Page 1


KÆRE DUMME DØDE VIK


KÆRE DUMME DØDE VIK roman af Caroline Ørsum

HØST & SØN


Kære dumme døde Vik © Caroline Ørsum og Høst & Søn/rosinante & co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4014-9 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min mor.

Tak til Mette og Sheila plus resten af jer, der har delt jeres viden med mig. Tak til den franske kunstnergruppe Oulipo og Robert Zola Christensen for inspiration til bogstavelige benspænd. Og tak til , Autorkontoen og direktør J.P. Lund og hustru Vilhelmine Bugges legatfond for støtte til arbejdet med bogen.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


»Jeg kan en leg,« sagde jeg til Vik. Vi sad i en varm, italiensk bus, der holdt stille. Trafikproppen opløste sig kun langsomt. Jeg kan ikke huske, hvordan vi helt præcist havde fået idéen med at tage ind til byen, mens mor, far og Asta kørte op i bjergene, kun at jeg sad og tænkte på, om Vik måske fortrød. Han vendte hovedet og så på mig. Hans blik var nysgerrigt, ikke skeptisk, og så forklarede jeg alfabetlegens regler. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere end normalt i brystet. Som om det, jeg var ved at dele med ham, var en slags hemmelighed. Jeg fortalte, hvordan Asta og jeg havde leget den leg som små, når vi kørte på ferie. Nævnte ikke, hvor tit jeg også havde gjort det på egen hånd. Det var mig, der først fandt et skilt med et ord med A: Autostrada. Det var også mig, der først fandt B, C og D, jeg bankede Vik i den skide leg, men jeg tror, det var okay. Vi stoppede ved P, det føltes forkert, men trafikken var begyndt at glide igen, og inden vi stod af, var jeg kommet til at fortælle ham én hemmelighed til. Det er sådan her, jeg helst vil huske Vik: Med fødderne nede i en swimmingpool med turkisblå bund.


Med mærker på kinderne efter mine solbriller, som han havde fået lov at låne, fordi han var så sød. Men også bare dér i bussen. Jeg lagde hovedet på hans skulder, mens vi sad og kikkede efter skilte, han kyssede min pande. Der var gået en måned siden Astas fest, og alligevel tror jeg først, det var den dag, jeg helt fattede, at vi var kærester.

6


Advarselslamper Jeg kommer ud fra toilettet, og han er der ikke. Var der lige før. Stod i gangen sammen med Frederik og Lasse og lænede sig op ad skænken, som er magen til den, mine forældre købte i Ikea sidste vinter, efter at de havde været lige ved at blive skilt, og som hedder Bralla, Bjursta, Prutta eller noget i den stil. Han smilede, da han så mig. Lagde armen rundt om mig og fortsatte med at snakke om det, han åbenbart var ved at fortælle om. Noget med, at de ikke var blevet færdige med at lukke til tiden på arbejde, fordi en eller anden stod ved flaskeautomaten og blev ved med at skråle, at det faktisk var en menneskeret at kunne komme af med sine tomme flasker. Jeg hørte Frederik grine og Lasse sige noget om Magnus og Ørn, som jeg ikke helt opfangede, for så gik jeg ud for at tisse, og nu er de væk. Nogle 3.g-piger i høje stiletter står i wc-kø. På trappen sidder der to og kysser, og ovre ved skænken står nogle fyre, måske 1.g’ere, jeg kender dem ikke, men det eneste, jeg i hvert fald ved, er, at ingen af dem er Vik. Det er lidt som at gøre sig umage for at prøve at lade være med at tænke på en lyserød elefant. At sige til sig selv, at ligegyldigt hvad må man for alt i verden bare ikke komme til at tænke på en lyserød elefant. 7


