Page 1


Scarlet er oversat fra »Scarlet« af Louise Ardenfelt Ravnild efter den amerikanske udgave Copyright © 2013 by Marissa Meyer. Translation rights arranged by Grinberg Literary Management, Inc. and Ia Atterholm Agency, Sweden. All rights reserved. Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINA N TE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslagsillustration: Michael O © 2013 Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen, bogmager.dk Sat med Utopia hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print, Riga Printed in Latvia 2017

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min mor og far, mit største heppekor.

Høst & Søn er et forlag i ROSINA N TE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 2

02-05-2017 10:07:49


Marissa Meyer

Scarlet Lunar Krøniken

Lunar Krøniken

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

HØST & SØN 3

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 3

02-05-2017 10:07:49


I samme serie Cinder Scarlet Cress Winter

  

4

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 4

02-05-2017 10:07:49


o BOOK BOG BOOK

One 1 One

They took away her beautiful clothes, ikke, clothes, They tookHun awayvidste her beautiful dressed in et anondsindet old gray smock, at ulvenhervar dyr, dressed her in an old gray smock, og hun bangeshoes. for ham. and var gaveikke her wooden and gave her wooden shoes.

o 5

105-47547_ch01_5P.indd 1 105-47547_ch01_5P.indd 1 35588_Scarlet_mat_1opl.indd 5

9/14/11 6:42 AM 9/14/11 6:42 AM 02-05-2017 10:07:49


6

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 6

02-05-2017 10:07:49


1 Scarlet var på vej ned gennem gyden bag Rieux Kro, da hendes håndskærm ringede fra passagersædet, efterfulgt af en automatiseret stemme: »Indgående comm til mademoiselle Scarlet Benoit fra Toulouses Politis Afdeling for Efterlyste Personer.« Med hjertet helt oppe i halsen drejede Scarlet skarpt til siden og undgik på et hængende hår, at fartøjet skred ind i stenmuren til styrbords side, hvorefter hun hamrede bremserne i bund og standsede helt. Hun slukkede motoren, alt imens hun greb ud efter håndskærmen. Dens blegblå skær reflekteredes i cockpittets instrumentpanel. De havde fundet noget. Toulouses Politi måtte have fundet noget. »Modtag!« råbte hun og var ved at knuse håndskærmen mellem fingrene. Hun havde regnet med at se et videolink fra den efterforsker, der var sat på hendes bedstemors sag, men modtog ikke andet end en strøm af simpel tekst.

28 AUG. 126 T.Æ.

SV: SAGSNR. AIG00155819, ANMELDT 11. AUG. 126 T.Æ.

HERMED INFORMERES SCARLET BENOIT FRA

RIEUX, FRANKRIG, EF, OM, AT FRA OG MED

KL. 15:42 DEN 28. AUG. 126 ER SAGEN ANG.

DEN/DE SAVNEDE MICHELLE BENOIT FRA RIEUX,

7

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 7

02-05-2017 10:07:49


FRANKRIG, EF, HENLAGT ­GRUNDET UTILSTRÆK­ KELIG DOKUMENTATION FOR VOLD ELLER USPE­

CIFICERET ULOVLIG ­A KTIVITET. FORMODNING: DEN/DE PÅGÆLDENDE ER F ­ ORSVUNDET­AF EGEN FRI VILJE OG/ELLER SELVMORD. SAGEN HERMED AFSLUTTET.

VI TAKKER FOR DERES STØTTE TIL VORES EFTER­FORSKNINGSMÆSSIGE AKTIVITETER.

Efter beskeden fulgte en videoreklame fra politiet, der skulle minde alle piloter på udbringningsfartøjer om at være forsigtige og benytte sikkerhedssele, når motoren var tændt. Scarlet stirrede på den lille skærm, indtil ordene blev til en grel, sort-hvid tåge, og det føltes, som om jorden forsvandt under fartøjet. Håndskærmens plasticbagklædning knagede i hendes stadig strammere greb. »Idioter,« hvæsede hun til det tomme fartøj. Ordene SAGEN HERMED AFSLUTTET grinede hende lige op i ansigtet. Hun udstødte et hæst skrig og hamrede skærmen ned i fartøjets instrumentbræt i håb om at smadre den i tusind stykker plastic, metal og ledninger. Efter tre solide slag flimrede skærmen kun lettere irriteret. »Fjolser!« Hun smed skærmen ned på gulvet i passagersiden, sank sammen i sædet og strøg fingrene gennem sit krøllede hår. Sikkerhedsselen skar ind i brystet, pludselig føltes den kvælende, og hun løsnede spændet, sparkede døren op og nærmest tumlede ud i den mørke gyde. Hun var ved at kvæles i lugten af stegeos og whisky fra kroen, da hun tog et par dybe ind­ åndinger og forsøgte at efterrationalisere sig ud af vreden. Hun ville tage hen på politistationen. Det var for sent at tage derhen nu – men så i morgen. I morgen tidlig. Hun ville opføre

