Issuu on Google+

Charlotte Weitze

Det Hvide Kvarter Fortaellinger

Samleren


Det hvide kvarter

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 1

13/12/10 12.10


Af samme forfatter Skifting – Fortællinger, 1996 Bjergtaget – Fortællinger, 1999 Fandekke – Roman, 2001 Tandfeen – Radiospil, 2003 Brevbæreren – Roman, 2003 Mørkets egne – Fortællinger, 2005 Parken – Radiospil, 2007 Sværmeri – Roman, 2010

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 2

13/12/10 12.10


Charlotte Weitze det hvide kvarter FortĂŚllinger

Sa mle r en

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 3

13/12/10 12.10


Det Hvide Kvarter © Charlotte Weitze og Samleren/ rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Illustration af Stine Illum, grafisk tilrettelæggelse ved Alette Bertelsen, Imperiet Vignetter: © Stine Illum Typografisk tilrettelæggelse ved Dorte Cappelen Sat med Charter og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1647-2 Printed in Denmark 2011

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Kunststyrelsen for arbejdslegater, Hald Hovedgaard for refugieophold og Jacob for tålmodigheden.

På forfatterens hjemmeside kan man fratis se og høre novellen Fisken. Den er indlæst af Charlotte Weitze og animeret af Stine Illum.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 4

13/12/10 12.10


Indhold Lupus 

|  7

Fisken 

|  31

Terror 

|  41

Brødrene 

|  63

Hvad gør en fugl?  Rosentjørn  SOS 

|  83

|  93

|  105

Vist gør det ondt 

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 5

|  135

13/12/10 12.10


DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 6

13/12/10 12.10


Fisken

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 31

13/12/10 12.10


V

ar det mon en gylden karpe, nogen engang havde sat ud? Var det en skabning, fra før krybdyrene gik på land? Vogtede dyret over en skat, eller var det bare solens genskær i søen? Storesøster og lillebror havde hørt om fisken hele deres liv. Især når der var gæster på besøg, skulle far altid trække selskabet en tur rundt om søen og fortælle. Gæsterne havde også fisket som børn og stod nu dér og stirrede ud over søen med deres kikkerter. – Ja, vi fiskede efter fisk og piger, sagde far, grinede en mærkelig latter og slog gæsterne på ryggene, så de også lo. Storesøster og lillebror syntes, at voksnes snak kom højt oppefra, og det var svært at holde trit med deres lange ben. Børnene kiggede forundret på de voksnes kroppe: Nogle manglede tænder, andre havde rynker i ansigtet, var skrutryggede eller slæbte på fødderne. De voksne brugte ord, som børnene ikke forstod, men noget fik storesøster og lillebror dog fat i: Ude midt i søen, helt nede på bunden, levede en kæmpe fisk. Ryggen skinnede som guld, og den havde bidt på fars krog én gang. Storesøster og lillebror plagede far om at komme ud at fiske. Han nikkede altid, når gæsterne var der, men bagefter blev det ikke til noget. Far grinede bare lidt og foreslog i stedet, at de hjalp med at vaske op. – Må vi så tage ud alene? spurgte de. Men far svarede, med næsen i sæbeskummet, at de måtte vente. Det var skam ikke ufarligt at sejle ud. Når de blev ældre, måske ti og tolv år, kunne han sikkert ikke holde dem tilbage længere. Men til den tid ville de være stærkere, end de var nu. Far havde selv været ude alt for tidligt. Han rakte den langemand i vejret, hvor han manglede det yderste led. – Var det fisken? spurgte lillebror. – Lad være med at tro på noget, sagde mor, rakte dem viske32

