Page 1


6


Â

1


2


ravneringene

siripettersen pettersen siri

På dansk ved Rolf Stavnem

høst & søn 3


Råddenskab er oversat fra norsk af Rolf Stavnem efter Råta Copyright © Siri Pettersen 2014 by agreement with Grand Agency Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Siri Pettersen/dansk versionering: Jette Aagaard Enghusen Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-4348-5 Printed in Finland 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne udgivelse har fået økonomisk støtte fra NORDISK MINISTERRÅD

Følg Siri Pettersen på facebook og instagram #ravneringene og læs mere på ravneringene.no

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


Til jer som elskede Odinsbarn og ikke var i stand til at tie stille om det.

Og til dig. Med kÌrlighed til jorden. Du som kÌmper alene, fordi afgrunden mellem din drøm og vores virkelighed er alt for stor. Du som vil efterlade verden i bedre stand, end den var, da du kom. Du som altid har vidst, at vi er pü vej i forkert retning. Det er din bog. 5


6


prolog Han sad på knæ i tunnelåbningen ud til perronen med et papskilt foran sig. Fedtet hår skjulte ansigtet, men der var ingen tvivl. Det var ham. Og togdøren var ved at lukke. Stefan puffede et barn væk og masede sig gennem trængslen. Han var glad for ørepropperne. De kvalte hylekoret. En dame åbnede og lukkede munden som en guldfisk, men alt, hvad han hørte, var Trent Reznor. You had all of them on your side, didn’t you? Han måtte af. Nu. To gange var den djævel sluppet fra ham, og det måtte ikke ske igen. Stefan kastede sig mod døren. Armen sad i klemme, men han fik presset sig ud mellem dørene. Snublede ud på perronen, inden toget med et skærende hvin kom op i fart. Det myldrede med folk. Undergrundslyset sugede livet ud af deres ansigter. De lignede zombier, men ingen var trods alt så døde, at de ikke reagerede, hvis han gjorde det hernede. Han måtte finde en anden måde. Et andet sted. You believed in all your lies, didn’t you? Han gik ind i tunnellen. Tiggeren rakte en hånd frem uden at se på ham. Stefan smilede bredt. »Hej Roast.« Roast løftede hovedet. Genkendelsens blik nåede lige akkurat at vise sig i øjnene, inden han var på fødderne. Hurtigere end man skulle have troet. Han løb op gennem tunnellen. Sortklædt og lurvet som en krage. Stefan løb efter. Skoene smældede mod gulvet. Det rungede mellem de flisebelagte vægge. Han skar forbi en billetautomat, tog trappen i fuldt firspring og var oppe på ga7


den. Regnen piskede mod ansigtet. Det var mørkt. Roast var blot nogle få meter fra ham og styrede midt ud på vejen. Løb mellem bilerne, som med nød og næppe undveg ham. Stefan tøvede ikke et sekund. Instinktet drev ham af sted. Bremser hvinede. Han tumlede ind i et vådt karosseri og løb videre. Tudende bilhorn blandede sig med musikken. The Ruiner is your only friend, he’s the living end, to the cattle he deceives. Han krydsede Soho Square og åd sig ind på forspringet. Folk så efter dem, men ingen kunne drømme om at tage sig af det. Ikke så længe byttet var en bums. The raping of the innocent, you know the Ruiner ruins everybody he sees. Roast skubbede folk til side på vej over St. Ann’s Court, svingede til venstre og fortsatte forbi Flat White, cafeen hvor de første gang havde mødt hinanden. Det stak i lungerne, men Stefan satsede på, at Roast havde det værre. Det passede. Tiggeren sænkede farten. Så sig forvildet omkring og forsvandt ind på en natklub. Now the only pure thing left in my fucking world is wearing your disease. Stefan pressede sig forbi folk og var indenfor. Roast var let at få øje på. En uplejet vildmand mellem lette kjoler og dybe udringninger. How did it get so hard? How did it get so long? Roast løb mod en nødudgang. Slog døren op og forsvandt ud ad den. Stefan var henne ved døren, inden den nåede at lukke igen. Han brasede ud i en smøge. En blindgyde. Tiggeren stod inderst inde mellem affaldscontainerne. Prustende som et fanget dyr. The Ruiner’s a collector, he’s an infector, serving his shit to his flies. »Game over, Roast.« Stefan gik hen mod ham. Roast pressede sig ind til muren, hvor der hang et nedløbsrør. Pudset omkring beslagene dryssede ned på hans skulder. Regnen 8


vaskede det ned over den falmede jakke. »Jeg har ikke gjort noget! Jeg har ikke gjort noget!« skreg han hysterisk. Det var løgn. Øgenavnet Roast var ikke tilfældigt, men Stefan gad ikke svare. Der var ikke noget menneskeligt tilbage at diskutere med. Maybe it’s a part of me you took to a place I hoped it would never go. Stefan var behageligt bevidst om, at han havde overtaget. Hans Glock kunne blive siddende langs hoften. En kugle sparet. Han trak tangen i stedet. And maybe that fucked me up much more than you’ll ever know. Roast spærrede øjnene op. Hans blik søgte desperat efter noget at forsvare sig med. Så rev han et beslag løs fra nedløbsrøret. Boltene trillede i hver sin retning. Han begyndte at hamre løs på sine egne tænder. Læberne flækkede. At han tilsyneladende ikke følte smerte, tydede på, at adrenalin langtfra var det eneste stof i hans krop. And what you gave to me, my perfect ring of scars. Roast spyttede i hånden og rakte den frem mod ham. »Tag dem! Tag dem! Du kan ikke røre mig, for så finder de dig! Panserne finder dig!« Det regnede rødt fra hans mund, mens han råbte. Stefan så på de to tænder. Hvide stumper i den beskidte hånd. Regnen samlede sig omkring dem i en blodig pøl. »Idiot,« svarede han. »Panserne blæser på, hvad du dør af. Ingen kommer til at spilde et sekund på at finde ud af det. Du er glemt. Har du glemt det?« Stefan ventede ikke på noget svar, men hamrede albuen mod hans næse. Hovedet dunkede ind i muren. Han greb tænderne, inden Roast gik i jorden. Derpå slæbte han den bevidstløse krop ind i hjørnet bag containerne. Affald pressede sig frem under lågene. Lugte blandede sig. Rådden mad. Blod. Og en stank som røbede, at Roast ikke tog toiletbesøgene så højtideligt længere. Måske forståeligt nok efter mere end hundrede år. 9


Stefan brækkede hans nakke. Roast var robust. Det krævede to forsøg, inden han hørte knækket. Han stak tænderne i lommen og betragtede gerningsstedet. Ingen vinduer. Ingen kameraer. Ingen mennesker. Ingen fare. Asfalten glinsede. Regnen trommede mod containerlågene. Stefan kørte en hånd gennem sit våde hår. Stak tangen tilbage i tasken. Rettede på jakken og skruede op for lyden. You didn’t hurt me, nothing can stop me now.

10


hullet »Alt, hvad vi beder om, er sjælefred,« sagde Telja Vanfarinn og lagde hånden på brystet. Det klirrede i kæden, som hun havde viklet flere gange rundt om halsen. Rime var lige ved at le. Hvem som helst ville have nikket genkendende til synet, selv hvis man ikke var vokset op i Mannfalla. Hendes kjole var et kulsort drama med ærmer, der nåede gulvet. Hun var klædt som enke, selv om hendes mand stod lyslevende ved siden af hende. Sorgen var ikke andet end pynt. Udsmykning for at vække Rådets velvilje, som hun på finurlig vis havde arrangeret et møde med. »Det sønderriver os, Rime-fadre. Ikke at vide. Ikke at forstå Urds død.« Rime mærkede, at det sitrede i mundvigen. Urds navn gjorde ham stadig utilpas, og intet tydede på, at det snart gik over. Ikke så længe hans stol stadig stod tom. Den var som et åbent sår i cirklen af rådsfolk, der sad tilbagelænede rundt om bordet. Farlig. Betændt. Umulig at tale om, uden der blev en ballade, som kunne vække det halve af Slokna. »I har modtaget vores kondolencer,« svarede Rime. »Jeg har selv besøgt Vanfarinns overhoved. Hun er klar over, hvad der er sket. Du er hendes ... søsters datter?« Han så på Telja, som uopfordret var trådt nærmere rådsbordet. »Ravnebærer, vores mor er gammel,« sagde Telja og undveg spørgsmålet. »Hendes hukommelse er ikke, hvad den har været. Du har beæret os med dit besøg hos hende, men nogle af de ting, hun har fortalt, er ... ja ...« Telja rettede på halskæden. 11


»Utrolige,« fuldførte Darkdagger. »Så utrolige, at vi skylder familien en bekræftelse fra manden, som faktisk var til stede, da Urd døde.« Rime havde forudset angrebet, men havde ikke ventet, at det ville blive så åbenlyst. Han så på rådsmanden. »Vil du slæbe mig på tinget, Darkdagger?« »Slet ikke, Ravnebærer. Familien Vanfarinn ønsker blot at få sagen bragt ud af verden.« Darkdaggers smil var dødt. Lyset skinnede på hans ansigt. Gjorde ham blodløs. Tør. En grel kontrast til de gyldne vægge bag ham. De var delt op i paneler med de tolv familiers slægtstavler. Træerne forgrenede sig op i det hvælvede tag og fik Rime til at føle, at han sad i et bur. Stoleryggen føltes som en mur bag ham. Klemte ham ind mod bordet. Han var fanget. Låst til en plads, der aldrig ville komme til at føles som hans egen. Det var Ilumes stol. Hans mors mor. Og han havde sværget aldrig at tage plads i den. Men her sad han. Rådsmand. Rime-fadre. Ravnebærer. Omgivet af fjender som udnyttede ethvert vågent øjeblik til at planlægge hans fald. »Ud af verden?« Sigra Kleiv lagde sine kraftige arme over kors. »Urd blev dræbt på Ravnhov, og stilles vildmændene ikke til regnskab, vil sagen aldrig dø.« Rime mærkede irritationen vokse. Han måtte tvinge sig til at blive siddende. »Nu er det sidste gang, jeg siger det, Sigra. Krigen er aflyst. Accepter det. Ravnhov kan ikke blive trukket på tinget for noget, de blinde har gjort.« Sigra tog en dyb indånding for at svare, men Darkdagger kom hende i forkøbet. »Det er muligt, men vi kan jo heller ikke stævne de blinde på tinget, vel?« Han tog en slurk af sit bæger med vin, mens der udbrød latter rundt om bordet. Rime så på Telja Vanfarinn. Hendes kinder blev røde af iver. Hun fornemmede, at stemningen i lokalet var ved at vende. Det gjorde hende modigere. Hendes maske af sorg forsvandt. 12


