Page 1


6

34379_to_soldater.indd 6

27-09-2012 17:24:49


to sol dat e r

1

34379_to_soldater.indd 1

27-09-2012 17:24:49


Af samme forfattere Udyret (2005) Box 21 (2006) Finnigans ĂŚre (2007) Pigen under gaden (2008) Tre sekunder (2010)

2

34379_to_soldater.indd 2

27-09-2012 17:24:49


Anders Roslund · Börge Hellström

To soldater

På dansk ved Ib Lucas

Rosinante

34379_to_soldater.indd 3

27-09-2012 17:24:49


To soldater er oversat fra svensk af Ib Lucas efter Två soldater Copyright © Anders Roslund og Börge Hellström, 2012 Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Eyelab Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck isbn 978-87-638-2107-0 Printed in Germany 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4

34379_to_soldater.indd 4

27-09-2012 17:24:49


Man vil være elsket, i mangel heraf beundret, i mangel heraf frygtet, i mangel heraf afskyet og foragtet. Man vil indgyde menneskene en eller anden følelse. Sjælen frygter tomheden og ønsker kontakt for enhver pris. (Hjalmar Söderberg, Doktor Glas, 1905)

Din bror er som din egen krop Som lever for dig og do /r for dig Som er der om mornen og om aftnen I no /den og lysten. Men så abri ikke adlyder ordre. Han leder Bazz, Raka, Jamba, Respekt. Deja I forstår. Så gælder wallah: EN KUGLE I HVER KNÆSKAL. Vi er bro /dre. Vi er magten. Vi er krigere og Fammilie ind i do /den. (Beslaglagt 2012-0221-BG2219 p.41, fundet i Adidastaske 120207)

5

34379_to_soldater.indd 5

27-09-2012 17:24:49


6

34379_to_soldater.indd 6

27-09-2012 17:24:49


langt tidligere

7

34379_to_soldater.indd 7

27-09-2012 17:24:49


8

34379_to_soldater.indd 8

27-09-2012 17:24:49


hun har ligget her så længe. Mest er det nok stemmerne. Måske skridtene. Når de går udenfor i den lange gang, de der går så hurtigt og de der ligesom slæber sig af sted, somme tider er det, som om de standser lige uden for jerndøren, som om de lytter, og så vil hun råbe til dem, bede dem komme ind og holde hendes hånd. De gør det aldrig. De fortsætter længere væk, skridt der drukner i maskinens regelmæssige piben og de stærke lampers tikken – piv tik piv tik – hun lukker øjnene, men tør ikke holde sig for ørerne – piv tik piv tik – hun er alene og vil ikke være det. ——— Hendes ansigt, så mærkeligt. Hun er måske seksten år, måske sytten, måske atten. Men hun ser gammel ud. Om det er smerten, rædslen, eller om det bare er forskelligt, hvordan en krop indkapsler tid, lader den tage plads. Hun ser ud til at ligge bekvemt, båren på hjul er bred og hendes krop spæd. Et rum, der er ret meget større end de andre, sengen og skabet og bordet og stolen og brusebadet, og det er – trods otte mennesker som trækker vejret derinde hos hende – næsten tomt. Den grønne kittel tæt ved hendes fødder, hånden frem og tilbage mod det grove stof som for at gøre den varm, inden den søger de unge lår, forsigtigt mod underlivet, fingerspidserne mod livmoderklumpen, mens den anden hånd holder fast om nålen, tredive centimeter mod hinden, som er så blød, en gennemsigtig 9

