Page 1


SANDRA SCHWARTZ

Sort Lucia

HØST & SØN

Høst & Søn

3


Sort Lucia © Sandra Schwartz og Høst & Søn /rosinante & co, København 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4782-7 Printed in Latvia 2017

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix: 23

sandraschwartz.dk

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


1

Der er hedt i klasselokalet, også selv om døren til gangen står åben. Tror, det er kommet bag på skolens pedel, at 1. december har vist sig fra sin varme side. Menuen står på 14 grader i dag. Tilsat regn og rusk for ekstra røvet smag. Jeg er ligeglad, jeg hader december. Det er den værste måned. Når andre tæller ned til jul, tæller jeg ned til katastrofe. Og jeg behøver ikke engang at vente til den 24. I morgen indtræffer den første katastrofe, og resten­af december bliver det kun værre. Det er lige­ som at hoppe på et tog uden fører. Når det først er sat i gang, og dets katastrofekurs går op for en, er det for sent. Sporet ender på et tidspunkt, mit ender den 13. december på luciadag, som er min fødselsdag. Og som jeg selvfølgelig er opkaldt efter. HA! Lucia! Det er en joke. Men ikke en af de der harmløse fra Americas funniest homevideos, hvor alle tænker, pyha, det var på et hængende hår, det kunne 5


være gået virkelig galt. Nej, det er nærmere, oh shit, den var værre, godt det ikke er mig! Jeg bringer ikke lys, jeg bringer død. Og ikke engang min egen og slet ikke for nogen nobel sag, så jeg er på alle måder en hån mod min helgeninde af en navnesøster. Så hvis regn og rusk kan holde folks julestemning på et minimum, er det helt fint med mig. Jeg knipser min kuglepen fra mig og ser op mod det store ur på væggen. Heldigvis er der et kvarter til pause og så kun en lektion til frihed. Vi har haft biologi, matematik og dansk, og selv om jeg klarer mig godt i alle tre fag, betyder det ikke, at jeg kan lide dem. Skolen er noget, der skal overstås. Eneste tålelige fag er engelsk. Som vi har nu. Lis, vores engelsklærer, er ved at dele rettede stile og pebernødder ud. Det sidste på grund af, ta daaa, december. Et faux pas af de større, og jeg kan ellers godt lide hende. Som en af de eneste lærere på skolen printer hun stadig vores stile ud og skriver sirlige kommentarer og karakter med ring om i margenen. Og hun er lige så streng og stram og no bullshit­agtig som hendes grå knold. Hun er nået til Lærke og Victorias bord, der er lige foran mit og Ghitas. Selv om jeg prøver ikke at lytte til, hvad hun siger, kan jeg ikke lade være. 6


»Excellent, miss Victoria,« siger hun, hvilket ikke kommer bag på mig. Ligesom mig har Victoria altid været dygtig. Hendes ord til Lærke derimod er mere interessante. Lærke vil nemlig rigtig gerne brillere i engelsk, og jeg må give hende, hun er en virkelig god faker. Attituden og den mumlende og hurtige udtale virker ret overbevisende. Det snyder ofte Lis, som hører pænt dårligt. Men stil er sværere at fake, og alle i klassen har for længst fundet ud af, at hun har en næse for snyd på nettet. »Very good work, miss Lærke!« siger Lis dog til min overraskelse og vil række stilen til hende. Hun når dog knap nok at hæve armen, før Lærke flår dokumentet til sig. »Er du spændt?« hvisker Ghita ved siden af mig og er selv tydeligt spændt, for hun sidder irriterende uroligt på stolen ved siden af. Jeg har lyst til at bede hende om at styre sine spasmer. I stedet ryster jeg på hovedet. Hun er trods alt det tætteste, jeg har på en veninde. »Slet ikke?« Hun ser på mig, som om jeg er en alien, og stryger sit musefarvede klisterhår i en sirlig bevægelse om bag ørerne. »Nope,« svarer jeg uden at blinke. For måske er det faktisk lige nøjagtig, hvad jeg er. En freak fra det 7