»Det kunne vi, hvis ikke det havde været, fordi ingen havde set dem,« smilede hun. Rime rejste sig. »Ingen?« Teljas smil visnede. Hun så bønfaldende på Darkdagger. Det kom ikke bag på Rime. Det var Darkdagger, som havde fået mødet i stand, og Rime formodede, at de havde haft mange samtaler forinden om det her møde. Hvor mange angrebsåbninger de havde fundet, ville snart vise sig. »Tag det ikke personligt, Ravnebærer,« sagde Darkdagger. »Telja peger bare på det, vi alle ved. Det mest påfaldende ved de ligfødte er deres totale fravær. Hvem er det, der har set dem? En håndfuld Kolkagga? Kan det undre, at folk taler om vrangforestillinger? Eller en forgiftning? Måske havde I spist noget, I ikke kunne tåle. Eller I var blevet udsat for ... trolddom?« Latteren brød ud rundt om bordet. Rime knyttede næverne og trådte hen mod Telja. Hun bakkede. Kjolen raslede langs gulvet. Rime pegede på hende. »Du befinder dig kun her i rummet, fordi mange her føler, de bør være loyale over for familien Vanfarinn. Det gør jeg ikke. At kalde mig og mine mænd for løgnere vil ikke gavne jer.« Teljas blik flakkede mellem Rime og Darkdagger. »Jeg kunne aldrig ... Jeg har ikke sagt ... Sindet er skrøbeligt, Ravnebærer. Det siges, at mange stærke mænd har set trolde i tågen, og vi ...« »Trolde i tågen?« Rime fangede hendes blik. Og fastholdt det. Rynkerne omkring øjnene røbede, at hun var ældre, end han først havde antaget. Måske var det derfra, hun hentede sit mod. Visheden om, at det var nu eller aldrig. »Blod fra dem, du tror, er en myte, har dryppet fra mit sværd. Jeg har stukket stål igennem dem og set livet rinde ud af deres hvide blikke. Mærket deres åndedrag. Hørt dem knurre. Og jeg har lugtet stanken fra bålet, da vi brændte dem. En lugt du ville tage med dig til Slokna, Telja.« 13


Latteren var forstummet. Telja sank og slog blikket ned. »I Seerens navn,« lød det fra Darkdagger. »Behøver vi virkelig at være så dramatiske? Alt, hvad familien beder om, er et plaster på såret. De har mistet en rådsmand, Ravnebærer.« Hvert eneste blik i rummet faldt på den tomme stol. Der var ingen tvivl om, hvad lindringen burde bestå i. Rime så igen på Telja. »Virkelig? Ville stolen give dig de svar, du længes efter? Ville du holde op med at undre dig over, hvordan han døde, hvis en af jer havde en plads ved det her bord?« Telja tøvede, men havde skam nok i livet til at ryste på hovedet. »Selvfølgelig ikke,« sagde Darkdagger. »Men i det mindste ville det være en garanti for, at Urd ikke blev dræbt på grund af pladsen.« Stilheden ramte rummet. Drabsanklagen var åbenlys og fremsat, mens udenforstående var til stede. Rime så på dem alle sammen. Mænd og kvinder der var både tre og fire gange ældre end ham selv. De forblev tavse. De fleste fordi de støttede Darkdagger. Nogle få andre fordi de ikke ville forværre tingene. Telja Vanfarinn tog et skridt mod Rime. »Ravnebærer, du må tilgive os, vi taler af sorg! Al den tale om blinde og stenporte. For os er det helt ubegribeligt. Ingen har set beviser for ...« »Sludder!« afbrød Jarladin. »En fyldt Ritualsal så Kolkagga sprænge sig gennem portene, så væggene revnede. Vil du se beviser, kan du gå ned i havnen og købe stumper fra den røde kuppel!« Telja greb begærligt muligheden, som om der var tale om en forhandling. »Fra en fyldt Ritualsal opstår der mange forskellige historier, Jarladin-fadre. Tilgiv os, men vi var der ikke. Alt, hvad vi har hørt, var, at bygningen rystede. Nogle siger, at kuplen havde svækket væggene. Andre siger, det var jorden, som skælvede.« Darkdagger lagde hænderne bag sin nakke. »Det er en tragedie, at vi ikke kan berolige jer. Det ville have været så utrolig let. Men sandheden er, at portene er lige så døde nu, som de har været i 14


tusind år, ikke sandt, Ravnebærer?« Han så på Rime uden at smile. Kun øjnene røbede sejrsrusen. Rime bed tænderne sammen. Det her var gået for vidt. Han havde åbnet døren på klem, og nu ville ulvene presse sig ind. Diplomati ville ikke længere kunne hjælpe ham. »Folk kan tale, til de rådner i Slokna,« sagde han. »Det har de altid gjort. Det ændrer ikke noget. Jeg var der. Jeg ved, hvad der skete. Urd gravede sin egen grav. Han var en gal hund.« Sigra udstødte et overdrevent gisp. En gnist tændtes i Teljas øjne. Hun kunne lige akkurat tilbageholde et smil. Hun greb fat i en sort bylt, som hendes mand bar. Løftede den op. Det var en kjortel, som nogen havde skåret i. På brystet, hvor seermærket skulle have været, var der kun en flænge. Et gabende hul over hjertet. »Den kjortel her har tilhørt en augur, Ravnebærer. Han blev set gå ud på Ora, mens isen var tynd. Ingen har set ham siden. Man siger, han mistede forstanden. Og han var ikke den første. Jeg vil indrømme, at Urd var speciel, Rime-fadre, men han har aldrig været gal. Måske var det tabet af Seeren, som gjorde ham tungsindig? Måske var det derfor, han handlede, som han gjorde. Og sådan set kan man sige, at det hele var ... ja ...« Rime troede knap nok sine egne ører. Han så på hende. »Min skyld?« Hun bed sig i læben. Målte ham med øjnene. Han fik kvalme. Stirrede på kjortlen. Hullet truede med at suge ham ind. Æde ham levende. Et mørkt ingenting. Han gik hen til Telja. Hendes mand løftede en arm for at beskytte hende. En hjælpeløs refleks. Rime tog fat om hans håndled og tvang ham tilbage uden at se på ham så meget som et sekund. Telja løftede op i skørterne for at være klar til at løbe. Rime lænede sig mod hende. »Urd dræbte Ilume, mens jeg så på. Min mors mor. Han tvang ravneringene op. Slap ligfødte løs i Ymslanda. Drevet til vanvid af sit eget blindværk. Nej, jeg dræbte ham ikke. Men jeg kan love dig for, at jeg havde gjort det uden at 15


blinke, hvis jeg havde fået muligheden. Se godt på stolen, Telja, for du kommer aldrig til se den igen.« »Nok!« Sigra hamrede en knytnæve i bordet. Leivlugn for sammen ved siden af hende, så dobbelthagen blævrede. Vinbægeret væltede. Den gamle mand havde siddet og blundet under mødet og havde knap nok rørt sin vin. Nu flød den ud over bordet. Stole skrabede mod gulvet, da alle rejste sig for at redde kjortlerne. »Mødet er hævet,« sagde Rime. Han slog balkondørene op og mødte kulden. Trak frosten ned i lungerne. Tog opstilling ude på broen. Den var en af de ældste broer i Eisvaldr. Den plejede at føre over til Ritualsalen. Nu stak den ud i ingenting som en stivnet tunge. Udskårede slanger hang ud over enden, som om de klamrede sig fast. Han gjorde det samme, tænkte Rime og slap rækværket. Det var dækket af rimfrost. Hans hænder havde smeltet et aftryk. Nedenunder stod ravneringen. Blege stenstøtter i sin første vinter efter tusind skjult i væggene. De var døde. Ubrugelige. Han havde tilbragt hele nætter på at favne foran dem. Trukket på Evnen, til tindingerne var ved at sprække, men portene nægtede at åbne sig for ham. Han kunne lige så godt have drømt, at de engang havde gjort det. Darkdagger havde talt sandt. Portene døde, den dag hun tog af sted. Som alt andet. Han hørte faste skridt bag sig. Jarladin stillede sig op ved siden af ham og stirrede ud mod enden af broen. »Hvis du blot fortsatte med at gå, ville du spare dem for en masse besvær,« sagde han. Vinden legede med hans hvide skæg. Rime lo bittert. »Den fornøjelse under jeg ikke nogen af dem. Hvis de ønsker mig død, må de selv klare det.« Jarladin sukkede. »Du har opbrugt din ration, Rime. Du kan ikke tromle dem længere. Ikke uden at vågne i lænker på tingpladsen. Darkdagger gik for langt, men du prøver ikke engang at samle dem. Hvis du ikke lægger hadet bag dig, vil det fælde både dig selv og os andre.« 16


Rime skulle til at sige, at han ikke hadede nogen, men det ville ikke være sandt. Han hadede dem for at have regeret under en falsk seer. Hadede, hvordan de kunne vende virkeligheden på hovedet efter deres egen vilje. Intrigerne. Løgnene. Den bitre sandhed var, at ingen omkring bordet havde noget andet mål end at blive siddende. Jarladin dunkede ham i ryggen, som om han gjorde ham en tjeneste. »Desuden har de en pointe. Flere augurer har forladt os, og det vil få følger.« »Har ingen fortalt dig, at du ikke kan nægte folk at forlade dig?« Rime følte sig nøgen af sine egne ord. Han rev blikket væk fra stencirklen. Slog hænderne ind i rækværket. »Det er meningsløst! De så det selv! De så væggene styrte sammen. Stenene vokse frem. De ved, at de blinde var her. De kender sandheden lige så godt, som jeg gør, men de spiller på tvivlen, fordi det tjener Rådets interesser.« Jarladin så på ham. »Er det, hvad der motiverer dig? At have ret? Vrøvl! Du har aldrig gået op i din egen position. Havde du gjort det, ville du have styrket din egen familie.« Rime vendte sig fra ham. Jarladin var en okse af en mand og hans eneste ven omkring bordet. Men det betød langtfra, at han var nem at have med at gøre. »Jeg har sagt, hvad jeg vil sige om den sag. Jeg er Kolkagga. Vi gifter os ikke med nogen.« »Regler, Rime? Du kan pløje dig gennem alle bøger på biblioteket uden at finde en eneste regel, du ikke allerede har brudt. Kom i det mindste med en grund, der kan overbevise mig.« »Tror du, jeg er dum? Rådet vil have, at jeg skal stifte familie, fordi det vil blive styrket af det. Jeg bliver ikke styrket.« Jarladin lagde hånden om hans nakke. Et fast greb. Som en far. »Det burde komme ud på et, Rime.« Rime lukkede øjnene. Han hørte den hvidskæggede okses stemme tæt ved øret. 17


»Hør på mig. Du kan ikke lade hende styre alt, hvad du gør. Du er Kolkagga. Du er Rime An-Elderin. Du er Ravnebærer, for Seerens skyld! Du kan ikke lade dig styre af et haleløst odinsbarn, som ingen nogensinde kommer til at se igen. Brug hovedet, dreng! Hvis du vil indgyde folk håb og knytte Rådet sammen, så gift dig med en kvinde. Hold en fest. Vis dem, at familierne er stærke. Skal du absolut trodse dem, så vælg nogen uden for Rådets familier. Benyt dig af chancen til at knytte nord og syd sammen. Det er det, du vil. Find en pige fra nord. Jeg ved, at Sylja Glimmeråsen ikke vil afslå.« Jarladin ventede ikke på svar. Han slap sit tag i Rime og gik tilbage mod Rådssalen. »Stenene er døde,« råbte han. »Men vi lever stadig!« Han gik indenfor og lukkede døren efter sig. Rime blev stående tung af modvilje. Kulden gnavede i hans fingre. Han stak hånden i lommen og tog ravnenæbbet op. Hlosnian havde samlet det op på Brombjerg. Før ilden åd stenene. Det var alt, hvad der var tilbage af Urd. Et næb. Ikke engang stenhviskeren vidste, hvilken betydning det havde. Det så dystert ud. Fremmed. Benfarven blev gradvis sort mod spidsen. Der var størknet blod i kanterne. Rime vejede det i hånden. Det var tungere, end man skulle tro ud fra størrelsen. Det gav ham kuldegysninger. Samtidig var det dragende. Næbbet var det eneste, der føltes virkeligt. Som gav ham vished om, at alting faktisk var sket. Og at det her kun var begyndelsen.

