Page 1


6


DR E NG E N E


JESSIC A SHIEFAUER

Drengene på dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

høst & søn


Drengene er oversat fra svensk oplag af Louise Ardenfelt Ravnild efter Pojkarna Copyright © 2011 Jessica Schiefauer First published by Bonnier Carlsen Bokförlag, Sweden Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden Denne udgave: © Høst & Søn/rosinan te  &  co , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Sofie Scheutz Design Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3509-1 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Bogen har fået oversættelsesstøtte fra Nordisk Ministerråd.

Høst & Søn er et forlag i rosinan te  &  co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Den egentlige opdagelsesrejse går ikke ud på at søge nye udsigter, men at se med nye øjne. – m arce l

p r o us t


jeg h a r en historie at fortælle, men min historie er ikke for alle og enhver. Det er en fortælling for den, der gerne vil se – der tør sætte et forstørrelsesglas op til øjet og iagttage det forunderlige. Hvis du er blind for den slags, er det ikke en historie for dig, men hvis du har åbne øjne, skal du høre godt efter. Den begynder i en lysning en forårsaften, hvor granernes stammer gløder rødt. Himlen er skumringsblå, skoven musestille, og gennem de tynde ruder i det gamle hus lyder en skinger, insisterende ringetone.

7


8


9


jeg bl iv er stå ende og lytter undrende til ekkoet af den pludselige lyd. Husets telefon er et umælende bæst på et bord, en gammeldags, sort tingest, der ikke har givet lyd fra sig, al den tid jeg har boet her. Men nu kimer den igen og igen, hæst som en gammel hund. Jeg smider ukrudtet fra mig, går tøvende hen mod huset og lægger hånden på dørhåndtaget. Døren glider op, jeg bevæger mig hen over trægulvet, skovens aftenduft følger mig ind. Mine jordfugtige fingre lukker sig om det klodsede telefonrør, jeg mærker ringetonerne som en summen i håndfladen. Langsomt løfter jeg røret. Spidser ører. Mine åndedrag suser afslørende ned i mikrofonen. »Kim? Er det dig?« Stemmen er ældet, men jeg genkender den straks og griber om røret med begge hænder, knuger det med mine snavsede fingre. Hvis ikke mine stemmebånd var helt rustne af tavshed, ville jeg skrige, af nervøsitet og af glæde. Da jeg åbner munden, slipper ordene kun med nød og næppe ud: »Ja. Det er mig.« »Endelig. Jeg har ledt og ledt!« Jeg lukker øjnene. Hendes ansigt toner frem – et af hendes ansigter: fjortenårigt og fregnet med små, røde 10


pletter på kinderne. Jeg er tør i munden, samler spyt og prøver at komme på noget at sige, men finder ikke andet end: »Det er længe siden.« Hun ler. »Ja, det er. Det er det virkelig.«

11


bel l a – pigen, som gik indad på fødderne og nemt kom til at stamme og rødme og miste mælet i skolen. Bella, som plantede et skud i den sorte muld og gav mig et liv. Vi boede i samme rækkehuskvarter, jeg kunne se hende fra mit vindue. Hvis jeg lukker øjnene, toner mindet knivskarpt frem: Bella og legene og glashuset som et lille slot bag havens hæk. Bella dyrkede blomster. Hun havde sit eget drivhus – ikke et lille ét til børn, men et rigtigt, stort drivhus. Hun passede det hele selv, både drivhuset og rækkehusets have. Hjemme hos Bella var der ingen forældre, der lavede mad eller gjorde rent, ingen svarede på indkaldelser til forældremøder eller indbydelser til julearrangementer og skoleafslutninger. Der var en far, som tog stærke piller og tilbragte dagene i konstant dvale. En mor var der ikke. Til andre sagde Bella, at hendes mor var død under fødslen. Til mig sagde hun ikke spor, men der gik selvfølgelig historier, hvisken og tisken smøg sig rundt om husene og sivede ind til vores barneører, selvom det ikke var meningen, at vi skulle høre det. På psykiatrisk, sagde hviskestemmerne, løbet væk med en anden kvinde, sagde tiskestemmerne. Men ingen vidste det med sikkerhed. 12


