høst &
Athena
S N E T E F PROEMPEL T
215
ag: Jordan, hi adgelige mænd
t a f ube x ico. Tæt for fu lg yg te fra Me fl a n e th A og a må Willia m a lvor ga lt, d t r fo t s r fø g r do noge Tingene gå yg, og Athena m ister enden ver s Willia m bli t, hv ilket ka n betyde g meget v ig ti forsøg på at opk la re, or. re e på d s d Athenas m e m t e k s r e hvad der
LÆS DE AN BØGER I SERDRE IEN:
PROFETENS TEMPEL
melighed specielt fu Ved et helt r med hver deres hem live. to persone f dem slipper der fra i Ku n en a
4
ETENS F O R P TEMPEL
4
re på åreettr: a mødes e ig l id t , n yen P Jorda nd i for tidsb er.
4
1t a.
Willisaønm
k rasmussen
k1t a.rasmussen
W&A 1: Kejserens hemmelighed W&A 2: Gravens forbandelse W&A 3: Prøvelsernes huse 9 788763 828772
Fra 9-12 år
139
15,9
139
34452_genfĂŚrd_125x200.indd 6
16-01-2013 17:12:25
PROFETENS TEMPEL William & Athena 4
I samme serie Kejserens hemmelighed (W&A 1) Gravens forbandelse (W&A 2) Prøvelsernes huse (W&A 3)
m s ussen a . r a t 1 k
ETENS F O R P TEMPEL William
Athena
4 høst & søn
k1t a. r asmussen
ETENS F O R P TEMPEL William
Athena
4 høst & søn
Profetens tempel – William & Athena 4 © Kit A. Rasmussen og Høst & Søn/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Anders Walter (illustration) og Leo Scherfig (design) Kort: Palle Schmidt Bogen er sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2877-2 Printed in Latvia Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Se forfatterens hjemmeside www.kitarasmussen.dk og www.williamogathena.dk
Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk
Ca. to måneder tidligere, Petra, Jordan Emil Jacobsson håbede, at det hele var en gigantisk misforstå else. Han havde tjekket sine oplysninger fjorten gange og var hver gang nået frem til samme resultat, men alligevel håbede han, at det bare var ham, der havde fejlfortolket noget. Omkring ham skinnede den rosa fortidsby udhugget i sten i den lavthængende sols varme stråler. I visse dele af fortids byen myldrede det endnu med turister, men lige her var der stille, og han indåndede den tørre luft. Skævede til uret for 37. gang. Han kunne ikke vente for evigt, og om senest ti minutter ville han tage tilbage til byen. Den rigtige by, med hoteller og restauranter, som lå uden for fortidsbyen Petra. Det var mær keligt, at fortid og nutid kunne være så tæt på hinanden. Og at alle de helt almindelige turister ikke anede, hvad de var i nærheden af. Emil følte nærmest jorden dampe under sine fød der. Gigantiske hemmeligheder befandt sig her, uden nogen kendte til dem. Men det, han yderligere havde fundet ud af, var ... for uroligende. Det måtte være en fejl. Han forsøgte at fortælle sig selv, at der bare var noget, han ikke havde fået ordentligt fat i. Da det ikke lykkedes, forsøgte han at skubbe tankerne om bagest i sin hjerne. Helt om, hvor de ikke kunne gøre skade. Måske skulle han bare lade være med at sige noget om det. »Emil? Står du der?« Stemmen rev ham ud af spekulationerne, og Emil drejede sig omkring med et sæt. Prøvede at smile. 5
