Page 1


Af samme forfatter For unge Hjerte i vente (2009, 2016) Ask konge taber (2013) Som en tikken under huden (2014) Et stykke af månen (2016) For børn Så fandens forelsket (2009) Et blodigt spil (2010) Til min bedste veninde i verden (2015) Alt om at være pige (2016) Serier Veninder for altid 1-7 (2010-2012) Søstre på De Syv Have 1-6 (2012-2014) Havets Tåre 1-3 (2013-2015, samlet udgave 2016) Alt om at være pige (2016-)


CAMILLA WANDAHL

Hjerte i vente [titelblad sættes af omslagsgrafiker]

Høst & søn


Hjerte i vente © Camilla Wandahl og Høst & Søn / rosinante  &  co , København 2009 2. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med ITC Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-4878-7 Printed in Latvia 2016

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Enhver lighed med virkelige personer er utilsigtet.

Tak til børnehjertekirurg Morten Helvind fra Rigshospitalet

Læs mere om forfatteren på www.camillawandahl.dk og www.camillawandahlblog.dk

Høst & Søn er et forlag i

rosinante  &  co

Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk


Den Gule kommer første gang, da Vente næsten lige er begyndt. Jeg står med giraftallerkenen i hånden og skal til at sætte den ned i opvaskemaskinen. Freja fik den af mormor for nogle uger siden. Giraffen har et stærkt hjerte, fordi den skal pumpe blodet op gennem sådan en lang hals, sagde hun. Så var det ligesom, hun ikke vidste, hvad hun mere skulle sige. Den Gule er som en skygge ud af øjenkrogen. Den er næsten væk, når man vender sig efter den, men alligevel ikke helt forsvundet. En skygge, der slet ikke hører til, og som derfor får hjertet til at banke på sådan en sort måde. Den Gule ser på mig, mens jeg sætter tallerkenen ned i opvaskemaskinen. Han ser på hver eneste af mine bevægelser og tvinger mig til at tænke på et andet hjerte, et hjerte, som dunker dobbelt, eller slet ikke dunker nok. Da jeg lukker opvaskemaskinen, forsvinder han.

5


– Skal vi gå i Vest? Anna står ved siden af mit bord med sin pung i hånden. Hun ser på mig med det blik, der betyder, at vi skal tale. Sådan veninde-tale. – Selvfølgelig, siger jeg. Vi går næsten altid i Vest i pausen og køber frokost i enten Netto eller hos bageren. Det er også lækkert nu, hvor foråret er begyndt at komme frem. Det er bare, som om jeg ikke rigtigt kan tænke på foråret. Ikke i år. Flere af de andre har allerede smidt sig i sofaen. Den er gråternet og har et stort hul i den midterste pude, men der er alligevel altid rift om pladserne. David skaffede den fra sin fars arbejde sidste år, og det er nok den ting, som klassen tilsammen er gladest for. Måske bortset fra ghettoblasteren, som allerede kører på The Voice. Jeg bukker mig efter min pung. Selvom jeg prøver at ignorere det, så ved jeg det godt: Tina har forsøgt at fange mit blik, lige siden hun afsluttede timen. – Kommer du ikke lige med et øjeblik? Jeg vil gerne tale med dig, siger hun. 6


Hendes stemme er lav, en blanding af almindelig og alvorlig. Jeg rejser mig. Anna ser undrende på mig, jeg trækker på skuldrene, som om jeg ingen anelse har om, hvad Tina vil tale om. Men det har jeg. Tina går ud i fællesrummet, og jeg følger efter. Vi ­sætter os ved skovmandsbordet med den blå bordplade. Dér, hvor man også sidder, når man laver gruppearbejde. – Din mor ringede i går. Kulden breder sig i mig. Jeg vidste det jo godt. Hun havde jo sagt, at hun synes, vi skulle være åbne om det. – Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er svært at tale om, men det er stadig nemmere, når folk ved det. Jeg nikker uden at mene det. Når man sætter ord på ting, bliver de virkelige. Ikke nemmere. Jeg smider huen og vanterne på hylden over radiatoren, krænger jakken af og tænker, at det bliver dejligt til foråret, når jeg igen bare kan have den tyndere ­skind­jakke på. Jeg tænker på det billede, jeg er ved at male på billedskolen, at jeg skal gøre det færdigt i dag, og så tager jeg i døren. Og det går op for mig, at det er første gang, jeg er nødt til at åbne døren ind til stuen. Lukket og hvid og afvisende. Jeg trykker hånd­taget ned. 7