Så kan den godt blive stor, sådan en elefant, den kan komme til at fylde hele ens synsfelt. Jeg går ind i stuen, hvor Julie og Freja står oppe på sofabordet og mimer til Britney Spears. Det er en joke, som resten af festen ikke helt ser ud til at forstå, men hvad ingen levende organismer i miles omkreds til gengæld kan undgå at opdage, er, hvor højt de har skruet op. En blækspruttearm vikler sig rundt om min talje bagfra, den sidder på Malou. »Hvor har du været?« råber jeg. »Hva’?« »Danset?« »Ja ha ha, til lortemusik!« »Har du egentlig set Vik?« »Hvad?« Må nærmest stikke munden ind i hendes øregang. »VIK!« Hun griner igen. Er fuld, og jeg er selv ude om det, for det var mig, der fandt på dåseøllerne, som vi skulle starte med hjemme hos hende, så vi ikke var de eneste, der var ædru, når vi kom herhen. Hun haler i mig, vil have mig ud og danse sammen med Thomas og Emily og Jon, der står og drejer rundt om sig selv, hurtigere og hurtigere. »Malou,« siger jeg. Jorden kalder dansemonster. Min verden gynger nok i forvejen. Oven i øllerne kom de tre shots Fiskefjæs, vi drak, da vi ankom. Og så to mere, som Frederik fik mig lokket til lige før. Vi glemte to øl hjemme hos Malou, jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig husker det, men det gør jeg. »Kom så,« griner hun. »Selvdøde Selma.« 8


»Nej, lad lige ... av.« A for alko-klumpedumpe. Skulle alkohol ikke forestille at virke bedøvende? Jeg har ingen problemer med at mærke det skarpe, lille jag, da et eller andet fra trægulvet bider sig fast under min fod. Sætter mig ned på sofaarmlænet, gnubber fodsålen. Malou dumper ned ved siden af. Rækker øllen, hun har i hånden, frem mod mig, skal det forestille en trøstepræmie? Endelig skruer nogen ned for Britney. »Er han ikke bare ude og tisse?« siger hun. Jeg ryster på hovedet. Griber dåsen og tager en lang tår. Måske kan den udviske shotsenes smag af goddag-brækfornemmelse-lakrids. »Eller han har fundet en utæt båd sammen med Magnus og ham dér den høje, der også er fra y, og er i gang med at ro ud på en sø, ligesom ...« »Ej, det er han ikke,« siger jeg. Det var en aften hjemme hos Kasper for to måneder siden, og det var dumt, jeg blev sur på dem bagefter, nogen kunne være kommet til skade, og i øvrigt har Malou irriterende meget ret, det var ligesom nu. Han forsvandt. Ingen havde set ham, jeg kunne ikke få fat i ham, og det er én ud af flere grunde til, at jeg godt kunne tænke mig at finde ham nu. »Hvad med køkkenet?« Hun siger noget mere, noget med, at hun i hvert fald lige så Hjalte stå derude. Jeg har svært ved at se for mig, hvorfor Vik pludselig skulle være begyndt at hænge ud med Hjalte, efter at de har gået i klasse sammen i over to år nu uden nærmest at veksle et ord, så vidt jeg ved. Men okay, jeg har jo faktisk ikke tjekket køkkenet. 9


Stuen er proppet med folk. Emilys far og mor har sagt okay til, at hun holdt en fødselsdagsfest, mens de var i København. Tvivler på, om de har sagt okay til, at hele vores klasse og både en del andre 2.g’ere, 1.g’ere og 3.g’ere måtte komme. Så det er nok meget heldigt, at de er derovre. Rummet tipper, da vi prøver at skyde genvej ved at kravle over sofaen. Jeg lander på Nikolaj. Han tager det pænt. Samler min mobil op fra gulvet, børster de kvaste chips af, inden han rækker den til mig. »Ser ud til, at du har fået en sms,« siger han. Og det har jeg, bare ikke fra Vik, men min søster. Sendt 23.37. Ti minutter siden. »Øv, Asta kommer ikke,« siger jeg. »Hvorfor ikke?« Malou stikker hovedet ind over min skulder for at læse med. »Hun er hos Johanne.« Jeg gætter på, at hun lige nu er travlt optaget af at se empatisk ud og nikke på de rigtige tidspunkter, mens hun lytter til historien om kæresteproblemerne. Det er en af de ting, hun er virkelig god til, min storesøster. »Lyder, som om de ikke orker at tage herhen alligevel.« Hun var heller ikke med til caféaften. Det var på skolen sidste torsdag, hun skulle aflevere matematikopgave næste dag. For to uger siden var det mig, der lå derhjemme med feber, mens Johanne holdt en fest, som alle bliver ved med at snakke om. Så meget, at jeg er nødt til at spørge Malou igen, hvorfor den var så legendarisk. »Det ved jeg ikke.« Hun standser i gangen ved toilettet. »Det var bare pissesjovt.« »Må have været på grund af Patrick,« siger jeg. 10


