Page 1


106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 10

10/08/17 14:42


TRINE MAY

Ben i alle retninger – OM DEN MODERNE BØRNEOG UNGDOMSLITTERATUR

HØST & SØN

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 1

10/08/17 14:42


Ben i alle retninger – om den moderne børne- og ungdomslitteratur © Trine May og Høst & Søn /  & , København, 2017 1. udgave, 1. oplag, 2017 Omslagsillustration: Dorte Karrebæk Typografisk tilrettelægning: Dorte Cappelen Sat med Mrs Eaves og Mr Eaves og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-5186-2 Printed in Latvia 2017 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. http://www.trinemay.dk/

Høst & Søn er et forlag i  &  Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 2

10/08/17 14:42


Forord Den danske børne- og ungdomslitteratur ryster! Den ryster, sitrer og spræller i alverdens retninger – og den ryster sit publikum! Aldrig har den været så farverig, kompromisløs og mangfoldig som nu. At børne- og ungdomslitteraturen rører på sig og er i bevægelse, er ikke noget nyt, men at den er så ustyrlig, og at den rykker sig i så forskelligartede retninger, som tilfældet er i disse år, er næppe set før. Det gør det naturligvis vanskeligt at karakterisere den, men jeg vover med denne bog alligevel forsøget og peger på en række tendenser, der de senere år har præget tidens udgivelser for børn og unge. Som bekendt opstår intet ud af det blå, så bogen må begynde der, hvor den moderne børne- og ungdomslitteratur blev født, og året 1967 er udråbt til at være dens fødeår. Der er inden for børne- og ungdomslitteraturen tale om et før og et efter 1967. Efter rigtig mange år med en udpræget kønsopdelt, forudsigelig og masseproduceret børne- og ungdomslitteratur, der underholdt tidens børn med historier om raske drenge og søde piger, trådte fem forfattere i 1967 i karakter og gjorde noget helt andet; noget, som har haft kolossal betydning for eftertidens børne- og ungdomslitteratur og stadig har det. Jeg indleder derfor med en præsentation af de fem forfattere, der i 1967 stod for det, der siden af professor emeritus Torben Weinreich skulle blive omtalt som et paradigmeskift i dansk børnelitteraturhistorie. Jeg kalder dem The Big Five, og jeg giver her mit bud på, hvilke nybrud denne kongerække af forfattere var udtryk for. Herefter foretages et kækt længdespring 50 år frem. Jeg lander med andre ord i nutiden, og her kaster jeg lys over et udvalg af de senere års udgivelser. Tendenser ridses op, vigtige forfattere, illustratorer og værker præsenteres, og analytiske nedslag foretages. 7

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 7

10/08/17 14:42


Selv om jeg opholder mig ved de seneste ti år, præsenterer jeg flere generationer af forfattere og illustratorer på det børne- og ungdomslitterære stamtræ, og her tænker jeg naturligvis ikke på de pågældendes alder, men på deres indtræden på børne- og ungdomslitteraturens scene og på, hvilke nutidige nybrud de har været repræsentanter for. Jeg giver således både plads til gamle koryfæer som sværvægterne Bent Haller, Kim Fupz Aakeson, Louis Jensen, Dorte Karrebæk og Lilian Brøgger og ‘mellemgenerationen’ med navne som Ronnie Andersen, Sanne Munk Jensen, Hanne Kvist, Jesper Wung-Sung, Lars Gabel og Rasmus Bregnhøi samt yngre skud på stammen som Rebecca Bach-Lauridsen, Mette Eike Neerlin og Mette Hegnhøj – og helt nye stemmer som Martha Flyvholm Tode og Kamila Slocinska. Her er naturligvis tale om et subjektivt valg, som man kan være uenig i, men for mig at se, er de forfattere og illustratorer, jeg peger på, repræsentative og vigtige stemmer, der hver især og på vidt forskellig vis har været med til at tegne børne- og ungdomslitteraturen de senere år og på hver sin måde har været udtryk for vor tids nybrud – omend der indimellem kan anes tydelige tråde bagud til forgængerne fra 67. Hvad der ligger under mit længdespring fra 1967 og til nu, beskriver jeg således kun i meget begrænset omfang. Dels fordi perioden så rigeligt er beskrevet andetsteds, og dels fordi jeg mener, at det først er inden for de senere år, vi igen har set børne- og ungdomslitteraturen for alvor skabe nye, epokegørende udtryk, så vi atter kan tale om nybrud. Jeg anvender konsekvent begrebet børne- og ungdomslitteratur, vel vidende at nye målgruppebetegnelser som Tweens og Young Adult de senere år er dukket op. Tweens som udtryk for de 9-12-årige og Young Adult, eller bare YA, for lidt ældre unge. Mit indtryk er, at det mest er forlagenes marketingsafdelinger, der skelner på denne måde, omend mange unge læsere og bloggere har taget betegnelserne til sig. Mest, tror jeg, fordi ‘YA’ klinger mere hipt end ‘ungdomslitteratur’. Frem for at have skarpe skel mellem forskellige typer af målgrupper fornemmer jeg snarere, at der i den moderne børne- og ungdomslitteratur er tale om glidende overgange og udviskede grænser. Man har de senere år i den sammenhæng også talt om cross over- eller allealdre-litteratur. Vel vidende, at vi befinder os i en tid, hvor andre medier trænger sig på, også i litterær sammenhæng, er mit fokus den papirbaserede litteratur. Grunden til denne vægtning er, at der på nuværende tidspunkt kun er udviklet meget få eksempler på født digital børne- og ungdomslitteratur i Danmark, men fremtiden vil helt sikkert byde på mange, og vi går således en spændende tid i møde.