ydre rum. Jeg føler mig i hvert fald for det meste som en. Ghita ruller med sine store, brune øjne, og jeg griber mig selv i at tænke, at hvis jeg er en alien, så er hun en forvokset gnaver. Lis kommer hen til vores bord. Hun rækker mig min stil med neutral mine og drejer sig så mod Ghita. »Nice work, miss Ghita.« Ghitas øjne går fra store til enorme. Det er sjældent, hun får ros i engelsk, og hun blusser som ­Rudolfs tud, da julemanden beder ham om at lyse for sig. Jeg kaster et hurtigt blik på Lis’ skriblerier til mig. Som sædvanlig er der forsvindende få, og jeg skynder mig at lægge stilen ned i min taske. Da jeg retter mig op igen, mærker jeg Lærkes blik på mig. »Nå, hvordan gik det?« spørger hun. »Med hvad?« spørger jeg. Hun himler med øjnene, som om jeg er dum. »Med dit liv!« vrænger hun og spærrer så øjnene op i forstilt forskrækkelse. »Nå nej, du har jo ikke noget.« Lukas og Adam griner ved bordet ved siden af. Ha ha hi hi ho ho. Jeg sukker. Lærkes lemminger er så uoriginale. 8


Ghita sender mig et åh-åh-blik og blabrer ud med et: »Jeg fik 7!« »Flot,« siger Lærke, men hendes ansigtsudtryk siger det modsatte, og Ghita krymper sig synligt. Så nedstirrer hun mig igen. »Det gik fint,« siger jeg. »Hvad med dig?« Hun kører hånden gennem sin sortfarvede page, før hun med at skuldertræk siger: »Også fint.« Men hendes øjne forråder hende, de stråler som gråt og nyslebet stål. Med den heavy, sorte makeupstil, hun kører, ser det en anelse creepy ud. »Jeg fik ti.« Hun siger det tilpas højt, så de fleste i klassen hører det, og Lis tysser. Men det er ligesom for sent. Mumlen breder sig som en steppebrand. Lis er totalt nærig med sine karakterer, det er kun få forundt at få ti og derover. »Tillykke,« siger jeg. Hun bliver ved med at se på mig, venter åbenbart på, at jeg skal sige noget mere. Hvilket jeg ikke gør. Hun hæver et øjenbryn. »Vil du ikke fortælle, hvad du har fået?« »Næ, egentlig ikke.« »Men du plejer da at være så god til engelsk.« Hun laver en trutmund, der skal få hende til at se 9


overrasket ud, men i stedet får hende til at se ud som en sugemalle. »Jep, modsat visse andre,« mumler jeg, lige ­akkurat lavt nok, til at kun Ghita kan høre det og ser panisk ud. Lærke vender sig om mod vores bord og lægger hånden på bordet i en medfølende gestus. »Man kan jo ikke få gode karakterer hver gang.« Jeg smiler falsk. »Hvad? Har stræberen ikke fået en god karakter!« siger Lukas. Der bliver helt stille i klassen. »Oh my God, det er jo hele dit liv!« Han stopper med at vippe på sin stol og knytter hænderne under øjnene og kører i håndleddene. »Skal du ... wah ... til at græde snot nu?« Adam sender en salve af æsellatter ud i lokalet og dunker ham i ryggen, og klassen kollapser i et kollektivt grineflip, der minder mig om dåselatteren i de fleste halvdårlige amerikanske serier og i ­Americas funniest homevideos. Jeg burde ikke gøre det, seriøst ikke, det kommer til at svie til egen røv. Men jeg kan ikke dy mig. »Og hvad med dig? Er du som sædvanlig i minus, eller er det lykkedes dig at få et par kugler mere, du ikke kan bruge til noget?« 10


Klassen bryder ud i latter igen, selv Lærke kan ikke lade være med at smile, selv om hun prøver at skjule det. Lukas bliver ildrød i hovedet og sender mig et du-kan-vente-dig-blik. Lis må råbe for at få ro igen. »Enough! Ten minutes break! When you get in, you’ll behave, or I’ll send you to the headmasters office.« »Som om hele klassen kan være på kontoret,« fniser Lærke. Desværre for hende hører Lis det, og hun vender sig om mod hende. »Eftersidning lyder måske mere tillokkende, miss Lærke?« Lis slår kun sjældent over i dansk, som regel sker det kun, når hun har kollektive beskeder på falderebet, eller hun er pissed. Som nu. Lærke ryster hurtigt på hovedet og prøver at se uskyldig ud. Først da Lis ser væk, ruller hun med øjnene. Ynkeligt.

