Page 1


6


RADIO SILENCE A L I C E OS E M A N På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

HØST & SØN 3


Radio Silence er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Radio Silence Copyright © 2016 by Alice Oseman and HarperCollins Children’s Books, a division of HarperCollins Publishers Ltd., all rights reserved Tekst fra Lonely Boy Goes To A Rave, Teen Suicide © 2013. All rights reserved. Denne udgave: © Høst & Søn / ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Victoria Siemer / Erin Fitzsimmons Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen / bogmager.dk Sat med ITC Stone Serif, Futura og Gotham hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell Digital, Juva ISBN 978-87-638-4882-4 Printed in Finland 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


School sucks Why oh why is there work? I don’t – I don’t get it. Mm. Look at me. Look at my face. Does it look like I care about school? No.

Lonely Boy Goes To A Rave, Teen Suicide

5


6


UNIVERSE CITY: Afs. 1 – mørkeblå UniverseCity 

109.982 visninger

Nødstedt. Fanget i Universe City. Send hjælp. Scroll ned for udskrift >>> [] Hallo. Jeg håber, nogen lytter. Jeg udsender dette opkald via radiosignal – dybt forældet, jeg ved det godt, men måske en af de få kommunikationsmetoder, Byen har glemt at overvåge – i et dystert og desperat råb om hjælp. Forholdene i Universe City er ikke, som de ser ud til at være. Jeg kan ikke fortælle dig, hvem jeg er. Bare kald mig ... bare kald mig Radio. Radio Silence. Jeg er trods alt bare en stemme i en radio, og måske er der ingen, der lytter. Gad vide – hvis ingen lytter til min stemme, kommer der så overhovedet nogen lyd? []

7


8


FRE MT I D ER »Kan du høre det?« sagde Carys Last og standsede så brat op foran mig, at jeg nær var stødt ind i hende. Vi stod begge på perronen. Vi var femten, og vi var venner. »Hvad?« sagde jeg, for jeg kunne ikke høre andet end musikken, jeg lyttede til i én høretelefon. Jeg tror nok, det var Animal Collective. Carys lo, og det skete ikke ret tit. »Du spiller for højt,« sagde hun og hagede fingeren fast i ledningen og trak den væk fra mig. »Lyt efter.« Vi stod stille og lyttede, og jeg kan huske hver en ting, jeg hørte i det øjeblik. Jeg hørte den rumlende lyd af toget, som vi lige var stået af, på vej ud fra stationen og længere ind i byen. Jeg hørte vagten ved billetlågen forklare en gammel mand, at dagens højhastighedstog til St Pancras var aflyst på grund af sneen. Jeg hørte den fjerne skingren af trafik, vinden over vores hoveder, stationstoilettets skyl og »Toget, der ankommer til – Perron Ét – er afgang – 8.02 – til – Ramsgate«, skovling af sne og en brandbil og Carys’ stemme og ... Brand. Vi vendte os om og stirrede ind mod byen, der var sneklædt og død. Normalt kunne vi se vores skole herfra, men i dag var der en røgsky i vejen. »Hvordan kunne vi overse røgen inde fra toget?« spurgte Carys. 9


»Jeg sov,« sagde jeg. »Det gjorde jeg ikke.« »Dine tanker var et andet sted.« »Nå, men så er skolen åbenbart brændt ned,« sagde hun og satte sig over på stationsbænken. »Syvårige Carys har fået sit ønske opfyldt.« Jeg kiggede lidt længere og gik derefter hen til hende. »Tror du, det var de dér ballademagere?« sagde jeg med henvisning til de anonyme bloggere, der havde lavet stadig vildere numre på vores skole i den seneste måned. Carys trak på skuldrene. »Det kan være lidt lige meget, ikke? Resultatet er jo det samme.« »Det kan da ikke være lige meget.« I det øjeblik begyndte det hele at bundfælde sig. »Det – det ser ret alvorligt ud. Vi bliver nok nødt til at skifte skole. Det ser ud til, at hele C-blokken og D-blokken bare ... er ... væk.« Jeg krammede min nederdel mellem hænderne. »Mit skab var i D-blokken. Min skitsebog til afgangseksamen lå i det. Noget af det har jeg brugt flere dage på.« »Oh, shit.« Jeg gøs. »Hvordan kan de finde på at gøre sådan noget? De har ødelagt tonsvis af hårdt slid. De har smadret en hel masse menneskers afgangsprøver – ting, der har seriøs betydning for folks fremtid. De har bogstavelig talt smadret folks liv.« Carys så ud til at tænke over det og åbnede munden for at svare, men endte med at lukke den igen uden at sige noget.