»Jeg stod vist bare i mine egne tanker. Var det svært at finde herhen?« Det gik op for ham, at han havde svaret på svensk, sit modersmål. »Det er ikke første gang, at jeg er i Petra, og som jeg husker det, var det mig, der foreslog, at du ledte her.« Der lå en under tone i ordet ‘foreslog’, som tydeligt fortalte, at deres endeløse diskussioner om, hvorvidt dette nu også var det rigtige sted at lede, ikke var glemt. »Du sagde, at du havde fundet noget vig tigt? Skal vi se på det med det samme – jeg har ikke så meget tid.« »Selvfølgelig. Familien kalder vel?« Emil mærkede sine tæn der tørre i det alt for brede smil, så overlæben havde svært ved at glide tilbage på plads. En trækning løb over det solbrændte ansigt, men forsvandt hurtigt. »Vis vej.« Emil førte an op ad en af de utallige stentrapper, der tilsynela dende ikke førte nogen steder hen. Hvorfor havde han sagt det med familien? Han skulle have holdt sin store, dumme mund lukket. Klippen var glat, og han drejede sig om for at give en hånd, men blev omgående verfet væk. »Fart på. Hvis du virkelig har fundet det, du siger, vil det være fundet over alle fund. Og det har jeg brug for.« Emil var ikke sikker på, om han hørte de sidste ord korrekt. Men det var lige meget. Når den anden så, hvad Emil havde fundet, ville ord slet ikke være nødvendige. Det lignede en skygge, men var i virkeligheden en sprække i klippen og skjulte hemmeligheden. Emil tøvede et kort sekund. Dette her var sidste chance. Han tog en dyb indånding og traf en beslutning. 6
»Det er herinde, kom.« Han tændte sin lygte, og et øjeblik efter slikkede endnu en lyskegle hen over klippevæggene. »Har du virkelig fundet det, Emil?« Begejstringen skinnede igennem i stemmen, og Emil var ved at ombestemme sig, men holdt alligevel fast. »Ja, jeg tror det. Men du ved naturligvis mest om dette, så jeg vil lade dig bedømme det selv.« Gangen, der hidtil havde klemt sammen om hans skuldre, udvidede sig og blev til sidst så bred, at Emil kunne træde til siden. »Jeg synes, du skal gå forrest herfra.« »Hvorfor?« »Stol på mig.« Ordene var bitre i hans mund. Der var et øjebliks tøven. »Godt så.« Emil mærkede, hvordan deres arme strøg mod hinanden i en brøkdel af et sekund. Hans håndflader var klamme. Han håbede virkelig, at det var det rigtige, han gjorde. »Emil!« Man kunne ligefrem høre åndeløsheden i den andens stemme. Emil trådte hurtigt frem og stillede sig ved siden af åbnin gen til rummet. Synet blev ikke mindre fantastisk, uanset hvor mange gange han så det. Rummet åbnede sig foran dem og fik den enlige stenbænk til at se ensom ud, men når lyskeglerne ramte væggene og vækkede malerierne til live, var det som at være tilbage i tiden. Han kunne høre de sagte mumlende stem mer og mærke duften af røgelse og urter. Fornemme, hvordan besøgende ærbødigt havde bøjet hovederne over for de uforstå elige kræfter, de mødte. »Emil, dette er stedet. Stedet, jeg har ledt efter så længe!« Dobbeltøksen strakte sig tværs gennem rummet og så ud til 7
at være malet direkte på gulvet. Man skulle tæt på for at se, at det ikke helt var tilfældet. Utrolig tæt på for at se, hvad Emil havde opdaget. Han rømmede sig. Var nødt til at stille spørgsmålet, og det var bedst bare at få det overstået. For kunne det virkelig passe, at nogen ville gøre alt for at holde dette fund skjult for andre? Alt?