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 32

13/12/10 12.10


stykkerne og fnøs ad far. – Det gjorde jeg som barn, men blev senere skuffet. Det var svært at vente, men tiden gik alligevel. Først fyldte storesøster tolv, og så var der kun to dage til lillebrors fødselsdag. Birkebladene var på størrelse med museører, da de gik ned til søen for at kigge efter fisken. De stod helt stille og så ud over vandet. Storesøster bukkede sig ned og rørte ved overfladen, som føltes varmere end luften. Ude i midten af søen lød et højt plask. Var det mon fisken, der sprang? Store ringe ramte bredden som bølger. Ved en smal tange, inde mellem sivene, lå en gammel robåd. På tangen stod et næsten udgået træ, der var stenagtigt i farven. – Så mangler vi bare nogle årer, sagde drengen. – Vi mangler at spørge om lov, svarede pigen, – båden er jo ikke vores. De så sig tilbage. Der lå et lille hus bag stien med ryggen ind mod mosen. Det kunne ligne et gammelt sommerhus, og det var hævet på træstolper, som om ejeren frygtede oversvømmelse. Høje træer og buske rakte op mod taget. Gardinerne var næsten trukket for, kun en smal mørk sprække af ruderne kunne anes. – Måske bor bådens ejer der? sagde drengen og gik op mod huset. De kunne lugte mosen, da de nåede den stejle fortrappe. Storesøster var lidt genert og lod lillebror gå forrest. Drengen ringede på, og en stemme råbte kom ind. Storesøster og lillebror gik ind i entréen, der lugtede skrappere end i mosen. Slidte sko og støvler stod langs væggen, men der var kun den venstre af hvert par. Da de kiggede ind i stuen, kunne de intet se. Og så alligevel, henne ved vinduet sad en mand og stirrede på dem. Han var i kørestol og manglede et ben. 33

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 33

13/12/10 12.10


– Jeg så jer fra vinduet, sagde han. – Er det din båd? hviskede lillebror. Manden nikkede. Forbindingen omkring højre lår var dækket af brune pletter. Han havde uredt hår og skægstubbe. – Vi vil gerne ud og fange den store … en stor fisk, sagde pigen. – Selvfølgelig, sagde manden. – jeg prøvede også engang, men nu drømmer jeg bare. Det er ikke længere til at komme ud, når man mangler et ben. I har jo set, hvor stejl trappen er. Man bliver så ensom, når man mister noget. Min kone forlod mig. Hun kunne ikke holde ud, at jeg bare havde den stump. – Vi har fiskestænger, sagde drengen og virrede med hovedet. – Den er ikke let at fange, sagde manden, – men I kan være heldige. I skal sejle ud på midten af søen og bede om, at vandet deler sig. Hvis det sker, kan I se helt ned til bunden, og fisken kommer op til jer. Måske kan den ligge i jeres arme et øjeblik. Eller vil I hellere spise den? Børnene havde ikke tænkt på, hvad de skulle gøre ved dyret. Måske bare tage et billede? – Det lyder helt vildt, sagde drengen, – det med at dele vandet. Det tror jeg ikke på. – Hvis I drømmer det samme en nat, så ved I, at det er sandt. Manden så tilbage gennem vinduet og sagde, at de skulle gå hen og åbne skabet i hjørnet. Der lå en pose guldkarameller, og de måtte tage en håndfuld hver. Børnene rystede på hovedet. – Hvorfor mangler du et ben? spurgte lillebror, mens storesøster trak ham i armen. – Det er en lang historie, svarede han. Storesøster hev hårdere og smækkede hoveddøren efter dem. Da de kom ned, opdagede de et par årer, der stod op ad huset. De så helt nye ud. Børnene nikkede til hinanden.

34

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 34

13/12/10 12.10


Var det uroen i maverne, som gjorde det? Var det kakaomælken, kagerne og slikposerne? Storesøster drømte i hvert fald noget om natten efter lillebrors ti års fødselsdag, og det virkede så virkeligt, at hun måtte tro på det. Hun så fisken ligge i vandet, helt nede ved mudderbunden, og stirre med skinnende øjne op igennem en søjle af ikke-vand. Søjlen var så dyb, som de huse, der spejlede sig i søen om natten, var høje. Hun talte til fisken og bad den om at komme op. Den lagde sig i hendes arme som en kattekilling og kunne fotograferes. Derefter lod hun den dumpe ned igen, men vidste, at den altid skulle være hendes, og hun ville kunne fange den igen og igen, lige til hun selv fik børn og lod dem prøve. Men i slutningen af drømmen ændrede det sig. Fisken svømmede ind på værelset og snappede efter dem. Hun og lillebror overmandede dyret og slog det ihjel. Drømmen havde været så stærk, at storesøster kunne lugte søen, da hun vågnede. Hun fortalte det til lillebror, og han tvivlede ikke. – Jeg drømte også om en fisk i nat, sagde han. Hun gik hen og bøjede sig over hans seng. – Det er jo dig, der dufter, sagde hun. Under morgenmaden var børnene tavse, de så over vandglassene, nikkede til hinanden, listede bort fra forældrene og ned til søen. Blæsten var hård den dag, og det krævede alle kræfter at sejle ud på midten. Selvom det slet ikke var fiskevejr, kunne de umuligt vente. Storesøster og lillebror holdt hinanden i hænderne, da de havde kastet linen ud. De holdt hinanden tæt og knugende, ville aldrig slippe igen. Storesøster så lillebror dybt ind i øjnene. Skulle de ikke altid dele deres drømme? Hun og lillebror kom jo fra samme sted, fra samme vand. Efter et stykke tid skete der noget. Senere blev hun i tvivl

