Page 1


6


Holly-Jane RaHlens

MuRen

eR fa ld et og Jeg siddeR

fast


Muren er faldet Og jeg sidder fast er oversat fra engelsk af Arko Højholt & Mads Heinesen efter Wallflower. Originally published under the title Mauerblümchen Copyright ©2009 by Rowohlt Verlag GmbH, Reinbek bei Hamburg Denne udgave: ©Holly-Jane Rahlens og Høst & Søn/rosinante & co, København, 2014 2. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3781-1 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Holly--Jane Holly Jane RaHlens RaHlens Pa dansk ved Pa dansk ved Heinesen aRko HoJHolt & Mads aRko HoJHolt & Mads Heinesen


Indhold 1 Pigen, der boede i en revne 7 2 Fyren, som kom ind fra kulden 19 3 Shoppingeventyr 34 4 Da Mick mødte Molly 41 5 Vest for Novosibirsk 49 6 Livet i den Grü Zone 55 7 Mick i Legoland 65 8 Margot og Erich 70

Bellevue Tiergarten

Zoologischer Garten

Charlottenburg Savignypl.


9

Jerntæppet 75

10

Berlin Alexanderplatz 84

11

Molekylers hemmelige liv 98

12

En østtyskers bekendelser 103

13

‘From Berlin with love’ 112

14

Pæn i pink 120

15

De røde sko 127

16

Pigen, der kom ud af sin revne 135

Pankow (Vinetastr.) Schönhauser Allee

Dimitroffstr.

Senefelderpl.

Rosa-Luxemburg Pl.

Lehrter Stadtbhf.

Friedrichstr.

Marx-Engels-Pl.

Alexanderpl.


1

Pigen, der boede i en revne

Muren er faldet. Og jeg sidder fast. Sådan har det altid været. Ikke med Muren, selvfølgelig. Det er kun to uger siden, den faldt. Men mig. Jeg har altid siddet fast. I en revne. Og jeg kan ikke komme ud. Hvis nogen en dag besluttede at lave en film om mit liv, ville de kalde den ‘Pigen, der boede i en revne’. Det er ligesom det der ‘Twilight zone’, som bliver genudsendt i fjernsynet, hvor en pige ved et uheld glider igennem en revne i væggen på sit værelse, og hendes far går ind efter hende og opdager, at han befinder sig i en femte dimension, på et ubestemmeligt, abstrakt sted, hvor rum, former, lyde, alting, er forvrænget. Det er sådan, jeg har det indimellem. Som om jeg bare vandrer rundt, forvirret og uden mål. Der er ikke noget at sige til, at jeg hele tiden farer vild. Jeg prøver at være opmærksom, men så begynder jeg at gruble, for eksempel over hvorfor der er så mange apoteker i Berlin, og før jeg ved af det, står jeg foran den Tyske Pensionskasses kontor på Fehrbelliner Platz, uden nogen anelse om hvordan jeg kom derhen, eller hvordan jeg skal komme hjem. I turistbrochurerne siger de altid, at Berlin har en bar på hvert gadehjørne. Det passer ikke! I hvert fald ikke der, hvor vi bor. Men inden for en fem minutters radius af vores lejlighed er der mindst ni 7


