{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Kolofoin

Langt fra Det Hvide Hus © Mette Vedsø og Høst & Søn / ROSINANTE & CO , København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Bodoni og Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5475-7 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for støtte til arbejdet med denne bog

mettevedsoe.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk


Titelside

METTE VEDSØ

Langt fra Det Hvide Hus

HØST & SØN


Beskederne Det startede for alvor den morgen med beskederne. De tikkede ind samtidig på både min mors og min fars mobil som en blanding af to ringetoner. Ding, ding, sagde min fars fra kommoden i entreen. Bip, bip, sagde min mors, der vred sig på bordet foran mig. Min hjerne frøs, som den kan gøre, når man spiser is. Jeg vidste godt, hvad det betød. Jeg var faktisk slet ikke i tvivl. To beskeder helt samtidigt, så måtte de være fra skolen. Mors telefon bipper godt nok uden pause, men fars er altid tavs, altså lige bortset fra når hans kørselsmakker Jan er syg, så får han en besked, hvor der står »SYG«, men Jan ville aldrig skrive om morgenen, da de arbejder om natten. Jeg bed i tommelfingerneglen, der allerede var bidt i bund. Fra skolen. Nu måtte jeg være opfindsom, og det skulle gå hurtigt, men alt det vender jeg tilbage til.

5


Os Først må alt det andet på plads, det om os, min mor og far og mig, men kun det overfladiske, det skal jo nødig blive en alt for trist historie. Jeg er døbt George, selvom alle kalder mig Bush. Både George og Bush skyldes en forstyrret præsident fra USA, som var mere cowboy end statsleder, men som styrede USA, da jeg blev født. Min far elsker alt amerikansk, så sådan blev det, selvom vi aldrig har været der, vi har ikke engang været i København, men derfor kan man jo godt fylde sit liv med Bruce Springsteen, donuts og ketchup fra Heinz, det er let nok. Desværre fik George flere krige og andet skidt på samvittigheden, men siden er der kommet andre fjolser til i Det Hvide Hus, og han er gået lidt i glemmebogen, så Bush er fint nok, synes jeg. Vi har altid boet på 3. sal i Palmeparken, selvom Betongården eller Cementplanen ville være mere passende. Da byggeriet stod færdigt, hyrede kommunen en farveglad kunstner til at male en enorm, tropisk plante på en af de grå facader, der med tiden er blevet bleg og afskallet og passer fint til resten af omgivelserne. 6


Det var så det, mit navn og min adresse. Hvad kommer efter? Nå ja, det sværeste – mine forældre. De to mødte hinanden online. Far var hurtig til at opfange den tids nye trend med netdating. Hans slappe håndtryk, den grimme fortand, møgbarndommen og den knappe øjenkontakt, alt det gjorde sig ikke godt på byens diskoteker, eller hvor romancer ellers opstod dengang. I profilen skrev han, at han søgte en dejlig pige at dele livets op- og nedture med, en, der også drømte om en lille familie. Mor har altid haft en svaghed for internettet og for ukendte mænd, så hun svarede, og det var den begyndelse. Det er ret svært at forestille sig, at de nogen sinde har kunnet lide hinanden, men jeg ved, at indbildte forelskelser ikke er så sjældne, især hvis der er noget, man ønsker­ inderligt nok, og min far var åbenbart så opsat på sin kerne­familie, at han var villig til at satse på min mor. Hun tænkte vel, at en baby kunne sidestilles med et kæle­dyr – dåsemad, et par årlige vaccinationer og frisk luft i godt vejr. Hun tænker ikke så meget, min mor, men hun blev gravid, og jeg kom til verden. Det er 15 år siden.

