Page 1


Dana Reinhardt

SIG NU SANDHEDEN

På dansk ved Anja Hitz

På dan s k v ed An j a H i tz På dan s k v ed An j a H i tz

Høst & Søn


Sig nu sandheden er oversat fra engelsk af Anja Hitz efter Tell us something true Copyright © 2016 by Dana Reinhardt and Wendy Lamb Books, an imprint of Random House Children’s Books, a division of Penguin Random House LLC, New York Denne udgave: © Høst & Søn / ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell Digital ISBN 978-87-638-5123-7 Printed in Finland 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Til Daniel. Hvad enten det var skæbnen, held eller en anden kraft, der førte os sammen, så er jeg taknemmelig for dig hver eneste dag.

5


ET

Jeg troede ikke på skæbnen før den eftermiddag, Penny Brockaway dumpede mig midt på søen i Echo Park. Inden nogen begynder at danne sig billeder af mig på vej ned på bunden af det beskidte søvand i en ligpose, vil jeg understrege, at dumpede skal forstås sådan, at hun slog op med mig, at hun tog mit hjerte og trampede på det med de klodsede støvler, hun godt kunne lide at gå med, og så satte sig ind bag rattet i sin SUV og kørte mit hjerte over, hvorefter hun samlede de fladmaste stumper op og smed dem i kompostbeholderen. Vi lejede en af de der små pedalbåde. Jeg var den eneste, der trådte i pedalerne. Vi havde hørt om bådene fra hendes bedste veninde, Vanessa, som havde fortalt Penny, at man kunne sejle ud midt på søen i Echo Park, og lyder det ikke romantisk? At være ude midt på en sø med den, man elsker? For mig lød det ikke ubetinget fedt, men Penny ville gerne, og alt med Penny var romantisk. At se hende børste sit hår. Eller binde sine sko. Eller blæse en boble med sit sukkerfrie, blå tyggegummi. Jeg havde ikke brug for at sidde i en båd midt på en uægte sø for at have varme følelser for Penny. Jeg havde det mindst lige så godt med at sidde på bagtrappen hjemme hos Penny og se hendes trebenede hund 7


løbe om kap med sprinklerne. Eller at hjælpe hende med at passe sin fede lillebror, Ben. Men hun ville ud at sejle med en af de skide både. Jeg skulle bare have sagt nej, men det gjorde jeg ikke. Og så tog det os fire måneder at finde en lørdag eftermiddag, hvor vi kunne køre til Echo Park, og endelig gjorde vi det, og da vi nåede frem, måtte vi vente i femogfyrre minutter på en ledig båd, og vi fik en rød, og vi steg ned i den, og jeg trådte os ud midt på søen, og så sagde hun: »River« efterfulgt af et dybt suk og et længselsfuldt blik tilbage mod bådebroen, hvor jeg havde betalt en teenager i en dum vest tyve dollars for det privilegium at leje den båd, i hvilken min kæreste nu var ved at droppe mig. »Jeg kan bare ikke det her mere.« Det sjove er, at jeg tænkte: Men det er mig, der har trådt i pedalerne hele vejen. Det efterfølgende er lidt sløret. Nogle mennesker taler om, at det at stå over for en tragedie, giver dem en ud-afkroppen-oplevelse, som om de befinder sig oppe i skyerne og kigger ned på en miniatureversion af sig selv. Nogle mennesker beskriver en følelse af at være under vand, hvor det hele bevæger sig i forvrænget slowmotion. Mig? Min krop blev til is, og mit hoved selvantændte. Som var jeg en kikset superhelt med totalt ubrugelige, selvskadende kræfter. Hun sagde helt sikkert mere. Det må hun have gjort. Men i et vist antal minutter – eller måske var det timer, for det var, som om solen flyttede sig, lyset over søen ændrede sig – hvor meget tid der end gik, fra hun sagde Jeg kan ikke det her mere og Du er bare ikke rigtig ... den slags menneske, jeg synes, jeg har fortjent, så hørte jeg intet. Og jeg tror ikke på, at det hun sagde, ligger skjult et sted inden i mig, som det gør i de sorte 8


