Page 1


Af samme forfatter: Hjerte i vente Ask konge taber Som en tikken under huden Sü fandens forelsket Et blodigt spil Søstre pü De Syv Have-serien Veninder for altid-serien Til min bedste veninde i verden

2


CAMILLA WANDAHL Camilla Wandahl

HAVETS TÅRE

ance Rom

Forum

Høst & Søn


Havets Tåre © Camilla Wandahl og Høst & Søn/rosinante & co, København 2015 2. udgave, 1. oplag, 2015 Omslagsillustration og -design: Mette Breth Klausen/brethdesign.dk Omslagsgrafik: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4137-5 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Bogen er tidligere udkommet som trilogi i Zoom On-serien under titlerne Havets Tåre, Hjertets Kald og Sjælens Bånd. Læs mere om forfatteren på www.camillawandahl.dk

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


Indhold Side: 7  Del 1

Side: 109  Del 2

Side: 199  Del 3


6


DelWandahl 1 Camilla

ance Rom

Forum

7


8


Jeg kæmper for at holde hovedet over vandet, men havet kaster mig rundt. Bølgerne er store og tunge af saltvand. Jeg kommer til at sluge en masse og hoster. »Hjææælp!« råber jeg gennem bølgernes larm, men ingen hører mig. Havets brusen er det eneste, jeg kan høre. Jeg kan ikke se kysten. Alting bliver en glimtende masse af sort, blåt og sølv. Det trykker i mine ører. Jeg kæmper og råber, mens strømmen trækker i mig. Som om den vil trække mig ned, opsluge mig. Jeg kommer igen til at sluge vand. Mit hjerte hamrer, hårdt. Det eneste, jeg kan sanse, er hav. Jeg ser et glimt af grønt og lilla. Kommer til at sluge mere vand, hoster og gisper. Så kommer sangen. Først stille, som et roligt hav. Men så stiger den i styrke. Bliver et orkester af havets lyde: hvalernes sang, delfinernes klikken, mågernes hæse skrig og bølgerne. De kaster sig mod klipper, æder sten, skvulper, brøler og sprutter. Min krop skriger. Jeg vil synge med, men min mund er fuld af vand. Der svømmer en grøn skygge forbi mig. Jeg tror, jeg er ved at besvime.

9


10


Verden bliver aldrig mere normal

Jeg sætter mig op i sengen og rækker ud efter mobilen på natbordet. 03.17. Stadig flere timer til jeg skal op og igen stå på en båd. Tanken om krydstogtet får sveden til at springe frem på min krop. Men det er mig selv, der har valgt at tage med på mormor og morfars guldbryllups-rejse. Mor har sagt mindst tusind gange, at efter sidste sommer, hvor jeg næsten druknede, er det forståeligt, hvis jeg ikke vil med. Men jeg skal med. Både fordi det gør min mormor og morfar glade, men også fordi ... jeg kan faktisk ikke beskrive det. Det er bare, som om havet kalder på mig. Jeg smider dynen for at køle lidt af. Men drømmen kører stadig rundt i mit hoved. Og sangen! Den sang, jeg har haft på hjernen siden sommerferien sidste år. Selvom jeg prøver at lade være med at tænke på det, glider mine tanker alligevel tilbage til den dag, mit liv ændrede sig. Jeg var ude at sejle med min far. Det blæste op til storm. Meget pludseligt. Jeg faldt over bord. De siger, at det er et mirakel, at jeg skyllede op på land i tide, til at min far kunne genoplive mig. De siger, at ulykken ikke var min skyld. Men det var det. Og siden den dag har sangen lydt i min 11


