Page 1


Evnen er oversat fra norsk af Rolf Stavnem efter Evna Copyright © Siri Pettersen 2015 by agreement with Grand Agency Denne udgave: © Høst & Søn / ROSINANTE & CO , København 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Siri Pettersen/dansk versionering: Jette Aagaard Enghusen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Juva ISBN 978-87-638-4400-0 Printed in Finland 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Denne udgivelse har fået økonomisk støtte fra NORDISK MINISTERRÅD

Følg Siri Pettersen på Facebook og Instagram og læs mere på ravneringene.no

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K rosinante-co.dk

2


Ravneringene Siri Pettersen ravneringene siripettersen pettersen ravneringene siri

EVNEN På dansk ved Rolf Stavnem

høst & søn

høst3& søn

høst & søn


Til alle som skriver på deres første udgivelse.

Og til dig. Du som har mistet. Du som er så fuld af ar, at du får kvalme, når andre kalder dig heldig. Du som tvivler på, at du nogensinde kan blive hel, fordi du er gået i alt for mange stykker. Du som tror, at du aldrig mere kan rejse dig. Det er din bog. 5


tilbage fra slokna Rime løb op ad skråningen, sikker på, at ingen kunne se ham i mørket. Han nåede bjergryggen, pressede sig ind til en klippe og så ud over sletterne. Det, som skulle være et øde landskab, var en enorm lejr med telte. De stod i snorlige rækker. I mønstre, der kun fandtes, hvor orden var drivkraften. Hvor nogen bestemte. En hær. Det var for mørkt til, at man kunne se omfanget af den. Måske et par tusind mand efter faklerne at dømme. Han skimtede spor i sneen. Et netværk af sorte årer mellem teltene. Mænd samlede sig omkring et bål lige under ham. De gik med spændstige skridt og lo højt. Rime genkendte stemningen. Det var første eller anden aften, gættede han på. De skulle tids nok komme til at sidde tavse med krumme rygge. Hvis de ikke var frosset ihjel eller lå syge. Vimplerne hang slappe, men han vidste, de bar Seerens tegn. Mannfallas hær samlet uden for byen. Hvorfor? Hvad ventede de på? Hvilken ordre havde de fået og af hvem? Hun havde haft ret. Damayanti havde sagt til ham, at han kunne finde dem her. Hun havde også sagt, at det handlede om ham. Om Ravnhov. Men hendes fortrolighed med Rådet forsvandt med Urd. Danserindens gisninger var lige så gode som hans egne. Det kunne selvfølgelig være en øvelse. Omrokeringer. Eller optøjer i kølvandet på krigen ... Det var tyndbenede forklaringer. Uroen gnavede i hans bryst. En foruroligende følelse af, at intet var, som det skulle være. Måske skyldtes det ravneringene? Var det i det hele taget muligt 7


at bevæge sig mellem verdener uden at føle jorden skælve under sig? Utrygheden var vel, hvad man kunne forvente? Nej. Det her var mere end en følelse. Det var en vished, som forhindrede ham i at tage lige hjem. Han havde knap nok været væk i tyve dage, og i løbet af den tid havde nogen kommanderet krigerne ud af sengen. Mandskabet ved bymurene var styrket, og flere af garderne var skiftet ud med mænd, han aldrig havde set før. Noget var galt. Han måtte tale med Jarladin. Rime løb ned mod byen igen. Våd sne knirkede under hans fødder. Han nærmede sig bymuren og fortsatte forsigtigere og foroverbøjet bag nogle enebærbuske. Fire gardere gik langsomt frem og tilbage over porten. Ellers lå stenmuren øde hen over lange strækninger. En gråplettet slange i mørket. Han fandt det sted, hvor han var kommet over. En udbygning i muren, der gjorde ham usynlig fra portene. Rime trak handskerne af. Rystede sneen af dem og lagde dem ned i rygsækken. Så omfavnede han Evnen og begyndte at klatre. Ujævnheder i muren gav ham et tilstrækkelig godt greb til at komme op. Han trak sig over kanten, krydsede muren og lod sig dumpe ned på et hustag på den anden side. En tagsten løsnede sig. Gled nedad. Han smed sig efter den. Fik fat i den, lige inden den forvandt ud over tagkanten. Han sad med tagstenen i hånden og lyttede. En dør smækkede et stykke væk. Noget puslede i gyden under ham. En rotte. Den bevægede sig usikkert af sted med et duekadaver i gabet. Forsøgte at hale det med sig hen over frosne blade. Rime pressede tagstenen fast igen og løb videre hen over tagene og op mod Eisvaldr. Husene lå tæt mod hinanden hele vejen. Han var næsten helt oppe ved Muren, før han måtte ned i gaderne igen. Muren var ikke nogen hindring i sig selv. Folk havde altid gået frem og tilbage mellem Mannfalla og Eisvaldr, som det passede 8


dem. Ikke desto mindre var bevogtningen også styrket her. Gardere var posteret ved alle buegange. Et tegn, der var tydeligere end et vejskilt. Frygten havde fået overtaget. Rime trak ind i en gyde bag et værtshus. Sang nåede ham fra et vindue på klem. Halvdrukne vers, men selv tonerne var renere på den her side af byen. Han tog rygsækken af og flyttede sværdene til de midterste stropper, så de kunne hænge skjult langs rygraden og ikke stikke op bag skuldrene som en krigserklæring. Han trak hætten godt ned over hovedet og krydsede torvet. Garderne sendte ham sløve blikke, men lod ham uhindret passere ind i Eisvaldr. Hjembyen. Rådets by. Seerens by. Seeren, som han havde dræbt. Med tanken fulgte mindet. Naiell, hvæsende som en kat trængt op i et hjørne. Kroppen, der bremsede sværdets fart. Blodet på Hirkas bare fødder. Hendes blik. Så fuldt af sorg. Så svigtet. Jeg er det, jeg er. Rime kastede et blik op mod stencirklen. Den stod der med sin falske uskyld som toppen af et isbjerg. Stenene stak så dybt, at de hang fra loftet i en hule under Mannfalla. Der var han netop ubemærket kommet fra. Her på overfladen var de blot blege bautasten mod en mørk himmel øverst på trappen, hvor Ritualsalen engang havde stået. Der havde han selv stået. Midt i cirklen, omringet af hver eneste sjæl i byen. Mens Svarteld forblødte på jorden foran ham. For hvad? Rime bøjede nakken og gik videre. Han havde spildt tilstrækkelig meget tid på at savne og fortryde. Mere, end han kunne holde ud at tænke på. Nu måtte han finde ud af, hvad der var sket, mens han havde været væk. Jarladins hus lå højt oppe ad højdedraget, et blandt mange i en velholdt række af rådshjem. Rime sneg sig op mellem vinterdøde frugttræer. Han holdt sig til stierne for at undgå at efterlade spor i sneen. For at forblive uset, indtil han med sikkerhed vidste, hvad 9


der foregik. Han smuttede over stengærdet på bagsiden af huset. Det var sent, men han kunne se et lys flakke i den øvre etage. Huset var et pragtbyggeri i andrakarsk stil med søjlerækker og udskæringer i mørkt træ. En leg at bestige. Rime trak sig op på et skråtag og sneg sig langs en kant hen til vinduet. Han lagde hånden mod glasset. Lod frosten smelte mod huden, så han kunne se ind. Jarladin var alene i rummet. Han sad på en polstret skammel og stirrede ind i et ildsted, som om han ventede på, at flammerne skulle dø ud for natten. Han drejede et tomt glas mellem hænderne. Den brede ryg var krummet. Rime var smerteligt bevidst om, at han selv var en del af det, der tyngede rådsmanden. Han var forsvundet. Uden varsel eller forklaring. Han bekæmpede en impuls til at klatre ned igen. Fortsat være forsvundet. En sort skygge i vinternatten. Hvornår havde han egentlig hørt til inde i varmen? Gør, hvad der er nødvendigt. Rime kastede et blik over skulderen og sikrede sig, at han var alene. Derpå bankede han tre gange på ruden. Det gav et sæt i Jarladin. Han tabte glasset på gulvet, uden at det gik i stykker. Stirrede mod vinduet. Nærmede sig. Kneb øjnene sammen med højt løftede skuldre. Så indfandt genkendelsen sig. Storøjet vantro. Han begyndte at famle med hasperne. Rime flyttede sig, så han befandt sig på den rigtige side. Jarladin slog vinduet op på vid gab og greb fat i Rime, som om han var i færd med at falde. Hjalp ham ind i rummet. Trak ham ind til sig. Rime sad fast i et bjørnegreb. Druknede i varme. Rådsmanden skubbede ham fra sig igen. Holdt ham ud i strakt arm, mens blikket vandrede undersøgende over hans krop. Han lagde hånden på Rimes hoved. Greb fat i håret som for at hive i det, men gjorde det ikke. Hans øjne blev blanke. Rime gjorde sig hård vel vidende, at varmen ville blive kortvarig. Forandringen var allerede synlig i Jarladins ansigt. Smertefuld glæde blev til forvirring. 10


