Page 1


4


r e b e c c a b a c h - l a u r i t s e n Jens blendstrup J u l i a b u t s c h ko w l a r s da n e s kov sa ra h e n g e l l tine høeg

noveller

lone hørslev peder Frederik Jensen t h o m a s ko r s gaa r d a n i ta k r u m b a c h olivia JooF lewerissa gunvor reynberg m a r t h a F ly v h o l m t o d e n i ko l a J Z e u t h e n

høst & søn

3


SKAM. Noveller Tine Flyvholm & Louise Kønigsfeldt (red.) © Forfatterne og Høst & Søn / rosinante  &  co , København, 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Alette Bertelsen / Aletteb.dk Sat med Melior og Engravers Gothic hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet Arco, Skive ISBN 978-87-638-5274-6 Printed in Denmark 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

På omslaget er citeret fra: Den Danske Ordbog og artiklen »Det moderne menneske skammer sig alt for meget« (Politiken, 9.1.2017)

Høst & Søn er et forlag i

rosinante  &  co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

2


Comuna OLIVIA JOOF LEWERISSA

Alba og Loui er taget til Brasilien. Lilja er kommet og skal rejse videre med dem. De skal være der i to måneder. Alba kalder det sin dannelsesrejse. Lilja griner og siger, at hun ikke ved, om det gælder, når man ligger på stranden hele dagen smurt ind i Hawaiian Gold, ryger cigaretter og drikker Caipirinha om aftenen. Det bestemmer man vel selv, siger Alba, og Loui er enig. Alba møder Igor på en smart natklub i Botafogo. Comuna hedder stedet. Første gang om torsdagen, hvor han giver hende sit nummer, hvis hun og hendes veninder skulle bruge nogle tips til deres ferie, og så igen om lørdagen. Han er reporter for en brasiliansk tv-kanal, siger han. Han kører rundt med Alba inde på klubben, på dansegulvet. Skal, skal ikke. Snaver med en anden pige for næsen af hende. Skubber lidt til hende, når han går forbi hende. Jeg ser dig ikke-blikket. Be here when I come back, siger

7


han lige pludselig uden at kigge hende i øjnene. Alba står lidt. Hun rykker sig et par meter hen mod Lilja. Hvor er Loui? spørger Alba. Hun leger lesbisk, siger Lilja og peger. Igor kommer tilbage og går lige forbi hende og ud fra klubben. Hun sms’er til ham. You are too much. Han svarer med det samme. You were not where I told you to. Hun svarer hidsigt. Yes I was. And you totally saw me. You are an asshole, skriver hun. Be in front of Comuna in five minutes, svarer han. Befaler han. Alba kigger på Lilja. Han er en nar, men der er et eller andet over ham. Lilja nikker. Bare gør det, siger hun. Hun ved efterhånden, hvordan Albas hjerne fungerer. Afvisninger gør Alba besat. Har du styr på Loui? Lilja nikker. Alba står ude foran efter syv minutter. I don’t like waiting, siger han køligt og scanner hendes krop. Alba kigger på ham og ryster på hovedet. Hun er med i en film. Hun sætter sig ind i hans kæmpe store Jeep. Where are we going? spørger hun. My apartment in Leblon. Stille. Det suger i maven. De kører og snakker om, at han ikke drikker. Der er en dørmand, hvor han bor. En parkeringskælder. En elevator direkte op og ind i hans lejlighed. I elevatoren begynder han at kysse hende. Voldsomt. Skubber hende op ad væggen. Hiver hende i håret. Slikker hende op ad halsen. Bider hende i læben, i øret. Hun kan ikke følge med. Han er også med i en film. En anden film. En, hvor hun vil modtage betaling.

