Page 1


Titel

CHRISTOFFER CARLSSON

Oktober er den koldeste måned På dansk ved Nanna Gyldenkærne

HØST & SØN


Kolofon

Oktober er den koldeste måned er oversat fra svensk af Nanna Gyldenkærne efter Oktober är den kallaste månaden Copyright © Christoffer Carlsson 2016 Published by agreement with Ahlander Agency Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante & co, København, 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design Omslagsfoto: Shutterstock Dansk versionering: Lars Rosenquist Bech-Jessen, bogmager.dk Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5114-5 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Oversættelsen er udgivet med støtte fra NORDISK MINISTERRÅD

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Dedikation

Til min bror

5


6


Citat

Â

remember, when you tell those little white lies, that the night has a thousand eyes bobby vee

7


8


Der nåede nok at gå tre dage inden situationens alvor rigtig gik op for mig. Efterårets dis lagde sig langsomt i udkanten af skoven og dannede en tynd, hvid hinde over alting. Den eftermiddag gik jeg hjemad med en sang i høretelefonerne. En ru stemme der sang carry only what you fear. Da jeg havde taget et bad for at få varmen, ringede det på døren. Han stod på vores lille stentrappe iført uniform og sagde at han hed Viktor Franzén. Jeg kunne ikke lide ham. Han spurgte om mor var hjemme. »Nej.« »Ved du hvor hun er henne?« »Nej.« »Ved du hvornår hun kommer hjem?« Jeg sagde nej for tredje gang og lagde armene over kors. »Hvor gammel er du?« spurgte han. »Hvorfor det?« 9


»Vil du svare på mit spørgsmål?« »Jeg er seksten. Hvad drejer det sig om?« »Din bror Jakob.« »Hvad er der med ham?« »Hvornår har du sidst set ham?« »Det kan jeg ikke huske.« Viktor Franzén talte smålandsk, men han var ikke herfra, det kunne jeg høre. Han havde skarpe, tynde øjenbryn, og når han løftede dem, kom de til at ligne et ondskabsfuldt M. Nu tog han en blok op af brystlommen, en lomme mærket med ordet POLITIINSPEKTØR, og klikkede på en kuglepen. »Du kan ikke huske hvornår du sidst har set din bror?« »Nej.« »Jeg har ellers forstået at I er ret tætte.« »Hvorfor tror du det?« Han sukkede. Jeg havde mest lyst til at hente haglgeværet, men det stod inde ved køkkenvinduet, og hvis jeg gik ind efter det, ville inspektør Franzén få mulighed for at komme ind i entréen, og det ville jeg ikke have. »Jeg vil bede Jakob om nogle oplysninger.« »Om hvad?« »Det kan jeg ikke tale med dig om. Kan du ikke fortælle mig hvor din mor er henne?« 10


Jeg holdt stadig armene over kors. Det var et held, ellers havde han sikkert opdaget hvordan mine hænder rystede. Jeg lænede mig op ad dørkarmen, ventede på at han skulle give op. Da han gjorde det, tog han et lille kort frem. »Her er et telefonnummer. Så snart du hører fra hende eller fra din bror, så bed dem om at ringe til mig. Det er vigtigt.« Da Franzén havde forladt stentrappen, gik jeg ind i køkkenet og stod der, fulgte ham med blikket mens han vendte sin blåhvide Volvo, kørte ud på grusvejen igen og forsvandt mellem træerne. Jeg læste ordet POLITI på motorhjelmen, på siden, på bagklappen. Advarselsklokkerne ringede, og min vejrtrækning var tung. Jeg smed kortet med Franzéns nummer ud.