10


S O M M E RS E M ES T E R E T a)

11


12


J EG VA R K LO G »Vi går meget op i, at vores elever er lykkelige, og vi går meget op i, at de får succes,« sagde vores rektor, dr. Afolayan, foran 400 forældre og gymnasieelever til sommersemesterets forældre­ aften i mit næstsidste skoleår. Jeg var sytten år og præfekt, og jeg sad omme bag scenen, fordi det var min tur til at tale om to minutter. Jeg havde ikke forberedt nogen tale, og jeg var ikke nervøs. Jeg var meget tilfreds med mig selv. »Vi ser det som vores pligt at give vores unge mennesker adgang til de bedste muligheder, vore dages verden har at byde på.« Det var lykkedes mig at blive valgt til præfekt sidste år, fordi min kampagneplakat var et billede af mig selv med dobbelthage. Desuden havde jeg brugt ordet ‘meme’ i min valgtale. Det vidnede om, at jeg var pisseligeglad med valget, selvom det forholdt sig stik modsat, og det gav folk lyst til at stemme på mig. Sig ikke, at jeg ikke kender mit publikum. Alligevel var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg skulle nævne i min tale til forældreaftenen. Afolayan stod og sagde alt det, jeg havde griflet ned på den natklubbrochure, jeg havde fundet i lommen på min habitjakke for fem minutter siden. »Vores Oxford-/Cambridge-linje har været en særlig stor succes i år ...« Jeg krøllede brochuren sammen og smed den på gulvet. Så måtte jeg bare improvisere. 13


Jeg havde improviseret taler før, så det var ikke en katastrofe, og der var alligevel aldrig nogen, der kunne gennemskue, at de var improviserede; ingen så meget som overvejede det. Jeg havde ry for at være velorganiseret, altid lave lektier, få konsekvent høje karakterer og have ambitioner om at komme på universitetet i Cambridge. Mine lærere var vilde med mig, og mine skolekammerater misundte mig. Jeg var klog. Jeg var den bedste elev på min årgang. Jeg skulle på Cambridge, og jeg skulle have et godt job og tjene masser af penge, og jeg skulle være lykkelig. »Og jeg synes også,« sagde dr. Afolayan, »at lærerne fortjener en hånd for alt det hårde slid, de har lagt for dagen i år.« P ublikum klappede, men jeg kunne se nogle af eleverne rulle med øjnene. »Og nu vil jeg gerne præsentere vores kvindelige præfekt, Frances Janvier.« Hun udtalte mit efternavn forkert. Jeg kunne se mit mandlige modstykke, Daniel Jun, iagttage mig fra den modsatte side af scenen. Daniel hadede mig, fordi vi begge var de vildeste lektiemaskiner. »Frances har konsekvent præsteret flot, siden hun begyndte hos os for et par år siden, og det er mig en stor ære at have hende som eksponent for alt det, vi står for her på Akademiet. Hun vil i dag fortælle jer om sin oplevelse af at være gymnasie­ elev på Akademiet i år og om sine egne fremtidsplaner.« Jeg rejste mig og gik ind på scenen, og jeg smilede, og jeg havde det storartet, for jeg var født til det her.

14


FO RTÆ L L EREN »Du har ikke tænkt dig at improvisere igen, vel, Frances?« havde min mor spurgt et kvarter tidligere. »Sidst rundede du din tale af med at give publikum thumbs-up.« Hun havde stået sammen med mig på gangen uden for sceneindgangen. Min mor var vild med forældreaftnerne – mest fordi hun er vild med folks flygtigt forvirrede blikke, når hun præsenterer sig som min mor. Blikkene skyldes, at jeg er mørk i huden, og hun er hvid, og af en eller anden grund tror folk altid, at jeg er spanier, fordi jeg tog afgangsprøve i spansk sidste år med en privatlærer. Hun var også vild med at få at vide af lærerne igen og igen, hvor fremragende en person jeg var. Jeg viftede med natklubbrochuren af hende. »Må jeg være fri. Jeg er ekstremt velforberedt.« Min mor hapsede den ud af hånden på mig og skimmede den. »Der er seriøst kun tre punkter på den. Et af dem er ‘Nævn internettet’.« »Mere har jeg ikke brug for. Jeg er en dreven distanceblænder.« »Det er jeg skam udmærket klar over.« Min mor rakte brochuren tilbage og lænede sig op ad væggen. »Vi kunne bare godt undvære endnu en episode, hvor du bruger tre minutter på at tale om Game of Thrones.« 15


