Page 1

90 mm

90 mm

157mm

© JOHN EARLE

HAR DU HELE SERIEN?

30mm

157mm

„Vatikanets regel nummer et,“ sagde Donati. „Stil ikke for mange spørgsmål.“ GABRIEL ALLON HAR SØGT TILFLUGT

#1 N E W Y O R K T I M E S B E S T S E L L E R

i Vatikanet efter lige

med nød og næppe at have overlevet sin sidste mission. Her har han fået æren og fornøjelsen af at restaurere et af Caravaggios største mesterværker. Det varer dog ikke længe, før der også bliver brug for andre af Allons evner. Tidligt en morgen sender ingen ringere end pavens sekretær Luigi Donati

235mm

bud efter ham, da en kvinde er fundet død under Peterkirkens kuppel. Dødsfaldet bliver hurtigt afskrevet som selvmord af Vatikanets politi, men Donati frygter, at der er tale om en forbrydelse, og beder Allon efterforske sagen — men i al hemmelighed, da kvinden arbejdede på en højst penibel

Silva mestrer den vanskelige balance at beskrive den hemmelige verden, uden at det forekommer konspiratorisk og paranoidt. – Berlingske

DANIEL SILVA er tidligere udenrigskorrespondent og er noget så usædvanligt som en belæst

DEN FALDNE ENGEL

sag, og det sidste Den Katolske Kirke har brug for er endnu en skandale.

og berejst amerikansk spændingsforfatter, der lader sine bøger foregå i Europa og Mellemøsten. Med serien om den israelske efterretningsagent og kunstkonservator Gabriel Allon har han fået sig en stor fanskare både ude og hjemme og anses for at befinde sig i kategori med agentgenrens mestre, John le Carré og Graham Greene. DEN FALDNE ENGEL er niende bind på dansk i den populære serie.

CICERO FORUM HØST & SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

Besøg forfatterens hjemmeside: www.danielsilvabooks.com

CICERO


34452_genfĂŚrd_125x200.indd 6

16-01-2013 17:12:25


DEN FALDNE ENGEL

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 1

29-01-2013 14:51:20


Af samme forfatter: PortrÌt af en spion Vatikanets mand Ildens søn Budbringeren I hemmelig tjeneste Moskvareglerne Afhopperen Rembrandt-sagen

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 3

29-01-2013 14:51:21


Oversat fra amerikansk af Charlotte Grubb

CICERO

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 3

29-01-2013 14:51:21


Copyright © 2012 by Daniel Silva Originaltitel: The Fallen Angel Published by arrangement with HarperCollins Publishers Sats: Rosinante&Co, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck Omslagslayout: Imperiet/Harvey Macaulay ISBN: 978-87-638-2680-8 Første danske udgave Printed in Germany 2013

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 4

29-01-2013 14:51:21


Til Louis Toscano, som har vÌret der fra begyndelsen. Og, som altid, til min hustru, Jamie, og mine børn, Lily og Nicholas.

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 5

29-01-2013 14:51:21


Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 6

29-01-2013 14:51:21


Jeg advarer dig imod blodsudgydelse, imod at give det frit løb og gøre det til en vane, for blod sover aldrig. – SALADIN

