Page 1


Når først man har sagt ja er oversat fra amerikansk af Nanna Gyldenkærne efter The Nest Copyright © 2015 by Kenneth Oppel and Firewing Productions, Inc. An imprint of Simon & Shuster Children’s Publishing Division By arrangement with Writers House, New York and Ia Atterholm Agency, Sweden Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Henrik Koitzsch Illustration © 2015 by Jon Klassen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4261-7 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

2


KENNETH OPPEL

Når først man har sagt ja Illustreret af Jon Klassen

På dansk ved Nanna Gyldenkærne

HØST & SØN 3


Til Julia, Nathaniel og Sophia

5


Første gang jeg så dem, troede jeg de var engle. Hvad kunne de ellers være med de lyse, florlette vinger og den musik de udsendte, og med lyset der omgav dem som en glorie? Jeg havde med det samme en fornemmelse af at de havde iagttaget mig og ventet på mig, at de kendte mig. De dukkede op i mine drømme den tiende nat efter at babyen var blevet født. Alt var en lille smule ude af fokus. Jeg stod i en vidunderlig hule af en slags med flimrende vægge, som hvidt stof der blev oplyst udefra. Englene svævede i luften og kiggede alle sammen ned på mig. Kun en kom tættere på, strålende hvid. Jeg ved ikke hvordan, men jeg vidste at det var en hun. Lyset strålede fra hende. Hun var meget sløret, så ikke spor menneskelig ud. Der var store mørke øjne og en slags manke af lys, og da hun 7


talte, kunne jeg ikke se nogen mund der bevægede sig, men jeg kunne mærke hendes ord som en brise mod ansigtet, og jeg forstod alt hvad hun sagde. »Vi er kommet på grund af babyen,« sagde hun. »Vi er kommet for at hjælpe.«

8


Der var noget galt med babyen, men ingen vidste hvad. Vi gjorde ikke, lægerne gjorde heller ikke. Efter en uge på hospitalet fik mor og far lov til at tage babyen med hjem, men næsten hver dag skulle de derhen igen for at få taget flere prøver. Hver gang mor og far kom hjem, var der nye informationer, nye teorier. Det var ikke ligesom en virus, noget babyen bare ville komme sig over. Det var ikke den slags sygdom. Det var måske en form for sygdom som aldrig ville blive bedre. Måske ville han ikke kunne lære at tale. Måske ville han ikke kunne lære at gå. Måske ville han ikke kunne lære at spise selv. Måske ville han slet ikke kunne leve. Lige da han var blevet født, kom far hjem for at fortælle mig hvordan babyen havde det. Der var noget galt med hans hjerte og hans øjne og hans hjerne, og det 9


ville muligvis blive nødvendigt at operere ham. Der var virkelig mange ting i vejen med babyen. Og der var sikkert også ting som mor og far ikke fortalte mig – Nicole fortalte de ikke noget som helst. Hun troede babyen fik alle sine vaccinationer med det samme, og at det var helt normalt at en nyfødt skulle på hospitalet hver dag og tit også blive der om natten. Om natten hørte jeg sommetider mine foræl­ dre snakke sammen, ord og små stumper af sætninger. »... meget sjælden ...« »... dårlig prognose ... de ved ikke ...« »... forværres?« »... ingen ved det med sikkerhed ...« »... medfødt ...« »... vi er for gamle, skulle ikke have forsøgt ...« »... ikke noget med det at gøre ...« »... lægen kunne ikke sige ...« »... helt sikkert ikke udvikle sig normalt ...« »... ved det ikke ... der er ingen der ved det ...« Om dagen havde mor og far travlt med at slå ting op i bøger og på computeren, læse og læse. Nogle gange virkede det som om det gjorde dem gladere, andre gange mere triste. Jeg ville gerne vide hvad de læste og fandt ud af, men de fortalte ikke ret meget om det. 10