Det hele er et hurtigt glimt: far med en arm om mor, ­lyden af hulk, som jeg slet ikke forstår, hvorfor jeg ikke hørte før. Fars ansigt. Har jeg nogensinde før set far græde? – Er det dig, Gry? De ser på mig, trækker mig ind i et knus. – Hvor er Freja? spørger jeg. Hun var hos mormor. Medicinen skulle nok hjælpe. Troede vi. Troede jeg. Det passede bare ikke. Ligesom dengang, hvor jeg troede, at mor og far bare altid var der, og far så en dag sagde, at han skulle rejse. Seks måneder. Dengang var Freja kun et år. Tina afbryder mine tanker. – Jeg forstår godt, hvorfor du ikke sagde noget. Det er også svært. Men heldigvis sagde din mor, at der var gode udsigter. Jeg nikker. – Og nu venter I? Jeg nikker igen. Det lyder lidt, som om hun gerne vil tale med mig, men ikke ved, hvad hun skal sige. Det ligner ikke Tina. – Hvordan har du det, Gry? Er det svært at vente? Det gør ondt i svælget, jeg har en kæmpe klump i halsen, og jeg kan ikke sige noget. Så jeg ryster bare på hovedet, mens jeg anstrenger mig for at tænke på noget andet. Tina lægger hånden på min arm. Jeg kan mærke varmen gennem ærmet. 8


– Du kan altid komme, Gry. Hvis du vil tale eller have et knus. Det er jo også en svær tid for din mor og far, og hvis du har brug for at tale med en ­voksen  ... Vi rejser os samtidig. Jeg går ud på gangen og ind på et af pigetoiletterne. Tina går nok ind på lærer­ værelset. Brættet er vådt. Det er det ofte, og det er aldrig til at vide, om det er tis eller bare vand. I dag betyder det ikke noget, for jeg skal ikke på toilettet. Jeg står bare. Foran spejlet. Ligesom jeg så ofte har gjort. Dengang. Før tiden startede forfra og blev til Vente. Jeg ser mig i spejlet. Slank og lys er jeg. Forårssolen er ikke rigtigt kommet frem endnu, og det, den har været fremme, har jeg ikke udnyttet som sidste år. Sidste år sad jeg ude på terrassen i solen, for jeg ville være brun. I år venter jeg bare. Og det gør jeg indenfor. På mit værelse, i min seng, på skolen. Bare venter. Jeg trækker ud, for at det skal lyde, som om jeg har været på toilettet og ikke bare stået herude uden nogen grund. Før jeg låser op, kaster jeg et blik i spej­let. En skygge, flygtig, og i det skærende lys på toilettet er den ikke mørk, men gul – gul – gul. Så er den væk. Så er han væk. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen sammen med klumpen af gråd. River og banker og gør mig kold. Måske var skyggen der slet ikke.

9


Pausen er næsten slut, da jeg kommer tilbage i klassen. Jeg har en grumset fornemmelse i maven, sådan en jeg-vil-tale-jeg-vil-ikke-tale-følelse. – Hvad er der? spørger Anna, – du ser helt forkert ud i hovedet. Hvad ville Tina? Vi står midt i klasselokalet. Jeg trækker Anna med ud i fællesrummet. Jeg behøver slet ikke sige noget, hun går bare med. Sådan er det, når man stadig har et halvt sølvhjerte liggende hjemme i smykkeskrinet og ved, at det har den anden også. – Hvad ville hun? spørger Anna igen, da vi sidder ved det samme blå bord, som jeg sad ved med Tina for lidt siden. Min pegefinger tegner usynlige mønstre på den blå bordplade. Hjerter og stjerner, og hjerter. Flere hjerter. – Hun ville bare sige noget, svarer jeg, og det er et så tyndt svar, at jeg ikke kan se på Anna, mens jeg siger det. – Det kunne jeg godt regne ud, svarer Anna, – det sagde hun jo til dig inde i klassen. Jeg ser forbi Anna, hen på de andre borde. Min hals er helt sammensnøret. – Vi plejer da ikke at have hemmeligheder for hinanden, Gry. Mine gane stikker og kradser. Min finger tegner buer og spidser – hjerter – hjerter – hjerter. Og jeg vil faktisk fortælle Anna det, min tunge forsøger at binde alle knuderne op og skabe ord, sætninger, og det lykkes for første gang i meget lang tid. 10