apoteker og ikke færre end tre helsekostbutikker. Indikerer det en by fuld af syge mennesker? Eller sunde og raske? Det kan ligeså vel være det første som det sidste. Vi bor i Charlottenburg-distriktet, og vi, det er mig, Molly Beth Lenzfelt, 1. g’er, og min far, Fritz Lenzfelt, teoretisk kemiker. Vær sød ikke at spørge mig om, hvad en teoretisk kemiker er. Det er indviklet – du vil ikke vide det. Så jeg er altså lidt distræt, jeg farer tit vild, og jeg bor for tiden i Berlin-Charlottenburg. Men ikke så længe endnu. I aften fejrer vi Thanksgiving big time med vores amerikanske naboer, Bo Brody og hans kone, Edda, og i morgen pakker jeg mine tasker og flyver hjem til New York. Auf Wiedersehen Tyske Pensionskasse-kontor. Min far – jeg plejer bare at kalde ham Fritz – bliver i Berlin indtil juli. Vi kom i august, og det var meningen, vi skulle være her et år. Da jeg for et par uger siden fortalte ham, at jeg gerne ville hjem, bad han mig give det en chance til og i det mindste blive hængende indtil jul. Men den køber jeg ikke. Det er på tide at tage hjem! Min storesøster, Gwendolyn, som er enogtredive og deltidstjener på en mexicansk restaurant lige ved motorvejen omkring Burlington, Vermont, vil holde øje med mig i New York. Det passer hende fint, for hun har lige slået op med sin syttende kæreste i år og ser frem til lidt luftforandring. Desuden, siger hun, kan hun skrive den Store Amerikanske Roman hvor som helst, selv på Manhattan. Fritz, som i sjældne øjeblikke kan være sjov, driller hende og siger, at Den Store Amerikanske Roman allerede er skrevet af adskillige før hende, inklusive Melville, Twain, Salinger, og Shakespeare – bare for at nævne et par stykker. Men Gwen ignorerer ham bare og spørger, om hun kan låne nogle flere penge, indtil hendes bog er færdig. Jeg griner. Gwen aner ikke hvorfor. 8


»Shakespeare?« siger jeg. »Amerikaner? Romanforfatter?« Gwen brummer og tjatter til Fritz. Jeg har intet mod at bo med Gwen i New York. Hun er helt fin og vil sikkert færdiggøre sin roman en dag, men ærligt talt så er vi ikke ligefrem det perfekte match. Hun er for eksempel fuldstændig ligeglad med, hvor mange apoteker der er i Berlin. Hvis hun var her, ville hun højst sandsynligt gå ud og tælle barerne i stedet. Jeg er mere sådan en, der kan lide at nusse rundt derhjemme. Hun slæber mig altid steder hen, jeg ikke har lyst til at være, tilrøgede kunstferniseringer for eksempel, eller tatovører, som brændemærker hendes overarm med navnet på hendes syvende kæreste i år, eller til toppen af World Trade Center til en tidlig omgang power-morgenmad med kæreste nummer otte. Jeg er lidt ligesom Fritz, hvorimod Gwen er som Leonora. Leonora Sophie Lenzfelt. Det er et smukt navn, ikke? Det er min mor. Vores mor – en skønhed uden lige. Gwen minder mest om hende, og ikke kun i skønhedsafdelingen. Ligesom vores mor har hun ingen problemer med at få nye venner, hun læser poesi højt, hun laver en virkelig god kartoffelmos. Og ligesom Leonora er Gwen i stand til at lukke sin bh på ryggen på et sekund. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det. Måske fordi hun har så meget erfaring med at tage den af og på sammen med fyrene. Uanset hvad: Jeg lukker min bh foran og drejer den om på ryggen. Gwen kunne sikkert lære mig at gøre det på den rigtige måde, hvis jeg spurgte hende. Min mor, som var en dedikeret high school-lærer, ville helt sikkert have lært mig det, hvis hun havde levet. Men det gjorde hun ikke. I hvert fald ikke længe nok til at vise mig hvordan. Jeg var lige fyldt elleve og brugte endnu ikke bh, da hun gik bort. Det var meget traumatisk. At hun døde altså, ikke at jeg ikke gik med bh. En dag efter morgenmaden gik hun til lægen med ondt i maven, og da 9