»Hvor har du været?« mumlede han. Rime trak sig væk og lukkede vinduet uden at svare. »Hvor har du været?!« Stemmen knækkede over, som om han vidste, at noget ondt ville følge. Rime kastede et blik mod en stol ved ildstedet. Ønskede, han kunne synke ned i den. Hvile. Sove. Uden at drømme. I stedet måtte han stå ret. Forsøge at forklare det uforklarlige. »Du ville ikke tro mig, hvis jeg fortalte det,« sagde han. »Hvor har du været, Rime An-Elderin?« Ulmende vrede nu. Truslen hang tavs mellem dem. Han måtte komme med en forklaring, og den skulle være god. Jarladin havde måske troet, han var død, men reaktionen afslørede en dybere desperation. Rime tvang sig til at spørge. »Hvad er der sket?« »Hvad er der sket?« Jarladin gentog ordene, som om de rummede alverdens dumheder. »Hvad er der sket?! Du dræbte din egen mester i tvekamp og forsvandt! Det er sket! Hele Mannfalla var der, men ingen har set dig siden. Jeg troede, du sov i Slokna, Rime! At Darkdagger omsider havde dræbt dig. Jeg troede ...« Rime så væk. Ville undgå Jarladins blik. Det hjalp ikke meget, for rådsmanden stirrede også på ham fra et portræt. Sammen med resten af familien i gyldne rammer. Uanset hvor Rime vendte sig, blev han set. Han var en kold fremmed i et varmt rum. Et rum, som mindede om Ravnhov med et ildsted af sten og bjælker i loftet. Lunt, men ikke beregnet for ham. »Og de andre? Hvad tænkte de?« Jarladin slog ud med armene. »Hvad tror du? Forklaringerne har været lige så vilde, som de har været mangfoldige. Kolkagga dræbte dig for at hævne Svarteld, Ravnhov brændte dig levende, du druknede dig i Ora, eller bedre endnu: Selveste Rådet tog livet af dig. Det har været en slager i ølstuerne, som om vi ikke havde problemer nok! Rime An-Elderin forsvundet efter tvekamp og drabsanklager. Dit fravær har forgiftet os, hvad havde du regnet med?! Du er Ravnebærer!« 11


Jarladin greb fat i et nyt glas fra en bakke på bordet. Han vendte en flaske over glasset, men den var tom. Ikke en dråbe kom der. Knoerne blev hvide omkring flaskehalsen. »Hundene røg i totterne på hinanden. Den ene familie mistænkte naturligvis den anden. Gammel uret stank i gangene. Nu plejer de alliancer. Køber gardere. Opbygger private styrker i den tro, at de gør det i al hemmelighed, men enhver idiot kan se, at pengene flyttes væk fra Mannfalla. Ud i regionerne. Hele verden ved, at Rådet er ved at krakelere. Snart vil vi se riger gå mod riger, det er, hvad der er sket, knægt! Tak, som spørger!« Rime satte sig på skamlen. Strøg en hånd over ansigtet. Det var altså derfor, krigere ventede ved byporten. De var på vej til andre regioner. Som gaver. Styrkelse af alliancer. Loyalitetsbetaling ... Dårlige tegn, men ikke noget, der ikke kunne repareres. Der var stadig håb. Stadig tomme stole i Rådet. Urds. Darkdaggers. De måtte kunne bruges til at stabilisere. »Har nogen gjort krav på Darkdaggers plads?« Jarladin brød ud i en halvkvalt latter. Sandheden satte sig som et ar tværs over hans ansigt. Rime rejste sig. Mærkede kulde krybe frem under huden. »Har han den stadig?« Spørgsmålet hang ubesvaret i luften. Rime hævede stemmen. »Han forsøgte at slå mig ihjel, og han sidder der stadig?« »Du var her ikke!« snerrede Jarladin. »Du var her ikke til at fuldbyrde en dom. Darkdagger hævdede, at han tilstod i nødværge. Han sagde, du opsøgte ham i familiens hjem. Du kom uindbudt. Truede ham. Han havde intet at tabe, Rime. Intet. Så han spillede på alle strenge. Skød skylden på Ravnhov. Det var trods alt dér, du havde været under drabsforsøget. Og Rådet troede ham. Lod, som om de troede ham. Fordi de ville tro! Fordi de har brug for ham. Og fordi du har været en omvandrende katastrofe for dem, siden du blev Ravnebærer. De fleste omkring bordet ville egenhændigt 12


have taget livet af dig, hvis de havde haft nogen tro på, at de kunne klare det, så ja, Darkdagger har stadig stolen. Havde du blot ladet lejemorderen leve, så havde vi i det mindste haft et vidne.« Rime lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Han lo koldt. »Du lyder som hende. Lev og lad leve, ikke? Tror du virkelig, Darkdagger ville have ladet ham vidne? Manden var så godt som død, da han sagde ja til jobbet!« Vrede koster. Koncentrer dig om det, du kan ændre. Et øjeblik troede han, det var noget, Svarteld havde sagt, men det var Ilumes ord. Hans mors mor. En hvisken fra Slokna. Og en skarp påmindelse om en politik, han aldrig havde behersket. Han så på Jarladin. Oksen med det hvide skæg. Ilden farvede det halve af hans ansigt rødt. Resten lå i skygge, som om han stod med det ene ben i Slokna. »Nu er jeg her,« sagde Rime. »Skaden kan rettes op. Vi har mange muligheder, vi kan ...« »Rime  ... Rådet havde kun én drøm, og det var at slippe for dig. Den har du selv fået til at gå i opfyldelse. Det er forbi. De kommer aldrig til at tage dig tilbage. Eir bærer staven igen. Jeg troede, augurerne og folket ville protestere, men ingen har smidt så meget som en sten. De har hørt, du har lovet en stol til Ravnhov. De har hørt, at høvdingen til sidst dræbte dig, da du ikke kunne holde dit løfte. Darkdagger har gjort et godt arbejde med at sværte dig til. Du mistede forstanden. Du dræbte et uskyldigt barn i Reikavik. En dreng.« Ordene stak i Rime. De rippede sår af minder op. Landsbyen ved floden. De havde troet, det var nábyrn. Ligfødte. Men alt, hvad de havde fundet, var en såret bjørn i en jordkælder. Barnet ... den spæde overkrop hvilende op ad væggen. Rødt hår. Døde øjne. Han huskede manden, som havde dræbt ham, knæle foran sig. Og han huskede smagen af sit eget raseri. Alligevel havde han tøvet. Svarteld havde fuldført. Svarteld, som havde ofret sit eget liv for at lære ham at fuldføre. 13