– Det er derhjemme. Mor og far ... og Freja ... – Har du skændtes med din mor? Annas stemme er deltagende. Jeg ser på hende, sådan helt forsigtigt. Det basker i min mave, ikke som glade sommerfugle, men som tusinde bisværme, der møver og maser og vil ud. Og så er der noget, der siger klik inden i mig. Lidt som en knap, der åbner eller lukker en dør, sådan en dør fra en science fiction-film med stål og beton og takker som skarpe tænder. Og jeg nikker. En ganske, ganske lille smule, men det er et nik. – Jeg skændes også tit med min mor, det ved du da. Det er der da ikke noget flovt ved. Det går jo over igen, ik’? Jeg mumler et jo, men mine kinder brænder, og jeg kan ikke se på Anna. Jeg er hul indeni, hul og mørk – hvorfor kan jeg ikke bare fortælle det? Jeg har prøvet. Siden den første dag med sofaen og medicinen, har jeg prøvet. Det er det, man har venner til. Til at være der midt i alt det svære, men jeg kan ikke. Det hører ikke til virkeligheden. Derhjemme måske, men ikke her. Måske hvis hun spurgte direkte. Men hvordan skulle hun kunne det? – Hvad skal du de næste dage? spørger hun, og jeg kommer i tanke om, at der var noget, hun ville sige. At hun jo ville i Vest. Jeg trækker på skuldrene. – Jeg vil gerne til fest. Her sker ikke noget i øje­ blikket. 11


Anna læner sig fortroligt tættere på mig. – Jeg vil gerne score, siger hun lavt. – Vil du ikke også gerne score? Måske kunne vi begge to score. Hvis der bare skete noget i denne her by. Jeg nikker og smiler, men jeg er én stor kuldegysning. Jeg har ikke plads til den slags, men det er sådan, veninder er. Og hvis jeg ikke kan være en rigtig veninde og sige sandheden og lade være med at fortie, så vil jeg i hvert fald være en rigtig veninde, som man kan feste og score sammen med. – Jo, det kunne virkelig være fedt, hvis der skete noget. Tror du ikke snart, der er én fra klassen, som holder fest? Jeg tager mig endnu mere sammen: – Er der nogen fra klassen, du gerne vil score? Anna ler. Sådan koket og bestemt ikke Anna-­ agtigt. – David måske. Han har da et lækkert hår. Og han er sjov. Mon ikke ... Anna drejer en tot hår mellem fingrene og forsvinder et øjeblik ind i sig selv. Så lyser hun op, – mon ikke han holder fest? Hun har fået et nyt lys i øjnene. Jeg prøver at kopiere det ned i min stemme, da jeg svarer. – Jo, du kan da nok godt få ham til at holde en fest. Jeg ser på hendes varme øjne og perfekt buede bryn. Og det mørke hår, der er tykt og bølget, og hendes runde ansigt med smilehuller. – Hvad med dig, hvem skal du score? –  Mig? 12


– Ja, hvis David holder fest. Jeg ser igen forbi Anna. Aldrig i livet om jeg skal score nogen. Mit hjerte er alt, alt for fyldt til at kunne kapere mere end Freja. – Der er vist ikke rigtig nogen, mumler jeg. – Hvor er du kedelig, der må da være én, du synes er sødere end de andre. Det er jo heller ikke, fordi mit hjerte banker helt vildt, når jeg ser på David, vel? Hjerte. Der var det igen. Alle vegne hjerter. Og de banker, eller banker ikke. Jeg orker ikke at se på Anna, hun plejer ikke at være sådan: at ville score, bare fordi han har lækkert hår. Så tager jeg mig sammen og smiler til hende, men smilet er limstifte-stift, det sidder fast et sted uden på mine tænder. – Mads, siger jeg så. –  Mads? – Han er da meget pæn. Er han ikke? Og Anna ler og skubber til mig. Det bobler en lille smule inden i mig, lidt sjovt er det alligevel, og lidt pæn er Mads da også. Mads rejser sig fra sofaen, samtidig med at Anna og jeg går ind i klasseværelset. Pæn, tænker jeg. Han er da meget pæn. Og jeg prøver at se på ham, som om jeg ikke har gået i klasse med ham næsten otte år, men det er, som om han ikke vil stå fast. Hans krop flyder ud og bliver tåget foran mig. Og så ser han op, og jeg kan se hans øjne midt i alt det 13