»Den får jeg aldrig lov at glemme, vel?« »Nej.« Jeg trak på skuldrene. »Jeg har styr på alle de væsentligste punkter. Jeg er klog, jeg skal på universitetet, bla-bla-bla, karakterer, succes, lykke. Det skal nok gå.« Somme tider følte jeg, at det var det eneste, jeg nogensinde talte om. At være klog var trods alt min primære kilde til selvtillid. Jeg er en dybt sørgelig person, i alle betydninger af ordet, men i det mindste ville jeg da komme ind på universitetet. Min mor hævede et bryn af mig. »Du gør mig helt nervøs.« Jeg prøvede at abstrahere fra det og tænkte i stedet på mine planer for aftenen. I aften ville jeg komme hjem, og så ville jeg lave en kop kaffe og spise et stykke kage, og så ville jeg gå op ovenpå og sætte mig på min seng og høre det sidste nye afsnit af Universe City. Universe City var en podcast på YouTube om en skoleelev i jakkesæt, der var detektiv og prøvede at flygte fra et monsterbefængt sci-fi-universitet. Ingen vidste, hvem der lavede podcasten, men jeg var blevet totalt afhængig af den på grund af fortællerens stemme – der er noget blødt over den. Man bliver helt søvnig. På den mindst mærkelige måde overhovedet er det lidt, som når nogen stryger en over håret. Det skulle jeg lave, når jeg kom hjem. »Er du sikker på, at det nok skal gå?« spurgte min mor og så ned på mig. Det spurgte hun mig altid om, før jeg skulle holde tale, hvilket var ret tit. »Det skal nok gå.« Hun rettede på min jakkekrave og prikkede til mit sølvblanke præfekt-emblem med én finger. 16


Hun spurgte mig: »Mind mig lige om, hvorfor du ville være præfekt?« Og jeg sagde: »Fordi jeg er fantastisk til det.« Men i virkeligheden tænkte jeg: Fordi universiteterne er vilde med det.

17


VED AT D Ø, M EN PÅ D EN G O D E M Å D E Jeg holdt min tale og gik ned fra scenen og tjekkede min ­telefon, som jeg ikke havde tjekket hele eftermiddagen. Og da så jeg den. Jeg så Twitter-beskeden, der skulle komme til at ændre mit liv, sandsynligvis for evigt. Jeg udstødte en overrasket hostelyd, sank sammen på en plasticstol og greb præfekt Daniel Jun så hårdt i armen, at han hvæsede: »Av! Hvad er der?« »Der er sket noget helt sindssygt for mig på Twitter.« Daniel, der havde virket mildt interesseret, indtil jeg sagde ordet ‘Twitter’, så skeptisk ud og vristede armen fri. Han rynkede på næsen og kiggede væk, som om jeg havde gjort noget vildt pinligt. Det væsentligste at vide om Daniel Jun er, at han formentlig ville have begået selvmord, hvis han troede, det ville give ham bedre karakterer. I de flestes øjne var vi én og samme person. Vi var begge kloge, og vi gik begge efter at komme på Cambridge, og det var alt, hvad folk så: to af den akademiske verdens strålende guder, der svævede rundt højt oppe over skolebygningen. Forskellen på os var, at jeg fandt vores ‘rivaliseren’ ustyrlig komisk, hvorimod Daniel opførte sig, som om vi lå i åben krig om, hvem der kunne være den største nørd. Nå, men ... Faktisk var der sket to helt sindssyge ting. Den første var: 18


@UniverseCity følger dig nu Og den anden var en direkte besked stilet til ‘Toulouse’, mit online-alias. Direkte beskeder > med Radio

hej toulouse! det lyder nok vildt mærkeligt men jeg har set noget af det Universe City-fan art du har postet og er totalt vild med det

jeg tænkte på om du kunne være interesseret i at samarbejde med serien om at lave en visuel side til Universe City-afsnittene?

jeg har ledt efter en med den rigtige stil til serien og er helt vild med din.

Universe City er nonprofit så jeg kan ikke betale dig og forstår helt klart hvis du siger nej men du virker bare ret vild med serien og jeg

tænkte du måske var interesseret. du får selvfølgelig fuld credit. ville helt ærligt ønske jeg kunne betale dig men jeg har ingen penge.

