Page 1

CMYK Print

Da Phoenix bliver beordret til at stjæle fra en amerikansk turist, går hendes planer bogstaveligt talt op i røg. For ikke alene viser offeret sig at være Yves Benedict - en savant, hvis særlige evne er at kontrollere ild - han er også hendes soulfinder. Phoenix har altid fantaseret om at slippe væk fra sit usle liv som tyv. Men hendes sind kontrolleres af den farlige og dybt kriminelle leder af Fællesskabet, der straks ser båndet mellem de to som midlet til at få ram på den mægtige Benedict-klan. Han ved, at Phoenix ikke kan modsætte sig hans vilje og beordrer hende til at forråde Yves. Men hvordan forråder man sin soulfinder?

ISBN 978-87-638-2675-4

Læs også Soulfinders Sky

*0*,96 -69<4 /•:; :•5 79,;;@052 96:05(5;, :(43,9,5

9 788763 826754

Soulfinders_Phoenix_CVR-kopi 2.indd 2

19/02/13 14.42


på dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Høst & Søn


Soulfinders – Phoenix er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Stealing Phoenix Originally published in English 2011 © 2011 Joss Stirling This translation is published by arrangement with Oxford University Press Denne udgave: © 2013, Joss Stirling og Høst & Søn/rosi na n t e & c o, København 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Johanna Basford Omslagsgrafiker: Jette Aagaard Enghusen Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell Oy, Borgå ISBN 978-87-638- 2675-4 Printed in Finland 2013 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

PEFC Certified This product is from sustainably managed forests and controlled sources PEFC/02-31-169

www.pefc.org

Høst & Søn er et forlag i rosi na n t e & c o Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til Rachel Pearson


1

Drengen virkede som det perfekte mål. Han stod bagest i en gruppe på rundvisning i Londons olympiske stadion med opmærksomheden rettet mod de entreprenørmaskiner, der trillede op ad den enorme rampe til atleternes indgang – ikke mod den tyv, der iagttog ham. Bygningen var næsten færdig, og for mig at se lignede den en kæmpestor suppetallerken sat ned i en salatslynge af metal oven på en grøn dug. Der manglede bare gartnerarbejdet, som skulle klares i sidste øjeblik, og de afsluttende detaljer, før hele verden dukkede op til legene. Andre fra Fællesskabet arbejdede på byggepladsen og havde fortalt mig, hvor jeg kunne slippe forbi de skrappe sikkerhedsforanstaltninger. Jeg havde været derinde et par gange før, fordi turister som de her studerende var lette ofre. Der var masser af tid til at tage bestik af mit offer og ikke særlig mange mennesker i nærheden til at spænde ben for min plan. Hvis jeg fik en god fangst, kunne jeg slappe af resten af dagen, smutte hen på mit yndlingssted, det lokale bibliotek, og ikke behøve at bekymre mig om konsekvenserne af at vende tomhændet hjem. Jeg krøb sammen bag en parkeret gummiged og studerede mit mål. Det måtte være ham, det var meningen, jeg skulle gå efter – ingen af de andre var høje nok, og han lignede det billede, jeg var 7