8

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 8

02-05-2017 10:07:50


sig roligt og logisk, og hun ville forklare dem, hvorfor deres formodninger var forkerte. Hun ville få dem til at genåbne sagen. Scarlet førte håndleddet hen over scanneren ved siden af lugen i fartøjet og rykkede den hårdere op, end hydraulikken ville give slip. Hun ville fortælle efterforskeren, at han skulle lede videre. Hun ville tvinge ham til at høre efter. Hun ville tvinge ham til at forstå, at hendes bedstemor ikke var forsvundet af egen fri vilje, og at hun da slet ikke havde begået selvmord. En fem-seks plastickasser fyldt med hjemmedyrkede grøntsager var stuvet ind bag i fartøjet, men Scarlet ænsede dem knap nok. Hun var langt væk, i Toulouse, i fuld gang med at planlægge samtalen inde i hovedet. Ved hjælp af alle sine over­ talelsesevner, samtlige argumenter, hun kunne komme på. Der var sket hendes bedstemor noget. Der var noget galt, og hvis ikke politiet ledte videre, ville Scarlet gå i retten med det og sørge for, at hver og én af deres tungnemme efterforskere blev frataget bestallingen og aldrig kom til at arbejde igen, og ... Hun snuppede en funklende rød tomat op i hver hånd, drejede om på hælen og kylede dem ind i muren. Tomaterne splattede ud, så saft og kerner sprøjtede ud over de dynger af affald, der lå og ventede på at komme i komprimatoren. Det var en rar fornemmelse. Scarlet tog en til og forestillede sig levende efterforskerens skepsis, når hun prøvede at forklare ham, at det ikke var normal adfærd for hendes bedstemor bare sådan at forsvinde. Hun så for sig, hvordan tomaten splattede ud over hans selvfede lille ... En dør gik op, netop som en fjerde tomat blev tilintetgjort. Scarlet stivnede og havde allerede rakt ud efter en til, da kro­ ejeren lænede sig nonchalant op ad dørkarmen. Gilles’ smalle ansigt glinsede, da han så ud over det orange søle, Scarlet havde frembragt på siden af hans bygning.

9

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 9

02-05-2017 10:07:50


»Det er forhåbentlig ikke mine tomater.« Hun trak hånden op af kassen og tørrede den af i sine tiljordede jeans. Hun kunne mærke varmen blusse i ansigtet og pulsen dunke derudad. Gilles tørrede sveden af sit stort set skaldede hoved og skulede olmt – hans typiske ansigtsudtryk. »Nå?« »Det var ikke dine,« mumlede hun. Hvilket var rigtigt nok – teknisk set var de hendes, indtil han betalte hende for dem. Han gryntede. »Så nøjes jeg med at trække dig tre univ for rengøring af hele det svineri. Og hvis du så ellers er færdig med at øve dig i at skyde til måls, kunne du måske nedlade dig til at komme ind med noget af det. Jeg har serveret slatten salat i to dage.« Han gik ind på kroen igen og lod døren stå åben. Støj fra service og latter sivede ud i gyden. Så normalt, at det føltes bizart. Scarlets verden var ved at ramle omkring hende, og ingen lagde mærke til det. Hendes bedstemor var forsvundet, og folk var ligeglade. Hun vendte sig om mod lugen igen, tog fat om tomatkassen og ventede på, at hjertet skulle holde op med at hamre inde bag brystbenet. Ordene fra den indgåede comm kørte stadig rundt i hendes hoved, men hun begyndte så småt at tænke klarere. Den umiddelbare bølge af aggression lå nu og rådnede op sammen med de udsplattede tomater. Da det lykkedes hende at tage en dyb indånding, uden at lungerne gik i krampetrækninger, stablede hun kassen oven på kartoflerne og slæbte dem ud fra fartøjet. Kokkene ignorerede Scarlet, da hun banede sig vej ind og ud mellem deres spruttende pander og over til det kølige ­depot­rom. Hun skubbede kasserne ind på de hylder, der var ­markeret med tusch, streget ud og markeret igen snesevis af gange gennem årene.

10

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 10

02-05-2017 10:07:50


»Bonjour, Scarling!« Scarlet vendte sig om og strøg håret væk fra sin fugtige nakke. I døråbningen stod Émilie og strålede over hele femøren. Hendes øjne tindrede af en hemmelighed, men hun trak sig brat tilbage ved synet af Scarlets ansigtsudtryk. »Hvad ...« »Jeg vil ikke tale om det.« Hun smuttede forbi servitricen og begav sig tilbage gennem køkkenet, men Émilie lavede en tsk’ende lyd nede i halsen og traskede efter hende. »Så lad være med at tale. Jeg er bare glad for, at du er her,« sagde hun og hagede sig fast i Scarlets albue, da de smuttede ud i gyden igen. »For han er tilbage.« Trods de engle­agtige blonde krøller, der omgav Émilies ansigt, røbede hendes smørrede smil ret så djævelske tanker. Scarlet trak sig væk, tog en kasse pastinakker og ræddiker og rakte dem til servitricen. Hun undlod at svare; orkede ikke at gå op i, hvem han var, og hvorfor det var så vigtigt, at han var tilbage. »Super,« sagde hun og fyldte en kurv med knitrende rødløg. »Du kan ikke huske det, vel? Kom nu, Scar, ham gadekæmperen, jeg fortalte dig om forleden ... nåh, måske var det Sophia.« »Gadekæmperen?« Scarlet kneb øjnene i. En hovedpine var begyndt at dunke inde bag panden. »Seriøst, Ém?« »Hold nu op. Han er sød! Og han har været her næsten hver dag hele ugen og sidder altid i min sektion, hvilket helt klart betyder noget, tror du ikke?« Da Scarlet ingenting sagde, satte servitricen kassen fra sig og fiskede en pakke tyggegummi op af forklædelommen. »Han er altid meget stille, ikke som R ­ oland og hans slæng. Jeg tror, han er genert ... og ensom.« Hun proppede et stykke i munden og tilbød Scarlet et. »En gadekæmper, der virker genert?« Scarlet verfede tyggegummiet af. »Kan du overhovedet høre dig selv?«