11


Det blev hurtigt mørkt, og for at undgå at tænke på hvad inspektør Franzéns besøg betød, tog jeg opvasken inden jeg gik i gang med at proppe tøj i vores gamle vaskemaskine. Jeg støvsugede og tørrede støv af og ryddede op i skuffer og på hylder. Da jeg var færdig, kontrollerede jeg at haglgeværet var ladt. Så tog jeg en gammel fleecejakke på, gik ud og satte mig på stentrappen og røg en cigaret i kulden. Hvis man kigger på et kort over Varvet, vil man se at der er nogle hundrede meter eller en kilometer mellem de enkelte huse, i hvert fald dem der er afmærket. Som om Gud har taget en håndfuld huse, garager, kostalde, hestestalde og lader i sin vældige hånd og ladet dem drysse til jorden kolde og ensomme som snefnug, spredt i et besynderligt mønster. Naturen og skoven er af den gamle slags der får én til at holde sig til vejene og stierne, selv om dagen. Somrene er altid pulserende varme, og om efteråret og vinteren er luften fugtig, rå. Jeg hørte en fugl skrige et stykke væk, og hårdføre 12


insekter der havde overlevet kulden indtil nu, surrede rundt et sted i nærheden. Røgen steg opad fra cigarettens glød, og jeg sad dér og tænkte, og jo mere jeg tænkte, jo mere nervøs blev jeg. Politiet ledte efter min bror. Ud over mor var han stort set den eneste forbindelse jeg havde til noget der betød noget, og hvis de tog ham, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle klare mig. Brummen fra en motor og knasen af dæk der bevægede sig hen ad grusvejen, steg og kom tættere på indtil mors blå Ford svingede ind i indkørslen og standsede. Jeg rejste mig og gik indenfor, fast besluttet på at blive ved med at lyve for hende hvis det var nødvendigt.

13


»Hvordan er det gået i skolen i dag?« »Det ved jeg ikke.« »Hvorfor ikke det?« »Fordi jeg ikke har været derhenne.« »Og hvorfor så ikke det? Det er jo mandag.« »Vi har efterårsferie.« »Nå, ja. Selvfølgelig.« »Her har været en politimand,« røg det ud af mig. »Han spurgte efter dig.« Hun stod ved komfuret med en tepose i hånden og ventede på at vandet i kasserollen skulle blive varmt. Det tog altid unaturligt lang tid. Nu vendte hun sig om og lænede sig op ad køkkenbordet. »Efter mig?« »Ja. Viktor Franzén.« »Hvad ville han med mig?« »Jeg tror at han ville spørge om Jakob. Om du ved hvor han er.« »Det har jeg ingen anelse om. Sagde du det til ham?« 14


»Jeg sagde at vi ikke vidste hvor Jakob var.« »Men mig,« sagde hun. »Sagde du at jeg heller ikke ved det?« »Nej.« Hun kvalte et suk, jeg kunne se det på hendes skuldre. Det begyndte at hvisle fra kogepladen, og mor lagde teposen i kasserollen og tog et krus ud af skabet. »Gør du ikke?« spurgte hun. »Gør jeg ikke hvad?« »Ved du ikke hvor Jakob er?« »Nej, men jeg går ud fra at han ikke er hjemme,« sagde jeg. »Ellers var politiet vel ikke kommet her.« »Nej. Nej, du har ret,« sagde hun og virkede til at blive mere rolig hvilket var en lettelse for mig. Så slap jeg måske for at lyve. Mor skulle være på arbejde om en time. Sådan havde det været i et stykke tid: Hun arbejdede på Varvshuset, serverede øl og sprut for de fem eller ti personer der var der til hverdag, og de femogtyve eller tredive som kom i week­enderne. De lukkede klokken et, og så blev mor siddende og tog et glas eller to, sommetider flere, med stamkunderne. Bagefter gik der en time med at stemme kassen af, rydde op og gøre klar til dagen efter. Hun kom sjældent hjem før klokken fire om morgenen og sov tit til over middag. 15