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 7

29-01-2013 14:51:21


Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 8

29-01-2013 14:51:22


Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 9

29-01-2013 14:51:23


Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 10

29-01-2013 14:51:23


FØRSTE DEL

De dødes by

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 11

29-01-2013 14:51:23


Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 12

29-01-2013 14:51:23


1 Vatikanstaten Det var Niccolò Moretti, Peterskirkens opsynsmand, som gjorde den opdagelse, der satte det hele i gang. Klokken var 6.24, men på grund af en fuldkommen harmløs afskrivningsfejl, blev dette i Vatikanets første officielle erklæring rapporteret som 6.42. Det var et af talrige fejltrin, store som små, der skulle få mange til at konkludere, at Pavestolen havde noget at skjule, hvilket sandt at sige også var tilfældet. Den Katolske Kirke var, som en betydningsfuld systemkritiker sagde, kun en skandale fra glemslen. Det sidste, Hans Hellighed havde brug for nu, var et lig i kristenhedens hellige hjerte. En skandale var det sidste, Niccolò Moretti havde forventet at finde den morgen, hvor han ankom til Vatikanet en time tidligere end normalt. I de sorte bukser og den trekvartlange grå frakke faldt han næsten i et med omgivelserne, da han hastede hen over den mørke piazza mod basilikaens trappe. Da han kastede et blik til højre, så han, at lyset var tændt på anden etage i Pavepaladset. Hans Hellighed Pave Paul VII var allerede vågen. Moretti spurgte sig selv, om Den Hellige Fader mon overhovedet havde sovet. Vatikanet svirrede med rygter om, at han led af et invaliderende anfald af søvnløshed, og at han tilbragte de fleste nætter med at skrive i sit private studerekammer eller spadsere alene rundt i haven. Opsynsmanden havde set det før. Med tiden mistede de alle sammen evnen til at sove. Moretti hørte stemmer bag sig, og da han vendte sig om, så han et par af kuriens præster dukke op i halvmørket. De var langt inde i en livlig diskussion og ænsede ham ikke, mens de med raske skridt gik hen mod bronzedørene og atter forsvandt i mørket. Roms børn kaldte dem bagarozzi – sorte biller. Moretti havde anvendt ordet en enkelt gang som barn og var blevet irettesat af ingen ringere end Pave Pius XII. Og han gjorde det aldrig igen. Når man bliver tugtet af Kristi stedfortræder,

13

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 13

29-01-2013 14:51:23


tænkte han nu, så begår man sjældent den samme forseelse en gang til. Han luntede op ad basilikaens trappe og smuttede ind i søjlegangen. Fem døre førte ind til midterskibet. De var alle sammen forseglede, undtagen den yderst til venstre, Dødens Dør. I åbningen stod fader Jacobo, en mexicansk gejstlig med et udtæret udseende og strittende gråt hår. Han gik til side for at lade Moretti komme ind, og så lukkede han døren og slog den tunge slå for. „Jeg kommer tilbage klokken syv og lukker dine folk ind,“ sagde præsten. „Se dig godt for deroppe, Niccolò. Du er ikke helt ung længere.“ Præsten gik igen. Moretti dyppede fingrene i vievandet og gjorde korsets tegn, inden han begyndte at gå op gennem det enorme kirkeskib. Andre ville måske være standset op og set sig omkring med ærefrygt, men Moretti travede stedkendt videre som en mand, der er på vej ind i sit eget hjem. Som chef for de såkaldte sampietrini, basilikaens officielle opsynsmænd, var han mødt op i Peterskirken seks morgener om ugen i de sidste syvogtyve år. Det skyldtes Moretti og hans mænd, at basilikaen lyste med himmelsk lys, hvor de andre store kirker i Europa virkede, som om de altid var hyllet i mørke. Moretti anså sig selv for at være ikke blot en pavedømmets tjener, men en partner i foretagendet. Paverne blev betroet ansvaret for en milliard romerskkatolske sjæle, men det var Niccolò Moretti, som tog sig af den kæmpestore basilika, der symboliserede deres jordiske magt. Han kendte hver en kvadratcentimeter af bygningen, fra spidsen af Michelangelos kuppel til kryptens dyb – samtlige fireogfyrre altre, syvogtyve kapeller, otte hundrede søjler, fire hundrede statuer og tre hundrede vinduer. Han vidste, hvor bygningen havde slået revner, og hvor den var utæt. Han vidste, hvornår den befandt sig vel, og hvornår den led. Når basilikaen talte, hviskede den ind i Niccolò Morettis øre. Peterskirken kunne noget med at få almindelige dødelige til at tage sig bittesmå ud, og da Moretti gik op mod pavealteret i sin grå uniformsfrakke, lignede han i bemærkelsesværdig grad et omvandrende fingerbøl. Han knælede foran confessio, pavekrypten, og så lagde han nakken tilbage. Næsten tredive meter over ham hvælvede sig baldacchinoen, fire snoede bronze- og guldsøjler kronet af en majestætisk baldakin. Her til morgen var den delvist skjult af et aluminiumsstillads. Berninis mesterværk med de minutiøst udskårne figurer og oliven- og laurbærkviste