hun kom hjem til middag, havde hun kræft. I bugspytkirtlen. Fire uger senere var hun væk. Hun havde så travlt med at få nye venner, læse poesi højt, mose kartofler og lukke bh’en på den rigtige måde, at hun overhørte alle advarselssignalerne – ikke at kræft i bugspytkirtlen giver særlig mange. Og ikke at de ligefrem stikker i øjnene som en bulnet tommelfinger. Du drømmer ikke om, hvor mange mennesker der kom til begravelsen. Der var ikke plads til alle inde i kapellet, så de var nødt til at stimle sammen ude på fortovet med de luskede typer, der hang ud ved den ulovlige spilleklub to døre længere henne. Leonoras klasse kom, læs: femogtredive tiendeklasse-elever; den koreanske grønthandler på Broadway var der, min mors russiske manicurist, og hele min søster, Gwens, kavalkade af kærester fra årene 1975-84. Der var mange. Alle beundrede min mor. Alle. Men ikke mere end mig. Måske bortset fra Fritz. Og Gwen. Men jeg var kun elleve. Så tabet var naturligvis større. Det er gråt udenfor idag, som de fleste andre novemberdage i Berlin, som et sort/hvid-fotografi fra 1930’erne, i et af min mors gamle fotoalbums. Tunge skyer, nøgne træer, de blanke og kulfarvede brosten. Gamle damer støttet til stokke trasker rundt i gaderne iført tykke brune pelshatte og pakket grundigt ind i kraftig grå uld. Ind imellem flyder en farve forbi, en lys gul mohairfrakke på en fornem afrikansk kvinde, en kongeblå hue på en rolling i en klapvogn, en eksplosion af pink fra lyngbuskene hos blomsterhandleren længere oppe ad gaden. Det gule, det blå og det lyserøde virker helt malplaceret, næsten falsk, som om små områder i det gamle sort/hvide-fotografi var blevet farvelagt. Grå, tung, nøgen. Det var sådan, jeg forestillede mig Berlin 10


en klar eftermiddag i New York sidste juni, da Fritz fortalte mig, han havde fået legatet. Vi sad på vores favorit-sushi-sted på Amsterdam Avenue tæt ved 73nd street, da han lod bomben falde. Jeg var lige ved at blive kvalt i mine spisepinde. Han kunne lige så godt have sagt, at vi skulle flytte til bagsiden af månen, Mars, eller endnu længere væk. Fritz er en sød far. Han håbede, at jeg ville se året i Berlin som et eventyr, ville genopfinde mig selv i nye omgivelser, eksperimentere, at Berlin ville være den gnist, der antændte flammen i min bunsenbrænder. Tja, han tog fejl. Det kan godt være, at han er kemiker, men når det gælder mig, er han ikke i sit rette element. Han er bekymret for, om Leonoras død har afskåret mig fra omverdenen. Han glemmer, at jeg bare ikke kan lide forandringer. Punktum. Jeg er sådan en, der sidder fast. Og det gjorde jeg. Berlin var dødsdømt fra starten. Jeg har travlt. Tykke våde dråber af gråt slud begynder at dale ned, da jeg farer forbi pølsevognen på fortovet og glider ind i en tunnel, som fører hen til S-Bahnen, Berlins højbane. Der er iskoldt i tunnellen. Jeg er glad for, at jeg tog mine pelsforede støvler på, mine vinterbukser, mine uldne knæstrømper og min lammeskindsfrakke. Jeg tager dog ikke hætten på. Jeg kan ikke lide den måde, den gør mit hår fladt på. Jeg har fået ny frisure, en kort, krøllet, brunette-bobbet en af slagsen med pandehår. Det ser godt ud. Min ånde damper. Når jeg ånder ud, kan jeg svagt smage kaffen, jeg drak lige før, jeg tog hjemmefra. Jeg håber, at jeg går den rigtige vej. Jeg har aldrig været her før. Jeg tager bussen til skole. Den tysk-amerikanske skole i Zehlendorf. Og nogle gange tager jeg undergrundsbanen til Fritz’ kontor i Dahlem, 11