7


Sætningerne Der er sætninger, der har summet om mig hele min barndom. Det er sætninger som heldigvis fik de da kun ét barn og var det ikke for hans far, var drengen blevet fjernet. Det lyder skidt, ja, faktisk virkelig trist, derfor har jeg også altid forsøgt at holde den slags på afstand, selvom det ikke har været nemt. Hvis jeg starter med den første, den med kun ét barn, så var det næppe meningen, at jeg skulle høre den. Måske blev den hvisket i et andet rum, måske blev den sagt hen over en opvask, eller også tænkte folk, at jeg var alt for lille til at forstå den underliggende betydning, men jeg er ikke langsom som min mor, jeg forstod det, der skulle forstås fra en tidlig alder. Heldigvis fik de da kun ét barn! Det kom fra lærerne i skolen, sagsbehandlerne i kommunen, viceværten og Margit på første, kioskmanden og forældrene fra fodboldholdet, selv min farmor sagde det. Hun plaprede generelt løs om alt uden så mange hensyn. Min morfar derimod, han holdt sig fra den slags. Desværre døde han, da jeg var 12. Tårerne presser sig stadig på tre år efter, for han var altid parat, når stemningen 8


blev utålelig på 3. sal i Palmeparken, så tog jeg bussen til Violvej og flyttede ind på det grønne værelse i morfars hus. Måske blev jeg en uge eller to, måske en hel måned. Der var altid godt hos ham. Men for at gøre den første sætning færdig – heldigvis fik de da kun ét barn. Det betyder vel, at det havde været bedre for samfundet, hvis jeg ikke var lavet! Problembørn som mig belaster systemet, så der bliver færre penge til nyttige ting som veje, biblioteker, trafikskilte og offentlige toiletter. Kunne man bare skrue tiden tilbage og opløse det æg og den sædcelle, der blev til mig. Overhælde befrugtningen med brændbar væske og stikke ild til. Det ville lune i kommunekassen. Og selvom én sætning burde være rigeligt, er den anden næsten værre, den med var det ikke for hans far, var drengen blevet fjernet. Det er svært at få det frem, det jeg vil sige. Måske burde jeg tie stille, men altså, min mor er desværre ret dårlig til at være mor. Sådan. Nu har jeg sagt det. Hun er ikke et dårligt menneske, hun slår ikke, drikker ikke, hun kan godt lide mig og siger, at jeg har arvet hendes spidse hage og stærke tænder, men hun kan ligesom kun rumme sin egen verden. Hendes hjerne er som en hullet ost, og en af de største udhulede områder er der, hvor der står andre end mig selv, det er simpelthen ikke hendes spidskompetence. Hun har aldrig aet mit hår eller pustet sår. Hvis jeg slår mig, fortæller hun om engang, 9


hun selv slog sig. Men hun er god til online konkurrencer og spil med hurtige vinderchancer, hun opretter profiler på datingsider, spotter de gode tilbud i Bilka og Den Blå Avis, og er vi begge ovenpå, pjatter vi og spiller kort. Min mor har altid fået førtidspension, så man kan vel godt kalde hende hjemmegående. Alligevel har min far sørget for alt: skolen, frisøren, lægen, og at det ikke var for voldsomt ekko i køleskabet eller husdyr i gulvtæppet. Det var også ham, der fik alting til at se nogenlunde ud alle de gange, kommunen kiggede forbi. Så bryggede han kaffe i den sølvfarvede termokande og stillede an med Reese’s og skåle med M&M’s. Men det var selvfølgelig før. Dengang han havde det bedre. Sådan er det ikke rigtig mere. Det er svært at sige, hvornår han blev ligeglad med det hele, det kom ­snigende, lidt som når folk får rynker. Først kommer der en, så en mere, så bliver de dybere og pling, så er de over hele fjæset. Sådan har det været med far. Altså ikke det med rynkerne, men med hans tristhed, og nu er der kun tristhed tilbage. Han har aldrig været en hyggeonkel eller jubeloptimist, men han var anderledes førhen. Det bedste var at fiske ved åen, tæt fulgt af det årlige amerikaner­ biltræf. En enkelt gang vandt vi et cruise i en Chevrolet Corvette, årgang 1963. Vi sad side om side på et flødefarvet lædersæde, og blikket i hans øjne, når han betragtede mig, var ikke til at tage fejl af. Der var sådan en tændt 10


lyspĂŚre derinde bag iris eller nethinden, eller hvad det nu hedder. Men those days are over, som man ville sige i hans yndlingsland. Og hvad sker der sĂĽ med en familie som vores? NĂĽ ja, det er jo det, historien handler om.