35

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 35

13/12/10 12.10


om, hvor det var. Var det i brorens øjne, eller var det i vandet? Et langt rør blev skabt af en snurrende vandhvirvel, mens hun så i mørket. Umiddelbart var der tomt på bunden. Efter et stykke tid lukkede vandet sig igen, og noget trak i linen. Var der et eller andet på krogen, som glimtede, eller var det solen, der pludselig brød skarpt igennem over deres hoveder? Storesøster halede linen op så hurtigt hun kunne. – Hjælp mig, sagde hun. – Nej, skreg lillebror. Det sorte vældede ud af hans øjne. – Du må ikke være bange, sagde storesøster hurtigt, – der er helt sikkert bid. For enden af linen sad en sort, rynket langskaftet støvle. Den faldt mod bådens bund med et bump. Storesøster og lillebror blev siddende, til solen gik ned sammen med drømmen om fisken. Der havde ikke været hul i den gamle båd før, men nu begyndte vandet at sive ind. En åbning voksede, som om nogen lå nedenunder og gnavede i brædderne. Vandet strømmede ind, og børnene begyndte at øse, alt det de kunne. Imens gled årerne ud af gaflerne og flød væk. Det blev nat, og folk begyndte at råbe inde fra bredden. Storesøster og lillebror svarede, men vist ikke højt nok. Senere kom en helikopter flyvende og lyste med sin projektør. På det tidspunkt lå søskendeparret i vandet. Hun holdt lillebror oppe, han var besvimet, men klyngede sig alligevel til den sorte støvle. Først da det blev lyst, fik man øje på børnene fra luften. En motorbåd sejlede ud og hentede dem ind. Forældrene stod på tangen mellem sivene. Far skjulte sit ansigt i hænderne, mor så vred ud. Falckredderne arbejdede hårdt for at få lillebror til at trække vejret. Han gylpede og hev efter luft. Når han åbnede øjnene, 36

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 36

13/12/10 12.10


lignede de knaster. Hun så op mod den gamle mands hus. Træer og buske rakte højere op om facaden end før. Til sidst trak lillebror vejret, og der kom farve i hans ansigt. Redderne bar ham op til ambulancen, der holdt på den nærmeste vej. Storesøster blev indlagt til observation og behandlet for nogle solskoldninger, hun havde fået på søen under fiskeriet. Lillebror var indlagt længere tid. – Måske får han lidt bøvl med korttidshukommelsen, men det er alt, sagde lægerne, da han blev udskrevet. – Det kan endda være, at han en dag vil kunne genkalde sig det, han oplevede derude. Drengen fik den sorte støvle med hjem i en plasticpose. Lægerne sagde, at han ikke havde villet slippe den. Han havde spurgt til den, selv mens han var svag. Hjemme blev lillebror puttet i seng. Han skulle have ro, men storesøster hviskede til ham: – Drømmen, husker du, at vi drømte om fisken? Vandet delte sig, som det skulle. Skal vi prøve at fiske igen en anden gang? Lillebror rystede på hovedet. Han sagde, at han ikke kunne huske noget. – Men jeg drømte det, sagde hun, – det var sandt. Hvis du kan huske det, så kan det bevises. Ingen husker alene. Vi er søskende, vi har hinandens historier i lommerne. Støvlen blev stående, rynket og skjoldet, på værelset i sin plasticpose. Far ville smide den ud, men mor begyndte at snakke om bevismateriale. Hvad var der sket ude på søen? Havde en fremmed været med i båden? Mor spurgte forsigtigt storesøster, som ikke vidste, hvad hun skulle svare. Storesøster undrede sig jo også over, hvis støvle det kunne være, og hvor 37

