Page 1


rida


ndrea

fo

. . . r e v e r


Camilla Wandahl

Høst & Søn


M i n e ve n n e r 1 FRIDA (du er den bedste, sødeste, sjoveste, mest fantastiske veninde, man kan forestille sig, Frida. Men du er FLYTTET TIL FYN I DAG!)

2 Jeg har ikke andre venner, ikke engang en

undulat eller en dum lillebror. (Jeg troede aldrig, jeg ville fĂĽ brug for andre venner end dig.)


Den værste dag i mit liv Det værste, der er sket i mit liv, næst efter da morfar døde, var da du flyttede skole, Frida. Jeg ved godt, at det kun var i går, men jeg har grædt lige siden. Sådan føles det i hvert fald. Mor prøver at trøste mig. Hun siger, at vi stadig kan besøge hinanden, og at jeg får nogle andre veninder, men alt det er lige meget. Altså, det er ikke lige meget, at vi kan besøge hinanden. Men det med at jeg får nogle andre veninder. For jeg vil slet ikke have andre venner end dig! Frida, kan du huske dengang på toilettet, hvor vi blandede blod og lovede hinanden, at vi skulle være bedste veninder for altid? Og hende voksen-Sofie, der blev så sur, fordi det var ulækkert at blande blod, fordi blod kan have sygdomme?

11


N FY Vi grinede bare af hende. Og lige netop i dag, hvor jeg ved, at du sidder mange, mange kilometer væk på Fyn (jeg hader ordet Fyn. Jeg tror, jeg er ved at udvikle allergi over for det), så er jeg faktisk rigtig glad for, at der flyder noget af dit blod rundt inden i mig. Også selvom det efterhånden må være blevet MEGET fortyndet. For det er ligesom en lille forbindelse mellem dig og mig. Kan du også mærke den? Og hvad sker der nu med den forbindelse? Jeg ved godt, at vi kommer til at skrive beskeder og ringe til hinanden. Men vi kommer aldrig til at følge med i hinandens liv, som vi kunne, da du boede her. Vi kommer ikke til at gå hjem efter skole og sidde på køkkenbordet med benene dinglende og drikke litervis af kakao. Vi kan selvfølgelig godt gøre det en dag, når du kommer på besøg. Men det er bare ikke det samme. Og det er nok i virkeligheden det, der er gået op for mig: Det bliver aldrig mere det samme. Vi kunne fortælle hinanden alt. Vi fortalte hinanden alt. Og det har jeg besluttet at blive ved med. Lige nu er det jo september. Men om ca. fire måneder er det jul. Og til jul har jeg bestemt, at du skal have en helt speciel julegave. Du vil slet ikke kunne gætte, hvad det er:

12


Det er denne bog! Og hvad er det her så for en bog? Jo, nu skal du høre:

1 Denne bog hedder Til min bedste

veninde i verden, fordi den er skrevet til DIG!

2 Den

indeholder alle de tanker og oplevelser, jeg har fra nu af og til jul, som du normalt ville kende. Fordi du ikke bor her længere, vil jeg skrive dem ned til dig.

3 Den er et symbol på vores venskab. Lidt ligesom

at blande blod (men jeg skriver ikke med blod. Det ville virkelig være creepy og lidt vampyragtigt).

4 Det er ikke en dagbog. Så jeg behøver ikke at skrive hver dag.

5 Jeg må ikke lyve. For så vil det være ligesom at lyve for dig.

13


Jeg prøver at forestille mig, hvad du mon vil sige til at få sådan en bog. Jeg tror, du bliver rigtig, rigtig, rigtig glad. Det ville jeg i hvert fald blive. Men nu skal du ikke blive ked af, at du ikke har lavet en bog, for jeg ved godt, at du ikke er så vild med at skrive, som jeg er. Derfor vil jeg også skrive nogle ting ned fra dig, for eksempel nogle af de vigtige sms’er, du sender, så du også har et minde om det. For bogen handler jo om os to og vores venskab. Det bedste venskab i hele verden!

Frida & Andrea forever

14


4 grunde til at hade den nye dreng, der bor i dit hus (og alle andre drenge)

1 Fordi han bor i dit hus. Hvis hans familie ikke

var flyttet derind, havde I måske ikke fået huset solgt. Og så var I nødt til at blive boede = vi havde stadig været naboer og kunnet løbe ind til hinanden gennem hullet i hækken.

2 Nu bliver jeg nødt til at få far til at lave det hul (kan man overhovedet det?), for tænk, hvis DRENGEN går gennem det og pludselig står og ser på mig, når jeg lige har været i bad og ikke har tøj på? ADR!