18


viking »Norge?« »Nej.« »Finland?« »Det har du allerede gættet på. Nej.« »Island! Det må være Island! Du har den der tone ligesom vikinger. Thhh.« Jay udstødte luft omkring tungen. »Jeg kender ikke noget til vikinger,« sagde Hirka og trykkede på et punkt på Jays skulder, som fik pigen til at fare sammen. »Av, av, av! Nej, bliv ved! Vikinger? Har du aldrig hørt om vikinger?« Hirka fortsatte med at massere hendes skuldre uden at svare. »Nordmænd der levede for tusind år siden? Skibe? Plyndringer? Bersærker?« Ordet bersærk lød velkendt, men Hirka sagde ikke noget. Ord var ofte velkendte, uden at det betød noget. Hun var holdt op med at lede efter fællestræk. Det var næsten altid et vildspor, som gjorde hende trist. Desuden havde hun lært aldrig at være ærlig. Aldrig sige, at hun kom gennem stenene. Eller forsøge at sælge te fra en anden verden til folk på en cafe. Gjorde man det, ringede ejeren til politiet, og den eneste flugtmulighed var ud gennem vinduet på toilettet. »Kan du tage de der ud?« Hirka prikkede til hendes hovedtelefoner. De sad altid i. Jay gik konstant rundt og så ud, som om der løb tynde mælkestriber ud af hendes ører. Jay hev dem ud, men de blev hængende i en klemme på brystet. »Du må holde op med at ... hvad hedder det? Være rundrygget,« sagde Hirka. 19


»Jeg ved det. Rette ryggen. Jeg har arvet det efter mor. Hun siger, at man hurtigt blev vant til at dukke hovedet, hvor vi kommer fra. Det skulle man for at overleve.« »Overleve?« »Overleve. Eksistere. Klare den. Er du med? Ikke dø?« Hirka nikkede. Hun havde hørt ordet før, men blot glemt det. Jay strakte sig som en kat. Så tog hun sin mobil, der sad i et etui og hang fra en glitrende snor om halsen. »Hvad skal vi lede efter?« »En anden gang,« svarede Hirka og kastede et blik på stablen af beskidte glas og tallerkener. »Vi må rydde op og lukke.« »Næ nej. En aftale er en aftale. Du hjælper mig, jeg hjælper dig. Hvad skal jeg søge efter?« »Prøv at finde en med gule klokker. Den har næsten ingen blade,« sagde Hirka. Hun skyllede kagerester af en tallerken og satte den i opvaskemaskinen. »Gule klokker coming up.« Jay trykkede på mobilen. Hendes mørke hår hang ned foran ansigtet. Det gjorde det altid sidst på dagen, når hårnålene løsnede sig. Specielt når der havde været hektisk. Som nu. Der udbrød jubel udenfor. Hirka kiggede ud ad vinduet. Parret havde taget opstilling på kirketrappen med blanke øjne og røde kinder. Omgivet af familie og venner, som tog billeder. Billeder der ville blive i telefonerne. Øjeblikke fastfrosset i tiden. Hirka ville have givet meget for at have billeder fra Ymslanda. Hun mærkede sorgen klemme om hjertet. Og skyndte sig at få opvasken ordnet. Det gav ikke nogen mening at tænke på ting eller folk, hun aldrig kom til at se igen. Den sidste tallerken kunne lige akkurat være i opvaskemaskinen. Hun lukkede lågen og trykkede et par gange på knappen. Det plejede at hjælpe på humøret at se det lille lys tænde og slukke. »Her,« sagde Jay og vendte skærmen mod Hirka. »Planter med gule klokker. Hvilken en af dem leder du efter?« 20


Hirka så på de små billeder. Et par af dem lignede, men ingen af dem var guldbjælde. Hun mærkede et stik af skuffelse. Det overraskede hende. Hun troede, at hun var færdig med at håbe. »Det må være en af dem,« sagde Jay. »Jeg har googlet alle planter med gule klokker, og jeg er ganske god til at søge og den slags. Du burde lære det, Hirka. Jeg har aldrig mødt nogen, som ikke kan bruge en telefon.« »Jeg kommer aldrig til at få brug for en,« svarede Hirka i smertefuld vished om, at hun ikke havde nogen at ringe til. »Jøsses, er du allerede færdig?« Jay rejste sig og børstede krummer af forklædet. »Så er det kun at låse og gå. Du er bare supereffektiv.« Hirka smilede. Det var som regel det sikreste, når hun ikke helt forstod, hvad der blev sagt. »Vi bliver nødt til at vente, til de er gået, Jay. Vi hører ikke med til dem.« Hun kastede et blik ud på folkemængden. Kvinder og mænd med fugtige, lykkelige blikke og blanke sko. De fyldte pladsen mellem cafeen og kirken. Cafeen var en besynderlig udstikker fra selve kirkebygningen. En vinkel i en helt anden stil. En ny fløj med plads til dem, som havde mest brug for det. Som hun selv havde haft. Det var et sted, hvor hjemløse kunne sove en nat eller to. Fattige kunne få noget at spise uden at betale. Det var også et rum, hvor de hjalp syge, men Hirka havde været derinde flere gange, og der fandtes ikke en eneste plante nogen steder. »Vi kan sortere det her, mens vi venter,« sagde Hirka og tømte en sæk med tøj ud på bordet. Det lugtede af støv og sved, men så ud til at være i orden. I starten havde hun været overvældet over, hvad folk var villige til at give bort, men så havde Jay sagt, at det var affald. Ting ingen alligevel ville have. Det var svært at tro. Hirka lagde en sweater i bunken med ting, der skulle repareres. »Glem det,« lo Jay. »Du er god til det, men den der kan selv du ikke fikse.« 21


»Den er mindre hullet end den, du har på.« Jay så ned over sin egen sweater. »Hallo, det er noget helt andet! Den er hullet med vilje. Fordi det er cool, ikke?« »Så kan vi bare klippe flere huller i den her, så den også bliver cool.« Jay så på hende med det ene øjenbryn højt hævet. Hendes øjne var indrammet af sort sminke. Hun rystede på hovedet. »Det er, som om du slet ikke kommer herfra, ikke? Ad, hvad er det her?« Hirka tog skjorten fra Jay. Den havde en blodig rift i ærmet. Hun lagde den sammen og smed den over i bunken med affald. »Blod kan smitte,« sagde hun til Jay. »Det må vi ikke røre ved.« »Du godeste, du aner ikke, hvor meget jeg hader det her job!« Hirka smilede. »Tilstrækkeligt til at du kommer her hver dag?« »Kun fordi mor tvinger mig! Hun skal bruge en undskyldning for selv at komme her. Glo på fader Brody. Det er bare så flovt, at du ikke kan forestille dig det. En præst, hallo? Han kan jo ikke gifte sig, og hun flipper ud, så snart han ignorerer hende i to minutter. Hvorfor tror du, hun er så sur på dig? Fordi du bor her hele tiden, ikke?« Jay lænede sig ind mod Hirka. »Hun siger, du ikke har lov til at være her. At han burde overlade dig til børneværnet eller sådan noget.« Hirka trak på skuldrene. Det var ikke så mærkeligt, at Jays mor var knyttet til fader Brody. Dilipa havde selv boet i kirken for mange år siden. I et værelse i kælderen. Jay havde været nyfødt dengang. Nu var hun jævnaldrende med Hirka og havde en lillesøster på fem. De havde været bange for at blive sendt hjem, uden at Hirka vidste, hvor det var, eller hvad de flygtede fra. Men hun vidste, at det var gået i orden nu. Hvor ville de sende mig hen, hvis de vidste, hvem jeg var? Hvor er hjem? »Det kommer ikke til at holde,« sagde Jay og skar en grimasse ad parret på trappen. »Tror du ikke?« 22


»Næh. Se på ham. Han er mindst tyve år ældre. Hun ville sikkert bare have brudekjolen. Og pengene. Så snart han runder de halvtreds, vil det gå op for hende, at han er for gammel.« Jay smed sit forklæde på stolen. »Nu tager de af sted. Jeg skrider. Vi ses i morgen, Hirka.« Hun gik ud ad døren, mens hun stak hovedtelefonerne tilbage i ørerne og begyndte at bevæge hovedet til noget musik, Hirka vidste, at ingen andre end hun kunne høre. Opbevaret musik. Ligesom billederne. Hirka tørrede bordene af og hængte sit og Jays forklæde på knagen. Hun låste yderdøren og tog bagvejen ind i kirken. Den lignede på mange måder en seerhal. En stenbygning skabt til at imponere. Fader Brody var allerede gået. Hirka gik alene mellem rækkerne af bænke. Omgivet af høje vinduer med farverige motiver. Billeder fra historier hun ikke kendte. Guder og mennesker. Ingen ætlinger at se nogen steder. Ingen haler. Og ingen ligfødte. Et hundrede og fire og halvtreds dage siden Ymslanda. Siden Mannfalla. Siden Rime. Hun gik om bag alteret og åbnede døren til klokketårnet. Gik op ad trapperne, til hun nåede toppen. Der fik hun lov at bo, selv om det ikke var beregnet til beboelse. Præsten havde sagt, at det var som en byggeplads uden varme og lys. Hirka savnede ingen af delene. Han havde forsøgt at indkvartere hende i værelset i kælderen. Hvor Jay og hendes mor havde boet. Men kælderen mindede hende om skakterne i Eisvaldr. Hun måtte op. Højt op. Hvor ingen kunne nå hende. Hun var gået herop hver eneste aften, indtil fader Brody gav op. Det værste støv havde hun fået vasket væk. Og flagermuslortene. Nu var det godt nok. Så længe hun ikke var der, når klokkerne ringede. Hirka så sig omkring i det, der var hendes hjem i en ny verden. Trappen optog det meste af pladsen. Hun kunne se klokkerne 23


ovenpå, når hun kiggede op. Egentlig var de på samme etage, men nogen havde lagt et ekstra trægulv mellem. Det var sikkert tænkt som midlertidigt, noget man kunne stå på, mens man arbejdede med at restaurere rummet, men nu var det blevet liggende. Klemt mellem trappen og væggen havde hun en madras. Og en pude med en deform svane broderet af nogen, som sikkert aldrig havde set en svane. Hun havde en kop, som kun var halv, med den påtrykte tekst ‘Du sagde en halv kop’. Skægt, da hun havde fået det sjove forklaret. En lille kommode med tre skuffer. Den nederste havde sat sig fast, og i den boede Kuro. Hun havde også en ovn, som fader Brody havde båret derop. Varmen kom fra små huller i væggen nedenunder og løb gennem en lang ledning hele vejen herop. Hirka havde slået den til og fra flere gange, og nu virkede den ikke længere. Men det gjorde ikke noget. Hun frøs ikke. Hun havde masser af stearinlys. Hun havde også fået en bog af Jay, der kunne lære hende sprog. Hirka kunne knap nok læse titlen. Bøger var allemandseje her. Overfloden af ting var ikke til at fatte. Men her var der også folk uden noget hjem. Og endnu værre: Folk der ligesom hende var uden et nummer. Alle havde et. Uden et nummer fandtes man ikke. Hirka kunne lige så godt have været et genfærd. Hun lænede sig op ad muren i den dybe vindueskarm. Genfærd eller ej, hun havde i hvert fald sit eget vindue med rigtigt glas. Det var spidst i toppen med en luge, der stort set altid stod åben. Hirka lod fingrene glide over det kølige glas. Glas var godt. Sten var godt. Det var materialer, hun forstod. I modsætning til så mange andre ting her. Hun så ud over York, som byen hed. Kirken hed St. Thomas og lå tæt på centrum. Husene lå tæt ligesom i Mannfalla. Den eneste bare plet, hun kunne se, lå lige udenfor. I den ækle have hvor sten stak op af sneen som dårlige tænder. Under hver eneste sten lå et lig. De brændte ikke døde her. De gravede dem blot ned i jorden 24