8


Kulhydrater LONE HØRSLEV

Der er så meget, jeg ikke kan fortælle. Ikke til lægen, ikke til nogen. Det vil ikke give mening for dem. Hvad skal jeg sige? Hvor skulle jeg begynde? Jeg kan ikke fortælle det til nogen, jeg kan dårlig nok få mig selv til at tænke på det. Der er alle de ting, jeg er bange for. Det er svært at forklare. Josefine kiggede på sin telefon, klokken var 13.27. Hun kiggede hen mod døren, kiggede på telefonen igen. Hun satte telefonen for øret og ringede til ham igen, det var tredje gang, hun ringede til ham. Telefonen gik på svareren, hendes kaffekop var tom. Burde hun gå? Hvad ville andre gøre i den situation, vente lidt mere eller gå? Hvad ville andre piger gøre, hvad ville andre sige, hvad siger man, man siger: Du skal behandle dig selv med kærlighed og respekt, så vil andre gøre det samme. Hun kunne ikke rigtig beslutte sig for, om det var kærligt og respektfuldt

15


over for sig selv at blive siddende her og vente på ham. De havde aftalt at mødes klokken et. Nu var den 13.31. Hun kiggede hen på døren, hver gang den gik op. Tjenerne havde store hvide forklæder på, de bevægede sig hurtigt og smidigt rundt mellem bordene, oppe på disken stod der et stort fad med kager: små franske citrontærter, æblekage, muffins og brownies. Hendes mave knurrede, hun havde ikke spist noget hele dagen. Kun drukket kaffe og Fun Light og Cola Zero. Hun ville gøre, som lægen sagde. Hun ville gøre det rigtige. Behandle sig selv med respekt. Egentlig var hun taget op til lægen på grund af smerter i ryggen. Men pludselig havde lægen bare sagt, ud af det blå: Hvorfor tror du egentlig selv, du er overvægtig? Ordene havde ramt hende som en lussing. Hun rødmede helt ned på brystet. Det var kommet så overraskende og brutalt, at hun ikke anede, hvad hun skulle sige. Overvægtig. Det var jo rigtigt. Men forfærdeligt at høre ordet, få det sat på sig, som et dørskilt på en dør; i denne krop bor der en overvægtig. En klam og fed person, fuldstændig blottet for selvkontrol. Du kan ikke bare spise det, du har lyst til, sagde lægen.

16


31 LARS DANESKOV

Måske er det bare sådan, man ser ud, når ens søn lige er død. Holdningen var den samme, men han virkede krympet, og med sine låste rynker lignede ansigtet ikke et, der nogensinde ville komme til at smile igen. Jeg havde aldrig før set Laus far med slips. Han spurgte, om der sad nogen. Allerede da han stod ved køkkenbordet med de mange umage kopper og kagerne, var jeg klar over, at det var det, der ville ske. Igen fortrød jeg, at jeg ikke var taget hjem direkte fra kapellet. Jeg huskede, hvordan hans sikkerhedssko så ud på de læste aviser i entreen, når han var hjemme, og vidste, hvordan dækkene på hans stationcar vrissede, når de stoppede i gruset på gårdspladsen. Jeg havde aldrig nogensinde talt med Laus far. Jan.

25


Du lægger tegningen på skrivebordet, så den halvt dækker den danske stil, du er i gang med. Du er to år ældre end mig. Selvfølgelig kan jeg se, det er et ansigt, men jeg kender ikke kvinden. Øjenvipperne er lange, og det sorte hår stikker spidst frem i istapper under bowlerhatten. »Liza Minnelli,« siger du og mener, jeg burde have gættet det alene på skønhedspletten. Jeg siger, jeg aldrig har hørt om Liza Minnelli. Du forklarer, det er fra en gammel film, jeg heller ikke kender, og at hendes øjne ligesom Barbra Streisands har noget melankolsk over sig, hvilket gør hendes udtryk svært at ramme med kulstift, uden at hun virker skeløjet. Jeg har hørt om Barbra Streisand, men aner ikke, hvordan hun hverken ser ud eller synger, og spørger, om du ikke har noget Pink Floyd. Det har du ikke. Du har heller ikke knallert, hvilket din far aldrig har forstået. Hvad er det for en dreng, der ikke vil have knallert? Hans håndtryk var hårdt, og tilsyneladende havde han glemt, vi allerede havde hilst på hinanden. Faktisk kunne han næsten ikke kende mig, sagde han ved kapellet. Han havde ventet udenfor sammen med Inge. Nu var hun ikke at se nogen steder. Af en eller anden grund satte han sig ved siden af mig i stedet for overfor. Som om vi var børn,

