Page 1


Muren omkring os er oversat fra amerikansk af Elisabeth Kiertzner efter The Walls Around Us Copyright © 2015 by Nova Ren Suma Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslagsillustration og -design © 2014 Connie Gabbert Dansk versionering af omslag Lars Rosenquist Bech-Jessen / bogmager.dk Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga Printed in Latvia 2016 ISBN 978-87-638-4354-6 Excerpts on p. 7 from The Handmaid’s Tale by Margaret Atwood. First Anchor Books edition, April 1998. Also published by Vintage. Copyrights © 1985, 1986 by O. W. Toad Ltd. Used with permission of the author. Reprinted by permission of McClelland & Stewart and by permission of The Random House Group Ltd. All rights reserved. Dansk citat fra Tjenerindens fortælling, oversat af Lisbeth Møller-Madsen, 3. udgave, 4. oplag (2002) Lindhardt & Ringhof Brief excerpt on p. 25 from p. 266 from Lullabies for Little Criminals by Heather O’Neill. Copyright © 2006 by Heather O’Neill. Reprinted by permission of Harper Collins Publishers. Excerpt on p. 65 from Wide Saragasso Sea by Jean Rhys. Copyright © 1966 by Jean Rhys. Used by permission of W. W. Norton & Company, Inc., and by permission of the Wallace Literary Agency, Inc. Excerpt on p. 121 from »Epitaph«, in Second April, 1921, by Edna St. Vincent Millay. Excerpt on p. 207 from The Lovely Bones by Alice Sebold, published by Little, Brown and Company. Excerpt on p. 251 from The Haunting of Hill House by Shirley Jackson, copyright © 1959 by Shirley Jackson; copyright renewed © 1987 by Laurence Hyman, Barry Hyman, Sarah Webster, and Joanne Schnurer. Used by permission of Viking Penguin, a division of Penguin Group (USA) LLC, and by permission of Penguin Books Ltd.

Published by arrangement with Algonquin Books of Chapel Hill, a division of Workman Publishing Company, Inc., New York. Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

2


Til pigen, der er nødt til at skjule sin dagbog Til pigen, der ikke synes, hun er ret meget vÌrd Og atter og altid til E

3


NOVA REN SUMA

Muren omkring os På dansk ved Elisabeth Kiertzner

HØST & SØN

5

MUREN OMKRING OS titelblad.indd 1

3/3/2016 9:46:16 AM


F Ø R ST E DEL Lørdag aften Det, de er bange for, er ikke, at vi skal løbe væk. Vi ville ikke nå langt. Det er de andre flugtveje, dem man åbner i sig selv, hvis man fik fat på noget skarpt. – Margaret Atwood, Tjenerindens fortælling

7


Amber:

DEN VARME NAT

den varme nat gik vi amok. Vi hylede, vi rasede, vi skreg. Vi var piger – nogle af os var 14 og 15, andre var 16 og 17 – men da låsene gik op, og dørene til vores celler stod åbne, og der ikke var nogen til at skubbe os ind igen, råbte og skreg vi som vilde dyr, som voksne mænd. Vi fyldte gangene, vi klumpede os sammen i det fortættede, aflukkede mørke. Vi kastede farverne af os; de farver, de havde tildelt os. For de flestes vedkommende var det grøn. For dem af os, der sad i isolation, var det gul, og for dem, der var så uheldige at være nye, var det signalorange. Vi afklædte os vores fangedragtshud. Vi udstillede vores vrede og vores bølgende tatoveringer. Til lyden af tordenbragene udenfor indtog vi A-fløjen og Bfløjen. Til de glimtende lyn omringede vi C-fløjen. Vi forsøgte ovenikøbet at indtage D-fløjen med Selvmordsovervågning og Isolation. Vi var som benzin i fuld fart mod en tændstik. Vi var blottede tænder. Knyttede næver. En samlet masse af glatte fødder. Vi gik amok, som enhver ville have gjort det. Vi mistede besindelsen. Prøv at forstå. Ovenpå alle de forbrydelser, vi var buret inde for, ovenpå alle de forfærdelige ting, vi var anklagede og dømt for, de ting som nogle af os havde gjort uden at fortryde, og de ting som nogle af os havde svoret, at vi var uskyldige i (svoret på vores mødre, hvis vi havde mødre, svoret på vores kæledyr, hvis vi nogensinde havde haft en hvalp eller en pjusket kat, svoret 9


