Page 1


Af samme forfatter For unge Hjerte i vente (2009, 2016) Ask konge taber (2013) Som en tikken under huden (2014) Et stykke af månen (2016) For børn Så fandens forelsket (2009) Et blodigt spil (2010) Til min bedste veninde i verden (2015) Serier Veninder for altid 1 – 7 (2010 – 2012) Søstre på De Syv Have 1 – 6 (2012 – 2014) Havets Tåre 1 – 3 (2013 – 2015, samlet udgave 2016) Alt om at være pige (2016 –)

2


CAMILLA WANDAHL

Et stykke af månen [titelblad sættes af omslagsgrafiker]

Høst & Søn 3


Et stykke af månen © Camilla Wandahl og Høst & Søn / rosinante  & co , København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med ITC Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-4636-3 Printed in Finland 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond for støtte til at skrive romanen

Læs mere om forfatteren på www.camillawandahl.dk og www.camillawandahlblog.dk

Høst & Søn er et forlag i

rosinante  & co

Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


Niveau af lækkerhed »Det bliver så fedt, når vi får læseferie.« Amalie ligger på den blå madras ved siden af mig. Hendes arme er foldet under hovedet, så hun kigger op i loftet. Vi er i gang med at lave engelsk, eller det vil sige, faktisk er vi færdige, så nu ligger vi bare og snakker, mens vi venter på, vi skal til time. Vi ligger i gymnasiets hyggerum, ved siden af biblioteket. Det var ét, billedkunstholdet indrettede sidste år som et eller andet projekt, der skulle gøre det federe at gå på skolen. Jeg tror, meningen var, at man kunne hænge ud der i pauserne, men det bliver mest brugt til at pjække fra undervisningen. Og så en gang imellem til gruppearbejde. Noget af det gode ved hyggerummet er, at man kan se direkte ud i gården, fordi det ligger i stueetagen. Men vinduet er lille, så der er ikke så mange, der tænker på at kigge ind. På den måde kan man glo på lækre fyre uden at blive opdaget. Det er nu mest Amalie, der glor. Men hun er ret god til at give mig fyldige referater. »Jah ...« svarer jeg, fordi jeg kommer i tanke om, at Amalie spurgte om noget. Nogle gange tænker jeg på, 5


hvornår Amalie bliver træt af mig. Altså, helt ærligt: Hvem glæder sig ikke til læseferie? Og hvem tænker rent faktisk på at læse, når de har læseferie – bortset fra nørdede mig? »Og næste år bliver alting anderledes.« Amalie ruller omkring, så hun ender med at ligge på siden og kigge direkte på mig. »Så er vi ikke længere 1.g’ere. Det er slet ikke til at fatte, at året er gået så hurtigt!« »Næh ...« Måske skal jeg tage et kursus i taleevner. Eller low conversation. Jeg tror, det er det, mor kalder det, når hun underviser sine elever i at snakke om hverdagstrivialiteter på engelsk. Altså, sådan helt almindelige, kedelige ting. Som at komme op i 2.g. Som at få læseferie. »Luke siger, at livet først rigtigt begynder, når man går ud af gymnasiet.« »Luke er så fuld af lort,« siger jeg. Hvis jeg var mere som Amalie, ville jeg kende Luke. Så ville jeg være én af dem, der hang i gården foran undervisningslokalerne. Og når Luke kom forbi, ville han sige: »Hey Dina«. Og jeg ville smile og tale om strandturen på fredag, hvor 3.g’erne har sidste skoledag. At det blev mega fedt, og at jeg selvfølgelig tog med. »Jeg behøver altså ikke tage med på fredag. Vi kan stadig godt holde filmmaraton hjemme hos dig.« Nogle gange er det, som om Amalie er tankelæser. Hun ved, at jeg tænker på strandturen. »Ej, selvfølgelig skal du tage med. Jeg kunne jo også bare tage med,« mumler jeg. 6