Jeg gik rundt med min engledrøm i hovedet, men jeg holdt den for mig selv. Jeg vidste godt at drømmen var fjollet, men den fik mig til at føle mig bedre tilpas. Det var en dårlig sommer i forhold til hvepse. Det sagde alle. De plejer at komme i august, men i år var de tidligt på den. Far havde ikke engang nået at sætte sine falske papirhvepseboer op. Ikke fordi de fungerede særlig godt. Et år havde vi forsøgt med flydende fælder som var halvt fyldt med saftevand der skulle lokke hvepsene til så de blev fanget og druknede. De lå i store dynger. Jeg hadede hvepse, men jeg kunne ikke lide at se dem i deres våde massegrav hvor de få overlevende kravlede hen over de døde mens de forgæves forsøgte at klatre ud i friheden. Det lignede en gengivelse af helvede fra et gammelt maleri jeg havde set på kunstmuseet og aldrig glemt igen. Men der var i hvert fald masser af gule hvepse der summede rundt om spisebordet, især omkring kanden med iste. Jeg holdt øje med dem. Det var søndag, og vi sad alle sammen ude på terrassen. Alle var trætte. Der var ingen der sagde ret meget. Babyen lå og sov oppe på sit værelse, og babyalarmen lå på bordet med lyden skruet op så vi kunne høre hvert et åndedrag og hvert et snøft. Vi sad og drak iste i skyg11


gen af parasollen. Nicole var ude på plænen hvor mor havde bredt et stort tæppe ud til hende. Hun var i gang med at storme en LEGO-borg med nogle plasticfigurer. Hun havde sine riddere og sin store kasse med LEGO og sin legetøjstelefon. Hun elskede den telefon. Den var gammeldags og lavet af plastic, og man skulle dreje nummeret på en slags gennemsigtigt hjul. Far havde haft den da han var lille, og den var ikke ødelagt eller noget. Far sagde han havde passet virkelig godt på sit legetøj. Pludselig stoppede Nicole sit angreb på ridderborgen og tog legetøjstelefonen som om den havde ringet. Hun førte en hurtig samtale, lo en enkelt gang, rynkede så panden som en læge der får rigtig dårlige nyheder. Hun sagde »okay« og lagde på. »Hvordan går det med Mister Nobody?« råbte jeg til hende. »Fint,« sagde Nicole. Mister Nobody var en familievits. Sidste år, lige inden mor blev gravid, blev vi ringet op i hvert fald en gang om dagen hvor der bare var tavshed. Når vi tog telefonen, var der ingen. Hvem var det? Det var ingen. Far klagede til telefonselskabet, og de lovede at de ville undersøge sagen. Men det blev bare ved, så til sidst skif12


tede vi telefonnummer, og det holdt op et stykke tid. Men efter nogle uger begyndte opringningerne igen. Det var Nicole der begyndte at kalde ham Mister Nobody. Mister Nobody syntes det var sjovt at ringe til os uden at sige noget. Mister Nobody var ensom. Han lavede sjov med folk. Han ville gerne have venner. Nicole begyndte at tage ham med i sin aftenbøn. »Og pas på Mister Nobody,« sagde hun. »Kom han med nogen gode vittigheder i dag, Nicole?« spurgte jeg henne fra terrassen. »Nogen spændende nyheder?« Nicole rullede med øjnene som om jeg ikke var rigtig klog. To gule hvepse cirklede rundt om kanten af mit glas. Jeg flyttede det, men de fulgte efter. De kunne godt lide søde drikke. Jeg var aldrig blevet stukket, men jeg var virkelig bange for hvepse, det havde jeg altid været. Jeg vidste godt at det var helt skørt, men når de kom i nærheden af mig, blev mit hoved fyldt med en varm summen, og jeg begyndte at slå med hænderne. Engang, inden babyen blev født, var vi på vandretur oppe på Mount Maxwell og stod og kiggede på udsigten. Så begyndte en hveps at summe rundt om hovedet på mig, den var ikke til at få væk, og jeg begyndte at 13


løbe direkte hen mod afgrunden. Far greb fat i mig og råbte at jeg kunne være blevet slået ihjel. »Tag dig sammen!« råbte han. Det tænkte jeg på hver gang jeg så en hveps. Tag dig sammen. Der var masser af situationer hvor det var meningen jeg skulle tage mig sammen. Jeg var bare ikke særlig god til det. En tredje hveps kom flyvende, og den havde ikke de samme farvetegninger som de andre. I stedet for at være sort og gul var den mest hvid med nogle få sølvgrå striber. Den havde samme form som de andre, men var bare lidt større. De to gule hvepse forsvandt, og den hvide og sølvfarvede satte sig på kanten af mit glas. Da jeg prøvede at jage den væk, satte den kursen mod mit ansigt, og jeg skubbede stolen så voldsomt tilbage at den væltede med et brag. »Lad den bare være, Steven,« sagde min far. »Hvis du går i panik, er der større sandsynlighed for at de stikker.« Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg kunne især ikke lide det når de fløj rundt om hovedet på mig. »Hvor er den?« sagde jeg. »Den er forsvundet,« sagde mor. Den var ikke forsvundet. Jeg kunne mærke at den kravlede rundt i mit hår. 14