14

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 14

29-01-2013 14:51:23


var en magnet for støv og røg. Hvert år i ugen inden fasten gav Moretti og hans folk den en grundig rengøring. Vatikanet var gennemsyret af tidløse ritualer, og der var også noget rituelt i rengøringen af baldakinen. Ifølge en regel opstillet af Moretti selv hed det sig, at han altid var den første, der besteg stilladset, når det var blevet rejst. De folk, der havde set udsigten oppe fra toppen, kunne tælles på en hånd – og som chef for kirkens sampietrini forbeholdt han sig det privilegium at skue det først. Moretti klatrede op på højde med spidsen af den første søjle, og efter at have fæstnet sin sikkerhedsline kravlede han lige så stille op ad den skrå baldakin. Helt oppe i toppen af baldakinen var der en kugle hvilende på fire stivere og kronet af et kors. Her var romerkirkens allerhelligste sted, hvor den lodrette akse gik direkte fra kuplens centrum ned i Sankt Peters grav. Det repræsenterede selve ideen, hvorpå foretagendet hvilede. Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke. Da de første svage lysstråler oplyste basilikaens indre, kunne Moretti, pavernes tro tjener, næsten mærke Guds finger prikke ham på skulderen. Som sædvanlig mistede han fuldstændigt tidsfornemmelsen. Senere, da han blev forhørt af Vatikanpolitiet, viste han sig ude af stand til at genkalde sig, nøjagtigt hvor længe han havde befundet sig oppe på baldakinens top, inden han så genstanden første gang. Fra Morettis ophøjede perspektiv lignede det en fugl med en kvæstet vinge. Han gik ud fra, at det var noget helt uskyldigt, en presenning efterladt af en anden sampietrino eller måske et tørklæde tabt af en turist. De glemte uafladeligt deres ejendele, tænkte Moretti, herunder ting, der slet ikke havde noget at gøre i en kirke. Uanset hvad det var, måtte det efterforskes, og nu hvor fortryllelsen var brudt, manøvrerede han sig forsigtigt omkring og påbegyndte den lange nedstigning til gulvet. Han begav sig hen over tværskibet, men efter få skridt gik det op for ham, at genstanden bestemt ikke var hverken et glemt tørklæde eller en presenning. Da han bevægede sig nærmere, kunne han se det indtørrede blod på den hellige basilikas marmorgulv og øjnene, der stirrede op i kuplen uden at se noget, ligesom de fire hundrede statuer. „Kære Gud i himlen,“ hviskede han, mens han styrtede ned gennem kirkeskibet. „Forbarm dig over hendes stakkels sjæl.“