3 Drenge er bare pr. definition klamme. De går

ikke i bad, medmindre deres mor siger, de skal. Og de piller bussemænd i timerne og sætter dem fast under bordene i skolen sammen med store klumper tyggegummi (kan du huske Nicklas? Dobbelt ADR!). Godt, vi besluttede, at alle drenge kunne flytte til Mars, og at vi aldrig skal have en kæreste.

4 Det eneste, de gider lave, er at spille dødssyge computerspil og se film, hvor alle bliver splattet ud af rumvæsner. De har ingen fantasi.

15


Det Gode N Naa b o s ka b s G u d I dag blev min mor besat. Og det var ikke af et rumvæsen. Nej, det var af Det Gode Naboskabs Gud, hvis der findes sådan en. Hvordan jeg ved det? Jo, hun besluttede ganske enkelt, at vi skulle ind og sige hej til de nye naboer. Far havde lørdagsvagt, så han slap. Men jeg var hjemme (for hvor skulle jeg ærlig talt ellers være, efter du er flyttet?), så jeg var tvunget til at tage med. Og sådan var det virkelig. Jeg var TVUNGET. Ligesom et barn i en af de der lejre, vi havde om i skolen. Mor sagde, jeg ikke havde noget valg. Sådan her gik det for sig: Mor bankede på min dør. Jeg lå på min seng og læste en jumbobog. Jeg var midt inde i en

17


lade

b palme

historie om Anders And og ungerne, der var på vej til en regnskov. Men da mor åbnede døren, kunne jeg godt lugte, at der duftede af kage i hele huset. ”Hvad har du bagt?” spurgte jeg. For jeg kunne også godt mærke, at jeg var lidt sulten. ”En drømmekage. Jeg tænkte, at vi skulle tage den med ind og hilse på vores nye naboer.” Der var det. Første tegn på, at mor var besat af naboskabsguden. Hvilke mennesker går ind med en kage og hilser på naboen? Det er da kun i oldgamle film, at de bager en tærte og tager den med ind til naboen. ”Kan jeg ikke bare spise mit stykke herhjemme?” ”Ej, Andrea. Tænk, hvis det var dig, der var flyttet til et nyt sted. Ville du så ikke også håbe, at naboerne var venlige ved dig?” Ærlig talt ville jeg være ligeglad. Men mor ville blive ked af det, hvis jeg sagde det, for nu havde hun jo brugt tid på at bage kagen. ”Kan du ikke bare selv gå ind og give den?” Jeg pegede over på stakken med skolebøger. ”Så laver jeg lektier imens.” I de fleste familier tror jeg, at det med lektier er et kodeord, der kan få alle forældre til opgive deres planer. Desværre er jeg så nørdet og stræber­agtig, at mor udmærket ved, at jeg får lavet mine lektier alligevel. Så hun sagde bare:

18


”De har også en dreng, der skal gå i klassen over dig. Vi går om fem minutter.” Og så var der ikke mere at rafle om. For sådan er mor nemlig. Hvor far godt kan overtales og skifte mening, så ved mor præcis, hvad hun vil have og hvornår, og hvordan det skal forløbe. Selvom jeg måske tror, hun havde håbet, besøget inde hos naboerne gik lidt anderledes. Men så kunne hun vel lære ikke at komme uanmeldt. Det var moren, der åbnede, og hun havde stadig morgenkåbe på. Klokken var også kun ti om formiddagen, og nu hvor jeg tænker over det, var det vel lidt tidligt at komme på besøg. Men min mor var åbenbart vågnet med en åbenbaring om, at vi skulle byde de nye naboer velkomne, og så kunne det ikke gå hurtigt nok. ”Jamen, hej,” sagde nabo-moren. ”Hej,” sagde min mor og rakte fadet med kagen frem. ”Vi tænkte, vi lige ville hilse på. Og vi har taget en kage med.” Jeg fik et glimt af entreen bag damen. Der stod høje bjerge af flyttekasser. Lidt som da I skulle flytte, men mere rodet. Det vidste damen åbenbart godt, for hun sagde: ”Vi er slet ikke kommet på plads endnu … men vi har da et spisebord …” Jeg tror faktisk helst, at hun ville have, at vi gik.

