt at lære at afslutte ting, ligesom det er at begynde på dem, synes du ikke? Det vil være et forfærdeligt antiklimaks for ham at vågne i morgen og se, at det alt sammen er pakket væk. Det er lidt ligesom at sørge. Det har sit eget tempo og sine egne ritualer. Sidste år var han for lille til at gøre det, men i år kan han hjælpe til. Det vil han synes om.“ Hun ser på Clem: „Nå, jeg blander mig vist lidt for meget. Du må gøre, som du synes.“ „Ja, men du har nu nok ret.“ Han vender sig om og står et øjeblik ved køkkenvasken og kigger ud i mørket. Lyset fra klostret skinner ud mellem træernes nøgne grene, og Dossie ved, at han tænker på Madeleine, på, hvordan Jakeys mor ville have håndteret situationen. Der er vist ikke meget, Clem ikke ved om at sørge, tænker hun. „Han kan pakke Tante Gabriel ned,“ siger Dossie muntert og skjuler sin egen smerte. „Han elsker hende og julekrybben. Han kan få ansvaret for det, og bagefter får han sin gave, og så kan vi lege med toget, inden han skal i bad. Hvad siger du til det?“ Clem vender sig om og smiler til hende. Hans smil skræmmer hen-

14


de, der er noget tomt og lidenskabsløst over det. Hun har lyst til at omfavne ham, men hun ved, at han vil føle hendes behov for at trøste som en byrde, fordi han så er nødt til at begrave sin sorg endnu dybere for ikke at gøre hende ked af det. Jakey kommer ud i køkkenet, stadig med Ninen under armen. „Får er færdig,“ siger han. „Skal vi tage julepynten ned nu?“ Han vil endnu ikke helt slippe sit triste humør, for det har jo indtil videre indbragt ham et stort stykke kage, og senere venter der en gave. Dossie betragter ham fornøjet. Han behersker sig virkelig, for han har ikke spurgt efter sin helligtrekongersgave. Han er nok klar over, at den er betinget af, at julepynten bliver pakket væk, og det er han klar til nu. Hun ser spørgende på Clem, der nikker. „Kan du ikke pakke Tante Gabriel og krybben ned? Det tager lidt tid at tage pynten af træet, så det vil være en stor hjælp, hvis du kunne gøre det.“ Jakeys øjne stråler af ansvarsfølelse, og han vokser synligt. Han nikker. „Men jeg bliver nødt til at stå på en stol, ellers kan jeg ikke nå Tante Gabriel.“ „Jeg skal nok hjælpe til,“ siger Dossie. „Jeg klarer juletræspynten, og så bærer din far træet ud.“ De går ind i stuen, og hun åbner den nederste, store skuffe i købmandsdisken. Så tager hun alle de tomme æsker og poser op og lægger dem på sofaen. Jakey får øje på skoposen og læser de broderede røde bogstaver på navnebåndet: C PARDOE. Han ved, at det er hans fars og hans eget navn, der står der, og at faren brugte skoposen, dengang han gik i skole. Han åbner den, så meget han kan, og tager den med over til det lave bord ved siden af juletræet. Hvad skal han tage først? Han tager koen og æslet, som han lægger helt ned i bunden af posen, og så kigger han ned til dem for at se, om de ligger godt. De ser veltilfredse ud, som de ligger der og hviler sig i posens let mugne dyb. Så lægger han den knælende hyrde med de udstrakte arme derned og de vise mænd – en, to, tre. Igen kaster han et blik ned i posen, hvor de alle ligger og putter sig. „De hviler sig,“ siger han til Dossie. „De kan godt lide det.“