11

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 11

02-05-2017 10:07:50


»Du skal se ham for at kunne forstå det. Han har sådan nogle øjne, der bare ...« Émilie viftede sig for panden med fingrene for at simulere at dåne. »Émilie!« Gilles dukkede op i døren igen. »Hold så de læber i ro, og kom herind. Bord fire skal bruge dig.« Han kastede et arrigt blik på Scarlet – en tavs advarsel om, at han ville trække flere univ fra hendes honorar, hvis ikke hun holdt op med at distrahere hans medarbejdere, hvorefter han trak sig ind på kroen igen uden at vente på svar. Émilie rakte tunge ad ham. Scarlet hvilede løgkurven mod hoften, lukkede lugen og strøg forbi servitricen. »Er bord fire ham?« »Nej, han sidder ved nummer ni,« knurrede Émilie og løftede læsset med rodfrugter op. På vej tilbage gennem det tildampede køkken udstødte hun et gisp. »Åh, jeg er totalt blæst! Jeg har villet comm’e dig om din grand-mère hele ugen. Har du hørt noget nyt?« Scarlet bed tænderne sammen, mens ordene fra comm’en svirrede rundt som hvepse inde i hovedet. Sagen hermed afsluttet. »Intet nyt,« sagde hun og lod samtalen glide ud i kaosset fra kokkene, der råbte og skreg ad hinanden gennem køkkenet. Émilie fulgte efter hende helt hen til depotrummet og læssede kassen af. Scarlet fik pludselig travlt med at rokere rundt på kurvene, før servitricen kunne nå at sige noget optimistisk. Émilie forsøgte sig med det obligatoriske »prøv nu at lade være med at bekymre dig, Scar. Hun skal nok komme tilbage,« før hun bakkede ind i krolokalet igen. Scarlet fik helt ondt i kæben af at bide tænderne sammen. Alle omtalte hendes bedstemors forsvinden, som om hun var en bortløben kat, der bare ville komme strejfende hjem igen, når hun blev sulten. Bare rolig. Hun skal nok komme tilbage. Men hun havde været væk i over to uger. Var bare forsvun-

12

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 12

02-05-2017 10:07:50


det uden at sende en comm, uden et farvel, uden varsel. Hun havde misset Scarlets attenårs fødselsdag, selvom hun ugen forinden havde købt ind til Scarlets yndlingscitronkage. Ingen af karlene på gården havde set hende tage af sted. Ingen af arbejdsdroiderne havde registreret noget mistænkeligt. Hun havde efterladt sin håndskærm, men den rummede ingen fingerpeg i comm-bakken, kalenderen eller nethistorikken. Det var i det hele taget også mistænkeligt, at hun var taget af sted uden den. Ingen tog nogen steder uden deres skærme. Men det var ikke engang det værste. Hverken den efterladte håndskærm eller den ulavede kage. Scarlet havde også fundet sin bedstemors ID-chip. Hendes ID-chip. Viklet ind i ostelærred, rødplettet af hendes blod og efterladt som en lille pakke på køkkenbordet. Efterforskeren sagde, at det var, hvad folk gjorde, når de forsvandt og ikke ville findes igen – de skar deres ID-chips ud. Han havde sagt det, som om han lige havde opklaret mysteriet, men Scarlet gik ud fra, at de fleste kidnappere nok også kendte det trick.

13

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 13

02-05-2017 10:07:50


2 Scarlet fik øje på Gilles, der stod omme bag stegepladen og øste bechamelsauce ud over en skinkesandwich. Hun gik om til ham, råbte for at fange hans opmærksomhed og blev mødt med irritation. »Jeg er færdig,« sagde hun og gengældte hans olme blik. »Kom og kvittér for leverancen.« Gilles skovlede en dynge frites op ved siden af sandwichen og skubbede tallerkenen hen over stålbordpladen til hende. »Smut lige ud med den her til den forreste bås, så skal jeg nok have det ordnet, når du kommer tilbage.« Scarlet rejste børster. »Jeg arbejder ikke for dig, Gilles.« »Du skal bare være glad for, at jeg ikke sender dig ud i gyden med en skurebørste.« Han vendte ryggen til hende; den hvide skjorte var gullig af års indgroet sved. Det kløede i fingrene på Scarlet efter at kyle sandwichen ind i hans baghoved for at se det i forhold til tomaterne, men bedstemoderens strenge ansigt brød lige så hurtigt ind i fantasien. Hvor skuffet hun ville blive over at komme hjem igen og opdage, at Scarlet havde mistet en af deres mest trofaste kunder i et raserianfald. Scarlet greb tallerkenen, stormede ud af køkkenet og blev nær løbet over ende af en tjener, da køkkendøren svingede i bag hende. Rieux Kro var ikke noget pænt sted – gulvet var klistret, møblementet var et sammensurium af elendige borde og stole, og luften var tung af stegeos. Men i en by, hvor national­

14

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 14

02-05-2017 10:07:50


sporten var druk og sladder, var der altid travlt, især om søn­ dagen, hvor karlene fra de lokale gårde glemte alt om afgrøderne i et helt døgn. Mens Scarlet ventede på, at der skulle blive fri bane mellem de mange mennesker, blev hendes opmærksomhed fanget af netskærmene bag baren. De sendte alle tre samme nyheds­ optagelser, der havde fyldt nettet siden den foregående aften. Alle talte om Det Østlige Forbunds årlige bal, hvor lunarernes dronning var æresgæst, og hvor en cyborgpige havde infiltreret festen, sprængt nogle lysekroner i luften og forsøgt at likvidere den tilrejsende dronning ... eller måske havde hun forsøgt at likvidere den nykronede kejser. Alle havde tilsyneladende deres egen teori. Stillbilledet på skærmene var et nærbillede af pigen med udtværet snavs i ansigtet og fugtige hårtjavser, der var gledet ud af en rodet hestehale. Det var en gåde, hvordan hun overhovedet var blevet lukket ind til et hofbal. »De skulle have gjort en ende på hendes lidelser, da hun faldt på trappen,« sagde Roland, en af kroens stamgæster, der så ud, som om han havde siddet klistret til baren siden middagstid. Han pegede på skærmen med en strittende finger og mimede at affyre en pistol. »Jeg havde skudt hende en kugle for panden. Så var man da af med hende.« Da en mumlende samtykken gik gennem flokken af de nærmeste gæster, himlede Scarlet forarget med øjnene og klemte sig hen mod den forreste bås. Hun genkendte omgående Émilies flotte gadekæmper, dels fordi den olivenfarvede hud havde en masse ar og blå mærker, men mere fordi han var den eneste fremmede på kroen. Han var mere forpjusket, end hun havde forventet, sådan som Émilie faldt i svime over ham; med håret strittende ud til alle sider i uglede totter og en frisk hævelse omkring et blåt øje.