8
Athena 1 Athenas næse blev mast flad og kølig mod lufthavnsvinduet. Udenfor kunne hun se fly køre den ene og den anden vej, mens små mænd i neonfarvede veste vinkede og dirigerede. Det lignede enhver anden lufthavn, og de kunne lige så godt være i Swaziland som i Mexico. Alligevel var det den mest triste lufthavn, hun nogensinde havde været i. »Athena? Kommer du ikke over og sidder sammen med os?« William rørte hendes arm, men hun drejede ikke engang hovedet for at se på ham. Hun havde heller ikke rørt sig, da Stan, kokken, som de første gang mødte i Beijing, havde spurgt om præcis det samme. Og hun havde slet ikke rørt sig, da far sagde farvel og gik mod sit fly til Jordan for et par minutter siden. Han var skuffet, det var hun ikke i tvivl om. Men ikke halvt så skuffet som hun. De havde været i Kina, Egypten og Mexico og fulgt mors forskning. Athena havde fundet ting i mors dagbog, der viste, at de var på rette spor. Og nu havde far bestemt, at hun skulle sendes hjem til Danmark. Det var ikke fair. Tænk, at hun havde været lige ved at fortælle ham, at hun havde dagbogen. Hun sukkede. Lettet over ikke at have gjort det. Far sagde, at hun og William var i fare. Som om! Havde de måske ikke klaret sig igennem prøverne under søen i Mexico? Og ham voldspsykopaten, der forfulgte dem, var hun ikke bange for. Ikke ret meget, i hvert fald. 9
William drejede sig og gik tilbage til plasticstolene. Athena mærkede Stans blik brænde sig ind i sin nakke. Far mente altså, at de havde brug for en babysitter til at følge dem hjem. Desværre. Hvis Stan ikke havde været der, ville hun nok selv have fundet et fly til Jordan. Eller til ... hvad var det nu for lande, der stod på den serviet, William fandt i voldspsykopatens bil? Grækenland havde været overstreget, ligesom Jordan, så der havde man måske allerede fundet det, der var at finde. Både Peru og England stod også nævnt, og de var ikke overstregede. Hun måtte tjekke mors dagbog og se, om nogen af stederne stod nævnt. Bare ikke, mens Stan så det. Han ville sikkert sladre til far ved første lejlighed. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Puha. Var det sig selv hun kunne lugte, eller hang lugten af William stadig i luften? De trængte begge til et bad efter at have rullet rundt i flagermusebæ. Lufthavnspersonalet havde ikke været meget for at lukke dem ind, hvilket hun egentlig godt kunne forstå. Med et suk rettede hun sig op og mærkede, hvordan panden ligesom hang fast i ruden og kun langsomt gav slip. Et fedtet mærke sad tilbage på vinduet. Omkring hende gik folk glade og smilende med bugnende tasker og hylende unger. På vej på ferie. Eller på vej hjem. Hun var ikke klar til at tage hjem. Hun måtte på en eller anden måde overbevise Stan om, at de ikke skulle tage hjem endnu. Morfar ville blive stiktosset, men det problem måtte hun tage sig af senere. Lige nu gjaldt det om at finde den bedste historie til at rejse et hvilket som helst andet sted hen end Danmark. Om hun så skulle opdigte den. Et hurtigt kig på uret for10
talte hende, at der stadig var tre timer til, deres fly skulle lette. Masser af tid. »William, kommer du?« Han kiggede forundret på hende. »Hvor skal vi hen?« »Hvis vi ikke vil have, at alle flypassagererne skal sende os dræberblikke, vil jeg foreslå, at vi får vasket bare en lille smule af alt det lort af og tager noget rent tøj på.« »Okay.« William kom hurtigt på benene, og Stan var lige bag ham. Athena skævede til Stan. »Jeg tror godt, at vi selv kan vaske os.« Han nikkede, men samlede alligevel deres poser sammen og fulgte efter dem. De havde ikke nået at få det store med fra Mexico, da de flygtede fra voldspsykopaterne, men far havde købt et eller andet skrammeltøj til dem i lufthavnen, før han skred. Virkelig irriterende, at Stan gik med dem, for hvordan skulle hun nu få talt med William? Da tanken slog hende, var det så indlysende, at hun havde lyst til at grine. Stan var fra Nordirland og kunne mange ting, men tale dansk var helt sikkert ikke en af dem. »William,« hviskede hun, men så gik op for hende, at en hvisken netop ville vække Stans mistanke. »Vi kan ikke tage hjem nu. Vi bliver nødt til at fortsætte,« sagde hun så i et normalt toneleje. Stan reagerede ikke på hendes ord. Perfekt! »Hvad mener du?« spurgte William. »Vi er så tæt på. Vi bliver nødt til at finde på en historie, så vi ikke kan tage hjem. Hvad nu, hvis din mor arbejdede sammen med voldspsykopaten. Så kunne vi ikke tage hjem, vel?« 11
»Ej, Athena, det gør min mor altså ikke.« »Det ved du da ikke.« »Det ved jeg altså godt, at hun ikke gør.« »Nå, men du vil heller ikke hjem, vel? Så kan du finde på noget bedre?« William nikkede langsomt og fik en pose fra Stan, da de stoppede foran toiletterne. Stan rakte Athena en anden pose og borede sit blik ind i hendes. »Athena, jeg ved godt, at du ikke vil hjem, men nu er det altså sådan. Lad være med at få gode ideer.« Han havde gennemskuet hende. Pokkers. Men hun trak på skuldrene, tog posen og gik ud på toiletterne. Hun skulle nok finde på noget.