Det var et godt arbejde, men i familien sagde vi alligevel at hun var begyndt at arbejde for konkurrenten, hvilket på en måde var sandt. Da teen var færdig, satte hun sig over for mig ved spisebordet. Mor havde den slags grønne øjne der fik én til at tænke på smykker. Dem og de høje kindben havde jeg arvet fra hende. Jeg havde fars hår, tykt og mørkt som sod, og hans skæve smil. Jakob var nitten, tre år ældre end mig, og vi lignede hinanden, havde arvet de samme træk, men mens han målte over en femogfirs, blev jeg aldrig mere end en tres lige meget hvor meget jeg strakte mig. »Du har vasket op,« sagde mor. »Ja.« »Har du også støvsuget?« »Ja.« »Godt.« Hun drak af teen. »Du skulle spise noget mere. De dér bryster og den fine numse som du er begyndt at få, forsvinder igen hvis du ikke spiser noget.« Da hun lidt senere kørte af sted i Forden, havde hun skiftet til en lysegrå flonelsskjorte som hun havde bundet under brysterne, og en kort, sort nederdel. Jeg kunne godt lide at se på hende når hun stod foran spejlet og gjorde sig i stand, når hun glattede eller krøllede det lange, brune hår, når hun tog strømpebukser på og ma16


lede læberne, kontrollerede at tøjet sad rigtigt. Det virkede på en eller anden måde beroligende. Men sommetider når hun stod foran spejlet for at tjekke hvordan hun så ud, og at trussekanten ikke kunne ses gennem nederdelen, kunne hun finde på at lægge en hånd på numsen og den anden om et af sine bryster og klemme til, le og sige at »de her skal være til at få øje på, for det er dem der betaler vores regninger«. Det gav mig kvalme. Forden kørte hen ad grusvejen. Jeg tog en ny cigaret og satte mig på trappen igen, så ud i mørket og håbede på at Jakobs gamle Volvo ville dukke frem af skyggerne. Det gjorde den ikke, så jeg sad dér og tænkte på min bror, undrede mig over hvor han kunne være henne.

17


I Varvet arver man sit hus, måden man lever på, sine tilhørsforhold. Historien ligger én i blodet uanset om man vil det eller ej. Engang før i tiden skændtes familierne Fällgren og Adolfsson for eksempel om et stykke jord som der ikke var papirer på, og som lå midt imellem deres gårde. Det var begyndt med at to af Fällgrens drenge havde brændt marken af for at gøre jorden mere frugtbar. Da Adolfsson mærkede røglugten, havde han rejst sig fra formiddagskaffen, var faret ud, havde taget bøssen med og placeret et skud hagl i ryggen på den ene af drengene. Sådan begyndte det: Fällgren stod med en såret dreng der skulle have lægehjælp og hvile, og det hele var desuden foregået på Fällgrens ejendom. Adolfsson havde fået sin mark brændt af fordi drengene havde lavet et dårligt stykke arbejde. Fejden slog rod og begyndte at vokse. Det var længe siden nu, mens gårdene stadig klarede sig godt. Så kom de svære år, og derefter blev de aldrig sig selv igen. Andre konflikter var betydelig yngre, som den mellem 18


os og familien Sten. Det var først for ganske nylig det var gået op for mig hvad den handlede om. Jeg havde ikke spurgt så meget, spørgsmål rodede bare op i det hele. Det jeg vidste, var at Jakob var begyndt at arbejde lidt for farbror Dan som lavede hjemmebrændt sprut. Man skulle langt ind i skoven for at besøge ham, og det var ikke alle der gad det, så han tog imod bestillinger som senere blev leveret hjemme hos kunden. Da Dan var omkring tyve, var han flyttet fra Varvet og endt som arbejder i en af de små havne ved kysten. Der havde han arbejde indtil skæbnen besluttede sig for at sende ham hjem igen og sørgede for at en container faldt ned og knuste hans venstre arm så slemt at der knap nok var noget tilbage at amputere. En enarmet havnearbejder er værre end slet ingen fordi han koster flere penge end han tjener ind – så til sidst kom Dan tilbage hertil og tog en del af det han havde lært i havnen, med sig, blandt andet hvordan man brænder sin egen sprut. Alkoholen havde ellers været gamle Frank Stens levebrød, og problemet var for hans vedkommende at den sprut han fremstillede, smagte af tjære. Med bedre sprut og tarvelige kneb udkonkurrerede farbror Dan Frank Sten som blev arbejdsløs og deprimeret. Han forsøgte at blive boende, men magtede det ikke. Hans kone, Diana, og deres søn, Tom, syntes at han skulle finde en anden 19