15

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 15

29-01-2013 14:51:23


Offentligheden fik ikke det store kendskab til begivenhederne, der fulgte umiddelbart efter Niccolò Morettis opdagelse, for de fandt sted efter Vatikanets strikseste traditioner om total hemmeligholdelse og med en antydning af jesuitisk lavsindet snuhed. Ingen uden for murene ville for eksempel få at vide, at den første person, Moretti opsøgte, var basilikaens kardinalpræst, en krævende tysker fra Køln med en veludviklet selvopholdelsesdrift. Kardinalen havde levet længe nok til at vide, hvornår der var problemer i farvandet, hvilket forklarede, hvorfor han undlod at melde hændelsen til politiet, men i stedet valgte at tilkalde lovens sande vogter inden for Vatikanet. Følgelig kom Niccolò Moretti fem minutter senere til at bevidne et ekstraordinært optrin – han så Hans Hellighed Pave Paul VII’s privatsekretær gennemrode en død kvindes lommer på basilikaens gulv. Monsignore Donati fjernede en enkelt genstand, og så styrede han sine skridt mod Pavepaladset. Da han var nået frem til sit kontor, havde han lagt sig fast på en handlingsplan. Der måtte nødvendigvis foretages to efterforskninger, fastslog han, en beregnet for offentlighedens blik, en anden for hans eget. Og hvis den private efterforskning skulle krones med held, måtte den gennemføres af en person, som man kunne stole på, og som var diskret. Ikke overraskende valgte monsignore Donati en mand meget lig sig selv som efterforsker. En falden engel i sort. En synder i helgenernes by.

2 Piazza di Spagna, Rom Konservatoren klædte sig lydløst på i mørke for ikke at vække kvinden. Sådan som hun lå nu med sit uglede kastanjebrune hår og den brede mund, mindede hun ham om modellen på Modiglianis Rødt nøgenstudie. Han placerede en ladt Beretta-pistol ved siden af hende på sengen. Så trak han lidt i dynen, hvorved han blottede hendes fyldige, smukt rundede bryster, og mesterværket var fuldkomment.

16

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 16

29-01-2013 14:51:23


Et sted i det fjerne ringede en kirkeklokke. En hånd steg op fra sengetøjet, varm og søvnrynket, og trak konservatoren ned. Kvinden kyssede ham, som altid med lukkede øjne. Hendes hår duftede af vanilje. På læberne var der det svageste spor af vinen, hun havde drukket aftenen forinden i en restaurant på Aventinerhøjen. Kvinden slap ham, mumlede et eller andet uforståeligt og forsvandt ind i søvnen igen. Konservatoren dækkede hende til. Så stak han en anden Beretta ned i linningen på de falmede cowboybukser og smuttede ud af lejligheden. Dernede skinnede Via Gregorianas fortove i dæmringslyset som et nyferniseret maleri. Konservatoren blev stående i døråbningen et lille øjeblik, mens han lod, som om han tjekkede mobiltelefonen. Det tog ham kun et par sekunder at spotte manden, der holdt øje med ham fra sin plads bag rattet i en parkeret Lancia. Han vinkede venskabeligt til manden, den ultimative professionelle fornærmelse, og begav sig i retning af kirken S. Trinità dei Monti. Oppe på toppen af Den Spanske Trappe stod en gammel gattara og kastede madrester ned til de mange magre romerske katte, der myldrede rundt om hendes fødder. Hun var iført en luvslidt overfrakke og hovedtørklæde og så vagtsomt på konservatoren, da han gik ned mod pladsen. Han var under gennemsnitshøjde – 1,72 måske, ikke mere – og havde en cykelrytters senede krop. Ansigtet var langt og smalt omkring hagen med brede kindben og en slank næse, der så ud, som den var udskåret i træ. Øjnene havde en unaturlig grøn farve; håret var mørkt og gråt ved tindingerne. Det var et ansigt, der kunne stamme alle mulige steder fra, og dets indehaver havde et sprogtalent, hvormed han forstod at udnytte dette. I løbet af en lang karriere havde han arbejdet i Italien og andre steder under talrige dæknavne og nationaliteter. De italienske sikkerhedstjenester, der var vel bekendt med hans tidligere bedrifter, havde forsøgt at forhindre ham i at komme ind i landet, men havde givet sig efter pavedømmets diskrete mellemkomst. Af årsager, der aldrig var blevet offentliggjort, havde konservatoren været til stede i Vatikanet adskillige år tidligere, da det blev angrebet af islamistiske terrorister. Over syv hundrede mennesker var blevet dræbt denne dag, herunder fire kardinaler og otte af kuriens biskopper. Den Hellige Fader selv var blevet lettere såret. Han kunne meget vel have været blandt de døde, hvis ikke konservatoren havde skærmet ham mod et skulderaffyret missil og derefter båret ham i sikkerhed.