19


Men nu stod vi jo der med kagen, så hun kunne ikke så godt smide os ud. Og mor lod som ingenting, eller også fangede hun det ikke. Vi endte ved spisebordet, og damen fandt fire kagetallerkener og nogle skeer. Mor begyndte at skære kagen ud, og jeg overvejede, hvor drengen var. Det var ikke, fordi jeg var nysgerrig, men jeg følte ærlig talt, at det var lidt snyd, hvis jeg skulle tvinges til at være her, og han så ikke skulle. Så jeg spurgte: ”Hvor er ham drengen?” ”Jamen, Gustav er inde på sit værelse.” Moren pegede ned ad gangen mod DIT gamle værelse. Og så blev jeg faktisk nysgerrig. For hvordan ville en dreng indrette dit værelse? Det var jo nærmest som at forestille sig, at en flok rumvæsner skulle bo på dronningens slot. Måske så jeg for nysgerrig ud, for moren sagde: ”Du kan jo lige hente ham og sige, der er kage.” Jeg aner virkelig ikke, hvor jeg fik modet fra. Og jeg skulle helt sikkert have sagt nej. Men det gjorde jeg ikke. Og kort efter stod jeg foran hans dør. Døren var lukket, så jeg bankede på. Mens jeg ventede på, at han skulle sige ”kom ind” eller noget andet normalt, tænkte jeg på, at jeg aldrig nogensinde havde været på et drengeværelse før. Når man ikke har nogen brødre og fætre, er det måske meget normalt.

20


Efterhånden gik det op for mig, at han nok ikke havde tænkt sig at svare. Måske var det ikke hans værelse? Men så hørte jeg noget musik derindefra. Rock-agtigt, tror jeg. Sådan noget vredt noget. Så jeg bankede igen, højere. ”Ja?” Hans stemme lød lidt irriteret, men jeg åbnede alligevel døren. Han sad ved et skrivebord med ryggen til mig. Han havde høretelefoner på og gloede ind i en ret stor computerskærm. Der løb en masse figurer rundt, og jeg kunne godt se, at det var et spil, som nogle af drengene oppe i klubben også spiller. Han vendte sig ikke om og så på mig, men stirrede intenst ind i skærmen. Musen bevægede han hurtigt og hele tiden, og der var vist nogen, der kæmpede for livet inde i spillet. ”Fuck!” udbrød han og klikkede endnu mere med musen. Jeg så rundt i værelset. Der stod en seng med et sort sengetæppe. Så stod der et par våben (altså ikke ægte, men sådan noget rollespils-noget) op ad væggen. Og der stod også fem brune flytte­ kasserpræcis samme sted, som dine flyttekasser stod. Og så lå der en sort sæk, som der flød noget tøj ud af. Han klikkede stadig med musen. Og han havde ikke set på mig endnu. Jeg begyndte at føle mig lidt underlig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle blive stående

21


eller sætte mig eller bare sige det, jeg var kommet for. Jeg endte med det sidste. ”Der er kage,” sagde jeg. Åbenbart hørte han mig ikke. Nok på grund af de der høretelefoner. Så jeg gentog det lidt højere. Så vendte han sig om med et sæt og gloede på mig. Som om det var mig, der var besat og ikke min mor. ”Hvad laver du her?” Hans stemme var lidt fjendtlig. Jeg kunne ikke lide at se på ham. Mine kinder blev helt varme, og jeg gloede bare på skærmen, hvor en masse ting sprang i luften. Han vendte sig hurtigt mod skærmen. ”Øv, nu taber vi!” råbte han og klikkede igen. Og så stod jeg dér. Alting sprang i luften på skærmen og bang og crash, og jeg ved ikke hvad. Jeg skulle lige til at gå, da han råbte ”FUCK!” mega højt. Det gav et helt gib i mig. Så vendte han sig surt om. ”Hvad var det, der var så vigtigt, at det skulle ødelægge mit spil?” Det var rigtig ubehageligt. Min gane blev helt tyk. Et øjeblik tænkte jeg på, hvis det stadig havde været dit værelse. Og hvor glad du plejede at blive, når jeg kom uanmeldt. Og selvom jeg prøvede at sige til mig selv, at det var, fordi han var en dreng, og drenge ER dumme, så hjalp det bare ikke ret meget: Jeg var millimeter fra at græde. Så jeg vendte om og styrtede ud af værelset. I

22


gangen maste jeg mine fødder ned i skoene. Mor kom ud og spurgte, hvad der var i vejen, men jeg ville ikke svare. Og så kom den der nabo-gud op i hende igen, for hun begyndte at undskylde min opførsel. Som om det ikke var drengen, der havde været totalt led! Mor tog fat i min arm og ville have mig til at sige undskyld, men jeg rev mig bare løs og løb hjem. Og her er jeg så nu. Og måske kan du se, hvorfor det er dobbelt surt. Altså: Én ting er, at du er flyttet. Men at der så skulle flytte sådan en nar ind i dit hus. Og at mor ingenting fatter.

Det gør det bare 1000 gange værre!

23

Wandahl TIL MIN BEDSTE VENINDE (læseprøve)