bokse, som optager al afgørende information i en flyvemaskine, for jeg har gravet dybt. Jeg har næsten mediteret over det, og det eneste, jeg kommer tilbage med, er stilhed. »Hvilken slags menneske har du fortjent, Pen?« Jeg ville ønske, jeg havde stillet spørgsmålet med en dyb stemme, måske med argentinsk accent, noget maskulint, i stedet for at kvække som en frø. Der skete noget med mig, som gjorde det svært at tale. »En ... jeg ved det ikke ...« Hun kiggede tilbage mod bådebroen igen. Var det fyren i vesten? Var det ham, hun følte, hun fortjente? En, der solgte billetter til ’romantiske’ pedalbåde, som dræbte kærligheden? »En, der ... interesserer sig for mere.« »Interesserer sig.« »Ja, for mere ... jeg ved ikke ... mere ...« Sædvanligvis var Penny intelligent og hurtig og sjov. Så jeg vidste, at hun kæmpede, det føltes egentlig godt, fordi det stod klart, at hun ikke havde haft tid til at forberede sig på det, hun ville sige, så jeg kunne holde fast i et håb om, at hun havde handlet impulsivt. »Mere  ...?« »Riv, hold op med at gøre det så svært for mig.« Jeg ville ønske, vi havde valgt en robåd. Så ville jeg have kastet årerne fra mig. Vi kunne have siddet ude midt på søen i Echo Park for altid, eller i det mindste indtil hun havde indset, at hun begik en frygtelig fejltagelse. Men så begyndte hun at træde i pedalerne. Langsomt. Som håbede hun, at jeg ikke ville lægge mærke til det, selvom mine pedaler også bevægede sig, fordi de var forbundne. Simpatico. Ligesom vi plejede at være. 9


Bådebroen og idioten i vesten kom nærmere. Jeg havde betalt for en hel time. Vi havde været ude i et kvarter. »Altså,« sagde hun, da hendes tråd fandt ind i en god rytme. Hun bed sig i overlæben på en måde, som jeg syntes var totalt charmerende. Penny brugte aldrig læbepomade som alle de andre piger. Hvorfor forsøge at forbedre noget, der allerede var perfekt? »Du reflekterer ikke. Du tænker ikke over tingene. Du følger bare efter og gør, hvad du tror, der bliver forventet. Du forsøger ikke engang at forstå dig selv og dine problemer, og River, du har problemer ...« »Jeg elsker dig, Penny.« »Jeg ved, du elsker mig. Det er jeg rimelig klar over.« »Jeg mener, jeg elsker dig virkelig, virkelig.« »Det er sødt, men ...« »Det er sødt?« »Lad os nu bare ...« »Er det på grund af Vanessa? Da hun fortalte dig om at tage ud på søen med en, man elsker, så mente hun sikkert dig og hende.« »Du er skør.« »Ja, jeg er. Skør med dig.« Jeg ville ønske, jeg ikke havde sagt det. Det var klamt. Som taget ud af en af de tåbelige romantiske komedier, som Penny tvang mig til at se. Hun himlede med øjnene. Jeg kiggede ikke engang på hende, jeg kunne ikke bære det, men jeg vidste, at hun himlede med øjnene. Da hun trådte os hen mod bådebroen, råbte fyren i vesten til os. »Kast rebet til mig.« Jeg holdt stramt om det. »Giv ham rebet, River.« »Nej.« 10


»Han skal bruge rebet for at trække os ind.« »Nej.« »Gør, hvad du vil,« sagde hun, mens hun forlod båden. Hun var nødt til at springe for at nå over på bådebroen. Hun greb fat i vestefyrens arm, mens jeg sad i båden med rebet i hænderne. »Kom nu, River.« »Nej.« Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede og hvorfor, men jeg havde på en eller anden måde bestemt mig. Jeg ville ikke ud af den båd. »Jeg vil gerne af sted nu.« »Så gå.« »Vi er i Echo Park. Hvordan vil du komme hjem?« »Jeg tager bussen.« »Meget morsomt.« »Jeg mener det.« »Du har ikke taget bussen i hele dit liv.« »Og hvad så?« Hun sukkede og kastede et blik mod fyren i vesten, som ville hun sige: Hvad skal jeg stille op med ham her? »Fint,« sagde hun, gravede efter sine bilnøgler i tasken og lod dem dingle foran sig. »Jeg går nu. Sidste chance for et lift hjem.« »Nej, tak.« »Farvel, River. Held og lykke med ...« Hun lavede en håndbevægelse ud mod søen. »... det hele.«

