Page 1


6


Marissa Meyer

Cinder

The Lunar Chronicles

Lunar Krøniken

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

HØST & SØN


Cinder er oversat fra »Cinder« af Louise Ardenfelt Ravnild efter den amerikanske udgave Copyright © 2012 by Marissa Meyer. Translation rights arranged by Grinberg Literary Management, Inc. and Ia Atterholm Agency, Sweden. All rights reserved. Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2016 Omslag: Klaudia Jakubowska Dansk versionering af omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-4752-0

Printed in Denmark 2016

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

105-47547

105-47547


o BOOK BOG BOOK

One 1 One

They took away her beautiful clothes,

Søstrene fik smukke og fine festsko, They took away herkjoler beautiful clothes,

herhavde in ankun old gray smock,særk mendressed Askepot en snavset dressed her in an old gray smock, ogher skowooden af træ. shoes. and gave and gave her wooden shoes.

o 5

105-47547_ch01_5P.indd 1

9/14/11 6:42 AM

105-47547_ch01_5P.indd 1

9/14/11 6:42 AM


6


1 Skruen, der gik gennem Cinders ankel, var rusten, stjernen i toppen slidt ned til en deform cirkel. Hendes knoer var ømme efter med vold og magt at have presset skruetrækkeren ind i leddet i et forsøg på at løsne skruen ét stramt vrid ad gangen. Da den var kommet så langt ud, at hun kunne lirke den løs med sin kunstige stålhånd, var der ingenting tilbage af de hårfine riller. Cinder smed skruetrækkeren på bordet, tog fat om hælen og flåede foden ud af leddet. En gnist sved hendes fingerspidser, og hun veg brat tilbage, så foden hang og dinglede i et virvar af røde og gule ledninger. Hun sank sammen med et lettet støn. Det var en befrielse – for enden af ledningerne lokkede friheden. I fire år havde hun hadet den alt for lille fod, og hun svor aldrig at tage det bras på igen. Hun håbede bare, at Iko snart kom tilbage med den nye. Cinder var den mest alsidige mekaniker på New Beijings ugentlige marked. Der var ikke noget skilt, så det eneste, der røbede hendes profession, var hylderne rundt på alle vægge, der var proppet med reservedele til androider. Standen var klemt ind i et skyggefuldt indhak mellem en forhandler af brugte netskærme og en silkehandler, som begge jævnligt brokkede sig over den kraftige lugt af metal og olie fra Cinders stand, der ellers normalt camoufleredes af duften af honningboller fra bageriet på den anden side af pladsen. Cinder vidste, at de i virkeligheden bare nødig ville være ved siden af hende.

7


En plettet dug adskilte Cinder fra de forbipasserende, der kom myldrende forbi. Pladsen var fyldt med købere og sælgere, børn og larm. Mændenes rungende stemmer, når de tingede med robot-butiksindehavere i et forsøg på at tale computerne ned fra deres ønskede avancer. Den summende lyd af ID-scannere og monotone stemmekvitteringer, når penge skiftede konto. Netskærmene, der beklædte alle bygninger og fyldte luften med baggrundsstøj fra reklamer, nyhedsindslag, sladder. Cinders lyd-interface dæmpede støjen til en ensformig dunken, men i dag trængte én melodi gennem de andre og var umulig at overdøve. Lige uden for hendes stand stod en rundkreds af børn og sang lystigt: »Aske er du, og aske er jeg, alle skal vi askens vej!« – efterfulgt af hysterisk latter, når de dejsede om på fortovet. Cinder trak på smilebåndet. Ikke så meget over børnesangen – en gådefuld sang om pest og død, der det seneste årti var blevet populær igen. Sangen i sig selv gav hende myrekryb. Men hun nød til gengæld de forbipasserendes misfornøjede blikke, når børnene ramlede omkuld lige foran dem. Besværet med at skulle myldre uden om de spjættende kroppe gjorde de handlende knotne, og det elskede Cinder børnene for. »Sunto! Sunto!« Cinders gode humør forsvandt. Hun fik øje på Chang Sacha, bageren, der møvede sig gennem flokken iført sit melede forklæde. »Sunto, kom her! Jeg har jo sagt, at du ikke må lege så tæt på ...« Sacha mødte Cinders blik. Hun snerpede læberne sammen, tog sin søn i armen og snurrede om på hælen. Drengen hylede op og strittede imod, mens Sacho gav ham besked på at holde sig tættere på deres stand. Cinder rynkede på næsen ad bagerens forsvindende ryg. De andre børn flygtede ind i flokken med deres muntre latter.

8


»Ledninger smitter altså ikke ligefrem,« mumlede Cinder til sin tomme stand. Hun strakte sig, så det knækkede i rygsøjlen, satte håret op i en rodet hestehale med sine snavsede fingre og tog de møg­ beskidte arbejdshandsker op. Først dækkede hun stålhånden, og selvom højre håndflade straks begyndte at svede inde under det kraftige materiale, følte hun sig mere tryg med handskerne til at skjule metallet på venstre hånd. Hun strakte fingrene helt for at slippe af med krampen, der var opstået i det kødfulde stykke under tommelfingeren af at knuge skruetrækkeren, og missede endnu en gang med øjnene ud mod pladsen. Hun kunne se masser af små, hvide androider midt i alt hurlumhejet, men ingen af dem var Iko. Cinder sukkede og bøjede sig ind over værktøjskassen under arbejdsbordet. Efter at have raget rundt i det syndige rod af skruetrækkere og diverse tænger dukkede hun frem igen med den sikringstang, der havde ligget begravet på bunden i evigheder. Én efter én koblede hun de ledninger fra, der stadig forbandt hendes fod og ankel, og hver især udsendte de en lille gnist. Hun kunne ikke mærke dem gennem handskerne, men hendes retinadisplay gjorde hende med blinkende røde bogstaver opmærksom på, at hun var ved at miste forbindelsen til den pågældende kropsdel. Et ryk i den sidste ledning sendte foden ned i betonen med en skramlen. Forskellen indtraf øjeblikkelig. For en gangs skyld i sit liv følte hun sig ... vægtløs. Hun gjorde plads til den kasserede fod på bordet, arrangerede den som en helligdom mellem tænger og møtrikker, før hun bøjede sig over sin ankel igen og tørrede olie og skidt af samlingen med en gammel klud. DONK.