15


„Selvfølgelig kan de det. De har stået eller knælet hele julen. Du ville også trænge til at hvile dig, hvis du havde stået op så længe.“ Da Jakey rækker ud efter den anden hyrde og Josef, er han allerede i lidt bedre humør. Josef lægger sig mageligt til rette i bunden af posen, og så putter han Mary ned ved siden af ham. Ærkeenglen Gabriel, der stirrer ophøjet på ingenting, puttes med sine udfoldede vinger og den knækkede glorie i posen som den næste, og så kommer turen til den lille krybbe og Jesusbarnet. Han lægger krybben ned, men beholder det sovende barn i hånden. „Jesusbarnet behøver ikke hvile sig,“ siger han nærmest til sig selv. „Han har hvilet sig hele tiden.“ „Jamen, han vil gerne være sammen med sin familie,“ siger Dossie. „Ellers kommer han til at savne dem.“ Jakey spekulerer et kort øjeblik på, om han skal begynde at græde eller protestere, men så kommer han til at tænke på gaven og beslutter sig for at lade som ingenting. „Okay,“ siger han glad. Han lægger Jesusbarnet ned i skoposen, kaster et sidste blik ned til dem alle og får så med lidt besvær strammet snoren. „Det var fint,“ siger Dossie. „Vi lægger stalden ned i skuffen for sig selv. Nu kan du pakke Tante Gabriel ned.“ Hun tager den store, uhåndterlige figur ned fra reolen og stiller hende op ad puderne i sofaen ved siden af de bløde stofstykker til at pakke hende ind i. Jakey ser vemodigt på hende. Han vil komme til at savne hendes smil og den trygge fornemmelse af, at hun våger over ham. Så får han et glimt fra en drøm, han har haft flere gange – en ubevægelig, tavs skikkelse hyllet i lyse sjaler står mellem træerne på den anden side af indkørslen til portnerboligen og kigger over mod huset. Jakey kan ikke huske, om han faktisk er kravlet ud af sengen og har set skikkelsen fra sit vindue, eller om det bare er noget, han har drømt. Han piller ved de tunge klodser under Tante Gabriels fødder, de bløde, polstrede vinger og rører forsigtigt det røde satinhjerte, som hun holder mellem sine buttede hænder. „Husk at tage hendes krone af og pak den for sig selv,“ siger Dossie. „Stakkels gamle Tante Gabriel, hun trænger virkelig til at hvile sig,

16


så hun kan være frisk og veludhvilet til næste jul.“ Jakey bøjer sig over Tante Gabriel, så hans mund næsten rører hendes smilende silketrådslæber, mens han ærbødigt løfter den gyldne ståltrådskrone af det tykke garnhår. „Vi ses til næste jul,“ hvisker han. „Sov godt.“ Han lægger hende på et stykke af det bløde stof og pakker hende ind i det, som var det et sjal. Han vil ikke dække hendes ansigt, for så kan hun ikke trække vejret. Han lægger hende forsigtigt ned i en stor plasticpose, og så pakker han hendes krone ind i køkkenrulle og lægger den ned til hende. Pludselig skyller tristheden igen ind over ham. Han kan ikke lide tanken om, at Tante Gabriel ligger gemt i en plasticpose som en eller anden tilfældig gammel ting. Men inden han når at sige noget, taler Dossie til ham. „Åh, vil du ikke være sød at hjælpe mig, skat?“ siger hun. „Jeg har dummet mig. Nu har jeg taget alle disse ting ned, og så kan jeg ikke finde den æske, de skal ligge i. Ligger den inde under sofaen? Åh ja, der var den. Kom og se de små figurer, Jakey. Din far elskede dem, da han var på din alder.“ Jakey går hen og ser på de små udskårne træfigurer – en dreng, der slår på tromme, en snemand og en lille dreng med en lanterne – og så hjælper han Dossie med at lægge dem ned i deres lille grønne æske. Hun viser ham det skrøbelige juletræspynt af glas: en ugle, et ur og en klokke, og så har han igen glemt englen. Om natten drømmer han igen om skikkelsen, der hyllet i lyse sjaler står mellem træerne og overvåger huset. Men han er ikke bange, for nu ved han, at det er Tante Gabriel. r Vejen går lige forbi huset med dets sprossede vinduer og tykke egetræsdør og svinger om til de åbne stalde, der bruges som garage, og videre til vognladen. Den er blevet bygget om til gæstehus til de mindre grupper af andagtssøgende, som foretrækker selv at lave mad i stedet for at