og lod dem ligge der og rådne. Det var ikke i orden. Kun mordere gjorde den slags. Men her tog ingen sig af det. Hun havde spurgt, om de aldrig lod nogen blive ædt af ravne, når de døde, men det var en af de mange ting, hun ikke ville spørge om igen. Tænk, hvad hun kunne have gjort derude, hvis ikke de havde brugt pladsen til perverse ritualer. Hun kunne have dyrket jordrødder, måske guldbjælde og soltåre og ... Ting, som ikke findes her. Ting, som ingen har hørt om. Ingen dyrkede noget som helst her. Ikke engang den mad de selv skulle spise. Hirka pirkede til en af planterne i vindueskarmen. Fader Brody havde kørt hende til drivhuset ved skolen og købt tre spirer til hende. Hvilke planter det var, eller hvad de kunne udrette, anede hun ikke. Alt skulle læres på ny. Absolut alt. Hun lod blikket vandre i søgen efter noget trygt at dvæle ved. Langt nede under hende så hun en mand på en bænk. Han havde fejet sneen væk, hvor han sad, men ikke på resten af bænken. Han skævede op mod hende, men så væk igen med det samme. Lod, som om han ikke havde set hende. Han havde en grå hættetrøje på med en skindjakke over. Hun havde set ham før. Han havde også været der dagen før. Det var hun sikker på. Og hun havde set ham i nærheden af købmanden. Hvad ville han? Hvorfor var han her? Var han fra politiet? En som ville hente hende, fordi hun ikke havde noget nummer? Frygten kom snigende. Som en kulde i maven. Han rejste sig brat. Krydsede kirkegården og gik ud ad smede­ jerns­porten. Hun fulgte ham med øjnene, til han forsvandt. Derefter så hun blot bilerne, som susede forbi. Der fandtes ikke stilhed i den her verden. Uanset hvor man var, var man omgivet af lyd. En konstant brummen fra maskiner. Så meget der var fremmed. Så meget man skulle vide. Så mange muligheder for at begå fejl. 25


Hirka pressede håndfladerne mod ørerne, indtil hun ikke kunne høre andet end lyden af sit eget blod, der strømmede gennem kroppen. Hurtigere og hurtigere. Hendes åndedræt nægtede at bevæge sig ned i lungerne. Hun følte sig kvalt. Følelsen af uvirkelighed skyllede ind over hende. Hendes hænder begyndte at skælve. Hun rev sit tøj af. Fumlede med buksernes lynlås. Kunne ikke få dem af hurtigt nok af. Tømte sin sæk. Tingene spredte sig ud på stengulvet. Gamle ting. Velkendte ting. Hendes ting. Urterne. Der var alt for få tilbage af dem. Den grønne sweater. Stadig lige slidt i sømmene. Hun tog den på. Også bukserne. Lommekniven. Ingen gik med kniv her. Det måtte man ikke. Hun sank ned på madrassen og holdt armene stramt om sig selv. Hun lagde hånden på brystet og mærkede på smykkerne. En muslingeskal og en ulvetand. Med små ridser i. Hver eneste ridse repræsenterede noget virkeligt. Noget der var sket. Sejre i tvekampene mellem Rime og hende. Rime ... Hun havde vænnet sig til de pludselige anfald. Vænnet sig til at blive overvældet. Men længslen vænnede hun sig aldrig til. Hullet i brystet som gnavede i hende hver dag. I et hundrede fire og halvtreds dage. Ymslanda var i sikkerhed. Det var hendes eneste trøst. I sikkerhed for de blinde, nu hvor hun var væk. Nu hvor råddenskaben ikke var der længere. Men hun havde minderne. Gaverne. Hjertet begyndte at slå roligere. Det blev lettere at trække vejret. Hun var Hirka. Hun var ægte. Hendes ting var ægte. De hørte blot ikke hjemme her. Heller ikke her. Hun stak hånden i lommen. Tog tre blodsten op. En gave fra Jarladin. Rådsmanden havde gemt dem i kappen, inden hun rejste. De kunne redde hende gennem et helt liv i Mannfalla. Her kunne 26


man umuligt vide. Hun havde ikke set noget sted, som købte og solgte sten. Ingen butikker ville have dem. Der var også bogen fra Hlosnian. En gave der havde kostet stenhviskeren mere, end hun brød sig om at tænke på. Rime havde givet den til hende den nat, hun tog af sted. Hirka hørte sus fra vinger. Kuro landede i vindueskarmen og pressede sig ind ad lugen. Den svævede ned og lagde sig til rette i skuffen. Der var noget sært ved den for tiden. Den hoppede næsten ikke. Gik kun. Hun havde til og med set den miste balancen. Den virkede simpelthen deprimeret. Måske havde ravnen det hårdt ligesom hende. Havde det hårdt med at finde næring i den her døde verden uden Evnen. I det mindste havde de hinanden. Hun ville næppe have klaret de sidste par måneder uden den. Hirka lagde Hlosnians bog foran sig. Den var tyk. Havde brunt læderomslag og remme, den kunne lukkes med. Hun havde sat en rund skive fast på omslaget. Det var et gammelt kompas, havde fader Brody sagt. Hun havde fundet det på kirkegården. Nålen pegede altid mod nord, og det hjalp at kigge på det, når verden gjorde hende svimmel. Hirka åbnede bogen. Hun havde aldrig været god til at læse og skrive. Blot en anelse bedre end far. Alligevel havde hun fyldt mange ark med hjælpeløse ord og tegninger. Kort over nabo­ laget. Tegninger af planter. Billeder hun havde fundet på gaden. Et vissent blad. Bolsjepapir. Små stykker tøj. I begyndelsen havde hun samlet på alt. Hver eneste ting var ny og hjerteskærende skøn. Hun havde også skrevet ting ned, som hun ville fortælle til Rime, men det havde gjort for ondt. Og var blevet værre og værre for hver dag, der gik. Det var hun holdt op med. Men nye ord skrev hun stadig ned. Efterhånden havde hun fundet på et system. Særlige sider for ord på ting, hun kendte fra før. Stol. Vindue. Brød. Regn. Og ord på ting, hun aldrig ville have 27


troet der fandtes. Telefon. Chokolade. Asfalt. Solbriller. Vaske­ maskine. Benzin. Hun fandt blyanten frem og skrev det nye ord, hun havde lært af Jay. Viking: En som levede på skibe for tusind år siden. Hun så på Kuro. Den var faldet i søvn i skuffen. Fjerene på hovedet vibrerede, når den trak vejret. Hun løftede blyanten og fortsatte med at skrive. Overleve: Eksistere. Klare sig. Ikke at dø.

28


den fremmede Man slipper godt fra det meste, så længe man er nyttig. Egentlig burde ingen bo i en kirke. Så meget havde Hirka forstået. I hvert fald ikke sådan en som hende. De sagde, det var Guds hus, men han havde ikke været der, efter Hirka var kommet, så hun tvivlede på, at han brugte det særlig meget. Fader Brody kunne have smidt hende ud for længe siden. Eller tilkaldt politiet. Hvad var det, Jays mor havde sagt? Melde hende til børneværnet. Men det gjorde han ikke. Ikke så længe Hirka vaskede tøj, passede børn, skovlede sne og købte ind. Han havde slet ikke bedt hende om at gøre noget af det, hun var simpelthen gået i gang, ligesom hun havde gjort i Lindris tehus. Efter nogle dage var der ikke længere nogen, som spurgte om noget. Hverken hvor hun kom fra, eller hvad hun bestilte her. Og alligevel udeblev den følelse, hun længtes efter. Følelsen af at høre hjemme. Have en familie. Sådan blev det bare ikke. Der fandtes enormt mange mennesker, og ingen af dem vidste, hvem hendes familie var. Hun var stadig en fremmed i en vanvittig verden. Hver gang indtrykkene truede med at overvælde hende, fokuserede hun på noget velkendt. Indkøbslisten i sin hånd. Følelsen af papir. Næsten det samme som hjemme. Vinternøgne træer i små haver i en hektisk by. Eller ting som var nye, men som hun syntes godt om. Lyden af støvler mod sprød sne. Støvler var en god ting. De revnede ikke og blev aldrig våde. Hun havde et par gule, som hun havde fået af fader Brody. Gule støvler. Sikke en verden. 29


Hun sukkede dybt og gik ind i butikken. Lyset skar i øjnene. Mennesker havde ufattelige mængder af lys. Lamper langs vejene. I vinduerne. De var omgivet af flammeløs ild. Hirka gik hen til disken og smilede så bredt, hun kunne til damen, som havde hjulpet hende sidst. Det var vigtigt at være sød. Og det var vigtigt ikke at have for meget brug for noget. Intet kunne få døre til at smække i som desperation. Damen smilede tilbage. Hun var fyldig og havde et stramt bælte om livet, som fik hende til at ligne et timeglas. Hirka havde lært indkøbslisten udenad, men havde sedlen med for en sikkerheds skyld. Damen hjalp hende med at finde kaffe, kiks, toiletpapir og andre ting, som de havde brug for i kirken. Rædselsfuld te. Hirka havde smagt den, og hun ville ikke have serveret den for sin værste fjende. Var det sådan, alting blev uden Evnen? Damen lagde kvitteringen i en bog, og Hirka fik lov at tage varerne med sig. Det var blevet mørkere og begyndt at blæse. Sneen lå i kager på gadelamperne. Hun trak hætten på regnslaget over hovedet. Det var en slags kappe. Ikke særlig varm, men den vejede absolut ingenting og blev aldrig våd. Og hun kunne rulle den sammen, så den kunne være i munden. Hun havde prøvet bare for at se, om det kunne lade sig gøre. Ingen ville have troet det hjemme. Hun stoppede brat op. På cafeen foran hende sad en velkendt skikkelse. Hun trak sig ind i skyggen og kastede et blik ind ad vinduet. Manden på cafeen havde ikke set hende. Det var ham fra bænken. I skindjakke og grå hættetrøje. Han sad med ryggen til. Hirka sneg sig rundt om hjørnet og hen til et andet vindue. Nu kunne hun bedre se ham. Han holdt en kop i den ene hånd og en telefon i den anden. Han var nok dobbelt så gammel som hende. Kortklippet og ubarberet. Sad på en høj skammel og vippede med foden. Hun satte posen fra sig og lænede sig ind mod vinduet. Hendes ånde lagde sig på ruden. 30