Og altså, det er på en måde sandt. Jeg kunne godt tage med. Men når jeg tænker på at ligge mellem Amalies lækre-allerede-gyldne-sommerkrop og Nadia, der sikkert har verdens mindste sol-bikini på, så stejler alting inde i mig. Og jeg magter egentlig heller ikke alle min mors advarsler og gode råd, som hun for længst burde have droppet. »Luke kommer.« Amalies stemme bliver en lille smule lysere. »Lad nu være med at sige, at du også er forelsket i ham.« »Hvad mener du med også?« Der er noget vagtsomt i Amalies stemme, som får mig til at sætte mig op. »Det er bare lidt en kliché efterhånden. Alle piger på skolen er jo vilde med ham.« Jeg gør min stemme let. Det er ikke så svært. Jeg er jo netop ikke vild med Luke. Faktisk synes jeg, han er for meget. Det synes jeg generelt om mennesker, som alle bøjer sig i støvet for. Jeg kan bedre lide dem, som har noget på hjerte. Altså som ligesom har kant og brænder for ét eller andet. Amalie piller ved madrassen. Jeg tror, hun tegner hjerter på den, det er i hvert fald en vane, hun har. Men jeg er for langt væk til helt at kunne se det. »Okay, så du er forelsket i ham. Skal du så score ham?« Jeg prøver at lyde, som om det er helt fint med mig. Jeg har øvet mig i at lyde okay, lige siden hun blev veninder med Nadia og Thea fra 3.a. Hun mødte dem i svømmehallen, og de faldt så meget i snak, at de inviterede Amalie med til fest om aftenen. 7


Hun spurgte også mig, men det var lige deromkring, hvor min morfar døde, så jeg kunne slet ikke overskue det. Måske var det hele blevet anderledes, hvis jeg var taget med til festen. Fester er jo ikke ligesom strandture. Og selvom jeg føler mig enormt akavet til den slags og ikke rigtigt ved, hvad jeg skal sige, når jeg er sammen med Nadia og Thea, så er de jo søde nok. Jeg forstår godt, at Amalie gerne vil være veninder med dem. Og jeg gider i hvert fald ikke være sådan en jaloux, besidderisk bedsteveninde, der skal bestemme, hvem hendes veninder er sammen med. »Han virker ikke til at være så let at score.« Jeg kan høre, at Amalie bider i en negl, mens hun snakker. »Du kan da score alle,« siger jeg og tænker på alle de fyre, der skriver til hende og liker hendes billeder. »Hvad er der så specielt ved Luke?« »Alt.« Hun sætter sig op. »Den måde, alle lytter til ham på, selvom han ikke er dominerende ... det er på grund af ham, at hans klasse er så sej.« »Jeg synes altså ikke, de er specielt seje.« Jeg fortryder, lige så snart jeg har sagt det. Det er rimelig taberagtigt, og selvom jeg ved, at Amalie er glad for vores venskab, så ved jeg ikke, hvor taberagtig en ven hun gider at have. Så jeg siger: »Altså, noget af det er da sjovt nok ...« og går i stå, for jeg kan ikke komme i tanke om nogen af deres jokes, jeg har brudt mig om. De strøede konfetti ud over hele skolen, da det var 8


nytår. Og fik alle lærernes bilalarmer til at gå af på samme tid (jeg ved ikke hvordan). Og da der var protest over regeringens besparelser, tapede de alle dørene på gymnasiet til. Det er måske i virkeligheden nok det mest cool, de har gjort, så jeg skal lige til at nævne det, da Amalie afbryder mine tanker: »Men er du sikker på, det er okay med strandturen? Du bliver ikke ked af det, hvis jeg tager med?« »Nej, nej,« siger jeg hurtigt. »Michael spurgte alligevel også, om jeg ikke kom hjem til ham og Philip.« Det er løgn, for Michael ved godt, at jeg har en aftale med Amalie på fredag. Men jeg er ret sikker på, at han skal være sammen med Philip, og næsten lige så sikker på, at jeg er velkommen. Der var trods alt engang, før Amalie, hvor det altid var os tre. Når man har kendt hinanden, fra man blev født, når man ligesom er genetisk samtænkt fra et højere sted, så overruler det alt muligt andet. Køn, for eksempel. Da jeg var lille, tænkte jeg slet ikke på, at mine to bedste venner var drenge. »Jamen så har du jo procentvist meget bedre chance for at score end mig. TO drenge og EN pige, du ved.« Amalie griner og kaster en pude i hovedet på mig. »Ad for helvede, den er fuld af gamle leverpostejsmadder.« Jeg kaster puden tilbage og rammer hende på skulderen. Bagefter retter jeg mine briller, for puden fik dem til at sidde helt skævt. »Og sperm. Fra alle de desperate drenge, der aldrig 9


