Page 1

før

© JENNY LEWIS

Fortsættelsen til MIG

DIG

Du skal bare leve godt. Du skal bare leve. De kærligste hilsner Will – F EM I NA – PO LI T I KEN

– A LT F O R DA M ERNE – F EM I NA

– A LT F O R DA M ERNE – F EM I NA

efter DIG

Halvandet år efter at Lou er blevet forladt af Will, kæmper hun stadig for at komme videre i sit liv. Dagene tilbringer hun med at arbejde som servitrice i en trøstesløs lufthavnspub, og nætterne alene i sin triste, halvtomme lejlighed. Lige indtil den sene aften, hvor det ringer på hendes dør ...

efter DIG

JOJO MOYES (f. 1969) er uddannet journalist og debuterede som romanforfatter i 2002. Hun har skrevet i alt 12 romaner og har to gange modtaget den engelske pris Romantic Novel of the Year. Sit store gennembrud fik hun med kærlighedsromanen Mig før dig, som er blevet en international bestseller og har solgt flere millioner eksemplarer på verdensplan.

CICERO CICERO OMSLAG: IMPERIET.DK / LONNIE HAMBORG


Romaner der får os til at græde og grine Det er ikke chick-lit, det er ikke romancer, og det er ikke udelukkende feel-good. Jojo Moyes skriver livsbekræftende romaner med noget på hjerte., som samtidig er god underholdning. At læse en Jojo Moyes –roman er som at se Fire bryllupper og en begravelse eller Notting Hill, hvor man er i godt selskab og lever sig ind i personernes glæder og sorger undervejs. Alle Jojo Moyes’ romaer handler om kærlighed, men også om de mange andre sider af livet. Det, der gør, Jojo Moyes til noget særligt, er hendes eminente evne til at skildre personer så levende, at man fuldstændig glemmer, at de ikke findes i virkeligheden. På få år er Jojo Moyes blevet et af verdens mest populære forfattere, da læserne elsker hendes bøger og gerne deler deres begejstring og læseoplevelser både på nettet og blandt familie og venner. I sine bøger spænder Jojo Moyes bredt – fra humoristiske og rørende nutidsfortællinger til historieske fortællinger, hvor skæbner forbindes på tværs af århundreder. Mange af romanerne foregår i England, men forfatteren har også en kærlighed til Frankrig og byernes by, Paris, så i flere af hendes fortællinger kommer man også som læser med en tur til det franske. Endelig har hun også i et par af sine tidlige romaner ladet sig inspirere af sin familiehistorie, der har rødder i Australien. God fornøjelse.

chapter.indd 1

08-09-2015 10:57:36


1 Den store mand for enden af baren sveder. Han sidder og hænger med hovedet over sin dobbelte whisky. Med jævne mellemrum skotter han mod døren, og en fin hinde af sved glinser under lysstofrørene. Han udstøder et langt skælvende støn, forklædt som et suk, og vender tilbage til sin drink. „Hey, barpige?“ Jeg ser op fra det glas, jeg er i færd med at polere. „Kan jeg få én til?“ Jeg har lyst til at fortælle ham, at det virkelig ikke er nogen god idé, at det ikke hjælper. At det måske endda får læsset til at vælte. Men han er en stor dreng, vi lukker om et kvarter, og ifølge vores retningslinjer må jeg ikke sige den slags, så jeg går over og tager hans glas. Han nikker imod flasken. „Dobbelt,“ siger han og kører en kødfuld hånd hen over sit fugtige ansigt. „Det bliver syv pund og tyve, tak.“ Klokken er kvart i elleve torsdag aften, og The Shamrock & Clover, East City Airports irske pub, som er lige så irsk som Mahatma Gandhi, skal snart lukke. Baren lukker ti minutter efter, at det sidste fly letter, og lige nu er der kun mig, den påtrængende unge mand med dokumentmappen,