11


2

Jeg skynder mig udenfor, selv om vi kun har ti minutters pause. Må have luft, nægter at inhalere et sekund mere af mine klassekammeraters uddunstninger, tænk, hvis deres ækle personligheder smitter! Ghita følger med, selv om jeg ikke har spurgt hende, om hun vil, og jeg egentlig helst vil være i fred. Faktisk ville mit liv være OK tåleligt, hvis folk bare ville lade mig være. Bedre for mig og klart bedre for dem. Hvis jeg bare kunne holde min fede kæft og være mere som Ghita og mindre som mig selv, ville jeg kunne flyve under radaren, og alt ville være godt. Men ting har det med ikke at skulle være lette, jorden er sgu Guds egen underholdningskanal, hvor han tuner ind, hver gang han trænger til et godt grin. Ret skal dog være ret. Jeg har ikke altid været sådan. Engang var det anderledes, og selv om jeg altid har været en ø, følte jeg mig ikke alene. Men at være social kræver, at man investerer og giver 12


noget af sig selv. Store lunser af sig selv. Det stinker, når det pludselig ikke er gengældt længere, og broen til fastlandet er brændt. Så driver man rundt på må og få, såret, amputeret og blødende. Jeg bliver aldrig hel igen, jeg er en forpulet freak og har ikke mere at give af. Men jeg tolererer Ghita og hendes sjokken i hælene på mig. Skolen er et nødvendigt onde, jeg må overleve, og solo er no go, medmindre man har et seriøst dødsønske. Vi stiller os under halvtaget lige ud for kontoret. Som de eneste. Ingen af de andre fra niende, eller syvende og ottende for den sags skyld, ville drømme om at hænge ud her. Men vi gør. For at holde lav profil. Det er bedst sådan. Så slipper vi for Lærke. »Hvorfor vil du ikke sige, hvad du fik for stilen?« spørger Ghita. »Hvorfor vil du så gerne vide det?« »Det vil jeg da heller ikke.« Hun ser ned, som om hendes støvler pludselig er mega spændende. Selvfølgelig vil hun det. Hun er lige så nysgerrig som de andre. »Er det ikke skide lige meget, hvad jeg fik i karakter?« »Joo ...« Jeg sukker. »Jeg fik 12. Er du glad nu?!« 13


»Fik du 12?!« Hun spærrer øjnene op og måber. »Hvor vanvittigt er det lige! Hvorfor sagde du det ikke til Lærke?« »Fordi det ikke rager hende.« »Hun bliver stiktosset, hvis hun finder ud af det!« »Og lige nøjagtig derfor skal du heller ikke sige noget til hende!« Hendes blik bliver træt og tvært. »Helt ærligt, Lucia. Hvad regner du mig for? Hvorfor skulle jeg sige det?!« Jeg trækker på skuldrene og føler et stik af dårlig samvittighed. Jeg er så vant til at have paraderne oppe, at jeg tit glemmer at tage dem ned igen. Da vi kommer ind i klassen, er det tydeligt, noget ulmer. Mine øjne søger hen til klumpen af vores klasse­kammerater, der sjovt nok står ved vores bord. »Hey! Hvad har I gang i?« siger jeg og får øje på, hvad de er samlet om. Lukas har hældt indholdet af min rygsæk ud på bordet. Bøger, penalhus og papirer ... Mit hjerte bokser sig arrigt vej op i min hals. De fleste siver tilbage til deres pladser, kun Lukas og Lærke bliver stående. Og Victoria. Hun sender mig et beklagende blik, som jeg ignorerer, og går så også hen på sin plads. 14


