Page 1


2


H HENRIK E N R I K NILAUS NILAUS

Slip køterne fri

HØST & SØN [TITELBLAD LAVES AF OMSLAGSGRAFIKER]

3


Slip køterne fri © Henrik Nilaus og Høst & Søn / rosinante & co, København 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslag: Alette Bertelsen / aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5253-7 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Lix 23

Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for støtte til arbejdet med denne bog

Forfatteren takker også for støtte med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


Kapitel 1

For at komme hjem skulle jeg forbi Ingeborgs hus, som lå et godt stykke oppe ad vores lange indkørsel. Det var ikke noget problem, ikke noget, jeg havde tænkt på, men da jeg i dag, på vej hjem fra skole, drejede op ad grusvejen, løb to hunde rundt uden for huset. To store hunde. Jeg havde aldrig brudt mig om hunde. Jeg stoppede. Usikker på hvad jeg skulle. Lidt efter kom en dreng til syne. De begyndte at springe op ad ham. Han legede med dem. Jeg satte mig op på cyklen igen og fortsatte langsomt op mod dem. Hundene blev ved med at hoppe op ad drengen. De havde ikke opdaget mig. Det havde drengen vist heller ikke. Han reagerede i hvert fald ikke. Det gjorde hundene så. De løb gøende frem mod mig. Drengen fulgte dem med øjnene. Jeg prøvede at vende om, men foden smuttede på pedalen, og hundene var hurtigt henne ved mig. Jeg placerede cyklen, så den var mellem mig og dem, men der var hurtigt en hund på hver sin side. 5


De krængede læberne tilbage, så deres tænder var blottede. Jeg kunne mærke deres varme ånde. »Hey! Få styr på dine hunde,« råbte jeg, samtidig med at jeg forsøgte at undgå, at de sprang op ad mig. Jeg havde lyst til at sparke ud efter dem, men var bange for, hvordan de ville reagere. Jeg er tidligere blevet bidt af en hund, og oplevelsen sad stadig i kroppen. Dengang havde hunden bidt sig fast i min ene arm og ville ikke slippe. Jeg var kun otte år. »Få styr på dine hunde,« råbte jeg igen og kunne selv høre panikken i min stemme. Drengen stod bare og betragtede mig med et hånligt grin. Han var nok et par år ældre end mig. Ret høj og tynd, lidt senet, ansigtet næsten magert. Øjnene lå dybt og så stikkende ud. Han var helt kortklippet, næsten kronraget, og havde en tatovering af en slange, rundt om halsen, hvor slangehovedet hvæsede fra hans højre kindben. Hundene løb hidsigt gøende foran cyklen og spærrede mig vejen. Jeg var fanget. Mit åndedræt kom i korte stød, og jeg kunne ikke få luft. Jeg fik en smag af metal i munden og hev efter vejret. Så hørte jeg lyden af en bil. Jeg vendte mig om og så en politibil komme op mod os. Peter, min farbror. 6


Drengen reagerede stadig ikke. Peter trykkede hornet i bund, hvilket fik hundene til at glemme alt om mig og løbe snerrende frem mod bilen. Peter stoppede og rullede vinduet ned. »Kald dine hunde til dig,« råbte han. Drengen gav en lav fløjtelyd fra sig, og hundene løb hen til ham. Peter stod ud og gik over mod drengen. Hundene knurrede ildevarslende. »Du skal holde de hunde i snor. Er det forstået?« Drengen svarede ikke. »Hvad hedder du?« spurgte Peter. »Johan.« »Og hvor bor du?« Han gjorde et kast med hovedet ind mod Ingeborgs hus. »Men du skal ikke lade dine hunde rende løs herude, er du med.« Jeg var hurtigt oppe på cyklen og kørte den sidste strækning op mod gården. Hvem var den dreng? »Det var da nogle modbydelige køtere,« sagde Peter, da han lidt efter parkerede inde på gårdspladsen, stod ud af bilen og kom over til os. Jeg stod sammen med Jacob, min storebror. »Men jeg tror, jeg fik ham 7


