Page 1


100591_havenisserne_r2.indd 2

02/09/15 13:52


100591_havenisserne_r2.indd 3

02/09/15 13:52


100591_havenisserne_r2.indd 4

02/09/15 13:52


Josefine Ottesen

Illustreret af Birde Poulsen

Høst & Søn

100591_havenisserne_r2.indd 1

02/09/15 13:52


Havenisserne flytter ind © Josefine Ottesen (tekst) og Birde Poulsen (illustrationer) og Jan Schønemann (musik) og Høst & Søn / rosinante & co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Illustration: Birde Poulsen Scanning og prepress arbejde: Narayana Press Tilrettelægning: Dorte Cappelen Sat med Adriane Text og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4159-7 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Bogen er blevet til i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · dk-1019 København K rosinante-co.dk

100591_havenisserne_r2.indd 2

02/09/15 13:52


Rødt som blod Knort løb op i træets krone igen. Det var rigtigt, hvad Pind­svin sagde. Der var kun to æbler tilbage. Det ene hang aller­øverst oppe i træet. Knort tøvede et øjeblik, før han begav sig ud på den meget tynde kvist. Han strakte sig alt, hvad han kunne for at nå det store æble, men det hang for langt ude. I det samme kom et kraftigt vindstød, og frugten slap af sig selv. »Æææble!« vrælede Knort. Men han nåede ikke at se, om Pindsvin greb frugten på sine pigge, for i det samme råbte fru Solsort: »Skynd dig, Knort!« Den brune fugl flaksede forpustet ned på grenen lige ved siden af ham, imens hun skræppede videre: »Kærne er kommet til skade. Han er helt dækket af blod. Du må hjælpe ham!«

100591_havenisserne_r2.indd 9

02/09/15 13:52


Knort skyndte sig ned fra æble­træet for at følge efter solsortehunnen, der fløj fra busk til busk ned gennem haven. Hans hjerte hamrede højt, mens han styrtede gennem det lange græs. Selv om Kærne var den stærkeste af de tre søskende, var han ikke altid så klog. Fru Solsorts alarmkald endte nede ved hindbærbedet, og da Knort forpustet nåede frem, så han sin bror stå helt dækket af blod. Knorts hals snørede sig sammen, så hans stemme lød som en frø, der kvækkede: »Kærne, hvad er der sket? Har kong Skade haft fat i dig?« Kærne sendte ham et stort grin, og Knort så forvirret på ham. »Der er ikke sket noget, i hvert fald ikke noget slemt! Det er bare fru Solsort, der har misforstået det hele.« Kærne tørrede noget af det røde af sit ansigt og sin trøje og rakte det frem mod Knort: »Smag! Det er nok årets sidste hindbær.« Knort slikkede det saftige frugtkød i sig. »Mmhh, hvordan har du fået fat i dem? De sidste hænger da så højt, at man ikke kan nå dem.« Kærne pegede op mellem planterne. Der hang stadig nogle store, tunge bær. »Vinden hjalp mig. Jeg stod og gloede op på et af de dejlige bær og ønskede bare, at det ville falde ned i munden på mig. Og det g jorde det så!« Han grinede. 10

100591_havenisserne_r2.indd 10

02/09/15 13:52


»Men hvordan …?« I det samme fik et vindstød et bær til at dumpe ned. Det ramte jorden og gik i stykker, så der stod en byge af saft ud fra det. »Se, det regner med mad!« sagde Kærne, og de to drenge strøg ind mellem hindbær­buskene. De stillede sig under de få bær, der var tilbage. Næste gang efterårsblæsten dansede gennem buskene, fik de begge to ét lige i munden, og de hylede højt af fryd. Da de havde suttet den søde saft i sig, udså de sig de to sidste bær, og stillede sig parat med åben mund. »Altså, Kærne, hvad har du nu lavet?« Persille lagde armene over kors og så strengt på Knort, da hun opdagede ham længere inde under buskene. »Og dig, Knort? Fru Solsort sagde, at du var løbet hen for at hjælpe Kærne, men det ser ikke sådan ud.« »Jo, jeg hjælper skam Kærne. Med at spise! Kom nu, Persille, det er sjovt,« sagde Knort. »Vi gør bare som Pindsvin: spiser os tykke og fede, inden vinteren kommer.« Han grinede og tørrede det meste af hindbærsaften af sit ansigt. Persille så ikke engang på ham, men tog bare fat i armen på Kærne. »Man skulle ikke tro, at du var den ældste af jer to. Du opfører dig, som om du er yngre end Knort.« Hun trak ham med hen til kanten af bedet. »Du bliver nødt til at blive vasket.« »Nej, jeg vil ikke vaskes. Jeg vil spise det hele.« Kærne gjorde sig nemt fri af sin storesøsters greb. Han fortsatte med at skrabe hindbærsnask af sin trøje og proppe det i munden. »Det er sikkert de sidste friske hindbær, jeg får i år,« sagde han og suttede fingrene helt rene. Endnu et vindstød suste gennem haven og fik de mange efterårsblade til at hvirvle op. Persille skuttede sig. »Uf, Bedste har ret. Det er allerede blevet koldere. Kom, lad os gå hjem.« Knort var nået op på siden af dem, og de stod alle tre helt 11