15

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 15

02-05-2017 10:07:50


Under bordet vippede begge hans ben op og ned som et stykke træk-op-legetøj. Foran ham stod allerede tre tallerkener, støvsuget på nær nogle fedtpletter, rester af æggesalat og urørte stykker tomat og salat. Hun ænsede ikke, at hun havde stirret på ham, før hans blik rykkede sig og stødte sammen med hendes. Hans øjne var unaturligt grønne, som grønne druer, stadig på stokken. Scarlet holdt fastere om tallerkenen og forstod pludselig Émilie. Han har sådan nogle øjne ... Hun maste sig igennem mængden og stillede sandwichen fra sig på bordet. »Det var en croque monsieur til dig, ikke?« »Tak.« Hans stemme kom bag på hende, ikke fordi den var højlydt eller brysk, som hun havde regnet med, den var nærmere lavmælt og tøvende. Måske havde Émilie ret. Måske var han faktisk genert. »Er du sikker på, du ikke hellere bare vil have hele grisen?« sagde hun og stablede de tre tomme tallerkener oven på hinanden. »Så ville tjenerne slippe for at styrte frem og tilbage fra køkkenet.« Han gjorde store øjne, og et kort øjeblik forventede Scarlet nærmest, at han ville spørge, om det kunne lade sig gøre, men så gled hans opmærksomhed ned på sandwichen. »I har god mad her.« Hun undertrykte et fnys. ‘God mad’ og ‘Rieux Kro’ var to udtryk, hun normalt ikke forbandt med hinanden. »Det må godt nok give appetit at slås.« Han svarede ikke. Fingrene pillede ved sugerøret i glasset, og Scarlet kunne se, at hans vippende ben fik bordet til at ryste. »Nå, men god appetit,« sagde hun og tog servicet op. Men tøvede så og pegede med tallerkenerne i retning af ham. »Er du sikker på, at du ikke vil have tomaterne? De er det allerbedste,

16

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 16

02-05-2017 10:07:50


og de er dyrket i min egen have. Det er salaten faktisk også, men den var ikke nær så slatten, da jeg plukkede den. Så bare glem salaten – den vil du nødig have. Men tomaterne?« Noget af det intense forsvandt fra gadekæmperens ansigt. »Jeg har aldrig smagt dem.« Scarlet hævede det ene bryn. »Aldrig?« Efter et øjebliks tøven slap han drikkeglasset, tog de to stykker tomat op og proppede dem i munden. Hans ansigtsudtryk stivnede midt i tyggebevægelsen. Et øjeblik så han spekulativ ud, tom i blikket, før han sank det. »Ikke lige, hvad jeg havde regnet med,« sagde han og så op på hende igen. »Men heller ikke ligefrem frygteligt. Jeg vil godt bestille nogle flere af dem, hvis jeg må?« Scarlet justerede lidt på sit greb om tallerkenerne for at forhindre en smørekniv i at falde ned. »Faktisk arbejder jeg ikke ...« »Nu kommer det!« sagde en henne ved baren og fremkaldte en spændt summen, der bredte sig på kroen som ringe i vandet. Scarlet kastede et blik op på netskærmene. De viste en frodig have, der bugnede af bambus og liljer og glitrede efter et nyligt regnvejr. Det varme, rødlige skær fra ballet strømmede ud og ned ad en storslået trappe. Overvågningskameraet sad over døren, rettet mod de lange skygger, der strakte sig ud på havestien. Det var smukt. Fredfyldt. »Jeg tør vædde ti univ på, at en pige lige om lidt taber den ene fod på den trappe!« brølede en eller anden efterfulgt af latterbrøl fra baren. »Tør nogen udfordre mig? Kom nu – hvor sandsynligt er dét lige?« Et øjeblik efter tonede cyborgpigen frem på skærmen. Hun kom styrtende ud gennem døråbningen og ned ad trappen og brød parkens fredfyldte atmosfære med sin flagrende, sølvglitrende kjole. Scarlet holdt vejret, vel vidende hvad der nu

17

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 17

02-05-2017 10:07:50


ville ske, men alligevel gibbede det i hende, da pigen snublede og faldt. Hun tumlede ned ad trappen og landede pladask for foden af den, lige midt på den stenede sti. Selvom der ingen lyd var på, kunne Scarlet snildt forestille sig pigens gisp, da hun rullede om på ryggen og gloede måbende op mod døråbningen. Skygger skar hen over trappen, og en række uigenkendelige skikkelser kom til syne over hende. Scarlet havde hørt historien masser af gange, så hun kiggede efter den tabte fod, der stadig lå på trappen og glimtede i lyset fra balsalen, der ramte metallet. Pigens cyborgfod. »Hende til venstre skulle være dronningen,« sagde Émilie. Det gav et sæt i Scarlet, der ikke havde hørt hende komme. Prinsen – nej, nu kejseren – gik langsomt ned ad trappen og bukkede sig ned for at samle foden op. Pigen rakte ud efter sit kjoleskørt og trak det ned over læggene, men kunne ikke skjule de døde, tentakelagtige ledninger, der hang og dinglede fra metalstumpen. Scarlet kendte udmærket rygterne. Ikke nok med at det var blevet bekræftet, at pigen var lunar – illegal flygtning og til fare for Jordens befolkning – det var også lykkedes hende at hjernevaske kejser Kai. Nogle mente, hun havde været ude efter magt, andre rigdom. Nogle mente, at hun havde forsøgt at starte den krig, der så længe var blevet truet med. Men uanset hvad pigens intentioner var, følte Scarlet uvilkårligt et jag af medlidenhed. Hun var trods alt teenager, ovenikøbet yngre end Scarlet, og hun så dybt ynkelig ud, som hun lå dér for foden af trappen. »Nu du nævner det med at gøre en ende på hendes lidelser,« sagde en af mændene ved baren. Roland pegede på skærmen. »Nemlig. Aldrig i mit liv har jeg set noget så klamt.« En mand nede for enden lænede sig frem for at se på Roland forbi de andre gæster. »Der kan jeg ikke helt følge dig. Jeg synes,