udflydende, de er mørkebrune, og de smiler til mig, men så bliver de pludselig hans. Gule og stive og fyldt med kulde. Jeg træder et skridt bagud, bakker, bakker, ud ad døren og løber. I toiletkummen kommer morgenmaden op igen. Det svier i min hals. Galden er skarp og kvalmende, men i det mindste er Den Gule væk. Jeg bliver siddende længe på toilettet. Så skyller jeg min mund grundigt med koldt vand, og drikker, drikker, drikker af hanen. Bagefter vasker jeg mine hænder, og sæben skummer hvidt. Annas blik er spørgende, da jeg kommer ind i klassen. – Syg, mimer jeg, og hun smiler opmuntrende. Jeg tør ikke se på Mads resten af timen. – Hej Gry, siger mor, da jeg sætter min taske foran spejlet. Jeg kan aldrig mere sætte min taske foran spejlet uden at tænke på den dag. Mor siger altid Hej Gry, når jeg kommer hjem nu, jeg tror, hun forsøger at viske den lukkede dør væk. Freja rejser sig og kommer ud til mig. Hun har det samme lyse hår som mig og blå øjne, men på det sidste er hun begyndt at se så glasagtigt gennemsigtig ud. Det er måske bare noget, jeg forestiller mig. Jeg tager hende op og knuger hende ind til mig. 14


Meget længere tid, end jeg gjorde før. Det gør ondt. Som et stykke iskoldt metal, der lægger sig i min mave. Men jeg knuger hende alligevel ind til mig, det bliver jeg nødt til. – Jeg har tegnet en tegning til dig, siger Freja, og alting er ligesom normalt. Det er sådan hver dag. Freja går ikke længere i børnehave, mor holder fri for at passe hende. Og når hun tegner, og jeg giver hende et knus, så er det næsten ligesom før. Så kan man næsten glemme, at hun er træt, hele tiden træt. – Det er dig, siger hun og peger på en langhåret pige med fine, blå bukser og hvid skjorte på og en stor krone på hovedet. – Og det er mig ved siden af dig, fortsætter hun og peger på en lille prinsesse med en rød A-formet kjole og gult hår. – Hvorfor har jeg ikke kjole på? spørger jeg. – Det er, fordi du er en prins. Der kan jo kun være én prinsesse, siger Freja, – og nu er jeg i gang med at tegne en bamse. Er den ikke sød? Jeg nikker og mumler noget om, at hun også skal på billedskole, når hun bliver syv år, og nej, hvor er den sød, men jeg kan ikke få øjnene fra den røde kjole. Den ætser sig ind i mig, ind i mit synsfelt, til jeg slet ikke føler, at jeg kan se andet end rød. – Har du haft en god dag? spørger mor. Hun står i køkkenet og smører mad. Inden jeg når at svare, fortsætter hun: – Vil du også have en mad? Jeg er alligevel ved at smøre én til Freja. 15