får noget.« Hun rammer mig i ryggen, fordi jeg lynhurtigt kaster mig væk. »Hvor er du klam!« Jeg kyler puden helt hen til vinduet. Amalie kaster sig efter den. Men i stedet for at fange den, vinker hun mig overivrigt hen til sig. Jeg kravler hen til hende og kigger ud ad den lille, fedtede rude. Kniber øjnene sammen for bedre at kunne se. »Niveau af lækkerhed?« spørger hun. Luke står i gården med ryggen til. Det føles, som om det er første gang, jeg ser ham. Og det er absurd, for halvdelen af det, jeg ser, er noget, jeg husker fra tidligere: Viltre, brune krøller, der netop er så lange, at hans frisure ser pjusket og tilfældig ud. Hans læderjakke er åben og slidt. Jeg kan genkende den mørke farve på læderjakken. At huske farver på folks tøj er en evne, jeg har i overudviklet grad, for det er den bedste måde at genkende folk på afstand. Sommetider, når Michael og jeg har været ude et sted, så laver vi en slags konkurrence, når vi kommer hjem om, hvem der bedst kan huske de andres tøj. Jeg plejer at vinde. Jeg ville også vinde, hvis det gjaldt Lukes tøj. Altid. Der går et sug gennem min krop, da Luke løfter sine arme og strækker sig. »Kan du se ham, Dina?« Amalies stemme er hæs. »Mavemusklerne ... hold kæft, hvor er han lækker.« 10


Der går nogle øjeblikke, hvor vi betragter ham. Han sænker armene igen, og jeg tænker på det med, at jeg skal være taknemmelig for, at jeg i det mindste kan se. Det kan godt være, at jeg ikke ser godt, og at brillerne kun hjælper på min langsynethed. Men der er nogen, der slet ikke kan se. Hvis jeg ikke havde kunnet se, havde jeg ikke set Luke. Dér, i gråvejret, i gården. »Niveau 9.« Min stemme ryster en lille smule, da jeg svarer på Amalies spørgsmål fra før. Jeg håber ikke, hun lægger mærke til det. »Der mangler lige det der sidste ...« Sandheden er, at der ikke mangler en skid. Hvis man ser ud som Luke, kan man få hvem som helst. Og Luke er godt klar over det – han flirter til højre og venstre, bare ikke med mig. Jeg er et stykke usynlighed, og jeg kommer aldrig nogensinde i samme liga som Luke. Han er den der slags perfekte skal, som alle forguder og vil være venner med. Og selvfølgelig kan jeg godt se, at han er skide lækker. Men jeg vælger ikke mine venner på det ydre, og jeg ville ALDRIG prøve at score ham. Det ville være dumt, for i bøger er det altid, når pigerne lærer den lækre fyr at kende, at de forelsker sig rigtigt i ham. Fordi han viser sig at have mere at byde på. Sådan skal det ikke være i de bøger, jeg skriver, hvis jeg bliver forfatter, for det er noget lort. Luke er ligesom alle andre, bare i en lidt mere lækker indpakning. Han går til fester og på stranden og elsker at være midt11


punkt. Han er gudebrun, og når pigerne glor på ham, smelter de i varmen fra ham. Men altså, man vælger jo heller ikke en is efter indpakningen. Det er det indre, der tæller. Det har Amalie nok bare ikke fundet ud af endnu. Da vi igen er tilbage i undervisningslokalet, og Kasper er ved at fortælle os, hvad vi skal læse i engelsk til næste gang, har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg tænker på, hvor meget jeg egentlig så ud af det vindue, og hvor meget jeg digtede. Og hvorfor det egentlig er vigtigt. Fordi jeg ikke gider at tænke på Luke, tager jeg min telefon frem og skriver en sms til Michael under bordet. Jeg kommer forbi fredag, ok? Dina. Men det hjælper ikke. Og uden at jeg rigtigt kan sætte en finger på, hvornår det går op for mig, så ved jeg alligevel, at mavemusklerne, som jeg ikke kunne se. Og krøllerne og læderjakken ... Det er sådan noget, der forandrer ens liv. For altid. Og jeg begynder for første gang at overveje den der strandtur. Sådan virkelig seriøst. For der er vel ikke nogen, der siger, at man ligefrem behøver at labbe solen i sig?