2

chapter.indd 2

08-09-2015 10:57:36


de to kaglende kvinder ved bord 2 og manden, der sidder og kigger dybt i sin dobbelte Jameson’s, mens de venter på SC107 til Stockholm og DB224 til München, som er fyrre minutter forsinket. Jeg har været på vagt siden klokken tolv middag, for Carly havde ondt i maven og tog hjem. Det gjorde mig ikke noget. Jeg har aldrig noget imod at arbejde til lukketid. Jeg nynner sagte til panfløjterne fra Celtic Pan Pipes Vol. III og går over for at hente glassene hos de to kvinder, som er fuldstændig opslugte af en video på den enes mobil. De ler sorgløst småberusede. „Mit barnebarn. Hun er fem dage gammel,“ siger den lyshårede kvinde, idet jeg rækker hen over bordet efter hendes glas. „Hvor er hun sød,“ siger jeg med et smil. Alle spædbørn ligner rosinboller i mine øjne „Hun bor i Sverige. Jeg har aldrig været der. Men jeg er da nødt til at besøge mit første barnebarn, ikke?“ „Vi drikker en skål for den lille.“ De griner igen. „Vil du ikke drikke et glas med os? Kom nu, hold fem minutters pause. Vi når aldrig at drikke hele den her flaske selv.“ „Ups! Så er det os. Skynd dig, Dora!“ Deres afgang blinker på tavlen, de samler deres ting sammen, og måske er det kun mig, der bemærker en let slingren, da de rejser sig. Jeg sætter deres glas på bardisken og kigger rundt i lokalet for at se, om der er andet, der skal vaskes op. „Bliver du aldrig fristet?“ Den mindste af kvinderne har vendt sig om mod mig for at tage sit tørklæde. „Undskyld?“ „Til bare at hoppe på et fly efter fyraften. Det ville jeg gøre.“ De griner igen. „Hver eneste dag.“

3

chapter.indd 3

08-09-2015 10:57:36


Jeg smiler – et professionelt smil, der kan betyde hvad som helst, og vender tilbage til baren. Rundt om mig er taxfreebutikkerne ved at lukke, metalgitrene sænkes raslende ned over håndtasker til overpris og sidste-øjebliks-Toblerone-gaveæsker. Lysene slukkes ved gate 3, 5 og 11, og dagens sidste rejsende forsvinder op imod nattehimlen. Den congolesiske rengøringsassistent, Violet, skubber langsomt vuggende sin rengøringsvogn hen imod mig. Hendes gummisåler knirker mod det skinnende linoleumsgulv. „Godaften, søde.“ „Godaften, Violet.“ „Du burde ikke være her så sent, skatter. Du skulle hellere være hjemme sammen med din familie.“ Hun siger det samme til mig hver aften. „Jeg er på vej hjem om et øjeblik.“ Jeg svarer med de samme ord hver aften. Hun nikker tilfreds og fortsætter sin runde. Unge Påtrængende Mappedyr og Svedende Whiskymand er væk. Jeg rydder glassene til side, gør kassen op, tæller efter, sikrer mig, at kassen stemmer. Jeg skriver tallene ind i hovedbogen, tjekker fadølsanlægget og noterer, hvad vi skal have genbestilt. Og så er det, jeg bemærker, at den store mands frakke stadig hænger over hans barstol. Jeg går derover og kigger op på afgangstavlen. Flyet til München er ved at boarde, og jeg overvejer at løbe ned til ham med hans frakke. Jeg ser mig atter omkring og går så langsomt over til herretoilettet. „Hallo? Er der nogen derinde?“ Stemmen derindefra lyder halvkvalt, grænsende til hy-

4

chapter.indd 4

08-09-2015 10:57:36


sterisk. Jeg åbner døren. Den store mand i jakkesættet står bøjet ind over håndvasken og plasker vand i ansigtet. Han er kridhvid i hovedet. „Skal jeg gå til gaten nu?“ „Folk er først lige begyndt at gå om bord. Du har nok et par minutter.“ Jeg skal til at gå, men noget holder mig tilbage. Manden stirrer på mig. Hans pupiller er to små angstfyldte knappenålshoveder. Han ryster på hovedet. „Jeg kan ikke.“ Han snupper en serviet og dupper ansigtet. „Jeg kan ikke gå om bord på det fly.“ Jeg venter. „Det er meningen, jeg skal rejse over for at mødes med min nye chef, og jeg kan ikke. Og jeg er bange for at fortælle ham, at jeg lider af flyskræk.“ Han ryster på hovedet. „Nej, ikke flyskræk … flyrædsel.“ Jeg lader døren falde i bag mig. „Hvad er det for et nyt job?“ Han blinker. „Øh … det er inden for bildele. Jeg er den nye Senior­ regions­leder, parentes, for Reservedelsafdelingen, parentes slut, for Hunt Motors.“ „Det lyder som en stor stilling,“ siger jeg. „Med … parenteser og det hele.“ „Jeg har virkelig knoklet for at få den.“ Han synker en klump. „Og derfor har jeg heller ikke lyst til at omkomme i et flammehelvede. Jeg har virkelig ikke lyst til at dø i en flyvende ildkugle.“ Jeg har lyst til at påpege, at det rent faktisk ikke ville være en flyvende ildkugle, men snarere en nedstyrtet,