hjerne konstant. Og om natten har drømme om ulykken hjemsøgt mig. Jeg står ud af sengen, fordi jeg ved, at jeg ikke kan sove igen lige med det samme. Og fordi sangen i mit hoved bliver ved og ved. Det lyder som en blanding af oprørte hvaler, bølger og mågeskrig. Der er ikke nogen stemme, bare havets lyde. Jeg går hen til spejlet og ser på mig selv. Møder mit eget blik. Mit sorte hår er uglet. Jeg har mørke rande under øjnene og ligner lort. Jeg går på toilettet. Bagefter går jeg tilbage i seng. Prøver at sove, men er samtidig bange for det. Jeg er bange for drømmen. Og sangen ... den er til at blive sindssyg af. Den gør mig så bange. Men samtidig er den så smuk. Den kalder mig til havet. Og i morgen tidlig er det lige præcis havet, jeg vender tilbage til.   »Så sejler vi endelig.« Mormors stemme lyder glad. Hun og morfar har sparet op til at tage os med på den her rejse ret længe. Hvis jeg var bare den mindste smule normal, ville jeg glæde mig. I hvert fald på deres vegne. Morfar lægger armen om mormors skuldre, og sammen står de og ser ind mod kysten. Jeg er ved at få nok, da mor tager kameraet frem og fotograferer de to gamle ved rælingen blandt alle de andre turister, som står og glor ind på København, der bliver mindre og mindre. Min 14-årige kusine, Vera, står der også. »Er du o.k.?« Mor lægger kameraet i tasken. Stryger min skulder. »Ja.« 12


Jeg prøver at lade, som om mors spørgsmål ikke er vildt provokerende: Jeg gik jo ligesom selv med til at tage med på krydstogtet. Vi står længst inde på dækket. Ikke ude ved rælingen, hvor man kan se ned i vandet. Det var mor, der stillede sig her, og jeg ved, det er for at være forstående. Jeg ser på gelænderet. Det eneste der gør, at man ikke falder ned og bliver opslugt af havet, hvis man står og kigger ud. Jeg har lyst til at gå derhen, og samtidig får jeg det dårligt bare ved tanken. »Jeg går ind igen,« siger jeg. Mors arm falder ned fra min skulder, da jeg flytter mig. »Lejla ...« Jeg har egentlig allerede vendt mig mod døren ind til skibet. Ser kort på mor: »Ja?« »Kan du finde din kahyt?« Mor siger aldrig mere noget af betydning. Der kom et tidspunkt, hvor det hele mistede sin betydning, og verden blev farveløs. Det begyndte helt klart d. 19. juli, da jeg druknede. Nogle gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis vi ikke var sejlet ud den dag. Andre gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg virkelig var druknet. Jeg nikker bare og går ind. Indenfor er der et blåt tæppe på gulvet. Det har lyseblå striber i siden og giver en lille smule efter under mine sko. For enden af gangen breder rummet sig ud til en foyer. Fede stole i metal og læder, der er ikke sparet på noget. Det her er luksus. Okay, måske ikke femstjernet, men vi er deroppead. 13


Jeg går videre forbi restauranterne og finder til sidst min kahyt. Jeg var inde tidligere og sætte min kuffert. Den står på gulvet, blå og lidt skrammet efter lejrturen i 9. klasse. Jeg smider mig i underkøjen og glor op i Veras køje over mig. I samme øjeblik jeg lukker øjnene, kommer tankerne strømmende. Umulige at stoppe. Der var en dag, hvor det gik op for mig, at verden virkelig aldrig mere ville blive normal. Mor og far havde sat noget klassisk lort på anlægget. Det emmede af falsk hygge. Mor rejste sig fra den grimme lænestol, som hun først havde sat sig i, og kom hen ved siden af mig i sofaen. Hun tog mine hænder i sine. Så rejste far sig fra den anden pisse-grimme lænestol og gik ud af rummet. Mor så ikke efter ham, men jeg så hans ryg, da han gik. Han gik ind i deres soveværelse og lukkede døren. Mor aede min hånd. Kiggede ikke på døren. Kun på mig. »Lejla-skat. Vi skal skilles.« Det er de ord, som alle er så bange for. Men jeg blev slet ikke bange. Der var slet ikke plads til mere angst i min krop. Det eneste, jeg kunne tænke på, var fars ryg. Ternene fra hans skjorte voksede og voksede for mit blik. Til sidst svømmede de ud og blev en dug, et ternet gardin, et tæppe, et hav af tern. Og så kom kvalmen kravlende op gennem min hals. »Du skal bo hos mig, Lejla. Jeg har set på en lejlighed ...« Min mors stemme forsvandt i en bølge af kvalme. Jeg rejste mig op og kom til at gå ind i bordet. Glaspladens hårde kant borede sig ind i mine ben, men jeg vaklede bare væk, videre, ud på badeværelset. Far i soveværelset. Mig på badeværelset. Mor i stuen. Jeg græd ikke dengang, og jeg har ikke grædt siden. Mine tårer er nok frosset til is et sted inden i mig. 14