9


Det gav et sæt i Cinder, så hun slog hovedet op i undersiden af bordpladen. Hun skubbede sig ud under bordet. Først landede hendes undrende blik på en livløs androide, som sad og hang på hendes arbejdsbord, og dernæst på manden bag den. Hun blev mødt med overrumplede kobberbrune øjne, sort hår, der gik ned over ørerne, og læber, som alle piger i hele landet havde beundret en million gange. Hendes undrende blik forduftede. Hans egen forbløffelse varede kun kort og gled over i en undskyldning. »Det må du undskylde,« sagde han. »Jeg vidste ikke, at der var nogen deromme.« Cinder kunne dårligt høre ham for den rungende tomhed inde i hovedet. Hendes hjertebanken tog til, og retinadisplayet scannede hans ansigtstræk, der var så velkendte, efter at hun i årevis havde set ham på netskærmene. Han så højere ud i virkeligheden, og den grå hættetrøje var milevidt fra det fine tøj, han normalt optrådte i, men alligevel tog det kun 2,6 sekunder for Cinders scanner at måle punkterne i hans ansigt og kæde billedet af ham sammen med netdatabasen. Sekundet efter informerede displayet hende om det, hun allerede vidste: Detaljerne myldrede af sted i bunden af hendes synsfelt i en lind strøm af grøn tekst. PRINS KAITO, KRONPRINS I DET Ø ­STLIGE FORBUND

ID #0082719057 FØDT 7. APR. 108 T.Æ. FF 88.987 SØGERESULTATER, OMV. KRON. POSTET 14. AUG 126 T.Æ.: KRONPRINS KAITO

HOLDER PRESSEMØDE D. 15. AUG. OG VIL REDEGØRE FOR DEN AKTUELLE LETUMOSEFORSKNING OG POTENTIELLE FREMSKRIDT INDEN FOR EN MODGIFT -

10


Cinder sprang op fra sin stol, glemte alt om sin manglende kropsdel og var lige ved at vælte. Hun støttede sig til bordet med begge hænder og formåede at bukke akavet. Retinadisplayet gled ned og ud af syne. »Deres Højhed,« stammede hun med bøjet hoved, lettet over, at han ikke kunne se hendes tomme ankel bag dugen. Prinsen krympede sig og kastede et blik bagud, før han lænede sig frem mod hende. »Kunne vi måske, øh ...« han trak fingeren hen over læberne »... med alt det dér Højheds-halløj?« Cinder gjorde store øjne og fremtvang et usikkert nik. »Okay. Selvfølgelig. Hvordan ... kan jeg ... er du ...« Hun sank en klump; ordene klæbede til hendes tunge som bønnepasta. »Jeg leder efter en Linh Cinder,« sagde prinsen. »Er han her?« Cinder dristede sig til at løfte den ene stabiliserende hånd fra bordet og trække handsken længere op over håndleddet. Med et stift blik på prinsens brystkasse fik hun fremstammet: »J-jeg er Linh Cinder.« Hendes øjne fulgte hans hånd, da han plantede den oven på androidens kuppelformede hoved. »Er du Linh Cinder?« »Ja, Deres Høj...« Hun bed sig i læben. »Mekanikeren?« Hun nikkede. »Hvad kan jeg være behjælpelig med?« I stedet for at svare bukkede prinsen sig ned, strakte hals op mod hende, så hun ikke kunne andet end at møde hans blik, og blændede op for et stort smil. Hendes hjerte slog en kolbøtte. Prinsen rettede sig op og tvang hendes blik til at følge ham. »Du er ikke helt, hvad jeg havde forventet.« »Som om du er ... hvad jeg – øh ...« Ude af stand til at fastholde hans blik rakte Cinder ud efter androiden og trak den hen i sin egen side af bordet. »Hvad er der galt med androiden, Deres Højhed?«

11


A ndroiden så ud, som om den kom direkte fra samlebåndet, men Cinder kunne se på de overdrevent feminine former, at det var en forældet model. Designet var dog strømlinet, med et rundt hoved oven på en pæreformet krop og en blankhvid overflade. »Jeg kan ikke få hende startet,« sagde prins Kai og så på, mens Cinder undersøgte robotten. »Den ene dag fungerede hun fint, og den næste: ingenting.« Cinder drejede androiden rundt med sensorlyset over mod prinsen. Hun var lettet over at have rutineopgaver til hænderne og rutinespørgsmål til munden – noget at koncentrere sig om, så hun ikke blev forfjamsket og mistede kontrollen over hjernens netforbindelse igen. »Har du haft problemer med hende før?« »Nej. Hun får et månedligt eftersyn af hofmekanikerne, og det er det første større problem, der har været med hende.« Prins Kai lænede sig frem, tog Cinders lille metalfod op fra arbejdsbordet og drejede den nysgerrigt rundt mellem hænderne. Cinder stivnede, da han kiggede ind i det ledningsfyldte hulrum og pillede ved de bøjelige tåled. Han tørrede en plet af med sweatshirtens alt for lange ærme. »Har du det ikke varmt?« spurgte Cinder og fortrød øjeblikkelig spørgsmålet, da han rettede opmærksomheden mod hende igen. I et splitsekund så prinsen nærmest forlegen ud. »Jeg er ved at dø af varme,« sagde han, »men prøver ikke at vække opmærksomhed.« Cinder overvejede at fortælle ham, at det ikke gik særlig godt, men ombestemte sig. Den manglende horde af skrigende piger omkring hendes stand var formentlig bevis nok for, at det gik bedre, end hun ville have troet. Han lignede mere en galning end en kongelig hjerteknuser.

12


Cinder rømmede sig og koncentrerede sig om androiden. Hun fandt den næsten usynlige lås og åbnede lugen bagi. »Hvorfor reparerer hofmekanikerne hende ikke?« »De har prøvet, men kunne ikke finde ud af, hvad der var galt. En eller anden foreslog, at jeg tog hende med hen til dig.« Han lagde foden fra sig og rettede opmærksomheden mod hylderne med gamle, ramponerede reservedele – til androider, svævere, netskærme, håndskærme. Til cyborger. »Folk siger, at du er den bedste mekaniker i New Beijing. Jeg havde forventet at møde en gammel mand.« »Gør de?« mumlede hun. Han var ikke den første, det kom bag på. De fleste af hendes kunder fattede ikke, hvordan en teenagepige kunne være den bedste mekaniker i byen, og hun udbasunerede aldrig grunden til sit talent. Jo færre der vidste, at hun var cyborg, jo bedre. Hun var overbevist om, at hun ville gå fra forstanden, hvis samt­ lige stadeholdere på markedet betragtede hende med samme ringe­agt, som Chang Sacha gjorde. Hun skubbede nogle af androidens ledninger til side med lillefingeren. »Somme tider bliver de bare slidt op. Måske er det på tide at opgradere til en ny model.« »Det kan jeg desværre ikke. Hun indeholder tophemmelig information. Nationens sikkerhed afhænger af, at jeg får fat i den information ... før nogen andre gør.« Cinders fingre gik i stå, og hun skævede op mod ham. Han fastholdt hendes blik i tre lange sekunder, før han trak på smilebåndet. »Jeg joker bare. Nainsi var min første androide. Hun har affektionsværdi.« Et orange lys glimtede i udkanten af Cinders synsfelt. Hendes optobioniske implantater havde opfanget noget, hun vidste bare ikke hvad – en ekstra synkebevægelse, en for hurtig glippen med øjnene, en spændt muskel i prinsens kæbe.