Rime greb fat i Jarladins arm. »Du ved, hvad der skete, Jarladin! Jeg har aldrig ... jeg ville aldrig ...« Rime mødte hans blik og forstod. Det spillede ingen rolle, om han havde dræbt eller ej. Svarteld havde været den eneste sammen med ham i huset, og han kunne ikke længere vidne. Heller ikke han. Rime sank tilbage på skamlen. Han havde glemt det, han selv havde forklaret Hirka, for hvad der føltes som en evighed siden. At sandheden kun havde betydning for Rådet, så længe den kunne bruges. Jarladin kom hen til ham. Lænede sig ind over ham som den okse, han var. »Så fortæl mig, Rime ... hvor har du været?« Rime følte sig tung. Trukket ned i en sump af død. Af uretfærdighed. Tankerne var tågede. Som om han var beruset. Som om ingenting var virkeligt længere. Et sted inderst inde vidste han, at han havde udrettet noget. Noget, der var vigtigt, og som var det hele værd. Det ville lyde vanvittigt, men han var nødt til at fortælle. »Jeg har været hos hende,« begyndte han. »Hos menskr. Jeg har mødt de ligfødte brødre, gamle som Evnen. Nábyrn, der stadig husker krigen. En af dem er hendes far. Hun er halvblind, Jarladin. Halvt menskr, halvt ligfødt. Datter af en hærfører i eksil. Og jeg mødte ham. Seeren ...« Jarladin førte sin hånd over hagen. En afslørende bevægelse. Rime vidste, hvad han tænkte. At Rådet havde ret. At Rime An-­ Elderin, Ilumes dattersøn, havde mistet forstanden. Var gledet over i galskaben. Syg i sindet. Rime så op på ham. »Han fandtes, Jarladin. Seeren fandtes.« Jarladin lagde armene over kors. »Og hvad gjorde du så, da du mødte ham?« Rime følte sig lammet. »Jeg dræbte ham.« »Du mødte Seeren, og du dræbte ham?« 14


Rime nikkede. Stirrede ind i ildstedet. Flammerne var gået ud. Røde gløder dansede på de forkullede brændestykker. Han burde føle noget andet end tomhed. »Du har besejret din egen dæmon. Du fulgte hende til Seeren må vide hvor, og nu vender du tilbage og tror, at verden står stille. At intet af det, du gjorde, fik konsekvenser. Som om ikke alle har deres dæmoner at kæmpe mod.« Rime rejste sig. »Du tror, jeg indbilder mig ting ...« Jarladin pegede på ham. »Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at beskytte dig! ALT! Du havde én ven i Rådet, og så forsvandt du. Uden et ord! Jeg forsvarede dig. Jeg ...« Han afbrød sig selv. Lagde hovedet på skrå. Stirrede med voksende vantro. Hans blik forsøgte at finde noget, Rime vidste ikke ville lykkes ham: hans hale. Ingen forklaring ville række. En afgrund var vokset frem mellem dem. Fronterne var for stejle, og han ville ikke kunne vinde. Ikke i aften. Rådsmanden blegnede. Trak sig baglæns. Hans reaktion gav Rime en skræmmende tilfredsstillelse, som om han pludselig havde vundet magten tilbage. Friheden til at være forbandet. Rime gik tættere på ham. Jarladin vendte sig væk. Forsøgte at holde afstand, som om han talte med en pestbefængt. Måske var det også tilfældet. Det er mig, som er råddenskab, ikke hende. Rime hviskede hæst i hans øre: »Jeg huggede den af. Jeg blev haleløs. Menskr. Og du tror, jeg gjorde det af vanvid? Af tungsind? Jeg gjorde det, fordi jeg var nødt til det. Du taler om en kommende krig. Rige mod rige, Rådet, der krakelerer, og du tror ikke, det kan blive værre. Jeg kan fortælle dig ting, som vil få dit blod til at fryse til is, Jarladin. Rige mod rige er kun en leg i forhold til det, der vil komme. Prøv at stoppe verden mod verden. Det er det, jeg kæmper imod.« Jarladin trak sig væk. »Du følger hende, det er alt.« Hans stemme manglede overbevisning. 15


»Ikke længere. Det er forbi. Som alt andet.« Rime følte sig spiddet af sine egne ord. En brat og uventet smerte tvang ham til at vende ryggen til rådsmanden. Han åbnede vinduet og sprang op i karmen. Der sad han på hug for at samle sig, inden han vendte sig om igen. »Jeg vidste ikke, hvem jeg ville finde her, Jarladin. Ven eller fjende. Men jeg ved, hvem Darkdagger er. Hvad han er i stand til, når han bliver presset, og du må regne med, at han holder øje med dig.« »Du tror, du kan læse rådsfolk, Rime. Du, som aldrig har været rådsmateriale.« »Jeg vil tro, jeg kan læse en drabsmand.« Jarladin trådte et skridt tilbage. Hans fod rørte ved glasset, han havde tabt på gulvet. Det blev åbenbart alligevel knust. »Du er ikke i sikkerhed her, Jarladin. Hverken du eller din familie. Du har kun få venner i Rådet, og Darkdagger er en farlig mand. I bør forlade Mannfalla.« »Aldrig.« Rime havde ikke ventet andet. »Så lov mig i det mindste, at du forsøger at holde Rådet sammen en tid endnu.« »Du vil have, jeg skal holde det sammen? Rådet, du har kæmpet så ihærdigt for at flå fra hinanden?« Rime kunne på en god dag have smilet ad ironien. »Ja, jeg vil have, du holder det sammen. For nu ved jeg, hvad alternativet er. Hvad der kan komme i stedet for, og det vil ingen af os bryde os om.« Han rejste sig op i vindueskarmen og gjorde sig klar til at springe. »Du har gjort det let for dem,« sagde Jarladin bag ham. »De ville aldrig have vovet at tage livet af dig før. De ville have frygtet en opstand. Eller, værre endnu, en opstand fra Kolkagga. Ingen af delene behøver de at frygte længere. Du er død for dem, Rime.« »Og det bliver jeg ved med at være.« Rime favnede Evnen og kastede sig ud i den kolde nat. 16


dreysíl Fra mørke til lys. Blændende hvidt. Snevejr. Vinden piskede hvide flager forbi hende. Skråt nedad. Eller var hun ved at falde? Hirka lænede sig ind mod klippevæggen. Sten. Sne. Hun var igennem. Hun kæmpede mod kvalmen. Trak vejret. Det stak i lungerne. Koldt. Så koldt. Noget knitrede. Hun så ned på det metalskrin, hun bar. Rim spredte sig på overfladen. Lagde sig i roser omkring fingrene. Hun placerede skrinet under armen. Trak trøjens ærmer ned over hænderne. Hvor er jeg? Hun overvandt svimmelheden. Rettede sig op. Det var ikke nogen klippevæg, hun lænede sig op ad. Det var en af stenene i ringen, som hun netop var kommet igennem. Størrelsen havde snydt hende. De bøjede sig ind over hende. Strakte sig op mod et ... tag? Hirka skyggede med hånden for lyset og så med sammenknebne øjne op mod et knust loft. Resterne strakte sig skarpt mod himlen. Hun befandt sig i en sal. Eller en ruin, som engang havde været en sal. Større end noget, hun før havde set. Is havde trængt sig ind og hang fra søjlegange i flere etager. Vinden blæste gennem store huller i væggene. Hun stod i sne til knæene. Inde og ude på samme tid. En bevægelse fangede hendes blik. En mand. Han kom løbende mod hende. Hun hørte lyden af hans sko, som brød det frosne 17