34379_to_soldater.indd 9

27-09-2012 17:24:49


ballon med vand, som glider væk, som springer op, nålen igen, igen, igen, den giver op, revner. ——— Skridtene som standser og forsvinder. Nogen der åbner en dør lidt længere væk. En anden som skriger, eller græder, det er svært at afgøre. Hun har åbnet øjnene. Det er hvidt, det hun ser, hvidt som nærmer sig skinnende, de nøgne lamper og maskinen som har tal og grønne linjer og tynde slanger, det varer nok et øjeblik, og flere endnu, inden øjnene vænner sig til det. Det gør ikke lige så ondt. Hvis hun bare holder det ud. Som menstruation. Lige præcis. Men mere, oftere, længere. To af dem i rummet, begge kvinder, har det grønne tøj på. De andre, tre kvinder og tre mænd, hvide kitler som skjuler sorte bukser, sorte sko. De grønne står tæt ved, de hvide temmelig langt væk, næsten henne ved væggen. Hun kan ikke genkende nogen af dem, det tror hun ikke, eller for resten, hende kvinden, hende genkender hun, én der arbejder her, og ham dér, det var ham som brød hendes dør op og råbte til hende, masede hende ned på gulvet, låste hendes arme. ——— Det er lettere at se nu. Hun vender sig mod vinduet. Det er mørkt udenfor, koldt, sneen er dyb og det er kun nogle dage siden, at hun lavede en engel derude, lagde sig ned og førte arme og ben op og ned, op og ned, indtil de kaldte på hende og nåede hen til hende og trak i hendes hænder, bar hende ind. Nu holder der en ambulance lige præcis dér, ved siden af hendes engel, midt i den store gård. Hun forsøger at rejse sig op og gå hen til vinduet og vinke lidt til vagten som venter ved bilens fordør, tykke skyer når åndedrættet møder kold luft. – Du. 10

34379_to_soldater.indd 10

27-09-2012 17:24:49


Den grønne kittel sukker, den tynde krop på båren virker jo så skrøbelig, så forkert. – Du skal ligge ned. Lille du. Ikke her. Rummet gangen jerndøren gitret. Lille lille du. – Hører du hvad jeg siger? Du skal ligge ned. Den grønne kittels hænder mod hendes arme, bryst, lår, de trækker i det hårde og brune bånd som følger ryggen, retter den elektroniske arm mod nøjagtig det punkt på maven, hvor hjertet slår mest kraftfuldt, et hundrede og syvogfyrre slag per minut, det jager af sted, skynder sig. Hun er næsten helt åben nu, ni centimeter, ikke særlig lang tid tilbage. Som bølger. Som ild. Noget der slår, trykker, presser. Det foregår i hendes krop. Men hun bestemmer ikke selv. ——— Hun forsøger at se hen mod vinduet igen, gitteret som skygger, de runde, sorte stålbjælker over den store glasskive. Derude – inden for hegn og skarp pigtråd – møder projektørerne den hvide sne, et anderledes lys sammenlignet med almindelige gadelygter. Men ambulancen holder stadig hos sne-englen og vagten gør store bevægelser med armene for at holde varmen, og hvis hun løfter hovedet lidt, slipper den grove sengekant, kan hun også se den anden bil, lille, grå, helt mørk. – Vandet? – Klart. – Hovedet? – Ved spinae. Dem i grønne kitler rører hele tiden ved hende, taler med hende. Dem i hvide står stille med ryggen mod væggen. Hun ligger her fortsat af sikkerhedsgrunde. 11

34379_to_soldater.indd 11

27-09-2012 17:24:49


Det var sådan, de sagde. Risiko for befrielsesforsøg. ——— Bølgen. Ilden. Trykket. Slaget. Tvangen. Hun skriger. Brystkassen der klemmes sammen, når den passerer fødselskanalen og vandet, der presses ud og lungerne, der fyldes med luft – det første åndedræt. Det er ikke hende. Hun hører det nu. Det er ikke hende, der skriger. ——— Det våde, varme på hendes mave. Et barn. Hendes barn. Hun ser på det, mens to hænder, som bliver til fire hænder, løfter det, bærer det gennem rummet, døren, gangen, væk. ——— Kvinden og manden – dem der tog barnet og gik med det og kom tilbage uden det – klæder sig nu om, cowboybukser og jakke under de hvide kitler, kvinden rækker ud efter en mappe, udfylder et papir, et til, et til. De andre – som har stået stille længst væk og næsten blokeret døren uden at sige et eneste ord – to af dem, kvinderne, er iført en blå uniform under det hvide, Kriminalforsorgens tykke tøj og aflange navneskilte i hård plastic på venstre bryst. Dem ved siden af, mændene, har almindeligt tøj på indenunder og de behøver ikke uniformer, hun ved jo at det er politiet, ham der er høj og omkring de fyrre år og kriminalinspektør og ham der er politiaspirant og kun nogle år ældre end hende selv. Hun kender dem ikke, selv om de har set hende nøgen og blive tømt. ——— 12