til at forstå, at de ikke skal løbe frit rundt. Det er kamphunde: amerikansk bulldog.« Jeg nikkede. »Hunde er noget, fanden har skabt,« sagde Jacob og vendte sig mod mig. »Vil du en tur med ned til mosen?« Mosen var Jacobs og mit sted. Det havde det altid været, også da vi var små og havde forbud mod at lege der. Selvom vi ikke var små mere, brød far og mor sig tydeligvis ikke om, at vi var der. Det var en stor, gammel tørvegrav, hvor man igennem flere århundreder havde gravet tørv til brændsel, men nu var tørvegraven oversvømmet og omdannet til mose. Der var engang fire børn, der var druknet her. De var sejlet ud på en tømmerflåde og var faldet i vandet. Man fandt dem aldrig. Det var en historie, far havde fortalt. Og blev ved med at fortælle. Ingen af os sagde noget på turen derned. Jacob stoppede først helt ude ved kanten af mosen. Inde ved bredden var der et fint, tyndt lag is. Isen knækkede med en sprød lyd under hans fødder. Støvlerne svuppede. December havde været varm, men lige efter nytår var temperaturen faldet til under frysepunktet. 8


»Hvornår har du sidst haft en god dag?« spurgte han, sådan helt ud af det blå og uden at vende sig om. Det var længe siden. Jeg kunne slet ikke komme i tanke om nogen, så jeg svarede ikke. Og denne her var bestemt heller ikke en af dem. Jeg skulle forbi Ingeborgs hus hver dag, og jeg havde alt for nemt ved at genkalde mig fornemmelsen af hundenes hidsige snerren og gøen tæt på ansigtet. Fornemmelsen af at være fanget. Hvad hvis Peter ikke var kommet, og hvad gjorde jeg i morgen? Johan havde sagt, at han boede hos Ingeborg, men han var vel bare på besøg. Jeg prøvede at ryste ubehaget af mig, men det blev siddende. Og i aften skulle jeg tilmed sige farvel til Jacob. Han var på vej til Afrika for at gå i krig. Jeg sank en ekstra gang og så ud over mosen. 15-20 meter fra bredden, halvt strandet på en af de mange små øer, lå en tømmerflåde eller det, der var tilbage af den. Det var en, Jacob og jeg havde bygget for mange år siden. Jacob var blevet træt af fars evindelige historie om de druknede børn og foreslog, at vi byggede en tømmer­flåde. Jeg nød at lave noget sammen med ham. Han nød at trodse far. 9


Vi brugte tømmerflåden til at udforske mosen. Flere steder var den så lavvandet, at vi ikke kunne sejle, men sad fast og kun med nød og næppe kunne stage os fri. Andre steder var den bundløs. Der var mange øer ude i mosen. Nogle var så store, at der voksede træer på dem, og andre var nærmest flydende øer, hvor man sank og skred og faldt og blev ved med at synke ned i det plumrede, brune vand, hvis man forsøgte at komme op på dem. Far var blevet stiktosset, da han opdagede tømmerflåden. Jacob benægtede, at det var vores. Men hvis skulle det ellers være? Vi gik derned, så snart vi havde mulighed for det. Jacob bestemte legene, der altid handlede om det samme: Vi bevæbnede os med sten og sejlede ud i mosen på jagt efter terrorister, som havde søgt tilflugt derude. Vi jagtede dem fra ø til ø. Sprængte øerne i luften, for til sidst at få dem trængt op på en ø, de ikke kunne flygte fra. Også denne ø blev udslettet. Eller Jacob tvang dem ud i vandet og lod dem svømme, til de ikke kunne mere. Legen var først slut, når vi så dem forsvinde ned under overfladen. En efter en, og til den sidste luftboble var forsvundet. Jacob ville ikke have, at vi tog ­fanger. Men fra i morgen var det ikke en leg længere. 10


Jacob var på vej til det nordlige Afrika som udsendt soldat for at bekæmpe terrorister. På den anden side af mosen lå en nedlagt gård. Trelænget og med tilhørende lader. Bygningerne var intet værd, og ejeren havde ladet dem forfalde. Det var også et forbudt sted at lege, så det gjorde vi også. Nu holdt der en gammel gravko foran ruinerne. »Det ligner næsten de landsbyer, jeg skal ned til.« Jacob satte sig på resterne af det stengærde, der engang løb mellem marken og mosen. Han nikkede over mod gården. »Vi har set film dernedefra. Først får vi luftstøtte, stedet bliver sønderbombet, og så rykker vi ind og renser for terrorister.« Jeg drejede hovedet væk. Jeg kunne ikke holde ud at se på ham. »Man skal være fuldstændig koncentreret,« fortsatte han, »ellers kan det blive fatalt. Man skal hele tiden tænke på, hvor man kan søge dækning, hvis der sker noget. F.eks. op ad tykke ydermure, det er dem, der vælter sidst.« Han tav lidt. »Men hvorfor gør du det?« Min mave snørede sig sammen, og den velkendte kvalme væltede op i mig. »Nogen skal jo, og de er nogle sataner, der bare skal bekæmpes.« 11