– Ja tak, siger jeg og sætter mig ved køkkenbordet. –  Det er længe siden, du har haft Anna eller Simone med hjemme. Er I blevet uvenner? fortsætter mor. – Nej, svarer jeg. – Jeg synes, du skal invitere Anna med hjem fra skole en dag. Kunne det ikke være hyggeligt? Jeg svarer ikke. Der er ikke noget, der er hyggeligt. Mor smører madder og snakker, når Freja er vågen. Og når Freja er lagt i seng, så sætter hun sig i sofaen og prøver at tale med mig, men jeg vil ikke tale, jeg vil ikke huske den aften, da Vente begyndte, jeg vil slet ikke vente, jeg vil bare være ligeglad og ligesom altid. – Og på billedskolen i næste uge må du forklare Simone, hvorfor du ikke har været der de sidste par gange. Ik’? – Måske, mumler jeg, men jeg ved, at dét gør jeg ikke. Jeg skal ikke forklare noget til Simone. Og Anna har heller ikke brug for at vide noget. Det er jo ikke hendes lillesøster. Jeg går en tur efter aftensmaden. Det er noget af det, der hører med til Vente. Før gik jeg aldrig ture. Jeg syntes, at det var noget, man gjorde, hvis man havde en hund. Eller måske en kæreste. Og det har jeg ikke. Søen ligger kun ti minutter væk. Jeg går ad cykelstien og drejer ned ad græsbakken til grusstien, der ligger hele  vejen rundt langs søen. Der er en lille pige, 16


som fodrer ænder. Og en blå himmel, der skærer sig ind i mine øjne, så jeg ikke kan se pigen klart. Jeg ser hende i glimt. L ­ igesom til skolefesterne, hvor diskokuglen snurrer og snurrer og sender firkantede glimt ud over de dansende. Et pigeglimt. Smilehuller og brød, som flyver i en bue ud til de skræppende ænder. Svanerne kommer også tættere på. Hun har lyst hår. Lyst hår, der flyver omkring hende, ligesom brødet og ændernes vinger ude i vandet. Mine øjne vil ikke rive sig løs fra det lyse hår. Og moren er der også, det er hende, der holder brødposen. Ringetonen er mere skærende end den blå himmel. Den jager flimmeret og det lyse hår væk fra mine øjne, og svanemor kigger sort på mig med svællingerne bag sig i en vifte. Svællinger. Frejas svællinger. – Hej, siger jeg ind i mobilen. – Det er mig, Simone. – Ja, det ved jeg, svarer jeg, – det står på displayet. Simon startede på billedskolen sidste år. Jeg har gået der, siden jeg var elleve. Hun har været hjemme hos mig et par gange, og jeg har også besøgt hende. – Det er længe siden, du har været på billedskolen, siger Simone, og hendes stemme er glad og rødhåret ligesom hun selv. – Ja ... mumler jeg. For det er det. Jeg har ikke været der de sidste tre 17


gange. Ikke siden jeg fandt ud af, at medicinen ikke virkede. Så blev billedskolen ligesom ligegyldig. Faktisk har jeg ikke rørt en pensel i de tre uger. – Hvorfor? spørger Simone – Du er ikke syg eller noget? –  Nej. – Okay. For Sonja sagde i dag, at hun har sygemeldt sig. Noget med, at hun er stresset og har mange hold og sådan. Sonja er vores billedskolelærer. Det er hende, jeg har haft i alle de år, jeg har gået på billedskolen. – Er det rigtigt? spørger jeg og føler mig hul indeni, for Sonja er væk, og jeg fik ikke sagt farvel til hende. – Vores nye lærer starter i næste uge. Jeg er så nervøs, Gry. Tænk, hvis hun er rigtig hård. Eller slet ikke kan lide mine billeder. – Selvfølgelig kan hun det, svarer jeg, men mine tanker er stadig ved Sonja. Sonja, der har gråt hår, men stadig er glad og frisk. Og som tager fat i penslen og fører den hen over papiret, når man ikke selv tør, så man bliver modig. – Kommer du ik’? – Nu er Sonja jo væk, siger jeg. Og min stemme er slet ikke ligeglad, den ryster, som om den fryser eller skal trænge gennem hård blæst. – Men jeg taler jo ikke så meget med de andre. Og det er så kedeligt nu, hvor du ikke er her. Og så især når den nye lærer kommer. Sonja vidste ikke engang, hvem det blev endnu. 18