snedække. Nogen råbte efter ham. En stemme skar gennem ­vinden­. »Keskolail!« Manden løb videre uden at se sig tilbage. Han var tæt på nu. Vild i de hvide øjne. En ligfødt. Hirka slap skrinet og famlede efter kniven på hoften. Fandt den ikke. Frygten greb hende. Støvlen! Den er i støvlen! Hun ville ikke kunne nå at trække den. I det samme indså hun, at manden slet ikke ænsede hende. Han løb med blikket stift rettet mod et punkt bag hende. Ind mellem stenene. Det var det, han ville. En buestreng sang. Hirka åbnede munden for at advare ham, men det var allerede for sent. Pilen borede sig ind i hans ryg. Han stivnede. Benene svigtede, og han faldt. Lå på knæ foran hende. Hun rakte ud efter ham. Ville hjælpe, men hendes fødder hang fast i sneen. Hun sled for at komme løs. Han så lamslået på hende med de hvide øjne. Vildskaben var borte. Døden var en vished, der så ud til at forundre ham. Han løftede hånden. Skrabede kløerne mod et dråbeformet mærke i panden. Læberne formede sig i et smil, der blottede hugtænderne. Så tumlede han forover og lå med ansigtet begravet i sneen. En sort pil stak op fra hans ryg. Den havde boret sig gennem trøjen. Kort og kraftig. Det virkede urimeligt, at noget så småt kunne fælde et sådant bæst. Død. I en verden, hun aldrig før havde set. Og død var det første, hun så. Hvad havde han gjort galt? Og jeg? Har jeg gjort noget galt? Var hun også et mål? Hirka kom fri af sneen og så sig tilbage. Stenene så døde ud. Det var for sent at vende om. Fire skikkelser kom mod hende. Tre af dem standsede et stykke fra hende. Den sidste fortsatte lige mod hende. En kvinde. Var det hende, som havde råbt? Hun gik med en ligefrem og kraftfuld selvfølgelighed. Som om ingen nogensinde ville kunne røre hende. En kappe flagrede 18


efter hende og var så vægtløs, at den syntes at være mere til pynt end at holde hende varm. Hendes talje var omviklet med læder. Støvlerne nåede til hendes knæ. Men lår og arme var bare. Hirka gøs. Hun trak sin egen kappe tættere om sig. Hvad havde hun forventet? At de skulle være klædt ligesom Graal blandt menneskene? Eller nøgne, som hun havde set i Ymslanda? Hun vidste det ikke. Vidste ikke, hvad hun havde forventet. Hun samlede skrinet op, som hun havde tabt i sneen. Kvinden standsede foran hende med bredstående ben. Hendes læber var sorte. Ligesom håret, der var et mylder af lange fletninger, som stod i grel kontrast til det blege ansigt. Hirka tog ufrivilligt et skridt tilbage. Så op på ligfødte øjne. En mælkehvid hinde uden nuancer. Blikket var vanskeligt at læse som hos alle andre blinde, hun havde mødt. Umpiri. De er Umpiri, og du er en af dem. Kvinden lagde hovedet på skrå. Lænede sig frem mod Hirka, som om hun skulle til at sætte tænderne i hendes hals. Hirka vovede ikke at røre sig. Den ligfødte åndede gennem næsen, som om hun snusede til hende. En udpræget dyrisk adfærd. Hirka holdt vejret. Skævede hen mod den døde skikkelse i sneen. Risikoen for at lide samme skæbne føltes overhængende. Som om hun levede på nåde fra et vilddyr. Naiell havde også været dyrisk, men ikke på den her måde. Måske var både han og Graal blevet farvet af ætlinger og mennesker. Hun er en ven! Graal lovede, at jeg ville møde en ven. Kvinden rettede sig op igen. Hirka mente at se et strejf af smerte i ansigtet, men det var nok indbildning. Smerte lod til at være ukendt for den her skabning. »Det er altså sandt ...,« sagde kvinden på gebrokkent ymslandsk. Det lød ikke som et spørgsmål. Hirka huskede, at de kunne lugte deres egne, og antog, at hun talte om at være halvblind, men hun svarede ikke. Følelsen af at være uønsket var for kraftig. 19


»Jeg er Skerri. Af Modrasmes hus.« »Hirka,« svarede Hirka. »Hirka? Er det sådan, du præsenterer dig?« Misfornøjelsen var ikke til at tage fejl af. Hirka nikkede. »Ikke længere. Nu er du Hirka, datter af Graal, søn af Raun af Modrasmes hus. Og du har meget at lære.« Skerri nikkede mod skrinet. »Er det ...« Hirka nikkede igen. Endelig så hun antydningen af et smil i Skerris ansigt. En trækning i de sortmalede læber. Naiells hjerte i et skrin. Var det, hvad der skulle til for at glæde hende? Hirka gøs. Skerri kastede et blik mod de tre andre. »Keskolail!« Hirka genkendte ordet fra for et øjeblik siden. En af de andre gik hen mod dem, og det gik op for Hirka, at det kunne være hans navn. Og at han havde skudt på Skerris ordre. Hvorfor? Keskolail var en stor mand. Meget mere påklædt i en sort frakke med et slidt fåreskind slængt over skuldrene. Han bar en bue. Hans hår var gråt som stål, men han kunne umuligt være mere end fyrre år gammel. Selv om ... han var Umpiri. Han kunne være flere tusind år for den sags skyld. Han havde det samme mærke i panden som den dræbte. En grå dråbe. Han drejede hovedet, og Hirka så, den ikke var malet på huden. Den havde dybde. Som en mat ædelsten. Han satte sig på hug og trak pilen ud af den døde. Det lød, som om noget knækkede. Blod dryppede fra spidsen og ned i sneen. Hirka stirrede på ham, men han ænsede hende ikke. Kastede ikke så meget som et blik på hverken hende eller Skerri. Han tørrede pilespidsen af i en håndfuld sne og stak pilen i et hylster, som hang fra bæltet. Så greb han fat i nakken på den døde og trak ham med sig ud gennem de gabende huller i væggene. Hirka var ikke i stand til at skyde følelsen af magtesløshed fra sig. Hvad var hun havnet i? Hun så på Skerri. Huden var bleg som 20


himlen. Gjorde alt det sorte skarpt og truende. Håret. Læberne. Læderet. Hun var sort og hvid. Intet derimellem. Hun var den eneste ligfødte kvinde, Hirka havde set, og den mest skræmmende af dem alle. Hirka klamrede sig til overbevisningen om, at Graal havde brug for hende. Han ville ikke have sendt hende i døden. »Han var ikke ude efter dig,« sagde Skerri, mens blikket fulgte de makabre spor efter den døde. »Hvad var han ude efter?« »Evnen,« svarede hun, som om det var en selvfølge. Hun vendte sig brat. De sorte fletninger, der var tynget af perler i enderne, slog mod ryggen. Hun gik hen til de to andre, der ventede. Hirka så sig tilbage, men Ymslanda var væk. Alt, hvad hun havde nået at se, var en mørk hule under Mannfalla, hvor stenene stak ned gennem loftet. Og Damayanti. Den nådesløse danserinde havde sendt hende videre hertil, uden at hun havde fået så meget som et glimt af overfladen. Ikke set byen. Ikke besøgt Lindri. Der var et løfte, hun skulle holde, og nu hørte hun hjemme her. Hvor er her? Hirka fulgte efter Skerri, mere fordi hun følte, hun skulle, end fordi hun ville. »Hvor er vi?« »Det her er Nifel, byen, som styrtede sammen. Vi skal ikke blive her.« Hirka modstod fristelsen til at spørge, hvad der havde fået den til at styrte sammen. »Men ... verden? Hvad kalder I ...« »Dreysíl. Det første rige.« »Åh ...« Hirka rettede på rygsækken. Sne var blæst ind i salen og lå i driver. For enden var væggen kollapset. Knækkede søjler stak op af sneen som knogler. De to mænd ventede ved en af dem. Skerri gjorde tegn med hånden, og de forsvandt udenfor, inden Hirka nåede at hilse. Alt, hvad hun nåede at se, var, at den ene var lige så letpåklædt som Skerri. Uanfægtet af vejret. »Hvor skal vi hen?« »Ginnungad,« svarede Skerri uden at vende sig. 21


»Er der langt?« Hirka mærkede kulden gnave helt ind til marven. Hun så sig omkring i håb om at få øje på heste og en vogn, men der var intet at se ud over sne. »Har I ikke heste?« »Til hvad?« Hirka var ved at hænge fast i sneen igen. »Til at ride på.« Måske var det sproget? Skerri virkede ikke til at være særlig god til ymslandsk. Det var, som om hun talte sproget modvilligt. Men hun standsede. Vendte sig mod Hirka og blottede hugtænderne. »Ser jeg ud, som om jeg har brug for at blive båret?« Hirka rystede på hovedet. »Jeg mente ikke ...« »Fire dage. Ginnungad er fire dage væk.« Skerri lod blikket vandre over Hirka. Fra top til tå. Selv i de blinde øjne var skuffelsen tydelig. »Lad os sige seks dage,« sagde hun syrligt og gik videre.