»Ja, men hvorfor lige dig?« »De er terrorister.« Han drejede hovedet mod mig. »Rigtige terrorister.« Jeg havde lyst til at slå. Hårdt. Brække noget, så han ikke kunne tage af sted. Vi gik tilbage, og jo tættere vi kom gården, desto mere voksede klumpen i halsen. Jeg var tom for ord. Jacob sagde heller ikke noget. Han fiskede en cigaret frem og tændte den. Han var begyndt at ryge. »Det er kun seks måneder,« sagde han for at bryde stilheden. »De går hurtigt.« Jeg rystede på hovedet. I seks måneder ville mor gå krampagtigt rundt ved siden af sig selv og kun tænke på, hvad der kunne ske med ham. Seks måneder, hvor far ville fortælle, hvor komplet meningsløse krige var, og hvor Maja ikke kunne forstå, hvad der foregik. Men hvordan skulle én på seks år også kunne forstå noget, som vi andre ikke engang fattede? »Vi kan skype,« sagde Jacob. Jeg nikkede. »Hvis min computer kan. Den kører ret dårligt.« »Men så i hvert fald over mail. Jeg skriver!« Han smed cigaretten fra sig og tværede den ud med hælen. 12


Mor så forgrædt ud, da vi satte os til bords, men prøvede at smile. Hun havde lavet Jacobs yndlingsret. Oksesteg med tyk, brun sovs og helt almindelige kartofler. »Der går nok også lidt tid, inden du får det igen,« sagde Peter. »Ja, dernede bliver I vel spist af med alt muligt underligt,« sagde far og så på Jacob. »Slanger og sådan noget.« Han prøvede at smile, men det blev ikke til noget rigtigt smil. »Du skal i hvert fald passe godt på din mave,« sagde mor. Hun havde svært ved at holde tårerne tilbage. Og resten af kroppen, tænkte jeg og skævede til Jacob. »Ja, en soldat med tyndskid er ikke meget bevendt,« sagde far. »Men hvis nu alle soldater altid havde tyndskid, så kunne de ikke føre krig. Måske slet ikke nogen dårlig ide!« »Vi får nu mest dansk mad,« sagde Jacob. Maja sad og så på mor. »Hvorfor er du ked af det?« spurgte hun. Mor rystede på hovedet. »Jeg er ikke ked af det.« »Du skal se,« sagde Peter, »du har ham snart tilbage igen. Det går hurtigt. Og vi hører vel fra dig.« 13


Jacob nikkede og så på far. »Er det ikke på tide, at Kalle får en ny computer?« »Hvorfor?« Far blev ved med at spise. »Den gamle fungerer jo.« »Men den er ekstremt langsom,« sagde jeg. »Og den fryser hele tiden.« »Det gør min også,« svarede far uden at se op. »Men derfor kan den jo stadig bruges.« »Ikke hvis man skal skype,« sagde Jacob. »Men kan Kalle så ikke bruge en på skolen eller på biblioteket?« mor smilede forsigtigt til Jacob. »Du ved jo godt, at vi ikke har råd lige nu. Men far køber en ny, så snart han kan. Vi vil jo også gerne kunne snakke med dig.« Hvis jeg skulle have en ny computer, måtte jeg selv skaffe pengene. Men det vidste jeg godt i forvejen. Peter havde lovet at køre Jacob til kasernen. Bilen var allerede pakket, og vi stod samlet ude på gårdspladsen. Vi var blevet enige om, at vi ville sige farvel her og ikke i lufthavnen i morgen. Jeg ved ikke helt, hvem det var, der var blevet enige. Ingen havde spurgt mig. Jeg kunne ikke holde ud at se på Jacob, så jeg så på Maja og tog hendes hånd. 14