17


bo i hovedhuset og spise i gæsternes spisesal, og som gerne vil kunne gå ture ad kyststierne og besøge Padstow og overvære en af de daglige andagter i kapellet. Det er en smuk bygning, der mod nordvest har udsigt til atlanterhavskysten og mod sydøst vender mod frugthaven, hvor campingvognen står mellem æbletræerne. Campingvognen har engang været en eremit-nonnes hjem, men nu er det Jannas. Hun går ned ad trinene, mens hun binder et farvestrålende silketørklæde om sin løvemanke af et hår og skutter sig i den kolde luft. Strålerne fra den lave vintersol strømmer ind i campingvognen, hvor der er lunt og hyggeligt. Solen skinner på hendes få, men dyrebare ting og glimter i den lille sølvvase, Clem og Jakey gav hende i julegave. Hun har plukket nogle vintergækker, der voksede under træerne, og sat dem i sølvvasen. Hun nyder synet af de sarte blomster hver morgen, når hun sidder ved det smalle bord og spiser morgenmad. Vasen er af ægte sølv, og hun blev både chokeret og taknemmelig over, at de viste hendes deres hengivenhed med en så dyr gave. Hun havde pakket den forsigtigt ud, for hun kunne se det spændte udtryk i Jakeys ansigt og Clems lidt ængstelige. Hendes glæde over gaven gjorde dem begge glade, og hun kunne ikke lade være med at smile, da de udvekslede et mand-til-mand-blik af lettelse. „Den er jeg meget glad for,“ sagde hun. „Hvor er den smuk,“ og så stillede hun den på bordet og lod en finger glide hen over de slyngede ciseleringer, inden hun gav Jakey et knus. Hun omfavnede ikke Clem. Han er ikke en, man sådan bare lige giver et kram. Det er ikke som med for eksempel hans mor, Dossie, eller søster Emily. Clem er for det første meget høj og meget slank, og så udstråler han myndighed. Dossie har engang sagt: ‘Der er et strejf af strenghed over Clem, ikke?’ – ligesom der er over fader Pascal. Hun holder meget af fader Pascal, for han spørger hende aldrig ud eller dømmer hende, så efter en tid begyndte hun at fortælle ham forskellige private ting – såsom at hendes far var forsvundet, før hun blev født, og at hendes mor ikke havde været stort andet end et barn selv. Hun fortalte, hvordan det var at gå på lande­ vejene og senere komme i pleje, fordi hendes mor drak for meget, og at hun hele tiden var løbet hjemmefra for at prøve at finde sin mor.

18


„Vi savnede det frie liv,“ fortalte hun ham. „Hele tiden at være på farten og se nye steder. Hun kunne ikke holde det ud til sidst, da hun sad i kørestol. Jeg har det på samme måde. ‘Trains and boats and planes …’“ hun nynnede melodien. „Jeg ved ikke hvorfor.“ „Vi er alle sammen i en vis forstand pilgrimme, ikke sandt?“ sagde fader Pascal eftertænksomt. „Vi søger hele tiden noget.“ Janna binder en knude på tørklædet under hagen og standser for at nyde synet af en stor potte med stedmoderblomster, der står ved siden af trinene. De er cremefarvede, gyldne og violette, og de vender deres yndige silkeansigter mod vintersolen. Der går en skælven gennem hende, og hun trækker sin varme uldne jakke tættere om sig, den, som Dossie har foræret hende i julegave. Den er næsten knælang og af blødt blommefarvet uld. Den er meget elegant og åh så varm. Da hun denne gang åbnede sin gave, kunne hun ikke skjule sine følelser. Hun og Dossie gav hinanden et stort knus, og Dossies øjne blev blanke af tårer. Det var det, hun kalder ‘at have et særligt øjeblik’, men den slags øjeblikke har Dossie mange af. Det kan være ‘et særligt øjeblik’ at spise chokoladekage til kaffen eller at daske rundt i Padstow en times tid i solen og så spise fish and chips ved høfden. „Jeg tror, vi trænger til ‘et øjeblik’, skat.“ Hun fejrer livet med disse ‘øjeblikke’, og Janna tager imod dem med kyshånd. Hun forstår det. Hun er også vild med skovture, impulsive måltider og kan finde på at tage ud at rejse efter en pludselig indskydelse. Hendes julegaver til dem var mere enkle: en Thomas Tog-malebog til Jakey, to lommetørklæder med prikker til Clem, og Dossie fik en køn porcelænsfigur fra markedet. Janna får ikke nogen særlig høj løn for sit arbejde, men hun bor gratis i campingvognen og spiser godt i klostrets køkken, så hun føler sig heldig. Det er langt bedre end at arbejde i pubberne i sommerhalvåret og tage diverse forefaldende arbejde om vinteren. Hun hørte om jobbet, da hun arbejdede i Padstow, og sæsonen var ved at være slut. En vindblæst eftermiddag vandrede hun op fra Trevone og lod de surfere, hun hang ud med, blive på stranden. Hun gik op over klipperne i den sene septembersol ad stierne med vinden i ryggen, mens mågerne fløj skrigende rundt over tidevandet,