11


TO

Jeg er ikke stolt over at indrømme, at jeg aldrig har fået taget kørekort. De fleste, der vokser op i LA, drømmer om at køre, fra de er gamle nok til at drømme. Men jeg fik ikke gjort det, da jeg blev seksten, som alle andre, og så blev jeg sytten, og det blev ligesom min signatur: Jeg var ham, der ikke havde kørekort. Hvorfor? Jeg havde ikke brug for det. Jeg faldt for Penny Brockaway, da vi var femten, hun blev seksten en måned før mig, og hun fik kørekort, som alle andre, så jeg havde ikke brug for at lære at køre, jeg havde jo hende, indtil den dag jeg blev droppet midt på søen i Echo Park, mere end tyve kilometers motorvej hjemmefra. Det viste sig, at der kun var seksten kilometer ad almindelig vej, seksten en halv for at være helt præcis, og det ved jeg, fordi jeg gik samtlige seksten en halv. Jeg havde en telefon. Der var folk, jeg kunne have ringet efter. Mor. Eller Leonard, selvom jeg vidste, han var på arbejde. Jeg kunne have ringet efter Will eller Luke eller Maggie. De ville have elsket muligheden for at køre mig hjem efter et brud med Penny. Jeg kunne have ringet efter en taxa, for fanden. Men jeg havde ikke lyst til at forholde mig til nogen, ikke engang en tilfældig taxachauffør, jeg aldrig ville møde igen. 12


Til sidst kastede jeg rebet over til fyren og forlod båden, og han sagde, at jeg skyldte ham endnu tyve dollars, fordi jeg havde påbegyndt en ny time, mens jeg sad der og tænkte, og jeg tog sedlen ud af min pung og gav den til ham, fordi jeg ikke kunne overskue andet end at leve op til andres forventninger. Jeg begyndte at gå. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke anede, hvor jeg gik hen. Jeg havde aldrig før været i Echo Park. Jeg bevægede mig sjældent øst for Fairfax-kvarteret. Jeg er ikke spejder eller noget og har aldrig været det. Alligevel vidste jeg, at jeg ville komme vestpå ved at gå mod solen, som dovent var på vej ned. Den her dag ville være lang tid om at slutte. Jeg gik gennem filippinernes bydel, thaiernes bydel, koreanernes bydel. Forbi butikker, der solgte farverige plastik­ spande og blomstrede paraplyer og silkepyjamasser og krydderier og fisk og radioer og futoner. Jeg stoppede ikke for at købe nudler eller dumplings eller slushice. Jeg kunne ikke huske, hvornår eller hvad jeg sidst havde spist. Normalt har jeg en monster-appetit, så det var sigende, at jeg ikke engang købte mig en iste. På et særligt trøstesløst stykke af Pico Boulevard i midtbyen var jeg ved at miste grebet, fordi jeg kom til at tænke på mit hår. Så sent som ugen før var vi taget til Rudy’s i Venice, og Penny havde givet fyren, der klippede mit hår, Jasper, tror jeg, han hed, klar besked på, hvad han skulle gøre. Ikke for kort. Tag lidt af nakken; det ser ud, som om han har hockeyhår. Hun holdt om min nakke, mens hun sagde det, og hun lod sine fingre løbe igennem mit nakkehår og trak lidt i det for at understrege sin pointe. 13