8

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 8

10/08/17 14:42


Som didaktiker holder jeg mit hovedfokus på den danske litteratur, dog med enkelte afstikkere, der går uden for landegrænsen. Det sker i forbindelse med multimodale fortællinger. Når jeg her også bringer udenlandske eksempler, er det, fordi visuelle fortællinger typisk har en større interkulturel appel; et billede skal ikke bearbejdes af en oversætter, og inspirationen billedbogsskaberne imellem er derfor mere international. Jeg holder ligeledes mit fokus på de forfattere, illustratorer og titler, jeg finder særligt relevante i en litteraturundervisningssammenhæng. Derfor runder jeg af med et didaktisk efterskrift. Da jeg netop ser litteraturen i et litteraturundervisningsperspektiv, har jeg ikke medtaget småbørnsbøger til vuggestue- og børnehavebørn og heller ikke læsepædagogisk tilrettelagte bøger, der er skrevet med det formål at udvikle børns læsetekniske formåen. Dette er ikke en akademisk bog. Der vil således ikke være forskningsresultater eller videnskabelige redegørelser; det er en personlig og praktisk bog, skrevet til alle dem, der deler min interesse for og kærlighed til moderne børne- og ungdomslitteratur. Der forekommer enkelte steder i bogen afsnit, jeg har haft publiceret før. En stor varm tak skal lyde til Frederik May, der har været inspirator og sparringspartner i hele processen. Heller ikke The Big Five opstod ud af det blå, men bør ses i lyset af de kulturelle strømninger, der prægede deres samtid. Vi begynder derfor i en park. I San Francisco. Trine May, Tisvilde, 2017

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 9

10/08/17 14:42


106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 10

10/08/17 14:42


Optakt: Intet opstår ud af det blå Historien om det vildeste år 1967 var et vildt år. Et kulturelt skæbneår for Danmark og resten af verden, som der er fortalt røverhistorier og skrevet afhandlinger om lige siden. Denne historie begynder den 14. januar 1967 i en park i San Francisco. Det var nemlig der, ungdomsoprøret begyndte for at kulminere året efter. 30.000 unge var stimlet sammen i Golden Gate Park til en begivenhed, der egentlig var tænkt som en protest mod det californiske forbud mod LSD, men som endte som en generel fejring af tidens eksperimenterende modkultur. En broget flok af pacifister, flippere og Hell’s Angels-rockere var mødt op for at se beat-ikonet Allen Ginsberg optræde med buddhistisk chanting, høre Jefferson Airplane synge om de højere niveauer af bevidsthed og lytte til den berygtede psykolog Timothy Learys budskaber om de psykedeliske stoffers terapeutiske potentiale. De tilstedeværende lod sig rive med eller droppede ud, som det hed. Og resten af vestens ungdom så måbende til gennem fjernsyn og aviser, og snart var lignende happenings arrangeret over det meste af Europa. Love-ins blev fænomenet døbt og nåede i løbet af sommeren også til København, hvor Steppeulvene spillede som Danmarks ambassadører for den nye flowerpowerfilosofi og viste, at rockmusikken nu var blevet psykedelisk og mere end tre minutter lang per nummer. Der var sket noget med musikken det år. Flere af hippietidens største koryfæer som Pink Floyd, The Doors, Jimi Hendrix og The Velvet Underground debuterede med albums, der i dag er legendariske, og The Beatles udsendte hovedværket Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. 11