Hun stønner. »Ja, ha ha, kan vi glemme ham?« »Beklager, men nej, sådan går det, når man kysser med en kikset 1.g’er.« »Så må jeg hellere score en 3.g’er i aften,« siger hun. Og så går toiletdøren op, hun griber chancen og flygter derud. Jeg prøver at ringe Vik op, men han tager den ikke. Hvor er du? taster jeg. Trykker send, bunder resten af Malous øl. Skriver: Ring lige, tumpe. Sender. En gang til. »Ad, gulvet er helt klistret,« siger Malou, da hun kommer ud igen. I køkkenet arbejder Rikke, Zayna og Hjalte på et projekt, der tydeligvis har noget at gøre med, at Emily officielt har fødselsdag om ti minutter. En to meter høj papkasse, som der måske har boet et køleskab i, er her lidt under en måned før jul i gang med at blive pakket ind i guldpapir med julehjerter på. »Hold.« Zayna trykker en stor rulle tape ind i min hånd. »Har I set Vik?« spørger jeg hende. Zayna, bekymret bag Rikke: »Tror I ikke, vi skal lave et par lufthuller?« Hjaltes hoved popper op på den anden side af kassen, jeg bliver altid overvældet over, hvor meget man kan se, at han er Emilys storebror. »Var han ikke i Bilka?« »Jo jo, men han fik fri, han er her nu,« siger jeg. Tilføjer: »Et eller andet sted.« 11


»Er det rigtigt, at du kan sige alfabetet bagfra?« Det er Kasper, der spørger, han sidder på køkkenbordet, har røde øjne, en Royal i hånden, og jeg får sådan en lyst til at krumme tæer og trække imaginære dyner op over hovedet. »Hvem påstår det?« siger jeg. »Frederik.« Han slår ud med armen, som om Frederik er lige her i rummet, men det er han jo ikke. »Kappi, er det rigtigt, at du kom til at pisse op ad Viks bil derude?« Det er Hjalte, der spørger, Rikke begynder at grine. Siden Vik fik lov at redde den blå lortebil fra sløv død og evig glemsel i sin fars garage i foråret, da han fik sit kørekort, har den været hans lille baby, og alle ved det. Hvis de ikke gør, plejer han at fortælle dem det. Malou griner ikke, hun står og ser ned på sin mobil, som har den her helt i-smadder-splintrede skærm og har haft det så længe, at jeg overvejer at give hende et gavekort til reparation i julegave, hendes ansigtsudtryk kan jeg ikke tolke. »Stod han ikke ude på terrassen sammen med Ørn før?« Lige da Rikke har sagt det, tipper gaven til siden. Inde fra den kommer der overraskede råb fra mindst to personer. Lyden af flasker, der klirrer. Hjalte og Zayna kæmper for at rette den op. Øl og shots skvulper videre i min mavesæk. Svimmelhed gynger gennem mig sammen med en følelse af ærgrelse, som jeg ikke ved hvor kom fra, og jeg vender mig om for at sige til Malou, at jeg tror, jeg har brug for luft, men så er hun også væk igen. Jeg opfatter det godt. At Hjalte spørger, om jeg ikke vil med ned i gaven, også at Zayna prøver at kalde mig tilbage, da jeg efterlader dem i køkkenet, går ud i gangen. 12