19


der var ved at trække sig tilbage. „Vinden bar dig ind fra vest,“ plejede søster Emily smilende at sige. „Og sikke et held for os.“ Det er mærkeligt, tænker Janna, så hurtigt hun følte sig hjemme. Allerede da hun gik ind mellem de to store granitsøjler, passerede den lille portnerbolig og fortsatte ind ad indkørslen, havde hun en fornemmelse af at komme hjem. Det store, smukke herresæde af granit, der rejste sig mellem markerne og skuede mod vest, lå så fredeligt omgivet af have og frugthave. Men selv om hun fik en varm velkomst og stadig havde en fornemmelse af at høre til, så valgte hun alligevel at bo i campingvognen ude i frugthaven i stedet for det store, mere bekvemme værelse i huset, som de havde tilbudt hende. Campingvognen stod for sig selv og gav hende mere privatliv og større uafhængighed. „Den minder mig om, dengang jeg var barn, og vi rejste på lande­ vejene,“ fortalte hun de venlige søstre, der var ivrige efter at byde hende velkommen og få hende til at føle sig hjemme. Hvis de var overraskede, så lod de sig ikke mærke med det. De overlod hende med glæde campingvognen og fortalte hende om hendes pligter, der var enkle. Hun skulle gøre rent i huset og stå for vask og strygning, og – når der var brug for det – sidde hos søster Nichola, der var tooghalvfems og svagelig. „Vi plejede at være selvforsynende,“ fortalte moder Magda vemodigt Janna. „På alle måder. Men dengang var vi mange flere, og så var vi unge. Der boede et ægtepar i portnerboligen, som hjalp os, men så døde manden, og hans kone flyttede ind hos sin datter. Nu har vi Clem, og det er en velsignelse.“ „Og Jakey,“ tilføjede søster Emily og blinkede. „Ja, jeg er nu ikke så sikker på, at han er til megen hjælp,“ kom det køligt fra søster Ruth. „Han får os til at føle os unge,“ kom det bestemt fra moder Magda. „Og han viser ærbødighed.“ Nu går Janna inde under æbletræerne gennem frugthaven, og de små kønne dværghøns med deres bløde grå og gyldne fjer løber rundt og pikker i jorden foran hende. Gæstehuset er tomt, der er ingen gæ-

20


ster i denne uge. Det er hun glad for. Det er rart, når de kun er dem selv. Hun er lykkelig, når de bare er ‘familien’, for hun har altid længtes efter en familie. Moder Magda, fader Pascal, søstrene Emily, Ruth og ­Nichola, og så Clem, Jakey og Dossie. Hvor var det mærkeligt og uventet at finde dem her i denne lille, dybe dal, der skråner og bugter sig ned mod havet. Så går hun ind ad bagdøren og ud i køkkenet. r Søstrene er til morgenbøn i kapellet. Søster Nichola sidder med blikket stift rettet mod det sprossede vindue og ser ud på syrenbuskens nøgne, frostglimtende grene udenfor. Hun er ikke altid helt klar i hovedet, og hun bilder sig ind, at hvis hun snuser ind, vil hun kunne mærke syrenernes tunge duft, der driver ind ad det åbne vindue, og høre sangen fra solsorten, der sidder på grenen. Men denne morgen er vinduet lukket mod vinterens kulde, og der er endnu et stykke tid til forårets komme. Ved siden af hende rejser søster Ruth sig og går op til korpulten. Søster Nichola følger den høje, magre skikkelse med øjnene og forsøger at komme i tanke om hendes navn. Hun kigger sig omkring i kapellet og ser for længst afdødes ansigter og tavse, opmærksomme skikkelser sidde på de tomme kirkebænke. Så ser hun moder Magdas smalle ansigt med de fine træk og afklarede blå øjne, og søster Emilys intelligente, direkte blik og hendes halvsmilende mund. De ser på søster Ruth – åh ja, det er det, hun hedder, søster Nichola nikker glad, da hun kommer i tanke om det – som nu åbner Bibelen og begynder at læse. „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Herrens herlighed er oprundet over dig.“ Esajas. Helligtrekonger. Søster Nichola finder trøst i kirkeårets evigt tilbagevendende højdepunkter i en endeløs runddans. De består, mens så meget andet svigter hende. Hendes hoved falder lidt forover, men hun sover ikke. r