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 11

10/08/17 14:42


I et dansk perspektiv var 1967 både året, hvor en storfamilie i Hellerup åbnede Danmarks første kollektiv, og året, hvor nogle danske konvertitter i Hvidovre åbnede Nordens første moské. 1967 var året, hvor forbuddet mod den skriftlige pornografi blev ophævet, og Ekstra Bladet måtte øge sit oplag med 60.000 eksemplarer hver mandag på grund af Spørg Inge & Sten; en ny ugentlig brevkasse om sex og samliv. Sex var med ét blevet noget, man faktisk kunne snakke om. I de danske biografer kunne de intellektuelle filmentusiaster sågar få syn for sagn, når de gik ind og så de stilskabende, eksperimenterende og for tiden meget vovede film Blowup og Belle de jour. Politisk set var 1967 året, hvor både vælgere og folkevalgte tillagde sig nye holdninger. Fire folketingsmedlemmer fra SF brød med partiet og stiftede VS, og så var et marxistisk parti på tinge for første gang i et årti. Det fik statsminister Jens Otto Krag til at udskrive valg, hvilket førte til Danmarks første borgerlige regering i 15 år. Dermed sluttede også en epoke i dansk kulturpolitik. Julius Bomholt havde gennem 60’erne været primus motor for en socialdemokratisk kulturdoktrin, der skulle gøre det muligt for et bredt publikum af forskellige samfundsklasser at nyde den anerkendte og dyrere kultur ved at yde den statslig støtte. Det havde i første omgang ført til Kulturministeriets oprettelse i 1961 samt oprettelsen af Statens Kunstfond samme år. En lov om økonomisk støtte til teatre blev vedtaget i 1963, og en lignende fond til støtte for film blev oprettet i 1964. To år senere åbnede Filmskolen, men vigtigst i denne sammenhæng er det at nævne den omfattende bibliotekslov fra 1964, der blandt meget andet forpligtede alle kommuner til at have et folkebibliotek med både en voksen- og en børneafdeling. Dette skulle hurtigt vise sig at få stor betydning for udbredelsen af børnelitteratur i Danmark. Den økonomiske velstand fortsatte sin eksplosive vækst, og familier flyttede i hobetal fra de kolde kondemnerede københavnerlejligheder til nye forstadskvarterer med egen have eller altan. Med stor folkelig succes ironiserede kulturradikale stemmer som Leif Panduro og Klaus Rifbjerg i revyer som Gris på gaflen over velstandsboomet og de småborgerlige forbrugsvaner, det havde bragt med sig. De unge og hippe var også kritiske over for velstanden med dens profit og kolde materialisme. De lod håret gro og drog ud på markerne og ind i byens parker med San Francisco som forbillede for at starte forfra. Da sommeren 1967 begyndte at ligne et efterår, stod et fortvivlet lokalråd tilbage i San Franciscos mest berygtede hippiekvarter, Haight-Ashbury, og prøvede at få noget positiv omtale ud af sommerens tøjlesløse scener i byen. De besluttede sig for at brande byen ved at omtale perioden som Summer of Love. Og sådan har man siden refereret til sommeren 1967, og sådan ender denne historie om det vildeste år.

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 12

10/08/17 14:42


Da The Big Five gjorde børneog ungdomslitteraturen moderne Eller det gør den faktisk ikke. Da sommeren blev til efterår, udkom nemlig fem af den danske børnelitteraturhistories mest markante værker. Skrevet af fem forfattere, der i dag står som fyrtårne i – ikke bare dansk børnelitteraturhistorie, men i dansk litteraturhistorie. Derfor kalder jeg dem The Big Five. De revolutionerede den danske børnelitteratur med fem originale værker og banede på hver sin måde vejen for det, vi i dag ser folde sig ud i den moderne børne- og ungdomslitteratur. The Big Five og de banebrydende værker er: Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil Cecil Bødker: Silas og den sorte hoppe Benny Andersen: Snøvsen og Eigil og katten i sækken Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen: Halfdans ABC Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon Fælles for alle de nævnte begivenheder, der hver især er med til at gøre 1967 til et år, man husker, er, at de tager udgangspunkt i en lyst til at nedbryde normer for at genopbygge dem i en ny og forbedret form. Denne lyst går som et credo gennem årets kulturelle strømninger, politiske bevægelser og samlivsvaner bredt betragtet; selv de familier, der flyttede til forstadens parcelhuskvarterer, flyttede efter datidens forhold ind i en ny og visionær boform. Alt blev nedbrudt og også børne- og ungdomslitteraturen. Helt konkret i form af de fem bøger, der er vidt forskellige: Halfdans ABC og Cykelmyggen Egon adskiller sig fra de tre andre ved at være billedbøger, men er også indbyrdes forskellige, da Halfdans ABC er en lyriksamling. Silas og den sorte hoppe er, som den eneste af de fem, dybt alvorlig og tiltænkt en ældre målgruppe end de 13