19


(jeg går i skole). jep. sig til hvis du overhovedet er interesseret. hvis ikke er jeg stadig vild med dine tegninger. ret meget faktisk. ok.

radio x »Okay, så fortæl,« sagde Daniel med himmelvendte øjne. »Hvad er der sket?« »Noget helt sindssygt,« hviskede jeg. »Ja, det fik jeg fat i.« Pludselig slog det mig, at jeg umuligt kunne fortælle nogen om det. De vidste garanteret ikke engang, hvad Universe City var, og fan art var også en mærkelig hobby, og måske ville de tro, jeg i smug tegnede porno eller sådan noget, og så ville de støve min Tumblr op og læse alle mine personlige posts der, og så ville alting blive helt forfærdeligt. Jeg kunne lige se overskrifterne for mig: Skole-klogeåge og præfekt Frances Janvier afsløret som fandom-freak. Jeg rømmede mig. »Øhm ... det ville ikke interessere dig. Bare glem det.« »Fint nok.« Daniel rystede på hovedet og vendte sig om. Universe City. Havde valgt. Mig. Som. Tegner. Jeg var ved at dø, men på den gode måde. »Frances?« sagde en meget lavmælt stemme. »Er du okay?« Jeg kiggede op og stod pludselig ansigt til ansigt med Aled Last, Daniels bedste ven. Aled Last lignede altid lidt et barn, der var blevet væk fra sin mor i supermarkedet. Det hang muligvis sammen med, at han så så ung ud, at hans øjne var så runde, og at hans hår var blødt som babyhår. Han virkede aldrig helt tilpas i det tøj, han gik i. 20


Han gik ikke på vores skole – han gik på et drengegymnasium i den anden ende af byen, og selvom han kun var tre måneder ældre end mig, gik han på årgangen over. De fleste vidste, hvem han var, på grund af Daniel. Jeg vidste, hvem han var, fordi han boede over for mig, og jeg havde været venner med hans tvillingesøster, og vi tog samme tog i skole, men sad i forskellige vogne og talte aldrig sammen. Aled Last stod ved siden af Daniel og kiggede ned på mig, der sad og hyperventilerede på stolen. Han krympede sig lidt og fulgte det op med et: »Ja, undskyld, men du så bare ud, som om du skulle brække dig eller noget.« Jeg forsøgte at sige en sætning uden at bryde ud i hysterisk latter. »Jeg har det fint,« sagde jeg, men smilede fjoget og så sikkert ud, som om jeg var på nippet til at myrde nogen. »Hvad laver du her? Agerer heppekor for Daniel?« Ifølge rygtet havde Aled og Daniel været uadskillelige hele deres liv, til trods for at Daniel var en storsnudet, bedrevidende narrøv, og Aled ytrede måske halvtreds ord om dagen. »Øh, nej,« sagde han så spagt, at man næsten ikke kunne høre det, som sædvanlig. Han så skrækslagen ud. »Dr. Afolayan ville have mig til at holde tale. Om universitetet.« Jeg gloede på ham. »Men du går jo ikke engang på vores skole.« »Øh, nej.« »Så hvad sker der lige for dét?« »Det var mr. Shannons idé.« Mr. Shannon var rektor på Aleds gymnasium. »Noget med kammeratskab mellem vores skoler. Faktisk var det en af mine venner, der skulle have gjort det ... han var præfekt sidste år ... men han har travlt, så ... han spurgte, om jeg ville ... jep.« 21


Mens Aled talte, blev hans stemme mere og mere spagfærdig, næsten som om han ikke troede, jeg hørte efter, selvom jeg kiggede direkte på ham. »Og du sagde ja?« sagde jeg. »Ja.« »Hvorfor?« Aled lo bare. Han bævede umiskendeligt. »Fordi han er en knold,« sagde Daniel og lagde armene over kors. »Ja,« mumlede Aled, men han smilede. »Du behøver altså ikke at gøre det,« sagde jeg. »Jeg kan bare sige til dem, at du er syg, så går det nok.« »På en måde behøver jeg sådan set at gøre det,« sagde han. »Du behøver altså ikke at gøre noget, du ikke har lyst til,« sagde jeg, men vidste godt, at det ikke passede, og det gjorde Aled også, for han lo bare ad mig og rystede på hovedet. Mere sagde vi ikke. Afolayan stod oppe på scenen igen. »Og nu vil jeg gerne byde velkommen til Aled Last, en af drengeskolens pragtfulde sidsteårselever, som skal begynde på et af Storbritanniens mest prestigefyldte universiteter til september. Ja, hvis hans studenter­eksamen går efter planen i hvert fald!« Det lo alle forældrene ad. Daniel og Aled og jeg gjorde ikke. Afolayan og forældrene begyndte at klappe, da Aled trådte ind på scenen. Han gik hen til mikrofonen. Jeg havde gjort det tusind gange, og min mave slog altid en lille kolbøtte umiddelbart inden, men af en eller anden grund var det tre milliarder gange værre at se Aled gøre det. Jeg havde aldrig rigtig talt med Aled før. Han tog samme 22