Hun kunne både se og mærke, at der var noget galt. Men hun forstod det ikke. Jeg forstod det heller ikke selv. Jacob tog flere tusinde kilometer væk for at gå i krig. Hvorfor? Det gav jo slet ingen mening. Danmark gik i krig i et land, som de fleste danskere aldrig havde hørt om, og som de ikke engang vidste hvor lå. Det spurgte mor også om: »Hvorfor!« Far spurgte ikke om noget. Nu stod vi og ventede. Ventede på det uundgåelige. At Peter sagde: »Men vi må vel også hellere se at komme af sted.« Og så satte de sig ind i bilen. Far gik ud til køerne. Jeg blev stående sammen med mor, og så, hvordan bilen kørte ned ad den lange grusvej, forbi Ingeborgs hus og helt ud til landevejen, hvor den drejede til højre og forsvandt. Det var, som om der med den også forsvandt noget af mig. Mor gik ind med Maja, og jeg gik ud til min kat. Jeg havde lige fået den af morfar, da han meget mod sin vilje var kommet på plejehjem. Det var en ægte skovkat med stamtavle. Den hed Aurora, men Maja syntes, den skulle hedde Cirkeline. For at den ikke skulle løbe væk med det samme, 15


havde vi lukket den inde i vores gamle hønsehus, som var placeret i et hjørne af laden, og hvor der var et hul i væggen ud til en indhegning. På den måde kunne den både være inde, og samtidig havde mulighed for at komme ud i det fri. Vi havde ikke vidst, at den var med killinger, før den for nogle dage siden havde fået fem. Killingerne lå og sov i en stor bunke. Katten begyndte at spinde, da jeg strøg den hen over ryggen. Jeg borede ansigtet ned i dens pels. Jeg elskede den duft, og så kom tårerne. Katten blev ved med at spinde. Det var den, der skulle bære mig igennem de næste seks måneder. Jeg satte mig halvt op og strøg forsigtigt en finger hen over killingerne. De var så små, at de endnu ikke havde fået øjne. Da jeg havde siddet der lidt, kom Maja ind til mig. Hun satte sig på hug og tog en af killingerne op i hånden. Den strittede med kløerne og gav sig til at pibe. »Du må hellere sætte den ned igen,« sagde jeg. »Den fryser nok.« Hun lagde beskyttende en hånd hen over den og strøg den forsigtigt, så den holdt op. »Må jeg få en af dem?« 16


»Far siger, at vi skal af med dem alle sammen, han synes, at en kat er nok.« »Men bare en?« bad hun. »Bare en lille bitte en.« Hun så på mig med sine store, runde øjne. Jeg nikkede. »Måske kan vi få lov at beholde en.« Jeg kunne høre fars skridt nærme sig, og lidt efter stod han ude i laden. »Du har ikke muget ud,« sagde han og så på mig. »Køerne holder jo ikke op med at skide, fordi Jacob er taget i krig.« Han var rød rundt om øjnene. Havde han også grædt? Om aftenen ringede jeg til morfar og fortalte om killingerne. Dem vidste han ikke noget om. Det lød nærmest, som om han slet ikke kunne huske, at han engang havde haft en kat. »Men du kan da altid sælge dem,« foreslog han. Bagefter googlede jeg det. Jeg ville let kunne tjene 2.000 kroner pr. killing, hvis det altså var ægte skovkatte. Rigeligt til en ny computer.

17


Kapitel 2

Henning plejede at se træt ud, når han kom ind i klassen. Det gjorde han også i dag. Man kunne både se og høre, hvordan han slæbte fødderne, når han langsomt bevægede sig op mod katederet, som var hvert skridt en pine. Hvad det vel også var, for 8.b var udnævnt til den værste klasse på skolen. Anført af Patrick, som ragede et halvt hoved højere op end resten af drengene. Kroppen var vokset, uden at hjernen helt var fulgt med. Snarere tværtimod. For hver dag blev han større og større, men også dummere og dummere. Det var, som om kroppen brugte al den energi, der skulle bruges til at udvikle hjernen. Han havde altid været leder af klassen, og mange af drengene så stadig op til ham, selvom der var blevet færre. Det var der også enkelte af pigerne, der gjorde. Endnu mere besynderligt, da han foruden at være dum også så sådan ud. Det var ikke kun hans hjerne, der var for lille i forhold til resten af kroppen, selve hovedet var også. 18