I det samme kommer Lis ind i klassen igen. »Find your seats, please!« Lukas undgår at se mig i øjnene, men han griner smørret til Lærke, før han trækker sig. Lærke ser mig ind i øjnene, hendes blik er koldt og hårdt og får mig til at gyse ufrivilligt. Jeg ved med sikkerhed, at hun har set min karakter. Hun forlader som den sidste vores bord. Jeg sukker og går derhen. Alt sejler, og min stil er ikke til at se. Jeg begynder at stoppe tingene i tasken igen. Lis kommer hen. »What happened here?« Hendes blik farer rundt på bordet og gulvet, hvor de fleste af mine ting stadig ligger spredt. Røvhullerne hældte jo selvfølgelig også indholdet af mit penalhus ud. »Ikke noget,« mumler jeg. Der er ingen lærer, der skal kæmpe mine kampe. »Det ligner ikke ikke noget?« Hendes pande er rynket og spørgende. »Min taske må være væltet.« Jeg får øje på stilen. Lukas har tegnet en pik, der tisser øverst på forsiden med sort kuglepen, og papiret er vådt og gult i ­midten. Please, det bare er juice. 15


Jeg skynder mig at snuppe stilen, før Lis får øje på den, og propper den i tasken. Lis går op til katederet og tager hul på et nyt emne. Shakespeare. Vi skal læse et af hans værker. Hun vil lave en afstemning mellem fem stykker. Demokrati i mikroformat. Som om. Det udstiller i hvert fald til fulde svaghederne ved pøbelstyre. I ethvert demokrati er der dukkeførere, der trækker i usynlige tråde og styrer de andre. Som den eneste stemmer jeg for Macbeth, en anden på A merchant in Venice (jeg gad vide hvem), to på A Midsummer Nights Dream, nogle få på Hamlet og resten på Romeo and Juliet. Lis beder mig om at argumentere for, hvorfor jeg gerne vil læse Macbeth. »It’s about how man is so easily corrupted by greed and desire,« siger jeg. »It’s about war, violence and death.« »Stræber,« hoster Lukas ned i sin hånd, og flere af drengene fniser tøset. Men jeg er ligeglad, jeg kan se, det tænder de fleste af dem. Adams øjne stråler ligefrem som små julelys, og der er ellers som regel rimeligt dødt bagved. Men så begynder Lærke at summe hidsigt, Karla og det øvrige pigekor stemmer i, og Victoria sætter trumf på med sit honningdronningsmil og en 16


solosang for kærligheden, der fuldstændig erstatter drengenes begær efter død og krig med et andet. Latterlige kærestesyge droner. »Very well,« siger Lis og sætter os til på tre linjer at tease handlingen på Romeo and Juliet. Jeg er hurtigt færdig, det er nemt. Jeg fatter ikke, de andre har så svært ved det og tydeligt sidder og fedter rundt i det. Luften i klasselokalet lukker sig om mig som et alt for lille og tæt rum. Jeg fisker en blyant frem for at tegne mit ubehag på afstand med kruse­duller i mit kladdehæfte. Jeg skulle helt klart have spist noget mere til morgenmad og frokost. Svimmel­ heden lurer som en skygge i det yderste af mit synsfelt. Men hvor december betyder pebernødder, hvinesød konfekt og ekstra kilo for andre, betyder måneden konstant kvalme og madlede for mig. Hvis det ikke var, fordi min far og psyko-Søren (min psykolog, ha ha) hele tiden minder mig om, at et vist fødeindtag er nødvendigt for at leve, ville jeg glemme det. »Du er sygt bleg, Lucia!« hvisker Ghita. »Skal jeg spørge, om nogen har noget sødt?« Hendes blik spurter rundt i mit ansigt og får hende til at ligne en mus på stoffer. 17