tog til skole som mig, men sad i en anden vogn. Jeg vidste nærmest ingenting om ham. »Øh, hej, ja,« sagde han. Hans stemme lød, som om han lige var holdt op med at græde. »Jeg vidste ikke, at han var så genert,« hviskede jeg til Daniel, men Daniel sagde ingenting. »Nå, men ... sidste år var jeg, øh, til optagelsessamtale ...« Daniel og jeg blev stående og så ham kæmpe sig gennem sin tale. Daniel, der ligesom mig var en rutineret taler, rystede på hovedet i ny og næ. På et tidspunkt sagde han: »Han skulle sgu da bare have sagt nej.« Jeg brød mig ikke rigtig om at overvære det, så under anden halvdel lænede jeg mig tilbage på stolen og genlæste Twitter-beskeden halvtreds gange. Jeg prøvede at slå hjernen fra og fokusere på Universe City og beskederne. Radio kunne lide mine tegninger. Tåbelige små skitser af ­karaktererne, mærkelige stregtegninger, natlige kruseduller på min billige skitseblok i stedet for at skrive mit historieessay færdig. Aldrig i mit liv var der sket noget lignende for mig. Da Aled forlod scenen og kom hen til os igen, sagde jeg: »Godt gået – det gik superfint!« selvom vi begge vidste, at jeg løj igen. Han mødte mit blik. Han havde mørke rande under øjnene. Måske var han en natteravn ligesom mig. »Tak,« sagde han, og så gik han, og jeg tænkte, at det nok blev sidste gang, jeg så ham.

23


G Ø R, HVA D D U H A R LYST T I L Min mor nåede knap nok at få sagt »fin tale«, da jeg mødte hende ved vores bil, før jeg gav mig til at fortælle hende alt det med Universe City. Engang prøvede jeg at få min mor med på Universe City ved at tvangsindlægge hende til at høre de første fem afsnit på vej på ferie i Cornwall, men min mors konklusion var: »Jeg forstår det altså ikke. Skal det forestille at være sjovt eller uhyggeligt? Vent, er det en pige eller en dreng eller ingen af delene? Hvorfor går Radio aldrig til sine forelæsninger på universitetet?« Det var fair nok, syntes jeg. I det mindste så hun da stadig Glee sammen med mig. »Er du sikker på, at det ikke er et eller andet kæmpe svindelnummer?« sagde min mor med en panderynken, da vi kørte fra Akademiet. Jeg trak fødderne op på sædet. »Det lyder lidt, som om de prøver at stjæle dine tegninger, hvis de ikke engang vil betale dig.« »Det var den officielle Twitter-profil. Den er verificeret,« sagde jeg, men det havde ikke helt samme virkning på min mor, som det havde på mig selv. »Radio var så vild med mine tegninger, at jeg rent faktisk er blevet inviteret med på holdet!« Min mor sagde ingenting. Hun hævede bare brynene. »Vær nu bare glad på mine vegne,« sagde jeg og så på hende med hovedet på skrå. »Det er supergodt! Det er fantastisk! Jeg vil bare nødig 24