34379_to_soldater.indd 12

27-09-2012 17:24:49


Det havde ligget på hendes mave, trukket vejret, munden lidt våd. De burde have lagt et tæppe over den røde og hvide hud, der var blød og glat og som ingen nogen sinde havde rørt ved. ——— Hun ser igen ud gennem gittervinduet. Jordemoderen og sundhedsassistenten åbner dørene i den hvide ambulance, en bærbar kuvøse i hænderne som en taske. Den grå personbil lige bagved, de to i cowboybukser og jakke åbner hver sin fordør og stiger ind, bilerne følges ad på den indre gårds asfaltvej langs det høje hegn og den skarpe pigtråd og porten som sagte glider op, den ene fortsætter mod hospitalet i Örebro og den anden meget længere væk til familieenheden i Botkyrke. Hun tænker på, om der er glat på vejene, om det er svært at køre, når det er nat og ganske langt. ——— Hun har ikke sagt noget i lang tid. Ikke da de tog barnet, som hvilede på hendes mave, ikke da de to biler forlod Sveriges mest sikrede fængsel for kvindelige indsatte. Nu er det som om hun ikke længere kan holde den ud, stilheden. Hun drejer sig om mod det eneste menneske, der er tilbage i rummet, ham der er politimand i fyrreårsalderen og som masede hende ned på gulvet og tvang hende hjemmefra. – Så du? Det giver et sæt i ham, som om han står i egne tanker og har glemt, hvordan hendes stemme lyder. – Så hvad? Hun peger på maven, som stadig er klistret, måske burde hun tørre det af, det gennemsigtige og det andet der er lidt blodigt. – Om det var en dreng eller pige?

13

34379_to_soldater.indd 13

27-09-2012 17:24:50


14

34379_to_soldater.indd 14

27-09-2012 17:24:50


nu første del (otteogtyve dage)

15

34379_to_soldater.indd 15

27-09-2012 17:24:50


16

34379_to_soldater.indd 16

27-09-2012 17:24:50


lyst udenfor. Tæppet, som var rødt og en anelse gult og måske havde en lille, hvid streg længst ude ved kanterne, dækkede ikke hele det beskidte vindue. Han så det nu. De plejede at leve når det var mørkt, og sove når det var lyst og vågne igen sådan lige, når aftenen og natten var på vej tilbage, men i august – og med det satans tæppe, som ikke var så stort som det burde være – ramte dagen ham for tidligt, jo hårdere han lukkede øjnene i, desto større blev den gennemsigtige plet lige bag øjenlågene, den voksede og gled langsomt indad, mod hjernen, mod brystet. Han slog hånden hårdt ind i væggen og satte sig op i den lave seng, en tyk madras som havde ligget i en af villaerne i Hägersten, sådan én der kostede tyve tusind, en tyk firkant mod det blanke linoleumsgulv. Hun var nøgen, sov. Hendes blege, bløde hud, hun lå så stille med ryggen mod ham og han strøg forsigtigt sin hånd langs hendes hofte, numse, lår, hun bevægede sig uroligt, vendte sig om, måske drømte hun, det så sådan ud, det anspændte ansigt og fødderne som hun gned mod hinanden, det plejede hun at gøre. Han var lige så nøgen. Han glemte det af og til. Så mærkeligt. Et andet menneske, som kunne se hans hud og som ikke grinede. Indimellem overvejede han, om det bare var noget, der foregik i hans hoved. Han havde jo været så satans sikker på det, han så, at de så. Men det var han ikke længere. Det var begyndt med Leon, de var elleve år og havde en dag stået i det samme værelse, 17