22


fristed Rime kravlede hen over taget, til han nåede kanten. Han standsede. Lyttede. Isen knagede langs flodbredden. Nogen tømte en vaskebalje ud ad et vindue et par huse længere oppe. Han ventede lidt endnu. Måtte være forsigtig. At komme her kunne bringe Lindris liv i fare. Tehuset havde fået en atmosfære af fristed. Et trygt hjem i ingenmandsland. Lindris dør stod altid åben, og Rime havde ingen andre steder at gå hen. I hvert fald ikke, uden at rygtet spredte sig i Mannfalla, og det måtte ikke ske. Ikke før han havde en plan. Det var begyndt at blæse. Han gned hænderne. Forsøgte at få liv i de frosne fingre. Et døgn ude i den her kulde, og selv Evnen måtte opgive at holde ham varm. Han greb fat i kanten, rullede rundt og lod sig dumpe ned på platformen. Den stak ud i floden bag tehuset som en kaj. Op mod væggen stod en gyngestol og en tiliset lygte. En slyngplante var klatret op omkring bjælkerne og visnet for vinteren. Han anede et lys indenfor gennem en hårfin sprække mellem døren og karmen. Rime bankede på. Længe var der stille. Så åbnede døren sig på klem. Et øje plirrede ud gennem sprækken. »Det er mig,« hviskede Rime. Det gav et sæt i Lindri, som om han havde brændt sig. Døren gled op med en langtrukken hvinen. Han tabte lyset i sine hænder. Det trillede hen ad platformen og gik ud. Rime stoppede det med foden. Tehandleren gispede og gjorde Seerens tegn. Trak sig baglæns. Rime greb ham i armen. »Nej! Jeg er ikke død, Lindri. Hører du? Jeg er ikke død.« 23


Skrækken forsvandt fra hans blik. Så vinkede han Rime indenfor. Stak hovedet ud igen og så sig omkring, inden han lukkede døren bag sig. Som om han ventede flere eller bare ikke kunne forstå, hvordan Rime var kommet dertil. Baglokalet var trangt. Fuldt af kasser og lærredssække. Luften var tæt af støv fra halm. Det fik Rime til at tænke på, at han havde stået her med Svarteld, den nat Kolkagga havde roet til Reikavik. De havde skændtes om ting, som nu forekom ligegyldige. Hvad var det, han havde sagt? Du kan ikke regere verden fra Slokna, dreng. Lindri skyndede på ham, for at han skulle fortsætte videre ind i tehuset. Bord og bænke stod grå i mørket. Natten havde stjålet træets glød. »Sæt dig, sæt dig,« sagde Lindri og puffede ham venligt, men bestemt ned på en bænk ved ildstedet. Ilden var gået ud, men noget af varmen var der fortsat. Nok til, at Rime forstod, hvor kold han var. Lindri pirkede i de forkullede træstykker med jernet. »Lad dem ligge, Lindri. Ingen ild. Ingen må vide, jeg er her.« Lindri rumsterede i brændestablen. Rev noget bark løs og begyndte at fyre op, som om han ikke havde hørt et ord. Rime ville forklare. Ville advare ham om, at det ikke var ufarligt at huse ham, men han vidste, at Lindri ikke ville høre efter. Den rynkede tehandler havde taget imod Hirka uden tanke for sin egen sikkerhed. Også efter at han havde fundet ud af, hun var menskr. Tomme borde var den pris, han betalte. Han havde også tidligere huset Rime. Som Ravnebærer. Da Damayanti gav ham næbbet. Og nu som en vanæret rådssøn. Formodet død. Ilden tog fat og begyndte at knitre. Kastede et varmt skær over Lindri, som sad på hug foran flammerne. Han havde nattrøje på, så Rime nu. Og en strikket trøje, som var flænget i ærmerne. Han rejste sig med åbenlyst ubehag. Satte sig ned over for Rime. 24


Rynkerne havde presset hans øjenlåg sammen. Gjort øjnene små og runde. Han lagde en ru hånd over Rimes. Varmen brændte gennem et lag af ensomhed. Rime sank. »Du tror altså ikke på dem? På det, de siger om mig?« »Fortæl mig, hvad der er sket, og så skal jeg fortælle, hvad jeg tror,« svarede Lindri med en smittende ro. Rime lo en halvkvalt latter. Han lod strømmen af ord flyde, selv om han vidste, at intet af det, han sagde, ville give nogen mening. Han var ikke i stand til at stoppe. Det føltes, som om han for første gang i sit liv delte noget. Så han fortalte. Om besøget i menneskenes verden. Om brødrene Graal og Naiell. Et tusind år gammelt fjendskab. Den ene i eksil, den anden Seeren selv. Seeren, som han havde dræbt. Løgnen, han var vokset op med, fandtes ikke længere. I stedet havde han fundet historien om den blinde, som havde forrådt sit eget folk og erobret Ymslanda. Han fortalte om Hirka og hendes blod. At hun var en af dem. Som ville trænge gennem portene og ind i Ymslanda for at tage det tilbage, de engang havde mistet. Og der var intet, han kunne gøre for at stoppe dem. Ikke længere. Nu hvor han havde ødslet den smule magt, han havde haft, bort. Han gik tom for ord og kræfter samtidig. Samlede hænderne og støttede sin hage på dem. Så på Lindri. Ventede på en reaktion på alt det, han havde fortalt, men den udeblev. Lindri sad og nikkede for sig selv, selv om Rime var holdt op med at fortælle. Hans øjenlåg var så tunge, at Rime et øjeblik troede, han var faldet i søvn. Men så rettede han sig op og slog sig på lårene. »Så verden går under? Er det det, du siger?« »Det ser sådan ud,« svarede Rime. »Så er der kun én ting at gøre.« Lindri rejste sig langsomt. Hans rynker i ansigtet blev dybere. Afslørede smerter i knoglerne. »Hvilket?« spurgte Rime. 25


»Lave te.« Lindri gik hen til disken og tændte et lys under en af de sorte støbejernskander. De stod alle på linje med tuden i samme retning. »Lave te? Er det svaret på verdens undergang?« »Har du et bedre forslag?« Rime stirrede ned i bordpladen. Den var grov som drivtømmer. Fuld af hakker og ridser. Nej, han havde ikke noget bedre forslag. Stormen ville komme, uanset hvad han foretog sig. Lindri satte kanden på bordet foran ham. En rig duft steg op. Den duftede i mistænkelig grad langt stærkere end te. Han satte sig igen og skubbede en fuld kop hen mod Rime. »Du dræbte altså Seeren? Hendes fars bror?« »Han ville have dræbt hende, hvis han havde fået chancen.« Rime lagde hånden på sin lomme og mærkede konturerne af skallen. Smykket, han havde givet hende, dengang hun forlod Ymslanda. Nu var det hans igen. Overbragt af Graal. Uden forklaring. Var det hans måde at sige, at han skulle glemme hende? At hun var halvt ligfødt og tiltænkt en helt anden skæbne end Rime? Det håbede han, for alternativet var værre. At Hirka havde bedt Graal om at give ham det. At det var efter hendes ønske. Hans bryst knugede sig sammen. Han greb fat i koppen og tømte den i én slurk. Den var velsignet stærk. Brændte sig vej ned mod maven. Han havde ikke haft nogen anelse om, hvor stærk tiltrækningen var, før han havde mødt hende igen på det sted, der pulserede af musik. Det havde været levende. Fuldt af menskr. Odinsbørn, så langt han kunne se. Men han kunne lige så godt have været alene med hende, for han havde glemt alt og alle omkring sig. Han ville have taget hende lige der, hvis han havde haft muligheden. Så kraftigt, så altopslugende havde det været. Så ødelæggende. 26