på vores egne usle liv, hvis det var det eneste, vi havde tilbage, efter al den tid bag tremmer, var vi denne nat fri, vi var fri, vi var fri. For nogle af os af var det frygtindgydende. Denne nat, den første lørdag i den nu berygtede august, sad 41 piger fængslet i Den sikrede ungdomsanstalt Aurora Hills i den nordligste del af staten, hvilket betød, at vi manglede én for at være fuldt belagt. Vi var ikke 42 endnu. Til vores overraskelse, til vores store fryd, var celledørene gået op i B-fløjen og i C-fløjen, i A-fløjen og sågar i D-fløjen, og der stod vi så, en buldrende masse af bankende hjerter i mørket. Vi stod udenfor vores bure. Vi stod udenfor. Vi vendte os mod kontrolposterne. De var ubemandede. Vi vendte os mod skydedøren for enden af gangen. Den stod åben på vid gab. Vi vendte os mod projektørerne, der omkransede det høje loft: Pærerne lyste kun svagt. Vi vendte os (vores kroppe trak automatisk i den retning) mod vinduessprækkerne og stormen, der buldrede udenfor over hele det indhegnede område. Hvis vi bare kunne se om på den anden side af de tre hegn og pigtrådsrullerne. Om på den anden side af vagttårnet. Om på den anden side af den stejle vej ned ad bakken til den høje jernport for foden af den. Vi kunne huske den, fra dengang statsfængslets blå minibus kørte os herop. Vi kunne huske, at vi ikke var så langt fra den offentlige vej. Da slog det os – hvor lidt tid vi var sikre på at have, inden fængselsbetjentene var tilbage på deres poster. Vi burde måske have håndteret vores pludseligt opståede frihed fornuftigt. Det gjorde vi ikke. Vi brugte ikke tid på at undre os over de åbne låse. Ikke lige der. Vi brugte ikke tid på at undre os over, hvorfor alarmen ikke blinkede, eller hvorfor sirenen ikke gik i gang. Vi tænkte heller ikke på fængselsbetjentene, der havde vagt den nat 10


– tænkte ikke på, hvor de kunne være gået hen, og hvorfor de havde forladt deres poster, og der ikke sad nogen i stolene. Vi delte os. Vi spredte os. Vi brød gennem afspærringer, der altid havde været lukkede for os. Vi løb. Natten åbnede sig for os, sådan som det er, når et rigtigt fangeoprør overtager fængselsgården, og ingen ved, hvem der startede hvad, og ingen bekymrer sig om det. Råb og skrig, hyl og hujen. 41 af statens hårdeste, kvindelige ungdomsforbrydere på fri fod uden varsel eller årsag eller bevæbnede vagter til at indfange os. Det var smukt, og det var voldsomt, det var som lyn i vores hænder. Nogle af os tænkte os ikke om og ville bare sparke ruden ind til salgsautomaterne og tage snacks eller plyndre klinikken for piller til et fix. Andre ville smadre nogen, knalde nogen, knalde hvem som helst; ligegyldigt hvem. Enkelte ville bare snige sig ud bagved under den mørke himmel og spille lidt basket i regnen. Så var der dem af os, der havde en hjerne. Som tog en dyb indånding. Som tænkte sig om. For da der ikke var nogen vagter efter os med stave og ingen lyd af hylende sirener eller knitrende stemmer i højttaleren med ordre om, at vi skulle gå tilbage til cellerne, så var natten virkelig vores for første gange i mange dage. Mange uger. Måneder. År. Og hvad stiller en pige op på sin første friaften i årevis? De mest voldelige af os – fadermorderne, dem der havde skåret halsen over på folk, dem der uden at blinke havde nakket en bønfaldende ekspedient på en tankstation – måtte senere indrømme, at vi fandt en form for ro i det fløjlsbløde mørke, en form for retfærdighed, som ungdomsdomstolen ikke havde givet. Jo, nogle af os vidste godt, at vi ikke fortjente det her. Når projektørens skarpe lys blottede vores huller og fyldninger, var ikke en eneste af os uskyldig. Når vi så vores indre sandhed i øjnene, var den på en eller anden måde et grimmere syn, end dengang vi hørte dommeren sige »skyldig« og retssalen juble. 11