Jeg ville grine, hvis jeg ikke havde det så dårligt. Og hvis hun ikke truede med at involvere klassen. »Nix, lad mig være. Det går over om lidt.« »Men,« begynder hun, så afbryder Lis: »Skrive, ikke snakke, Ghita.« Ghita bliver ved med at se spørgende på mig. Jeg ryster på hovedet. Så sukker hun og kigger ned i sit kladdehæfte. Min trøje klæber i nakken, på ryggen og under mine arme, og det sitrer uroligt i mine ben. Jeg skæver op på uret, der er en halv time endnu. Mit blik flakker rundt. Hver gang det fæstner sig på noget for længe, flyder det ud. Jeg har en følelse af, at nogen stirrer på mig, men når jeg kigger rundt, sidder alle med blikkene klistret ned i deres kladdehæfter eller mobiler under bordet. Tag dig sammen, Lucia. Jeg fokuserer på Lis, som er på vej hen til Victoria og Lærkes bord. Det er selvfølgelig ikke Victoria, der skal have hjælp, det skal hun aldrig. Hun sidder helt roligt, hovedet hviler på venstre hånd, mens hun skriver i kladdehæftet med højre. Hendes lange mellemblonde hår hænger som en svagt krøllet kappe over hendes skuldre. Egentlig er det helt glat, men hun krøller det hver morgen med glattejern. 18


Jeg kan huske, første gang hun prøvede det. Dengang var Victoria og jeg veninder. Bedste veninder. Ligesom vores fædre var bedste venner og havde firma sammen. Det var før ulykken, før alting ændrede sig. Jeg kigger væk, min mund er tør, og jeg har hjerte­ banken. Jeg lægger hovedet på min arm med ansigtet vendt væk fra Ghita og over mod døren, jeg skal bare lige hvile lidt. Det giver et sæt i mig, da hænder rusker i mig. Jeg åbner øjnene til Ghitas bekymrede blik. »Sig mig, sov du lige?« Hun ruller med øjnene og ryster på hovedet af mig. »Hvad? Nej?« Jeg ser rundt og opdager, at klassen er i opbrud. Timen er forbi, og skoledagen slut, alle er ved at pakke og på vej ud. Jeg rejser mig og skynder mig at pakke, mens jeg prøver at fatte, hvad der lige skete. Faldt jeg seriøst lige i søvn i en time? Hvor freaking langt ude er det lige?! Jeg sukker, som sædvanlig fucker min hjerne med mig, når jeg ikke spiser nok. Gad vide, om det er, fordi den begynder at æde af sig selv?

19


3

»Årh, for pokker da!« mumler jeg indædt, da jeg kommer ud af skolen. Lærke, Victoria og resten af slænget står ved udgangen. Og selvfølgelig lige der, hvor jeg skal forbi. Et øjeblik overvejer jeg at vente med at passere, til de er gået, men hell no, det er fandeme for kujonagtigt. Jeg går videre og er pludselig ved at snuble. Mit snørebånd på min ene støvle er gået op. Jeg bakker ind mellem to cykler og sætter mig lettet på hug, så jeg er gemt væk fra slængets blikke. Et er bevidst at undgå konfrontationen, noget andet er snørebåndsforce majeure. Jeg strammer snørebåndene omhyggeligt. Støvlerne er min mors gamle fra hendes ‘ung og ulydig’tid, som far kalder den. De er helt smadrede i læderet, men jeg nægter at få nogle nye. For et par år siden måtte jeg gå med tykke sokker i dem, selv om sommeren. Nu passer de og er faktisk en smule små i det. Men jeg nægter at vokse ud af dem. 20


Et par fødder træder ind i mit synsfelt, og jeg genkender de fede, sorte lædersneakers med det samme. De tilhører Tobias. Lækre Tobias, skolens hunk nummer 1. Victorias Tobias. Mit hjerte speeder ufrivilligt op og ignorerer fuldstændig, at min hjerne siger, jeg skal tage mig sammen. Jeg holder vejret og forventer, han går forbi. Men i stedet stopper de sorte sneakers foran mig og bliver stående. Jeg vil rejse mig, men tipper i stedet i overbalance til højre og banker hovedet ind i stellet på den ene cykel, før jeg ryger på røven. »Av,« jamrer jeg ynkeligt og gnider mit hoved. »Sorry, det var ikke min mening at forskrække dig!« siger Tobias overrasket. Så griner han højt, da han får øje på min støvle. »Du har vist et seriøst snørebåndsissue.« Jeg følger hans blik og må til min græmmelse konstatere, at jeg udover at ryge på røven og slå mit hoved også fik fucket mit snørebånd totalt up. Flot. Tobias sætter sig på hug foran mig og snupper snørerne med et smørret grin. »Der var engang en kanin med meget lange ører,« begynder han. Jeg vender øjne. »Kaninen ønskede sig rigtig meget nogle små, 21