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 13

10/08/17 14:42


andre, mens Lille Virgil og Snøvsen og Eigil og katten i sækken er de af bøgerne, der genremæssigt ligger tættest på hinanden. Dog er Lille Virgil mere utraditionel som roman, idet den ikke har et sammenhængende plot, men er episodisk bygget op. Til gengæld har alle fem værker til fælles, at de hver især udstikker nogle helt nye retninger for børne- og ungdomslitteraturen, og at de alle er uhyre ambitiøse på deres egne og børne- og ungdomslitteraturens vegne. Bøgerne udkom alle inden for en kort tidsperiode. Lille Virgil som den første den 12. september og de fire andre i løbet af årets resterende dage, der tilsammen må være de mest intense tre måneder i den danske børnelitteraturs historie. Autumn of Love kunne man passende kalde det. Det kan næsten virke som et guddommeligt mirakel, at fem så skelsættende bøger udkom så tæt på hinanden; som om der kunne ligge en kosmisk masterplan bag dette forunderlige tilfælde. Derfor er det også et godt spørgsmål, hvad det egentlig var for faktorer, der fremprovokerede Danmarks Autumn of Love. Det ligger ligefor, at tidens nedbrud af normer gav gode rammer for den eksperimenterende kunst. Flemming Quist Møller var eksempelvis en del af det musikalske hippiemiljø i sin egenskab af trommeslager, og de vilde farver i Cykelmyggen Egon er i tråd med dette segments karakteristiske flowerpoweræstetik. Derudover gryede en stigende bevidsthed om at skabe følelser af ligeværd i oversete befolkningssegmenter. Både kvinde- og borgerrettighedsbevægelsen havde vind i sejlene, en vind, der også kan have blæst i børnenes retning. Navnligt i retning af drengen Silas, der i Cecil Bødkers roman lever i en verden, hvor børn ikke regnes for at være mere værd end deres arbejdskraft, hvilket Silas gør op med. Endelig må biblioteksloven fra 1964 også nævnes som en medvirkende faktor. Med den voksede markedet for salg af børnebøger markant, da bibliotekerne nu var forpligtet til at indkøbe dem i større antal. Det gavnede forlagenes økonomi, hvilket kan have givet dem mod til også at satse på mere eksperimenterende titler. Særligt i lyset af, at bibliotekerne på den tid skelnede tydeligere mellem masse- og finkultur og i højere grad så det som deres opgave at distribuere den avancerede litteratur end den folkelige. Det er under alle omstændigheder indiskutabelt, at de fem værker er unikke og ikoniske og satte gang i forskellige børnelitterære dagsordner og trends, som man stadig mærker efterdønninger af. Men hvad var det konkret, der blev brudt ned i de fem værker, og hvad blev i stedet bygget op? Og er det muligt at trække røde tråde mellem de forskellige værker? Kan de fem værker som helhed betragtet tegne omridset af en fælles vision?

14

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 14

10/08/17 14:42


Har lille Virgil med andre ord noget til fælles med Silas? Og er Cykelmyggen Egon barn af de samme ideer som Kanonkongen Knold? The Big Five har selvfølgelig fortjent bedre end at skygge for hinanden. De fortjener at blive læst, nydt, analyseret og vurderet på egne præmisser. Og samtidig er det hensigten med dette kapitel at trække nogle ekstra vitaminer ud af dem ved at se dem som en del af en fælles tid og som et fælles persongalleri i et vigtigt kapitel i historien om den danske børnelitteratur.