have, at folk skal stjæle dine tegninger. Du elsker jo alt det dér.« »Jeg synes altså ikke, det er at stjæle. Jeg får jo fuld credit for det.« »Har du skrevet under på en kontrakt?« »Mor!« Jeg stønnede opgivende. Det nyttede ikke noget at prøve at forklare hende det. »Det er underordnet. Jeg bliver alligevel nødt til at sige nej.« »Vent, hvad for noget? Hvad mener du?« Jeg trak på skuldrene. »Jeg får simpelthen ikke tid. Om et par måneder er jeg sidsteårselev, jeg har oceaner af skolearbejde konstant, og oven i det skal jeg forberede mig til optagelsessamtalerne på Cambridge ... jeg kan umuligt få tid til at tegne noget til et afsnit hver eneste uge.« Min mor rynkede panden. »Jeg er ikke helt med. Jeg troede, du var helt oppe at køre over det.« »Det er jeg også – det er vildt fantastisk, at Radio har skrevet til mig og synes, mine tegninger er fede, men ... jeg må også være realistisk ...« »Den slags muligheder hænger altså ikke på træerne,« sagde min mor. »Og du vil jo gerne.« »Øh, ja, men ... Jeg har så mange lektier for hver dag, og hjemmearbejdet og eksamenslæsningen bliver kun værre ...« »Jeg synes, du skal gøre det.« Min mor kiggede ligeud og drejede rattet. »Du presser også dig selv for hårdt med skolen, og du skulle tage og gribe chancen for en gangs skyld – gøre, hvad du har lyst til.« Og hvad jeg havde lyst til, var følgende:

25


Direkte beskeder > med Radio

Hey!! Wow ... tusind tak, tænk at du kan lide mine tegninger! Jeg er totalt beæret over at få lov at være med!

Min e-mail er touloser@gmail.com hvis det er lettere at snakke dér. Vildt spændt på at høre mere om hvad du tænker mht. designet!

Helt ærligt så er Universe City min absolutte yndlingsserie. Jeg er dybt taknemmelig for, at du har tænkt på mig!!

Håber ikke jeg lyder for meget som en skør fan ha-ha! xx

26


J EG H A R A LT I D G ERN E VI L L E T H AVE EN H O B BY Jeg lavede lektier, da jeg kom hjem. Jeg lavede næsten altid lektier, når jeg kom hjem for hver gang, jeg ikke lavede lektier, følte jeg, at jeg spildte tiden. Jeg ved godt, det er ret sørgeligt, og jeg har altid gerne villet have en hobby som fodbold eller at spille klaver eller løbe på skøjter, men i bund og grund var jeg kun god til én ting, og det var at bestå eksamener. Hvilket også var fint nok. Jeg var ikke utaknemmelig. Det ville da have været værre, hvis det var omvendt. Den dag – den dag jeg fik en Twitter-besked fra skaberen af Universe City – lavede jeg ikke lektier, da jeg kom hjem. Jeg væltede om på sengen og tændte laptoppen og gik direkte hen på min Tumblr, hvor jeg postede alle mine tegninger. Jeg scrollede ned ad siden. Hvad havde Skaberen helt præcist set i dem? De var alle sammen skod. Kruseduller, jeg lavede for at slå hjernen fra, så jeg kunne falde i søvn og kortvarigt glemme alt om historieessays og billedkunstlektier og p ­ ræfekttaler. Jeg slog over på Twitter for at se, om Skaberen havde svaret, men der var ikke noget svar. Jeg tjekkede min mail for at se, om jeg havde fået en mail, men det havde jeg ikke. Jeg var vild med Universe City. Måske var det min hobby. At tegne Universe City. Det føltes ikke som en hobby. Det føltes som en pinlig hemmelighed. 27


Og mine tegninger var alligevel også nytteløse. Jeg kunne ikke ligefrem sælge dem. Jeg kunne ikke ligefrem vise dem til mine venner. De ville ikke ligefrem få mig optaget på Cambridge. Jeg scrollede videre ned ad siden, flere måneder bagud og helt tilbage til sidste år og året før, scrollede gennem tiden. Jeg havde tegnet alt. Jeg havde tegnet karaktererne – fortælleren Radio Silence og Radios forskellige sidekicks. Jeg havde tegnet miljøet – det dystre og støvede sci-fi-universitet, Universe City. Jeg havde tegnet skurkene og våbnene og monstrene, Radios månemotorcykel og Radios dragter, jeg havde tegnet Den Mørke­blå Bygning og Den Ensomme Vej og sågar February Friday. Jeg havde faktisk tegnet det hele. Hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor er jeg sådan? I virkeligheden var det det eneste, jeg var glad for at lave. Det eneste, jeg havde, ud over mine karakterer. Nej – vent. Det ville være virkelig sørgeligt. Og mærkeligt. Det hjalp mig bare med at falde i søvn. Måske. Jeg ved det ikke. Jeg lukkede laptoppen og gik nedenunder for at få noget at spise og prøvede at lade være med at tænke mere på det.

28

Oseman RADIO SILENCE (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you