18

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 18

02-05-2017 10:07:50


hun er lidt nuttet – spiller totalt hjælpeløs og uskyldig. I stedet for at sende hende tilbage til månen skulle de måske hellere sende hende hjem til mig?« Han blev mødt med solide latterbrøl. Roland klaskede håndfladen ned i bardisken, så en skål sennep klirrede. »Hendes metalben er garanteret en hyggelig sengekammerat!« »Svin,« mumlede Scarlet, men bemærkningen druknede i latterbrølene. »Jeg ville ikke have noget imod at varme hende lidt op!« sagde en anden, og bordene rungede af muntre tilråb. Vreden krøb på ny op gennem halsen på Scarlet, og hun halvvejs hamrede, halvvejs tabte stablen af tallerkener ned på bordet i båsen igen. Hun ignorerede de overrumplede ansigter og maste sig hen mellem gæsterne for at komme om bag baren igen. Bartenderen så desorienteret til, mens Scarlet skubbede nogle sprutflasker til side og kravlede op på bardisken, der strakte sig langs hele væggen. Hun rakte op, åbnede en luge i væggen bag en hylde med cognacglas og rev kablet til videoforbindelsen ud. Alle tre skærme gik i sort, og slotsparken og cyborgpigen forsvandt. Et protestbrøl steg op omkring hende. Scarlet snurrede om mod dem og kom til at sparke en vin­ flaske ned fra bardisken. Glasset knustes mod gulvet, men Scarlet hørte det dårligt nok, mens hun stod og viftede med kablet ad de ophidsede gæster. »I skulle tage og vise lidt respekt­! Den pige skal henrettes!« »Den pige er lunar!« råbte en kvinde. »Hun bør henrettes!« Følelsen blev bekræftet med flere nik, og en eller anden kastede en brødskorpe efter Scarlet, den ramte hende på skulderen. Hun satte begge hænder i siderne. »Hun er kun seksten!« Der opstod en byge af skænderier, både mænd og kvinder

19

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 19

02-05-2017 10:07:50


fór op og råbte og skreg om lunarer og ondskab, og at den pige prøvede at dræbe en leder af Unionen! »Hov-hov – ro på, alle sammen! Vær nu ikke så hårde ved Scarlet!« råbte Roland, hvis selvsikkerhed var stivet godt af med masser af whisky. Han strakte hænderne frem mod den masende flok. »Vi ved jo alle sammen, at hendes familie er skingrende skør. Først stikker den gamle hejre af, og nu er Scar pludselig fortaler for lunar-rettigheder!« Kaskader af latter og hånlige tilråb marcherede forbi Scarlets ører, men blev overdøvet af hendes eget kogende blod. Uden den fjerneste anelse om, hvordan hun kom ned igen, var hun pludselig halvvejs henne over bardisken, så flasker og glas fløj til alle sider, og hendes næve ramte Rolands øre. Han udstødte et hyl og snurrede om mod hende. »Hvad ...« »Min bedstemor er ikke skør!« Hun greb ham i skjorte­ brystet. »Sagde du dét til ham efterforskeren? Da han afhørte dig? Sagde du til ham, at hun er skør?« »Selvfølgelig sagde jeg til ham, at hun er skør!« råbte han tilbage og druknede hende i stanken af alkohol. Hun knugede skjortestoffet så hårdt, at hun fik helt ondt i hænderne. »Og jeg er garanteret ikke den eneste. Sådan som hun murer sig inde i det gamle hus, snakker med dyr og androider, som om de er mennesker, jager folk væk med et gevær ...« »Én gang, og han var selskabsdroidesælger!« »Det undrer mig ikke spor, at Bedste Benoit har tabt sin sidste skrue. Hvis du spørger mig, var det kun et spørgsmål om tid.« Scarlet gav Roland et ordentligt skub med begge hænder. Han vaklede baglæns ind i Émilie, der havde forsøgt at lægge sig imellem. Émilie skreg og væltede om på et bord, for at Roland ikke skulle mase hende. Roland genvandt balancen og så ud til ikke helt at kunne