Bellas mormor havde foræret hende drivhuset. Jeg husker hende svagt, hun var rødhåret ligesom Bella, og når hun smilede, lyste hendes tandkød rødt mod den hvide hud. Hun kom med alle sine pakkenelliker, da Bella var helt lille, flyttede ind i et af rækkehusets tomme værelser, gravede en jordlod op i den forsømte have og gav sig til at dyrke den. Så snart Bella var gammel nok, viste hendes mormor hende, hvordan man plantede frø i jorden, hvordan man lugede og tyndede ud. Men en dag var mormoderen også forsvundet. Hendes ting var væk – i værelset, hvor hun havde boet, var der ikke andet end et efterladt lommespejl og et langt, rødt hårstrå, der viklede sig om Bellas finger, da hun samlede det op. Men på grunden stod et nyopført drivhus med blyindfattede ruder, der glimtede i solskinnet, og fra den dag tilbragte Bella hver en ledig stund derinde. Hendes begejstring var ukuelig, intet i planternes verden var for ubetydeligt til at blive undersøgt. Hun passede blomsterne upåklageligt, beskar og gødede dem, så deres farver og former kunne lyse og vokse. Ingen steder i hele kvarteret var der en mere farvestrålende havelod end hendes.

13


jeg stå r med telefonrøret i hånden og retter blikket mod skumringen udenfor. Lader den aftenblå tåge udviske erindringsbillederne. »Hvad ringer du for?« Bella ånder ud, luften bliver til en buldren i røret. »For at få dig til at komme.« Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg bider mig i læben, min stemme bliver knap mere end en hvisken. »Jeg ved ikke rigtig.« Bella er tavs et øjeblik. Så siger hun stille: »Det er du nødt til, Kim. Du skylder os det. Momo er allerede på vej.« Så lægger hun på. Det siger dut i røret, og jeg bliver stående med det i hånden. Tomheden suser i mit øre. Jeg vil have mere af Bellas stemme, som var der lige før, men nu er der ikke længere noget.

14


momos h å r va r et stort, mørkebrunt brus, hun var rank i ryggen og nysgerrig i blikket, og en dag stod hun foran os på rækkehuskvarterets asfalterede gangsti. Hun spurgte om noget, og vi svarede noget, og siden var vi uadskillelige. Hun var et energibundt, tog med mig på basarer og til loppemarkeder i udkanten af byen, gav mig spøjse hatte på og hængte hæslige sjaler om min hals, mens hun sagde: »Køb dem!«, og jeg lo og sagde: »Næh, aldrig i livet.« Så lo Momo og købte dem selv, uanset hvor hæslige de var. Hun var et kunstnerbarn, opvokset i et stort hus på landet, som bugnede af kreativitet. Da de flyttede ind i vores kvarter, begyndte snakken hurtigt at gå. Hendes familie mindede ikke om nogen anden, vi før havde set. I stuen havde moderen sit atelier, og ovenpå sad faderen med sine ting. Han var arkitekt, og hun var syerske – de tog arbejde, når de var nødt til det, men for det meste sad de som forheksede over deres materialer. Faderen lavede landskaber og figurer af ler, gips, latex og papmaché. Moderen samlede på stof og ting, som hun forvandlede til kreationer, man somme tider kunne gå med, somme tider ikke. Og midt i det hele opfostrede de en datter. Hun var døbt Monica, men for os blev hun til Momo. Momo mestrede kunsten at observere og notere sig 15


ting. Alt, der blev frembragt i forældrenes hus, gjorde hun til sit. I hendes hænder blev alle materialer formbare, der var intet, hun ikke kunne ælte, mejsle, klippe, folde eller rimpe sammen af dem. Evig og altid havde hun gang i et eller andet projekt. Hendes øjne strålede, når hun førte stoffet ind mellem de sylespidse symaskinenåle, og indimellem røg hendes stemme op i falset af bar iver efter at fortælle om, hvordan det ville se ud, når det blev færdigt.

16


det for å r f y l dte vi fjorten, Bella, Momo og jeg. Vi holdt os for os selv. Om vinteren var vi som regel på Momos værelse, men da det blev varmere i vejret, sad vi i Bellas have, eller inde i drivhuset, hvis det regnede. Vi lyttede til insekterne og regnen, iagttog de fugtige dråber tørre ind på kronbladene, når solen brød frem. Vi betragtede nysgerrigt svirrefluerne, der parrede sig i præstekraverne; en sælsom og ret voldsom dans, der fik de tynde kronblade til at dirre. Når det var tørt i vejret, vandede vi hver aften. Bella fyldte den grønne vandkande ovre ved huset, og vi hjalp hinanden med at bære den over græsplænen. Hun bad os aldrig om at hjælpe, men forhindrede os heller ikke i det, viste os bare i tavshed, hvordan vi skulle gøre. Hun kendte blomsternes navne og sorter, men fortalte sjældent om det, og jeg spurgte ikke – det var ikke vigtigt for mig. Hendes bede gnistrede som fyrværkeri, og ligesom fyrværkeri tog de sig bedst ud om natten, når gadelygterne spredte deres bløde, gule lys over kvarteret. Man skulle måske tro, at de fløjlsbløde blade ville lukke sig i mørket, men det gjorde de ikke. De åbnede sig på vid gab for natten, skreg til stjernerne: Her – her er jeg! Se på mig! 17