17

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 17

29-01-2013 14:51:23


Italienerne havde stillet to betingelser for konservatorens tilbagevenden – at han opholdt sig i landet under sit rigtige navn, og at han fandt sig i at blive skygget fra tid til anden. Det første accepterede han med en vis lettelse, for efter en menneskealder på den hemmelige krigsskueplads var han opsat på at skille sig af med sine mange aliasser og påbegynde noget, der mindede om en normal tilværelse. Den anden betingelse havde imidlertid vist sig at være mere tyngende. Opgaven med at skygge ham gik uvægerligt til unge rekrutter. I begyndelsen havde konservatoren reageret med lettere professionel krænkelse, indtil det gik op for ham, at han blev brugt som genstand for en daglig master class i gadeovervågningsteknikker. Han imødekom sine elever ved af og til at ryste dem af sig, men holdt altid nogle af sine bedre træk i baghånden, i tilfælde af at han pludselig skulle befinde sig i omstændigheder, der krævede, at han slap ud af det italienske net. Og sådan gik det til, at han blev skygget af ikke færre end tre aspiranter med varierende færdigheder fra den italienske sikkerhedstjeneste, da han begav sig gennem Roms fredelige gader. Hans rute præsenterede dem ikke for mange udfordringer og slet ingen overraskelser. Den førte ham vestpå gennem byens gamle bycentrum og endte som sædvanlig ved St. Annes Port, Vatikanets officielle indgang. Fordi den i teknisk forstand var en international grænse, havde hans skygger intet andet valg end at overlade konservatoren til Schweizergarden, som gav ham adgang med kun et flygtigt blik på hans akkreditiver. Konservatoren tog afsked med sine skygger ved at lette lidt på sin flade kasket, og så begyndte han at gå hen ad Via Belvedere, forbi den honningfarvede St. Annes Kirke, Vatikantrykkeriet samt Vatikanbankens hovedkvarter. Ved hovedpostkontoret drejede han til højre og gik gennem en række gårde, indtil han kom til en umærket dør. Bag den befandt der sig en lillebitte forhal, hvor en af Vatikanets gendarmer sad i et glasbur. „Hvor er den sædvanlige vagthavende?“ spurgte konservatoren på et rivende italiensk. „Lazio spillede mod Milan i går aftes,“ sagde gendarmen med et apatisk skuldertræk. Han kørte konservatorens id-kort gennem magnetkortmaskinen og tilkendegav, at han skulle gå gennem metaldetektoren. Da apparatet ud-

18

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 18

29-01-2013 14:51:23


sendte et skingert bip, stoppede konservatoren op og nikkede træt hen mod gendarmens computer. På skærmen, ved siden af konservatorens usmilende portræt, var der en særlig notits skrevet af chefen for Vatikanets sikkerhedskontor. Gendarmen læste den to gange for at være sikker på, at han forstod den korrekt, og da han så kiggede op, opdagede han, at han stirrede direkte ind i konservatorens usædvanligt grønne øjne. Et eller andet ved hans rolige udtryk – og antydningen af et drillende smil – fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på den vagthavende. Han nikkede hen mod det næste hold døre og holdt blikket stift rettet mod dem, mens konservatoren gik gennem dem uden en lyd. Rygterne talte altså sandt, tænkte gendarmen. Gabriel Allon, den navnkundige konservator af gamle mestre, pensioneret israelsk spion og snigmorder, samt Den Hellige Faders redningsmand, var vendt tilbage til Vatikanet. Med et enkelt tastetryk slettede gendarmen filen fra skærmen. Så gjorde han korsets tegn og bad for første gang i mange år bønnen om tilgivelse for sine synder. Det var et underligt valg, tænkte han, for den eneste synd, han havde gjort sig skyldig i, var nysgerrighed. Men det kunne vel også tilgives. Det var trods alt ikke hver dag, at en ydmyg politimand i Vatikanet fik chancen for at stå ansigt til ansigt med en legende. Lysstoflamperne, der var dæmpet til natbelysning, summede svagt, da Gabriel trådte ind i Vatikanets store konservatorlaboratorium. Som sædvanlig var han den første, der ankom. Han lukkede døren og ventede på den beroligende lyd fra den automatiske lås, og så gik han langs en række opbevaringsskabe ned mod det sorte forhæng fra loft til gulv i lokalets fjerneste ende. Et lille skilt forkyndte, at adgang til området bag forhænget var strengt forbudt. Da Gabriel var smuttet gennem åbningen, gik han med det samme hen til rullebordet og tjekkede omhyggeligt placeringen af sine materialer. Beholderne med pigment og bindemiddel befandt sig nøjagtigt der, hvor han havde stillet dem. Det samme gjorde hans Winsor & Newton serie 7-zobelpensler, herunder den med den afslørende azurblå plet nær spidsen, som han altid lod stå i en vinkel på præcis tredive grader i forhold til de andre. Dette tydede på, at rengøringspersonalet endnu en gang havde modstået fristelsen til at trænge ind på hans arbejdsområde. Han tvivlede på, at hans kolleger

