Page 1


JESSIC A SHIEFAUER

Når hundene kommer på dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

høst & søn


Når hundene kommer er oversat fra svensk efter När hundarna kommer af Louise Ardenfelt Ravnild Copyright © 2015 Jessica Schiefauer First published by Bonnier Carlsen Bokförlag, Sweden Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden All rights reserved Denne udgave: © Høst & Søn/rosina n te  &  co , København 2016 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslagsgrafiker: Fredrika Siwe Illustration: Fredrika Siwe Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4418-5 Printed in Latvia 2016 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosina n te  &  co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


Det siges, at den, der rammes af søens blik, bliver mærket for livet. Det siges, at vandet har to øjne, et godt og et ondt. Det gode øje er lyst og glitrende, dets kraft lagres i dig som en perle. Det onde øje er koldt og sort, hvis det får øje på dig, kan du ikke reddes. Men det er alt sammen bare historier, og historier tror vi ikke på.

7


8


APRIL


10


konta k tl insen l igger som en lille, bævrende skål ude på spidsen af Isaks pegefinger. Bunden er let blålig, kanterne er gennemsigtige. Han trækker øjenlågene fra hinanden, vender blikket opad, som optikeren har instrueret ham i. Linsen er kold og våd, da den rammer øjeæblet, han må tvinge sig selv til at holde øjet helt åbent og med pegefingerens hjælp trække linsen hen over øjet og op til iris. Han blinker et par gange. Så ser han på sit eget ansigt i badeværelsesspejlet. K inderne er spættede af bumser, hagen stubbet af sparsom skægvækst. Men det overskygges alt sammen af øjnene, nu hvor de tykke brilleglas ikke skjuler dem. Isaks øjne er to store stjerner, og de ser på ham gennem spejlet.

11


* a nton kommer sjok k ende gennem huset. Han keder sig. Det er søndag, det regner, der er ikke noget slik derhjemme, og han har ingen at ringe til. Isak sidder i lædersofaen inde i stuen. Han har fødderne på bordet, holder en mad i den ene hånd og bladrer i et motorcykelblad med den anden. Isak er ældst, men Anton er højest, knæene støder mod sofabordet, da han sætter sig ved siden af sin storebror. Der er noget anderledes ved Isak. Han kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, men et eller andet er der. »Hvad laver du?« Isak ser ikke op fra sit blad. »Hvad ser det ud til?« A nton ignorerer bemærkningen. »Skal vi finde på et eller andet?« »Hvad skulle det være?« A nton trækker på skuldrene. »Hvad som helst. Spille kort. Eller bordtennis.« Isak rynker på næsen. »Næh.« »Du er sgu så kedelig!« Isak tager en bid af sin mad. »Kæft. Jeg læser.« 12


A nton skuler vredt til sin bror. Sidder stille lidt, trommer med fingrene på låret. »Skal vi se en film?« Isak sluger den sidste bid af madden og nikker. »Din eller min liste?« »Hvad har du tilbage på din?« Isak roder i baglommen og tager sin pung op. I inderlommen ligger et stykke papir, der har været foldet sammen og ud igen så mange gange, at det er blevet helt nusset i kanten. Anton tager også sin pung frem, han har et tilsvarende stykke papir. De folder dem ud, sammenligner. Anton peger på sin liste. »Dén?« Isak ryster på hovedet. »Har jeg set. Åndssvag.« Han peger på en anden. »Jeg vil godt se dén der.« A nton himler med øjnene. »Den har jeg set hundrede gange.« »Gu har du ej.« »Gu har jeg så.« »Hvornår?« »Om natten.« »Nå.« De bliver siddende lidt i mut tavshed. Så peger Isak på Antons liste. »Har du så set dén der?« A nton hæver brynene. »Har vi overhovedet dén?« »Far har.« 13