måde at forsørge sig selv på, men Frank kunne ikke andet, sagde han. Og efterhånden tog hans depression livet af ægteskabet, og så forlod han Varvet. Diana og Tom blev tilbage. I begyndelsen var det far der arbejdede ekstra hos farbror Dan og tog sig af udbringningen. Da han stak af og forlod mig, mor og Jakob, var min bror heldigvis gammel nok til at tage over. Det var derfor vi for sjov sagde at mor arbejdede for konkurrenten når hun solgte købesprut nede på Varvshuset. I virkeligheden var de nok snarere kolleger. Første gang jeg kørte ud sammen med Jakob, var i sommer. Han kom forbi vores hus en aften efter at mor var taget på arbejde, og spurgte om jeg havde lyst til at hjælpe ham, og jeg havde ikke lige noget at lave så jeg sagde ja. Jakobs bil var en gammel Volvo Kombi, og lakken havde samme friske grønne farve som mint eller som de koralrev man ser på film, og da jeg sank ned i passagersædet, føltes det pludselig som om jeg kunne komme hvor som helst hen. Som om jeg ikke længere behøvede at sidde passiv og limet til stedet mens den store verden uophørligt blev ved med at snurre rundt derude. »Hvad er det vi skal?« sagde jeg. »Vi skal bare køre ud med nogle ting.« »Hvad for nogle ting?« 20


»Ting. Lad være med at spørge så meget.« »Du vil have mig til at køre med, men du vil ikke sige hvad vi skal?« »Vil og vil,« mumlede Jakob og satte bilen i første gear, stillede på airconditionen. Det var på det tidspunkt det gik op for mig hvad det i virkeligheden handlede om. Jeg lænede hovedet mod nakkestøtten og lukkede øjnene. »Mor har tvunget dig til at tage mig med.« »Noget i den stil.« Vi kørte hen ad grusvejen. Jeg hørte stenslag mod bunden af bilen og trak vejret dybt ind gennem næsen for at mærke lugten af den tætte natur. »Vi skal aflevere et møbel ved Nattflysjön,« sagde Jakob til sidst. »Dan har en bekendt der faldt over en fin gammel kommode for nogle måneder siden, og nu har han solgt den.« Vi kørte gennem sommeraftenen, og til at begynde med sad jeg mest og tav, men så begyndte vi at småsnakke, og tiden gik hurtigt, og inden længe standsede vi ved et af husene i nærheden af søen. Den kommode vi skulle hente, stod bag ved en garage, skjult under en grøn presenning og var pakket ind i et tykt tæppe. Den var gammel og lavet af træ og alt for fin til ikke at være stjålet. Det var sådan et slags møbel som man kun ejede i drømme. 21


Jakob lagde bilens bagsæde ned, og jeg hjalp ham med at løfte kommoden ind. »Det var heldigt at du tog med,« sagde han da han igen drejede nøglen og vi var på vej væk derfra. »Jeg tror ikke at jeg selv havde kunnet klare den. Den var skidetung.« Så kørte vi. Det var allerede efter midsommer, men der var stadig næsten en hel sommer tilbage til det blev efterår. Det at jeg vidste at vi var i gang med noget forbudt, fik en skøn nervøsitet til at kilde helt ned i maven på mig, og jeg ville ikke have haft noget imod at det havde været på den måde hele tiden. Sommerdagene blev til sommeruger der gled forbi som i en døs, og jeg blev ved med at køre rundt sammen med Jakob. Tredje eller fjerde gang tror jeg at han var ved at kunne lide det, for han begyndte at forklare mig hvad det var han lavede, hvad man skulle gøre, og hvad man skulle sige til hvem, ligesom når man forklarer et håndværk for en lærling. Men jeg kan huske at Jakob var anderledes den aften. »Hvad er der?« sagde jeg. »Ham vi skal hen til i aften. Jeg kan ikke lide ham.« »Hvem er det?« »Du kender godt Lars Hellman i Krakasa, ikke?« Det gjorde jeg. Hellman var en gammel tugthuskandidat der kunne lide at gå på krybskytteri. Hans kone 22