19

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 19

29-01-2013 14:51:23


havde udvist en tilsvarende tilbageholdenhed. Han havde det faktisk fra pålidelige kilder, at hans lille afskærmede enklave havde erstattet espresso­maskinen i personalestuen som det mest populære samlingspunkt for museets stab. Han tog læderjakken af og tændte et par halogenstanderlamper. Nedtagelsen fra korset, almindeligvis anset for at være Caravaggios fineste maleri, glødede under det intense hvide lys. Gabriel stod helt ubevægeligt foran det enorme lærred i adskillige minutter med hånden presset mod hagen og hovedet på skrå, mens han holdt blikket stift rettet mod det uafrystelige billede. Den muskuløse og barfodede Nikodemus stirrede direkte tilbage, mens han varsomt sænkede Kristi blege, livløse legeme ned mod stenpladen, hvor det skulle gøres klar til gravlægningen. Ved siden af Nikodemus stod evangelisten Johannes, som i sit desperate ønske om at berøre sin elskede lærer en sidste gang havde åbnet såret i Frelserens side. Tavse stod Jomfru Maria og Maria Magdalene og overvågede dem med bøjede hoveder, mens Maria, Klopas’ hustru, sorgfuldt strakte armene mod himlen. Det var et værk, der rummede såvel umådelig sorg som ømhed, og det blev endnu mere iøjnefaldende ved Caravaggios revolutionerende anvendelse af lys. Selv Gabriel, som havde bakset med maleriet i ugevis, følte det altid, som om han trængte sig på i et hjerteskærende øjebliks privat hjertekval. Maleriet var blevet mørkere med tiden, især ude i venstre side af lærredet, hvor indgangen til graven engang havde været tydelig at se. Der var visse personer i den italienske kunstverden – herunder Giacomo Benedetti, den kendte Caravaggisto fra Instituto Centrale per il Restauro – som satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt graven burde føres tilbage til fordums pragt. Benedetti havde følt sig tvunget til at dele sine holdninger med en journalist fra La Repubblica, fordi den konservator, som var blevet valgt til projektet, af uforklarlige grunde havde undladt at søge råd hos ham, inden han påbegyndte arbejdet. Hvad mere var, så var Benedetti nedslået over, at museet havde afslået at offentliggøre konservatorens identitet. I mange dage havde avisen været fuld af de velkendte opfordringer til Vatikanet om at bryde tavsheden. Hvordan var det muligt, rasede de, at man kunne betro en af nationens skatte som Nedtagelsen fra korset til en mand uden et navn? Postyret lagde sig omsider, da Antonio Calvesi, Vatikanets chefkonservator, tilkendegav,