blevet vist. Med kulsort hår, solbrændt hud og en selvsikker fremtoning så han ud, som om han næppe ville savne en mobiltelefon eller en pung. Formentlig havde han forsikring eller forældre, der omgående ville træde til og dække tabet. Det fik jeg det lidt bedre af, for det var ikke med min gode vilje, jeg stjal – det var en måde at overleve på. Jeg kunne ikke se hans ansigt forfra, men han havde samme åndsfraværende udtryk som en, hvis tanker tit strejfede. Fødderne rykkede rastløst rundt, han kiggede ikke samme sted hen som de andre, når guiden udpegede forskellige ting ved Den Olympiske Park. Det var heldigt, tænkte jeg: Dagdrømmere var fremragende mål, eftersom de reagerede for langsomt på et tyveri. Han var iført knælange kakishorts og en T-shirt, hvor der stod »Wrickenridge White Water Rafting« hen over de brede skuldre. Han lignede en, der trænede, så det måtte ikke gå galt. Hvis han løb efter mig, kunne jeg formentlig ikke løbe fra ham. Jeg bandt snørebåndene på mine slidte gummisko en ekstra gang, i håb om at de ville kunne klare presset. Nå, hvor var hans værdigenstande? Jeg flyttede mig lidt og så, at han havde en rygsæk over den ene skulder. De måtte være deri. Jeg kantede mig ud fra mit gemmested og håbede, at jeg faldt i med gruppen med mine afklippede jeans og tanktoppen – mit bedste og nyeste tøj, som jeg havde hugget i Topshop i sidste uge. En af ulemperne ved min evne er, at hvis jeg skal have held med en operation, er jeg nødt til at være tæt på den gruppe, jeg har udset mig. Det har altid været det mest risikable. Jeg havde forberedt mig ved at medbringe en mulepose, som jeg havde snuppet fra en butik i Covent Garden – sådan en, udenlandske turister køber som souvenir, hvor der står »London Calling« med dekorative graffitibogstaver. Jeg var temmelig sikker på, at jeg godt kunne gå for at være rig turist ligesom dem, bare de så mine udslidte sko som et bevidst modevalg, men jeg var ikke overbevist om, at jeg kunne se intelligent nok ud til at være en del af deres gruppe. Ifølge min kilde kom de fra London University og 8


deltog i en konference om miljøvidenskab eller noget tilsvarende nørdet. Jeg havde knap nok gået i skole, men uddannet mig selv med uformelle lektioner fra andre i Fællesskabet og det, jeg selv havde læst på biblioteker, så jeg kunne ikke tale universitetssprog, hvis nogen undrede sig over, at jeg var der. Jeg tog håret ud af elastikken og strøg et par lange, mørke lokker ned over ansigtet, så jeg ikke var nær så genkendelig for overvågningskameraet på muren ti meter væk. Listede mig hen til to piger, der stod cirka en meter fra mit mål. De havde shorts og tanktop på ligesom mig, men at dømme efter den lyshåredes blege hud havde hun tilbragt noget mere tid inden døre end mig. Den anden havde tre piercinger i øret, hvilket jeg håbede gjorde mine egne fem lidt mindre iøjnefaldende. De sendte mig et skævt blik efterfulgt af et forsigtigt smil. »Hej. Undskyld, jeg kommer for sent,« hviskede jeg. Jeg var blevet briefet om, at ingen af dem kendte hinanden særlig godt, eftersom de først var ankommet til konferencen i aftes. »Er jeg gået glip af noget godt?« Hende med ørenringene smilede bredt til mig. »Ja, hvis du er til enge med markblomster. De har overplastret det hele med ukrudt – det ville min bedstefar i hvert fald kalde det.« Hun havde udpræget amerikansk sydstatsaccent, karakteristisk drævende. Håret var flettet i små, stramme fletninger, der lå helt ind til hovedet, og alene synet af dem fik mig til at tænke: »Av!«. Den lyshårede lænede sig ind mod mig. »Du skal ikke høre på hende. Det er fascinerende.« Hun havde også accent – muligvis skandinavisk. »De bruger en let polymer-baseret membran til taget. Jeg legede med formlen til det i laboratoriet i sidste semester – det bliver interessant at se, hvordan det holder.« »Nåh ja – det er bare kanon ... øh ... cool.« Jeg følte mig allerede underlegen i forhold til dem. De var åbenlyst genier og formåede stadig at se godt ud. Guiden gennede gruppen fremad, og vi gik op ad rampen til selve stadionet. Trods mine grunde til at være der kunne jeg 9