Han vendte sig og så lige på hende. Hirka røg tilbage fra vinduet. Varmen steg op i hendes kinder. Et øjeblik overvejede hun, om hun skulle vinke eller løbe. Hun løb. Støvlerne hamrede mod sjappet i takt med hendes hjerte. Var han den eneste? Havde hun ikke også set andre? Folk som hang omkring kirken uden at komme ind? Stak hun virkelig så meget ud, at man måtte stirre? Hun fik øje på kirketårnet og kom i tanke om posen med varerne. Den stod stadig ved cafeen. Hun standsede. Og huskede, at hun havde gjort det før. Erindringen slog ned i hende. Far i hjulstolen. Hytten. Hirka havde stået på trappen og glemt kurven med urter ved Aldyb. Ved den nedstyrtede gran. Hvor Rime havde reddet hende. Et mærke til mig, hvis du trækker mig op. Billederne var så livagtige, at halsen lukkede sig til. Hun sank. Det var et andet liv. En anden tid. En verden hun aldrig mere skulle se. Hun vendte om og gik tilbage til cafeen. Undgik at se på nogen. Stirrede ned på sine gule støvler, hvis nu hun skulle løbe ind i ham. Manden med hættetrøjen. Posen med varer stod, hvor hun havde stillet den. Lige under vinduet. Et tyndt lag sne havde lagt sig oven på den. Hirka så ind i cafeen. Han var der ikke længere. Heldigvis. Lettet løftede hun posen og begav sig mod kirken igen. Nogen greb fat i hende. Trak hende bagud med en voldsom kraft. Ind i en smøge. Hun ville skrige, men lyden blev kvalt af en hånd over munden. Hun blev presset op mod muren ved siden af en affaldscontainer. Hans hånd smagte af tobak. Hirka blev lammet. Kold. Hendes hjerte hamrede i halsen, og hun hev efter vejret. Posen gled ud af hendes hånd og faldt ned på jorden. Kiks og æbler trillede ud i sjappet. Manden fra cafeen stirrede på hende som et vildt dyr. Han sagde noget, men det var umuligt at forstå. Hirka sparkede ud efter ham. Han flyttede hånden ned 31


omkring hendes hals. Og klemte til, indtil hun holdt op med at kæmpe imod. Det hjalp. Hun fik lov til at trække vejret igen. Hun kastede et blik ud mod gaden. De stod i en niche i muren, hvorfra hun lige akkurat kunne se gaden. Folk passerede. De så ingenting. Kunne ikke komme hende til hjælp. Hirka lænede sig frem og skreg. Han strammede grebet igen. En dame i pels kastede et blik på dem og skyndte sig videre. Som om hun ingenting havde set. Det havde hun. Det var Hirka sikker på. Men hun gik alligevel videre. Følelsen af håb forvandlede sig til fortvivlelse. Manden trak noget op fra bæltet og pressede det mod hendes tinding. Noget koldt. Men det var ikke nogen kniv, og det var det vigtigste. Hun følte sig en anelse lettet. Han bjæffede ord igen. Det lød som spørgsmål, men han talte alt for hurtigt til, at hun kunne forstå noget. Hirka sank. Mærkede halsmusklerne kæmpe mod hans greb. »Jeg forstår ikke ... taler ikke sproget så godt.« Pludselig virkede han mere usikker. Hun bemærkede et lille ar, som trak hans læbe op i den ene side. Han løsnede grebet om hendes hals og pressede tomlen mod hendes læber. »Nej!« Hirka kastede sit hoved til siden, men han tvang det på plads igen. Han var stærk. Trak hendes overlæbe op med tomlen. Betragtede hendes tænder. Han virkede mindre truende nu. Mere forvirret. Det var så besynderligt, at Hirka et øjeblik glemte sin rædsel. Hun følte sig som en hest på et marked. Hun stak hånden i lommen og knugede blodstenene. Dem måtte hun ikke miste. For så havde hun intet tilbage. Intet der kunne veksles til penge. Intet af værdi. Bevægelsen fangede hans opmærksomhed. Han rev hendes hånd op af lommen. Hirka forsøgte at knytte hænderne rundt om stenene, men han havde allerede fat om dem. Spildte ingen tid med at studere dem og stak dem i sin egen lomme. Han så sig omkring, som om han var havnet det gale sted. Han slap Hirka og bakkede. Ved et uheld trådte han på en 32


kikse­pakke, og det gav et sæt i ham, da den blev knust under hans fod. »Det gør ikke noget,« skyndte hun sig at sige. »Vi har flere.« Han kiggede på hende med rynker i panden. Trak sig længere ind i smøgen. Vendte ryggen til og forsvandt ud på gaden i den modsatte ende af smøgen. Hirka blev stående op ad muren og pustede ud. Skrækken sad som en kulde i kroppen. Nægtede at give slip. Hun huskede. Skakterne i Eisvaldr. Manden som ville tage hende med magt. Den gang havde der ikke været nogen tvivl om, hvad han var ude efter. Nu havde hun ikke den fjerneste anelse om, hvad der foregik. Det var værre. Hun vidste ingenting. Og i en helt ny verden var alt muligt. Absolut alt. Hun gled. Sank ned på våd asfalt. Kiksepakken lå foran hende. Trådt flad i den ene ende. Lugten af sur mælk nåede hende fra containeren. Hun ville hjem. Bare hjem. Hjem til Ymslanda. Til Elveroa. Til far. Far er død. Hytten er brændt. Det er forbi. Hvorfor var hun kommet hertil? Her hørte hun ikke hjemme. Hun hadede det her sted. Hadede det. Lyset. Lugtene. Larmen. Al den støj. Og alligevel så dødt. Et sted uden Evnen. En kold verden fuld af forfærdeligt liv.

33


fristelsen Portene havde været åbne. Rime havde set landskabet flimre mellem stenene. Set græsset bølge af slipstrømmen fra et ukendt sted. Han var blevet slugt af tomrummet, da verden ophørte med at eksistere. Og var kommet ud igen i Ritualsalen. Ind ét sted. Ud et andet. Portene havde været åbne, og det kunne ske igen. Blot et kort, ufarligt øjeblik. For bevisets skyld. For kundskaben. For hende. Rime gik langs reolerne i biblioteket på jagt efter svar. Det slog ham, at hvis man ville skjule Rådets hemmeligheder, behøvede man ikke at gøre andet end at placere dem her. I fuld offentlighed. Det ville tage flere menneskealdre at finde dem. Samtalerne her var få og dæmpede. Bag en dør, der stod på klem, lød der kratten af pen mod papir. Han spekulerede over, hvad der mon blev skrevet, og om det var sandt. Rime gik hen mod galleriet, som omkransede strålen af dagslys fra taget. Gråklædte hyrder klatrede mellem etagerne på lange stiger, som sejlede på skinner hele vejen rundt. Han håbede, at en af dem kunne føre ham til bøgerne om Evnen. Og hævede hånden for at spørge, da han bemærkede en kvinde på den nederste etage. Hun stak ud ved at have en flammefarvet kjole på. Hun så sig omkring med smidige bevægelser. Var graciøs. Søgende. Deres blikke mødtes. Rime blev klar over, at han stirrede, og vendte sig mod et læsebord ved gelænderet. Der lå Seerens bog. Skamløst åben. Den blottede løgnene, som 34


om intet var hændt. Han mærkede et stik af skuffelse over, at folk stadig læste den. Men selvfølgelig gjorde de det. Han lod fingeren løbe langs indbindingen, som næsten var gået i opløsning. Den bog havde været her, længe inden han blev født. Længe inden Ilume. Hendes eneste ønske havde været at se ham i Rådet. Vide, at han bandt fortiden sammen med fremtiden ved at sidde i stolen. Men næppe på den måde. Forandring havde aldrig interesseret hende. Hun ville hellere gøre ham arveløs end at se Seeren falde. Den guddommelige forestilling som havde båret en hel verden i tusind år. Hvor mange falske guder havde eksisteret før ravnen? Hvor mange nye ville der komme? Bogen lokkede ham til at læse. Som om der ville åbenbare sig noget andet end tidligere. Rime huskede hvert et ord, fra han var barn. Så stort var hjertet i ham, der så, at han rummede dem alle i sin nåde. Så dyb var hans sorg over de faldne, at hans tårer skyllede dem rene. Skyldfrie var de, da de så deres Seer, og han sagde til dem: ‘Al magt fra jorden er givet mig’. Skyldfrie? Hvilken joke ... Og hvem som havde fået magten efter krigen, var der ingen tvivl om. Rime bladede. Og træet voksede lige ind i himlen, blodsort og kraftfuldt af alle dem, som havde ofret deres liv. Efter sin vilje og sit hjerte formede han det for at tjene ymsslægten, og han sagde: ‘Her er min trone.’ Rime så sig omkring. Han fornemmede, at nogen betragtede ham. Ramt af en uventet skyldfølelse. Han havde knust det træ. Seerens trone. Erindringen var nådesløst livagtig. Regn af sort glas. Ilume der segnede om på gulvet. Lyden af hans egen hjertebanken. Urd. Og Hirka ... 35


Han smækkede bogen i. Havde fået nok af løgnene. Det, han trængte til nu, var sandhed. Rime fandt en hyrde, en gråhåret dame med blækklatter på fingrene, og spurgte efter bøger om Evnen. »To etager op,« svarede hun og pegede. »I den sydøstlige fløj, tolvte reol. Jeg henter gerne de bøger, du søger.« »Tak, men jeg har intet imod selv at lede,« svarede han. Hun smilede varmt, som om de havde noget til fælles. Rime gik op ad trappen. Han fandt den tolvte reol og fulgte den indad. Det meste handlede om digte. Om Evnen, om naturen, om kærlighed. Men der var også andre ting ... Han trak en bog ud med grønt omslag. ‘Oprindelsen’ hed den. Han mærkede en kriblen i kroppen. Forventning. Håb. Siderne var så tynde, at han frygtede, de skulle smuldre mellem hans fingre. Han begyndte at læse. Utålmodigt. Evnen, kilden til liv ... var her før alt andet ... kom med de første. Med skaberkraften ... Balancen. Han sprang over ord, afsnit, sider. Der var ikke noget nyt. Men så ... Nábyrns begær efter Evnen kostede så mange liv, at det førte til udtrykket ‘et lig for hver ravn’. Men det er min overbevisning, at de dødsfald, de forvoldte, også var dem, der gav os styrken til at bekæmpe dem. Død bekæmpede død. Seeren er selv blind og former Evnen på måder, ingen af ymsslægt formår. Til trods for det er blindværk frygtet og foragtet i alle hjørner af Ymslanda. Evnen – som de blinde brugte den – anses for hån. Den er for stærkt knyttet til dem. Til forrådnelse og ødelæggelse. Ligefrem til tabet af vores sjæl, hævder folk under isen i nord. Rime lukkede bogen. Blindværk. Evnen som de blinde brugte den. Han havde set det med egne øjne. Hvor hurtigt de kunne flytte 36


sig. Og vandfaldet som blev til sand. Der løb over kanten som et timeglas. Hvad var det andet end blindværk? Trolddom. Var det kun blindværk, som kunne vække stenene igen? Urd havde gjort det. Rime hørte et smæld bag sig og for sammen. Han vendte sig. Det var hende. Kvinden han havde set tidligere. Hun havde tabt en bog på gulvet. Hvad slags Kolkagga var han, som ikke længere vidste, hvad der rørte sig i samme rum? Han samlede hendes bog op og rakte den til hende. Hun smilede og så på ham under tunge øjenlåg. Han kendte det blik. Selvsikkert. Sugende. Men flirten virkede ikke påtaget. Den lod til at være en del af hendes væsen. Læberne var usædvanligt fyldige. Som om de krævede at blive berørt. Det var svært ikke at glo på dem. »Jeg har set dig før,« sagde han. Hun tog imod bogen. Lagde den oven på de andre, hun bar på, og smøg sig forbi. Hendes arm strejfede ham. Han mærkede en duft af blomster. Hun gik hen mod galleriet. Hendes hale svajede med skridtene. Den var udsmykket med raslende ringe. Hendes hår hang halvvejs ned ad ryggen. Tykt og glat. Koksfarvet. Hun så sig tilbage over skulderen. »Jeg har danset for dig, Ravnebærer,« sagde hun så blødt, at det lød som begyndelsen på et digt. Han fulgte hende og var klar over, at det var, hvad hun ønskede. Hun lagde bøgerne på et læsebord. To bøger om dans og en han ikke kunne se titlen på. »Ingen har danset for mig, siden jeg var dreng,« sagde han. »Har du glemt din egen indvielse, Ravnebærer?« Hun havde ret. Den dag han blev Ravnebærer. Festen. Danserinderne på trappen. »Rime. Mit navn er Rime.« »Ja, der er vel ikke nogen ravn at bære længere.« Hendes ord var befriende direkte. Hendes hår faldt frem over hendes skulder, og hun strøg det tilbage igen med en slank hånd. Den lille bevægelse var en dans i sig selv. Alt, hvad hun foretog sig, 37