100591_havenisserne_r2.indd 11

02/09/15 13:52


stille og så sig om, før de forlod hindbærbuskenes beskyttelse. Skadeparret var hverken til at se eller høre, og kattene var nok ikke ude. De tre nisser løb om kap tilbage til Brede Æbletræ, og Knort vandt som sædvanlig over sine to ældre søskende. »Jamen, hvad er der dog sket med jer to?« Bedste slog hænderne sammen, da hun så drengene. Knort forklarede hende, hvad de havde lavet, mens Persille hjalp Kærne med at skrabe det sidste hindbær af ham med en pind. De samlede det mosede bær i en valnøddeskal, og bagefter delte de det alle fire. En masse småfugle skræppede op. »Kattene,« sagde Bedste og gøs. Knort lagde armen på hendes arm. »Der er ikke noget at være bange for, Bedste. De kan ikke gøre os noget. Herinde i vores hule er vi i sikkerhed.« Han trak sine øjne skæve og mjavede så livagtigt, at Persille hviskede: » Ssh, Knort, måske hører de os og tror, at der er en kat herinde.« Knort lo og kravlede hurtigt op af den lange rebstige. Forsigtigt lettede han på moslåget i grenkløften. De to store katte stod oppe på terrassen. De brød sig tydeligvis ikke om at træde ned i græsset og få våde poter. Knort kunne ikke lade være med at mjave endnu en gang, og han så, hvordan kattene spidsede ører. »Lad nu være, Knort,« hviskede Persille. Hun hev i rebstigen for at få ham til at komme ned, men først da begge katte kom springende ned mod træet, lukkede han moslåget igen. Han blev siddende øverst på rebstigen og lyttede. Kort efter hørte de Pindsvins vrede grynten og kattene, der hylede arrigt. Knort grinede, da han et øjeblik efter stod nede i hulen sammen med de andre. »Så kan Knækhår og Svingom lære det. Det er ikke en god idé at genere Pindsvin. Han er ved at gøre sig klar til at gå i hi.« »Ja, nu gik det godt denne gang, lille Knort, men kattene 12

100591_havenisserne_r2.indd 12

02/09/15 13:52


skal man ikke spøge med. Det ved du udmærket godt. Husk, hvad der skete med dine forældre,« sagde Bedste og fortsatte med at strikke. Knort så ned og sank en klump i halsen. Han ville helst ikke tænke på sin far og mor, for så blev han bare ked af det. Bedste lagde en arm om hans skuldre og gav ham et lille klem. Han tørrede hurtigt øjnene, før han så op på hende: »Men, Bedste, vi kan da ikke gå og være bange hele tiden! Det sagde far altid. Kattene og skaderne er der, det kan vi ikke gøre noget ved, men de skal da ikke bestemme, om vi skal være glade eller ej.« Den gamle kone sukkede. »Du har ret, min dreng, men når man har oplevet det, jeg har, er det ikke helt så nemt at tage let på livet.« Hun nikkede, og alle børnene vidste, hvad hun tænkte på. Det værste var naturligvis, at deres forældre var blevet spist, men Bedste havde altid levet med en stor sorg. Som ganske ung havde hun mistet sin kæreste, Nis. Han havde været en modig ung mand, der var taget på ekspedition ind i Det Røde Hus, lige efter det var blevet bygget. Første gang var det gået godt, men anden gang vendte han ikke tilbage. Bedste mente, at han nok var blevet spist af den stribede kat, der herskede i huset dengang. »Nu skal vi ikke snakke om alt muligt uhyggeligt,« sagde Kærne. »Jeg er sulten.« »Du har lige spist masser af hindbær. Hvordan kan du så allerede være sulten igen?« spurgte Persille. »Jeg vokser,« sagde Kærne alvorligt. »Har vi ikke noget sødt?« Persille skubbede låget over forrådskælderen til side og trådte ned mellem frø og tørrede frugter. Hun tog et halvt tørret hyben med op og skar det i mindre stykker med en lille neglefil af metal. Knort havde fundet den og slebet den på en sten, så de kunne bruge den som kniv. Persille rakte Kærne et 13