»Ved du, hvor nøglen er?« Isak svarer med et skævt smil. Regnen trommer mod ruderne. I filmen slås to mænd på et hustag. Isak klør sig konstant i øjnene. Blinker hårdt, kører fingeren hen over øjenlågene. Anton skæver til ham. »Hvad er der med dine øjne?« »Jeg har linser i. Det klør lidt.« Nu kan Anton se, hvad det er, der er anderledes. Isak har ikke sine briller på. Det har han ellers altid, et par hæslige stålbriller med hinkestenglas, som får øjnene til at se små og stikkende ud. »Hvorfor det?« Isak tager ikke blikket fra fjernsynet. »Kan du ikke være ligeglad?« »Du sagde jo, at det klør!« Isak kniber øjnene sammen et par sekunder, åbner dem igen, gnider sig lidt i øjenkrogen med fingerspidsen. Så lægger han hænderne om nakken og gør sig umage for ikke at blinke hele tiden. »Skal du se filmen, eller hvad?« A nton svarer ikke. Han læner sig tilbage mod sofaens ryglæn. Inde i fjernsynet ligger en mand bagbundet i en tom industribygning; han skriger, men ingen kan høre ham.

14


* isa k stå r på et gadehjørne i villakvarteret. Han står der bare, lænet op ad en gadelampe. Han har en zippo-lighter i hånden, han klapper låget op, smækker det i, indimellem lykkes det ham at fuldføre kunststykket med at tænde flammen i én og samme bevægelse. Ilden blusser op og går ud, blusser op og går ud, et blinkende signal, tilsyneladende uden modtager. Der kommer en oppe fra højhusene. Isak genkender ham, han hedder Ruben. Folk er på vagt over for ham, et par gange er politiet kørt gennem kvarteret, og dagen efter er der gået rygter om, at det var, fordi han var fuld og smadrede ting. Nu kommer han lige hen mod Isak, går en anelse foroverbøjet, som om han har ondt i maven. Da han kommer nærmere, ser Isak, at han har røde øjne, og at det ligesom rykker i hans krop. »Hva’ så!« Isak holder op med at lege med lighteren. »Tjah.« »Hvad laver du?« Isak ved ikke rigtig, hvad han skal gøre af sine arme. »Venter.« »På hvad?« »En kammerat.« 15


Ruben tager sig til hovedet, kigger rundt på de tomme fortove. »Her?« Isak flakker med blikket. »Mm. Her.« Ruben ser undrende ud. »Nå. Gider du købe nogen smøger til mig?« Han peger over mod ICA-butikken med den ene hånd, den anden graver et par sedler op af bukselommen. »Her.« Han rækker to tyvere frem. Hen over håndryggen løber et tatoveret lyn. Det er dårligt lavet, starter ved håndleddet og slutter ved langfingerens kno. Det er nok meningen, at det skal være sort i kanterne og rødt indeni, men de sorte streger er ujævne og brudte, den røde farve flyder ud, udtværer konturerne. Isak kigger på lynet, på sedlerne, på den grove hånd. Han ved ikke, hvor gammel Ruben er, men han er klart gammel nok til selv at købe cigaretter. »Hvorfor køber du dem ikke selv?« Han smiler skævt. Der går en trækning gennem hans ene øjenkrog. »Jeg skylder derinde. Kan ikke betale tilbage lige nu.« Og Isak nikker, at han forstår, og tager sedlen ud af hånden på ham. Da Isak kommer ud med cigaretterne, flår han straks pakken til sig. Lynet bølger på håndryggens hud, da han river den op. Han stikker en smøg ind mellem læberne, klapper sig på lommerne og ser på Isak. 16


»Må jeg låne lighteren?« Isak tager zippoen op af lommen, tænder for ham. Den kraftige flamme farver cigarettens spids sodsort. Han tager en cigaret mere frem, rækker den til Isak. Isak ryster på hovedet. »Jeg ryger ikke.« Han ser på Isak, på lighteren, på Isak igen. »Ryger du ikke?« Isak skynder sig at stikke lighteren ned i lommen. »Næh.« Han glor på ham et øjeblik, trækker så på skuldrene. »Whatever. Tak for hjælpen.« Så går han ned mod busstationen. Isak kigger efter ham, overvejer, om det er bedst at gå eller blive stående, da Ruben vender sig halvt om og råber noget. »Hey, der er fest næste lørdag! Ved søen. Skal du med?« Isak peger på sig selv. »Mig?« Han slår sig selv for panden med håndfladen for at vise, hvor blæst Isak er. »Hvem ellers, din fucking båtnakke!« Isak tøver, misser med øjnene. Så nikker han. »Måske. Jeg må lige se. Ja, det skal jeg sikkert.«