13


Hun var vant til det lille orange lys. Det dukkede op i tide og utide. Det betød, at nogen løj. »Nationens sikkerhed,« sagde hun. »Meget morsomt.« Prinsen lagde hovedet på skrå, som for at udfordre hende til at modsige ham. En sort hårlok gled ned i hans øjne. Cinder kiggede væk. »Tutor 8.6,« læste hun op fra det svagt oplyste kontrolpanel inde i plastickraniet. Androiden var næsten tyve år gammel. Oldgammel af en androide at være. »Hun ser ud til at være i perfekt stand.« Hun løftede en knyttet næve, bankede androiden hårdt på siden af hovedet og havde nær ikke grebet den, da den væltede om på bordet. Det gibbede i prinsen. Cinder satte androiden tilbage på dens larvefødder og trykkede på power-knappen, men der skete ingenting. »Du skulle bare vide, hvor tit det virker.« Prinsen udstødte en kort, kejtet kluklatter. »Er du sikker på, at du er Linh Cinder? Mekanikeren?« »Cinder! Jeg har den!« Iko kom trillende ud af menneskemængden og hen til arbejdsbordet med den blå sensor blinkende. Hun løftede den ene gribeklo op og smækkede en splinterny, stålforstærket fod ned på bordet, i skyggen af prinsens androide. »Det er en kæmpe forbedring i forhold til den gamle, kun lettere brugt, og ledningerne ser ud til at være kompatible uden videre. Plus jeg fik presset sælgeren helt ned til seks hundrede univ.« Panikken skød gennem Cinder. Stadig balancerende på sit menneskeben flåede hun foden ned fra bordet og smed den om bag sig. »Godt gået, Iko. Nguyen-shìfu bliver glad for at få en ny fod til sin selskabsdroide.« Lyset i Ikos sensor blev svagere. »Nguyen-shìfu? Ikke forstået.«

14


Cinder smilede sammenbidt og pegede over mod prinsen. »Iko, vær venlig at hilse på vores kunde.« Hun sænkede stemmen. »Hans Kejserlige Højhed.« Iko strakte hals og rettede sin runde sensor op mod prinsen, der tårnede sig mere end en meter op over hende. Den lyste op, da hendes scanner genkendte ham. »Prins Kai,« sagde hun med en skinger hvinen i sin metalliske stemme. »De er endnu flottere i virkeligheden.« Cinders mave snørede sig sammen af flovhed, selvom prinsen lo. »Så er det godt, Iko. Ind i standen med dig.« Iko adlød, skubbede dugen til side og dukkede ind under bordet. »Det er ikke hver dag, man ser sådan en personlighed,« sagde prins Kai, der stod lænet op ad dørkarmen ind til standen, som om han i tide og utide tog på markedet med androider. »Har du selv programmeret hende?« »Tro det eller ej, hun blev leveret sådan. Jeg har mistanke om en programmeringsfejl, hvilket nok også er grunden til, at min stedmor fik hende så billigt.« »Jeg har ikke programmeringsfejl!« sagde Iko bag hende. Cinder mødte prinsens blik, blev kortvarigt forblændet af endnu en smittende latter og stak hovedet ned bag hans androide igen. »Nå, hvad tænker du?« spurgte han. »Jeg bliver nødt til at køre en diagnostik på hende. Det vil tage mig et par dage, måske en uge.« Cinder strøg en hårlok om bag det ene øre og satte sig ned, taknemmelig for at kunne hvile benet, mens hun studerede androidens indmad. Hun var godt klar over, at hun nok brød en eller anden etiketteregel, men prinsen så ikke fornærmet ud, han vippede bare forover og iagttog hendes hænder.

15


»Skal du have betaling på forhånd?« Han stak venstre håndled frem mod hende med den indlejrede ID-chip, men Cinder affærdigede ham med en behandsket hånd. »Ellers tak. Det er mig en ære.« Prins Kai så ud til at ville protestere, men lod hånden dumpe ned igen. »Der er vel ikke nogen chance for at få hende færdig til festivalen?« Cinder lukkede lugen i androiden. »Det bliver nok ikke noget problem. Men uden at vide, hvad der er galt med hende ...« »Ja, selvfølgelig.« Han vippede bagover på hælene. »Ren ønsketænkning.« »Hvordan kan jeg kontakte dig, når hun er færdig?« »Send en comm til slottet. Eller er du her igen i næste weekend? Så kan jeg kigge forbi.« »Ih ja!« sagde Iko inde fra standen. »Vi er her hver eneste markedsdag. Kig endelig forbi igen. Det kunne være hyggeligt.« Cinder krympede sig. »Det er ikke nødv...« »Det gør jeg med glæde.« Han nikkede et høfligt farvel og trak hætten længere ned over ansigtet. Cinder gengældte nikket, vel vidende at hun burde have rejst sig og bukket, men uden at turde udfordre sin balanceevne en gang til. Hun ventede, til hans skygge var forsvundet fra bordpladen, før hun kiggede ud over torvet. Prinsens tilstedeværelse i den fortravlede menneskemængde så ud til at være gået ubemærket hen. Cinder tillod sig at slappe af. Iko trillede hen ved siden af hende med gribekloen knuget foran brystet. »Prins Kai! Tjek lige min blæser – jeg tror, jeg er ved at overophede!« Cinder bukkede sig frem, tog sin nye fod op og tørrede støvet af i sine arbejdsbukser. Hun tjekkede metallet og konstaterede til sin lettelse, at hun ikke havde lavet buler i det.

16


»Kan du forestille dig Peonys ansigtsudtryk, når hun hører om det her?« sagde Iko. »Jeg kan forestille mig en masse skinger hvinen.« Cinder skævede endnu en gang skeptisk rundt i folkemængden, før den første snert af overstadighed begyndte at krible i hende. Hun kunne ikke vente med at fortælle det til Peony. Selveste prinsen! En pludselig latter slap over hendes læber. Det var uvirkeligt. Det var ubegribeligt. Det var ... »Åh nej.« Cinders smil blegnede. »Hvad er der?« Iko pegede på hendes pande med en spids finger. »Du har en olieplet.« Cinder rykkede brat tilbage og gned sig i panden. »Det’ da løgn?« »Han lagde nok næsten ikke mærke til den.« Cinder lod hånden dumpe ned. »Kan det ikke også være lige meget? Kom og hjælp mig med at få den her på, før vi får flere royale besøg.« Hun lagde anklen op på det andet knæ og gav sig til at forbinde de farvekoordinerede ledninger, mens hun spekulerede på, om prinsen mon var hoppet på den. »Som fod i hose, hva’?« sagde Iko, der stod og holdt en håndfuld skruer, som Cinder skruede ned i de forborede huller. »Den er rigtig fin, Iko, tak skal du have. Bare Adri ikke opdager det. Hun ville slå mig ihjel, hvis hun vidste, at jeg har brugt seks hundrede univ på en fod.« Hun spændte den sidste skrue og strakte benet, drejede anklen frem og tilbage, vrikkede med tæerne. Den var lidt stiv, og det ville tage et par dage, før nervesensorerne tilpassede sig de nye kredsløb, men i det mindste skulle hun da ikke gå skævt rundt længere. »Den er perfekt,« sagde hun og tog støvlen på. Hun fik øje på sin gamle fod i Ikos gribeklo. »Du kan godt smide det skrammel væ...«