5

chapter.indd 5

08-09-2015 10:57:36


men jeg har på fornemmelsen, at det ikke ville være nogen egentlig hjælp. Han plasker mere vand i hovedet, og jeg rækker ham endnu en serviet. „Mange tak.“ Han sukker skælvende igen, retter sig op og forsøger at tage sig sammen. „Du har garanteret aldrig før set en voksen mand opføre sig så idiotisk?“ „Nej, kun sådan cirka fire gange om dagen.“ Han spærrer de små øjne op. „Det sker sådan cirka fire gange om dagen, at jeg må fiske nogen ud fra herretoilettet. Og det er næsten altid på grund af flyskræk.“ Han glipper med øjnene imod mig. „Men nu skal du høre, hvad jeg fortæller dem: ‘Der er aldrig noget fly fra den her lufthavn, der er forulykket.’“ Han retter hovedet op. „Er det rigtigt?“ „Ikke et eneste.“ „Selv ikke … en lillebitte ulykke på start- eller landings­­ banen?“ Jeg ryster på hovedet. „Faktisk er der ret kedeligt her. Folk flyver væk til, hvor de nu skal hen, og nogle dage efter vender de tilbage.“ Jeg læner mig op ad døren for at skubbe den op. De her toiletter lugter værre og værre, efterhånden som dagen skrider frem. „Og under alle omstændigheder tænker jeg, at du kunne komme ud for det, der var værre.“ „Tja, det er vel rigtigt nok.“ Han overvejer sagen lidt og sender mig et skævt blik. „Fire gange om dagen, siger du?“ „Nogle gange flere. Nå, jeg må altså se at komme tilbage nu. Det ser aldrig for godt ud, når jeg kommer ud fra herretoilettet.“

6

chapter.indd 6

08-09-2015 10:57:36


Han smiler, og et kort øjeblik kan jeg se, hvordan han måske er under andre omstændigheder. En livlig og sprudlende mand. En munter mand. En mand, der bare kører med klatten i reservedelsbranchen. „Det er vist dit fly, de kalder folk ud til nu, over højttalerne.“ „Du mener altså, at det nok skal gå.“ „Det skal nok gå. Det er et meget sikkert flyselskab. Og det er kun et par timer af dit liv. Hør her, SK491 er lige landet for lidt siden. På vej hen til din gate vil du møde personalet fra det fly. De er på vej hjem og går og småsnakker og griner. For dem er det at flyve ligesom at tage bussen. Nogle af dem flyver to, tre, fire ture om dagen. Og de er ikke dumme. Hvis det ikke var sikkert, ville de ikke gøre det, vel?“ „Ligesom at tage bussen,“ gentager han. „Sikkert en hel del sikrere.“ „Ja, det er sikkert og vist,“ han hæver brynene. „Der er tonsvis af klaphatte på vejene.“ Jeg nikker. Han retter på slipset. „Og det er en stor stilling.“ „Det ville da være dumt at gå glip af den på grund af sådan en lille ting. Det skal nok gå, når først du har vænnet dig til at være deroppe igen.“ „Måske. Tusind tak, … øh …?“ „Louisa,“ siger jeg. „Tak, Louisa. Du er en sød pige.“ Han ser eftertænksomt på mig. „Du skulle vel ikke … sådan tilfældigvis … have lyst til at gå ud og få en drink sammen en dag, vel?“ „Nu tror jeg, det er sidste udkald til dit fly,“ siger jeg og åbner døren, så han kan komme ud.

7

chapter.indd 7

08-09-2015 10:57:36


Han nikker for at dække over sin forlegenhed og klapper sig forvirret på lommerne. „Klart. Selvfølgelig. Nå … af sted med mig så.“ „God fornøjelse … med parenteserne og det hele.“ Der går et øjeblik, efter han er gået, før jeg opdager, at han har brækket sig ud over hele gulvet i den tredje bås på herretoilettet. Jeg er hjemme kvart over ét og låser mig ind i den stille lejlighed. Jeg skifter tøj, tager pyjamasbukser og en hættetrøje på, åbner køleskabet, tager en flaske hvidvin ud og skænker mig et glas. Den er så sur, at munden snerper sig sammen som en hønserøv. Jeg stirrer på flasken og opdager, at jeg må have åbnet den i går og glemt at sætte proppen i. Så beslutter jeg mig for, at man ikke skal gå så højt op i den slags, og dumper ned i stolen med mit glas. Der står to kort på kaminhylden. Det ene er fra mine forældre, der ønsker mig tillykke med fødselsdagen. Det ‘tillykke’ fra min mor er som at få stukket en kniv i et åbent sår. Det andet er fra min søster, der foreslår, at hun og Thomas kommer på besøg i weekenden. Det er et halvt år gammelt. På min telefon er der indtalt to beskeder, den ene fra tandlægen. Den anden lyder sådan her: Hej, Louisa. Det er Jared. Vi mødtes på The Dirty Duck? Altså, vi hyggede os ret godt sammen (halvkvalt, akavet latter). Det er bare fordi … altså … det var dejligt. Måske kunne vi mødes og gøre det igen? Du har mit nummer … Da der ikke er mere tilbage i flasken, overvejer jeg at gå ud og købe en ny, men jeg har ikke lyst til at gå ud igen. Jeg har ikke lyst til, at Samir i minimarkedet skal komme med flere sjove bemærkninger om mine mange flasker sur hvid-