12


Det der med stranden »Hvis jeg nu tog på stranden med nogen ...« Jeg skærer et stykke af tærten, mens jeg taler. Uden for køkkenvinduet er solen ved at blive aftengylden. Jeg kan høre en skade skræppe. Jeg lægger tærtestykket på min tallerken. »Hvad mener du? Hvem?« Mor tager også et stykke. Hun skraber et mindre stykke tærte ned på min lillesøsters tallerken. »Ad,« siger Kajsa. »Det ligner griserester, der har været i ovnen.« »Lad nu være ...« mor sukker og ser på mig. »Stranden?« »Ja, altså, hvis jeg nu tog solcreme på. Og så købte den der hat, jeg viste dig på nettet, den der lignede noget fra 60’erne.« »Den er da ikke egnet til en strandtur,« siger mor. »Nej, men hvis nu jeg gjorde det. Tror du så ikke, det ville være okay?« »Det er jo altid bedst med en T-shirt. Eller et stort tørklæde ...« Jeg afbryder mor: »Michael bruger altså bare solcreme.« 13


»Michaels forældre og jeg ser lidt forskelligt på den sag, skat.« »Far sagde ...« »Det er din hud, ikke din fars. Du ved godt ...« Mors stemme dør hen, fordi Kajsa er ved at liste sit tærtestykke ned til vores hund, Balder. »Ej, helt ærligt, Kajsa!« Min lillesøster lader, som om hun ikke hører mors irettesættelse. »Jeg vil gerne køre dig og Amalie på stranden på lørdag. Om morgenen, inden der kommer alt for mange.« Hun mener, inden solen er så stærk. »Nej, det er lige meget.« Jeg rejser mig og bærer min tallerken hen ved siden af vasken. »Du er da ikke allerede færdig?« »Jo. Jeg spiste en shawarma sammen med Amalie efter skole.« »Det er mindst to timer siden.« »Men jeg er altså ikke sulten.« Jeg skraber resten af tærtestykket og salaten ned i skraldespanden. Balder springer logrende op ad mit ben, og jeg lister et stykke gulerod fra salaten ned til ham. »Hvorfor må Dina give Balder mad, når jeg ikke må?« Kajsas stemme hviner forarget gennem køkkenet. »Dina  ...« Mors stemme er ikke engang irettesættende. Den har bare det der skær af træthed, som flyttede ind, da far flyttede ud. »Det der med stranden må vi lige tale om,« siger hun til min ryg, da jeg går ud af køkkenet. 14


Jeg går ovenpå. Tænder computeren og går ind i Word. Først læser jeg alt det, jeg allerede har skrevet igennem. 78 sider er det blevet til. Med halvanden linjeafstand. Det første er ikke helt så godt, det bliver jeg nok nødt til at skrive om. Men det seneste, jeg har skrevet, er jeg ret tilfreds med. Det er, som om jeg bare skulle skrive mig ind i hovedpersonen, så begyndte hun at leve, og det hele flød lettere. Skriver du? Det lille pling fra computeren fortæller mig, at Michael er online. Skulle lige til det. På vampyrromanen? Det er ikke en vampyrroman Jeg klikker frem og tilbage mellem Facebook og dokumentet, men jeg kan ikke nå at skrive noget, før Michael svarer. Hvornår må jeg læse den? Når den er færdig. Ej, come on. Du læser da også mine digte. Det er noget andet. Det er jo mere bare sådan ... stemningsbeskrivelser. Og du er i gang med en Stor Episk Historisk Roman ... Jeg kan høre Michaels stemme gennem computeren. Altså ikke i virkeligheden, men sådan som den ville lyde. Sætningen kunne have været nedladende, men ikke, når det er Michael, den kommer fra. Hvad skal vi lave på fredag? og lidt efter tilføjer jeg: Kommer Philip også? Ja. Medmindre jeg siger, han ikke skal komme? 15