syntes at fortælle en historie. Det var ikke vanskeligt at forstå, at mænd var villige til at betale store summer for at se hende danse. Hendes bluse var åben i halsen og lagde sig over brysterne på en måde, det var umuligt ikke at lægge mærke til. Hun stablede bøgerne igen. Bogen, han ikke kunne se titlen på, blev lagt øverst. ‘Glædens kunst’ stod der over en tegning af en mand og kvinde i en umulig stilling. Rime følte sig pludselig utryg. Som under en kamp hvor overtaget pludselig skifter over til modstanderen. Han rømmede sig. Vendte sig for at gå. Hun standsede ham med en varm hånd på hans arm. »Jeg er Damayanti,« sagde hun. »Men det ved du allerede.« Han så på hende igen. »Nej. Beklager, hvis jeg burde.« Hun trak en finger over læberne, som om hun ville bide i den. Det gjorde hun dog ikke. »Virkelig? Det siger i så fald meget om dig.« Hendes blik faldt på bogen, som han holdt i hånden. »Men jeg har hørt om dig, Ravnebærer. Det, du vil vide, finder du ikke i nogen bog. Og dem, som ved, ville næppe vove så meget som at hviske det.« Hun tog sine bøger. Pressede dem mod brystet og vendte ham ryggen. »Men det gælder ikke alle. Kom og se mig danse en eller anden gang, Rime.« Hun gik. Han fulgte hende med blikket. Hun havde hørt om ham. Det havde alle, men han tænkte sjældent over, hvad de havde hørt. Nu følte han sig nysgerrig mod sin vilje. Rådet ville have, at han skulle stifte familie. Gifte sig. Hvad ville de sige til, at han kom med en kvinde som Damayanti? En danserinde? De ville hade det. Rase. True. Rive den smule hår af som de havde tilbage. Rime kunne ikke lade være med at smile.

38


skadedyr Æblet var frisk og grønt. Havde ikke så meget som en rynke. Ingen mug. Intet råd. Efter hvor mange uger? Mange! Hirka pressede en finger mod skrællen, men den gav ikke efter. På kirkegården stod træerne med nøgne grene, men alligevel havde hun et æble, der kunne være plukket i går. Hun lagde det fra sig i vindueskarmen. De andre kunne gøre, hvad de ville, men hun havde ikke tænkt sig at sætte tænderne i noget, som nægtede at dø. Hun var jo ikke dum. I eventyr var den slags altid forgiftet. Kuro skrabede med kløerne i skuffen. Den sov. Det var alt, hvad den gjorde for tiden. Den spiste næsten heller ikke noget. Lige så lidt som hende. Hun knælede på madrassen og prikkede til dens næb. »Du kan ikke bare ligge der,« sagde hun uden at være sikker på, om hun talte med sig selv eller ravnen. Det var trods alt flere dage siden, hun havde været uden for kirken. Manden i hættetrøjen stod lidt for frisk i erindringen. Hans hånd der smagte af tobak. Styrken. Stemmen. Jo, hun var sluppet fra det i god behold. Og hun havde oplevet det, der var værre. Langt værre. Men det hjalp ikke. Hun var ikke sig selv i den her meningsløse verden. Hun følte sig meget alene. Og forsvarsløs. Svarteld ville være trillet omkuld af grin, hvis han havde set hende i smøgen. ‘Kalder du det et spark?’ ville han have spurgt. Hun smilede for sig selv. Næste gang hun så manden med hættetrøjen, skulle hun knuse hans næse med albuen. »Jeg ved, at ingenting er det samme her, men vi må få det bedste ud af det, ikke?« Kuro rørte sig ikke. »Her har vi tag over hovedet. 39


Mad. Arbejde, vi får penge for. Forstår du, hvad det betyder. Vi sulter ikke.« Hun satte støvlerne på gulvet foran den. »Se på de her. Se farven!« Kuros øjenlåg var helt lukkede. Hun rejste sig og trak støvlerne på. »Jeg tilgiver dig aldrig, hvis du bliver syg. Det kan du være helt sikker på, fjerkræ.« Ordene svulmede på tungen. Det nyttede ikke længere at skjule frygten. Hun måtte bede fader Brody om hjælp. Han var rar. Og han måtte da kende nogen, som var gode til ravne. Hirka gik ned ad tårntrappen. Stenene var flere steder smuldret væk og erstattet af træplanker. Det syntes hun om. Træ mod sten. Måden kirken var bygget på. Det var en af de få ting, som føltes rigtigt her. Som var ligesom hjemme. Det her er hjemme nu. Hun hørte skridt fra kirkerummet nedenunder og pressede sig op mod væggen. En vane hun ikke kunne slippe af med. Hun rystede opgivende på hovedet ad sig selv. Så åbnede hun døren og trådte ud bag alteret. Fader Brody smilede til hende. Hans smil fik ham til at se ud, som om han var tissetrængende. Han var flammende rød i ansigtet. Klædt i mørk skjorte og bukser. Ingen kjortel. »Der er noget i vejen med Kuro,« sagde Hirka. »Kuro?« Han hævede et øjenbryn. »Åh, fuglen.« »Den er syg, og jeg har ikke noget, jeg kan give den.« »Jeg forstår. Jeg forstår.« Hirka vidste godt, at han egentlig ikke forstod, men det plejede han at sige, at han gjorde. »Har du noget?« »Har jeg noget hvad?« »Noget, jeg kan give ham?« Hirka forsøgte at skjule sin bekymring, men det var, som om den blev stærkere bare ved at tale om den. »Nej. Nej, det tror jeg ikke. Hvad fejler den?« »Den rører sig ikke. Spiser ikke. Vi må gøre noget.« 40


Fader Brody nikkede. Han havde blå øjne. De virkede yngre end resten af ham. »Jeg kan spørge nogen. En veterinær. Det er en dyrlæge. Vi kan ringe efter ... Jeg var på vej op for at hente dig, fordi der snart kommer nogen, som vil tale med dig.« Han sagde det, som om det var den mest naturlige ting i verden, men hun blev straks urolig. Hvorfor kom der nogen og ville tale med hende? Hun kendte næsten ingen af dem, som kom her. Bortset fra Jay. Og hendes mor. Dilipa. Som gerne så, at hun forsvandt herfra. Hirka nikkede. Det vigtigste først. »Kan du ringe nu? Til dyrlægen?« Fader Brody blev endnu rødere i ansigtet. Han så ud, som om han overvejede at sige nej, men så vidt hun vidste, var han ikke engang i stand til at udtale det ord. »Selvfølgelig. Selvfølgelig.« Han tog sin telefon og begyndte at trykke. Hirka bed sig i underlæben. Der måtte findes nogen her, som kunne hjælpe. Pludselig kom mindet. Manden i smøgen. Den pelsklædte dame der så hende, men som hastede videre, som om ingenting var hændt. Som om det ikke angik hende. Øjeblikket havde været flygtigt. Men tomheden i blikket alt for tydelig. Smerten da Hirka indså, at hun ikke ville gribe ind. Ikke engang sige noget. Nu var Hirka klar over det. Hun kunne hjælpe så mange, det skulle være, men når alt kom til alt, var hun alene. Folk er fare. »Ja, det er en ravn, er det ikke rigtigt, Hirka?« Hendes navn fik hende revet ud af sine tanker. Fader Brody så på hende, mens han talte i telefonen. »En ravn eller måske snarere en stor krage.« »Det er en ravn,« sagde Hirka. »Javel? Javel?« Fader Brody nikkede for sig selv. »Virkelig? Tak, tak. Nej, jeg forstår. Tak alligevel.« Han lagde telefonen tilbage i lommen. »Hvad siger de?« Hirka trådte et skridt nærmere. »Hun sagde, at de ikke plejer at behandle skadedyr.« 41


»Skadedyr?« Hun forstod ikke ordet. »Ja, altså ... den slags dyr. Dyr man ikke ønsker nær sig. Dyr som gør skade.« »De vil altså lade den dø?« »De plejer at aflive dem. Man må ikke have dem indenfor, det er forbudt, men jeg sagde, at du havde fundet den udenfor.« »Løj du for min skyld?« »Nej, nej, nej, så vidt jeg ved, er det rigtigt!« Fader Brody prøvede at smile igen. Et tissetrængende smil. Hirka satte sig yderst på bænken. Skadedyr. Dyr man ikke ønskede at have. Måtte de rådne i Slokna, hver og en. Yderdøren knirkede bag dem. »Fader Brody?« En mørklødet kvinde kom ind. Hun havde en stram, ternet nederdel på og en mappe, som hun holdt tæt ind til brystet. »Åh, ja! Dav, Trudy.« Fader Brody så på Hirka. »Det her er Trudy, hun vil lige stille dig et par spørgsmål. Det er slet ikke farligt, og jeg ville aldrig ... Folk begynder at undre sig, og vi må ...« »Folk?« Hirka vidste, hvem folk var. Dilipa. Jays mor. For hende var Hirka et skadedyr. Noget man ikke ønskede nær sig. Hirka forventede et stik af sorg, men det kom ikke. Det var blot sådan, tingene var her. Hun var ved at lære det nu. Damen i den ternede nederdel rakte en hånd frem mod hende. »Jeg er Trudy. Kan vi tale lidt sammen?« »Jeg taler ikke så godt endnu,« svarede Hirka og rykkede længere ud på kanten af bænken. Så havde hun muligheden for at løbe, hvis det skulle blive nødvendigt. Kvinden sagde, hvor hun kom fra, men for Hirka lød det bare som nogle helt tilfældige lyde. Trudy satte sig ved siden af hende og sagde noget på flere sprog. »Kan du nogle af de sprog, Hirka?« Kvinden så på hende, som om hun var et barn. Hirka rystede på hovedet. »Jeg bor her. Jeg taler engelsk.« 42