ikke lade være med at føle en frydefuld gysen ved at gå på den samme sti som den olympiske fakkel. Ikke at jeg nogensinde ville få chancen for at være der, når det for alvor gik løs; mine drømme om at dyrke nogen form for sport var aldrig rigtig kommet ud af starthullerne. Medmindre den olympiske komité selvfølgelig besluttede sig for virkelig at slå sig løs og indføre en medalje til tyve – så ville jeg muligvis have en chance. Jeg kendte den berusende følelse af at gennemføre et perfekt tyveri, det elegante snuptag og den ubemærkede flugt. Det måtte da kræve lige så store færdigheder som at stæse rundt i cirkler på en eller anden åndssvag bane? Jep, jeg var guldmedaljevinder i min egen disciplin. Mens den muntre kvindelige guide svingede med sin parasol for at få os til at følge efter sig, trådte vi ind på det store, ovale stadion. Wow. På mine andre ture hertil var jeg aldrig nået så langt. Inde i hovedet kunne jeg høre ekkoerne af den jublende folkemængde. Rækker på rækker af tomme sæder fyldt med skygger af de kommende tilskuere. Det var ikke gået op for mig, at fremtiden rummede spøgelser lige så vel som fortiden, men jeg kunne tydeligt fornemme dem. Energien bølgede gennem tiden, selv på denne stille onsdag formiddag i juli. Jeg mindede mig selv om at koncentrere mig om opgaven og sneg mig tættere på drengen. Nu kunne jeg se ham i profil: Hans ansigt var som dem, man så i tøseblade ved siden af en model, der var lige så blændende smuk som ham. Han havde fået hele gen-pakken: skarpskåret næse, skødesløst klippet, kulsort hår, der så godt ud, lige meget hvor uglet det var, mørke bryn, misundelsesværdige kindben. Øjnene kunne jeg ikke se, fordi han havde solbriller på, men jeg ville vædde på, at de var kæmpestore, sjælfulde og chokoladebrune. Han var for god til at være sand, og jeg hadede ham for det. Jeg nåede at bremse mig selv, før jeg begyndte at nidstirre ham, forbløffet over min egen reaktion på ham. Hvorfor reagerede jeg sådan? Normalt følte jeg ingenting for mine ofre, på nær 10


et stik af dårlig samvittighed over, at jeg havde udvalgt netop dem. Jeg bestræbte mig altid på at finde personer, der ikke ville mærke tabet synderlig meget – lidt ligesom Robin Hood. Jeg nød at snøre mine rige mål, men ville helst ikke have, at nogen virkelig led under det, jeg gjorde. Sheriffen af Nottingham havde sine tyvstjålne skatter; nu til dags var folk forsikret hos store, multinationale selskaber, og det var dem, der virkelig blankede de fattige af. Jeg var trods alt ikke ligesom dem og udplyndrede sagesløse enker og forældreløse, vel? På et eller andet tidspunkt skulle de nok få kompensation. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv, mens jeg planlagde, hvordan jeg skulle komme i lommerne på ham. Opgaven var lidt anderledes, eftersom jeg handlede efter ordre – det var forholdsvis sjældent, jeg blev bedt om at stjæle fra et bestemt mål, men jeg var lettet over, at han så ud til at være typen, der var forsikret til op over begge ører. Hverken han eller jeg havde valgt det her, så det var ikke rationelt at bebrejde ham. Han havde ikke gjort andet for at fortjene det end bare at stå der og se så nydelig ud, ren og hvilende i sig selv, mens jeg selv var et håbløst kaos. Guiden ævlede videre om, hvordan siddepladserne var konstrueret, så de kunne flyttes. Som om jeg havde nogen interesse i den olympiske arv – jeg var ikke engang sikker på, at jeg ville overleve til næste måned, og da slet ikke næste årti. Et fly drønede forbi ovenover på vej til Heathrow lufthavn og skæmmede sommerhimlen med sin hvide hale. Da drengen kiggede op, slog jeg til. Ræk ud efter deres mentale mønstre ... De hvirvlede væk som et væld af smukke kalejdoskoper, ustandselig nye former. Og så ... ... standsede jeg tiden. Nå ja, ikke helt, men sådan føles det at være i den anden ende af min evne. Det, jeg i virkeligheden gør, er at fryse sanseindtrykkene, så ingen bemærker, at tiden går – det er derfor, jeg er nødt til at have små grupper i afgrænsede rum. Andre kunne 11