Det var derfor, at nogle af os blev hængende. Det var derfor, vi ikke forlod cellerne, hvor vi gemte vores tegninger og kærestebreve; hvor vi gemte vores ene gode kam og alle vores små bægre med Reese’s Peanut Butter, der var det samme værd som guldmønter her i Aurora Hills, fordi vi ikke havde adgang til kontanter. Nogle af os blev i det, vi kendte. For hvad var der derude? Hvem passede på os på den anden side? Helt ærligt, hvor skulle en pige fra Aurora Hills tage hen? Sådan en pige, som havde skuffet sin familie og skræmt lærere og socialrådgivere og offentlige forsvarere og alle, der prøvede at hjælpe hende, væk? En pige, som terroriserede sit kvarter, som ikke var en skid værd (fik hun at vide), som man hellere skulle tage at glemme alt om (havde hun læst i breve hjemmefra)? Mange af os prøvede faktisk at stikke af – om ikke andet så af vane. Nogle af os havde løbet hele livet. Vi løb, fordi vi kunne, og fordi vi ikke kunne lade være. Vi løb for livet. Vi mente stadig, at det var værd at løbe for. De fleste af os nåede ikke særlig langt. Vi blev distraheret. Eksalterede. Overmandede. Et par af os standsede i en af gangene uden for vores fløj og sank taknemmeligt sammen på det krakelerede, revnede gulv, som om vi var blevet frifundet for alle vores forbrydelser og havde fået slettet vores straffeattest. Det her var alt, vi havde tilladt os at drømme om, når fantasierne trængte sig ind mellem tremmerne for at håne vores drømme om hurtige flugtbiler eller Rapunzel-reb til at kravle ud gennem de smalle vinduessprækker og ned med; for at håne vores indtrængende bønner om tilgivelse, om hævn, om et nyt liv i sus og dus på en eller anden fjern riviera, hvor vi aldrig nogensinde mere skulle udsættes for had eller for lov og ret eller for smerte. Nu skete det. For os. Vi havde aldrig troet, at det kunne ske for unge som os. Nogle af os græd. 12


Her var vi så, på fri fod i den forsvarsløse nat, og ville omgående have alt, vi kunne drømme om: Blaffe til den nærmeste motorvej. Ringe til en gammel kæreste og få et knald. Råæde kuvertbrød på nærmeste pizzarestaurant. Falde i søvn under luftige dyner i en stor, blød seng. Den august var min tredje sommer i Aurora Hills. Jeg havde været buret inde her, siden jeg var 14 (drab; jeg erklærede mig uskyldig; til retssagen pressede jeg mig selv ned i en nederdel og strømpebukser; min mor vendte ansigtet væk, da jeg blev erklæret skyldig, og har ikke kigget på mig siden). Men det er ikke ankomsten hertil, jeg tænker på nu, hvor vi har al den tid til at sidde her og spekulere. Det er ikke dommerens kendelse og min øredøvende lange dom, og grunden til at jeg havnede her, for der var ikke en eneste, der troede på mig, da jeg sagde, at jeg ikke havde gjort det. Alt det har jeg for længst givet slip på. Det er den ene aften, jeg bliver ved at vende tilbage til. Den første lørdag i august, da låsene ikke kunne holde os inde længere. Den kortvarige frihedsgave, som vi skulle tage med os i graven. En gang imellem bliver jeg besat af den, tanken om hvis det var gået anderledes. Hvad nu, hvis jeg var nået om på den anden side af portene og var sluppet ud. Hvad nu, hvis jeg var stukket af. Måske var jeg nået over de tre hegn og ned ad bakken til den store vej, og så havde dette kapitel i mit liv været overstået. Måske havde det så været en anden, der havde skullet bevidne alt det, der siden væltede ned over os. Måske havde det været en andens opgave at være den, der huskede. For det var den nat, vi gik amok. Jeg kan huske, hvordan vi kæmpede og græd og gemte os og kastede os ud ad vinduerne og løb, alt hvad vores ben kunne holde, så langt vi kunne, hvilket ikke var langt. Den aften kom der følelser op i os, som vi ikke havde smagt på i seks måneder, 12 måneder, 11 en halv uge, 909 dage. Vi var 13


i live. Sådan husker jeg det. Vi var stadig i live, og vi kunne ikke finde hoved eller hale i mørket, så vi kunne ikke se, hvor tæt vi var på afslutningen.