34379_to_soldater.indd 17

27-09-2012 17:24:50


kigget på hinanden, mens de tog tøjet af, og øjnene – ikke afsky, hån, ikke engang overraskelse. I lang tid kun Leon, ingen andre. Tilmed spejlene. Han havde slået dem i stykker hjemme hos mor, og kigget væk hver gang han var gået forbi det hos mormor, der var aflangt og temmelig bredt, altid når han passerede forbi det i entreen, han havde vidst præcist, hvornår det så på ham og præcist, hvornår han skulle se væk. Han iagttog hende. Aldrig en kvinde. Før hende. Hun havde heller ikke sagt noget, var heller ikke blevet bange, undveget, spurgt. Hånden lå stadig på hendes hofte, hun vågnede, missede mod ham med små pupiller, som satte sig fast i lyset fra sprækken mellem tæppe og vindueskarm. Hendes bløde fingerspidser mod hans ryg, over hud som var tyk og havde ujævne kanter, puslespilsbrikker som lå hen over hinanden i stedet for side om side, han hvilede længe oven på hende bagefter, hun havde haft menstruation og de duftede stærkt og det var svært at ligge stille, når sved gled mod sved. Han var ikke træt. Han burde være det. Tidlig morgen og de som ellers aldrig stod op før sent på eftermiddagen, han gættede på at de havde sovet tre timer, nogle gange var det sådan. Han gned sig helt tør i lagenet, derefter salven fra den hvide tube som altid stod tæt ved sengen, fødderne, benene, kroppen, ryggen, maven, halsen, men aldrig i ansigtet, aldrig dér. – Giv mig den. Han så på hende. – Hvad? – Gabriel. Giv mig den. Tuben. Jeg kan smøre dig ind, du kan ikke gøre det ordentligt, ikke på skuldrene, på ryggen. Hun rakte hånden ud efter den klistrede og slimede tube og han slog hårdt, håndfladen mod hendes fingre, et rødt mærke på et par af dem. Han så på hende og hun så ned, han vendte sig om, smurte brystet og lårene ind. De flyttede sig fra soveværelset til stuen, påklædte kroppe i hjørnesofaen og lænestolen og lidt henne på gulvet – Jon, Store Ali, Javad Hangaround, Bruno – berusede åndedrag i søvne. 18

34379_to_soldater.indd 18

27-09-2012 17:24:50


Han puffede, ruskede. – Hva faen ... Han slog Javad hårdt i ansigtet. Hun skulle ikke have rakt ud efter tuben. – Du skal vågne, bror. – Hvorfor? Han gik nærmere. Hun skulle ikke have bedt om at måtte smøre hans ryg ind. – Fordi jeg er vågen. Skoddene, flaskerne, sprøjterne, dåserne på glasbordets overflade af gullig sovs og jordnøddeskaller og resterne af en pizza. De var vågne men blev liggende, trætte som bare et par timers søvn gør mennesker, og han strakte sig hen mod den nye tvskærm, fandt den kværnende, høje lyd, som havde fulgt dem gennem natten fra fire brede højtalere og stadig råbte fra rummets vægge, det gav et gib i dem, da han slukkede, selv stablen med film svajede, faldt forover. Entreen havde altid været tom. Ingen møbler, ingen tæpper, ingen lamper. Bortset fra det, som stod lænet mod væggen, aflangt og skinnende med ens rækker af små, hvide perler langs kanterne. Han kunne godt lide det, rettede tit på det – det var vigtigt, at det kunne ses, når han og hun kom ind gennem hoveddøren. Et skohorn. Fra et indbrud i et helvedes stort hus uden for Södertälje. De havde solgt resten til ham i Nacka, men skohornet, det solgte han ikke. Hun var stadig nøgen. Han kyssede hendes bryst og rakte hende cowboybukserne og en kort T-shirt med et blankt tryk på, hans eget tøj lå stadig på stolen på altanen, de sorte træningsbukser med hvide striber, den grå hættetrøje, den røde kasket. Han var sulten. Det var han ellers sjældent om morgenen. Rummet øverst i køleskabet – det der var tilbage af en stor Coca-Cola. Den smalle hylde i spisekammeret – en uåbnet pose vingummi, han sorterede de røde og grønne fra. Det blæste en smule udenfor, let at trække vejret. 19