Hvordan går man fra at nusse et menneskes nakke til bare en uge senere at dumpe ham på søen i Echo Park? Det, der var sket, ramte mig som et jordskælv, men ikke som et af de små, LA rammes af, hvor man indimellem er nødt til at lade, som om man mærker det. Det var i dét øjeblik, jeg så det. Idet jeg var ved at bryde sammen midt på det tomme fortov, hvor der muligvis aldrig havde været en fodgænger, mens solen langt om længe forsvandt, og der derfor ikke længere var noget til at vise vej. Jeg så skiltet. Sortmalet og falmet på en slidt, hvid markise: EN NY CHANCE. Et stort, tydeligt, blinkende neonskilt, som i Vegas eller på Times Square, det var sådan, jeg så det – et skilt, der kaldte mig til sig: Hey, du der! River Anthony Dean! Dit syttenårige nul uden hverken kørekort eller kæreste! Herovre! Denne vej! Nu forstod jeg, hvorfor jeg havde holdt fast i det reb, hvorfor jeg ikke ville forlade båden, hvorfor jeg ikke tog imod Pennys tilbud om et lift hjem, hvorfor jeg ikke stoppede og spiste nudler eller dumplings eller slushice. Jeg havde brug for at ankomme til det sted på det tidspunkt for at se EN NY CHANCE skinne som en ledestjerne i mit eget mørke. Skiltet hang der for min skyld. Jeg stod under markisen foran et par beskidte glasdøre, på den ene var der tapet et stykke papir op: HER hører du til. DETTE er begyndelsen til forandring. N U er det rette øjeblik. KOM BARE IND. 14


Jeg gik igennem en tom foyer til endnu et par døre, skubbede dem op og følte, at jeg blev trukket hen mod noget vigtigt. Noget, der havde styrke til at dreje denne katastrofale eftermiddag i en ny retning. Jeg befandt mig i et stort rum uden vinduer med ti-tolv mennesker på metalklapstole opstillet i en rundkreds. Deres hoveder vendte sig mod mig på samme tid. »Velkommen,« sagde en mand i hvid skjorte med kinaflip, den slags, digtere og pirater går med. »Tag en stol med.« Det gjorde jeg. »Præsentér dig selv.« »Jeg hedder River.« »Hej, River,« sagde manden. »Fortæl os, hvad du laver her.« »Øhm ...« Jeg sank. Frøen i halsen skulle ikke vende tilbage. »Altså ... jeg har vel nogle problemer. Jeg tænker ligesom ikke nok over tingene. Og mit liv er ... temmelig smadret.« Jeg stoppede. Sank igen. Min mund var utrolig tør. Hvorfor havde jeg ikke købt den iste? »Og så ... opdagede jeg skiltet. I ved, udenfor. Og så ... altså, jeg har brug for en ny chance.« Alle i rundkredsen, bortset fra digterpiraten var de fleste af dem på min egen alder, gjorde en underlig bevægelse. En slags hilsen, hvor de rystede hånden frem og tilbage med lillefingeren rettet mod mig og tommelfingeren rettet mod sig selv. »Det betyder, at vi føler en forbindelse,« forklarede digterpiraten. »Vi forbinder det, du siger, med noget sandt i os selv.« Han smilede til mig og fastholdt mit blik længere, end jeg brød mig om. Så vendte han sig mod drengen, der sad ved siden af ham. Han var stor – barberet isse, ternet skjorte, bred nakke – typen, der ser ud, som om han vil stjæle dine 15


frokostpenge, og derefter kortslutte din bil. »Fortsæt, Mason. Du var ved at fortælle os om din uge.« »Okay, så, jeg var ligesom i Starbucks efter skole. Alle de andre skulle derhen, så jeg tænkte, at jeg ville hænge ud med dem, men uden at købe noget. Og så bestilte de alle sammen Caramel Flan Frappucino, og det så virkelig lækkert ud. Men den har en milliard kalorier. Og så ser jeg, at der findes en lightudgave, som er fedtfri og kun har omkring 140 kalorier, og den køber jeg, og den smager præcis som noget, der er fedtfrit og kun har 140 kalorier. Og jeg bunder den på tredive sekunder og går op for at bestille en af de rigtige, for nu har jeg fået smag for det, og fyren siger Hvad skulle det være? Og jeg åbner munden for at sige En Caramel Flan Frappucino, dit pikhoved, men jeg hører mig selv sige Bare et glas vand, tak. Det var ikke, fordi jeg ikke tænkte på at gå ud på toilettet og brække mig, men så ... gjorde jeg det ikke. Jeg har kun brækket mig en gang i den her uge. Det er ikke perfekt, men jeg er ret stolt af det.« »Det kan du også være,« sagde digterpiraten. »Jeg er i hvert fald stolt af dig.« Han var spinkel af bygning, den kraveløse skjorte hang på ham, han havde halvlangt, brunt hår, som Penny ville have fået ham til at trimme bagtil, et tjavset gedebukkeskæg, der så lidt tilfældigt ud, og rødlige kinder. Han læspede en lille smule. Hvordan digterpiraten eller hans gruppe ville kunne hjælpe mig med at få en ny chance hos Penny, vidste jeg godt nok ikke, men nu var jeg en del af rundkredsen, og jeg kunne ikke bare rejse mig og gå. En for en, imod urets retning, lavede deltagerne nedslag i den uge, der var gået. Flere talte om stoffer eller alkohol. 16