Trudy så bekymret på fader Brody. Han trak på skuldrene. »Vi har forsøgt alt. Ingen har kunnet foreslå et land, som hun overhovedet har hørt om. I starten talte hun sit eget sprog, men det har vi ikke kunnet få hende til at gøre siden.« Hirka så sig omkring og lod, som om hun ikke forstod samtalen. Der var en god grund til, at hun ikke talte sit eget sprog længere. Det fik alle til at spørge hende, hvor hun kom fra, og når hun fortalte sandheden, troede alle, hun var skør. Eller ødelagt. Som Vetle. Tanken om Vetle førte en lavine af minder med sig. Ramoja. Eirik. Lyden af ravnene, som fløj hen over Ravnhov hver morgen. Hun kiggede ud på himlen, men den var bar her. Tom. Ravneløs. Fader Brody fortsatte. »En nordmand kom forbi, som har familie på Island. Han sagde, at der var nogle lighedstræk, men han forstod ingenting af, hvad hun sagde. Vi er ganske sikre på, at hun lider af hukommelsestab. Muligvis har hun konstrueret sit eget sprog. Det kan godt lade sig gøre, ikke?« Trudy bladede i sine papirer. »Hvad hedder det sted, du kommer fra?« Hirka bed tænderne sammen. Hun havde før ladet sig narre. Men den her dame havde ikke tænkt sig at give op så let. »Hvor gammel er du?« Der var noget faretruende ved spørgsmålet, men hun kunne ikke længere lade, som om hun ikke forstod. Fader Brody svarede for hende. »Hun siger, at hun er seksten.« Damen så om muligt endnu mere bekymret ud. Alligevel smilede hun bredt. Det gav Hirka kuldegysninger. »Dine forældre, Hirka. Hvor er de?« Endelig kunne Hirka være ærlig. »Jeg troede, de ville være her.« Det svar opmuntrede Trudy. »Sagde din far og mor, at de ville være her?« Hirka rystede på hovedet. »Hvad hedder de?« »Det ved jeg ikke.« Trudy sukkede og rejste sig. »Kan jeg tale med dig under fire øjne, fader? Jeg ved ikke, hvad hun har været igennem, men det 43


er ikke usandsynligt, at det har givet hende en form for traume.« De gik ned ad midtergangen, mens de talte sammen. Hirka sad ubevægelig og lyttede til stemmerne, som forsvandt ind i den nyere bygning. Hun hørte døren smække i efter dem og rejste sig. Løb mod tårn­døren. Tog tre trappetrin ad gangen hele vejen op til tårn­rum­met. Hun så sig febrilsk omkring efter noget at barrikadere trappen med, men det var selvfølgelig en tåbelig ide. Hun lænede sig op mod væggen. Alt var forbi. Hun var kommet hertil, fordi hun troede, hun hørte hjemme her. Fordi hun var et menneske. En af dem. Men det var akkurat det samme her som i Ymslanda. Hun var lige så jaget. Lige så fremmed. Og den her dame sad nu nede i cafeen og forklarede fader Brody, at hun ikke kunne bo her, at politiet ville komme og hente hende. De ville sikkert også aflive hende. Som et skadedyr. Hendes rygsæk? Hvor var den? Den stod op ad kommoden. Hun rev den til sig. Pressede tøjet ned i den, notesbogen, læderposerne med urter. Hvad mere? Koppen. Spiralstenen, som Hlosnian havde givet hende i Elveroa, før alt gik ad Slokna til. Før far døde. Hun strøg fingeren over rillerne. Stenhviskeren havde sagt, at den var lavet af Evnen selv. Længe før folk. Hun lagde den ned i en pung. Spirerne i vindueskarmen måtte efterlades. Dem kunne hun ikke have med sig. Derpå løftede hun Kuro op. Han var slap. Varmere end han plejede at være. Hun forsøgte at trække vejret roligt. »Du må ikke blive syg nu. Vi kan ikke blive her, forstår du?« Hun ruskede i den, men alt, hvad den gjorde, var at lukke øjnene. De lignede blege orme mod det sorte. Hun lagde den ned i skuffen igen. Med hovedet mod kommoden. De måtte vente, til det blev nat. Hun kunne fragte den i en af kasserne fra cafeen. Indtil da måtte hun holde masken. Overbevise fader Brody om, at alt var i den skønneste orden. Hun lukkede øjnene og trak vejret så dybt, hun kunne. Hvis ikke hun gik ned, ville fader Brody komme op. Hun havde ikke noget valg. 44


Hun gik ned ad trappen igen. Udenfor blæste det kraftigt. Det lød, som om et genfærd hylede hele vejen op gennem tårnet. Det gjorde ikke noget. Hirka var ikke bange for genfærd. Hun var selv et. Fader Brody sad på bænken, hvor Hirka havde siddet kort tid før. Han stirrede op mod alteret. Det betød, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Eller at han ikke brød sig om det, han blev nødt til at gøre. Hirka satte sig ved siden af ham og trak benene op under sig. »Hmm, hmm,« sagde han og nikkede til hende, som om hun havde sagt noget. Der var stille et øjeblik. Taget knirkede under vindstødene. »Der er meget, vi ikke ved om dig, Hirka,« sagde fader Brody og kløede sig på hagen. En bevægelse der mindede hende om far. Hun fik lyst til at putte sig ind til ham, men kunne ikke lade følelserne tage over. Desuden føltes det som et bedrag, idet hun alligevel havde tænkt sig at flygte, når natten faldt på. »Lige så meget, som jeg ikke ved om jer.« Hirka smilede anstrengt. Det var en fejl. Om ikke andet måtte hun overleve på sit smil. Fader Brody blev rød i kinderne. Han havde været en tryg havn i flere måneder. En god mand. Hun klandrede ham ikke for det, der nu skete. »Du ved godt, at det her ikke er et sted, folk bor,« sagde han. »Det er en kirke. Det er Guds hus. Forstår du, hvad det er, Hirka? Hvad Gud er?« Han så næsten hjælpeløs ud. Hirka anede ikke, hvordan hun skulle trøste ham. Men hun nikkede. Hun havde før set folk kæmpe med guder. Hun havde været der, da Rime mistede sin. Hans blik hvilede på maleriet bag alteret. En ung mand med rød kjortel. Han var halvvejs afklædt og havde et sår i siden. Der sad en anden ved ham og holdt sine fingre mod såret. Måske forsøgte han at helbrede ham? Det vidste hun ikke. Over mændene svævede en hvid due. 45


Hirka så på fader Brody. Han støttede sig til ryggen på bænken foran sig og stirrede på maleriet, som om han ventede på et svar, der ikke kom. Hun lagde en hånd på hans ryg. »Fader Brody, jeg er helt sikker på, at det bare er en helt almindelig due.«

46


drivhuset Hirka sad med ryggen op ad væggen og betragtede klokkerne over sig. Sorte huller. Store nok til at sluge hende, hvis de styrtede ned. Men de havde hængt der længe. Omgivet af tandhjul og bjælker. Og tov der førte hele vejen ned, så folk kunne trække i dem og lave en larm, som kunne vække alle i Slokna. Måske også far. Hun skulle stikke af igen. Det eneste hun var rigtig god til. Flygte. Var det ikke sådan, det altid gik? Hun var stukket af hjemmefra. Fra hytten. Fra Lindris tehus. Kravlet ud af værelset og ud på tagene i Mannfalla. Og den nat Seerens træ blev knust. Skæbnenatten der havde forandret alt. Hun huskede Rimes ansigtsudtryk, da hun havde bedt ham hente hendes rygsæk. Bedt ham risikere livet for at få den ud af skakterne i Eisvaldr. Hun hørte sig selv le. Det blev et kvalt gisp. Hun krøllede sig sammen. Holdt hårdt om rygsækken for at dulme smerten. Tankerne sved. Det var som at rive skorperne af et sår, men hun kunne ikke lade være. Rime. Det hvide hår. Ulveøjnene. Kysset. Hun havde været klar over, at der ikke fandtes nogen vej tilbage. At hun aldrig ville se ham igen. Men aldrig havde blot været et ord. Nu var det mere. Det var timer. Dage. Måneder. Aldrig havde fået indhold. Han var Ravnebærer nu. I en verden som ikke var hendes. Men det var den her verden åbenbart heller ikke. Måske var det derfor, det føltes så uretfærdigt. Så ondt. Så utrygt. Manden med hættetrøjen. 47


Det havde ikke været et tilfældigt røveri. Han havde holdt øje med hende. Ventet på hende. Og hun kunne ikke slippe en følelse af, at han ikke var den eneste. Der var farligt derude. Der var ingen steder, hun kunne gå hen. På den anden side kunne hun ikke vente, til politiet hentede hende. Politiet var denne verdens gardere, og hun havde før været i gardernes kløer. Trodset sine egne instinkter og gået lige ind i Ritualsalen. Lige ind i bjørnens hule. Aldrig mere. Kuro var stakåndet. Den lå ubevægelig på et håndklæde i en papkasse. Noget var galt. Det kunne hun lugte. Men hun måtte undertrykke visheden og pakke resten af sine ting. Der var lidt penge, som hun havde fået af fader Brody for arbejdet. Det var ikke meget. Hun måtte spare. Hvad nu, hvis hun blev syg? Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde været rigtig syg. Det var fordelen ved at vokse op hos en far, der var helbreder. Modvilligt pakkede hun også det udødelige æble ned. Det var vel bedre end at sulte ihjel. Hun trak den grønne sweater på. Den havde været med hende helt fra begyndelsen og bar tydeligt præg af det. Men den fik hende også til at huske, hvem hun var. Hun stak lommekniven i uldsokken, så den sad i klemme mod støvleskaftet. Hun kunne trække den, uden skeden løsnede sig. Hun testede det et par gange, indtil hun var sikker på, at det fungerede. Hirka trak regnslaget på, hev hætten op og tog rygsækken på. Så tog hun forsigtigt Kuros papkasse op i favnen, kastede et sidste blik på det fine vindue og gik ned ad trapperne. Det var nat, og ingen ville høre hende. Alligevel åbnede hun døren dernede så stille, hun kunne. Kirken var et gråt tomrum. Det susede, som om ekkoet fra de besøgende havde samlet sig gennem århundreder. Mørket lå mellem bænkerækkerne som sorte afgrunde. Glasmalerierne var blegnet i natten. Lukket ned for farverne. Faldet i søvn. Hun gik ned ad midtergangen. Følelsen af at blive betragtet forsvandt først, da hun nåede yderdøren. Hun vred låsen op. Så 48


vendte hun sig mod alteret. Mod maleriet af den sårede skikkelse og duen, hun havde troet var Odin. Menneskenes gud. Men det var mere kompliceret end som så, havde hun forstået. Uanset hvem fuglen var, forblev den tavs. »Nu er det dit hus igen,« hviskede hun og smuttede ud i vinternatten.