8

chapter.indd 8

08-09-2015 10:57:36


vin. Jeg har ikke lyst til at tale med nogen. Jeg er pludselig dødeligt udmattet, men på den der måde, hvor hovedet summer og fortæller mig, at jeg garanteret ikke vil kunne falde i søvn, hvis jeg går i seng. Jeg tænker et kort øjeblik på Jared og på, at hans negle havde en underlig facon. Er jeg typen, der går op i, om folks negle har en underlig facon? Jeg stirrer på de nøgne vægge i stuen og indser med ét, at det, jeg i virkeligheden har brug for, er frisk luft. Jeg åbner vinduet for enden af gangen og kravler noget usikkert op ad brandtrappen til taget. For trekvart år siden, da jeg første gang var heroppe, viste ejendomsmægleren mig, hvordan de forrige beboere havde indrettet en lille taghave heroppe med en bænk og nogle få metalskinnende blomsterkasser. ‘Den hører ikke officielt til din lejlighed,’ sagde han. ‘Men din lejlighed er den eneste, der har direkte adgang til den. Jeg synes, her er ret fint. Man kunne sagtens holde en lille fest heroppe!’ Jeg gloede på ham og spekulerede på, om jeg virkelig lignede én, der holdt fester. Planterne er for længst visnede og døde. Jeg er åbenbart ikke ret god til at passe på ting. Nu står jeg på taget og kigger ud over Londons funklende lys nedenfor. Rundt omkring mig er der millioner af mennesker, der lever, ånder, spiser og skændes. Millioner af liv, fuldstændig adskilt fra mit. Det er en forunderligt fredfyldt tanke. Byens lyde siver op gennem natteluften, neonlysene glitrer, bilmotorer gasser op, døre smækker. Adskillige kilometer sydpå lyder den fjerne dunken af en politihelikopter, hvis lysstråle afsøger mørket i håb om at finde en eller anden forbryder i en park. Et eller andet sted i det fjerne hyler en sirene. Man kan altid høre en sirene. ‘Det vil være nemt

9

chapter.indd 9

08-09-2015 10:57:36


at få det her til at føles hjemligt,’ havde ejendomsmægleren sagt. Jeg var lige ved at slå en høj latter op. Byen føles lige så fremmed for mig, som den altid har gjort. Men sådan har jeg det på den anden side med alle steder nu. Jeg tøver. Så træder jeg ud på kanten med armene ud til siderne som en lettere beruset linedanser. Én fod foran den anden, langsomt hen ad betonen. Brisen får hårene på mine udstrakte arme til at stritte. Dengang jeg kom hertil, dengang jeg var allerhårdest ramt, udfordrede jeg indimellem mig selv til at gå fra den ene ende af taget til den anden. Når jeg nåede den anden ende, lo jeg op mod nattehimlen. Så du det? Jeg er her – jeg lever – på kanten. Jeg gør, som du sagde! Det er blevet min hemmelige last: mig, byens skyline, den trøst, jeg kan finde i mørket og anonymiteten og visheden om, at heroppe er der ingen, der ved, hvem jeg er. Jeg løfter hovedet, mærker nattebrisen, hører nogen le under mig, den dæmpede lyd af en flaske der knuses, trafikken der snor sig ind mod byen, den endeløse strøm af røde baglygter som en blodåre. Der er altid liv her, højt hævet over larm og kaos. Kun timerne mellem tre og fem om natten er relativt fredelige. Fulderikkerne er gået omkuld i deres senge, kokkene på byens restauranter har smidt forklæderne, og pubberne har låst dørene. Stilheden i de små timer afbrydes kun sporadisk, af nattens tankvogne, det dæmpede bump, når avisbilerne losser deres avisballer af, og af lydene fra kvarterets jødiske bageri, der åbner tidligt. Jeg kender alle byens bittesmå forandringer og bevægelser, for jeg sover ikke længere. Der er gang i den nede på The White Horse, der frekventres af de lokale hipsters, et par skændes udenfor, og i den anden ende af byen samler hospitalet stumperne af