26


Paradis REBECCA BACH-LAURITSEN

Jeg satte skraldeposen ved bagtrappen. Kaffegrums, melonskal, tamponer. Så tog jeg fortrappen, fordi min cykel holdt nede foran, og når jeg kom hjem, var skraldeposen væk. Sådan var det hver dag eller hver anden, eller hvor tit skraldeposen nu var fuld, og det var ikke noget, jeg tænkte over. Jeg var flyttet til storbyen, og min verden havde aldrig været mindre. Lejligheden var en lille sol og strålerne små stik ud til kiosken, uni, bussen, biblioteket. Der var knogler alle vegne. Du skulle til eksamen i anatomi. Det var smukt at lære hinanden at kende på den måde, kende navnene på hinandens knogler. Vi printede tegningerne ud på tykt papir og tapetserede væggene med dem med ægte tapetklister, som du havde, ligesom du havde en chaiselong og et vitrineskab. Du havde lejligheden, jeg havde dig og på den måde også det hele.

39


Jeg arbejdede på pubben, den mindede mig om lejligheden på grund af de mørke møbler. Jeg satte glas i opvaskeren, sådan en, hvor man kørte en hel bakke ind ad gangen og pressede et tungt låg nedover, og når den var færdig, og man løftede låget igen, kom dampen hver gang som en overraskelse og satte sig vådt i tøjet og huden som en sved, der ikke var min egen. Jeg fik klap i røven og drikkepenge og vaskede den syrlige stank af sprit og cigaretter ud af håret i det kolde vand hjemme i køkkenet om natten. Vi tog pillerne, og vores pupiller blev store. Det er mørket i øjet, der lukker lyset ind. Du sagde, vi opløses. Jeg sagde, og sammensættes i ny kemisk form. Når folk sagde, at stoffer er flugt, vidste vi, at det forholdt sig modsat. Vi var virkelig til stede. Vi så alting, som det var. Et lyslilla fald fra kirsebærtræet. Vi fejede det op nænsomt. Som en betroet opgave. Solen gik ned i baggården, duggen faldt, alt var bevægelse nedad. Det sidste af solen lagde sig på låget af skraldespanden. Vi havde dem i små gennemsigtige rør med hvide propper i toppen. Der havde været lagkagekrymmel i. Måske tænkte vi på dem sådan, som krymmel, som pynt. Vi havde dem i alle farver, nogle med tryk på, et lille stempel ned i stoffet.

40


Bjergdæmon NIKOLAJ ZEUTHEN

»Det kunne slutte med, at nogen døde,« siger Mads. »Og hvad?« spørger Jan. »Hvad hvad?« spørger Mads. »Jamen, nogen dør og hvad? Hvem dør og hvorfor?« Mads forklarer, at det bare var en idé til en eller anden retning, det kunne tage. Han havde ikke bestemte personer i tankerne. Det var simpelthen bare for at have en vag idé om, hvor det kunne gå hen. Jan siger, at den slags idéer skal man helst bare holde for sig selv. De kan ikke bruge det til noget. Det er ingenting: Mads deltager i mødet, sidder der med de andre, men vælger så at kaste ingenting ind. Det er en mærkelig holdning. »Så ryger jeg ned i hierarkiet,« siger Mads. »Du ryger ikke ned i hierarkiet,« sukker Jan. »Der er ikke noget hierarki på den måde. Det er bare ... Det, vi kommer med, skal være lidt mere præcist,

45


eller hvad man skal sige. Det skal være mere konkret.« Tove rækker hånden op og siger, at det vel ret beset er en brainstorm, de er i gang med. Hun vil give Jan fuldkommen ret i, at Mads’ input var ubrugeligt, eller i bedste fald »en avanceret form for tidsspilde«, men øvelsen er vel i en eller anden forstand at give helt los og sige alt, hvad der falder en ind. En sidste ting, hun gerne vil tilføje, er, at det egentlig ikke er helt korrekt, når Jan siger, at der ikke er noget hierarki. For i sidste ende er det jo ham, der er lederen. Jan nikker. Det er helt rigtigt, det Tove siger, bortset måske fra det her med, at alle indfald skal på bordet. Jan påpeger, at man som menneske får helt utrolig mange indfald hele tiden, hvert eneste sekund faktisk, men langt de fleste bliver jo sorteret fra, og det eneste, han bare gerne ville sige til Mads, var, at hans indfald med, at »nogen dør til sidst«, hvor der slet ikke er andet end det, ingen person og ingen begivenhed og i det hele taget ikke nogen forklaring eller bagvedliggende fornuft – at det nok var et af den slags indfald, der burde være faldet for en eller anden indre frasorteringsmekanisme. Tove rækker hånden op igen. Hun har to ting, hun gerne vil tilføje til det, Jan siger. Den ene er bare en skæg iagttagelse, nemlig at det jo på sin vis går imod det med hierarkiet, at Tove irettesætter Jan. Altså,

