Du lægger tegningen på skrivebordet, så den halvt dækker den danske stil, du er i gang med. Du er to år ældre end mig. Selvfølgelig kan jeg se, det er et ansigt, men jeg kender ikke kvinden. Øjenvipperne er lange, og det sorte hår stikker spidst frem i istapper under bowlerhatten. »Liza Minnelli,« siger du og mener, jeg burde have gættet det alene på skønhedspletten. Jeg siger, jeg aldrig har hørt om Liza Minnelli. Du forklarer, det er fra en gammel film, jeg heller ikke kender, og at hendes øjne ligesom Barbra Streisands har noget melankolsk over sig, hvilket gør hendes udtryk svært at ramme med kulstift, uden at hun virker skeløjet. Jeg har hørt om Barbra Streisand, men aner ikke, hvordan hun hverken ser ud eller synger, og spørger, om du ikke har noget Pink Floyd. Det har du ikke. Du har heller ikke knallert, hvilket din far aldrig har forstået. Hvad er det for en dreng, der ikke vil have knallert? Hans håndtryk var hårdt, og tilsyneladende havde han glemt, vi allerede havde hilst på hinanden. Faktisk kunne han næsten ikke kende mig, sagde han ved kapellet. Han havde ventet udenfor sammen med Inge. Nu var hun ikke at se nogen steder. Af en eller anden grund satte han sig ved siden af mig i stedet for overfor. Som om vi var børn,
26