Ej, det ville da være tarveligt. Vi kan sagtens finde på noget alle tre. Jeg lader, som om jeg ikke studser over hans ord, men det gør jeg. Jeg er ikke så naiv som pigerne i mange af de bøger, jeg har læst. Jeg har godt en fornemmelse af, at Michael kan lide mig lidt mere, end Philip for eksempel kan. Men nu har Philip jo også Liva. Det gør selvfølgelig tingene lidt anderledes, når man har været kærester med den samme pige forever. Vi kan lave mexi. Jeg er jo ikke The Guacamole Master for ingenting, skriver Michael. Du ser nok lidt for nordisk ud til at være Master af noget så mexicansk. Mine fingre bevæger sig hen over tastaturet. Jeg klør mig i nakken, har opgivet romanen for nu. Nu sidder evnerne til madlavning jo ikke i huden. Jeg er for træt til at finde på et inspireret svar og foreslår, at vi også ser en film fra Netflix. Som vi altid gør. Det sidste skriver jeg ikke. Vores samtale efterlader mig med en lidt underlig følelse indeni, som jeg ikke rigtigt kan beskrive som andet end tomhed. Siden hvornår er mexi og Netflix ikke godt nok? Men jeg er jo udmærket klar over det. Det begyndte med Amalies nye venner. Og nu har jeg en fornemmelse af, at det fortsætter med Luke. Jeg vil egentlig skrive. Jeg elsker følelsen af at forsvinde helt ind i min bog. Selvom min hovedperson faktisk 16


er ond, er det alligevel fedt at prøve at leve i en helt anden tid og føle nogle helt andre ting. Jeg tror, det er det samme, store forfattere føler. Men jeg kan ikke komme i gang. Jeg sidder bare og stirrer på den sidste sætning, jeg skrev. Vi går ind gennem porten. Det er jo ikke nogen dårlig sætning. Heller ikke god. Faktisk er den lidt ligesom mig selv: totalt gennemsnitlig, hvis det ikke lige var for en lille bitte skabelsesfejl. Der måske ikke er så lille endda. Jeg læste engang en bog om en kvinde, der tog bad i unge pigers blod, for så troede hun, at hun selv forblev ung for evigt. Det var, fordi Michael, Philip og jeg havde en periode, hvor vi så alle de film, der findes om vampyrer. Og så tænkte jeg, at jeg ville skrive om hende. Men hun er jo ikke en rigtig vampyr. Og min historie handler om hendes liv, før hun blev ond. For lidt ligesom i Disneys Maleficent, så tror jeg nemlig, at der altid er en grund til, at folk bliver, som de gør. Og mens jeg har skrevet, har historien forandret sig. Romanen er blevet anderledes, for eksempel er den også blevet romantisk. Så jeg er faktisk slet ikke sikker på, at hovedpersonen kommer til at tage bad i blod. Og det er derfor, jeg siger kategorisk nej, når Michael spørger, om det er en vampyrbog. Jeg tror nemlig, at kvinden i min historie skraber huden af sine ofre. Men det er så ulækkert, at jeg ikke ved, om jeg tør skrive om det. Det passer bare ret godt til historien. 17


Mine tanker vandrer hele tiden vĂŚk, og til sidst lukker jeg computeren. Nogle dage er ens hoved bare for rodet til, at man kan skrive.

18


Råhvid og lækker Amalie og jeg er på vej ind i klassen. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hende og prøve at forestille mig, hvad jeg ville tænke, hvis jeg nu ikke var hendes veninde, men i stedet en fyr. Luke, for eksempel. Hun har langt, brunt hår, og hendes tøjstil er på samme tid stilet og anderledes. I dag har hun en tynd, blegrosa kjole på med sort mønster og brune sandaler. Hendes skuldre er bare, og hun har en tynd halskæde med en blomst om halsen. Til sammenligning er jeg nærmest vinterdronningen. Jeg har jeans på og en hvid, langærmet bluse med V-hals. Jeg syntes egentlig, den var fed, da jeg købte den. Især fordi Amalie var vild med den. Men fordi jeg er så bleg, synes jeg på en måde, at jeg forsvinder lidt i den. Og eftersom jeg ikke så godt kan tåle solen, så forbliver jeg jo ligesom bleg. Vi sætter os på vores pladser, for Kasper er allerede kommet. Så tager jeg min iPad frem og forstørrer teksten, så jeg bedre kan følge med. Først gennemgår vi handlingen i novellen. »Who can tell, what this story is really about?« spør19