46


Tomatsuppe MARTHA FLYVHOLM TODE

Jeg sidder og venter. Det gør jeg tit. Det føles, som om jeg har ventet i flere år. Jeg forestiller mig, at Aske endelig kommer, og hvad jeg så vil sige. Det er lidt af en omvendt kliché. Jeg overvejer at skrive det i sneen. »Julie.« Aske giver mig et kram bagfra. »Jeg blev lige inspireret, du ved.« »Det er okay,« siger jeg. Det er det ikke. Jeg har siddet og ventet i tre kvarter. Aske siger, at han fik skrevet et vildt fedt digt. »Det er måske det bedste, jeg har skrevet, overhovedet.« Jeg fokuserer på at trække vejret normalt. Det er det eneste, der hjælper imod kulde. Man må overbevise kroppen om, at den skal stoppe med at klapre og i stedet bare slappe af. Det var det, som holdt min morfar i live, dengang i militæret. »Hvor vil du hen?« spørger Aske. Han tilføjer, at han hundefryser. Jeg siger Props.

61


»Er det langt væk?« »Lidt.« »Okay,« siger Aske. Han trækker på skuldrene. »Hvis det er det, du vil.« Jeg rejser mig fra trappeafsatsen. Nørreport er helt stille. Der er ikke mange i byen på en søndag. Aske spørger, hvordan min weekend har været. »Fin,« siger jeg. »Lad os tage 5A.« Aske siger, at han godt kan lide Nørrebro. »Godt,« siger jeg. »Det er også nærmest det eneste sted, jeg gider at komme.« »Jamen så.« Efter øl nummer to tager han min hånd og spørger igen, hvordan min weekend har været. Jeg siger, at den har været fin. Vi kysser efter et par øl mere. Jeg kan ikke slippe tanken. Jeg burde have skrevet det i sneen. * Vi mødtes nogle måneder før til en fest. Det var en slags privatfest hjemme hos Rasmus fra 3.k. Det havde lige været sommerferie. Sara og Mette blev ved med at sige, at om et år, så var vi færdige. Det var Aske, der kom hen til mig. »Et øjeblik,« sagde han. »Jeg finder os lige nogle drinks.«

62


Sammen PEDER FREDERIK JENSEN

Det var sådan en dag, hvor man tager for lidt tøj på. Tynde bukser, kondisko. Kondisko med hvid kant, der hurtig bliver sort. På altanen skøjtede en dåse rundt i en hvirvel. Det var det første, jeg bemærkede, da jeg trak gardinerne fra. Jeg hørte lyden. Så trak jeg fra og så dåsen. I det samme knugede min mave sig sammen, og jeg faldt og tænkte: Intet er længere, som det var. Jeg er en anden. Eller. Jeg er et andet menneske, end jeg troede, jeg var. Jeg ved ikke, hvad jeg foretager mig. Det er kernen, tænkte jeg og rejste mig, holdt fast i radiatoren og løftede min krop, mens skyerne udenfor sejlede forbi som vattoppe. Hun tog telefonen. – Jeg har fået din mail, sagde jeg. … –  Hallo?