12
William 1 William så sig over skulderen. Bag sig så han Stan stå bøjet tæt ind over Athena. William kunne ikke høre, hvad han sagde, men det var ikke svært at gætte. Langt bag dem, ude bag de store glasruder, kunne han se en helikopter lande. Omkring i lufthavnen myldrede det med småsnakkende mennesker. Som om ingenting var sket. William skubbede døren til herretoiletterne op. Det føltes ikke som ret lang tid siden, han havde sagt farvel til mor og regnskabschefen i lufthavnen derhjemme, og det føltes i hvert fald som alt for tidligt at vende hjem. Han havde ikke engang nået at ringe og fortælle dem, at han var på vej, men det blev han vel nødt til, medmindre Athena fik en ide. Hvad nu, hvis de ikke var kommet hjem fra spaopholdet endnu? Kunne de bruge det som undskyldning for ikke at tage hjem? Nej, Athenas morfar, Stig, kunne sikkert hente dem i lufthavnen. Øv. William sukkede. Hvorfor kunne de ikke tage med Bendt til Jordan? Det lød som et spændende sted med masser af eventyr. Og han var faktisk blevet ret vild med at være på eventyr. Et øjeblik stod William stille og kiggede sig omkring. Der var selvfølgelig ikke noget bad. Tøvende stillede han posen med tøjet fra sig, greb en håndfuld servietter fra en kasse ved siden af vasken og krængede trøjen over hovedet. En mand, der var ved at vaske hænder ved en anden vask, kiggede på 13
ham i spejlet med et underligt blik. William var ligeglad. Han havde dårligt nok døset i bilen på vejen til lufthavnen, og han havde stadig ikke helt tjek på tiden efter at have opholdt sig under jorden så længe. Han havde slet ingen ide om, hvor mange timer i træk han havde været vågen, men det var også alt for udmattende at tænke på. Faktisk ... han var ikke meget for at tilstå det, men måske ville det ikke være helt slemt at komme hjem og sove i sin egen seng. Bare en enkelt nat eller to. William vaskede sig så godt som muligt med vand, håndsæbe og servietter og fandt det rene tøj frem fra posen. Vandrestøvlerne var også møgbeskidte, og han skyllede dem forsigtigt i håndvasken. Det hjalp ikke ret meget, men han kunne jo ikke gå rundt uden sko. Til sidst stak han hele hovedet ind under vandhanen. Mærkede vandet pible ned i hovedbunden. Vandet, der strømmede ud i afløbet, var gråligt af snavs, og i mangel af bedre smurte William håndsæbe i håret. Da han var færdig, kiggede han i spejlet. Han så helt smadret ud. Men der var i det mindste ikke mere flagermusebæ i hverken tøj eller hår. Det snavsede tøj lå i en bunke ved siden af ham. Det lugtede ikke ret godt. Mor ville skrige, hvis hun så det. Han masede tøjet ned i den plasticpose, det nye tøj havde været i, og så på den. Skulle han tage den med hjem? Nej. William løftede posen og gik over til affaldskurven, der var beregnet til brugte servietter. Prøvede at mase posen ned i, men hullet var for lille. Han sukkede. Der var sikkert en anden større skraldespand et sted.