Jeg skreg og forsøgte at børste den væk, og pludselig mærkede jeg en skarp sviende smerte i håndfladen. Jeg trak hånden til mig. I den kødfulde del neden for tommelfingeren var der en lysende rød plet, og huden rundt om føltes allerede varm. »Er du blevet stukket?« spurgte min mor. Jeg var ude af stand til at svare. Jeg stirrede bare. »Helt ærligt,« brummede far og kom hen for at se på min hånd. »Kom med ind og lad os vaske den.« Undersiden af min hånd begyndte at føles ophovnet, ligesom når man kommer ind efter en rigtig kold vinterdag udenfor og pludselig begynder at få varmen igen. »Den ser lidt hævet ud,« sagde far. Jeg sammenlignede tavst mine hænder. »Den er meget mere rød end den anden.« »Det går over.« Det føltes ikke som noget der ville gå over. En voldsom bølge af varme skyllede igennem mig. Den startede midt på ryggen og bredte sig ud over skuldrene og derefter ned ad armene. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre af sted. »Jeg har det ikke så godt.« Jeg satte mig ned. »Tror du han er allergisk?« hørte jeg min mor spørge med bekymring i stemmen. Hun pegede. »Se lige.« 15


Jeg havde T-shirt på, og en plamage af udslæt havde bredt sig ud over min overarm. »Klør det?« spurgte far. »Det ved jeg ikke,« sagde jeg. »Klør det?« gentog han utålmodigt. »Ja! Det klør!« Mor sagde: »Hånden ser temmelig hævet ud. Du må hellere køre hen med ham.« »På hospitalet mener du?« Bare det at sige ordet fik det til at føles som om der gik strøm igennem mig. Mit hjerte pumpede. Jeg brændte over det hele. »Dør jeg?« Far sukkede. »Steven, du dør ikke. Du er bare gået i panik, det er det hele. Træk vejret helt ned i maven, kammerat.« Jeg var glad for at far ikke virkede specielt urolig, bare udmattet. Hvis han havde set lige så bekymret ud som mor, var jeg sikkert flippet helt ud. »Vi kan lige så godt snart leje vores egen stue på hospitalet,« sagde han. Der var ikke så langt hen på hospitalet, og den sygeplejerske der tog imod mig, så ikke ud til at mene at det var særlig alvorligt. Hun gav mig noget Benadryl at drikke, og vi satte os i venteværelset. Far læste i et blad, men jeg havde ikke lyst til at røre ved noget, for 16


hvis der nu skulle være bakterier. Jeg kiggede på folk omkring os. De fleste af dem så ikke særlig syge ud, men de var syge, ellers ville de ikke være her, og måske fejlede de noget der smittede. Jeg gik ud på toilettet for at vaske hænder og overhældte dem så med håndsprit fra beholderen på væggen. Jeg forsøgte at trække vejret i små mundfulde så jeg ikke fik for meget hospitalslugt i mig. Vi sad og ventede et par timer, og da jeg kom ind til en læge, var udslættet på min arm ved at forsvinde, og min hånd var ikke helt så opsvulmet længere. »Du har haft en mild til moderat allergisk reaktion,« sagde han. Han havde mørke skygger under øjnene. Han så ikke rigtig på mig mens han talte. Han havde vel kigget på rigeligt med mennesker den dag. »Men det kan blive værre næste gang du bliver stukket. Så jeg skriver recept på en EpiPen til dig.« Jeg vidste godt hvad det var. Jeg havde engang været inde på lærerværelset på skolen og set en hel opslagstavle fyldt med lynlåsposer hvor der var navne på forskellige børn og billeder af dem – og hvor deres adrenalinsprøjter lå. Lægen sagde til far: »Det kan være I hellere vil have at han får en kur med desensibiliserende indsprøjtninger. På den måde behøver I ikke bekymre jer om EpiPenne.« 17