»Han er oppe ved tanken.« Nogen siger det omme bag mig. Jeg vender mig om mod pigen i den sølvagtige bluse, hun står og venter ved toilettet med blikket rettet mod sin mobil. »Ham Vik,« siger hun. »Var det ikke ham, du ledte efter? Vi er lige kommet, og jeg så ham, da vi kørte forbi. Han stod ude foran og skændtes med en eller anden lyshåret pige.« »Hvad, er du sikker?« Hun nikker. Jeg aner ikke, hvem hun er, ikke en fra gym, tror jeg, så nogens kæreste måske, og det giver heller ingen mening, hvad hun siger, hvad skulle Vik være taget op til tanken for? Alligevel går jeg hen og hiver hoveddøren op. Ude foran huset holder bilerne på skråningen. Der er måske 9, 10, det er meget typisk for den her slags fester, åbenbart det gyldne antal, som enten har held med at få lov at låne deres forældres, eller som ligesom Vik gider bruge penge på at holde noget gammelt og rustent i live. Mørket er tæt. Jeg står og misser med øjnene, prøver at spotte den blå bil, så går det op for mig, at det måske ikke gør nogen forskel. Han kunne også godt pludselig have fået en eller anden åndssvag Vik-idé om at gå derop. En eller anden kommer småløbende gennem gruset hen mod mig. »Hey ... Selma?« Jeg vender mig om. Ørn. Det hedder han. Kan jo ikke gøre for det. Han har som lille garanteret måttet gennemleve sin andel af jokes om ting, han er en stor rovfugl til. Min søster blev engang drillet med, 13


at hun var tynd, med mig var problemet, at jeg var lidt for høj lidt for tidligt, og sådan er der altid et eller andet. Ørn træner lilleputterne sammen med Vik henne i håndboldklubben. Her i aften ligner han også en, der kommer direkte fra hallen. Jeg har lyst til at fortælle ham, hvor højt og inderligt hans T-shirt med Hummel-mønster på ærmerne skråler sporty bonderøv, men han kommer mig i forkøbet. »Kom med ind igen,« siger han. Den har korte ærmer, T-shirten. Det må da være koldt for ham at stå herude med kun den på, når temperaturen er nede omkring frysepunktet. »Har lige været inde.« En lille lyd af stædighed har sneget sig ind i min stemme. »Nu vil jeg godt finde Vik.« I mangel af bedre idéer fortsætter jeg hen mod bilerne. Men Ørn følger stadig efter. Tager fat i min arm med et greb midt mellem blødt og hårdt, jeg standser. »Hvad?« siger jeg. Vi står i halvmørket og ser på hinanden. Bassen dunker inde i stuen, men lyden smelter næsten væk i suset fra de høje graner ved indkørslen, der rokker i vinden. »Vik er her ikke nu,« siger han. »Han var nødt til at smutte.« Bassens umf-umf-umf stiger i styrke. Nogen har åbnet terrassedøren, piger der griner og taler skingert sammen, da de kommer ud, jeg ser deres silhuetter mod stuevinduernes store, lysende felter, den ene ligner Katrine fra Viks og Astas klasse. »Op til tanken?« siger jeg. Han nikker. »Men hvorfor skulle han lige pludselig det?« 14