14
Stan stod stadig uden for toiletterne, da William kom ud, men Athena var ingen steder at se. »Hun er stadig derude,« sagde Stan og nikkede over mod dametoiletterne. William havde mest lyst til at synke sammen på gulvet og tage sig en lur, men lugten af tøjet blev værre og værre, jo længere han stod med det. Utroligt, at Bendt og Stan kunne holde ud at sidde sammen med dem i bilen på vejen hertil. »Stan? Jeg finder lige et sted, hvor jeg kan slippe af med dette her tøj.« Stan så ud, som om han ville sige noget, men kiggede så på William med et langt, vurderende blik og nikkede. »Jeg venter her på Athena. Du kommer direkte tilbage.« »Okay.« William holdt posen ud i strakt arm og kiggede rundt. Ved cafeen derovre havde de nok en stor skraldespand, han måtte låne. Cafeen havde virket tættere på. Det føltes, som om William måtte vandre i en evighed, og da han vendte sig om, var Stan forsvundet bag menneskehavet. Måske kunne han godt sætte sig her på gulvet og slappe af et øjeblik. William kiggede ned og fik øje på snavsetøjsposen i sin hånd. Strakte straks armen ud fra sig igen og var lige ved at ramme en dame med den. Hun for tilbage med rynket næse og stirrede på ham. »Undskyld,« mumlede han. Han måtte hellere komme af med tøjet i en fart. Han slæbte sig fremad, et, to, tre skridt. Drømte om en blød seng. Hov, var det ikke ...? Inde til højre stod en skralde15
spand! William småløb derhen og kylede posen i, vendte sig om, og stoppede. Klappede sig på bukselommen. Åh nej. Han måtte lukke øjnene et sekund. Den genopladelige lommelygte, stofstykket fra Prøvelsernes Huse og servietten fra Mexico – den med landene på – lå i lommen på de andre bukser. Langsomt drejede han sig rundt. Fik øje på en sok, der var røget ud af posen og lå sammenkrøllet ved siden af skraldespanden. Med et suk samlede han den op med det yderste af fingerspidserne og bøjede sig over skraldespanden. Lugten var skidt, og det kunne ikke kun være hans snavsetøj. Vel? Han måtte skubbe armen godt ned for at få fat i posen, og så fik han kun fat i trøjen. Trak den op af posen og skubbede den til side. Fik fat i kanten af posen. Adr, det føltes helt forkert. Klistret. Godt nok var tøjet beskidt, men klistret? William trak den op fra skraldespanden. Posen var smurt ind i smeltet softice. Et sekund overvejede han at tørre fingrene af i de snavsede bukser i posen, men resultatet ville sikkert ikke blive bedre. Anderledes lugt, men ikke bedre. Han trak bukserne op fra posen og klappede på lommerne. Der. Lommelygten, stofstykket og den gamle serviet kom nemt op fra lommen. Stofstykket foldede sig ud, og for første gang kiggede William nærmere på det. Der var en form for logo på. En kniv og nogle kviste og en slags cirkel i baggrunden. Det lignede ikke et logo, han havde set før. Han måtte prøve at google det, når de kom hjem. Forsigtigt foldede han det sammen og lod det glide ned i lommen på de nye bukser sammen med servietten og lygten. Han skulle lige til at lade posen dumpe ned i skraldespandens mørke igen, da han hørte det. 16
Stemmen. Stemmen! Han kunne ikke vende sig. Kunne dårligt trække vejret. »Jeg har ikke fundet dem endnu, men når jeg gør ...« Ordene blev efterfulgt af en arrig lyd, der vækkede billeder af lastrum i varevogne til live i Williams hoved og fik det til at krible ubehageligt i hans nakke. Skridt passerede tæt forbi bag ham, og stemmen fortsatte et øjeblik efter, lidt længere væk: »Den unge stank som ind i helvede, da vi havde fat i ham. Jeg sværger, at jeg vil kunne lugte mig frem til ham!« Hvordan kunne voldspsykopaterne være her allerede? Stan havde jo ødelagt deres bil og ... helikopteren! William havde lige set en helikopter lande. Hvordan de så ellers havde skaffet sådan en? William kiggede forsigtigt over skulderen. Manden havde en mobiltelefon presset ind mod sit øre og så sig ikke tilbage. William sank. Der var faktisk ingen tvivl om, hvad han var nødt til at gøre.
17