11


Da jeg fik ADHD Sådan helt fortroligt er jeg ret følsom, men den side af mig selv kommer fortrinsvis frem, når jeg er alene og især midt om natten. Det er ingen sag at græde med en hovedpude over hovedet, når mørket gør én usynlig. Det sker, hvis morfars eller fars ansigter popper op i tankerne, så kommer tårerne som sprinklervæske. Jeg ved, det lyder ubehageligt, men i det mindste sover jeg bedre bagefter, jeg er udmattet på den gode måde, som om jeg har løbet en lang tur. Om dagen træder jeg ind i en ny rolle, især i skolen, hvor Per, udskolingens pædagog, alt for ofte spørger, hvordan jeg sådan har det, i den slags situationer er det lettere at skrue op for humoren. Især når han vifter mig ind ved siden af til en snak! Hvordan går det derhjemme, Bush? Savner du stadig din morfar? Nej vel, hvem synes det er fedt at komme tilbage i klassen med pædagog Per i hånden og hævede, røde øjne, som om man pludselig er blevet allergisk overfor nødder og bier. I øvrigt serverer Per ikke nødder, allerhøjest står der et plastikkrus med vand foran mig, jeg drikker det i en slurk, så klikker jeg 12


revner langs den øverste, tykke cirkel på kruset, og Per sukker irriteret, mens han drikker sin lunkne kaffe fra lærerværelsets kaffemaskine. Jeg forsøger at tage alting lidt oppefra og ned, men i Pers pædagogverden kaldes det en hård overflade. Hård overflade eller humor, whatever, for med venner som Marko og Liam har det været nødvendigt, de er helt klart til de sjove og hurtige bemærkninger. De kan godt lide at være lidt på kanten, og selvom vi, mig og dem, aldrig har været mit drømmescenarie, så er det svært at bryde ud af et image og et slæng, når først man har fået et, og både Marko og Liam bor i Palmeparken, akkurat som jeg altid har gjort. I lang tid lød Pers og mine samtaler nogenlunde sådan her: Pædagog Per: »Hvordan har du det, Bush?« Mig: »Palmeparken styrer. Ren charterferie. Husk solfaktor!« Pædagog Per: »Hvad med dine forældre?« Mig: »Min far fjerner ostemider på fabrikken, og min mor har vundet en stavblender.« Pædagog Per: »Hold nu op, Bush.« Mig: »Alt fint! Intet nyt under ørkensolen.« Pædagog Per: »Din far svarer ikke på mine mails.« Mig: »Virusangreb ... Ebola måske, Palmeparkens tropiske klima.« 13


Per gav nu ikke sådan op, det må være noget, de lærer på pædagoguddannelsen. Indimellem knækkede stemmen da også, det var ikke let at holde facaden, men jeg knyttede hænderne og tog mig sammen, bagefter havde jeg kvalme, men det var den eneste måde at holde alting kørende. Jeg turde ikke sige det om far. Røbede jeg først det, så vidste jeg, at det ville bryde løs. Per ville sprinte som en anden Usain Bolt op på lærerværelset, og snart ville kommunens sagsbehandlere hobe sig op foran hoveddøren. Hvem ved så, hvordan det ville ende? Flere pædagoger, planer for fremtiden, mulige strategier for en som mig? Min frygt var at ende sammen med ADHD’ere, aspergere og autister, alle dem med A, som altid var tilovers. Faktisk havde mit liv allerede taget en A-drejning, det var i slutningen af syvende og ikke med min gode vilje. Det startede ved et møde på skolen, som Per havde indkaldt os til for at tale om status. Jeg vidste godt, det havde noget med min hårde facade at gøre, for den var ved at tage overhånd, mente Per. Alt det var der ikke noget nyt ved, vi var jævnligt til møder om mig, men sørme om der ikke sad en ny person i lokalet, en, der hed Sanne. »Jeg kommer fra en særlig enhed i kommunen,« sagde hun og smilede til mor. »Bush har ændret adfærd, han har fået en hårdere tone,« sagde Per. »Jeg tænkte, at I måske kan sætte lidt ord på.« 14