Jeg nikker. Jeg er stadig hul der, hvor Sonjas pensel malede, men der er også Simone. Og Simone vil gerne have, at jeg kommer. Og så er der en kæmpe pensel nede i min mave, der råber og råber og bevæger sig og kilder mig med falske mårhår og vil male. Den vil også gerne have, at jeg kommer næste gang. Også selvom Vente er der. – Jeg skal nok komme. – Det lyder bare super, siger hun, – og så må du fortælle, hvad du har lavet de gange, hvor du ikke har været der. Det er ikke noget med en fyr, vel? Jeg kan se den blinkende smiley for mig, hvordan hun ville skrive det i en sms, men der er ikke nogen fyr, og penslen i min mave ligger helt, helt stille nu, for det er jo bare Vente. – Selvfølgelig er der ikke nogen fyr ... Vi ses, okay? siger jeg. Og min stemme lykkes, den har taget jakke på og ryster slet ikke. Det er først, da jeg sidder med mobilen i hånden og kigger på baggrundsbilledet, der forestiller mig og Anna i skolegården, at kulden kommer igen. Og nu er det mine skuldre, der ryster. Jeg lyner den brune skindjakke helt op i halsen og rejser mig. Pigen med brødet er væk. Jeg har slet ikke set hende gå. Da jeg kommer tilbage, er mor ved at læse godnathi19


storie for Freja. Døren ind til Frejas værelse står på klem, og ordene flyder ud til mig. Jeg sætter mig med ryggen mod væggen ved siden af døren og lukker øjnene. Ordene lægger sig rundt om mig som en beskyttende skal. Og ordene bliver til maling inde bag mine øjenlåg, store figurer, der hopper og danser i en magisk virkelighed, hvor alt er muligt, og prinsen kysser Tornerose vågen. –  Kongen, der gerne ville frelse sit barn, lod bekendtgøre, at alle rokke i hele landet skulle brændes. Pigen voksede imidlertid til og blev smuk og god og klog, som de vise feer havde sagt, og alle, der så hende, kom til at holde af hende. Den dag, hun fyldte femten år, var kongen og dronningen tilfældigvis ikke hjemme ... Mor rører blidt ved min arm. – Det var da et mærkeligt sted at falde i søvn, siger hun. Jeg nikker bare. Jeg er træt og varm og fuld af hjertebanken, for i drømmen var jeg prinsen, der forsøgte at komme gennem de blodrøde roser og redde prinsessen, men jeg kunne ikke, for de stak og stak og rev ud efter mig. – Sad du og hørte med på historien? spørger mor. – Du kunne også rigtig godt lide Tornerose, da du var lille. – Ja, det er en sød historie, mumler jeg. Jeg tænker på prinsen, der når gennem tjørnehækken og kysser prinsessen, og jeg tænker på drømmen, hvor jeg ikke 20


kunne! Og så er han der igen, i spejlet bag mor; gul og hæslig. Jeg bliver kold indeni. Han stirrer på mig, og min hals knuger sig sådan sammen, at jeg næsten ikke kan trække vejret. – Hvad er der, Gry? spørger mor. Hun har sat sig på hug foran mig. Hendes ene hånd ligger på min arm. Holder faktisk på den. Jeg ser på hendes ansigt. Der er en rynke mellem hendes øjne, den rynke, der også er der, når jeg skærer kød med den skarpe kniv, eller når Freja øver sig i at svømme. – Det er bare ... og jeg skal lige til at fortælle om Den Gule, men så ser jeg ind i spejlet, og han er væk, og spejlet er bare et spejl, jeg kan se mors ryg i det, den brune bluse og det grønne tørklæde, hun har om ­halsen. – Ikke noget, mumler jeg. Mor sætter sig helt ned foran mig. Vi sidder der på gulvet, foran Frejas værelse. Freja åndedræt lyder roligt og regelmæssigt inde fra værelset. – Jeg er så ked af, at du skal opleve det her, siger mor og åbner armene, så jeg kan komme ind i et varmt mor-knus. – Ja, siger jeg ned i alt det brune. – Men det bliver bedre. Snart. Lige så snart de ringer fra hospitalet. Mor ser på døren til værelset, og jeg ved, at vi begge to lytter til det regelmæssige åndedræt og tænker på mobilen, der kan ringe når som helst.