73


– Ja, sagde hun. Hæst måske. Raspende. Lidt tilbageholden. – Det var en overraskelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. – Det er også længe siden, sagde hun. – Vi var fulde, forsøgte hun. – Det tror du jo ikke på. At det undskylder noget. – Nej, sagde hun. – Det gør det ikke. Det er jeg glad for, du siger. – Jeg skammer mig, sagde jeg og krængede mine joggingbukser op om hofterne, mens jeg holdt telefonen fast under kinden. –  Ja. – Jeg skammer mig, fordi jeg ikke havde tænkt. Ikke før din mail. Jeg havde ikke tænkt, at det var sådan, det var. At der var noget galt. – Hvor er du nu? –  Hjemme. – Hvor er det? – Samme sted. – Du har ikke flyttet dig. Ikke at det overrasker mig. Det overrasker mig faktisk overhovedet ikke. Du bor altså, hvor du altid har boet? – Ja, det er det samme. Eller nu er det ikke det samme. Det har været det samme. – Ved du, hvorfor jeg forlod byen? … – Hva´? Ved du det?

74


Bodyshaper GUNVOR REYNBERG

Flødeskumskager. »Et gåsebryst, en kartoffelkage og en medalje.« Mille ser uskyldigt på pigen i bagerbutikken. Når hun køber tre forskellige, er der ingen, der tror, de kun er til hende. Pigen nikker uden at se op og koncentrerer sig om forsigtigt at putte kagerne i en æske. »Måske skulle du hellere købe en grovbolle, min ven.« Den ældre dame, der står bagved i køen, ser medfølende på hende. »Kartoffelkager er da lige så sunde,« joker Mille, men der er ingen i køen, som griner. Hun spiser kagerne, mens hun trækker sin cykel hen til fitnesscentret, og når lige at tørre sig om munden, da Mira dukker op. Det er i dag Projekt Mille starter. Mira har tvunget hende til træning kl. 9 lørdag morgen. »Så er vi fit for fight inden festen i aften!« Hun vil

83


redde sin veninde fra en skæbne værre end cancer eller kondylomer. Fedme. Mille og Mira. Mira og Mille. M & M’s. Latterlige, farvede chokoladeknapper, som koster en formue. Mille kan tømme en pose på ingen tid. 200 gram tysk chokolade og en hindbærroulade fra Lidl er bedre. Selvom det er noget billigt lort. Miras lyse hestehale vipper op og ned, mens hun træder hårdt i crosstrainerens pedaler. Hendes lille røv vipper til gengæld overhovedet ikke. Klemt inde i et par stramme, sorte tights har den ikke en chance. Ved siden af hende er Milles krop ved at fortære en motionscykel. Sadlen er forsvundet mellem hendes baller, og maven ligger som et bølgende hav på Milles knæ, men begynder langsomt at sive mod gulvet, fast besluttet på at fylde hele lokalet og kvæle det svedende fitnessfolk. Den hårdtpumpede fyr nede ved vægtene. Den spinkle, gamle dame ved ribben. Den unge mor, der har sin baby med i en lift og allerede er slank igen efter fødslen. Når fedtlavinen rammer dem, vil det være for sent. Alle, inklusive baby, vil omkomme med et forbavset udtryk i ansigtet. Mille fniser. Mira vender sig og sender hende et stort hvidt smil.

84


Vintermedister THOMAS KORSGAARD

Han trykker på knappen til en dørtelefon. Det har været en lang tur. Men han syntes ikke, han kunne blive ved med at aflyse. Nu svarer hun ikke. Hun har boet der i lang tid efterhånden, i den røde murstensbygning med de grønne træaltaner i udkanten af byen. Op mod de gamle fabriksskorstene. Det var kommunen, der anviste boligen til hende. Det var en stille og rolig skilsmisse, sådan har han hørt hende omtale den, stille og rolig. Han tænker tit på, da faren rev alle lamper ud af væggene. Pudset, der faldt ud af hullerne, hvor skruerne sad. Fjernsynet, der gik i stykker, da han ville kaste det ind bag i bilen. De små elektronikmoduler, der lå overalt på asfalten. Han holder knappen inde nu, men hun lukker ikke op. Han tænker på det, hun sagde i telefonen, at de skulle have en rigtig hyggeaften. Han tager sin telefon i jakkelommen og forsøger at huske hendes