20

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 20

02-05-2017 10:07:50


beslutte sig for, om han skulle smile hånligt eller vredt. »Pas du hellere på, Scar, ellers ender du bare som den gamle ...« Bordben skrabede skingert mod klinker, og så havde gadekæmperen pludselig grebet Roland om halsen og i et snuptag løftet ham op fra gulvet. Der blev stille på kroen. Gadekæmperen holdt uanfægtet Roland op i luften, som om han var en kludedukke, uden hensyntagen til, at Roland var ved at kvæles. Scarlet måbede. Bardisken borede sig ind i hendes mave. »Du skylder hende vist en undskyldning,« sagde gadekæmperen i sit stilfærdige, ensformige tonefald. En gurglen slap ud af Rolands mund. Hans fødder fægtede vildt efter gulvet. »Hey, slip ham!« råbte en mand og sprang op fra sin barstol. »Du slår ham ihjel!« Han greb gadekæmperen om håndleddet, men kunne lige så godt have grebet om en jernstang, så lidt rokkede det sig. Blussende rød i hovedet gav manden slip igen og trak sig tilbage for at sætte et slag ind, men så snart han svingede næven, røg gadekæmperens frie hånd op og blokerede. Scarlet vaklede baglæns fra bardisken og bemærkede sløret en tatovering på gadekæmperens underarm med tilsyneladende meningsløse bogstaver og tal. LSFO962. Gadekæmperen virkede stadig vred, men nu var der også en antydning af noget fornøjet i hans ansigt, som om han lige var kommet i tanker om reglerne for en leg. Han sænkede stille og roligt Rolands fødder ned på gulvet igen og slap synkront ham og den anden mands næve. Roland genvandt balancen på en barstol. »Hvad fejler du egentlig?« fik han fremstammet, mens han gned sig på halsen. »Er du en eller anden skingrende sindssyg storbysnude eller sådan noget?« »Du var respektløs.«

21

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 21

02-05-2017 10:07:50


»Respektløs?« bjæffede Roland. »Du har lige prøvet at slå mig ihjel!« Gilles kom farende ind fra køkkenet og brasede gennem svingdørene. »Hvad foregår der herude?« »Ham dér prøver at starte et slagsmål,« sagde en eller anden i mængden. »Og Scarlet har smadret skærmene!« »Jeg har ikke smadret dem, din nar!« råbte Scarlet uden helt at vide, hvem det var, der sagde det. Gilles inspicerede de sorte skærme. Roland gned sig stadig på halsen, og glasskår lå strøet ud over det våde gulv. Han stirrede rasende på gadekæmperen. »Du dér,« sagde han og pegede. »Ud af min kro.« Scarlets mave snørede sig sammen. »Han har ikke gjort no ...« »Nu skal du ikke komme for godt i gang, Scarlet. Hvor meget ravage havde du tænkt dig at lave i dag? Er du ligefrem ude på at få mig til at opsige min forretning med jer?« Hun sydede af raseri, stadig ildrød i hovedet. »Måske tager jeg bare varerne med tilbage, og så kan vi jo se, hvad dine kunder siger til at spise rådne grøntsager fra nu af.« Gilles gik rundt om bardisken og rev kablet ud af hånden på Scarlet. »Tror du virkelig, at jeres gård er det eneste fungerende landbrug i Frankrig? Helt ærligt, Scar, jeg bestiller kun fra jer, fordi jeg ville få en helvedes ballade med din bedstemor, hvis jeg ikke gjorde!« Scarlet snerpede læberne sammen og bed sit frustrerede svar i sig om, at hendes bedstemor ikke var her længere, så måske skulle han bare bestille fra en anden, hvis det var dét, han ville. Gilles rettede på ny sin opmærksomhed mod gadekæmperen. »Ud, sagde jeg!«

22

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 22

02-05-2017 10:07:50


Gadekæmperen ignorerede ham og strakte hånden frem mod Émilie, der stadig sad krøbet sammen op ad et bord. Hun var rød i hovedet, og nederdelen var gennemblødt af øl, men hendes blik glødede forelsket, da hun lod sig trække op at stå. »Tak,« sagde hun med en hvisken, der trængte gennem den uhyggelige stilhed. Omsider mødte gadekæmperen Gilles’ arrige blik. »Jeg skal nok gå, men jeg har ikke betalt for min mad.« Han tøvede. »Jeg kan også godt betale for de smadrede glas.« Scarlet glippede med øjnene. »Hva’?« »Jeg vil ikke have dine penge!« skreg Gilles i et fornærmet tone­fald, som kom endnu mere bag på Scarlet, der aldrig nogen­sinde havde hørt Gilles andet end brokke sig over penge, og at hans leverandører ribbede ham. »Jeg vil bare have dig ud af min kro!« Gadekæmperens lyse øjne skød over på Scarlet, og et kort øjeblik fornemmede hun noget mellem dem. Her stod de, begge udstødte. Uønskede. Forrykte. Med dunkende puls skød hun tanken fra sig. Den mand kom der intet godt ud af. Han levede af at slås med folk – eller måske gjorde han det endda for sjov. Hun vidste snart ikke, hvad der var værst. Gadekæmperen vendte sig om og bøjede hovedet nærmest undskyldende, hvorefter han sjokkede over mod udgangen. Da han passerede hende, kunne Scarlet ikke lade være med at tænke, at han trods alle tegn på brutalitet ikke så mere faretruende ud end en kuet hund.

23

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 23

02-05-2017 10:07:50


3 Scarlet trak kassen med kartofler ud fra nederste hylde og lod den dumpe larmende ned på gulvet, før hun hev den med ­tomater ned ovenpå. Løgene og majroerne røg ned ved siden af. Hun ville blive nødt til at gå to gange ud til fartøjet igen, og det gjorde hende allermest vred. Dér røg den værdige exit. Hun tog fat i håndtagene på den nederste kasse og løftede dem op. »Hvad laver du nu?« spurgte Gilles fra døråbningen med et viskestykke over skulderen. »Tager dem med tilbage.« Gilles sukkede dybt og stemte imod væggen. »Scar – jeg mente ikke alt det, jeg sagde derude.« »Det har jeg svært ved at tro.« »Hør her, jeg kan godt lide din bedstemor, og jeg kan godt lide dig. Ja, hun tager for høje priser, og du kan virkelig gå mig på nerverne, og I er begge lidt småskøre indimellem ...« Han holdt hænderne afværgende op foran sig, da han så Scarlet rejse ­børster. »Hey, det var dig selv, der kravlede op på bardisken og gav dig til at holde tale, så kom ikke og sig, at det ikke passer.« Hun rynkede på næsen ad ham. »Men i bund og grund driver din grand-mère et godt landbrug, og I dyrker stadig de bedste tomater i Frankrig år efter år. Jeg vil nødig opsige min forretning hos jer.« Scarlet vippede kassen, så de funklende røde tomater trillede rundt og stødte ind i hinanden.