17


Et skrig fyldte Cinders ører. Hun fór sammen, da lyden skar gennem hendes lyd-interface, og vendte sig om mod den. Der blev helt stille på markedet. Børnene, der var gået over til at lege gemmeleg mellem klyngerne af stande, krøb frem fra deres gemmesteder. Skriget var kommet fra bageren, Chang Sacha. Cinder rejste sig forbløffet og stillede sig op på stolen for at kigge ud over menneskemængden. Hun fik øje på Sacha i hendes stand, bag glasmontren med søde brød og dampede boller med svinekød, og gloede måbende på hendes fremstrakte hænder. Cinder slog en hånd op for næsen, netop som erkendelsen skød gennem resten af de tilstedeværende på pladsen. »Pesten!« råbte en eller anden. »Hun har pesten!« Der gik panik i gaden. Mødre hev deres børn op i favnen, holdt dem for ansigterne med desperate hænder og skyndte sig væk fra Sachas stand. Butiksejere smækkede deres skydedøre i. Sunto skreg og spænede hen mod sin mor, men hun holdt hænderne afværgende frem mod ham. Nej, nej, hold dig væk. En butiksejer ved siden af greb i drengen og løb væk med ham under armen. Sacha råbte noget efter ham, men ordene druknede i tumulten. Det vendte sig i maven på Cinder. De kunne ikke løbe; så blev Iko bare trampet ned i kaosset. Hun holdt vejret, rakte ud efter snoren i hjørnet af standen og trak metaldøren ned i sin skinne. De blev indhyllet i mørke på nær en enkelt bræmme dagslys nede ved jorden. Varmen steg op fra betongulvet, kvælende på den trange plads. »Cinder?« sagde Iko med bekymring i robotstemmen. Hun skruede op for lyset i sin sensor og badede rummet i et blåt skær. »Bare rolig,« sagde Cinder, idet hun hoppede ned fra stolen og tog den olieindsmurte klud fra bordet. Skrigene var allerede

18


begyndt at fortone sig og forvandlede standen til sit helt eget, tomme univers. »Hun er helt ovre i den anden ende af pladsen. Vi er i sikkerhed her.« Alligevel gik hun ned til den bageste væg med hylder, krøb sammen og holdt kluden op for næse og mund. Dér ventede de så, Cinder med så små vejrtrækninger som muligt, indtil de hørte sirenerne fra ambulancesvæveren, der kom og fjernede Sacha.

19


2 Sirenerne var ikke engang døet hen, før en ny motor kom brummende ind på pladsen. Markedets stilhed blev flænget af fødder, der dundrede mod belægningen, fulgt af en stemme, der gjaldede kommandoer. En andens gutturale svar. Cinder slængede skuldertasken over ryggen, kravlede hen over standens støvede gulv og møvede sig forbi dugen, der dækkede hendes arbejdsbord. Hun stak fingrene ind i bræmmen af lys under døren og lindede på den. Med kinden presset mod den lune, ru belægning kunne hun ane tre par gule støvler i den anden ende af pladsen. Et ambulancemandskab. Hun skubbede døren lidt mere op og iagttog mændene – alle med gasmasker – oversprøjte hele det indvendige af standen med væske fra en gul dåse. Stanken fik Cinder til at rynke på næsen helt ovre i den anden ende af pladsen. »Hvad foregår der?« spurgte Iko bag hende. »De brænder Chang-jiĕs stand ned.« Cinders øjne gled hen over pladsen og bed mærke i den splinternye, hvide svæver, der holdt ved hjørnet. Ud over de tre mænd var pladsen mennesketom. Cinder rullede om på ryggen og kiggede op i Ikos sensor, der stadig lyste svagt i mørket. »Vi smutter, når der går ild i den; når de er distraheret.« »Er vi i knibe?« »Nej. Jeg gider bare ikke skulle en tur i karantæne i dag.« En af mændene brølede en ordre efterfulgt af løbende fødder. Cinder drejede hovedet og spejdede ud gennem sprækken.

20


Noget brændende blev smidt ind i standen. Lugten af benzin blandedes hurtigt med lugten af branket brød. Mændene holdt sig på afstand, og uniformerne aftegnede sig som silhuetter mod de voksende flammer. Cinder stak en hånd op, tog fat om halsen på prins Kais androide og trak den ned ved siden af sig. Hun holdt den under den ene arm og skubbede døren nok op til at kravle igennem med blikket klistret til mændenes rygge. Iko fulgte efter og skyndte sig hen til nabostanden, mens Cinder sænkede døren ned igen. De pilede af sted langs forretningernes facader – de fleste efterladt på vid gab under masseflugten – og drejede ind i den første smalle gyde mellem butikkerne. Sort røg plettede himlen over dem. Sekunder senere summede en sværm af nyhedssvævere over bygningerne på vej mod markedspladsen. Da de var nået langt nok væk fra markedet, satte Cinder farten ned og dukkede ud fra labyrinten af gyder. Solen var gledet forbi over dem og var ved at gå ned bag skyskraberne mod vest. Augustvarmen hang fugtig i luften, men i ny og næ blev en lun brise ledt ned mellem bygningerne og hvirvlede ildelugtende pust af affald op fra rendestenene. Fire gader fra markedet kom der igen liv i gaderne – fodgængere, der forsamledes på fortovene og sladrede om pestudbruddet i bymidten. Netskærme indlejret i bygningernes mure viste liveoptagelser med ild og røg inde midt i New Beijing og paniske overskrifter, hvor antallet af smittede steg sekund for sekund – selvom der, så vidt Cinder vidste, kun var én person bekræftet syg. »Åh, alle de lækre kager,« sagde Iko, da de passerede et nærbillede af den sodsværtede stand. Cinder bed sig i kinden. Ingen af dem havde nogensinde smagt de berømmede lækkerier fra markedets bager. Iko havde ingen smagsløg, og Chang Sacha handlede ikke med cyborger.