ger Kasper, og jeg rækker hånden op, for ved sidste terminskarakter sagde Kasper, at jeg skulle markere mere, hvis jeg ville have en højere karakter, hvilket han var sikker på, jeg fortjente. »I think it’s about death. And maybe about growing up ... when you are no longer a child ...« Jeg når ikke at sige mere, for i det samme går døren til klasselokalet op, og der kommer en hel masse ind. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal fokusere, og så er der noget hårdt, der rammer min kind. Det flyver videre ned på mit bord, og så kan jeg se, at det er en karamel. Det giver små knald, hver gang en karamel rammer et bord, og flere af de andre har rejst sig op og hujer. »Farvel skole!« Jeg genkender Lukes stemme. »Vi vil ikke savne dig!« Jeg ser mig omkring for at få øje på ham. Men i det samme springer Thea op på et bord. Jeg når at tænke, at hun godt nok har en overdrevet kjole på, inden det går op for mig, at hun er klædt ud som prinsesse. Nadia springer op ved siden af hende i et mørkt kostume, som jeg ikke kan gennemskue, hvad er. Amalie læner sig frem og hvisker: »Er hun ikke en sej zombie? Det er mig, der har sminket hende.« Og jeg ved ikke, om jeg bliver mest irriteret over, at Amalie har glemt, at jeg selvfølgelig ikke kan se hendes makeup på denne afstand, eller at hun ikke har fortalt mig, at det her ville ske. »Kom med ud, små unger!« råber Nadia. Thea skriger: »Og få karameller og VAND!« 20


Rundt omkring os rejser folk sig. Jeg ved ikke, hvad Kasper gør, måske giver han bare op. Amalie hiver mig op at stå, selvom jeg egentlig mest har lyst til at blive siddende. Jeg bryder mig ikke om store mængder af mennesker på én gang. Jeg holder mig altid i baggrunden, og da der var protest tidligere på året, hvor de fleste også samledes i gården, listede Amalie og jeg hen i hyggerummet og lå og fnisede over de pornoblade, som nogle af drengene havde gemt under madrasserne derhenne. Det var dengang, jeg var ny på skolen. Jeg startede nemlig senere i 1. g, fordi jeg først begyndte i 10. klasse sammen med Michael og Philip. Men så fortrød jeg, fordi de andre elever ikke tog undervisningen seriøst, og min lærer sagde, at jeg var god nok til at begynde i gymnasiet, selvom det første af skoleåret var gået. Jeg er måske lidt en stræber, men det er også bare, fordi jeg gerne vil være forfatter eller journalist. Michael ville hellere gå i 10., og sådan gik det til, at vi for første gang ikke gik i skole sammen. Så da jeg begyndte, kendte jeg jo ikke nogen i klassen. Og derfor var jeg totalt glad for, at Amalie hellere ville liste væk med mig end at protestere over nedskæringer sammen med resten af klassen. Selvom det nok var rimelig politisk ukorrekt ikke at deltage. Det var i øvrigt også den dag, jeg fortalte hende, at jeg har albinisme. Det er ikke noget, jeg sådan går og råber højt om. De andre ved godt, at jeg ikke ser så 21


godt, for jeg bruger jo min iPad til at forstørre en del af teksterne, og en gang imellem er der da også nogle af dem, der ikke forstår, at jeg ser dårligt, selvom jeg har briller. Men sådan er det: brillerne kan kun korrigere for min langsynethed, ikke selve dét at jeg er svagtseende. Men i modsætning til i folkeskolen, hvor alle gik vildt meget op i det, så er folk åbenbart mere ligeglade i gymnasiet. Så de fleste fra klassen ved vist ikke engang, at jeg har albinisme, kun at jeg er svagtseende. De fleste tror jo, at folk med albinisme har helt røde øjne og ser totalt sære ud. Hvilket jeg er ret træt af. Så det passer mig fint at være lidt mere anonym. På den gamle skole skulle de i hvert fald altid kommentere det, og selvom der ikke var nogen, der mobbede mig og Michael, så kunne man alligevel mærke, at vi var anderledes. Det var i virkeligheden nok også lidt grunden til, at jeg ikke gad at gå i 10. klasse sammen med Michael og Philip. Nå, men jeg tror, at Amalie blev glad for, at jeg fortalte hende det. Det var nemlig senere den dag, at hun første gang skrev BFF i en sms. Hvilket måske var lidt barnligt, men også enormt sødt. Så det er altså kun, fordi jeg er så glad for vores venskab, at jeg lader hende trække mig med ud i gården mellem alle de råbende og skubbende mennesker. »Der er Nadia og Luke!« Amalie peger op på den lille bakke midt i gården. 22