hvor universitetsbygninger blandet med rigmands-villaer breder sig ud over det hele. Men jeg har aldrig været i S-Bahnen. Fritz siger, vestberlinerne boykottede den i årevis, fordi den indtil for et par år siden blev styret af Østtyskland, af kommunisterne, selv stationerne i Vest. Det tager et stykke tid at gennemskue logistikken i det system. Og jeg troede, subwayen i New York var indviklet! Stanken af gamle, fedtede pomfritter fra pølsevognen udenfor sniger sig ind på mig bagfra, men mest af alt kan jeg bare lugte vaskemidlet, som har sat sig i mit nyvaskede tøj, i mit undertøj og min ternede skovmandsskjorte. Jeg bemærkede lugten, da jeg strøg skjorten her til morgen, blomstersød og kunstig. Jeg er meget sart over for lugte, og jeg var lige ved at brække mig. Men jeg tog skjorten på alligevel. Jeg var nødt til at have varmt og behageligt tøj på. Jeg er på en mission. I dag, fredag d. 23. november 1989. Til Østberlin. For at være helt nøjagtig: til Greifenhagener Strasse i Prenzlauer Berg. Til min mors fødehjem. Hvis jeg ikke tager derhen i dag, hvornår gør jeg så? »Der er ikke særlig meget, der har ændret sig, siden hun forlod det,« fortalte Fritz mig. I august sidste år, kort efter vi kom til Berlin, tog Fritz hen for at kigge. Uden mig. Jeg blev hjemme og gemte mig under dynen. Jeg var ikke klar til at tage derhen endnu. Nu har jeg ikke andet valg, for jeg rejser jo snart. »Det er ved at falde fra hinanden – ligesom alt andet i Øst,« rapporterede han. »Pudset på facaden er ved at smuldre helt væk. Du kan se murstenene og mørtlen inde under. Altanerne virker, som om at de hvert øjeblik kan knække af og styrte til jorden. Det var underligt. Jeg havde det, som om jeg var tilbage i krigens tid.« 12


Fritz voksede op i en lille by i Hesse-provinsen. Ham, hans mor, fætre, kusiner og tanter overlevede krigen på et hængende hår. Nogle af mændene, inklusive hans far, min bedstefar, en Wehrmachts-soldat, omkom ved fronten. Flere år forinden, omkring 400 kilometer derfra, flygtede Leonora og hendes forældre som så mange andre jødiske familier fra Berlin. Hvis de var blevet, var de sandsynligvis blevet myrdet i koncentrationslejrene alle sammen. Men det vidste min mor ikke på det tidspunkt. Hun var kun seks et halvt. Senere, da hun fandt ud af det, fik hun et meget ambivalent forhold til Tyskland. Måske er det derfor, jeg har det på samme måde. Men jeg tror, at hvis hun stadig var i live, var hun kommet tilbage for at se det hele igen. Før eller senere. Ville være taget tilbage til Greifenhagener Strasse. Som mig. I dag. På trods af de blandede følelser. Jeg ser til højre og prøver at forestille mig Leonora ved siden af mig: slank, høj (dog ikke så høj som mig), sølvgråt hår, der fanger lyset. Hun gik altid så stærkt. Jeg var altid lidt forpustet, når jeg forsøgte at holde trit med hende. Nogle gange greb hun mig i armen og udstak kursen. Hun havde en fantastisk stedsans. Og et vældig stærkt greb. Jeg stikker hånden i lommen og trækker mit BVG-kort op. Hvad er det nu for en linje, jeg skal tage? Vest-linjerne har mange forskellige farver. Øst-linjerne er alle sammen sorte. Der er den. Den turkise linje, S3. Jeg skal tage den til sidste stop, Friedrichstrasse, passere grænsen, og derefter tage en sort linje østpå, og derpå en anden sort nordpå. En tyk grå grænse skærer sig igennem midten af kortet. Berlinmuren. Jeg sov fra det meste af spændingen den 9. november. Jeg har et godt sovehjerte. Jeg var gået tidligt i seng, omkring klokken 10. Dørklokken vækkede mig. Det var Edda og Bo Brody, vores 13