14


Violet:

STÅENDE OVATION

jeg smutter om bag tæppet – det er næsten tid. Tænd projektøren, jeg er lige straks på. Det er min sidste dans, inden jeg forlader byen. Min sidste chance for at få dem til at huske mig, og mig skal de nok huske. Når jeg står på scenen, er jeg der 100 procent for dem, og de er der for mig. Jeg nærer mig ved det, de giver mig, og de soler sig i det, jeg giver dem. Uden for scenen betyder de intet for mig. Jeg nærer et vist had mod stort set alle, jeg møder på min vej. Men når jeg danser? Når de ser på mig, og jeg lader dem se på mig? Der har jeg så megen kærlighed. Der er jeg ligesom et helt andet menneske. Efter i aften, den sidste søndagsforestilling, pakker jeg taskerne for at tage til Juilliard, til storbyen. Jeg er blevet optaget. Jeg afsluttede high school for to måneder siden. Jeg solgte min bil så sent som i sidste uge. Jeg har fået kollegieplads. Min roommate er fra Oklahoma eller en eller anden tilsvarende tornado-stat og danser moderne dans. Jeg har hamstret et lager af Grishkos-tåspidssko i den størrelse og stil, jeg kan lide, for jeg har stærke fødder og høj vrist, og jeg slider et par tåspidssko op på ti dage. Jeg har talt dagene, til jeg skal af sted, som om det er en fængselsstraf, jeg er ved at afsone, og at jeg i slutningen af august får håndjernene af og er fri. Det bør jeg ikke sige. Det bør jeg ikke engang tænke. Ikke efter det, der skete med hende, og der hvor de sendte hende hen. 15


Aurora Hills er reelt et fængsel med pigtråd og kæder og de der posede, orange fangedragter, man ser på tv – selvom de ikke kalder det et fængsel. Fordi det er for unge under 18, kalder de det i stedet en ‘sikret anstalt’. Det var august måned, da hun blev kørt derop i bus. Det var i starten af august for næsten tre år siden. Jeg burde blive stående i sidekulissen, eftersom min solo er nummer to efter pausen, men jeg trækker et par strømper ud over mine tåspidssko og bevæger mig væk fra scenen foran mig. Jeg går hen mod bagdøren, som om jeg bærer på noget radioaktivt affald, der skal i containeren. Ude bagved, bag affaldscontaineren, ligger det, som de andre – af indlysende årsager – kalder rygetunnelen. Men det er teknisk set ikke en tunnel. Træerne står tæt, og grenene hænger lavt og danner ligesom et loft foroven. Men den ender blindt i en tykning, så hvis det er en tunnel, der skal forestille at føre nogen steder hen, ved jeg ikke hvor. Indvendigt er tunnelen helt grøn, og i august er der tæt af hestefluer og myg. Man skulle tro, at nogen for længst ville have fældet de træer og sat et mindesmærke op, for eksempel i form af en bænk med en plade med pigernes navne på eller i det mindste et springvand, men det gør man nok ikke med et sted, man har mest lyst til at glemme eksistensen af. Jeg går ikke derind, men jeg flytter mig heller ikke. Jeg ser mig over skulderen hen på døren ind til teatret. Hvis nogen bemærker betonklodsen, som jeg har stillet i døren for at holde den åben, siger jeg bare, at jeg er ude for at trække lidt frisk luft inden min solo. Måske smutter alle elitesolodansere – lige fra New York City Ballet og American Ballet Theatre til Royal Ballet og Bolshoi og nedefter – ud for at trække lidt frisk luft ved affaldscontaineren, inden de går på scenen og fortryller publikum. Det er ikke luft, jeg mangler. Det er derimod at kaste et sidste blik derind. 16