10

chapter.indd 10

08-09-2015 10:57:36


de syge og de sårede og dem, der med nød og næppe har slæbt sig gennem endnu en dag. Heroppe er der kun luften og mørket, og et eller andet sted et godsfly fra Heathrow til Beijing samt en million rejsende som mr. Dobbelt-Whisky på vej til fjerne destinationer. „Atten måneder. Halvandet år. Hvornår holder det op?“ siger jeg ud i mørket. Og dér er den – jeg kan mærke den boble op igen, denne uventede vrede. Jeg tager to skridt til og ser ned på mine fødder. „For det her føles ikke som et liv. Det føles ikke som noget som helst.“ To skridt. To til. Jeg vil gå helt hen til hjørnet i aften. „Du gav mig jo ikke noget skide liv, vel? Ikke rigtig. Du smadrede bare mit gamle liv. Smadrede det i tusind stykker. Hvad skal jeg stille op med det, der er tilbage? Hvornår vil det føles …“ Jeg strækker armene ud, får gåsehud i den kølige natteluft og opdager, at jeg græder igen. „Fanden tage dig, Will,“ hvisker jeg. „Fanden tage dig, fordi du forlod mig.“ Sorgen vælder pludselig op igen som en bølge, intens og overvældende. Og netop som jeg mærker, hvordan jeg er ved at drukne i den, siger en stemme fra skyggerne: „Jeg tror altså ikke, at det er en god idé at stå der.“ Jeg vender mig halvvejs om, fanger et glimt af et lille, blegt ansigt med store, mørke øjne på brandtrappen. Jeg får et chok, min fod glider på kanten, og pludselig er min vægt på den forkerte side af den lave mur. Mit hjerte styrtdykker et splitsekund, før min krop følger efter. Og så flagrer jeg vægtløst, som i et mareridt, hovedkulds ned i nattens afgrund. Jeg hører et skrig, muligvis mit eget … Knas Og så bliver alt sort.

chapter.indd 11

08-09-2015 10:57:36


Årtiets kærlighedsroman

Da Jojo Moyes i 2012 afleverede manuskriptet til sin niende roman, Mig før dig, vidste hun næppe, i hvor høj grad denne bog ville komme til at ændre hendes karriere. Med 5 millioner solgte eksemplarer på verdensplan har den ramt lige i læsernes hjerte om den arbejdsløse unge kvinde Lou, der tager arbejde som handicaphjælper for den lamme Will. Nu fortsætter historien … Efter dig

chapter.indd 12

08-09-2015 10:57:37


Nutidshistorierne

En uimodståelig romantisk fortælling om to mennesker, der er faret vild i livet, og som bliver ført sammen under højst usædvanlige omstændigheder.

En fin fortælling om to mennesker, der umiddelbart intet har tilfælles, men alligevel kommer til at forandre hinandens liv for altid.

chapter.indd 13

08-09-2015 10:57:38


De historiske

En vidunderlig roman om kærlighedens veje og vildveje, om den store lidenskab, utroskab og tab – og om to kvinder, hvis skæbner krydses på tværs af tid.

En smuk fortælling om to kvinder, adskilt af et århundrede, der begge er parat til at kæmpe for det, de elsker – for hver en pris.

chapter.indd 14

08-09-2015 10:57:39


De små

En charmerende lille historie om den unge kvinde Nell, der tager alene til Paris og får en uforglemmelig weekend.

En uafhængig forhistorie til Hende du forlod, der handler om to nygifte par, hvis historier på over­raskende vis griber ind i hinanden, selvom næsten et helt århundrede skiller dem.

chapter.indd 15

08-09-2015 10:57:40


De tidlige

En historisk roman om fire meget forskellige unge kvinder, der lige efter 2. verdenskrig sejler fra Australien til England, hvor deres ægtemænd forhåbentlig venter dem.

En medrivende roman om livet i en lille naturskøn australsk bugt, hvor den engelske kvinde Liza har søgt tilflugt med datteren Hannah.

chapter.indd 16

08-09-2015 10:57:41

Jojo Moyes EFTER DIG (læseprøve)  
Jojo Moyes EFTER DIG (læseprøve)