naboer. Og så bankede Fritz på døren til mit soveværelse og sagde, at Muren var faldet, om jeg havde lyst til at komme nedenunder og fejre det og måske gå en tur med dem? Til at starte med anede jeg ikke, hvad han snakkede om. Hvilken mur? Der var en mur i vores baghave, hvor alle skraldespandene stod på rad og række, men ... Og da jeg så forstod, at de talte om Muren, synes jeg ikke umiddelbart, at den var grund nok til at stå ud af min dejligt varme seng for, slet ikke midt om natten. Men da de var gået, kunne jeg ikke falde i søvn igen, så jeg gik ud på altanen og kunne se Kurfürstendamm og høre al larmen, alle bilerne, der dyttede, og menneskerne, der hujede. Og så tænkte jeg: Wow, Berlinmuren, det er historisk, måske skulle jeg være en del af det. Men faktisk følte jeg mig ikke rigtig som en del af det, så jeg gik i seng igen og sov fra det hele, indtil – »Hej, Molly Muh!« Jeg vender mig forskrækket om. Det er Carlotta Schmidt fra min klasse. Jeg sagde farvel til hende i tirsdags. Jeg troede aldrig, jeg skulle se hende igen. »Buh! Molly Muh!« siger hun. En dråbe af hendes spyt lander på min næsetip. Jeg hader, når Carlotta Schmidt kalder mig Molly Muh. »Hvad laver du her?« vil hun vide. Måden hun siger det på, kunne få en til at tro, at der er en lov mod, at jeg må befinde mig i S-Bahntunnellen. Uanset hvad Carlotta siger, er hun altid skinger og lyder, som om hun mobber mig. Hun er en plage, faktisk, en krydsning mellem Madonna, popsangeren OliviaNewton John og Lotto-værten på tysk tv, Karin Tietze-Ludwig. Hun har Madonnas krop, Olivias afblegede, blonde permanent og Karins udtryksløse smil. Men hun klæder sig som luderne, der dukker op efter mørkets frembrud på Kurfürstendamm. Det er så skørt. På Kurfürstendamm! Den mest eksklusive gade 14


i Vestberlin! Forestil dig, at der hang prostituerede ud foran Tiffany’s på Fift h Avenue, eller at de spankulerede op og ned forbi munkene ved St. Thomas’ Cathedral. I dag har Carlotta en stram neon-pink kjole på, som går til lige over knæene, højhælede, blanksorte læderstøvler, som går til lige under knæene, sorte strømpebukser og en sort pilotjakke i læder med skulderpuder som på en amerikansk fodboldspiller. Jakken går til taljen. Hun må være ved at fryse ihjel. Godt. Hun smiler sit Tietze-Ludwig-smil, og jeg kan se en klat læbestift på hendes fortand. Lad hende bare rende rundt med læbestift på tænderne. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at sige noget til hende. »Jeg skal lige nå at købe nogle ting,« siger jeg. Jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at fortælle hende, at jeg er på en mission, at jeg er på vej til Prenzlauer Berg. Hvis hun fandt ud af det, ville hun bruge det imod mig på en eller anden måde. På den anden side kunne jeg vel bare være ligeglad? Jeg forlader alligevel Berlin på lørdag. »Fede støvler du har,« siger hun. Se selv! Det er det, jeg mener! Hun mobber mig. Hun hader mine støvler. Hun ville ikke engang have dem på til sin egen begravelse. Jeg ville ikke engang selv have dem på til min egen begravelse. De ligner sådan nogle støvler, faldskærmssoldater har på. Faktisk er det faldskærmsstøvler. Jeg købte dem på et militært overskudslager downtown New York, tæt ved Delancey Street. Når man, ligesom jeg, bruger størrelse 44 i sko, så kan man ikke altid selv bestemme, hvad man har på fødderne. Det er en anden årsag til, at Berlin var dødsdømt lige fra starten. Jeg kan ikke fi nde et par hæderlige sko i den her by. Ingen, absolut ingen, ser det ud til, har store fødder, ikke 15