24

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 24

02-05-2017 10:07:50


»Stil dem nu tilbage, Scar. Jeg har allerede kvitteret for dem.« Han gik, før hun kunne nå at miste besindelsen igen. Scarlet blæste en rød krølle væk fra ansigtet, stillede kasserne fra sig og sparkede kartoflerne tilbage på deres plads under hylderne. Hun kunne høre kokkene klukle over dramaet inde i krolokalet. Serveringspersonalets genfortælling havde allerede givet historien et mytisk skær. Ifølge kokkene havde gadekæmperen smadret en flaske i hovedet på Roland, så han blev slået bevidstløs og smadrede en stol i faldet. Han ville også have sat Gilles ud af spillet, hvis ikke Émilie havde dysset ham ned med et af sine yndige smil. Scarlet havde ingen interesse i at korrigere historien, så hun tørrede hænderne af i bukserne og travede tilbage til køkkenet. Luften var kølig mellem hende og kropersonalet, da hun gik hen til scanneren ved siden af bagdøren – Gilles var ingen steder at se, og inde fra krolokalet lød Émilies fnisen. Scarlet håbede, at de stjålne blikke bare var noget, hun bildte sig ind. Hun spekulerede på, hvor hurtigt rygtet ville brede sig i byen. Scarlet Benoit forsvarede cyborgen! Lunaren! Hun har tydeligvis en skrue løs, ligesom sin ... ligesom sin ... Hun førte håndleddet ind under den oldgamle scanner. Af gammel vane inspicerede hun ordresedlen, der tonede frem på skærmen, for at sikre sig, at Gilles ikke havde snydt hende for noget, som han så tit forsøgte på, og bemærkede, at han rent faktisk havde trukket tre univ fra for de udsplattede tomater. 687U overført til sælgerkonto: Benoit Gårde & Haver. Hun forlod kroen ad bagdøren uden at sige farvel til nogen. Selvom der stadig var lunt efter den solrige eftermiddag, var skyggen i gyden forfriskende sammenlignet med det steghede køkken, og Scarlet lod sig køle af, mens hun rokerede om på kasserne bag i fartøjet. Hun var forsinket. Det ville være aften, før hun nåede hjem igen. Hun måtte stå ekstra tidligt op for at

25

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 25

02-05-2017 10:07:50


komme hen på Toulouses politistation, ellers ville der gå en hel dag, hvor ingen gjorde noget for at finde hendes bedstemor. To uger. To hele uger, hvor bedstemoderen havde været derude et sted, alene. Hjælpeløs. Glemt. Måske ... måske endda død. Måske kidnappet og dræbt og efterladt i en mørk, våd grøft et sted, og hvorfor? Hvorforhvorforhvorfor? Frustrerede tårer duggede hendes øjne, men hun blinkede dem væk. Hun smækkede lugen i, gik om til forenden af fartøjet og stivnede. Dér stod gadekæmperen med ryggen til bygningen. Og iagttog hende. A f bar befippelse slap en varm tåre ud. Hun tørrede den febrilsk væk, før den kunne nå at krybe halvvejs ned ad kinden. Hun gengældte hans blik og prøvede at vurdere, om hans posi­ tur var truende. Han stod en halv snes skridt fra forenden af hendes fartøj, og hans ansigtsudtryk virkede mere tøvende end farligt, men omvendt havde det heller ikke virket farligt lige før, da han var på nippet til at kvæle Roland. »Jeg ville bare sikre mig, at du var uskadt,« sagde han, og stemmen druknede næsten i spektaklet fra kroen. Hun lagde en flad hånd på bagenden af fartøjet, irriteret over sine sitrende nerver, som om de ikke kunne beslutte sig for, om hun skulle være bange for ham eller smigret. »Jeg har det i hvert fald bedre end Roland,« sagde hun. »Han var allerede begyndt at få blå mærker på halsen, da jeg gik.« Hun ville have smilet, men havde opbrugt alle sine kræfter på at bide eftermiddagens vrede og frustration i sig. »Jeg ville ønske, du slet ikke havde blandet dig. Jeg havde situationen under kontrol.« »Ja, klart.« Han så på hende med sammenknebne øjne, som om han prøvede at gennemskue en gåde. »Men jeg var bange for, at du kunne finde på at trække den pistol mod ham, og

26

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 26

02-05-2017 10:07:50


sådan en scene havde nok ikke ligefrem hjulpet dig. Med ikke at virke skør, altså.« De små hår prikkede i nakken på hende. Hånden skød instinktivt om til lænden, hvor en lille pistol lå varm mod hendes hud. Bedstemoderen havde givet hende den til hendes elleve­ års fødselsdag sammen med den paranoide advarsel: Man kan aldrig vide, hvornår en fremmed vil tage en med hen et sted, hvor man ikke vil være. Hun havde lært Scarlet at bruge den, og siden havde Scarlet ikke forladt hjemmet uden, hvor latterligt og unødvendigt det end måtte virke. Syv år senere var hun temmelig sikker på, at ingen nogensinde havde bemærket pistolen sidde gemt under hendes sædvanlige røde hættetrøje. Indtil nu. »Hvor vidste du det fra?« Han trak på skuldrene – eller hvad der ville have været en skuldertrækning, hvis ikke bevægelsen havde været så ­a n­spændt­og brat. »Jeg så skæftet, da du kravlede op på bar­ disken.« Scarlet løftede lige akkurat nok op i trøjen til at lirke pistolen op af bukselinningen. Hun forsøgte at tage en beroligende indånding, gydens stank af løg og skrald hang tæt i luften. »Tak for omsorgen, men jeg skal nok klare mig. Jeg må smutte – er bagud med leverancerne ... bagud med alt.« Hun trådte over mod døren i førersiden. »Har du flere tomater?« Hun standsede op. Gadekæmperen trak sig længere ind i skyggen med et fåret udtryk i ansigtet. »Jeg er stadig lidt sulten,« mumlede han. Det forekom Scarlet, at hun kunne lugte tomatkødet på muren bag sig. »Jeg kan godt betale for dem,« skyndte han sig at tilføje. Hun rystede på hovedet. »Nej nej, det går nok. Vi har mas-