21


Tårnhøje kontorbygninger og indkøbscentre smeltede lidt efter lidt sammen med en rodebunke af lejlighedskomplekser opført så tæt, at de blev til et endeløst stræk af glas og beton. Lejlighederne i denne afkrog af byen havde engang været store og eftertragtede, men var gennem tiden blevet opdelt og ombygget så mange gange – i et evindeligt forsøg på at klemme flere mennesker ind på samme antal kvadratmeter – at bygningerne var blevet til de rene labyrinter af gange og trappeopgange. Men al den overbefolkede hæslighed var kortvarigt glemt, da Cinder drejede om hjørnet ind på sin egen gade. I et halvt skridt kunne New Beijings store slot skimtes mellem lejlighedskomplekserne, fornemt og fredfyldt på en klippe med udsigt over byen. Slottets spidse guldtage glitrede orange under solen, og vinduerne kastede lyset tilbage mod byen. De overdådigt udsmykkede gavle, de lagdelte pavilloner, der balancerede fare­t ruende tæt på klippekanten, de rundede kupler, der strakte sig op mod himlen. Cinder blev stående længere end normalt for at kigge op på det og tænkte på en, der boede inde bag de mure og måske var deroppe lige netop da. Ikke at hun ikke havde vidst, at prinsen boede der, hver gang hun ellers havde set slottet, men i dag fornemmede hun en forbindelse, hun aldrig havde følt før, og med den fulgte en nærmest indbildsk begejstring. Hun havde mødt prinsen. Han havde opsøgt hendes stand. Han vidste, hvad hun hed. Cinder indsnusede den fugtige luft og tvang sig selv til at vende sig om igen. Hun følte sig barnlig. Hun begyndte snart at lyde som Peony. Hun flyttede den kongelige androide over under den anden arm, da hun og Iko gik ind under udhænget på lejlighedskomplekset Phoenix Tower. Hun viste ID-scanneren på muren sit frie håndled og hørte låsen skramle.

22


Iko manøvrerede sig møjsommeligt ned ad trappen ved hjælp af sine armforlængere, og de nåede ned i kælderen, en dunkel labyrint af depotrum inddelt i bure med hønsenet. En bølge af indelukket luft steg op mod dem, og androiden tændte sin projektør og fordrev skyggerne fra de sparsomme halogenpærer. Det var en velkendt rute fra trappen hen til depotrum nummer 18-20 – den trange, evigt kølige celle, som Adri lod Cinder bruge til sit arbejde. Cinder gjorde plads til androiden i rodet på arbejdsbordet og lagde skuldertasken fra sig på gulvet. Hun byttede de solide arbejdshandsker ud med nogle knap så beskidte af bomuld, før hun låste ind til depotrummet igen. »Hvis Adri spørger,« sagde hun, da de var på vej over mod elevatorerne, »så ligger vores stand ikke bare i nærheden af bagerens.« Ikos lys blinkede. »Tjek.« De var alene i elevatoren. Først da de steg ud på attende etage, blev bygningen til en myldrende bikube – børn, der jagtede hinanden ned ad gangene, hus- og vildkatte, der smøg sig tæt op ad væggene, den konstante baggrundsstøj fra netskærme, der sivede ud gennem døråbninger. Cinder justerede på støjfilteret i sit hjerne-interface, mens hun banede sig vej ind og ud mellem børn på vej hen mod lejligheden. Døren stod på vid gab. Cinder standsede op og tjekkede nummeret en ekstra gang, før hun gik ind. Hun kunne høre Adris skarpe stemme inde fra stuen. »Dybere udskæring til Peony. Hun ligner en gammel kone.« Cinder kiggede rundt om hjørnet. Adri stod med den ene hånd på hylden over den holografiske kamin iført en badekåbe med krysantemumbroderier, der stod meget godt til den samling spraglede papirvifter, som beklædte hele væggen bag hende – reproduktioner, der skulle se antikke ud. Med ansigtet glitrende af alt for meget pudder og læberne malet i en

23


gyselig pangfarve var det lige før, Adri også selv lignede en reproduktion. Hendes ansigt var sminket, som om hun skulle ud til noget, selvom hun kun sjældent forlod lejligheden. Hvis hun opdagede, at Cinder luskede rundt i gangen, ignorerede hun hende i hvert fald. Netskærmen over de varmeløse flammer viste optagelser fra markedet. Bagerens stand var reduceret til ruiner og skelettet af en miniovn. Midt i rummet stod Pearl og Peony begge indhyllet i silke og tyl. Peony holdt sit mørke, krøllede hår op, mens en kvinde, som Cinder ikke genkendte, fingererede ved udskæringen i hendes kjole. Hen over kvindens skulder fik Peony øje på Cinder, og hendes øjne lyste op, mens et lykkeligt udtryk bredte sig i hendes ansigt. Hun pegede ned på kjolen med et slet skjult hvin. Cinder storsmilede tilbage. Hendes yngste stedsøster lignede en engel i den glitrende sølvfarvede kjole med strejf af lavendel, når skæret fra pejsen ramte den. »Pearl.« Adri pegede på sin ældste datter med en roterende finger, og Pearl snurrede rundt og åbenbarede en række perle­ knapper ned ad ryggen. Hendes kjole matchede Peonys med kropsnær corsage og brusende skørt, men den var gylden som stjernestøv. »Læg den lidt mere ind i livet.« Den fremmede dame skulle lige til at stikke en knappenål gennem sømmen i Peonys udskæring, men spjættede ved synet af Cinder i døren. Hun skyndte sig at vende sig om igen, trådte et skridt bagud, tog de spidse nåle mellem læberne ud og lagde hovedet på skrå. »Den er allerede ret stram,« sagde hun. »Hun skulle vel gerne kunne danse, ikke sandt?« »Hun skulle gerne kunne finde en mand,« sagde Adri. »Nej da,« fnes syersken og strammede stoffet om Pearls talje. Cinder kunne se, at Pearl trak maven så meget som muligt ind;

24


hun kunne se konturerne af hendes ribben gennem stoffet. »Hun er da alt for ung til at blive gift.« »Jeg er sytten,« sagde Pearl med et olmt blik på kvinden. »Sytten! Der kan I bare se. Et barn. Det er da nu, du skal have det sjovt, ikke, min pige?« »Hun er for dyr i drift til sjov,« sagde Adri. »Jeg forventer resultater af denne kjole.« »Bare rolig, Linh-jiĕ. Hun bliver smuk som morgenens dug.« Kvinden stak nålene i munden igen og rettede atter opmærksomheden mod Peonys udskæring. Adri løftede hagen og anerkendte langt om længe Cinders tilstedeværelse ved at lade blikket glide ned over hendes møgbeskidte arbejdsbukser og støvler. »Hvorfor er du ikke på markedet?« »Det lukkede tidligt i dag,« svarede Cinder med et sigende blik over mod netskærmen, som Adri ikke fulgte. I et forsøg på at virke uinteresseret pegede Cinder ud i gangen med tommelfingeren. »Nå, jeg går lige ud og vasker mig, så er jeg klar til at få taget mål til min kjole.« Syersken tøvede. »En kjole mere, Linh-jiĕ ? Jeg har ikke taget stof med til ...« »Har du udskiftet magbæltet på svæveren?« Cinders smil blegnede. »Nej. Ikke endnu.« »Ja, ingen af os kommer jo ligesom med til ballet, hvis ikke det bliver ordnet, vel?« Cinder undertrykte sin irritation. Den samtale havde de allerede haft to gange i løbet af ugen. »Jeg får brug for penge til at købe et nyt magbælte. Otte hundrede univ, mindst. Hvis ikke indtægterne fra markedet gik direkte ind på din konto, ville jeg for længst have købt et.« »Og så skulle jeg bare stole på, at du ikke bruger det hele på dit fjollede legetøj?« Adri sagde legetøj med et arrigt blik over