Jorden kalder Lejla

Jeg står alene på dækket. Min familie sidder inde i restauranten. Sommetider er de umulige at holde ud. Som sangen fra min drøm. Jeg kan ikke få den ud af mine tanker. Den er flyttet ind i min krop. Til sidst måtte jeg gå herop på dækket. Stå et øjeblik og ryste i den friske luft. »Det er totalt koldt herude.« Vera gnider sine bare arme med hænderne. Jeg har ikke set, hun er kommet herop. »Du kan bare gå ind igen, hvis du fryser.« Vera lægger armene på rækværket og stirrer ned i bølgerne. Jeg får en underlig lyst til at gå hen ved siden af hende, men jeg skal fandeme ikke tættere på havet. »Tænk, hvis man boede dernede,« siger Vera. Jeg lyner trøjen højt op i halsen. Vender ryggen til Vera og havet. »Så ville du være en klumpfisk,« siger jeg. »Du har ikke nogen fantasi.« Vera kommer hen til mig. »Husk, du har lovet at tage med på diskotek i aften.« Jeg sukker ved tanken om skibets børnedisko med røde sodavand. Men nikker. »Skal vi gå tilbage til de andre?« spørger Vera. »Du kan bare gå. Jeg kommer om lidt.« Det er koldt, og havets lugt af salt brænder sig ind i min 15


næse. Et kort sekund lukker jeg øjnene. Hvis jeg kan holde dem lukket og nå at tælle til elleve, inden Vera spørger, hvad jeg laver, er hun måske gået, når jeg åbner dem igen. Hvis jeg kan nå at tælle til tyve, vender verden måske tilbage til normal. »Er du faldet i søvn eller hvad?« Otte. Fucking otte. Ikke engang at tælle i fred, kan man få lov til. Jeg åbner øjnene på klem og ser på Vera ud gennem sprækkerne. Det lyse hår kruser omkring hendes ansigt. Den kolde vind på dækket har fået rødmen frem i hendes kinder. Som hun står der lige nu, kunne man nok godt tro, at hun var 15. »Jorden kalder LEEEEIIIIJLAAAA!« Veras mund skriger direkte ind i mit øre. Jeg tager et skridt tilbage, snubler. Jeg glider i noget vand. Falder hårdt på røven på det blå dæk, så min ene fod ryger ud under rækværket og hænger frit over det skummende, grådige hav. Mit hjerte hamrer. Min tunge er en stor klump i min mund. Jeg kan ikke synke. Ikke snakke. »Er du o.k.?« spørger Vera. I det øjeblik synger havet så højt i min hjerne, at jeg ikke kan koncentrere mig om at svare. Som i slowmotion ser jeg Veras hånd komme frem mod mig. Mit ben hænger stadig ude under rækværket. Ville jeg kunne presse min krop gennem? Ville jeg drukne denne gang? Ville sangen så slutte – eller blive ved for evigt? Veras hånd på min skulder får et øjeblik sangen til at stoppe. Jeg ser på hende. Verden er tåget. Det lyse hår om hendes ansigt er engleagtigt. Langsomt trækker jeg benet til mig. Rejser mig forsigtigt. »Er du o.k.?« gentager Vera. 16


Hendes stemme gør mig irriteret. Jeg vender mig mod hendes skide uskyldige øjne og siger: »Gør mig en tjeneste og skrid.« Jeg tror lige så godt, jeg kunne have slået hende i ansigtet og fået samme triste reaktion: Først bliver hun stående. Måske fordi hun ikke rigtig tror på, at jeg virkelig sagde det. Så går det op for hende, at jeg faktisk mente det, og så går hun.