Han havde gjort idiotiske ting på grund af hende. Ting, som ikke bare havde ødelagt ham selv, men som nu truede med at ødelægge Rådet. Ravnhov. Ymslanda. Han havde taget næbbet. Gjort sig selv til en slave. Noget, han havde undladt at fortælle både Jarladin og Lindri. Ingen måtte vide, han var magtesløs. Prisgivet Graals indfald. Graal var farligere, end Hirka var klar over. Han ville spille dem ud mod hinanden, hvis han mente, det blev nødvendigt. Hans eneste håb var, at Graal også elskede hende. Rime havde set en fars stolthed i hans øjne. Men også en hæmningsløs vilje, der ville medføre død. Det siger hun også om mig. »Jeg ved, hvad du er og ikke er, Ravnebærer.« Lindri fyldte kopperne på ny. Han talte, som om han havde læst hans tanker. »Jeg er ikke længere Ravnebærer, Lindri. Alle regner med, at jeg er død.« »Hvis du tillader, Rime An-Elderin ... Du har fortalt mig, hvad der er sket, og nu skal jeg fortælle dig, hvad jeg tror. Jeg er vokset op i den her by, og jeg husker den dag, du blev født. Det er ikke så længe siden.« »Det er snart tyve år siden, Lindri.« Lindri smilede, så det kunne ses helt op i tindingerne. »Barnet, alle ventede på. Barnet, Seeren sagde, skulle leve. Jeg tænkte, at det ikke var noget liv for en dreng. At vokse op med et sådant pres. Allerede samme dag solgte de amuletter med dit billede på, vidste du det?« Det vidste Rime kun alt for godt. Han pirkede med neglen i et skår i tekoppen. Der var noget velkendt over det. Han mente, han havde drukket af den samme kop før. Han tog en ny slurk. Duften rev ham i næsen. »Som jeg ser det, Rime, er du vokset op i et bur. Et bur, resten af verden misunder dig. Alt var lagt til rette for, at du skulle blive den, du er. De tog fejl. Du er stærk nok til at vælge din egen vej. 27


Jeg støtter langtfra alt, hvad du har gjort, men din vilje er der ikke noget i vejen med.« Vinden hylede mod væggene. Lindri begyndte at gnide hænderne mod hinanden, som om lyden mindede ham om, hvor koldt det var. Han fortsatte med at tale. »De siger meget om dig. Og jeg har selv troet, at du var tabt for os. Specielt da du kom herhen med den malede kvinde. Danserinden. Men det drejede sig om noget andet end en ung mands lyst, ikke? Jeg har levet i et trekvart århundrede, Rime. Tror du ikke, jeg har hørt om blindværk? Hun gjorde noget ved dig, det ved jeg. Du behøver ikke fortælle mig hvad, jeg går ud fra, at det var for at kunne følge Hirka. Og ja, du dræbte Svarteld. Din egen mester. Men det var hans valg, ikke dit. Du blev narret. Hvilken mand havde ikke gjort det samme i dine sko?« Rime så væk. Det var værre at få Lindris forståelse end hans fordømmelse. »Rime ... du er en ung mand. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, det blev lettere med årene at skelne godt fra ondt, men sådan er det ikke. Tværtimod. Jo ældre man bliver, desto mere har man set. Og jeg har set for meget af folks fejl og mangler til at tro, det er let at vælge rigtigt.« Rime lo kort. »Det er ikke, hvad hun siger ...« »Hirka er ikke vokset op i Eisvaldr. Det er du. Du er rådssøn. Man har aldrig lært dig, hvad der er rigtigt og forkert. Du har lært, at så længe du gør det, er det rigtigt. Familierne er loven. Loven er familierne. Alligevel kæmper du en kamp mod dig selv, og det gør dig til en god mand, Rime. En stærk mand. Kun stærke mænd kan bære at miste alt.« »Og stærke kvinder,« svarede Rime. Han mærkede skuldrene sænke sig. Han klinkede sin kop mod Lindris for at skåle. Spildte en tår, som trak ind i furerne i træet, inden han nåede at tørre det op. »Ved du, hvorfor hun gør det, Lindri? Hun tror, hun kan standse 28


en krig. Hun tror, hun kan tale de blinde fra deres blodtørst. Det er det, hun gør. Hun tror, hun kan ævle løs, til de bliver freds­ elskende væsener. Dumme pige ... hun kan gå en sten på nerverne, og hun kommer til at gøre dem vredere end nogensinde.« Lindri forsøgte at skjule et smil. Rime hældte resten af teen i sig. »Hvad?« »Hun fremkalder det værste og det bedste i dig, Rime.« Det var sandt. Men det var ikke længere væsentligt. Hun tilhørte ikke ham. Kom aldrig til at gøre det. Hun havde valgt en anden verden. Et andet liv. Hvis de nogensinde kom til at mødes igen, ville det være på slagmarken. Det var ikke noget, han kunne sidde og vente på med hænderne i skødet. Han måtte handle. Bare hvile sig lidt først. Her. Ved bordet. »Darkdagger har kontrol over Rådet, Lindri. Over hæren.« »Ja, det siger du.« »Men ikke over Kolkagga. Det er en farligere hær end Mannfallas krigere. Det eneste, der kan modstå de blinde. Den hær må han ikke vinde for sig, Lindri.« Rime forsøgte at sætte ord på sine tanker, men de slap fra ham. Var umulige at fange. Som Kolkagga. De sorte skygger, der var uden for Darkdaggers rækkevidde. Men hvor tro var de mod Rådet nu? Hvem havde taget over efter Svarteld? Og hvordan ville de tage imod Rime? Manden, som havde dræbt sin egen mester? Deres mester. »Er jeg stadig Kolkagga? Hvad tænker de mon om mig nu?« »Det er umuligt at vide, Rime.« »Det må jeg finde ud af. Jeg har ikke noget valg.« »Det kan du finde ud af i morgen.« Rime mærkede et tæppe over sin ryg og blev klar over, at han var i færd med at falde i søvn.

29


et problem Det tætte snevejr gjorde det vanskeligt at se, hvor man satte fødderne. Vinden var blevet fugtigere. Gnavede sig ind til marv og ben. Hirka havde taget hver eneste stump tøj på, hun havde. Trøjen, Stefan havde givet hende, en ekstra sweater, regnslaget fra fader Brody over kappen fra Jarladin. Folk, hun måske aldrig mere ville se igen. Kom hun i det hele taget til se nogen mere? Indtil videre tydede alt på, at hun ville sne væk i den her frosne ødemark. De blinde ville blive trætte af at vente på hende og bare lade hende ligge. Om hundrede år ville ligfødte grave et skelet frem. Noget, som lignede en slægtning af Graals døde ravn. Knogler og hudrester i en trøje med noget skrevet på engelsk, som ingen ville fatte et ord af. Hirka smilede anstrengt for sig selv. Hun var omgivet af ligfødte i den slags vejr, folk forsvandt i, og hun anede ikke, hvor hun var på vej hen. Humøret var det vigtigste værktøj, hun havde til at overleve. De masede op ad en stejl skråning, som gik i et med himlen. En blåhvid evighed, som blændede hende, hvis hun stirrede for længe. Endnu havde hun ikke set et eneste træ eller spor af folk. Kun is og sne. Hirka bed tænderne sammen for at forhindre dem i at klapre. Kinderne var så kolde, at det føltes, som om de skulle sprænges, og sveden var blevet til isperler i håret. Hun måtte hive fødderne op af sneen for hvert skridt. Stokken var til god hjælp. En hul stav som ikke vejede meget, men tålte meget. Alle havde en. De sagde, at den var til at trække vejret med, hvis man skulle havne 30