Ørn trækker på skuldrene. »Tja, det ved jeg ikke, for at prøve at skaffe sprut, tror jeg.« Ville Vik virkelig køre af sted for at købe sprut nu, når han kunne have købt det billigt i Bilka? Eller ville Ørn stå og glo sådan ned i gruset, hvis det ikke var fordi han var en ret dårlig løgner? Det burde udkrystallisere sig fra kaotiske tanker til velordnede kæder af ord, der kommer ud af min mund. Men der sker et eller andet, jeg låser. En lille latter er det eneste, jeg kan præstere. Jeg giver shotsene og Malous øl skylden. Også for skvulpene i maven. Grinet lyder forkert, trækker brækfornemmelsen med sig op gennem min hals til sur opstødssmag i min mund. Ørn er højere end Vik. Har mere alvorlige øjne, i hvert fald lige nu. Mit hoved er begyndt at snurre. Det hele er en karrusel, jeg kunne godt tænke mig, at den stoppede. »Hvad har I gang i?« siger jeg. »Hvorfor fulgte du efter mig herud?« Han står bare og ser på mig. »Det var jeg nødt til,« siger han. I samme øjeblik bliver musikken slukket inde i stuen. Klokken må være tolv, for alle råber tillykke, og kakofonien af stemmer og skrål glider videre over i næsten velkoordineret sang. I DAG ER DET EMILYS FØDSELSDAG! HURRA, HURRA, HURRA! Ørns blik hviler stadig på mig, da jeg går forbi ham, over mod hoveddøren. Efter et par skridt er jeg nødt til at sætte farten op. 15


De sejlende pletter for mine øjne. Følelsen af et pres mod ribbenene, der ikke kan ignoreres. To piger fra a-klassen står og ryger foran døren og spærrer vejen, jeg må skubbe dem til side for at komme ind. Engang da jeg var lille, brækkede jeg mig lige pludselig, ud af den blå luft. Ikke nogen kvalme på forhånd, ingen fornemmelse af snigende ubehag, som når man har spist noget forkert, fået en ond mavevirus eller noget i den stil. Asta og jeg hinkede i indkørslen sammen med hendes veninde Thilde. Det var i den periode, hvor jeg ikke ville træde på stregerne mellem fliserne. I indkørslen var der masser af streger, nogle af dem løb direkte gennem hinkeruden. Thilde drillede mig med det, og så kunne jeg pludselig på en måde godt se, hvor dumt det var. Så jeg satte min fod ned oven på en af stregerne bare for at se, hvad der ville ske. Allerførst skete der ingenting. Den anspændte ulmen i kroppen eksploderede ikke i kold, mørk angst, og verden gik heller ikke under. Et millisekund senere ørlede jeg ud over det hele. Mine sko, min kjole, Thildes hinkesten og selvfølgelig også hinkeruden, lyserødligt Ribenabræk ud over alle linjerne med blåt og gult kridt. Dem havde Asta gjort sig virkelig umage med. Jeg husker bedst synet af uforfalsket gru i Astas blik. Hun spænede ind, hentede mor. Og Thilde havde aldrig rigtig tid til at lege hjemme hos os igen efter den dag. Mavemusklerne kramper sig sammen, mens jeg ligger på knæ på Emilys forældres badeværelse. River svidende tårer frem i mine øjne. 16


I aften er det ikke Ribena, men lakridssorte skvulp, jeg gylper ned i toilettet, mens mine knæ klistrer til det dér på badeværelsesgulvet, jeg ikke vil vide hvad er. Toiletkummen har en orange duftfriskerblok i siden. Lugten af kunstig tropefrugt får min mave til at vende vrangen ud på sig selv én gang til. Fiskefjæs. Opkastmund. Vodkabræk. Jeg trækker ud tre gange bagefter. Gurgler mund, klasker koldt vand i hovedet. Mit ansigt lyser pinkrødt i spejlet over vasken, mit hår er fladtrykt i den ene side, uldet op på en uforklarlig måde i den anden. På væggen hænger et skab, jeg kan se ind på en hylde med medicinglas, og selv om Kasper og hans spørgsmål stadig nager mig, fjerner det ikke tilfredsstillelsen ved lige at sætte dem i den rigtige rækkefølge, D-vitamin kommer før Pinex og Treo. Ude i gangen er der for første gang i aften ingen kø. Alle er i stuen, fejrer Emily. Helt seriøst, har du gemt dig på høloftet eller sådan noget?

taster jeg på min mobil, mens jeg leder efter min jakke i tøjbunken på gulvet. Lidt efter plopper beskedboblen endelig frem på skærmen. Mød mig udenfor.