20

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 20

29-01-2013 14:51:23


at omtalte mand havde upåklagelige akkreditiver herunder to mesterlige restaureringer for pavedømmet – Renis Skt. Peters korsfæstelse og Poussins Den hellige Erasmus’ martyrdød. Calvesi undlod at nævne, at begge projekter, udført i en fjerntliggende umbrisk villa, var blevet forsinket på grund af operationer, som konservatoren havde udført for staten Israels hemmelige efterretningstjeneste. Gabriel havde håbet også at kunne restaurere Caravaggioen i tilbage­ trukkenhed, men Calvesis dekret om, at maleriet på intet tidspunkt måtte forlade Vatikanet, havde ikke givet ham andet valg end at arbejde inde i laboratoriet omgivet af den faste stab. Han var genstand for intens nysgerrighed, men det var kun, hvad man kunne forvente. I mange år havde de troet, at han var en usædvanlig talentfuld omend temperamentsfuld konservator ved navn Mario Delvecchio, kun for at måtte sande, at han var noget ganske andet. Men hvis de følte sig ført bag lyset, så tilkendegav de det ikke med et ord. I det store og hele behandlede de ham faktisk med en ømhed, som falder naturligt for dem, som holder af beskadigede genstande. De var stilfærdige i hans nærhed, ekstremt opmærksomme på hans åbenbare behov for uforstyrrethed og passede meget på ikke at se ham for længe ind i øjnene, som om de frygtede, hvad de ville finde derinde. Ved de sjældne lejligheder, hvor de henvendte sig til ham, var det hovedsageligt med en venlig bemærkning eller et par ord om kunst. Og når snakken faldt på Mellemøsten, dæmpede de respektfuldt deres kritik af hans fødeland. Kun Enrico Bacci, som havde arbejdet hårdt for at få Caravaggio-restaureringen, gjorde indsigelse mod Gabriels tilstedeværelse af moralske grunde. Han omtalte det sorte forhæng som ‘Sikkerhedsmuren’ og satte en Befri Palæstina-plakat op på væggen i sit lillebitte kontor. Gabriel hældte et lille dryp Mowolith 20-bindemiddel på paletten, tilføjede nogle få korn tørpigment og fortyndede blandingen med Arcosolve, indtil den fik den ønskelige konsistens og styrke. Så tog han et forstørrelsesvisir på og rettede blikket mod Kristi højre hånd. Den hang ned ligesom på Michelangelos Pietà med fingrene pegende allegorisk mod gravstenen. I adskillige dage havde Gabriel været i gang med at reparere en række afskrabninger på knoerne. Han var ikke den første kunstner, der havde kæmpet med kompositionen; Caravaggio selv havde malet fem andre versioner, inden han omsider færdiggjorde maleriet