–  Hun har det i det mindste ikke så dårligt endnu  ... Mors stemme er træt. For det er jo ikke rigtigt. Freja er jo træt. Træt og forpustet. – Jeg tager på billedskole næste onsdag, siger jeg med en stemme, der har mælkebøtter i håret og hulahop-ringe om maven. Det smil, som mor sender mig, er billedskolen værd. Jeg løsner mig fra mors knus og rejser mig op. Jeg kan ikke lade være med at skæve til spejlet, men det er bare mors ryg, jeg ser derinde. – Det lyder godt Gry. Og så må du fortælle Simone, hvorfor du ikke har været der de sidste gange. Jeg mumler noget, der godt kan tolkes som et ja og går ud på badeværelset for at børste tænder. Jeg tænker på min far. Han kom tilbage. Efter et halvt år kom han tilbage. Fra Kina, helt omme på den anden side af kloden.

22


Radioen kan ikke helt finde musikken. En sukkerrå stemme knaser ud af højtalerne, så slutter sangen, og værterne kommer med et par sjove bemærk­ninger. Vi sidder i den brunternede sofa, Anna og jeg og flere af de andre fra klassen. Sofie og Emma sidder ved deres eget bord og hvisker sammen, de er den slags veninder, der kun har hinanden. Jeg skæver til Anna. – Er I blevet gode venner igen, dig og dine forældre? spørger Anna med den lavmælte stemme, der indikerer, at det er privat og venindeagtigt og ikke noget, de andre skal høre. Jeg har øvet mig, jeg vidste, at hun ville spørge. Man er jo ikke veninder for ingenting. – Ja, ja, det var ikke noget særligt. – Det var godt, siger Anna. Hun ser faktisk slet ikke på mig, mens hun siger det. Hun ser på David. Og lige dér er jeg glad for, jeg ikke fortalte hende om Vente. – Så er du jo parat til fest, fortsætter Anna. Nu ser hun på mig, men det er lidt, som om det ikke er mig, hun taler til. 23


– Jah ... mumler jeg. Hun hører ikke efter. I stedet læner hun sig frem over Mette, der sidder ved siden af hende i sofaen. David sidder på armlænet ved siden af Mette. – Du, David, siger hun, – det kunne altså være vildt fedt med en fest her snart. Er det ikke noget med, at dine forældre er i Thailand i øjeblikket? – Joh, siger han og trækker på det. – Så kunne du da godt holde en fest, siger Anna. Hun ligger næsten helt ind over Mette. – Jeg tror ikke, de gamle ville være med på den. De har sgu Montana og pæne vaser over det hele. – Hvad er Montana? spørger Malte, og Anna ser irriteret på ham. – Et reolsystem, svarer David. Malte ligner et gigantisk spørgsmålstegn i ansigtet. Han skal vist til at sige noget om reoler, men når det ikke. – Vi dækker dem da bare til med aviser, siger Anna, – og vaserne flytter vi ind i et skab. David ser på Anna. Anna ser på David. –  Det kunne være ret fedt, men jeg må lige tale med Jesper om det. – Kan du ikke ringe til ham nu? spørger Anna. Jesper er Davids storebror. Han er tyve og mere hot end sin lillebror, men alt, alt for gammel, som Anna siger. Der kommer en vikar ind ad døren og råber, at vi skal sætte os på vores pladser. Så er vores historie24


lærer syg igen. Vi rejser os langsomt. Da jeg sidder på min plads, ser jeg på vikaren. Han er 21. Det er næsten ligesom Davids bror, men ham her er overhovedet ikke hot. Han er ranglet, og han har stadig bumser. Vi skal læse frilæsning, men inden timen er slut, har David ringet til Jesper og sendt en sms rundt i hele klassen: Fest på fredag hos mig! Tag sprut og god musik med. Anna sidder med sin mobil under bordet. Jeg ser rundt på de andre i klassen. Flere end ellers skriver beskeder under bordet. Vikar-Jens sidder oppe ved bordet og ser på os. Han kan umuligt undgå at se mobilerne, men han siger ikke noget. Min mobil vibrerer igen. Kommer du til festen? Blodet skyder op i mine kinder. En række bag mig, tre pladser til venstre sidder han. Jeg tør ikke vende mig om, og min mund bliver tør. Mads’ øjne brænder hul i min bluse, og jeg føler mig lige så hul som en elver. Da jeg ser op på tavlen, forbi Jens og ind i det hvide, hvide whiteboard, er han der igen. Gul og flygtig. Men øjnene er der ild i. Og han er der hele vejen hjem fra skole, på indersiden af mine øjenlåg, når jeg har lukkede øjne og i træernes barkmønstre og spirende trækroner, bare en gul skygge. 25