Hvilke nybrud kom The Big Five med? Her er oplistet tre markante nybrud, som enten alle eller de fleste af The Big Five har fælles andel i at have sat gang i, og som har gjort dem til nogle af dansk børnelitteraturs mest ikoniske værker: • • •

Et nyt syn på børn og barndom En sproglig vitalitet og opfindsomhed Et nyt samspil mellem tekst og billeder

En nyt syn på børn og barndom De fem værker er først og fremmest fælles om at etablere et syn på børn og på barndommen som en rig og værdifuld fase i livet. For at forstå dette nybrud er det dog væsentligt også at forstå, hvilken triviel periode af børnelitteraturhistorien The Big Five opstod i. De har nemlig været skoledannende i et sådant omfang, at de i dag kan fremstå mindre originale og visionære, end de oprindeligt var. The Big Five lagde sammen afstand til den bredt accepterede opfattelse, at børnelitteraturens funktion var at opdrage og belære, hvilket var, hvad den danske børnebog havde gjort de sidste mange år. Markedet havde siden de tidlige 40’ere været domineret af trivielle serier som Susy-, Puk- og ikke mindst Jan-bøgerne; sidstnævnte serie af Carlo Andersen og Knud Meister blev den mest læste og omfangsrige med sine 81 bind. Torben Weinreich anfører i Historien om børnelitteratur (2011), at der blev solgt omkring otte millioner Jan-bøger fra seriens start i 1942 og frem til midten af 70’erne alene i Danmark. Når seriebøgerne kaldes trivielle, skal det forstås ved, at karaktererne er stereotype og ikke forandrer sig gennem snesevis af bind, og at forudsigeligheden er ekstrem i både handlingsforløb og morale. Bind 15 i Jan-serien hedder eksempel15

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 15

10/08/17 14:42


vis Jan redder 13 drenge (1949) – gad vide, hvad den mon ender med? Og gad vide, hvem helten er? Rigtigt gættet, bogen ender forbløffende nok med, at helten Jan redder 13 drenge, og er man nysgerrig efter, hvad de 13 drenge reddes fra, kan man konsultere bogens bagsidetekst for nærmere detaljer. Desuden redegør forfatterne for deres pædagogiske hensigt med bogen i et lille forord. I dag virker det komisk og som en dramaturgisk fejlaflevering i den helt store Jesper Olsen-liga at afsløre slutningen på en spændingsroman i bogens titel, men ved bogens udgivelse i 1949 var den dominerende holdning, at det at skabe spænding i en børnebog højst burde være en sidegevinst ved læsningen af den; det vigtigste var bogens moralske opbyggelighed og dens formidling af faktuel viden om verden. På den måde baserer seriebøgerne sig på den grundlæggende holdning, at det ikke-opdragede er ufuldkomment, og at rejsen fra barn til voksen er en rejse mod fuldkommenhed. Hovedpersonens funktion er således at være det gode eksempel ved netop at agere som en klog og retskaffen voksen på trods af sin alder. Jan når da også at opklare hele 81 forbrydelser i løbet af serien. Ganske pænt for en halvstor dreng. Jan deler såmænd også kun ydre karakteristika med sine jævnaldrende fra virkeligheden og er ikke alene en utroværdig karakter som teenager, men som menneske i det hele taget. Han er en overmenneskelig legemliggørelse af et abstrakt ideal om retskaffenhed og videbegær uden nuancerende spor af ondskab eller syndighed. Dette skinner også igennem i sprogbrugen hos Jan og hans venner, der er præget af ekstrem korrekthed og mekanisk formalitet. I en samtale fra Jan redder 13 drenge om, hvordan de skal få noget at spise, lyder det eksempelvis fra Jans ven Erling: Der er vel ikke noget galt i at forespørge om levnedsmiddelsituationen. Jeg mener: vi kan da ikke gøre for, at maskinen ikke går til Paris, som det var lovet os. De gode amerikanere må virkelig føle en vis forpligtelse til at sørge for vor fortæring. Sådan er der alligevel ingen børn, der taler i Ole Lund Kirkegaards bøger. Eller i virkeligheden, for den sags skyld. Det er netop den præmis, at det uopdragede er ufuldkomment, The Big Five vender på hovedet. Udgangspunktet for de fem værker er simpelt hen et radikalt anderledes barnesyn, der forenes i den fælles holdning, at barndommen som livsfase ikke er voksenlivet inferiørt. I det følgende skal vi se nærmere på, hvordan de børn, vi finder i The Big Five, adskiller sig markant fra børnelitteraturens hidtidige. Vi opdeler disse karakterer i seende børn, handlende børn og litterære børn.

16

106771_ben-i alle-retninger_cc17.indd 16

10/08/17 14:42

May BEN I ALLE RETNINGER (Læseprøve)