Det må være frostvejr nu. Min ånde tegner skyformationer i den klare luft, kulden sniger sig ind på mig gennem den sorte tops tynde stof. Jeg er glad for, at jeg valgte de stramme jeans i stedet for kjolen, som Malou prøvede at overtale mig til at tage på, for at være 17


ekstra hottie-agtig, som hun sagde, men jeg er lige præcis tilpas hottie-agtig i jeans, kan jeg mærke, trækker vinterjakken tættere sammen. Mine øjne har vænnet sig til mørket, jeg kan skimte hans omrids. Han står dér i gruset med hænderne i jakkelommerne og venter. Vores blikke mødes, han nikker mod bilen. Vi smækker en dør hver. Så er der stille. »Takker mange gange,« siger han. »For hvad?« »Sms’erne. Jeg fik dem. Alle fire.« Han lyder rolig, måske skal man kende ham godt for også at kunne høre det dér lille strejf af noget andet, som nogle gange kan være i hans stemme. At kalde det en anklage ville være for enkelt og forkert. Fire sms’er. Behøvede jeg, virkelig? Helt sikker? »Jeg vidste ikke, hvor du var,« siger jeg. Han sidder og betragter mig. Der er små, hvide prikker på hans skuldre og i hans lysebrune hår, det er først da jeg rækker ud og lader mine fingerspidser køre gennem det, mærker fnuggene smelte øjeblikkeligt mod min hud, at jeg forstår, det er begyndt at sne. Jeg har lyst til at kysse ham. Med brækånde og det hele. Lige så meget som jeg har lyst til at give ham en mavepuster. »Jeg mener, pludselig var du bare væk? Det er da noget mærkeligt noget, bare sådan at skride midt i en fest ...« »Men jeg er her jo nu,« siger han. 18


Den første gang, jeg lagde mærke til ham, var til introfesten på gymnasiet, da jeg lige var startet i 1.g. Vi grillede på plænen bag skolen, og det var meningen, at hver klasse skulle vælge sit eget festlige tema til borddækning og kostumer. Anført af Malou og Emily havde min klasse valgt disko. Nederst på tavlen med knap så mange stemmer stod mit forslag, dyrekirkegård. Tror ikke helt klassen havde lært at værdsætte min form for humor endnu. Viks og Astas klasse havde valgt camping. Nogen havde fået kørt en campingvogn ind, og Vik var gået all in på kostumet. Neongrønne Crocs, bøllehat, grimme badebukser og bar overkrop. Han trænede meget mere dengang, på det tidspunkt spillede hans håndboldhold i den bedste række i regionen. Der gik et år, hvor jeg skiftevis kyssede med Nikolaj fra klassen og indså, at det var en dårlig idé. Så holdt Asta 18-årsfest i starten af juli, og selvfølgelig var jeg med. Jeg så ham gennem køkkenvinduet. Skumringen havde lagt et lyseblåt tæppe over haven, og som han sad dér på den ene af gyngerne i det rustne stativ og svingede ganske langsomt frem og tilbage, lignede han én, der var hoppet over hegnet til en tivolipark efter lukketid for at få forlystelserne for sig selv. »Hvordan er han egentlig?« sagde jeg, vendte mig om mod Asta, der allerede stod med et lille smil om munden. Hun drejede skeen rundt i den store skål. Dip til alle de chips, far og mor havde indkøbt for at vise, hvor large de var over for hendes idé om at holde fødselsdagsfest. »Sjov,« sagde hun. »Speciel. Slet ikke oplagt scoremateriale.« Det sidste havde hun ikke behøvet at sige på sin Asta Mod19