under et sneskred, og den gjorde også, at man lettere kunne blive fundet. Intet tydede på, at de i så fald ville have klynket. Hirka vidste, at hun snart måtte standse. Hun havde gået så længe, at hun havde fået blodsmag i munden. Hun så med sammenknebne øjne på Skerri. Kvinden gik i en utrættelig rytme foran hende. Efterlod sig spor, som gjorde det lettere for dem, der gik bag hende. Ikke en eneste gang havde Hirka set hende trække kappen tættere om sig. At hun ikke frøs ihjel, var ufatteligt. På ryggen bar hun en rørformet beholder af læder. Den lignede et kogger, men var for stor til at være til pile. Noget sagde Hirka, at det var nyttesløst at håbe på, at det var et tæppe. Hver gang hun vendte sig om for at se, hvor Hirka blev af, piskede perlerne i hendes sorte fletninger mod koggeret. Lyden var begyndt at få sin egen betydning af anklage, som drev Hirka fremad. »Hvem er Modrasme?« råbte Hirka i håb om, at en samtale ville få hende til at sænke farten. »Den ældste i vores hus,« svarede Skerri. Hun skævede mod Hirka. »I dit hus,« tilføjede hun. Det lød mere som en trussel end som en trøst. »Husene får altså navn efter den æld ...« »Det taler vi om, når vi er fremme.« Hirka bed sig i læben. Måske var nogle af de andre mere medgørlige? Hun så sig tilbage. De tre mænd, der fulgte hende, gik på række. Hungl hed han, der gik sidst. En garderagtig type med mørkt hår og et lille gedeskæg. Foran ham gik Grid, der var lige så letpåklædt som Skerri, og den eneste, hun vekslede nogle ord med. De så ud til at kende hinanden godt. Havde han ikke været lige så blond, som Skerri var mørk, ville Hirka have troet, de var søskende. Selv om Umpiri meget sjældent fik mere end ét barn. En omstændighed, som vistnok havde givet Graal og Naiell den position, de havde haft før krigen. Nærmest Hirka gik ham med det stålagtige hår og fåreskindet 31


over skuldrene. Keskolail. Manden, som havde skudt. Hirka tøvede et øjeblik, men hun var mere udmattet end bange, så hun stoppede op for at vente. Skerri tog fat i hendes arm og trak hende med sig videre. »Tal ikke med de faldne,« sagde hun. »Hvem er ...« »Vi vil diskutere hans straf, når vi er fremme ved lejren.« Lejren ... Alene ordet lunede som et bål. Hirka fik ny kraft og løftede panden. Men hvorfor skulle han straffes? Hirka kastede et stjålent blik på drabsmanden bag sig. På dråben i panden. Ingen andre havde sådan en. Endnu havde han ikke set på hende. Det var, som om hun ikke fandtes for ham. Tydeligvis var det heller ikke meningen, at han skulle findes for hende. Skråningen blev så stejl, at Hirka måtte bruge hænderne for at fortsætte fremad. Hun undlod at se på sine egne fingre, der sikkert var blå. I det mindste sneede det knap så meget heroppe. »Har I ikke veje?« spurgte Hirka. Skerri så tilbage på hende over skulderen. »Veje? Mener du, at du er parat til at blive set?« Det lod ikke til, at hun ventede et svar, så Hirka sagde ikke mere. Terrænet fladede ud, og de kom op på en snedækket slette. Vindblæste birketræer krogede sig langs jorden. De første træer, Hirka havde set. En ravn skreg. Hun kunne ikke se den, men mærkede en klump i halsen af bar lettelse. Her fandtes liv. Andet end blot de blinde. En gruppe spidse telte stak op på den anden side af sletten. De var tynget af sne i vindretningen, men teltdugene bugtede sig alligevel. Hirka så sig omkring og kunne finde i hvert fald tre steder, som ville have givet mere ly. Det var, som om det ikke var faldet nogen ind at tænke på det. 32


Håbet om en vogn og et varmt måltid mad brast. Det ville hun næppe få her. Hun bemærkede, at hun var sakket bagud igen, og skyndte sig op til Skerri. »Er det her lejren?« spurgte hun. »Sover I her på sletten?« »Ja.« »Men ... hvad hvis der kommer rovdyr?« Skerri så på hende. En rynke i panden skar ned mod næsen. »Hvad er det, du siger?« »At vi måske burde ... hvad hvis vi bliver angrebet?« Skerri skar tænder. Hirka trådte et skridt tilbage og var ved at snuble. Umpiri frygtede ikke rovdyr. De var rovdyr. »Siger du, at vi ikke ville overleve et angreb?« Hirka rystede på hovedet. »Nej, nej, slet ikke. Jeg tænkte mere på ... mig selv. Egentlig ...« Hendes ord visnede hen imod slutningen. Hun krympede sig under Skerris blik. Følte sig som et hår i suppen. En varm suppe. Skerri gik videre. Hirka fulgte efter, mens hun lavede en liste i hovedet over ting, hun havde forstået, man ikke skulle spørge om. Ikke heste. Formentlig heller ikke vogne. Intet, der kunne tyde på, at Umpiri ikke kunne gå selv. Eller at de var trætte. Og under ingen omstændigheder noget, der kunne antyde, at de havde ting at frygte. To ligfødte kom dem i møde. Begge kvinder. De var meget forskellige. Den ene var mørkhåret og bar en lang kjortel. Som en augur eller en skriftklog. Den anden var blond, klædt i læder og pels som en jæger. Eller en kriger, at dømme efter hendes bistre udtryk. De talte med Skerri på et sprog, Hirka ikke forstod. Blindmål. Umpiris sprog. Det lød fremmed og alligevel velkendt. Ordene gav en slags genklang i hende. Som at lugte noget for første gang, siden man var barn. Nyt. Men lige så meget en del af hende. 33


De to kvinder så på Hirka. De svajede en anelse i det ene knæ som en slags hilsen. Hun fik en følelse af at burde gøre det samme. Hun bøjede knæet og mærkede en hånd gribe fat i sin nakke. Skerri havde fat i hende og puffede hende foran sig hen mod et telt. Hun skubbede Hirka forbi dyreskindet, som hang foran teltåbningen. Hirka snublede indenfor. Ventede, at Skerri ville følge efter, men hun blev udenfor og bjæffede kommandoer til de andre. Det var okay med Hirka. Hun så sig omkring. Der var knap nok plads til to. Teltdugen blev holdt oppe af en stang i midten. Gulvet var ujævnt, men tørt, selv om det var af stof. Der måtte være en dobbeltbund. Eller en fedtet underside. To uldtæpper lå rullet sammen på et dyreskind. Intet andet. Ikke engang en olielampe eller noget at drikke af. Hirka lod stokken falde til jorden og sank på knæ. Hun var tørstig, sulten og træt, men vidste ikke, hvad der var vigtigst. Tørst. Hun lempede rygsækken af og løsnede drikkeskindet, som hang på ydersiden. Hun havde forsøgt at drikke undervejs, men der havde ikke været mange pauser, og vandet havde været for koldt. Hun famlede med proppen. Den var frosset fast. Hun havde ikke kræfter til at åbne den. Fingrene var følelsesløse. Øjnene begyndte at svide. Gråden var faretruende nær. Hvad var der i vejen med hende? Skulle hun græde den første dag på et sted, hun selv havde valgt at tage til? For fredens skyld. For at de ligfødte ikke skulle hærge i Ymslanda. Det var det, hun skulle huske på. Det, hun måtte klamre sig til. Fred. Og at skaffe sig kundskaber til at kunne befri Rime fra næbbet. Hun lukkede øjnene. Han havde et næb i halsen. Et ravnenæb. Graal havde magt over ham, ligesom han havde haft over Urd. Og Urd var rådnet ... Hirka kastede drikkeskindet fra sig. Mærkede en irriterende sneklump under gulvet og hamrede løs på den med begge hænder. Hvad havde hun egentlig forventet? Hvad slags folk havde hun 34