Eller, bakke er vel et forkert ord. Det er mere sådan en jordvold med et rør igennem, som man ikke kan bruge til særlig meget andet end at gemme sig i, hvis man leger dåseskjul. Det er den sidste rest af den legeplads, der blev bygget, dengang gymnasiet stadig var en folkeskole, og vi bruger den aldrig til noget. Solen hænger højt på himlen og blænder mig, så jeg er glad for, at jeg alligevel bestilte den hat på nettet, og at den kom så hurtigt. Med den og så de nye solbriller, jeg fik sidste måned, følte jeg mig som en filmstjerne fra 60’erne, da jeg stod hjemme foran spejlet. Luke og Nadia står på midten af volden, lige over røret. Hvis Amalie ikke lige havde sagt det, ville jeg ikke kunne se, at det var dem. Men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis det var en dansktime, ville Trine have talt om Freud. Jeg kommer til at fnise ved tanken. »Hvad?« spørger Amalie. »Ikke noget.« Jeg kan jo ligesom ikke sige, at jeg griner af tanken om skolens ubrugelige legerør som potensforlænger for hendes mulige boyfriend-to-be. Amalie hiver mig med tættere på. »Hvem vil have karameller?« råber Luke og rækker ned i den lædertaske, han har slænget over skulderen. »Mig, mig, mig,« råber alle pigerne, som om de er blevet forvandlet til 8. klasser i mellemtiden. Jeg og Amalie råber ikke. Måske er det gået op for hende, at det her er totalt akavet. Jeg selv er bare stresset over alle menneskerne. 23


»Til alle de søde børn!« råber Zombie-Nadia, der står ved Lukes venstre side og kaster flere håndfulde karameller ud over pladsen. Det er underligt, at man derhjemme kan føle sig som en filmstjerne. Smuk, utilnærmelig, råhvid og lækker. Og så have lyst til at smide sin hat og briller og sig selv ned i den nærmeste kloak for at komme væk, når man er ovre i skolen. »Til min søde veninde!« Jeg genkender Theas stemme, samtidig med at der lander et vandfald af karameller på mig og Amalie. »Ej, Thea.« Amalie drysser karameller af sig, og alle omkring os kaster sig ned efter dem. Thea kaster sig i stedet om halsen på Amalie. »Vi skal så meget feste på stranden!« råber hun i hendes øre. Amalie krammer tilbage, og jeg står lige ved siden af dem i et mylder af elever og tænker på, hvorfor det egentlig er, at Amalie og jeg ikke krammer på dén måde. Og så får jeg øje på Luke igen. Han lægger den ene hånd på den del af røret, der stikker ud af jordvolden. Og så springer han ned på jorden i én enkelt katteagtig bevægelse. Alle pigerne er over ham. De klistrer til ham og roder nærmest i hans lommer. Jeg er sikker på, at karamellerne bare er en undskyldning for at rage på ham, og jeg prøver at trække mig væk, mens han holder hænderne undskyldende op for sig. »Jeg er bankerot,« siger han. »I må plage Nadia og Tristan.« Han nikker op mod volden, hvor Zombie-Nadia og 24


en af Lukes venner nu har indtaget skolens svar på Kongeklippen. Så kommer han helt hen til os. »Skal I med på stranden?« Luke lægger armen løst om Thea. Det ser ikke kæreste-agtigt ud på nogen måde, men jeg kan alligevel fornemme, hvordan Amalie stivner lidt ved siden af mig. »Selvfølgelig,« siger jeg. Ordet ryger ud af min mund. Jeg siger til mig selv, at det er, fordi Amalie virker tom for ord på grund af det med armen. Men jeg ved godt, det er løgn. Amalie vender sig om mod mig for at sige noget. Jeg ryster næsten usynligt på hovedet. Fordi hun er sådan en god veninde, klapper hun i. Men jeg kan se, at hendes hjerne arbejder som med en andengradsligning. Og i det øjeblik ved jeg, at man ikke kan stole på nogen organer overhovedet. Huden er kroppens største organ, og jeg har, siden jeg blev født, vidst, at den var enormt forræderisk. Mit hjerte har jeg til gængæld altid kunnet stole på. Men når jeg nu med alle mine hjerneceller ved, at jeg hader Lukes selvcentrerede og perfekte type, så kan jeg altså ikke forstå, at det skal banke så idiotisk hurtigt.

25

Wandahl ET STYKKE AF MÅNEN Læseprøve