17


Hvide knoer

Jeg ånder dybt ind. Trækker vejret helt ned i lungerne. Presser et stik af dårlig samvittighed væk. Sangen fra drømmen er oppe på fuld styrke. Den brager gennem mit kranium og ud i mit blod. Efterlader en følelse af at være vægtløs. At glide gennem vandoverfladen ... Jeg ryster mit hoved. Mit hjerte hamrer. Jeg står helt ude ved rækværket, hvor Vera også stod før. Mine hænder er knuget så hårdt om rækværket, at knoerne bliver hvide. Vinden er skarp. Ikke sådan at skibet vipper voldsomt fra side til side, men nok til at det føles en lille smule rullende at gå på dækket. »Hej.« Stemmen sender et ryk gennem mig. Der står en freak med grønt hår bag mig. Muskuløse skuldre, stram sort T-shirt. Og gyldne øjne, der nærmest æder sig ind i mig. »Er du bange for at falde over bord?« Han nikker mod mine hvide knoer, der holder stramt om rækværket. Mit blod går totalt amok. Det er ikke kun, fordi han er lækker, men også fordi hans stemme sender kolde gys gennem mig. Han ser på mig med et blik, jeg ikke kan tyde. Som om han kender mig. Det er fandeme creepy. Hans øjne suger sig fast i mig. 18


Jeg går hen mod døren. Min hånd lægger sig på metallet. Det er koldt. »Jeg må hellere ...« »Ja.« Måske kan han høre mit hjerte slå: dunk, dunk, dunk. Jeg trykker håndtaget ned og træder hurtigt ind ad døren. Han bliver stående ude på dækket med sit grønne hår og det dér blik. Det skulle ikke undre mig, hvis de castede ham til en vampyrfilm. Men ved nærmere eftertanke er han alt for solbrændt til at være vampyr. Jeg er ellers ikke typen, der freaker ud over en fyr. Slet ikke. Jeg fjollede lidt rundt med David, før verden gik under, og med Robin, fordi jeg troede, at verden ville blive normal, hvis jeg snavede med en fyr til festerne. Det virkede helt klart ikke. Så jeg ved ikke, hvorfor mit hjerte banker så hårdt nu.

19


Seth

Seth ser efter Lejla, da døren smækker. Ania kommer rundt om hjørnet. Hun har sikkert hele tiden stået og lyttet. »Hvis ikke det var, fordi vi skal bruge den perle, ville jeg sige, du spildte din tid,« siger hun. Hendes hofter er bløde i den lilla kjole. Hendes gang vugger let. Som om hun følger skibets rytme. Eller måske nærmere havets. »Alting handler ikke om dig,« siger Seth. Ania rynker panden og ler: »Hvis du siger, at det her handler om at redde menneske-pigens liv, så griner jeg sgu.« Seth lader en hånd glide gennem sit hår. Det føles allerede tørt. »Jeg synes, du skal tage tilbage,« siger han. »Det ved du godt, jeg ikke kan.« Hun går tættere på ham: »Og desuden hører vi to sammen.« Seths kæbe strammes: »Du skal ikke ødelægge det her for mig.« »Som om du ikke allerede har ødelagt det for dig selv. Du skulle have taget magten, da du havde chancen.« Seth overhører det bidende i hendes svar. Ania fortsætter: »Du får din lette løsning, så længe jeg får perlen.« 20


»Du ved godt, jeg ikke kan give dig perlen,« siger Seth. »Det grønne glimt gav den til mig.« Hun lægger hovedet på skrå og ser på ham gennem de lange øjenvipper. »Så må jeg jo selv sørge for, at du får den magt, du fortjener. Så jeg kan stå ved din side og nyde den samme magt.« Hun springer ned i havet. Den magiske, grønne tåge svøber sig omkring hendes krop, og så forsvinder hun. Det klør i Seths krop. Han hungrer efter at følge efter. Hans knoer knuger om rælingen. Saltet brænder ud af kroppen, han kan næsten mærke det ske. Men så husker han Lejlas blik. Og det løfte, han gav sig selv sidste sommer: Han ville ikke lade havet tage hende.

21

Wandahl HAVETS TÅRE (Læseprøve)  
Wandahl HAVETS TÅRE (Læseprøve)