lægge mærke til det, hvis en hel flok mennesker pludselig gik i Madame Tussaud-mode. Det er lidt ligesom følelsen af at miste bevidstheden under bedøvelse og så vågne med et sæt igen. Det har jeg i hvert fald fået at vide, når jeg har afprøvet min evne på andre i Fællesskabet – mit næsten-hjem, selvom det nu tit føltes mere som en zoologisk have. I Fællesskabet er vi alle sammen savanter: folk med oversanselige kræfter og fornemmelser. Savanter findes, fordi der i ny og næ fødes et menneske med en gave – en særlig dimension i deres hjerne, der giver dem mulighed for at gøre noget, andre kun kan drømme om at gøre. Nogle af os kan flytte ting med tankens kraft – telekinese. Jeg har mødt nogle stykker, der kan mærke, om man bruger tanketale, også kaldet telepati. Og der er en enkelt, der kan forstyrre ens hoved og tvinge en til at gøre det, han vil have. Måderne, savanternes evner udvikler sig på, er mange og vidt forskellige, men ingen har en gave nøjagtig som min. Sådan foretrak jeg det – så følte jeg mig som noget særligt. Den lille gruppe på ti studerende og deres guide standsede alle brat op, den skandinaviske pige med hånden halvvejs gennem håret, en asiatisk dreng midt i et nys – hvor aaa’et aldrig nåede til tju’et. Seje mig: Jeg kan endda stoppe forkølelse. Jeg gennemrodede hurtigt mit måls rygsæk og ramte guldåren: Han havde en iPad og en iPhone. Det var super, eftersom begge dele er lette at skjule og har høj gensalgsværdi, næsten lige så høj som den oprindelige pris i butikken. Jeg følte den sædvanlige sejrsrus og måtte modstå fristelsen til at tage et billede med telefonen af dem alle sammen stående der – en flok attenårige fanget midt i en omgang stopdans. Erfaringen sagde mig, at jeg kom til at bøde for min svælgen i sejrsrusen med en dundrende hovedpine, hvis jeg fastholdt dem i mere end tyve-tredive sekunder. Jeg proppede byttet ned i muleposen og hængte rygsækken tilbage på hans skulder, nøjagtig som den sad før – jeg har øje for detaljer. Men nu stod jeg så tæt på, næsten i en omfavnelse med 12


ham, og kunne se hans øjne i siden af brillerne. Mit hjerte gik helt i stå, da jeg så hans ansigtsudtryk. Det var ikke det samme matte, glasagtige blik, som mine ofre normalt havde. På en eller anden måde var han bevidst om, hvad der foregik, og vreden lynede i hans øjne. Han kunne da ikke kæmpe imod min evne, kunne han? Det var aldrig nogensinde lykkedes nogen – ikke engang de stærkeste savanter i Fællesskabet havde kunnet modstå mit fastfrysningsangreb. Jeg skiftede hurtigt fokus for at tjekke hans tankemønster med min anden evne, mit indre syn. Jeg ser hjernebølger som en strålekrans rundt om solen, lidt ligesom hvis personen står foran et rundt, farvet glasvindue af sin sjæl, der hele tiden ændrer sig. Man kan se meget om en person ud fra farverne og mønstrene, sågar få et glimt af, hvad vedkommende tænker på. Hans var ikke stivnet i den sidste position før mit angreb – den havde været en abstrakt krans af blåtoner sammenvævet med tal og bogstaver. Hans hjerne bevægede sig stadig. Langsommere, men den var afgjort bevidst. Strålekransen gled over i det røde spektrum, og nu dansede mit eget ansigt i flammerne. Det var altså virkelig nederen. Jeg opgav mit forsøg på at lyne rygsækken hele vejen op og tog benene på nakken hen mod udgangen fra stadionet. Jeg kunne mærke styrken i mit greb om dem svækkes, som sand der løber ud af bunden på en hullet sæk. Langt hurtigere end normalt. En del af mig skreg, at det her ikke kunne ske: Jeg var ikke god til noget som helst andet end det her – min evne til at lamme hjerner var det eneste, jeg altid havde kunnet stole på gennem hele det kaos, der var mit liv. Jeg var dødsensangst for, at den måske også på en eller anden måde var ved at svigte mig. Hvis den gjorde det, var jeg sat ud af spillet. Færdig. Min venstre sko klaskede mod min hæl, da jeg styrtede ud fra stadionet – det fordømte snørebånd var knækket. Jeg satte kurs mod den gummiged, jeg oprindelig var krøbet sammen bag. Hvis jeg kunne komme helt derhen, kunne jeg dukke hovedet, så jeg 13