17


* ester luk k er sit skab, så det runger mellem væggene. I villahaverne blomstrer påskeliljerne, der er ni uger tilbage af semesteret, skoledagene og eleverne slæber sig af sted på gymnasiets gange. Veronica kommer ud fra prøvesalen et par minutter efter. Hun kyler sin svenskbog ind i væggen. Den åbner sig i luften og lander med et brag på betongulvet, lige oven på en frisk snus. Veronica stamper hen og samler den op. Strindberg har fået snus i øjet, tobakssaften løber ned over hans næse. Ester smiler skævt. Veronica stirrer vredt. »Det er ikke sjovt!« Hun sætter sig på bænken i hjørnet og sparker frustreret i gulvet med hælene. »Jeg kunne ikke ét eneste spørgsmål. Ikke ét eneste!« Ester sætter sig ved siden af hende, prøver ikke at se på Strindbergs vansirede ansigt. »Vi læste jo næsten heller ikke op til den.« Veronica sender hende et surt blik. »Men du kunne alligevel det hele, ikke?« Ester kan ikke komme på noget godt at sige, trækker bare en anelse på skuldrene. Veronica skyder under­ læben frem, skraber med den kunstige negl i hagekorset, 18


som svenskbogens forrige ejer har ridset i forsiden. Ester tæller mosaikfliserne på gangen overfor. Der er femogtredive, i et mønster med to grønne og to blå og en femte i en fesen guldfarve, som skurrer mod de andre. Resten af væggen er lavet af beton. For meget længe siden malede nogen den i en babyblå nuance. Nu er væggen mere grå end blå, på grund af alle de millioner af budskaber, der gennem tiden er blevet skrevet på den. Hele bygningen minder mistænkelig meget om et fængsel med ulåste døre. Ikke engang den nye del, den henne ved gymnastiksalen, giver noget som helst håb om liv. Uret på gangen tikker. Forårssolen glitrer drilsk uden for de beskidte ruder. Veronica surmuler. Ester puffer hende i siden. »Skal vi pjække fra sidste time?« Veronica kigger op. Hun er så forbløffet, at hendes øjenbryn forsvinder helt op under pandehåret. »Du pjækker da aldrig!« Ester trækker på skuldrene. »Vi skal arbejde selvstændigt i engelsk i dag. Barbro laver ikke engang navneopråb, for hun er her ikke, stod der på opslagstavlen i lærerværelset.« Veronica ryster på hovedet. »Somme tider kommer jeg i tvivl om, om du er et menneske eller en slags vidensmaskine.« Ester ignorerer kommentaren. Hun har allerede rejst sig og er på vej hen mod det lokkende sollys. Midt i byen er der et brolagt torv, en busstation og et rådhus med grå facade. Der er tre caféer, men kun den 19


ene af dem har åbent til efter klokken seks. Der er en biograf, men den viser kun film med elleveårsgrænse, og desuden er den lukket alle andre dage end om tors­ dagen. Resten af centrum består af en slikforretning, som sundhedsmyndighederne burde lukke, en sølvsmed, der sælger smykker både over og under bordet, en halvdød pladebutik, en svinedyr skobutik, en tøjbutik, to pizzeriaer og en burgerbar. Men i dag er det da i det mindste forår, i det mindste varmt, i det mindste er der en svag duft af liv i luften. Folk har knappet jakkerne op og løftet hagerne op af kraverne, i busskuret, hvor nogen har spraymalet to store H’er på glasruden, sidder en dame med ansigtet vendt mod solen. Hun ser fredfyldt og fornøjet ud, bogstaverne tegner smalle skyggestriber hen over hendes kinder. På caféen sidder et slæng af fyre fra erhvervsuddannelserne. De har en snusdåse eller cigaretpakke i baglommen, skræver stort med benene og griner højt ad noget, der står på avisernes spisesedler på den anden side af gaden. Flere af dem smugkigger på Veronicas bryster, udveksler blikke med hinanden og gør deres bedste for ikke at vise, at de har set eller mærket eller tænkt noget som helst. Ester tager en te med tropisk frugt, og Veronica tager en med rabarber, de smager fuldkommen ens. En af fyrene kigger konstant over mod deres bord, og Veronica tager striktrøjen af, sådan helt tilfældigt. Hun lægger armene på bordet og læner sig frem, som om hun har noget dybt fortroligt at sige til Ester, og i hendes udskæring blottes en dyb kløft. Fyrens blik drukner i den i flere 20