Og jeg tænker: lilla – skygger er lilla, siger Sonja. Skygger er ikke sorte, de er lilla, og de er bestemt ikke gule, så han er ikke en skygge. Han eksisterer slet ikke. Og så ser jeg igen et glimt, og det begynder at bræn­de i mine øjne, og jeg håber, at han kan brændes væk, at mine tårer, der vokser og vokser til en tsunami inde bag mine øjenlåg, vil få ham til at forsvinde, og så står jeg foran havelågen og er hjemme. Jeg smider mig i den mintgrønne sofa ved siden af Freja. Det er ligesom, jeg ikke helt kan slippe Den Gule, selvom han er væk, og jeg er hjemme. – Jeg måtte ikke komme ind i boldrummet i dag. Mor sagde, jeg ikke måtte. Freja elsker Ikeas boldrum. Jeg har selv leget med hende derinde mange gange. Begravet hende i bolde, druknet hende i bolde og reddet hende fra at dø af grin i bolde. Blå, røde og gule bolde. – Hvorfor måtte du ikke det? – Frejaskat, det har vi jo talt om. Det er ikke godt, hvis du bliver for træt, siger mor. Hun er i gang med at tørre støv af oppe på reolen, men kluden er gået i stå, den tænker vist på Ikea. – Jeg er ikke træt! siger Freja. Men hun brokker sig ikke mere. Ikke som hun plejer. Jeg ser på mor. Mor ser på mig. – Og alle de andre børn var i boldrummet. Og alle 26


de andre børn går i børnehave. Jeg vil i børnehave i morgen. Om aftenen, da mor har puttet Freja og læst godnathistorie, går jeg ind til hende. Hun sover på sit eget værelse, men vågner næsten altid på mors, fordi hun går derind i løbet af natten. Hun har dynen trukket helt op til hagen, dynen, som hun fik i julegave, dengang før Vente. Det var det rigtige sengetøj. Lige dét, som de andre piger i børnehaven også ønskede sig. Prinsesse-dynebetrækket med Jasmin, Snehvide, Belle, Tornerose og alle de andre. Freja åbner øjnene og ser på mig. Klare blå er de. Ligesom havet, når det stadig kun er forår, og der slet ikke er noget tang. – Du kigger på mig, konstaterer hun. Jeg får en klump i halsen og nikker. – Jeg kigger på Tornerose, siger jeg. Freja smiler og gnider sig i øjnene. Hun er træt, men det er normalt at være træt, når man skal sove. Og så kommer det ud af mig, ud af min mund, uden knuder eller noget som helst. – Kan du huske, hvorfor Torneroses forældre gemmer alle spinderokkene? – For at hun ikke skal stikke sig og sove i hundrede år, siger Freja. Jeg bliver lidt kold, for Tornerose finder jo alligevel en spinderok og en ten.


– Det er lidt det samme, når mor ikke vil have, at du skal være inde i boldrummet. – Vil hun ikke have, at jeg skal stikke mig? spørger Freja. Et mini-smil kommer frem på mine læber, så lille, så uskyldig, så lyshåret, så meget prinsesse. Jeg kan ikke fortælle om knive og hjerter og læger. Jeg bøjer mig frem og kysser hende på kinden. Hun er lyserød og femårsblød og næsten ikke blå i panden lige nu. – Godnat, prinsesse, hvisker jeg til hende. – Giv mig et knus, sagde far. Og så gjorde jeg det, og han duftede af far, og selvom et halvt år var et helt liv, så var det, som om han slet ikke havde været væk. Mor stod bag ved os, hun sagde ikke noget. Hun havde det røde forklæde på, vi havde bagt kage, for far skulle komme hjem. Mens vi spiste kagen, tænkte jeg på dengang, da de fortalte, at far skulle flytte, og det nev i min mave, og kagen var tør, selvom det var min yndlingschokoladekage. Og jeg tænkte på, om far var på besøg, eller om han skulle bo her igen.

28

Wandahl HJERTE I VENTE Læseprøve