34379_to_soldater.indd 19

27-09-2012 17:24:50


De gik ved siden af hinanden, han syntes hun var smuk, han vidste at han selv ikke var det. De passerede den første parkeringsplads og hun var på vej mod en sølvfarvet BMW, otte hundrede og halvtreds tusind kontant, men han tog hendes hånd, ikke den, ikke i dag. De gik langsomt igennem hans fortid og nutid og fremtid. Han genkendte hvert eneste betonhus og hver eneste asfaltsti, lyttede til det, ingen andre kunne høre og adskilte lugtene fra hinanden, den fra et nedbrændt affaldsdepot og den fra kiosken, som stod tom og hvor han som lille havde købt slik, porno, hash, tilmed lugte, som ikke længere fandtes og som var søde og hørte sammen med frugtboden på torvet, de møgdyr burde have betalt mere. Hele Råby var tom. Asfaltgårdene så stille, øde, ikke engang gardinerne i vinduerne bevægede sig længere. Han vendte sig mod Wanda, hendes ansigt og øjne, og han tænkte på, hvad hun egentlig så, hun der ikke havde set det andet, hun der kom fra en anden verden adskillige kilometer derfra, det her var det Råby, hun kunne se, ingen andre billeder, ikke nogen fra dengang der var flere ude. Undergrundsbanen som en blå, levende åre gennem det, som ikke fandtes. Det billede, den lugt, han måske syntes bedst om. Vejen ind. Vejen ud. Ned ad trapperne, de gik forbi en tynd, lille fyr, der så ud som en tiårig, men var tolv, guldkæde om halsen, håret tilbagestrøget. – Gabriel. Den lille havde sagt hans navn. Han vendte sig ikke om. – Gabriel! Han standsede. Fire hurtige trappetrin tilbage. Den lille smilede stolt og rakte den ene hånd frem. – Hej, bror. Trak den anden hånd gennem det tilbagestrøgne, han stod nu lidt rankere. Et hårdt slag. Den ene kind. 20

34379_to_soldater.indd 20

27-09-2012 17:24:50


Et tydeligt mærke efter en af ringene. – Du ved godt ... Gabriel så på den lille. Ikke en mine fortrak han. Lige stolt, lige rank. Og stemmen lige påtrængende, mens den tynde hånd igen blev rakt frem, gav sig ikke. – ... at det er mig, der er Eddie? Kærlighed, bror. Gabriel slog ikke flere gange. Han fortsatte ned ad trapperne forbi damen i billetlugen, og hun sagde ikke noget, heller ikke da han vendte sig om og nikkede til Wanda, hun skulle følge med og hun betalte heller ikke og ingen protesterede. De lænede sig mod vinduet, glasset koldt mod panden, forbi stationer som så ens ud. Samme højhuse, samme mennesker på vej hjem, på vej væk. Hallunda, Alby, Fittja, Masmo, Vårby gård, Vårberg, Skärholmen. Tolv et halvt minut. De stod af, gik gennem et indkøbscenter som for hver renovering fik flere butiksarkader og mindre liv, den blanke rulletrappes glasvægge ned mod tre tusind parkeringspladser. De søgte længst væk – nye skilte og nye farver, men der lugtede af det samme, fugt og udstødningsgas. Han bad om Adidastasken og valgte en Mercedes. En lidt ældre model. Det var de letteste. Han startede mobiltelefonens stopur og 00.00 lagde sig ned med ryggen mod den grusede asfalt, skubbede med bøjede ben overkroppen bagud og ind under bilen, armene løftet over hovedet 00.05 på den trange plads under kølergitteret, ledte efter det røde kabel, som var smalt og tydeligt og koblet til hornet. Han plejede at bruge en smal frisørsaks, når han klippede det røde plastic af, ålede sig ud og rejste sig op, en skruetrækkers nyslebne spids i benzindækslets lås 00.11 og en skiftenøgle omkring skruetrækkerens håndtag, han vred rundt, kunne næsten høre hvordan lufttrykket faldt og alle døre låstes op samtidig. Han så mod udgangen, løftede armen og fik en løftet arm tilbage, hun stod dér og hun var pålidelig og de var stadigvæk alene. 21

34379_to_soldater.indd 21

27-09-2012 17:24:50

LÆSEPRØVE_To soldater_Roslund&Hellström  

"To soldater" af Anders Roslund og Borge Hellström

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you