95


nummer. Tager det ciffer for ciffer, håber, at han husker rigtigt. »Hej søtte.« »Hvorfor lukker du ikke op?« »Er du her nu?« »Ja, jeg har stået ude foran i ti minutter.« »Undskyld, jeg kunne ikke rigtig høre det. Hej søtte, kom da ind.« Han skubber døren ind med skulderen og går op på anden sal. Hands Up med Ottawan runger fra en lille CD-afspiller i gangen. Han smider jakken på gulvet, går hen og skruer ned for musikken. Hun siger et eller andet inde fra køkkenet, han kan ikke høre det. Der hænger glade citater overalt i morens lejlighed. De var det første, hun købte, da hun fik penge efter skilsmissen. Han synes, man får dem kastet i hovedet. Det starter på dørmåtten: Oh shit its you again. På metalskilte, hun har sømmet op på væggene: Live your life. På tomme kaffekrus på glasbordet i stuen: Smile its friday. På T-shirts, han ikke kan huske at have set før, som hænger udstillet: Verdens bedste mor. I et hjerte på et klistermærke, der hænger på spejlet: Glæde. På toiletbrættet: Wanna talk dirty? Moren står i køkkenet. Hun har sin lilla velourdragt på og råber, selvom han står lige bag ved hende. Hun har ikke lagt mærke til ham.

96


Vinyl SARAH ENGELL

Vi sender et tæskehold, der kan smadre dit pretty bartenderfjæs! Jeg læner mig hen over Mattis skulder for at læse taleboblen i hans Messenger. »Fuck,« siger han. »De bliver ved.« Jeg lægger armene om ham og trykker mig ind til hans brede, varme overkrop. »Måske ...« Han strammer grebet om mobilen. »Måske skulle jeg stille mig op på baren i aften og sige, at de skal møde mig udenfor?« »Lad være, skat. Du ved ikke engang, om det er nogen derindefra.« »Du så selv, hvordan de kiggede på mig den aften, skinhead-typerne. Idioter. Hvad havde de regnet med?« Der er noget rørende over hans musklers hårdhed, og hvordan stemmen ryster, blødheden derinde. Jeg

103


lader pegefingeren følge skråskriften på hans brystkasse. Rum & rye until I die. En topløs pinup holder bogstaverne op i strakte arme. »Du er måske også lidt ude om det selv nogle gange,« siger jeg. »At folk kaster med glas og opfører sig totalt hjernekneppet?« »Nej nej, men du ved ... Måske skulle du bare få et andet arbejde?« »Please, lad være med at lyde som min eks.« I stedet for at svare slikker jeg hans hals. Den smager salt, og varmen fra hans hud er småbitte lynnedslag, der vækker min krop til live. Matti tænder skærmlyset igen. Det oplyser hans ansigt og giver det skygger. »Uden dig ville jeg fandeme gå ned på det her, Cecilia.« Jeg trækker mobilen ud af hans hånd og smider den over i den anden side af dobbeltsengen. Dynen lugter varmt, af sperm og vodkasved. Jeg kravler gennem mørket og tager ham i munden. Matti fletter sine fingre ind i mine og klemmer til. Bassen dunker gennem det sølvternede mørke. Spejlkuglen sender et lysende harlekinmønster i kredsløb, og her er propfyldt som sædvanlig. Matti svinger glas og flasker rundt i luften. Langs hele baren står unge, stylede kvinder og bestiller de

104


Krat JULIA BUTSCHKOW

Hans pik er hård. Men han ved, at ingen kan få øje på ham. Stående med bukserne nede om anklerne, det er et ekstremt tæt krat med træer og buske og grønne blade overalt, og han er sindssygt liderlig og oppe at køre over, at han har gjort det, forvildet sig herind, ikke engang som en gennemtænkt beslutning, det var bare noget, der skete. Det startede om morgenen. Han havde ikke mere toastbrød inde på værelset. Så han tjekkede kollegiets fællesfryser for at se, om nogen havde en pose rundstykker, han kunne låne fra. Og pludselig gik det op for ham, at han havde den halve pose frosne ærter liggende, med sine initialer på. Og inde i posen med ærter havde han for flere måneder siden gemt en lille pose amfetamin.