sekunder, før han river sig løs og begynder at grine højt, som af noget andet. Ester lader som sædvanlig, som om hun ikke opdager, hvad der foregår, lader sig overhovedet ikke mærke med, hvor misundelig hun er over alle de blikke, Veronica får. De puster på teen. Der er ikke så meget at sige og ikke så meget at lave, de drikker små slurke, indtil kopperne er tomme, og så går de med hænderne i jakkelommerne op ad alle bakkerne til boligkvartererne, og der går Veronica hen til lejelejlighederne, og Ester går hen til række­ husene. Det er køligt i luften, inden længe bliver det skumring, og så kommer daggryet, og derefter kommer skumringen igen, og det virker, som om livet ikke bliver til ret meget mere end det.

21


* gruset k naser under Antons fødder. Han har fars træsko og Isaks gamle kasket på, og han går på grusvejen hen mod skoven. Han er ude med naboens hund. Jack hedder den, en gammel golden retriever, næsten tolv år. Snuden stryger hen ad jorden, snuser sløvt i grøftekanten. Jack virker træt i dag, ryster lidt, selvom det er en mild aften. Længere oppe ad bakken kommer en anden fyr med en hund. Han går i parallelklassen og bor i et af husene oppe på fjeldet. Anton ved, han hedder Simon, men de kender ikke hinanden. Simons hund er løs, men den går lige ved siden af ham, kigger hele tiden op for ikke at gå glip af nogen instrukser. Den er flot, en stor labrador, kroppen er velproportioneret, og pelsen er skinnende sort. Jack begynder prompte at hive og slide i snoren, og Anton føler sig temmelig fjollet, træskoene slæber hen over gruset, og Jack halser som en gal, bjæffer og gør og alt muligt. Labradoren begynder at trippe på poterne, men Simon gør en bevægelse med hånden, og den store hund slapper omgående af, gør ingen mine til at løbe, selvom den ikke er i snor. Først da Jack og Anton er få meter fra dem, tager Simon fat i halsbåndet, holder løst i det med pege- og langfinger stukket ind under læderet. 22


Simon har langt hår i en hestehale og en sølvring i øret. Han er sådan en, som folk synes er pæn. I skolen kigger pigerne efter ham, og han kigger tilbage med et uinteresseret blik, der får dem til at kigge endnu mere. De står stille, alle fire. Anton har hårdt fat i Jacks snor, labradoren har sat sig på Simons kommando. Anton nikker ned mod den flotte hund. »Er det din?« Simon nikker. »Hun hedder Manda. Og dén der?« Måske er det ikke meningen, men noget i hans tonefald får vreden til at vågne i Anton – fordi Jack ikke er hans egen hund, og fordi Manda er meget flottere, fordi Simon har en ro over sig, der ligesom ... irriterer. »Det er min nabos.« Jack falder til ro, holder op med at hive i snoren, lader pludselig til ikke at ænse Manda overhovedet. I stedet tramper han lidt rundt, letter ben og tisser i vejkanten. Simon får en rynke mellem brynene. »Er den syg?« Først forstår Anton ikke, hvad han mener. Så ser han, at Jacks urin er en anelse lyserød. Simon nikker, ligesom for sig selv. »Jep, den er syg. Det ser ikke så godt ud.« A nton sender ham et blik, og det er så dystert, at Simon bliver helt stille. Han famler med fingrene efter Mandas halsbånd, griber hårdt om det blanke læder. Hun ser forbløffet på ham, rejser sig, afventer ordrer. Simon flytter vægten over på den anden fod. »Nå, vi må videre. Kom så, tøs.« 23


De går forbi Anton. Jacks interesse bliver atter vakt, han stikker næsen frem og skal til at sniffe, men Manda træder elegant til side, værdiger ikke hanhunden et blik. Simon vender sig heller ikke om, slynger bare et ord over skulderen: »Ses.« A nton svarer ingenting. Et par sekunder kigger han på labradorens blanke lænder, på de slanke poter, der træder så elegant i gruset. Så rykker han i snoren, trækker den trætte og vrangvillige gamle hund videre hen ad grusvejen.