Da far havde sat sig ind bag rattet ude på parkeringspladsen, udstødte han et dybt suk inden han drejede nøglen i tændingslåsen. Det var det samme hospital som babyen var blevet født på. Det som far og mor tog tilbage til næsten hver dag. Vi snakkede ikke ret meget på hjemvejen. Jeg havde det dårligt over at jeg var blevet stukket, og han havde været nødt til at køre mig på hospitalet. Han så træt ud. Et par gange kiggede han hen på mig og spurgte hvordan jeg havde det, og jeg sagde at jeg havde det fint, og han nikkede og smilede. Han klappede mig på knæet. »Du må undskylde jeg hidsede mig op,« sagde han. »Det gør ikke noget.« »Vi bestiller tid til indsprøjtninger til dig så hurtigt som muligt.« Jeg var ikke særlig vild med tanken om at få stukket en masse sprøjter i mig, men jeg sagde: »Tak.« Da jeg sov den nat, sov jeg virkelig dybt – og det var første gang jeg så englene.

Jeg bliver stadig bange om natten. Når jeg sover, trækker jeg dynen helt op over hovedet og lader kun et lille hul stå åbent som jeg kan trække vejret igennem – men ikke 18


se ud ad. Jeg har ikke lyst til at se hvad der er derude. Jeg har sovet på den måde lige så længe jeg kan huske. Det er flovt, og jeg fortæller aldrig nogen om det. Jeg har mange mareridt. Et af de værste er at jeg vågner op i min seng, jeg har stadig dynen over mig, men jeg ved at der står nogen eller noget ved fodenden af sengen. Jeg er alt for bange til at røre mig eller kalde på nogen, og så kommer der en lyd som papir der bliver revet i stykker, og dynen bliver flået af mig. Jeg kan mærke at vægten af den forsvinder, et pludseligt strejf af kold luft, og jeg ved at jeg ligger helt blottet foran hvad det nu er der står der. Det er på det tidspunkt jeg vågner rigtigt. Da jeg var lille, plejede jeg at kalde på mor – det var altid mor – og hun kom og satte sig på sengekanten hos mig og fik mig til at falde til ro. Sommetider blev hun siddende og ventede på at jeg skulle falde i søvn igen, men andre gange gik hun ind i soveværelset igen efter et par minutter og sagde at jeg skulle kalde hvis jeg fik brug for hende. Dengang var der en tv-serie som jeg godt kunne lide, om hemmelige agenter der havde et hemmeligt laboratorium. For at komme ind skulle de trykke på en kontakt, og så gled en del af gulvet langsomt ned i det hemmelige rum nedenunder. Jeg ville ønske min seng 19


havde været ligesådan. Så når jeg blev bange, kunne jeg bare trykke på en knap, og hele sengen ville synke ned, og så ville gulvet glide hen over mig igen, og der ville ikke være noget der kunne komme ned til mig. Der ville ikke være nogen der kunne bryde igennem gulvet. Jeg ville være fuldstændig sikker og urørlig i min lille rede. Men sådan en seng havde jeg ikke. Så jeg lå og lyttede til huset der klikkede og gav sig og klarede alle sine natteting, tændte for fyret, holdt køleskabet koldt og alle de andre hemmelige ting det ordnede om natten. Og så forsøgte jeg at falde i søvn igen. Men nogle gange kunne jeg ikke. Og så begyndte jeg at mærke den igen, skikkelsen på mit værelse, tingen der holdt øje med mig fra fodenden af min seng, og så kaldte jeg en gang til. Og denne gang kom mor vaklende ind til mig og gjorde det jeg hele tiden havde ønsket hun ville gøre – spurgte om jeg ville sove inde hos hende og far resten af natten. Da jeg var lille, tilbragte jeg virkelig meget tid i deres seng. Jeg sov ved siden af mor, helt ude på kanten, prøvede at fylde så lidt som muligt, for jeg ville ikke have at de skulle holde op med at lade mig sove derinde. Jeg havde aldrig fortalt det til nogen af mine venner. 20