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 37

13/12/10 12.10


den venstre var. Måske hos en fisker? Men der var jo mange fiskere i verden. Måske på en losseplads eller på bunden af vandet? Lå der mon én dernede og var død? Da lillebror kom til hægterne, glemte han støvlen. Han rejste sig bare og gik i skole. Plasticposen gled ind under sengen, den knitrede ikke engang. Storesøster og lillebror voksede. De blev lige store, og ingen kunne længere huske, hvem der var født først. Bror flyttede væk. Han kunne ikke se nogen grund til at blive i Det Hvide Kvarter. – Jeg er ikke hjemmefødning, sagde han og kiggede væk, hver gang hun så på ham. – Jeg vil ind til byen, jeg vil ud at rejse. Søster nikkede og stirrede ned på sine hvide hænder. Med mellemrum modtog søster postkort fra bror. Nogle var plettede af muddervand, andre kom fra isnende egne eller smeltende ørkner. Det var, som om han rejste hele kloden rundt uden stop. Hun hængte kortene på opslagstavlen over sit skrivebord. Søster blev gift og købte sine forældre fri for selv at kunne bo i barndomshjemmet. En dag hørte hun, at bror var hjemme og vende i Danmark efter en rejse til Asiens jungler. Han havde sejlet på floder og vandret med rygsæk. Søster kimede ham ned og inviterede til kaffe. Ikke for noget. Bare fordi. Søster og hendes mand var begyndt at bygge om, så huset og haven kunne blive endnu mere familieegnet. Der var stillads omkring huset, og grunden var bar, da bror ringede på i et forfærdeligt stormende uvejr. Kaffen duftede helt ud i entréen, da han trak sine støvler af og satte dem foran de riflede vinduer ved hoveddøren. I det øjeblik var søster ved at besvime. Støv38

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 38

13/12/10 12.10


lerne var sorte, den højre var rynket og skjoldet, den venstre var slidt. Hvor er søstøvlen henne? tænkte hun befippet. Hun havde tænkt på at smide den ud, dengang de var yngre. Gjorde hun det, eller var den endt i kassen med barndomsting nede i kælderen? Søster hev efter vejret og prøvede at se bror ind i øjnene. Han stod og tjekkede sin mobil. – Hvor har du støvlerne fra? – Fra genbrugsbutikken nede om hjørnet, sagde han undrende, – jeg så dem i vinduet, da det begyndte at regne. Den ene ser lidt anderledes ud end den anden. Jeg klagede, men damerne sagde, at sådan havde de fået dem for efterhånden en del år siden. De havde ligget i hver sin plasticpose, men det var samme model og samme størrelse. Bror og søster drak kaffen og kiggede ud på vejret. Søster burde tænde lys, men kunne ikke rejse sig. Bror var solbrændt og havde shorts på. Hans hænder var slidte og brune, armene muskuløse og svungne som lianer. Han sagde tak for kaffe, og hun greb om hans hånd, som om hun ikke ville lade ham gå. Hun bad ham om at blive og overnatte i gæsteværelset. Han rystede på hovedet og sagde, at han måtte videre. Da hun endelig slap, gik han ud i entréen, trak støvlerne på og fortsatte ud i det silende vejr. Op af den grønne rygsæk stak spidsen af en harpun. Søster ledte kælderen igennem. Hun ledte i sin kasse med barndomsting, hun ledte i de skabe, hun ikke havde fået tømt, efter at hendes forældre var flyttet. Søster ledte det hele igennem, men det var svært at se noget, for der var mørkt i gemmerne. Måske så hun heller ikke godt nok efter, selvom hun kiggede gang på gang. Støvlen var væk, pist væk. Da det klarede op, åbnede søster hoveddøren og så ud over den fliseløse indgang til huset. Bror havde sat ovale og gyldne 39

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 39

13/12/10 12.10


støvleaftryk i mudderet. De blinkede i skæret fra solen, som om de slog med hælene og sprang efter luft. Snart ville fordybningerne svuppe op og forsvinde. Jorden ville blive flad og ens alle steder, og nætterne og dagene stadig mere gispende og drømmeløse. Søster stirrede endnu på aftrykkene, da hendes mand kom hjem og kyssede goddag. Hun smilede til ham, men følte sig alligevel alene. Intet ville nogensinde blive som de spor, bror havde sat.

DET_HVIDE_KVARTER_INDH_13_12.indd 40

13/12/10 12.10


"Det hvide kvarter" af Charlotte Weitze