117


Det var for vildt at mærke suset igen, efter så lang en pause. Det var ikke, fordi han havde et dybtfølt ønske om at stoppe sit stofforbrug, det var, fordi han indså, at hele hans SU-lån gik til det, og at han var i gang med at opbygge en kæmpegæld, at han besluttede sig for at blive clean for en tid og få styr på sit shit. Og i nogle måneder lykkedes det, han mødte op til undervisningen på universitetet, læste lektier, spiste mad tre gange om dagen, han løb hver anden dag, han så et par kvinder, som han ovenikøbet pligtskyldigt kneppede, han forsøgte at leve et helt normalt liv. Lige indtil i dag. I dag, hvor det hele vender tilbage. I dag, hvor han fandt skidtet i fryseren. I dag, hvor lysten er gigantisk. Hans pik har aldrig været så hård før, han har aldrig været så tændt. Det er for sygt, det her, fuck, det er forbudt, hvisker han til sig selv, men det tænder ham så vildt, at han slet ikke kan styre det. Han behøver næsten ikke røre ved den, alt, der skal til, er fornemmelsen af hans fugtige fingerspidser og synet af de små, der løber og leger.

118


New Zealand ANITA KRUMBACH

Vognen arbejder sig langsomt op ad viadukten. Nis griber ud efter rækværket. En ballon slår mod hans håndryg i rytmiske slag. Han lukker øjnene. – Nissen sover! Kaas klasker ham i ryggen. – Hva så, Nissemand? Kaas trækker Nis ind til sig. – Skål, for helvede! Nis løfter flasken. Slår bunden mod Kaas’ fremstrakte øl og drikker. Motoren overdøver de andres råben. Bilernes dytten. Dytter I så skåler vi. Vi er Danmarks framtid. Vognen holder for rødt på toppen af viadukten. Musikken drøner i højttalerne. De står på række, med armene om hinanden. Svajer fra side til side. Bilerne på motorvejsafkørslen sætter i bevægelse. De fleste drejer til venstre og kører ned mod byen. En mand i en hvid varevogn ruller vinduet ned. Stikker en behåret arm ud og vinker. Studenterne hyler og skriger. Løfter flaskerne og drikker. Vognen sætter i bevægelse. Kører langsomt nedad

123


mod krydset ved Falckstationen og drejer til højre. Rabatten langs industrikvarteret er bred. Et bælte af gulliggrønt græs bag matte kantsten. Vognen drejer til højre ad den første sidevej, tilbage mod motorvejen. Tim står med ryggen til. Hviler armene på rækværket. Signe og Mira udveksler blikke. For real? Kan man bo her? Nis stiller den tomme øl i kassen. Åbner en ny. Maven trækker sig sammen ved tanken. Snart vil vognen køre den anden vej. Alt for hurtigt. Passere rækken af betonfacader med billige skilte. Stenhuggeriet. Dreje om hjørnet ved Falckstationen og køre op ad viadukten. Alt sammen i rasende fart. Ned til villaen ved stranden. Et par håndværkere står under halvtaget foran en grill. Skiltet med håndskrevne tilbud er væltet. Ligger på siden med strittende ben. En fyr i malertøj giver dem fingeren. De rækker øllene ud over rækværket. – Taberrøv! På den anden side støder sideveje vinkelret op til vejen. Chaufføren skifter vejbane. Kører uden om en række skurvogne, der holder parkeret langs rabatten. Han tager farten af på vendepladsen for enden af vejen, kører langsomt ind i indkørslen til Tims hus. Ruller af metaltråd og jernrør ligger dynget op, halvvejs forsvundet i en hæk. Vognen holder stille. De vælter ned ad trinbrættet. Slingrer efter Tim, der går med lange skridt gennem gruset og ind på flisestien. Passerer værkstedet, hvor den store

124


Vampyr JENS BLENDSTRUP

Nini Andersen var vampyr. I 400 år havde hun levet af andres blod. Hun var sosu-assistent, og nu var hun blevet forfremmet til mellemleder. Dvs. hun fik lov at tørre færre røve til flere penge. Nu kan man tro, hun valgte sit job ud fra jagtmarker. Men der tager man fejl. Hun foretrak dem unge, men havde de gamle bare lidt livskraft i deres øjne, kunne hun godt finde på at tappe dem også. Dog aldrig helt, da det let kunne afsløre hende. En halv liter var nok. Og mange af de ældre blomstrede sjovt nok op, når hun havde bidt. Nuvel, der var også dem, der døde, men sådan er det med gamle mennesker. Hun iagttog noget sjovt ved sine kollegaer: De nærede følelser for de gamle, og når de gik bort, kunne de sidde sammen i samme rum og drikke kaffe og nævne den gamles navn igen og igen og tale om samtaler, de havde haft med den gamle. Nini måtte holde sig for munden for ikke at le, for det var så typisk mennesker, at de godt