25


på Iko og vrængende mund, selvom Iko teknisk set tilhørte hende selv. »Desuden har jeg ikke råd til både et magbælte og en ny kjole, som du alligevel kun skal have på en enkelt gang. Du må finde en anden måde at reparere svæveren på eller selv skaffe en kjole til ballet.« Irritationen trak sig sammen til en knude i Cinders mave. Hun kunne have påpeget, at Pearl og Peony kunne have fået stangkjoler i stedet for skræddersyede, så der også kunne blive råd til Cinders. Hun kunne have påpeget, at de også kun skulle have deres kjoler på en enkelt gang. Hun kunne have påpeget, at eftersom det var hende, der gjorde arbejdet, burde hun have haft ret til at bruge pengene, som hun fandt bedst. Men ingen af argumenterne ville nytte noget. Juridisk set tilhørte Cinder Adri lige så meget som husholdningsandroiden, og det samme gjorde hendes penge, hendes sparsomme ejendele og sågar den nye fod, hun lige havde sat på. Og Adri nød at minde hende om det. Så hun lagde låg på sin vrede, før Adri kunne nå at øjne en gnist af rebelskhed. »Måske kan jeg bytte mig til et magbælte. Jeg spørger ad i de andre forretninger.« Adri fnøs. »Vi kunne jo bytte med den uduelige androide?« Iko gemte sig bag Cinders ben. »Vi ville ikke få ret meget for hende,« sagde Cinder. »Ingen vil have en så gammel model.« »Nej. Det vil de vel ikke. Måske bliver jeg nødt til at sælge jer begge to som reservedele.« Adri stak hånden frem og pillede ved den ufærdige søm på Pearls ærme. »Jeg er ligeglad med, hvordan du reparerer svæveren, bare du får den repareret inden ballet – og gør det billigt. Den skrotbunke skal ikke optage dyrebar parkeringsplads.« Cinder stak hænderne i baglommerne. »Vil det sige, at hvis

26


jeg reparerer svæveren og skaffer en kjole, så må jeg rent faktisk komme med i år?« Adris læber snerpede lidt sammen i mundvigene. »Det ville være et sandt mirakel, hvis du fandt noget passende at tage på, som kan skjule dine ...« hendes blik gled ned på Cinders støvler »... særpræg. Men ja. Hvis du reparerer svæveren, kan du vel godt få lov at tage med til ballet.« Peony sendte Cinder et lille, lamslået smil, netop som hendes storesøster snurrede rundt og sagde til deres mor: »Det kan du da ikke mene! Hende? Sammen med os?« Cinder klemte skulderen helt ind til dørkarmen i et forsøg på at skjule sin skuffelse for Peony. Pearls forargelse var overflødig. Et lille, orange lys var blusset op i udkanten af Cinders synsfelt – Adri havde ikke ment sit løfte alvorligt. »Nå,« sagde hun og forsøgte at se opmuntret ud. »Så må jeg hellere få fundet et magbælte.« Adri slog ud med armen mod Cinder, nu igen med sin fulde opmærksomhed rettet mod Pearls kjole. En tavs affærdigelse. Cinder kastede endnu et blik på sine stedsøstres overdådige kjoler, før hun bakkede ud fra rummet. Hun havde dårligt nok fået vendt sig om mod gangen, før Peony udstødte et hvin. »Prins Kai!« Cinder stivnede og skævede tilbage mod netskærmen. Pestvarslerne var blevet erstattet af en liveudsendelse fra slottets presselokale. Prins Kai talte til en flok journalister – både mennesker og androider. »Tænd for lyden,« sagde Pearl og daskede syersken væk. »... er forskningen stadig vores topprioritet,« sagde prins Kai med et fast greb om kanten på talerstolen. »Vores forsknings­ team er fast besluttet på at finde en vaccine mod denne sygdom, der nu har taget én af mine forældre og truer med også at

27


tage den anden, foruden titusinder af vores borgere. Den desperate situation bliver blot yderligere forværret af dagens udbrud i bymidten. Vi kan ikke længere henholde os til, at denne sygdom er forbeholdt vores fattige landlige egne. Letumosen er en trussel mod os alle, og vi skal nok få den stoppet. Først da kan vi begynde at genopbygge vores økonomi og genoprette Det Østlige Forbund til fordums glans.« Uengagerede klapsalver gik gennem publikum. Man havde forsket i pesten siden det første udbrud i en lille by i Den Afrikanske Union over ti år tidligere, efter alt at dømme uden større fremskridt. I mellemtiden var sygdommen dukket op i flere hundrede umiddelbart uforbundne samfund verden over. Hundredtusindvis af mennesker var blevet syge, havde lidt og var døde. Også Adris mand havde pådraget sig det på en tur til Europa – den tur, hvor han havde sagt ja til at blive værge for en elleve år gammel, forældreløs cyborg. Et af Cinders få minder om manden var, at han var blevet fragtet af sted til karantæne på en båre, mens Adri plaprede løs om, at han ikke bare kunne efterlade hende med den tingest. Adri talte aldrig om sin mand, og der var kun få minder om ham tilbage i lejligheden. Den eneste påmindelse om, at han nogensinde havde eksisteret, fandt man i en række holografiske plaketter og indgraverede medaljoner, der stod på rad og række på kaminhylden – præmier og hædersbevisninger fra en international teknologimesse tre år i træk. Cinder havde ingen anelse om, hvad han havde opfundet. Hvad det end måtte være, var det tydeligvis ikke blevet nogen videre succes, for han havde så godt som ingen penge efterladt sig til sin familie, da han døde. På skærmen blev prinsens tale afbrudt, da en fremmed trådte op på podiet og rakte prins Kai en seddel. Prinsens blik blev sløret. Skærmen gik i sort.

28


Presselokalet blev erstattet af et skrivebord foran en blå skærm. Bag bordet sad en kvinde, udtryksløs i ansigtet, men med hvide knoer oven på bordet. »Vi afbryder Hans Kejserlige Højheds pressekonference med en opdatering om Hans Majestæt kejser Rikans helbredsmæssige status. Kejserens læger har netop informeret os om, at Hans Majestæt er indtrådt i letumosens tredje stadie.« Syersken udstødte et gisp og tog nålene ud af munden. Cinder trykkede sig ind mod dørkarmen. Det var ikke et øjeblik faldet hende ind at udtrykke sin medfølelse over for Kai eller ønske kejseren god bedring. Han syntes sikkert, at hun var dybt ufølsom. Uforskammet. »Ifølge vores oplysninger bliver der gjort alt for at lindre Hans Majestæts tilstand i den givne situation, og talspersoner fra slottet oplyser, at forskerne arbejder i døgndrift på at finde en kur. Der er stadig akut behov for frivillige til test af modgifte, trods den fortsatte tvangsindkaldelse af cyborger. Grundet kejserens sygdom har der været megen polemik om den 126. Årlige Fredsfestival, men prins Kaito oplyser til pressen, at festivalen fortsætter planmæssigt, og at han håber, den kan bringe glæde i denne ellers så tragiske tid.« Studieværten tøvede, selv med teleprompteren foran sig. Hendes ansigt blødte op, og den stive stemme bævede lidt, da hun afsluttede med: »Længe leve kejseren.« Syersken mumlede ordene tilbage mod studieværten. Skærmen gik atter i sort, før den vendte tilbage til pressekonferencen, men prins Kai havde forladt podiet, og der var kaos i det tilstedeværende publikum af journalister, som rapporterede til hver sit kamera. »Jeg kender en cyborg, der kunne melde sig frivilligt til pestforsøgene,« sagde Pearl. »Hvorfor vente, til man bliver tvangsindkaldt?«