Pigerne holdt sig ellers mest for sig selv. De havde ingen åbenlys leder og var mest fælles om at holde Liva ude, hvad hun til gengæld ikke så ud til at have noget imod. Jeg havde aldrig rigtigt snakket med hende, selvom hun snart havde gået i klassen i et halvt år. Jeg kunne godt lide hendes udseende. Hendes lidt runde hoved og korte, sorte hår. Hun var heller ikke lige så tynd som de andre, og så var hun helt klart mere intelligent end dem. Hun havde vundet en skakturnering på sin tidligere skole. Det var noget, hun havde talt om flere gange, og jeg havde tit været lige ved at udfordre hende. Lige ved – men heller ikke mere, for jeg var bange for, hvordan hun ville reagere. Henning havde nogle tekster med om forurening og klimaændringer, som vi skulle læse. De fleste protesterede, men det ville de have gjort, uanset hvad han var kommet med. »Vi skal køre projekt om forurening, her de næste mange uger,« sagde han. Flere protester. Efter timen og på vej ud af lokalet gav Patrick mig et hårdt slag oven på hovedet, en knyttet næve, med knoerne vendt nedad. »Lammer til Kalle Kolort,« grinede han. 19


Det flimrede kortvarigt for øjnene. Men jeg lod som ingenting, selvom jeg virkelig skulle beherske mig for ikke at slå igen. Problemet var bare, at jeg så ville få dobbelt tilbage. Jeg var ikke decideret lille, men heller ikke stærk. Jeg var vel bare ret almindelig. Hvorfor Patrick lige havde valgt mig som offer, var vist mest en tilfældighed. Måske fordi jeg var den eneste, der boede på en gård, eller også skulle han bare have en at slå på. I frikvartererne prøvede jeg at undgå ham. Gik han og de andre drenge ud, blev jeg inde og omvendt. Det lykkedes for det meste. I timerne undlod jeg at sige noget. Jo mere usynlig, jo bedre. I spisefrikvarteret fortalte Patrick, at han ville holde en stor fest på fredag. »Min far har lovet at give pizzaer til alle. Lige så mange I gider æde. Og jeg kan sikkert også få min storebror til at skaffe en kasse øl eller to.« En let måde at blive populær på, men for mig måtte han holde lige så mange klassefester, og de måtte æde lige så mange pizzaer, som de gad. Jeg skulle ikke med. Jeg fik ligesom nok af Patrick ovre i skolen, og for øvrigt også af de andre. 20


På vej hjem kørte jeg langsommere og langsommere, jo tættere jeg kom vores indkørsel, og da jeg nåede den, stoppede jeg helt og så op mod Ingeborgs hus. Der var ikke nogen. Kun fornemmelsen af, at de ventede. Johan og hans to hunde. Da jeg havde stået et stykke tid, begyndte jeg at trille op ad indkørslen, først langsomt. Jeg lyttede intenst, men kunne ikke høre noget, ud over min egen vejrtrækning. Ubehaget voksede, jo tættere jeg kom huset. Jeg satte farten lidt op. Det var vores indkørsel, og jeg ville hjem. Jeg fik endnu mere fart på cyklen. Hvis de var der, nåede de måske ikke at reagere. Jeg trådte igennem af alle kræfter og strøg forbi huset, uden at der skete noget. Stakåndet, og med en smag af blod i munden, stoppede jeg på gårdspladsen. Han havde nok bare været på besøg i går. Jeg lænede mig ind over styret og genvandt langsomt kontrollen over vejrtrækningen, samtidig med at en lettelse bredte sig ud i hele kroppen. Så hørte jeg dem. En aggressiv gøen og snerren henne bag laden. Jeg tog en spade, der stod op ad væggen, og løb efter lyden. Da jeg rundede laden, så jeg dem. De hoppede op ad indhegningen ind til katten. Katten stod hvæsende ved hullet ind til laden, parat til at forsvare sine killinger. 21