sat-måde, jeg havde jo også været til festerne, set ham kysse med Bambiøjne til caféaftenen og Sort Hår Og Blå Kjole, som jeg fandt ud af hed Lea på den nemmeste måde, stalking på Facebook. »Har han en kæreste?« »Du kan ikke finde ud af at spørge ham selv?« Sådan en storesøsteragtig ting at svare. Hun gik ind i stuen, og jeg gik ud til gyngerne. Dér, hvor Asta og jeg havde hængt og svinget, da vi var små. Højt, højere, til det knirkede i rebene og sang i metallet, og nogle gange røg vi også af, hakkede knæ og hager ned i de blankstampede bremsespor under stativet, hvor jorden altid på mærkelig vis var fuld af små, opadstrittende, fri-slidte sten. Nu er der for længst groet græs frem under gyngerne igen. »Brug for et skub?« Han kikkede op fra sin mobil. Smilede. »Næh, sidder bare lige og får lidt frisk luft,« sagde han. Jeg kunne have sagt, at frisk luft var inkluderet i entrébilletten, eller at luften i vores have også var den mest appetitlige i området. I stedet spurgte jeg, om jeg måtte sætte mig. Ikke verdens skarpeste spørgsmål, når nu der var to gynger, og det var mit gyngestativ. Men det er også en ting, Vik nogle gange kan gøre ved mig, opdagede jeg hurtigt, hvad skal jeg kalde det? Det dér famlen-sig-frem. Og fordi det virkede, som om ingen af os alligevel havde nogen idé om, hvad vi mere skulle sige, tog jeg chancen, lige så snart jeg havde fået placeret mig selv med ét ben på hver side af gyngen: Lænede mig frem og kyssede ham. 20


Dagen efter sendte han mig en sms. En sød én. Vi mødtes om eftermiddagen, cyklede en tur, og senere var vi bare på hans værelse, hans læber smagte præcis på samme sommeragtige måde som hans hud duftede, og to dage efter sagde han, at han var vild med mig. Nu er det vinter. Vinter og virkelig koldt. Jeg fikserer mit blik på bilens instrumentbræt, siger: »Nå, men fik du i det mindste købt dem?« Han ser forvirret ud. »Altså, Ørn fortalte jo, at du var oppe for at købe smøger for Alex.« »Nåh,« siger han. »Næ, der var sgu desværre lukket.« Rækker bag om sin egen nakke og tager fat i min hånd. Holder bare, og da jeg drejer hovedet og stirrer på ham, ser han også på mig, smiler med øjnene på dén måde, han kan, hvor de rynker sammen på den dejligste måde ude i siden. Du lyver, Vik Æbelkær Mortensen. »I passer godt sammen.« Malou sagde sådan i sommer, da jeg fortalte hende om mig og Vik. Jeg kunne lide det hint af misundelse, jeg tror, jeg hørte i hendes stemme, og samtidig forstod jeg godt, hvad hun mente. Til skole-hjemsamtalerne i folkeskolen sagde lærerne altid det samme om mig: God socialt, har lidt svært ved at holde kæft i timerne. Sammen med kommentarerne om, hvor glad jeg var for dansk og alt med bogstaver, ord, sætninger, var det det, mor og far hev frem igen hjemme ved spisebordet og holdt op mod Astas læreres beskrivelser af hende som den 21


lidt mere stilfærdige og matematisk anlagte. Så kunne de også glæde sig over, at de ikke havde frarøvet os muligheden for at udvikle os selvstændigt ved at få os med kun 15 måneders mellemrum. Jeg er sikker på, Vik også altid har haft svært ved at holde kæft i timerne. I tændingen sidder hans nøgler med nøgleringen i. En globus. Sådan en lille metalkugle med kontinenterne malet på, som man vinder i et nærigt tivoli. Afrika er gult, Sydamerika er pink. Jeg drejer nøglen rundt, så jordkloden danser. Vil starte bilen, tænde for varmen, men Vik hiver nøglen ud. »Gået i stykker,« siger han. »Hvad, hvordan kan den det?« »Har sgu da ingen idé, den varmede bare pludselig ikke, okay?« Det ved jeg ikke, er det? Okay? Det svier i min hals. Og verden er begyndt at gå i flimmer for mit blik. Vik er ikke min første kæreste. Der var Nikolaj, og der var en Mads og i et par uger en Jonas, men det kan ikke sammenlignes. »Hvis der var noget galt,« hører jeg min stemme sige. »Et eller andet, der ikke var okay, altså med dig og mig. Så ville du sige det til mig ... ikke?« Hans mund smiler stadig. Men øjnene er holdt op. »Jo jo,« siger han. »Selvfølgelig.« Oppe ved hans nakke har vores fingre sluppet hinanden, og det går op for mig, at jeg ikke er klar over, om det var ham eller mig, hvem af os, der gav slip. 22