Der er ingen i tunnelen. Ingen sammenkrøben skikkelse under de sammenfiltrede grene. Kun nogle benvarmere og lyserøde silkebånd er synlige udefra. Ingen små ondskabsfulde fnis. Ingen røg. Ingen grineflip. Ingen tåspidssko, der tramper på et glødende skod og tværer det ned i jorden. Der er ingenting. Der er ingen. Jeg kan ikke engang forklare, hvorfor jeg troede, at der ville være nogen. Hvorfor jeg bliver ved at lede efter hende overalt, hvorfor det løber mig koldt ned ad ryggen, hver gang jeg hører en uventet lyd eller registrerer en bevægelse i mørket. Hver gang det bliver august, er det, som om Orianna Speerling tvinger sig vej ind i mine tanker. Hver gang det er august, er det, som om Ori er tilbage – det var mig, der gav hende kælenavnet Ori – men hun er ikke her i rygetunnelen. Der er intet spor af hende nogen steder herude, og hvorfor skulle der også være det? Pausen er slut, og jeg må op på scenen. Det er, da jeg går rundt om affaldscontaineren igen, at jeg ser bagdøren smække. Nogen har sparket betonklodsen væk. Men hvem det end er, er vedkommende ikke hurtig nok til mig, for jeg farer hen til døren i fuld fart, hævet over tid og sted ligesom i min koreografi, og jeg får fat om døren, inden den rammer karmen, og jeg styrter ind, og de troede, at de kunne få mig til at misse min solo, og de tog fejl. Hurtigt, inden nogen får øje på mig, er jeg på plads i sidekulissen. Jeg ved ikke hvem, der gjorde det, men jeg ved, at ingen kigger på mig, ikke direkte. Alle de andre dansere undgår øjenkontakt. De siger ikke engang knæk og bræk. Det fortæller mig, at de er skyldige alle sammen, hver og en. Det går op for mig, da jeg hører publikum indtage deres pladser og finde sig til rette efter pausen. Det går op for mig. Alle her ønsker mig væk, gør de ikke? De kan ikke vente, til jeg er væk. De skal få lov at slippe af med mig. De skal få lov at ønske, at de aldrig havde mødt mig. Det er mig næste gang efter den her medley. 17


Tæppet går. Noget forudsigelig musik og nogle slørede bevægelser, der er ude af takt – intet, der er værd at se på, sådan som jeg om lidt bliver værd at se på. Jeg står lidt uroligt i sidekulissen og kigger ud gennem velourtæppet og ned på orkesterpladserne. Frøken Willow, min danselærer, har lejet teatret til skolens forestilling, som hun gør hver sæson, og jeg glemmer hver gang, hvor stort stedet er, og hvor mange pladser her er. Jeg får øje på min mor. Min far. Min tante og mine fætre og kusiner, der sikkert er blevet tvangsindlagt til at være her i aften, og jeg er fuldstændig ligeglad. Min mors venner er her også, en hel række af dem. Mine danselærere – den gamle, som mine forældre fyrede, da jeg ikke blev optaget på det intensive sommerkursus, og den nye, som jeg har haft siden. Jeg får øje på min kæreste, Tommy, som sidder og gaber og spiller et eller andet spil på sin mobil. Nogle af de andre piger har ovenikøbet sneget sig ned fra kulissen for at se mig og sat sig på gangplads­ erne, så de hurtigt kan komme op igen, når jeg er færdig. Jeg kan se Sarabeth, som sidder for sig selv. På en anden række får jeg øje på Ivana og Renata og Chelsea P. og Chelsea C. Jeg kan se folk fra byen, som for eksempel hende damen fra blomsterbutikken, der altid skal røre ved én, og den nærgående fyr fra cafeen. Jeg kan se min matematiklærer. Jeg kan se postbuddet, selv om han nok er her, fordi hans datter er tulipan på balletskolens begynderhold. Men de fleste af de forsamlede er kommet for at sige farvel til mig. Jeg vil tro, at størstedelen af publikum er her på grund af mig. Udover dem jeg kender, kan jeg også se nogle fremmede, en hel flok fremmede, fra bageste række og op til mezzaninen. Jeg har aldrig optrådt for så mange før. Så mange var der ikke engang i salen til Oris retssag. Musikken går i stå, og Heste-Bianca – hun skulle ikke have haft en solo, men hun er også blevet student og skal videre til State University of New York, aka Nowhere, hvor de ikke engang har et dansehold – kommer trampende fra scenen ud i sidekulissen. Klapsalverne er afdæmpede, høflige. »Held og 18