24


* esters tilvær else er ét langt Ingenting. Det er en evighed siden, hun fyldte femten og ifølge loven fik lov at gøre alt det, man må, når man er femten (åh, at en lov kan være sådan en hån!), og hun fyldte seksten, og for en måned siden fyldte hun sytten, og det føles mere og mere, som om det allerede er blevet for sent. Som om man kan se på hende, at hun ikke ved noget om kærlighed, som om det står skrevet i panden på hende, at hun aldrig har kendt de store følelser, som bøgerne og filmene gør sig så umage med at formidle. Og dagene og ugerne og månederne går, og for hver dag bliver længslen efter det andet, det rigtige, mere og mere desperat.

25


* men en a ften åbner der sig et hul i håbløsheden. Et lille glughul, en lille sprække, og gennem den sprække kan man i et brøkdel af et sekund se alle himlens stjerner. Der sker følgende: Ester og Veronica står ved elskabet og smugryger. Veronica­har ingen jakke, det er koldt i luften, men himlen er smuk, en bred, rødorange stribe lyser horisonten op. De er lige blevet færdige med at ryge, da fyren fra caféen dukker op. Ham, der ikke kunne holde op med at glo ned i Veronicas udskæring, og som grinede, så det næsten skar i ørerne. Han hilser med et nik, Ester og Veronica nikker tilbage. Så er der pinlig tavshed i flere sekunder, mens han tænder cigaretten, men så siger han det, lige ud i luften. »Der er fest ved søen på lørdag.« Inden nogen når at svare, fortsætter han: »Jeg havde tænkt mig at tage derhen. Så vi ses måske. Der.« Og så smider han cigaretten på jorden, tramper på den med hælen og går sin vej. Hans ører lyser røde mod det blonde hår. Veronica studerer cigaretten. Den er næsten intakt, kun ødelagt helt ude i enden. Hun samler den op og kniber den maste spids af, tager begejstret sin lighter 26


frem. Ester stikker hænderne i jakkelommerne, kigger på Veronicas­hænder, der er røde af kulde. »Skal du med?« Veronica tager et par hurtige hvæs, rækker cigaretten til Ester. »Hvad mener du med du?« »Ja, han inviterede dig lige til fest. Skal du så med?« »Han inviterede os til fest!« »Årh, hold op. Han mente jo dig.« Veronica strækker hånden frem, får cigaretten tilbage. »Han mente os begge to.« Ester himler med øjnene. »Tro da bare det, hvis du vil! Men det gjorde han ikke.« Veronica sukker. »Nå, men så inviterer jeg dig da bare! Skal du med?« Ester spytter ned i det gule græs. Hun har askesmag i munden. Veronica slukker cigaretten, stikker skoddet ned i en afløbsrist. »Kan du ikke godt tage med, Ester? Det bliver ikke sjovt uden dig.« »Det er pinligt at komme alene, mener du?« Veronica sætter hænderne op for ansigtet, knurrer bag håndfladerne. »Åh, jeg bliver sindssyg over dig! Han mente os begge to, og når du ikke vil tro på det, så spørger jeg dig, om du vil med, og så surmuler du bare! Hold nu for fanden op, jeg magter det ikke!« Og Veronica begynder at gå væk, og Ester får travlt med følge efter, indhenter hende efter få skridt. Veronica er ikke rigtigt sur, det kan man se på hendes mimik. 27


»Nå? Skal du så med?« Ester stikker armen ind under hendes, lader skridtene falde ind i hendes takt. »Det skal jeg vel. Men han mente altså kun dig.«

28

Schiefauer NÅR HUNDENE KOMMER Læseprøve  
Schiefauer NÅR HUNDENE KOMMER Læseprøve