Der var en pige, der stjal, og en dreng med computerspilafhængighed. Mens jeg lyttede til de andre, var jeg lige ved at glemme mit knuste hjerte. Næsten. Da turen kom til fyren ved siden af mig, stirrede han længe på sine sko. De var vildt fede: Nike Dunk High SB’ere i lilla og kirsebærrød. Jeg havde aldrig set den farvekombination før. De kunne godt være en særudgave. Han havde fortsat ikke sagt noget. Han knækkede alle sine fingre to gange og tappede nervøst på sine lår. Ingen skyndte på ham. Ingen havde travlt. Jeg bliver utryg ved stilhed, men jeg skulle ikke nyde noget af at bryde den. Endelig kom der et lavt, langtrukkent støn fra ham. »Ååååååååårh.« Og så: »Molly.« Digterpiraten nikkede. »Molly,« sagde fyren igen og klemte øjnene hårdt sammen for at holde på tårerne. »Jeg. Savner. Molly. Jeg. Savner. Molly. Virkelig. Meget.« Altså var jeg ikke alene. Jeg var ikke gået forkert. Min tristhed, min historie, det, der havde bragt mig hertil – Penny – betød noget. Det talte. Mit hjerte var ikke det eneste, der var blevet trampet på. En smuk pige med langt, mørkt hår og lysebrun hud, pink læbestift og store, runde guldøreringe, butikstyven, rejste sig og kom over til ham med skoene og tilbød ham en Kleenex fra sin taske. Han viftede hende væk. Han ville holde fast i forestillingen om, at han ikke behøvede at græde over Molly, ligesom jeg i båden havde holdt fast i det reb. Jeg ville sige noget i stil med Jeg er med dig, bro, men jeg ville ikke tale. I stedet knyttede jeg hånden, strakte min 17


t­ ommel- og lillefinger og bevægede min hånd frem og tilbage imellem os. Han kiggede på mig. »Også dig?« Jeg nikkede. »Molly?« Jeg grinede lidt. »Nej, ikke Molly,« sagde jeg. Fyren havde en tør form for humor. »Hvad så?« Jeg overvejede, hvor jeg skulle begynde. Den første gang jeg så hende tværs over gården under rundvisningen af nye elever? Den første gang jeg kyssede hende, til Jonas’ fest? Den første gang hun lod mig – »Coke? Oxy?« Oh, shit. Stoffet Molly. Han talte ikke om en pige. Molly var et stof. »Adderall?« Jeg rystede på hovedet. »Hvad så?« Han sendte mig et mistroisk blik. »Det’ løgn ... Ikke det store H?« Jeg rystede på hovedet igen. Mere medfølende. Nu grinede han. »Det regnede jeg heller ikke med. Hvad er det så? Er det ... pot?« Jeg nikkede, fordi det var lettere end at fortælle, at jeg var her på grund af de problemer, min kæreste sagde, jeg havde, og som jeg ikke helt forstod. Og i det mindste havde jeg faktisk prøvet at ryge pot. To gange. »Pot?« Han grinede igen. »Pot,« sagde han, som om det var virkelig svært at forstå. »Christopher,« sagde digterpiraten. »Vi kan ikke sammen18


ligne vores egne kampe eller laster med vores kammeraters, så det giver vi os ikke af med. Det ved du godt.« »Pot,« gnæggede han. Alle kiggede på mig. Ventede. Det var min tur til at fortælle min historie. Og sådan blev jeg en del af EN NY CHANCE, beliggende på et trøstesløst stykke af Pico Boulevard i midtbyen, så jeg kunne slås med min ikkeeksisterende potafhængighed hver lørdag aften i løbet af foråret det sidste år af high school – det, der skulle have været den bedste tid i mit liv.

19

Dana Reinhardt SIG NU SANDHEDEN (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you