korte ører,« fortsætter han og laver en løkke på hvert snørebånd. Det trækker i mine mundvige. »En dag, hvor kaninen med de meget lange ører hoppede, kom den til at slå krølle på ørerne!« Han ser sigende på mig, som for at sikre sig, at jeg lytter ordentligt efter, og så binder han en knude med de to løkker. »Du kan tro, kaninen er glad, for nu har den to fine små ører!« Han blinker. »Det er en brist i din opdragelse, du ikke har lært at binde snørebånd!« »Og det er fandeme en brist i din opdragelse, at du binder snørebånd som en to-årig!« giver jeg igen. »Tsk, tsk!« griner han. »Det er takken for at hjælpe!« Så rækker han en hånd ned. Jeg tøver, men tager så imod, og han haler mig op at stå. Et øjeblik står vi og kigger på hinanden. Eller det er nok mest mig, der fortaber mig i hans blågrønne blik. For så rømmer han sig forlegent og slår ud med hånden. »Er det din cykel?« Jeg kigger forvirret på pigecyklen bag mig til venstre. »Øh nej. Jeg cykler ikke.« Ordene slipper ud, før jeg når at tænke. Ikke fordi der er noget galt i, at jeg har sagt det. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke cykler. Sådan er det bare. Jeg plejer bare ikke at tale om det. 22


»Okay,« siger han og løfter øjenbrynene, som har jeg sagt noget, der virkelig kommer bag på ham. »Jeg havde ikke lige spottet, at du er den offerramte type,« siger han så. »Offerramte? Hvad mener du?« spørger jeg skarpt. Han ser forvirret på mig. »Øh ... offerramt som i misbruger af offentlig transport?« Jeg tror, jeg måber. Det føles i hvert fald, som om jeg er nødt til at samle min underkæbe op for at lukke munden. Han griner. »Nå, den havde du ikke hørt før.« »Nope,« svarer jeg. »Og i øvrigt nej. Jeg hader offentlig transport. Mig og andre mennesker tæt sammen.« Jeg skutter mig. »... Dårligt mix.« »Sådan har jeg det også,« griner Tobias. »Så derfor er mig og min racer totalt uadskillelige.« Han slår ud med hånden mod cyklen bag mig til højre. Som jeg lige har haft et mindre heldigt sammenstød med. Der går et øjeblik, hvor jeg står og smiler mega goofy og fatter nada. Så siver beskeden endelig ind, og jeg rykker mig forfjamsket væk fra cyklerne. Der var en grund til, han blev hængende. Og det var ikke for mine brune øjnes skyld. I det samme kommer Victoria løbende. »Wiii,« hviner hun og springer op på Tobias’ ryg, så han 23


næsten er ved at miste balancen. I stedet for at smide hende af, løfter han hende til rette på ryggen, blinker drilsk til mig og ser om på hende: »Du ved godt, du selv be’r om det, ik’?« Victoria rækker tunge, og det gør hun stadig, da Tobias sætter i en spurt hen mod slænget, som får hende til hyle og klamre sig til ham. Jeg stirrer efter dem. En bleg vintersol får hans lyse krøller til at gløde. Victoria hopper ned, men slipper ikke, glider bare om, så de står med front mod hinanden. Og så kysser de. Der går en sugende længsel gennem min krop, og jeg bander indvendigt ad min svaghed. Mennesker som Tobias og Victoria er uopnåelige. De svæver i højere og tyndere luftlag, hvor skønhed og stakåndethed går hånd i hånd, en slags sælsomme væsner, der stod først i køen, da charme, selvtillid og lækkert hår blev uddelt. Jeg går ind i skolegården igen, gemmer mig under halvtaget, til Tobias har snuppet sin racer, og de for længst er drejet om hjørnet.

24

Schwartz SORT LUCIA (læseprøve)  
Schwartz SORT LUCIA (læseprøve)