– Forsigtig, mand. Hun er såret. – Javel, frøken Hårfager. Varsomt løftede vikingen Tora op og tog hende over skulderen som en sæk kartofler. Så bar han hende op til bilen og anbragte hende på bagsædet. Udenfor hørte hun, hvordan hendes far beskrev sammenstødet med den store elgtyr for vikingerne. – Bilen får du jo erstattet, sagde ham, de kaldte Gunnar Gråmanke. – Det værste er, at du er havnet midt i Asgrim den Gales køkkenhave. Han går helt bersærk, når han opdager ødelæggelserne. – Det bliver elgtyren, Den Gale skal snakke med om den sag, fastslog Toras far. Vikingekvinderne satte sig ind på hver side af Tora, og hendes far fik pladsen ved siden af Gråmanke, der kørte bilen. Egil Ormstunge klatrede op i ladet. Han skulle alligevel af, så snart de nåede det første hus i fiskelejet. “Salg af benskærerkunst”, stod der på et skilt, og husets facade var pyntet med hvide knogler, der forestillede skibe og hvaler og mærkelige dyr. – Vi ses på arbejde i morgen, råbte han og svingede med sværdet, mens han rask gik mod huset. – Min kone, Bella, har allerede ringet efter lægen, så han kommer og kigger til jer på Valhalla, sagde Gråmanke. – Jeg er mest bekymret for Toras fod. Bjørn Frost drejede hovedet og kiggede om på sin datter. Der hang små bloddråber i hans skæg. – Så skulle du bare se dig selv, fnøs hun. 17
54321_skraellingen_tora .indd 17
2/15/06 10:24:59 AM