29


Cinder stirrede rasende på Pearl, der var næsten femten centimeter lavere end hende, selvom hun var et år ældre. »God idé,« sagde hun. »Og så kunne du få dig et job, så du kan betale for din fine kjole.« Pearl fnøs. »De giver økonomisk kompensation til de frivilliges familier, computerknold.« Tvangsindkaldelsen af cyborger var blevet indført af et hold hofforskere et år forinden. Hver morgen blev der trukket et nyt ID-nummer fra puljen af mange tusind cyborger, som boede i Det Østlige Forbund. Forsøgsobjekter var blevet fragtet dertil fra så fjerne provinser som Mumbai og Singapore for at blive forsøgskaniner til test af modgifte. Det blev udlagt som en ære at skænke sit liv til gavn for menneskeheden, men i bund og grund var det bare en påmindelse om, at cyborger ikke var som alle andre. Mange af dem havde fået en ny chance her i livet af netop forskeres gavmilde hænder og stod derfor i taknemmelighedsgæld til deres skabere. De var heldige overhovedet at have levet så længe, tænkte mange. Det var kun rimeligt, at de blev de første til at ofre deres liv i jagten på en kur. »Vi kan ikke melde Cinder frivilligt,« sagde Peony og trak op i sine skørter. »Hun skal reparere min håndskærm.« Pearl fnøs og vendte ryggen til dem begge. Peony rynkede på næsen ad sin søsters ryg. »Hold så op med at mundhugges,« sagde Adri. »Peony, du krøller din kjole.« Cinder gik ud i gangen igen, og syersken genoptog sit arbejde. Iko var allerede to skridt foran hende, ivrig efter at slippe væk fra Adri. Selvfølgelig satte Cinder pris på, at Peony tog hende i forsvar, men hun vidste også, at det ikke ville gøre nogen forskel i sidste ende. Adri ville aldrig melde hende frivilligt til forsøgene, for det ville lukke af for hendes eneste indtægtskilde, og Cinder

30


var overbevist om, at stedmoderen aldrig havde arbejdet en dag i sit liv. Men hvis hun blev tvangsindkaldt, kunne ingen gøre noget ved det. Og i den seneste tid havde det virket, som om en uforholdsmÌssigt stor andel af de udvalgte var fra New Beijing og de omkringliggende forstÌder. Hver gang et af ofrene for tvangsindkaldelsen var en teenagepige, forestillede Cinder sig et ur tikke inde hovedet.

31


3 »Du skal med til ballet!« Iko slog gribekloen sammen i en efterligning af at klappe. »Vi må finde en kjole til dig, og sko. Du får bare ikke lov at have de hæslige støvler på. Vi skaffer nogle nye handsker, og ...« »Kan du ikke lige komme herover med lyset?« sagde Cinder og trak øverste skuffe i sin opretstående værktøjskasse ud. Hun rodede rundt i den, så løse bolte og stik skramlede, mens Iko rykkede tættere på. En kaskade af blåligt lys fortrængte depot­ rummets dunkle skær. »Tænk lige på maden der,« sagde Iko. »Og kjolerne. Og musikken!« Cinder ignorerede hende, udvalgte sig noget forskelligt værktøj og arrangerede det på Ikos magnetiske torso. »Himmel og stjerner! Tænk på prins Kai! Måske kommer du til at danse med prins Kai!« Det fik Cinder til at standse op og misse med øjnene mod Ikos blændende lys. »Hvorfor skulle prinsen danse med mig?« Ikos blæser snurrede, mens hun ledte efter et svar. »Fordi du ikke har olie i fjæset denne gang.« Cinder undertrykte en kluklatter. Androidelogik kunne virkelig være simpel. »Det piner mig at måtte sige det til dig, Iko,« svarede hun og smækkede skuffen i og rykkede videre til den næste, »men jeg skal ikke med til ballet.« Ikos blæser gik kortvarigt i stå og begyndte så igen. »Ikke forstået.«

32


»For det første har jeg lige brugt hele min opsparing på en ny fod. Men selv hvis jeg havde penge, hvorfor skulle jeg så bruge dem på en kjole eller sko eller handsker? Det ville da være totalt spild.« »Hvad skulle du ellers bruge dem på?« »Et komplet sæt tænger? En værktøjskasse med skuffer, der ikke binder?« Hun bankede den anden skuffe i med skulderen for at understrege pointen. »En udbetaling på min helt egen lejlighed, hvor jeg ikke behøver at være Adris slave længere?« »Adri ville aldrig skrive under på fritstillingspapirerne.« Cinder åbnede den tredje skuffe. »Nej, det ved jeg. Og det ville også koste meget mere end en dum kjole.« Hun tog en topnøgle og en håndfuld skruenøgler og lagde dem oven på værktøjskassen. »Måske skulle jeg få en hudtransplantation.« »Der er da ikke noget galt med din hud.« Cinder skævede over mod Iko ud ad øjenkrogen. »Åh. Du mener cyborg-delene.« Cinder lukkede den tredje skuffe, tog skuldertasken fra arbejdsbordet og ragede værktøjet ned i den. »Hvad tror du ellers, vi får brug – nåh jo, donkraften. Hvor lagde jeg den?« »Nu er du altså urimelig,« sagde Iko. »Måske kan du bytte dig til en kjole eller få en i kommission. Jeg har været ved at dø efter at komme ind i den dér forretning med vintagekjoler på Sakura. Ved du, hvad for en jeg mener?« Cinder rodede rundt i det sammensurium af værktøj, der havde hobet sig op under arbejdsbordet. »Det er underordnet. Jeg skal ikke med.« »Det er da ikke underordnet. Det er jo ballet. Og prinsen!« »Iko, jeg skal reparere en androide for ham. Det er ikke ligefrem, fordi vi er venner nu.« Omtalen af prinsens androide fik et minde til at blusse op, og straks efter trak Cinder donkraften