131


kunne elske et menneske, efter det var gået bort, ja, nogle gange nærede de flere følelser for det bagefter. Åh, hun var så fin, kunne de sige. Eller: Det er så underligt, så tomt her er uden fru Petersen. Ja, nu mærker man, hvordan hun bandt det hele sammen. Så kom der gerne en pause i samtalen. Måske kom der også en tåre, der hastigt blev tørret væk, mens de andre ansatte flokkedes om den grædende, som ville de forvisse sig om fællesskabet. Og så holdt de om hinanden, selvom det ikke var noget, de ansatte ellers gjorde. Nini kunne svagt huske, hvordan det var at have følelser. Det var noget med, at hårene rejste sig, når man blev bange. Og munden kunne give sig til at give mange svar meget hurtigt, hvis den blev nervøs, og øjnene kunne løbe i vand, hvis der var noget, man savnede. Men det var alt sammen så længe siden. Hun så ikke på mennesker som individer, men en slags kegler, der var der, og så var de væk. Når man havde levet så længe som hende, holdt man op med at gå op i kollegaernes liv. Hun kunne heller aldrig huske, hvad de havde snakket om sidst. Nogle gange kunne hun lægge sig til at sove, og når hun vågnede, var der gået 20 år, og så var kollegaerne jo borte. Men ikke Nini. Hun sørgede for at skifte job med ti års mellemrum, så der ikke var nogen, der undrede sig, eller stillede spørgsmål. Det hjalp, at hun ikke så specielt godt ud, hun var vel nær-

132


Le Freak TINE HØEG

20:30 Temaet er disko. Annas kjole er kort og strammer over hofterne, hun drejer en halv omgang. Er den for meget? Pailletterne. Hun har også købt plateausko i en genbrugsbutik og crepet sit hår. Hun ved ikke, hvad de andre har på. Nogen tager i døren til badeværelset. To minutter, råber Anna og retter på de store øreringe. Kusinens lille stemme gennem døren: Jeg skal tisse. Ved et langbord inde i stuen sidder hele Annas familie. Faren fylder 50, og hun havde egentlig meldt afbud til kollegiefesten. Lad mig give dig et råd. Sally stod og røg ud af køkkenvinduet, hun havde vendt sig om og set på Anna: Det er vigtigt at markere sig som ny beboer. Vise, at man gerne vil være med. Don’t be a ghost. De andre har spist sammen i aften, Sally ville lave noget coq au vin. Hun læser litteraturvidenskab og har været et semester på Sorbonne. På hendes

143


køkkenskab hænger et citat: She wanted to die, but she also wanted to live in Paris. 20:35 Nervøs velour. Høje lys og flag og hendes far for bordenden. Moren, fætrene, tanterne. De store onkler. Anna går hurtigt gennem stuen, makeuppungen som et skjold foran brystet. Hold da op! Hendes onkel pifter. Alle ansigter vender sig mod hende, blodet skyder op i hendes kinder. Sikke en diskodronning! Moren følger efter hende ud i entreen. Det var så dejligt, du kom og var med. Hun aer Anna over håret. Mor! Anna lyner jakken op i halsen. Hun kan høre onklens stemme, idet hun lukker døren bag sig: Sådan en velskabt pige. Fætteren spørger: Hvad var hun klædt ud som? 21:10 Kollegiet ligger på en lang allé over for Vestre Fængsel. Anna står foran hovedindgangen. Det er oktober, himlen er mørk. Der er lys i køkkenerne på alle etager. Folk varmer op, venter på, at festen i aulaen begynder. Hun kan mærke sit hjerte i brystet, en kæmpe muskel. Pailletterne kradser i armhulerne. På tiende står en lille flok i vinduet, de griner og ryger, og musikken brager ud fra køkkenet bag dem. Hele bygningen sitrer af forventning. Hun ser pludselig for sig: en krop i frit fald.

144

SKAM - NOVELLLER (Læseprøve)