var skjult, og lægge mig i græsset på engen med markblomsterne. Derfra kunne jeg mave mig hen til det betonrør, hvor jeg var kommet ind. Min sål gled på en forhøjning, og jeg tabte skoen på rampen, men var for panisk til at samle den op. Den slags fejltagelser begik jeg ellers aldrig. Jeg gik altid ind og ud af et tyveri uden at efterlade mig spor. Jeg nåede hen til gravkoen med hjertet hamrende ind mod ribbenene som en forstærkers dundrende basgang. Forbindelsen blev brudt, og jeg vidste, at resten af de studerende genvandt bevidstheden. Men var det mon allerede lykkedes ham at ryste mit lammende angreb af sig og følge min flugtrute? Lydene fra byggearbejdet fortsatte ufortrødent. Ingen råb eller fløjter. Jeg sneg mig til at kigge rundt om hjulet på gummigeden. Drengen stod øverst på rampen og lod blikket glide hen over Den Olympiske Park. Han satte ikke himmel og jord i bevægelse, iværksatte en eftersøgning eller skreg på politiet. Han kiggede bare. Det gjorde mig endnu mere bange. Det var altså ikke normalt. Der var ikke tid til at tænke sig om. Jeg trak mig tilbage til det høje græs og fandt den sti, jeg allerede havde trampet på engen. Den ville føre mig direkte tilbage i sikkerhed. Der var færre overvågningskameraer installeret over denne del af pladsen og adskillige blinde vinkler, hvis bare man vidste, hvor de var, så jeg blev svær at finde. Kunne stadig nå at slippe væk. L iggende på maven slyngede jeg posen om på den ene side og lagde mig helt ned til jorden et øjeblik, mens adrenalinen stadig tordnede gennem mig som et løbsk undergrundstog. Jeg havde kvalme – væmmedes ved mig selv over min uprofessionelle panikfølelse og var skrækslagen over det, der lige var sket. Der var ingen tid til at prøve at forstå det. Jeg måtte stadig forsøge at flygte ud på gaden og slippe af med mine tyvekoster. Tanken om, at jeg nu var i besiddelse af to meget dyre genstande, fik mig til at tjekke posen. Den føltes lun – nej, brand14


varm. Jeg stak hånden ned for at se, hvad der var galt. Totalt tåbeligt. Telefonen og tabletten brød ud i lys lue. Jeg bandede indædt, trak hånden til mig og skubbede posen væk. Fingrene sved som besat, og hele hånden så ud til at være forbrændt. Jeg rystede smerten af mig, men kunne ikke standse op for at se, hvor slemt det var, fordi posen nu brændte og sendte et røgsignal i vejret, der fortalte, nøjagtig hvor tyven var. Jeg kæmpede mig på benene og spurtede i blinde og gispende af smerte hen mod hegnet. Jeg måtte have hånden i vand. Det betød ikke længere noget, om nogen så mig – jeg måtte bare væk. Snarere af held end forstand fandt jeg betonrøret og hullet i det omgivende hegn. Jeg vrikkede mig gennem trådhegnet, håret sad fast, og jeg måtte flå hårdt i det for at komme fri, hvilket føjede endnu en skade til den stadig længere liste. Så begav jeg mig haltende og med hånden op til brystet hen over lossepladsen mod Stratford Station for at gemme mig i menneskemylderet på perronen.

15

Joss Stirling SOULFINDERS - PHOENIX  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you