At jeg var bange for mørke. At jeg havde mareridt. At jeg sommetider sov inde hos min mor og far. Natten efter hvepsestikket kunne jeg mærke mareridt­et begynde mens jeg sov, som en tordensky der samler sig i horisonten. En mørk skikkelse tog form ved fodenden af min seng, og der stod den bare og holdt øje med mig. Men så skete der noget mærkeligt. Der kom en lyd, en dæmpet musikalsk trille, og samtidig var der punkter af lys. Det vidste jeg fordi jeg kiggede. For første gang nogensinde vendte jeg mig om i min drøm og kiggede. Flere og flere bittesmå glimt af lys omringede skikkelsen og landede på den, og mørket begyndte at gå i opløsning og forsvinde, og jeg følte en stærk lettelse. Pludselig var jeg i et lyst, hulelignende rum hvor jeg lå på maven, og foran mig var hendes stemme. »Vi er kommet på grund af babyen,« sagde hun. »Vi er kommet for at hjælpe.« »Hvem vi?« spurgte jeg. »Vi kommer når folk er bange eller har problemer. Vi kommer når der er sorg.« Jeg så rundt på alle de glitrende skabninger på væggene og i luften. »Er I engle?« 21


»Sådan kan du godt tænke på os.« Jeg rejste mig op. Jeg forsøgte at komme til at se nærmere på englen foran mig. Bare hendes hoved så ud til at være lige så stort som mig selv. Det var lidt ligesom at stå foran en kæmpestor udstoppet løve på et museum, bortset fra at manken og knurhårene kun bestod af lys, og øjnene var enorme, og munden ikke bevægede sig. Hun var fantastisk, og jeg var slet ikke sikker på at hun havde en mund, men hver gang hun sagde noget, kunne jeg mærke noget der strejfede mit ansigt, og der var en duft af nyslået græs. »Steven,« sagde hun, »mit første spørgsmål er hvordan du har det?« »Godt nok, tror jeg.« Hun nikkede tålmodigt, ventede. »Vi er alle sammen bekymrede for babyen,« tilføjede jeg. »Det er forfærdeligt når den slags ting sker,« sagde hun. »Det er ganske almindeligt, ved du nok. Det kan du trøste dig med. Du er ikke alene.« »Nej, det er jeg vel ikke.« »Og din lillesøster, hvordan har hun det?« »Hun er irriterende som sædvanlig.« Jeg var begyndt at føle mig lidt bedre tilpas. 22


»Åh, ja. Små søstre.« »Jeg tror ikke rigtig hun kan forstå det med at babyen er syg. Meget syg.« »Det er nok godt det samme. Dine forældre?« »De er vildt bekymrede.« »Naturligvis.« »Og bange.« »Selvfølgelig er de det. Der er ikke noget der er mere forfærdeligt end at have et sygt barn, og så et der er næsten helt nyfødt og meget sårbart. Det er det værste forældre kan komme ud for. Det er derfor vi er kommet for at hjælpe.« »Hvordan kan I hjælpe os?« »Vi gør det hele bedre.« »Du mener babyen?« »Naturligvis.« »Der er ingen der ved præcis hvad der er i vejen med ham.« »Det gør vi.« »Ved engle alting?« Hun lo. »Alting er et stort ord! Men vi ved nok til at vide hvad der er galt med babyen. Det er medfødt.« »Hvad betyder det?« »Han er født med det. Du skal ikke være bekymret – 23


jeg ved at du nemt bliver bekymret – det er ikke noget du kan blive smittet af eller få senere i livet.« Jeg tænkte på hvordan hun kunne vide at jeg har nemt ved at blive bekymret. Men jeg gik ud fra at engle vidste alt muligt uden at man behøvede fortælle dem det. Hun sagde. »Det er bare en lillebitte fejl inden i ham, og den fejl kan vi reparere.« »Kan I det?« sagde jeg og mærkede håbet skylle igennem mig. »Du ved godt hvad dna er, gør du ikke?« Jeg kunne huske noget fra biologi: alle de små stumper inden i hver eneste celle, ligesom en spiralformet stige der gjorde os til dem vi var. »Godt,« fortsatte hun. »Sommetider bliver stumperne blandet sammen. Det er kun bittesmå fejl, men det kan give store problemer. Mennesker er meget komplicerede indeni.« »Hvornår?« spurgte jeg. »Hvornår kan I ordne det?« »Snart. Bare vent og se.« Og så vågnede jeg.

24

Oppel NÅR FØRST MAN HAR SAGT JA (Læseprøve)  
Oppel NÅR FØRST MAN HAR SAGT JA (Læseprøve)