»Så vil jeg gerne have, du fortæller, hvorfor det var vigtigt at komme op til den tank lige pludselig.« Han sidder bare og ryster på hovedet, kører hånden gennem sit hår. Snefnuggene er smeltet for længst nu. »Er det så svært et spørgsmål at svare på?« »Selma ...« »Ja, det hedder jeg.« Han sukker. »Jeg er sgu træt,« siger han. Det er jeg også. Lige pludselig. Det er en tung, dum, forkert følelse, der har sat sig i mig, sidder og trækker ned. Alting får et skær af ærgerlighed, og det niver stadig under højre fod, jeg skubber skoen af og hiver i den tynde strømpe, til den slipper tåspidserne, vipper foden op på Viks lår. »Er der en splint?« siger jeg. »Det kan jeg da ikke se. Hold den lige stille ... jo, måske. Av, det ser crazy ud, gør det ikke ondt?« »Næ, det er vildt rart, så kan du ikke lige tage den ud?« »Tror jeg ikke, jeg kan. Det ser ud til, at den sidder godt fast.« Han sætter min fod ned. Og mens jeg tager strømpen på igen, siger han det bare. »Jeg tager hjem.« Hvad skal man svare? Jeg havde glædet mig til i aften. Og meningen var jo, at vi lige netop ikke var nødt til at køre hjem, men kunne sove her i nat sammen med de andre, ellers havde jeg da ikke gidet rode luftmadras og sovepose frem fra vores kælder, så det kunne ligge klar i Viks bagagerum. »Men du har drukket.« 23


Det er det bedste, jeg kan komme op med. Han griner, latteren har igen det dér, men mere af det end før, nu siger den helt klart, at det er mig og ikke ham. »For fanden, jeg nåede én øl.« »Du nåede to,« siger jeg. »Og det næste, der skete, var, at du skred uden at sige noget, præcis ligesom til Kaspers fest.« Han sætter nøglen tilbage i tændingen, drejer rundt. »Skal du med?« siger han. »Eller vil du blive her og være sur?« Der er den slags kærester, jeg havde forestillet mig, at vi skulle være. Vi taler ikke nødvendigvis forelsket symbiose med hår, der altid svinger i vinden og alligevel sidder godt bagefter, ingen lalleglade stockphotosmil, men noget med ærlighed. Tillid. Fornemmelse for hinandens behov, respekt og sådan. Og så er der dét her. Vik og mig, der undgår at se på hinanden, mens motoren rumler, hoster, starter. Den slags kærester ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om. Jeg ved det godt, at jeg bare kunne sige, jeg hellere vil blive. Men jeg får det aldrig sagt. Vik svinger bilen rundt på det, der engang var en gårdsplads, men hvor Emilys forældre nu er ved at rive de sidste sørgelige rester af den gamle ladebygning ned. Og sådan forlader vi festen.

24

Caroline Ørsum - Kære dumme døde Vik (læseprøve)  
Caroline Ørsum - Kære dumme døde Vik (læseprøve)  

”Hvem var hun?” siger jeg. Han drejer hovedet og ser på mig. En sur smag i min mund. Den får spyttet til at klæbe til tungen, tungen til gan...