100591_havenisserne_r2.indd 13

02/09/15 13:52


stykke og tog selv et. Kærne satte tænderne i det seje frugtkød. »Jeg gad godt smage den kage, som ham Nis havde med hjem som gave til dig, Bedste, » sagde han med munden fuld af hyben. »Fortæl lige om den igen.« »Vi har hørt den historie mindst hundrede gange,« sukkede Knort. Kærne nikkede og så opfordrende på den gamle dame, der var i færd med at skære sin mad ud i endnu mindre stykker. Hun smilede til sit mellemste barnebarn og begyndte at fortælle: »Nis var en rigtig nysgerrig nisse og stærk og modig som få. Han ville vide, hvad der var inde i Det Røde hus, hvor De Store bor. Dengang for mange, mange år siden var huset helt nyt. Brede Æbletræ var bare et helt ungt træ. Det havde været nogle mærkelige år, hvor skoven blev fældet. Heldigvis fik den store gran, som vi boede i, lov til at stå. Det var først, da skaderne byggede deres rede i granen, at vi flyttede herop i æbletræet. Det var også …« »Du skal bare fortælle om kagen,« afbrød Kærne, da han havde tygget af munden. »Nå ja,« Bedste så frem for sig. »Det er det bedste, jeg nogensinde har smagt. Det var et hul med kage om. Nis havde taget den om maven, så han kunne bære den på den måde. Flere steder var den gået lidt i stykker, men der var nok til, at vi alle sammen kunne få en bid. Det var så sødt og sprødt, og det smeltede i munden …« »Vi skulle flytte ind i huset,« sagde Knort, da et vindstød ruskede hårdt i æbletræets grene. »Så ville vi aldrig mangle mad, og det ville være dejlig varmt.« Persille rystede på hovedet. »Det ville jeg aldrig være med til. Vi hører til her i haven. Tænk, hvis man skulle være lukket inde altid. Og det kan godt være, at der er mad og ly i huset, men De Store bor der, og så er der kattene ...« hun gøs. 14

100591_havenisserne_r2.indd 14

02/09/15 13:52


Knort så irriteret på sin søster. »Hvorfor vil du aldrig være med til at prøve noget nyt? Hvorfor skal alting altid være på samme måde?« »Jeg kan godt lide, at det er på samme måde. Det er bedst sådan,« brød Kærne ind. »Og nu vender solen snart, ikke også, Bedste?« »Jo, sidst den lod sig se, stod den allerede op på sydsiden af den store gran. Det må være lige her omkring, at dagene begynder at blive længere.« »Og så skal vil fejre jul og have en stor grankogle herind, som vi skal pynte med tørre brombær. Mmmhh!« Kærne så glad på Persille. »Og ved du hvad? Der er stadig en rosenknop i den gule rose nede i blomsterbedet. Den kan Knort klatre op efter, så kan vi sætte den i toppen af koglen.« Han lænede sig ind mod sin søsters skulder. »Og når vi har danset rundt om koglen og sunget julesangen, så skal vi spise brombærrene, ikke?« »Det skal vi, men først når vi har danset og gået i slangegang hele vejen rundt i hulen, mens vi synger.« Persille tog Kærne i hånden, han rakte ud efter Knort, der greb Bedstes hånd. Mens de dansede rundt om deres urtepottebord, sang de: Når solens bane den bli’r kort

Kom ind, du ven, der banker på

Jorden drejer rundt

Jorden drejer rundt

Og vinternatten den står sort

For ingen skal alene gå

Jorden drejer rundt

Jorden drejer rundt

Så møder vi mørket sammen

Så møder vi mørket sammen.

Og tænder et lys for hinanden

og tænder et lys for hinanden

Vi kalder solen ud fra sit skjul

Vi kalder solen ud fra sit skjul

Vi hjælper tidens gamle runde hjul

Vi hjælper tidens gamle runde hjul

Vi danser dagene lange

Vi danser dagene lange

Ud og ind og ud

Ud og ind og ud

Som en slange

Som en slange

100591_havenisserne_r2.indd 15

02/09/15 13:52


De gentog sangen flere gange, indtil Bedste til sidst måtte sætte sig ned for at puste. Hun fandt sit strikketøj frem igen, og Knort, Kærne og Persille krøb ned i deres sovesokker. De to drenge faldt i søvn med det samme, og snart efter sov også Persille. Bedste strikkede pinden færdig, slukkede lyset og lagde sig mellem børnene.

100591_havenisserne_r2.indd 16

02/09/15 13:52


100591_havenisserne_r2.indd 17

02/09/15 13:52


100591_havenisserne_r2.indd 4

02/09/15 13:52


Jeg håber, I har hygget jer med Knort, Kærne og Persille og de andre i Havenisserne flytter ind. Historien handler jo om, at vi er mere ens, end vi er forskellige, og hvis man mødes i øjenhøjde, kan man se hinanden som mennesker i stedet for som »dem« og »os«. Og den allerbedste måde at komme i øjenhøjde på, er ved at lege sammen, for legen kræver, at man er åben og stiller sig til rådighed for det fælles univers. I forbindelse med bogen har jeg lavet tre gode lege, der kan bruges som udgangspunkt til at invitere nogle fremmede til en legedag. I kan finde dem her: http://flygtning.dk/havenisserne God legelyst!

100591_havenisserne_r2.indd 177

02/09/15 13:53


100591_havenisserne_r2.indd 178

02/09/15 13:53


100591_havenisserne_r2.indd 179

02/09/15 13:53

Ottesen HAVENISSERNE FLYTTER IND (Læseprøve)  
Ottesen HAVENISSERNE FLYTTER IND (Læseprøve)