lykke derude, Vee!« siger hun, da hun går forbi, selv om ‘held’ er det sidste, man skal ønske en danser, der skal på scenen. Vee er det kælenavn, Ori gav mig. Lysene slukkes, inden jeg når at tjekke de allerbageste rækker, som er der, hun ville sidde, tænker jeg, hvis hun var her – allerhøjest oppe for at kunne se ned på mig. Men hun er her ikke. Selvfølgelig er hun ikke det. Faktum er, at hun er død, og at hun har været død i tre år nu. Ori er død på grund af det, der skete omme bag teatret i tunnelen af træer. Hun er død, fordi hun blev kørt op til det der sted i den nordlige del af staten og buret inde sammen med de monstre. Og det var min skyld, at hun blev det. Hvis ikke, havde hun nemlig ikke siddet blandt publikum og set mig optræde. Nej, så havde hun stået her ved min side, bag scenen i kostume ligesom mig. Så havde vi stået ved siden af hinanden i sidekulissen, klar til at gå på. Det havde været en pas de deux i stedet for to soloer. Hvis det her var vores sidste optræden i byen inden college, var det sådan, hun havde ønsket sig det, det ved jeg. Jeg ville være blevet nervøs, og hun ville have taget fat om mine skuldre – hun var højere, og hendes hænder var slankere, men overraskende stærke – og hun ville have holdt mig fast og holdt mine nerver i skak, og hun ville have sagt: Træk vejret, Vee, træk vejret. Hun ville ikke have følt det her pres, som jeg føler, for at skulle være perfekt. Hun ville have været afslappet, loose, smilende ovenikøbet. Hun ville have sagt til Heste-Bianca, at hun var vidunderlig, og at det var lige meget, at hun trampede så hårdt, da hun hastede igennem sine grand jeté’er. Hun ville have sagt knæk og bræk til alle danserne, selv bitchene, og i modsætning til mig ville hun ikke på nogen måde have ment det ondt. Jeg ved, at hun ville have talt mig fra at have det her jævne kostume på, den enkle, hvide tutu og de hvide strømpebukser, 19


den lille, hvide blomst i mit hår. Hun havde valgt farver. Klare og stærke. Så mange farver hun havde kunnet slippe af sted med – det var Ori. Til timerne havde hun typisk en rød benvarmer på det ene ben og en blå på det andet, trukket højt op på lårene over sart rosa strømpebukser og dertil en lilla trikot med en grøn tanktop over samt en fuchsiafarvet bh med synlige stropper. Elastikken, der skulle holde hendes hår væk fra ansigtet, kunne være gul med polkaprikker på. Jeg syntes, hun så lidt komisk ud. Og jeg ved ikke, hvorfor frøken Willow lod hende slippe af sted med det. Men når så Ori begyndte at danse, glemte man alt om benvarmere, der ikke passede sammen, og for mange mærkelige farvesammensætninger. Man blev bare nødt til at se på hende, se hvad hun kunne. Det var en helt naturlig ting for Ori at danse. Der var ikke noget med nervøs mave eller angst for at glemme trinene. Hun dansede, som var det det mest naturlige i verden, og på en måde der var umulig at efterligne, uanset hvor meget jeg studerede hende og formede min krop efter hendes og forsøgte at få mine lemmer til at slappe af og blive friere i bevægelsen. Hun havde den her indre, sprudlende livsgnist, som ville ud, og det var tydeligt at se, når hun trådte ud på dansegulvet. Jeg havde aldrig set nogen bevæge sig sådan – og det kommer jeg nok heller aldrig til igen. Hvis Ori og jeg havde skullet danse en pas de deux i aften, havde hun helt sikkert været bedre end mig. Publikum ville have solet sig i hende, elsket hende, fulgt hendes følgespot hen over scenen. Mit spot ville have været en baggrundsprojektør. Det er sandheden, eller det kunne det have været. Det er ikke sandheden længere. Jeg lader tæppet gå. Jeg er på. Jeg hører mit stikord. Jeg tager mine første skridt ud på scenen, og i næste øjeblik hører jeg hendes stemme, det hun ville have sagt til mig, hvis hun havde været her. 20