21


Clem kommer ud i køkkenet før Janna og tømmer en kurv med grøntsager ud på en udbredt avis, der ligger på det store, renskurede bord. På komfuret står en gryde suppe og simrer, men der er ikke skyggen af Penny, der bor i landsbyen, men som kommer og laver mad til dem. Janna og Clem smiler til hinanden. I løbet af de få måneder, Janna har boet på klostret, har hun lært at bevæge sig stille og tale dæmpet. Nonnerne værdsætter stilhed, men i køkkenet er det tilladt at føre en lavmælt samtale. Stilheden falder Clem naturlig. Men Janna og Penny må tit undertrykke irritationsudbrud eller latteranfald, når de laver mad, hvis de kommer til at gå i vejen for hinanden, brænder maden på eller taber en tallerken. Søster Emily går tit stille hen bag dem og smiler, men søster Ruth er ikke så overbærende. Hendes blege, rolige blik kalder dem hurtigt til orden, mens der kommer fine smilerynker om Emilys mørke øjne. Når søster Emily har frieftermiddag, går hun ofte ned gennem frugthaven til campingvognen for at få en kop te. Janna holder meget af disse ‘øjeblikke’, for de er præcis af den slags, Dossie sætter pris på. Søster Emily er i en alder af toogfirs stadig en livskraftig kvinde, og hendes brune øjne plejer at glimte ved synet af en særlig lækker kage eller en af Jannas mange forskellige frugtteer. „Purpursolhat og hindbær,“ kan hun finde på at sidde og sige hen for sig. „Kamille med citron og mynte. Det lyder lækkert. Men hvad skal jeg dog vælge?“ Janna bor for første gang i sit liv sammen med kvinder, der ejer endnu mindre, end hun selv gør, så hun behøver ikke længere retfærdiggøre, at hun ikke ejer ret meget. Her synes det endda at være en dyd. Hun viste engang søster Emily sin lille samling af skatte: sit Peter­ ­Kanin-krus, Roger Hargreaves’ bog om Lille Frøken Solstråle og det slidte indiske silkesjal. „Jeg fik tingene af min mor, da jeg var lille,“ forklarede hun næsten forsvarsberedt. „Hun elskede mig, selv om hun måtte opgive at have mig hos sig. Hun købte gaver til mig og kaldte mig Lille Frøken Solstråle ligesom i bogen. Hun ville ikke af med mig, men hun var meget syg.“

22


Den ældre kvinde så på de små skatte og nikkede forstående. Hun havde et eftertænksomt udtryk i øjnene, men smilede så til Janna. „Når du ikke længere har brug for dem, så vil du være fri,“ sagde hun. Hun fik det til at lyde opmuntrende, næsten triumferende, som om det var et spændende og lønnende mål, som Janna naturligvis måtte arbejde sig hen imod. Det kom bag på hende. Hun var vant til, at folk kom med trøstende ord og fortalte, at de godt kunne forstå, hvor meget disse ting måtte betyde for hende, men søster Emily valgte altså at se det fra en anden vinkel. Det tænker Janna tit på. Søster Emily kommer ofte med nogle ret uventede svar. Clem henleder Jannas opmærksomhed på et lille stykke papir, der ligger på skærebrættet. En seddel. Janna kommer ufrivilligt til at smile. Søstrene skriver sedler til hinanden om mange ting. Små papirlapper revet ud af breve, bagsiden af en brugt konvolut, kvitteringer, intet går til spilde. Der bliver skubbet sammenfoldede beskeder ind under dørene, bliver lagt på sengene og i båsene i kapellet. Janna læser sedlen, og Clem læser med over hendes skulder. „Penny har det ikke godt,“ står der med moder Magdas kragetæer.­ „Jeg er begyndt på suppen. Vil du være sød at lave den færdig, Janna?“ Det må været hårdt at være så afhængig af andre, når man engang selv har kunnet det hele, tænker Janna. „Grøntsagssuppe?“ mumler Clem i hendes øre og nikker i retning af sin høst i haven: gulerødder, løg, kartofler og nogle porrer. Hun nikker og smiler til tak. Han går tilbage til sit arbejde, mens hun bærer grøntsagerne over i køkkenvasken og begynder at rense dem under den løbende vandhane. r En uge senere begynder tunge, grå skyer at tårne sig op vest for De Britiske Øer. De brager ind mod kysten, hvor stormen banker med ind over halvøen. Isen smelter, og tøvandet begynder at dryppe. Solen bliver bleg som en skive citron bag det slør af tynde skyer, der sejler forbi

23


TID TIL FORANDRING  

"Tid til forandring" af Marcia Willett

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you