21

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 21

29-01-2013 14:51:24


i 1604. I modsætning til sin tidligere bestillingsopgave – en skildring af Jomfru Marias død, der var så kontroversiel, at den endte med at blive fjernet fra Santa Maria della Scala  – blev Nedtagelsen fra korset øjeblikkeligt udråbt som et mesterværk, og dets ry bredte sig hastigt gennem Europa. I 1797 udøvede maleriet sin fascination på Napoleon Bonaparte, en af historiens største kunst- og antikvitetstyve, og det blev transporteret over Alperne til Paris. Her forblev det til 1817, hvor det blev overdraget i pavedømmets varetægt og ophængt i Vatikanet. I adskillige timer havde Gabriel laboratoriet for sig selv. Men på det meget romerske tidspunkt klokken ti hørte han klikket fra den automatiske dørlås efterfulgt af Enrico Baccis luntetrav. Derefter kom Donatella Ricci, en ekspert i den tidlige renæssance, som hviskede beroligende til de billeder, der var i hendes varetægt. Så var det Tommaso Antonelli, en af stjernerne fra restaureringen af Det Sixtinske Kapel, som altid listede rundt på rågummisåler som en bedre indbrudstyv. Klokken halv elleve hørte Gabriel omsider den karakteristiske lyd af Antonio Calvesis håndsyede sko hen over linoleumsgulvet. Et par sekunder efter kom Calvesi snurrende ind gennem det sorte forhæng som en tyrefægter. Med den flagrende pandelok og det evindeligt løsnede slips lignede han en mand, der var ved at komme for sent til en aftale, han ikke var ivrig efter at holde. Han satte sig på en høj taburet og bed tankefuldt på brillestangen, mens han tog Gabriels arbejde i øjesyn. „Ikke dårligt,“ sagde Calvesi med oprigtig beundring. „Har du lavet det helt selv, eller kom Caravaggio forbi for i egen person at tage sig af undermalingen?“ „Jeg bad om hans hjælp,“ svarede Gabriel, „men han havde ikke tid.“ „Er det sandt? Hvor var han?“ „I fængsel igen i Tor di Nona. Han havde øjensynlig strejfet rundt på Marsmarken med et sværd.“ „Igen?“ Calvesi lænede sig længere frem mod lærredet. „Hvis jeg var dig, ville jeg overveje at gøre noget ved de krakelerede streger langs pege­ fingeren.“ Gabriel slog forstørrelsesvisiret op og tilbød Calvesi paletten. Italieneren reagerede med et forsonligt smil. Han var selv en talentfuld konservator – de to mænd havde faktisk været rivaler i deres unge dage –

22

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 22

29-01-2013 14:51:24


men det var mange år siden, han havde sat penslen til lærredet. Nu om dage brugte Calvesi det meste af tiden på at opstøve penge. Trods alle sine rigdomme var Vatikanet afhængig af udefrakommende gavmild hjælp til at tage sig af dets usædvanlige samling af kunst og antikviteter. Gabriels usle vederlag var en brøkdel af det, han tjente på en privat restaureringsopgave. Det var imidlertid en lille pris at betale for den enestående chance for at rense et maleri som Nedtagelsen. „Er der mon nogen chance for, at du kan blive færdig med det inden for den nærmeste fremtid?“ spurgte Calvesi. „Jeg kunne godt tænke mig at have det tilbage på museet i den stille uge.“ „Hvornår falder den i år?“ „Det vil jeg lade, som om jeg ikke hørte.“ Calvesi fingererede fraværende ved tingene på Gabriels rullebord. „Er der noget, der bekymrer dig, Antonio?“ „En af vores mest betydningsfulde mæcener kommer forbi museet i morgen. En amerikaner. Meget dybe lommer. Den slags lommer, der holder gang i det her sted.“ „Og?“ „Han har bedt om at måtte se Caravaggioen. Ja, han spekulerede faktisk på, om en eller anden ville være villig til at give ham en kort gennemgang af restaureringen.“ „Har du nu sniffet acetone igen, Antonio?“ „Vil du i det mindste ikke lade ham se det?“ „Nej.“ „Hvorfor ikke?“ Gabriel stirrede tavst på maleriet et øjeblik. „Fordi det ikke ville være fair over for ham,“ sagde han omsider. „Mæcenen?“ „Caravaggio. Restaurering formodes at være vores lille hemmelighed, Antonio. Vores opgave er at komme og gå uden at efterlade os spor. Og det bør gøres i uforstyrrethed.“ „Hvad hvis jeg får Caravaggios tilladelse?“ „Bare du ikke spørger ham, mens han har et sværd i hånden.“ Gabriel sænkede forstørrelsesvisiret og genoptog arbejdet. „Ved du hvad, Gabriel, du er fuldstændig ligesom ham. Stædig, indbildsk og alt for talentfuld til, at det er sundt.“

23

Silva - Den faldne engel (638-2680-8) - 324 sider - IB.indb 23

29-01-2013 14:51:24

LÆSEPRØVE_Den faldne engel af Daniel Silva  

"Den faldne engle" af Daniel Silva

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you