Træk vejret, Vee. Gå ud og strål. Vis dem. Vis dem alle sammen. Det var sådan noget, hun altid sagde. Jeg står på mit mærke. Mørket letter, og min krop letter sammen med det, og nu er jeg høj, lige så høj som Ori, for hun var nogle centimeter højere end mig, måske endnu højere nu, for måske er jeg vokset, efter hun tog af sted. Jeg står på tå, på ét ben, uden at skælve, uden at svaje. Projektøren rammer mig, og jeg bliver varm i dens lys. Gad vide, hvordan jeg ser ud for publikum og for de fremmede i stolene, der kun kender mig sådan her, der ikke har nogen anelse? Jeg har ikke brug for et spejl for at kende svaret. Jeg ser ud, som om jeg hører til her. Jeg har nye Grishkos på, jeg indviede dem i morges ved at blødgøre sålen og banke dem ind mod dørkarmen. Mor har syet båndene på med de fineste sting – helt usynlige. Mit hår er redt glat ind mod mit hoved og holdt fast med hårnåle, min tutu står som en stiv cirkel om min talje og er ikke så skrøbelig, som den måske ser ud. Jeg er helt i hvidt. Det var den farve, jeg ville have. Den jeg bad om. Publikum holder vejret for mig. Det er ikke Ori, der er her, det er mig. Publikum betragter mit ben, der er bøjet, mens jeg står på tå, mine arme, der former en yndefuld bue over mit hoved, og min lange, lige rygsøjle. Al min vægt hviler på en enkelt tå. Jeg holder posituren. I sidekulissen står der mindst en halv snes mennesker og ser på og håber, at jeg falder, og jeg falder ikke. Så går musikken i crescendo. Hver eneste lille bevægelse i min krop er blevet nærstuderet i spejlet, instrueret og justeret. Det er muligvis ikke så frit, som Ori ville have danset det, men det er imponerende, fordi jeg er så præcis. Jeg laver ingen fejl, ikke en eneste. Ingen blandt publikum kan høre den dumpe lyd af mine spritnye sko, når jeg rammer gulvet mellem hver lynhurtige piruet. Og hvis de gør, hvis de sidder tæt nok på scenen til at kunne 21


høre det, så ignorerer de det. De ønsker at bevare det som vores hemmelighed. De ønsker, at jeg vinder. Men der er også en anden hemmelighed. Indeni, bag tyllen og de tre lag stramtsiddende stof, er der ting, jeg ikke kan tale om. Ting som Ori vidste, og som kun Ori vidste. Hvis man piller det første lag af og derefter det andet lag og det tredje, finder man noget grimt indenunder. Noget ødelagt. Øjne der er kradset ud, og blod der er størknet på hendes hals og arme og ansigt. Nogle gange tror jeg, at blodet stadig sidder på mit ansigt. Der lyder nogle dunk, og det er ikke fra mine spritnye tåspidssko, som rører gulvet den første aften i deres korte liv. Det er det, der rører sig i mit hoved. Det er en vild flugt. Nok ser det ud, som om jeg danser, men jeg er et andet sted. Jeg står derude bag affaldscontaineren i tunnelen af træer, og jeg skriger og fægter med armene, og der er jord overalt og sten og kviste og blade og mørke. Hele verden bliver slået ud, som var den et tandsæt. Jeg befinder mig derude lige nu, lige så meget som jeg befinder mig her. Inden jeg ved af det, er jeg fremme ved det sidste af koreografien. Jeg kan næsten ikke holde sammen på mig selv, men jeg afslutter min solo med et fejende sving, stående på det ene, bundsolide ben. Tavshed. De siger intet, foretager sig intet. Jeg kan høre alle deres åndedrag. Så sker det. Sæderne knirker og giver sig, og folk rejser sig op. Jeg har givet dem alt. Jeg har givet dem for meget denne gang, og så går det op for mig – det tager mig et øjeblik at erkende det. De aner ingenting, de her mennesker, vel? Jeg viste dem det, og de kunne ikke se det. De begynder at klappe af mig. Disse mennesker – familie, venner, fremmede, alle de uskyldige fremmede – de rejser sig for mig og klapper i deres hænder, klap, klap, hårdere og hårdere, og de overøser med mig med larm, som om de 22


ville ønske, at jeg aldrig behøvede at forlade denne by eller denne scene. De hylder mig. De viser mig, hvor højt de elsker mig og altid har elsket mig, uanset hvad. Se, hvor blinde de er. De giver mig stående ovation.

23

Suma MUREN OMKRING OS (Læseprøve)  
Suma MUREN OMKRING OS (Læseprøve)