Natten er sort, MEN JEG ER I FARVER! Midt i al denne gnistren levede vi, og det fik mig til at glemme, at jeg var Kim, at jeg havde en krop, der voksede og var ved at sprænges. Drivhuset var en frizone, et tilflugtssted, hvor der gjaldt andre love. Skoledagene og gangene og mine forældres hus – det hele forsvandt, når jeg trådte ind ad glasdøren. Selv Bella blev en anden derinde. Hendes blik var roligt og knivskarpt, bevægelserne nøjagtige og selvsikre. I skolen var hun en ret buttet pige med rødt hår og fregner, en pige, der så vidt muligt helst sad stille og usynlig. Og jeg, jeg var en tynd, jammerlig starut med stankelben og for stort hoved. Min hud slog ud i eksem, så snart den kom i kontakt med noget fremmed. Jeg kunne ikke tåle stærk sommersol eller kold vintervind, og jeg kunne hverken spise røde tomater eller gyldengule appelsiner. De gav mig svidende udslæt om munden og næseborene, så jeg måtte smøre ildelugtende salve på i flere dage. Min pigehud foretrak knastør luft og tapetserede vægge, lysstofrørslys og laminat og klorrenset vand. Jeg hadede det. Min krop sad på mig som noget fremmed, en gummidragt, der klæbede og kløede, men uanset hvor meget jeg rev og kradsede, blev den siddende, hvor den sad. Om natten kunne jeg drømme, at min krop faldt af mig. Det var såre simpelt – pludselig fandt jeg en lynlås i huden. Somme tider sad den langs inderlåret, somme tider over maven, ned ad ryggen eller mellem benene. Jeg åbnede den, kunne mærke luften sive ind til min rigtige hud indenunder, ligesom når et vakuum brydes. Og jeg skræl18


lede skindet af, trådte ud af det som et snavset stykke tøj og mærkede det kølige gulv mod mine nye fodsåler. Men når jeg gik over mod spejlet for at se, hvordan jeg i virkeligheden så ud, vågnede jeg altid, før jeg nåede helt derhen. Jeg fortalte Bella om drømmen, engang hun var i færd med at luge ud i det røde bed. Jeg sad på hug ved siden af og rakte hende planteskovlen og den lille rive, mens jeg fortalte, nøjagtig hvordan det føltes, hvordan huden gik løs og faldt af mig. Bella havde jordpletter i ansigtet, et lille græsstrå hang ved hårgrænsen, og hendes øjne var gravalvorlige, mens hun lyttede. Hun sagde ingenting, men jeg vidste, at hun forstod. Ja, det forår fyldte vi fjorten, og vi gemte os i drivhuset for at slippe for at blive voksne. Vi holdt os fra vores jævnaldrende, var meget forsigtige med at lytte til hormonernes sang i blodet, for vi havde på fornemmelsen, at de når som helst kunne overmande os, uden vores samtykke. Vi vidste, hvad vi havde i vente: En morgen ville vi ganske enkelt bare stå ud af sengen og vide, at vi var nødt til at droppe barnelegene. Vi ville se os omkring, observere, hvordan andre gjorde, og så gøre dem det efter. Lære at drikke, ryge, kysse. Lære at finde os i, at drengene ragede på os. Vi skulle bare gå ligeud, sætte den ene fod foran den anden, indtil musklerne i anklerne var hærdede nok til ikke at vride om på de tynde hæle. Vi ville ikke, Bella, Momo og jeg. Vi nægtede! Det vred og vendte sig i vores kroppe, vi mærkede rastløsheden krible i os. Vi gik som store, irriterede dyr 19


gennem vores forældres hus, skreg efter noget, der kunne dæmpe de mærkværdige dønninger, men hvor vi end kiggede hen, fandt vi kun de på forhånd fastlagte kvindeskabeloner. Vi kneb munden sammen og lukkede øjnene i, nægtede at acceptere det uomgængelige. Det var et instinkt, en glødende gnist i brystet: Der måtte ske hvad som helst med os, bare ikke det. Så vi søgte tilflugt i drivhuset, vendte blikket fra verden, søgte trøst i jorden og blomsterne og insekterne.

20

Jessica Schiefauer - Drengene - (Læseprøve)  
Jessica Schiefauer - Drengene - (Læseprøve)  

Drengene handler om de tre veninder, Bella, Momo og Kim. Pigerne holder sig for sig selv - gerne i Bellas drivhus. Drivhuset er pigernes fri...