33


ud bag dens larvefod. »Og det er underordnet, for Adri lader mig aldrig tage med.« »Hun sagde da, at hvis du reparerer svæveren ...« »Åh ja. Og når jeg har repareret svæveren? Hvad så med Peonys håndskærm, der altid gør knuder? Hvad med ...« Hun lod blikket glide gennem rummet og fik øje på en rusten androide, der var gemt af vejen i hjørnet. »Hvad med den dér gamle Gartner 7.3?« »Hvad skulle Adri bruge den oldsag til? Hun har jo ingen have længere. Hun har ikke engang altan.« »Jeg siger bare, at hun ikke har nogen reelle intentioner om at lade mig tage med. Så længe hun kan komme på ting, jeg skal reparere, bliver der aldrig nogen ende på mine ‘pligter’.« Cinder stak et par opklodsningsbukke i tasken og sagde til sig selv, at det ikke betød noget for hende. Ikke rigtig. Hun ville alligevel ikke passe ind til et fornemt bal. Selv hvis det lykkedes hende at finde fine handsker og sko til at skjule sine monstrøse metaldele, ville hendes glatte, lever­ postejfarvede hår aldrig kunne holde på krøller, og hun havde ikke begreb skabt om makeup. Hun ville bare ende med at blive bænkevarmer og gøre nar ad de piger, der var ved at dåne efter at tiltrække sig prins Kais opmærksomhed, mens hun lod, som om hun ikke var jaloux. Som om det ikke generede hende. Men maden var hun faktisk nysgerrig efter. Og prinsen kendte hende jo nu, på en måde. Han havde været flink mod hende på markedet. Måske ville han byde hende op. Af høflighed. Af ren og skær ridderlighed, når han så hende stå mutters alene. Den skrøbelige fantasi ramlede omkring hende, lige så hurtigt som den var begyndt. Den slags tanker nyttede ikke noget. Hun var en cyborg, og hun ville aldrig komme med til ballet.

34


»Det er vist det hele,« sagde hun og skjulte sin skuffelse ved at rette på tasken over skulderen. »Er du klar?« »Ikke forstået,« sagde Iko. »Hvis ikke det overbeviser Adri om at lade dig komme med til ballet, at du reparerer svæveren, hvorfor skal vi så på skrotpladsen? Hvis hun så gerne vil have et magbælte, hvorfor tager hun så ikke selv hen og roder rundt i skraldet efter et?« »Fordi bal eller ej, så tror jeg faktisk, hun kunne finde på at sælge dig for håndører, hvis hun får en grund til det. Og desuden: Når de er taget af sted til ballet, har vi lejligheden for os selv. Lyder det ikke godt?« »Det lyder kanon!« Cinder vendte sig om og så Peony kæmpe sig gennem dør­ åbningen. Hun havde stadig den sølvfarvede balkjole på, men nu var sømmene ved halsen og ærmerne færdige. Udskæringen var besat med blonder for at fremhæve, at Peony i en alder af fjorten år allerede havde fået de former, som Cinder ikke engang kunne gøre sig forhåbninger om at få. Hvis Cinders krop nogensinde havde haft anlæg for kvindelighed, var den blevet ødelagt af kirurgernes indgreb og havde efterladt hende med en tændstiktynd krop. For kantet. For drenget. For kejtet med hendes tunge benprotese. »Jeg kunne kvæle mor,« sagde Peony. »Hun gør mig sindssyg. ‘Pearl skal finde en mand,’ ‘Mine døtre er penge ud ad vinduet,’ ‘Ingen af dem sætter pris på alt det, jeg gør for dem,’ bla-bla-bla.« Hun vrikkede med fingrene som en parodi på sin mor. »Hvad laver du hernede?« »Gemmer mig. Og så ville jeg forresten også spørge, om du kunne kigge på min håndskærm?« Hun tog en håndholdt skærm frem, som hun havde haft bag ryggen, og rakte den til Cinder.

35


Cinder tog imod den, men hendes øjne klæbede til sømmen på Cinders skørt og så den glitrende kant suge de omkring­ værende nullermænd til sig. »Du får bare ødelagt den kjole. Så bliver Adri seriøst en tyran.« Peony rakte tunge, men løftede op i kjolen med begge hænder, helt op til knæene. »Hvad synes du?« sagde hun og vippede på sine bare fødder. »Du ser fantastisk ud.« Peony kroede sig og krøllede stoffet endnu mere mellem fingrene. Så blegnede hendes muntre mine. »Hun burde have fået syet en til dig også. Det er ikke fair.« »Faktisk har jeg slet ikke lyst til at tage med.« Cinder trak på skuldrene. Peonys tonefald var så medlidende, at hun ikke gad modsige hende. Normalt kunne hun ignorere den jalousi, hun følte over for stedsøstrene – at Adri forgudede dem, at deres hænder var så bløde – især når Peony var den eneste menneske­ ven, hun havde. Men hun kunne ikke bide den snert af misundelse i sig, som hun følte ved at se Peony i kjolen. Hun skød det fra sig. »Hvad er der i vejen med håndskærmen?« »Den laver det dér volapyk-noget igen.« Peony skubbede noget værktøj ned fra en stabel tomme malerbøtter og valgte det reneste sted, før hun satte sig med det vide skørt brusende op omkring sig. Hun svingede med fødderne, så hælene slog rytmisk mod plasticen. »Har du nu downloadet de åndssvage sladder-apps igen?« »Nej.« Cinder hævede et bryn. »Kun en sprog-app. Ikke andet. Og den skulle jeg bruge i skolen. Åh, for resten – før jeg glemmer det: Iko, jeg har noget med til dig.« Iko trillede hen til Peony, der tog et fløjlsbånd op af k ­ orsagen­­

36


– kantebånd, der var blevet tilovers fra syersken. Rummet lyste helt op, da Iko så det. »Tak,« sagde androiden, da Peony bandt båndet om hendes tynde håndled. »Det er henrivende.« Cinder lagde håndskærmen på arbejdsbordet ved siden af prins Kais androide. »Jeg kigger på den i morgen. Vi skal ud at finde et magbælte til Hendes Majestæt.« »Nå? Hvor skal I hen?« »På skrotpladsen.« »Det bliver hyleskægt,« sagde Iko og scannede det interimistiske armbånd med sin sensor igen og igen. »Seriøst?« sagde Peony. »Må jeg komme med?« Cinder lo. »Hun joker. Iko øver sig i at være sarkastisk.« »Jeg er ligeglad. Alt er bedre end at skulle tilbage til den beklumrede lejlighed.« Peony viftede sig og lænede sig distræt tilbage mod en række metalhylder. Cinder greb ud og trak hende tilbage. »Pas nu på. Kjolen.« Peony inspicerede først kjolen, dernæst de beskidte hylder, og verfede Cinders bekymring af. »Seriøst – må jeg ikke nok? Det lyder spændende.« »Det lyder beskidt og ildelugtende,« sagde Iko. »Hvor skulle du vide det fra?« sagde Cinder. »Du har ingen lugtreceptorer.« »Jeg har en livlig fantasi.« Med et smørret smil gennede Cinder sin stedsøster over mod døren. »Okay, så gå op og skift tøj. Men skynd dig. Jeg skal fortælle dig noget.«

37

Meyer CINDER Læseprøve