troet, hun skulle møde? En Familie? Havde hun været så naiv? Var hun stadig kun et pigebarn, som længtes efter at føle sig hjemme? Dyrehuden blev skubbet til side, og Skerri trådte ind. Hirka sprang på benene. Det gibbede i hende, hver gang hun så hendes ansigt. Det sorte hår og de sorte læber mod den blege hud. Hirka ville gætte på, at hun var omkring de femogtyve vintre, hvis hun ikke havde været Umpiri. Ung, næsten piget. En kombination af sød og farlig. »Sæt dig,« bjæffede hun. Hirka adlød. Skerri satte sig over for hende. Læderkorsettet knirkede og føjede sig efter den spændstige krop. »Kuro,« sagde hun og nikkede mod skrinet, som lå øverst i rygsækken. »Kuro?« Hirka havde ikke regnet med at høre navnet her. Det var hendes. Noget, hun selv havde fundet på, da Naiell stadig var en ravn. »Hjerte,« svarede Skerri utålmodigt. »Det betyder hjerte. Lad mig se ham.« Hirka ville have smilet ad betydningen, hvis hun havde orket. Hun løsnede skrinet og tog det i favnen. Det var beskedent i betragtning af indholdet. En trist metalboks, mat som et slidt knivsblad. Koldt mod fingrene. Inden hun gik gennem portene, havde hun været bekymret for, at isen indeni skulle smelte. Hvilken joke ... Hirka løsnede hængslerne på siden og åbnede låget. Naiells hjerte lå begravet i knust is. Blegt som en knyttet hånd. Hirka bildte sig ind, at hun stadig kunne lugte ham. Graals bror. Hendes fars bror. I Ymslanda havde han været Seeren. Her i Dreysíl var han noget helt andet. Forbryder. Folkefjende. Skerri rev skrinet til sig. Lukkede øjnene og trak vejret dybt, som om lugten var næring. Læberne formede sig til et bredt smil. »Naiell ...« Det var en hvisken så hæs af had, at Hirka blev klar over, at 35


denne kvinde måtte have stået ham nær. De måtte have kendt hinanden. Hirka stirrede på hende. »Du var der ...« Skerri åbnede øjnene. Mælkeagtige. Fjerne. De fokuserede på noget langt væk fra det lille telt. »Jeg aflagde et løfte, da krigen sluttede. Da jeg forstod, at han havde forrådt os. Da jeg så ham fange og pine sin bror. Jeg svor, at jeg ville rive det her hjerte ud med mine egne kløer. I et årtusind har jeg ventet på at mærke lugten af ham igen. Et årtusind. Og nu er han her. Hvad andet er der at gøre nu end at tage det tilbage, som er vores?« Hirka svarede ikke. Hun frygtede, at et forkert ord ville få Skerri til at fare i struben på hende. Det sitrede i de sorte læber. Den ligfødte kvinde kæmpede med en historie, som Hirka ikke havde været en del af. Var det derfor, hun var så rasende? Fordi Hirka havde taget hans hjerte med? Havde Rime gjort det, Skerri helst selv ville have gjort? Luften var ladet af ubehag. Hirka puffede til låget med en finger, så det smækkede i igen. Skerri vågnede af sin trance. Lod tungen glide over læberne. Den sorte farve blegnede ikke. Den sorte farve blev ikke lysere. Var det en tatovering? Havde hun farvet dem sådan for bestandigt? Hun satte skrinet fra sig. »Vi har et problem, Hirka.« Hun rystede på hovedet, så fletningerne piskede omkring det. Som et dyr tørrer sin pels. »Hvilket problem?« »Dig.« Hirka ville protestere, men hun var for nervøs. Og modvilligt var hun nysgerrig efter at høre, hvad problemet var. Skerri lagde hovedet på skrå. En fugleagtig bevægelse, som mindede hende om Graal og Naiell. Hirka dristede sig til et spørgsmål. »Skerri, er vi i familie?« Skerri blinkede, som om hun var blevet taget på sengen, men fik sig hurtigt samlet. »Vi er i familie, men ikke gennem blod. Vi tilhører samme hus. Du vil møde dine blodslægtninge, når vi 36


kommer frem til Ginnungad, og det er der, problemet ligger. Jeg bliver nødt til at sende ravnen nu. Og sige, du er her. At du er kommet. Men hvad skal jeg sige?« »Hvad mener du?« Skerri løftede hagen. Så ned på hende langs næseryggen, som om hun var idiot. »Du er som dem! Se på dig selv! Du har øjne som dem. Du har ingen kløer. Ingen tænder. Du er langsom. Svag. Ynkelig som dem. Du er mere menskr end Umpiri. Og du taler kun dyresprog.« Hirka mærkede ansigtet stivne. Skammen kom krybende, som om hun var blevet kastet tilbage i tiden. Hun var i Elveroa. Med far, som altid havde forsøgt at holde hende skjult, fordi han forstod, hvad hun var. Med Ilume, som afviste hende, da hun spurgte efter Rime. Hun var monstret. Det haleløse odinsbarn. Også her. Hun var lille igen. Og det irriterede hende. Hirka bed tænderne sammen. »Beklager, at jeg ikke er, som du havde regnet med.« Skerri fnøs. »Det nytter ikke noget at beklage. Vi må have sat skik på dig, inden du kan vises frem, og det skal ske hurtigt. Ærlig talt forstod jeg, at vi ville få det her problem, allerede da jeg hørte om dig. Graal var lidt ... undvigende.« »Det er altså dig, som taler med ham?« »Mig og ingen andre.« Hirka bemærkede stoltheden. Graal betød noget, og det var formentlig den eneste grund til, at hun selv fortsat var i live. Sådan forholdt det sig nok. Men hun nægtede at pine sig gennem en redegørelse om alt, hvad der var i vejen med hende. Det havde hun hørt alt for mange gange før. »Bare sig, hvad der skal gøres, Skerri.« Skerri granskede hende et stykke tid. Så rejste hun sig pludselig. »Jeg siger blot, du er kommet. Intet andet. Så må vi se, hvad vi kan gøre. Sproget er det vigtigste. Du kan ikke bringe deres sprog ind i vores hus. Oni lærer dig det, mens vi rejser.« 37


»Oni?« »En tjener. Hun arbejder for huset. Hun er skriftklog og kan lære dig at tale med folk. Og hvordan du skal opføre dig.« Skerris blik vandrede hen over hendes krop. »Påklædningen må vi tage os af senere.« Sprog, opførsel, påklædning ... Hirka kunne ikke være mere ligeglad. Hvis hun havde brug for en skriftklog, var det en, som forstod Evnen. »Hvad med ...« Hirka havde nær sagt ‘blindværk’, men tog sig i det. »Hvad med Evnen? Jeg har brug for at tale med nogen, som kan lære mig om næbbene.« Hun lagde hånden mod sin egen hals for at illustrere, hvad hun mente. Skerri stirrede tomt på hende. Hirka måtte finde en anden måde at gribe det an på. En måde, som gjorde, at Skerri selv ville hjælpe. Selv ville svare. Med andre ord måtte det handle om hendes stolthed. »Har I virkelig ikke nogen her, som har forstand på Evnen?« Skerris øjne kneb sig sammen til smalle striber. »Selvfølgelig har vi det! De bedste! Vi har evneslyngere og seere, men det er ikke nogen, du skal bekymre dig om. Det er ikke vigtigt her og nu.« Seere? Havde de blinde seere? Selvfølgelig. Hvor havde han ellers fået ideen fra? Hirka lo kort. Naiell havde forladt sin egen verden, men taget noget med sig, som han kendte. Skerri vendte sig for at gå. »Det her er dit telt,« sagde hun. »Bliv her. Oni henter dig, når jeg har sendt ravnen. Bagefter skal du møde de andre.« Hun puffede dyreskindet til side. Lyset faldt ind på gulvet. Hun så igen på Hirka. »Og én ting til. Hvis du igen prøver at knæle for nogen under dit hus, knuser jeg dine knæ.« Skerri forsvandt udenfor med fletningerne svingende efter sig. Hirka lukkede øjnene. Spørg ikke om heste. Kritiser ikke lejrplaceringer. Knæl ikke. 38

Pettersen EVNEN (Læseprøve)  
Pettersen EVNEN (Læseprøve)