Far så bare ned i bordet, men mor forsvarede sig og talte udenom, men så brød Kommune Sanne ind. Hun sagde: »Er du egentlig blevet udredt for ADHD, George?« Jeg rystede som en sindssyg på hovedet. Per rømmede sig. »Jeg mener nu slet ikke ...« forsøgte han. Men Sanne holdt fast, og hun fik straks en uventet støtte. Min mor! »Det er helt sikkert ADHD,« skingrede mor. »Det har altid været sådan, det har det.« »Det er jeg bestemt ikke enig i,« sagde Per »ADHD kan forløbe på mange måder,« sagde Sanne, og sørme om min mor ikke pludselig var ADHD-ekspert. »Der er masser af artikler på nettet om hård tone, og alle har ADHD. Det har de, det har jeg læst,« sagde hun. »Vi får jo mulighed for at hjælpe George på en ny måde,« sagde Sanne. »Der kommer også andre tilskud og den slags. Nye puljer.« »Tilskud?« Min mors smil var ikke til at tage fejl af. Jeg så ned i gulvet, koncentrerede mig om Pers og Sannes sko. Det summede ubehageligt indeni, som om der var fluer i hele kroppen, for sådan får jeg det, når mor opfører sig på den måde. Jeg forsøgte ikke at miste fatningen, ikke at smide med kopperne eller skrige som en blodrød emoji. ADHD min røv, og hvad med min far? Han lignede en træstamme, vel at mærke en død en, en der for længe siden var bukket under i et hårdt klima. 15


Enden på det hele blev, at Per gav efter, og da jeg senere sad foran hende ADHD-damen, hende der skulle udrede mig, gad jeg ikke tage kampen op. Jeg orkede ikke at vise, at jeg slet ikke havde en skid, jeg var kold over for de fire bogstaver, iskold. Har du svært ved at fastholde koncentrationen, når du laver en opgave? Bliver du let distraheret, George? Buser du ud med svar? Venter du ikke på andre? Irriterer du folk med vilje? Jeg lod skibet sejle mod ADHD-land, mens jeg tænkte på far og indimellem morfar. Den gamle ville have hjulpet mig, han ville have sagt alt det rigtige til Kommune Sanne, ADHD-damen og alle de andre, den slags forstod han sig på, han var verdensmester i kommunesprog. Den dag vi fik brevet fra hospitalet med mit personnummer og ADHD-diagnosen, meldte far sig syg fra ostefabrikken. Det havde han aldrig gjort før, aldrig havde jeg set ham taste på sin 80’er-telefon, men han skrev »SYG«, akkurat som Jan så ofte gjorde. Det satte selvfølgelig straks min mor i gang. Hvorfor var han nu syg? Det var da bare en diagnose, det var da ingenting. Og sådan tirrede hun ham, og alting kom ud af kontrol. Jeg hørte mit navn og ADHD og en masse andet lort, som blev opfundet til lejligheden. Flere tilskud, førtidspension, det fik mig til at ryste, det var, som om mine lunger var for små, som om 16


der ikke var ilt nok i luften. Far, der ellers ikke havde sagt meget, råbte, så Palmeparken sitrede: »Fat det dog for helvede, kælling. Man har ikke ADHD, når man kan stå i vand til lårene og vente fem timer på en ørred.« Så begyndte jeg at græde, for det var lang, lang tid siden, min far og jeg sidst havde fisket sammen ved åen, og amerikanerbiltræffet, det var endnu længere siden.

17

Profile for Rosinante & Co

Vedsø LANGT FRA DET HVIDE HUS (Læseprøve)  

Vedsø LANGT FRA DET HVIDE HUS (Læseprøve)