Jeg råbte, eller måske skreg jeg, og løb frem mod dem med spaden højt hævet. De veg kun lidt tilbage, men blev ellers stående, og nu gøede de af mig. Jeg samlede en sten op og slyngede den efter dem. Den første ramte ikke, men det gjorde den næste, og da jeg samlede endnu en op, løb de ned mod mosen. Så hørte jeg en svag fløjten. Hundene stoppede og løb i stedet hen mod Ingeborgs hus. Johan stod og tog imod dem. Peter kom sidst på eftermiddagen. Han skulle aflevere nogle af Jacobs ting inde fra kasernen. »Ja, så skulle han være på vej,« sagde han. »Har I hørt fra ham?« »Nej,« svarede far. »Men han er vist også først lige landet.« »Jeg synes, I skal være stolte af ham,« sagde Peter. »Han stiller op for sit land.« Mor vendte hovedet væk. Far så hurtigt på ham. »Man kan ikke være stolt over at være med i en krig. Kun det modsatte.« »Ja, verden ville selvfølgelig være et bedre sted, hvis man kunne undgå krig og ufred,« sagde Peter udglattende. »Men sådan er verden nu engang ikke skruet sammen.« Han så over på mig. Det var tyde22


ligt, at han godt ville skifte emne. »Jeg var for øvrigt ved at køre dine to venner ned.« Jeg så uforstående på ham. »De to hunde.« »Det skulle du da have gjort,« sagde jeg. »Bliver de da ved med at genere dig?« spurgte han. Jeg nikkede. »I dag var de efter min kat. De var ved at vælte hegnet ind til den.« »Ja, så skulle jeg måske,« sagde han. »Men jeg kunne selvfølgelig også bare snakke lidt med ham igen. Hvis han virkelig ikke har fattet, at hundene enten skal være inde på deres grund eller holdes i snor!« »Hvad er det for nogle hunde?« spurgte far. »Det er Ingeborgs barnebarn, der har to hunde,« sagde mor. »Men han har helt styr på dem, siger hun. De lystrer hans mindste vink.« Mor prøvede at smile. »Hvor længe skal han bo der?« spurgte jeg og holdt vejret. Mor trak på skulderne. »Det ved man aldrig, men i hvert fald et stykke tid. Han har det ikke så godt med morens nye kæreste. Han har vist også været udsat for lidt af hvert.« 23


»Men det giver ham jo ikke ret til at genere Kalle,« sagde Peter, »eller hans kat.« »Selvfølgelig ikke,« sagde mor. Da Peter kørte, blev jeg stående på gårdspladsen. Hundene kom igen løbende frem mod bilen, og Peter sagtnede farten. Desværre. Johan fik hurtigt kaldt dem til sig. De talte kort sammen, inden Peter fortsatte. Jeg havde svært ved helt at fatte, at Jacob nu befandt sig et sted i Nordafrika og sikkert var i færd med at klargøre sine våben til kamp. Jeg kunne mærke, hvordan energien langsom sivede ud af mig. Jeg ville prøve at skype med ham i morgen. Jeg havde helst gjort det med det samme, men far og mor sagde, at jeg lige skulle lade ham lande først. Men han var jo landet! * Jeg fik øje på Johan, så snart jeg kom ind i skolegården. Så var det ikke kun i kortere tid, han skulle bo hos Ingeborg. Han havde også opdaget mig. 24


Jeg prøvede at smutte væk, men han greb fat i mig. »Et godt råd!« Han trak mig helt ind til sig og hvæsede. »Kast aldrig nogensinde igen sten efter mine hunde. Det gør man altså ikke ustraffet.« »De var inde på vores grund, og de var efter min kat.« »Og hvad så? De ville nok bare lege med den. De kan nemlig godt lide katte.« Han blev ved med at holde fast i mig. »Og så mumlede ham politisvinet noget om, at han ville give mig en bøde. Det vil nok ikke være særligt smart for dig, hvis han gør det!« Han blev stående lidt, før han slap mig. »Vi ses.« Da jeg vendte mig om, stod Patrick og grinede. Johan var startet i 9. klasse, og der gik hurtigt rygter om, at han var flyttet hen til sin mormor, fordi han havde banket sin stedfar med et baseballbat. Det var som hævn, fordi stedfaren havde sparket til en af hans hunde. Johan var også blevet smidt ud af sin skole, fordi han havde overfaldet en kvindelig lærer og bagefter truet med at voldtage hende, hvis hun sagde noget. Jeg undersøgte, hvornår Johan fik fri: tre af ugens dage senere end mig, og to dage på samme tid. De 25