27

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 27

02-05-2017 10:07:50


ser.« Hun trak sig baglæns med blikket klistret til ham og åbnede lugen igen. Snuppede en tomat og et bundt skæve gulerødder. »Her – de her smager også godt rå,« sagde hun og smed dem over til ham. Han fangede dem let og elegant, tomaten forsvandt ind i hans store næve, og den anden hånd greb gulerødderne i de filigrannede grønne toppe. Han inspicerede dem fra alle vinkler. »Hvad er det for nogle?« En forbløffet latter røg ud af hende. »Det er gulerødder. Tager du pis på mig?« Endnu en gang virkede han pinligt bevidst om at have sagt noget usædvanligt. Han hang med skuldrene i et forsøg på at virke mindre. »Tak.« »Har din mor aldrig tvunget dig til at spise dine grøntsager?« Deres blikke ramlede sammen, og stemningen blev øjeblikkelig akavet. Noget splintredes inde på kroen, og Scarlet fór sammen. Straks efter fulgte en rungende latter. »Bare glem det. De smager godt – du vil kunne lide dem.« Hun lukkede lugen, gik om til døren igen og strøg sit ID hen over fartøjets scanner. Døren gik op og dannede en mur mellem dem, og forlygterne tændtes med en flimren. De fremhævede hans blå sæbeøje, så det så mørkere ud end før. Han veg tilbage som en forbryder fanget i projektørlys. »Jeg tænkte på, om du kunne bruge en karl på gården?« sagde han. Ordene blev uklare i hans hastværk efter at få dem frem. Scarlet tøvede. Nu gik det pludselig op for hende, hvorfor han havde ventet på hende, hvorfor han havde trukket tiden så længe. Hun kiggede ned over hans brede skuldre og svulmende arme. Han var som skabt til manuelt arbejde. »Leder du efter arbejde?« Han trak på smilebåndet – et foruroligende drilsk blik. »Der

28

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 28

02-05-2017 10:07:50


er gode penge i at slås, men det er ikke som sådan en karriere. Jeg tænkte, at du måske kunne betale mig i mad.« Hun lo. »Efter at have set dokumentation for din appetit derinde ville jeg formentlig ende uden en trævl på kroppen med sådan en aftale.« Hun rødmede, så snart hun havde sagt det – nu forestillede han sig garanteret, hvordan hun så ud uden en trævl på kroppen. Men chokerende nok forblev hans ansigt fuldstændig neutralt, og hun skyndte sig at udfylde tavsheden, før han kunne nå at reagere. »Hvad hedder du egentlig?« Igen den kejtede skuldertrækning. »Til kampene kalder de mig Ulv.« »Ulv? Det var da ... glubsk.« Han nikkede gravalvorligt. Scarlet bed et smørret smil i sig. »Måske var det en idé at droppe gadekæmper-halløjet på dit cv.« Han kløede sig på albuen, hvor den ejendommelige tatovering var næsten usynlig i mørket, og hun troede, hun havde gjort ham flov. Måske var Ulv et skattet kælenavn. »Nå, men jeg bliver kaldt Scarlet. Ja, efter håret – godt spottet.« Hans ansigtsudtryk blødte op. »Hvad for noget hår?« Scarlet lagde armen mod dørkarmen og hvilede hagen på den. »Meget morsomt.« Et øjeblik så han nærmest fornøjet ud, og Scarlet begyndte så småt at fatte sympati for denne fremmede, denne anomali. Denne forsagte gadekæmper. En advarsel kriblede i hendes baghoved – hun spildte tiden. Hendes bedstemor var et sted derude. Alene. Bange. Død i en grøft. Scarlet strammede sit greb om døren. »Jeg beklager meget, men vi er fuldt bemandet. Jeg skal ikke bruge flere karle.« Glimtet forsvandt fra hans øjne, og pludselig så han beklemt

29

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 29

02-05-2017 10:07:50


ud igen. Befippet. »Jeg forstår. Tak for maden.« Han sparkede til et stykke fyrværkeri på fortovet – et levn fra gårsdagens fredsfestligheder. »Du skulle hellere tage til Toulouse – måske endda Paris. Der er flere jobs i storbyerne, og her på egnen er folk ikke så meget for fremmede, som du måske har bemærket.« Han lagde hovedet på skrå, så de smaragdgrønne øjne lyste endnu klarere i skæret fra fartøjets forlygter, og så næsten ud til at more sig. »Tak for tippet.« Scarlet vendte sig om og dumpede ned i pilotsædet. Da hun startede motoren, rykkede Ulv over mod muren. »Hvis du finder ud af, at du alligevel har brug for en karl, så kan du de fleste aftener finde mig i det forladte Morel-hus. Det kan godt være, jeg ikke er så god til at omgås andre mennesker, men jeg tror, jeg ville være ret god på en gård.« En fornøjet trækning gled hen over hans ansigt. »Dyr er vilde med mig.« »Ja, garanteret,« sagde Scarlet og satte et forlorent smil op. Hun lukkede døren, før hun mumlede: »Elsker husdyr ikke bare ulve?«

30

35588_Scarlet_mat_1opl.indd 30

02-05-2017 10:07:50

Meyer LUNARKRØNIKEN 2 - SCARLET (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you