engang drengene i min klasse. Ikke at jeg nogensinde kigger på dem – drengene, altså. Og ikke at de nogensinde kigger på mig. Hvorfor skulle de? De når mig kun til hagen. Jeg er en stor pige. Ikke tung, hvis det er det, du tror! Bare høj. Næsten to meter. Eller 1.85 m – og jeg vokser sikkert stadig! Gigantiske fødder, kæmpe hænder, fyldige bryster. Jeg er et tårn, et bjerg, et regulært monster af en pige. Hvis Hollywood nogensinde ville lave en genindspilning af fi lmen ‘Attack of the 50-foot Woman’, ville jeg få hovedrollen med det samme: Molly Lenzfeld – hun var mere kvinde, end nogen mand kunne klare. Og hvis de nogensinde lavede en film om Carlotta Scmidt, ville de kalde den ‘Ung luder går amok’. For første gang på film, det overvældende syn af Carlotta Schmidts parringsritual. Se fyrene savle. Hør deres hjerter dundre. Lugt til deres kogende hormoner. »Forresten,« siger Carlotta. »Jeg så en skoforretning, der havde sko i ekstra store størrelser. Til ekstra store kvinder. De så meget lækre ud. Hvis du skal ud og shoppe sko, altså.« Tonen i hendes stemme har helt sikkert et strejf af sarkasme. Behøvede hun virkelig sige ‘ekstra store’, ikke bare én, men hele to gange? »Nå?« siger jeg og prøver at lyde interesseret. »På Nürnberger Strasse. Eller Passauer. Et eller andet sted der i Schöneberg.« Jeg kender godt forretningen. Den er sko-leverandør til transvestitter. Jeg tør vædde på, at hun udmærket er klar over, at det er en skoforretning til bøsser. Hun gør grin med mig igen! Den dumme luder. Vi er ved at nærme os trappen op til S3-linjen. Et skilt viser ‚Friedrichstrasse‘. 16


»Jeg er nødt til at købe billet,« siger Carlotta. »Ciao, ciao.« Ciao, ciao, hvor falsk kan man være? »Nå ja!« siger hun. »Vi ses jo i aften.« »I aften?« siger jeg (lettere uforskammet). »Til Thanksgiving-middagen.« »Skal du også med?« siger jeg (endnu mere uforskammet). Selvfølgelig! Vores nabo Bo Brody kender hendes mor, Audrey Rockwell-Schmidt, en udenlandsamerikaner, som hjælper andre amerikanere med deres skatteopgørelser. Carlottas ansigt formørkes. »Nå, men undskyld, fordi jeg har lyst til at fejre Thanksgiving!« Hun svinger rundt og styrer direkte mod billetautomaten for enden af tunnellen. Du godeste. Jeg vender mig mod trapperne. Ciao, ciao. Gud fri mig vel! Jeg går op ad trapperne til S3-toget. Hm. Måske skulle jeg ikke have været så led. Måske prøvede hun virkelig at hjælpe mig. Måske havde hun faktisk set et par lækre sko i den der butik og troede helt ærligt, at de ville være noget for mig. Måske misforstår jeg hende. Rachel Schwartz, en terapeut, jeg snakkede med for et par år siden, sagde, at jeg måske indimellem mistolkede folks kropssignaler. Nu har jeg det helt skidt. Jeg skulle have ladet tvivlen komme Carlotta til gode. Jeg vender mig om. »Hey!« råber jeg højt. Carlotta bliver ved med at gå. »Carlotta!« Hun sætter mig på plads nu, gider ikke se sig tilbage. »Du har læbestift på den ene fortand!« råber jeg efter hende. Hun har stadig ryggen mod mig, men hun løfter hånden 17


over sit hoved og giver mig fingeren. Det er et kropssignal, som selv jeg kan forstå. Jeg trækker på skuldrene og går op ad trinene til perronen. Jeg prøvede da i det mindste, gjorde jeg ikke?

18

Holly-Jane Rahlens - Muren er faldet og jeg sidder fast - (læseprøve)  
Holly-Jane Rahlens - Muren er faldet og jeg sidder fast - (læseprøve)  

Den 9. november er det 25 år siden at Berlinmuren faldt. I den anledning genudgiver Høst & Søn Muren er faldet. Og jeg sidder fast – en varm...