var stukket af for nogle år siden da hun blev træt af at få tæsk hver weekend, og efter det var han begyndt at drikke alt for meget. »Eftersom han nægter at køre op til Dan, må jeg køre ned og levere varerne hos ham. Han er sindssyg.« Jakob skiftede til et højere gear, fik motoren til at slide. »Jeg er ret sikker på at han ikke ville have nogen problemer med at skyde én. For ham er der ingen forskel på en elg og et menneske.« Krakasa var et område i den nederste del af Varvet der engang før i tiden havde været så fuldt af krager at det havde fået navn efter hvordan de lød. Hvor kragerne senere var forsvundet hen, anede jeg ikke. Vi ankom til Krakasa med tre dunke sprut i bagagerummet, og da vi steg ud af bilen, betragtede Lars Hellman mig som man ville se på en Barbiedukke inden man vred hovedet af den. Huset han boede i, var to etager højt, groft med brune hjørnestolper og sprosser i vinduerne. Det afblegede træ var gammelt, og der var noget ved huset der fik én til at føle sig skidt tilpas. Jeg tænkte på Hellmans tidligere kone, hvordan det måske havde været som et fængsel for hende. Hvor fri hun måtte have følt sig da det lykkedes hende at slippe væk. Hellman var en høj, kraftig mand i halvtredsårsalderen med tykt, hvidt skæg. Han havde kasket på hovedet 23


og mørkegrønne jægerbukser af den slags med mange lommer. Hans store overkrop var dækket af en flonelsskjorte der stod åben foran, og indenunder kunne man skimte en undertrøje der engang havde været hvid, men nu næsten havde samme snavsede farve som hans hud. Han bevægede sig klodset, men selvsikkert som en bøffel og stank af alkohol. Lænet op ad en sten umiddelbart bag ham stod et haglgevær. Løbet så hårdt og koldt ud. »Er hun snakkesalig, hende der?« spurgte han. »Er hun én af dem der svarer når man spørger hende om noget?« »Nej, det er jeg ikke.« »Jeg talte ikke til dig, lille ven.« »Tag det roligt,« sagde Jakob. Han nikkede ned mod dunkene. »Her er varerne. Bare giv mig pengene.« »Sikke en ynkelig lille medhjælper du har,« fortsatte Hellman og betragtede mine arme. »Vega ser tynd ud,« sagde Jakob og forsøgte at le, klappede mig på skulderen. »Men hun består af lutter sener og muskler.« »Nå, så det mener du,« sagde Hellman og drejede hovedet og så på en økse der sad hugget fast i en træstub. »Så hvis jeg prøvede at teste hende, ville du være sikker på at hun bestod?« Jakob var holdt op med at le og så på mig. 24


»Kom,« sagde han dæmpet og lagde armen om mine skuldre. »Vi kører nu.« »Så fik du pludselig travlt, lille pige. Da jeg var i din alder, havde jeg allerede skudt min første elg og banket lortet ud af min gamle far. Men det er klart,« fortsatte Hellman og skar en grimasse som jeg antog skulle ligne et smil, »jeg var jo heller ikke sådan en hjælpeløs lille fisse.« Han udtalte det fesse. »Jeg er blevet kaldt fisse før,« sagde jeg. »Men aldrig af nogen der var så gamle at de ikke kunne få den op at stå.« Hellmans øjne blev smalle. »Hvad sagde du?« Jakob greb mig hårdt i overarmen, og vi gik tilbage mod bilen. Vreden voksede i mit bryst. Bag mig spyttede Lars Hellman på jorden.

25

Carlsson OKTOBER ER DEN KOLDESTE MÅNED (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you