dage ville jeg sætte cyklen på den anden side af skolen, så jeg hurtigt kunne komme af sted. »Kalle Kolort har sgu fået en ven, hvem skulle have troet det?« Patrick grinede påtaget. »Men det er vist ikke nogen rigtig god ven. For han er pissesur på Kalle Kolort, fordi Kalle Kolort har kastet sten efter hans hunde.« Stine så hurtigt op. »Man kaster da ikke sten efter hunde.« »Nej, han virkede heller ikke særlig tilfreds. Jeg talte lidt med ham. Flink fyr!« »Jeg synes heller ikke, man skal kaste med sten.« sagde Liva, som ellers aldrig blandede sig. »Der var engang en hundeejer, som havde hørt, at tre drenge havde kastet sten efter hans hunde. Han var også pissesur og tog fat i dem. Så spurgte han den første dreng: Er det dig, der har kastet sten efter min hund? Drengen nikkede. Så spurgte han den næste: Har du kastet sten efter min hund? Han nikkede også. Så spurgte han den sidste: Har du også kastet sten efter min hund? Nej, sagde han. Det er mig, der hedder Steen.« Patrick så irriteret på hende. »Du synes nok selv, du er så sjov.« 26


Liva smilede og vendte sig halvt over mod mig. »Jeg synes, det er dyrplageri.« Stine gjorde et kast med hovedet, så hendes lange hår stod som en bølge omkring hende. De fleste drenge i klassen syntes, hun var smuk. Klassens smukke pige, men så man rigtig efter, så var hun det ikke. »Jeg synes nu, det var mere synd for Steen,« sagde Liva. »Jeg synes, det er mest synd for dig,« sagde Patrick, »for du har ingen rigtige venner.« Han begyndte at smågrine. »Det har du måske?« spurgte Liva. »Ja, masser!« Patrick nikkede overdrevent. »Og jeg har lige fået en ny: Johan. Jeg har inviteret ham med til festen.« »Ja, men tillykke med ham. Det bliver da sikkert også rigtig hyggeligt.« »Ved du hvad,« sagde Patrick og pegede på hende. »Du behøver slet ikke at komme.« »Det havde jeg da heller ikke tænkt mig,« sagde Liva. »Troede du virkelig, at jeg ville det?« Hun sendte ham et meget bredt smil. »Og det behøver du heller ikke, Kalle Kolort. I to kan holde jeres egen taber-fest. I passer også perfekt sammen.« Han gav sig til at grine. Det lød anstrengt. 27


»Det vil vi da også meget hellere end at være hjemme hos dig og æde pizzaer.« De sidste ord vrængede hun. I næste time blev Liva ved med at kikke over på mig. Når vores blikke mødtes, smilede hun. Da alle andre myldrede ud til frikvarter, kom hun over til min plads. »Jeg er bare så mega træt af ham Patrick,« sagde hun. Jeg nikkede. Hun stod lidt og kikkede ud ad vinduet. »Men skal vi?« hun sendte mig et usikkert smil. »Hvad?« Jeg så uforstående på hende. »Holde vores egen fest. Du kan komme hjem til mig.« Jeg nikkede og smilede, men stadig lidt usikker på, om hun mente det. »Så er det en aftale; pizza hjemme hos mig i morgen.« I sidste time begyndte det at sne. Store, tunge snefnug dalede ned og dækkede hurtigt skolegården. Det betød, at jeg havde travlt, for jeg vidste godt, hvad den sne skulle bruges til, men Patrick var hurtigere og hev fat i mig. 28


»Vi skal have vasket kolorten af ham,« sagde han. »Hvem vil hjælpe?« Det var der flere, der ville. Emil og Frederik holdt mig fast, mens Patrick samlede en bunke sne. Han tværede den rundt i hovedet på mig og lagde kræfter i. »Han skal sgu rigtigt skrubbes, ellers hjælper det jo ikke noget,« sagde han. »Vi kan jo ikke have, at du stinker af kolort, hvis du skal til fest med Liva.« Det sved i ansigt og øjne, og jeg fik også sne og grus i munden. Til sidst kom han sne ned ad nakken på mig. »Hold kæft, hvor du stinker af kolort,« grinede han. »Vi bliver sgu nok nødt til at vaske dig igen i morgen.« Da jeg kom op at stå, forsøgte jeg at få sneen væk fra nakken, men det meste var allerede smeltet. Jeg var våd til langt ned ad ryggen. I dag slap jeg en time før Johan, så der var fri bane.

29

Nilaus SLIP KØTERNE FRI (Læseprøve)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you