Om natten var byen til at holde ud. Roligere. Ingen biler. Lyde der var til at forstå. Fulde folk var fulde folk, uanset hvilken verden man befandt sig i. Det var altid noget. Når hun kneb øjnene sammen, kunne hun forestille sig, at hun gik ned ad Dødkattegade på vej til Lindris tehus. Lige indtil en natbus kom kørende og fik illusionen til at briste. Hun lagde kirken bag sig og fulgte gadelamperne mod øst. Holdt afstand til alle smøgerne. Forsøgte at huske sig selv på at holde skuldrene nede. Hun var alene. Der var ingen, som var ude efter hende. Hirka havde kigget på sin egen tegning i bogen. Kortet. Hun mente, hun kunne finde Jays hus. Ikke for at blive der, det vidste hun, hun ikke kunne. Men hun måtte sige noget. Jay var ikke så hård, som hun lod som om, og Hirka regnede ikke med, at hun havde ret mange andre venner. Hun kunne ikke bare forsvinde uden nogen forklaring. Desuden kunne Jay måske give hende et tip om, hvor hun kunne gå hen. Det var hendes eneste håb. Luften føltes tung. Det ville snart begynde at sne. Vejen delte sig i to, og hun skulle op mod det gamle hus, der hældede ud mod gaden. I øjenkrogen så hun en bevægelse. Hun kiggede op. Hvad var det? Havde hun set nogen på taget? Hirka havde altid haft et godt nattesyn, men selv hun kunne blive narret. Folk her rendte ikke rundt på tagene, så meget vidste hun. Hun spejdede op mod tagene, men skyggen var væk. 49


Var det ham? Manden med hættetrøjen? Hun standsede og så ned på Kuro. Den lå under håndklædet i kassen og var ikke til nogen hjælp. Hirka bed sig i underlæben. Forsøgte at dæmpe den voksende uro i brystet. Hun så sig omkring. Fremmede huse og gader. En ukendt by i en ukendt verden. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke gå hen til Jay og moren, hvis nogen fulgte efter hende. Hvorfor skulle nogen følge efter dig? Du er ikke betydningsfuld! Hirka begyndte at løbe ned ad gaden. Tilbage hvor hun kom fra. Hun hørte Kuro kradse mod papkassen. Den var skræmt, men hun vovede ikke at standse. Løberiet havde forstærket frygten. Hun skævede op mod tagene, men kunne ikke se nogen. Alligevel løb hun. Hun fik øje på kirketårnet igen. Lettelsen varede kun et øjeblik. Indtil hun så skikkelsen på den anden side af gaden. Han trak sig ind i skyggerne, men nu var der ingen tvivl. Hun blev forfulgt. Du er før blevet jaget. Brug hovedet! Hvad ville hun have gjort, hvis hun havde haft Evnen? Pillet frygten fra hinanden. Hentet kræfter i den. Set den, for hvad den var, og fundet en løsning. Hun krydsede kirkegården mellem de dødes sten og smuttede om på bagsiden af kirken. Hvis nogen forfulgte hende, ville de tro, at hun var gået ind igen. Håbede hun. Hun satte kassen op på kirkegårdsmuren. Tog fat i de frosne klatreplanter og trak sig op. De knagede. Truede med at rive sig løs fra stenmuren, men de holdt. Hun sprang ned på den anden side og tog kassen med sig. Hun måtte finde et andet sted. Nu. Hun forsøgte at være stille, men trak vejret i hvæsende stød. Hvor? Hvor kunne hun tage hen? Haven ... Hvor fader Brody havde købt hendes planter. Hvor de dyrkede urter. Også om vinteren. I et drivhus boede der ikke nogen. Der kunne hun tage hen. Der ville være trygt. Kunne hun huske, hvor det lå? Det mente hun, at hun kunne. 50


Hirka holdt godt fast i kassen og begyndte igen at løbe. Fulgte kulden ned til den tilfrosne flod. Træerne stod hvide mod den sorte himmel. Dødstid. Ville alt have været anderledes, hvis hun var kommet hertil om foråret? Mens alt levede, spirede og fløjtede? Hun fulgte stien langs flodbredden, til hun var ud for haven. Den var dækket af is og sne. Små vandpytter var frosset til spejle. De splintredes under hendes støvler hele vejen op til drivhuset. Sidst hun var her, havde det været gennemsigtigt, men nu var glasset dugget til. Der var ikke en sjæl at se udenfor, så hun måtte satse på, at der heller ikke var nogen indenfor. Hun havde ikke noget valg. Hun blev nødt til at gemme sig. Hirka lyttede. En sirene hylede langt væk. Der var også noget andet. En brummen, men det kunne være hvad som helst. Alting summede eller brummede her. Hun fulgte glasvæggen, til hun kom til døren. Kuros hoved stak frem under håndklædet. Næbbet stod halvt åbent. Ubevægeligt. Håbløsheden greb hende. Hun kunne ikke hjælpe den. Urteposerne var næsten tomme, og her var ingen nye planter at finde. Ingen hun kendte. Ingen som kunne hjælpe. Og der fandtes ikke nogen ravnetrænere her. »Alt bliver godt igen, det lover jeg,« hviskede hun. Hun åbnede døren og listede indenfor. Der var varmt derinde. En flisebelagt sti gik mellem rækker af ukendte planter. Farveløse i mørket. Nogle af dem lignede planter hjemmefra, men de var aldrig helt de samme. Hvordan skulle hun kunne bruge nogen af dem? Det ville enten medføre helbredelse eller død. At kortlægge en helt ny verden af planter ville tage hende resten af livet. Overraskende nok fik tanken hende til at falde til ro. Det ville i det mindste være en meningsfuld opgave. Hun bevægede sig længere ind mellem planterne og kom til endnu et aflukke, som var endnu varmere. Klamt. Den brummen, hun havde hørt, kom fra en vifte over døren. Vinduerne duggede, men hun kunne se stjernehimlen gennem taget. Kuro gav en lyd fra sig. Et halvkvalt skrig. 51


»Nej! Du må ikke!« Hirka satte kassen fra sig og løftede den op. Den hang med hovedet. Hev efter vejret i små ryk. Hun vendte den om. Undersøgte den varme fuglekrop for skader, men hun kunne lige så godt have famlet i blinde. Hvad vidste hun egentlig om ravne? Intet som helst. »Du har bare brug for et bedre sted at ligge,« sagde hun og hørte sin stemme svigte. Fortvivlelsen lod sig ikke længere holde nede. Ravnen føltes tungere og tungere i hendes arme. Hun fik øje på en trækasse under et arbejdsbord. Holdt Kuro tæt ind til brystet med den ene hånd, mens hun trak kassen frem og væltede den om på siden. Haveredskaber faldt ud og skramlede mod stenfliserne på gulvet. Hun var ligeglad med, at nogen kunne høre hende. De kunne bare komme an. »Sådan. Den her er større. Her kan du ligge, til du får det godt igen.« Hun bredte håndklædet ud over bunden og lagde Kuro forsigtigt ned på det. Den lignede en bunke fjer. Sorte fjer på et hvidt håndklæde. Dens hoved hang slapt ned. »Nej, Kuro. Det gør du ikke!« Hun faldt på knæ. Løftede den op igen. Ruskede den. Hovedet virkede alt for slapt. Som om nakken var brækket. Der måtte være noget, hun kunne gøre! Hun skulle finde på noget. Det var hendes opgave. At reparere ting. Gøre folk raske. Hun stirrede ind i dens øjne og så alle dem, hun havde set dø. Alle hun ikke havde kunnet hjælpe. Dem som havde forladt hytten, uden at hun eller far havde kunnet gøre andet end at udsætte det uundgåelige. Det kunne ikke passe! Det var ikke sådan, det skulle være. Gråden stoppede næsen til, og hun tørrede den med sweaterærmet. »Det her tilgiver jeg dig aldrig, hører du?!« Kuro spjættede med hele kroppen. Hun tabte den, og den faldt ned i kassen, mens den udstødte et langstrakt smertensskrig. Dens vinger baskede, som om den prøvede at komme op. Den spredte kløerne. Næbbet åbnede sig til et frossent, rødt gab. Brystkassen voksede. Bulnede op som en svamp. Det her var helt forkert. Det var helt forfærdelig forkert. 52


»Kuro ...« Hun rakte hånden ud efter den, men kunne ikke holde armen oppe. Kraften i hendes krop var væk. Dens brystkasse revnede. Hirka skreg og rykkede væk. Hun så blod. Knogler. Kuro hvæsede. Noget glinsende og blegt pressede sig ud af dens bryst. Fuglekroppen strakte sig ud og blev helt uigenkendelig. Nopret hud blev synlig mellem fjerene. Ødelagt. Revnet. Hirka holdt sin hånd for munden, men kunne ikke kontrollere sine hulk. Sådan havde døden aldrig set ud. Det her var en parasit. En form for hæslig orm, som ikke fandtes i Ymslanda. Kun her. I denne forhadte verden. Den havde taget hendes eneste ven. Alt hvad hun havde. Kuro var blot et ådsel i kassen, mens et væsen masede sig ud af den. Hirka trak sig tilbage uden at kunne rive blikket væk. Hun trak sig ind mellem bordene med spirer. Trykkede sig op mod glasvæggen. Kold og fugtig mod ryggen. Kassen revnede med et brag. Træsplinter fløj gennem rummet. Noget klaskede mod ruden lige ved siden af hendes kind. Det lignede et stykke af en tarm. Som begyndte at glide ned ad ruden og efterlod sig et spor af blod. Hun gemte ansigtet bag armene. Hun ville ikke se. Kom til at tænke på Vetle. Siddende på granen over Aldyb med ansigtet skjult bag armen. Som om det bragte ham i sikkerhed. Nu gjorde hun det samme. Hun havde mistet forstanden. Det er en drøm! Det sker ikke! Men pulsen, som hamrede i halsen, var virkelig. Hun hørte en gurglende lyd. Var det hende? Var det Kuro? Hun skævede hen over armen. Noget voldsomt lå på stenfliserne, hvor kassen havde stået. Et blegt monster. Det havde ben. Arme. En mand. En nøgen mand på gulvet. Smurt ind i blod og fjer. Ansigtet var skjult under sort, fedtet hår. Han trak vejret. Der lå en mand på gulvet. Ikke en ravn. En mand. Hirka kunne ikke røre sig. Selv tanken om at bevæge sig var umulig. Hun var tonstung. Frosset fast. Manden forsøgte at komme 53


op på en arm. Han gled i ravneblod og faldt ned igen. Krummede sig sammen i smerte. Han strakte den ene arm ud. Trak sin egen krop et stykke frem. Opgav igen. Blev liggende på gulvet med knæene trukket op under sig. Aldrig havde hun set ... eller hørt om ... Jeg må væk herfra! Det utrolige, som lå lige foran hende, kunne være hvad som helst. Noget der var så ondt, at mennesker ikke havde vovet at fortælle hende om det. Et ravnedræbende, menneskeædende monster. Han havde ikke set hende. Hvis nu hun sneg sig forbi og udenfor. Hun måtte tvinge sin krop til at lystre. Bøjede sig frem og begyndte at kravle på alle fire under bordet. Regnslaget raslede ved enhver bevægelse. Hun forsøgte at dæmpe lyden ved at bevæge sig meget langsomt. Armene sitrede. Albuerne truede med at svigte. Hun vovede ikke at blinke. Stille. Stille nu. Hun hørte ham trække vejret. Hvæse. Hun var alt for tæt på ham, men døren var blot et par skridt væk. Hun måtte klare det. Skulle klare det. Hun kunne ikke dø her. Hun løftede hånden for at rykke lidt længere frem. Pludselig greb han om hendes håndled. Skriget blev siddende i halsen. Hun ville rive sig fri, men alt svigtede hende. Instinkterne. Kroppen. Tankerne. Hans hånd var kraftig. Bleg mod hendes hud. Og fingrene. Dem kendte hun alt for godt. Kløer hun havde håbet aldrig at skulle se igen. Han var en blind. Nábyrn. En ligfødt. Her. Hos menneskene. Hun holdt op med at stritte imod. Holdt op med at tænke. Rørte hun sig, ville virkeligheden splintres som glas. Frygten sad som en kold pæl i kroppen. Uden den ville hun være faldet sammen. Han skubbede sig op. Kunne lige akkurat hæve overkroppen fra 54


gulvet. Støttede sig på armen. Han stirrede på hende med hvide, blinde øjne. »Kroyo ozá désel?« Det lød som et sprog fra Slokna. En ru stemme det aldrig havde været meningen skulle eksistere. »Kroyo ozá désel?!« gentog han, og der var ikke nogen tvivl om, at han så på hende, blind eller ej. Hun lagde to skælvende fingre mod sin egen hals uden at ane, hvor refleksen kom fra. Han knurrede som et dyr og faldt om på gulvet igen.

55

Pettersen RÅDDENSKAB Læseprøve  
Pettersen RÅDDENSKAB Læseprøve