Page 1


I H U N T K I L L ERS


BARRY LYGA

I HUNT KILLERS 1

HØST & SØN


I Hunt Killers (1) er oversat fra amerikansk af Johnnie McCoy efter I Hunt Killers Copyright © 2012 by Barry Lyga This edition published by arrangement with Little, Brown and Company, New York, New York, USA. All rights reserved. Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante&co, København, 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsfoto: Millennium Images Glasshouse Omslagsdesign: Peter Stoltze, stoltzedesign aps efter det amerikanske omslag af Alison Impey Omslagscopyright: © 2012 Hachette Book Group, Inc. Sat med TheAntiqua hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3312-7 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til Alvina. Bogstavelig talt.

5


6


Det var en smuk dag. Det var en smuk eng. Bortset fra liget.

7


8


1 Da Jazz nåede frem til marken uden for byen, var der allerede sat gul afmærkningstape op. Den var spændt ud over hele området i et heksagonalt mønster, der virkede underlig tilfældigt, som om betjenten, der havde sat det op, havde været fuld. Der var politi overalt. Delstatsbetjente i deres lysebrune uniformer, det lokale politi i blå uniformer, og der var endda også en kriminaltekniker i almindelige cowboybukser og vindjakke. Det sidste imponerede Jazz. Lobo’s Nod var en lille by med en lille politistation, og det var som regel bare de almindelige betjente, der indsamlede beviser på gerningsstederne. Det, at de havde indkaldt en vaskeægte tekniker langvejsfra og så ovenikøbet en søndag morgen, måtte betyde, at det her var en alvorlig sag. Nogle af betjentene lå på alle fire med snuden i jorden, og der gik en mand rundt med en metaldetektor lige uden for afspærringen. En af delstatsbetjentene gik forsigtigt frem og tilbage i yderkanten af det afmærkede område med et billigt videokamera. Over vandene svævede sheriffen, G. William Tanner. Han stod tæt ved afmærkningen med hænderne plantet i siden på sin omfangsrige krop og holdt øje, mens betjentene løb rundt og udførte hans ordrer. Jasper »Jazz« Dent havde ikke lyst til at blive opdaget. Han mavede sig langsomt og tålmodigt gennem den græsklædte underskov, indtil han fandt et sted, hvorfra han havde overblik over det hele. På denne del af gamle Harrisons grund havde der engang stået endeløse rækker af soyabønneplanter, men nu var 9


der kun sammenfiltrede plantestængler, ukrudt og småkrat. Det var et perfekt skjulested. Herfra kunne Jazz se hele det gerningssted, som betjentene havde været så flinke at afmærke med gul tape. »Hvad sker der så her?« mumlede han for sig selv. Betjenten, der stod og filmede cirka fem meter fra liget, råbte et eller andet. Jazz lå så langt væk, at han ikke kunne høre, hvad det var, men det var tydeligvis noget vigtigt, for alle de andre betjente vendte sig mod ham, og en af dem løb straks hen til ham. Jazz tog sin kikkert frem. Han havde tre forskellige kikkerter, som var gode til hver sin ting. Han havde fået dem af sin far, som havde haft sine helt egne og særlige grunde til at give ham dem. Jazz tvang sig selv til ikke at tænke nærmere over, hvad de grunde var. Lige nu var han bare glad for, at det netop var denne kikkert, han havde taget med. Det var en Steiner, model 8x30. Den var vandtæt, gummibeklædt og vejede lidt over et halvt kilo. Men det bedste ved den var, at den havde blå linser, så risikoen for, at der kom genskin fra den, var minimal. Dermed undgik man, at fjenden eller en flok betjente, der ikke stod mere end 10 meter fra en, pludselig fangede et glimt af en solstråle i ens kikkert og hev en ud af skoven. Støv og pollen fra den blandede vegetation kildede ham i næsen, og det lykkedes ham lige akkurat at undertrykke et nys. Når man er ude på overvågning, havde Kære Gamle Far sagt, skal man være musestille. De fleste mennesker har små vaner, som de ikke engang selv ved, at de har, og som frembringer lyde. De vaner skal man have styr på, Jasper. Man skal være helt stille. Dødstille. Han hadede næsten alt ved sin Kære Gamle Far, men det, han hadede mest, var, at han stort set altid havde ret. Jazz stillede skarpt på betjenten, men de andre stimlede sammen om ham, så det var umuligt at se, hvad det var, der var så interessant. En af dem holdt en gennemsigtig pose op foran sig, men før Jazz kunne nå at indstille fokus på posen, sænkede betjenten armen igen, og posen forsvandt bag hans lår. 10


»Der er vist en, der har fundet bevismateriale ...« sagde Jazz lavmælt i en syngende tone for sig selv. Så bed han sig i underlæben. De fleste af de her fyre vil i virkeligheden gerne fanges, havde Kære Gamle Far sagt mere end én gang. Forstår du, hvad jeg mener? De bliver som regel fanget, fordi de gerne vil fanges, ikke, fordi der er nogen, der har regnet dem ud. Ikke, fordi der er en, der har været klogere end dem. Det var ikke ulovligt at ligge der på maven og betragte politiet arbejde på et gerningssted, men hvis han blev taget, kunne han risikere at blive sendt væk, og han ville under alle omstændigheder få en skideballe af G. William. Det ville han helst undgå. Han havde muret sig inde på sit værelse den morgen for at slippe for at høre på sin farmors prædikener (som var blevet hyppigere på det seneste), da der nøgternt var blevet indrapporteret en kode 2-2-13 over politiradioen: Der var fundet et lig. Jazz havde taget sin rygsæk på, der allerede var pakket med de ting, man skulle bruge til en overvågning, og var klatret ned ad nedløbsrøret uden for vinduet. Der var ingen grund til at risikere at løbe ind i farmor på gangen og blive forsinket af hendes evindelige formaninger. Det var ikke første gang, der var blevet fundet et lig i Lobo’s Nod. Sidste gang det var sket, havde det vendt op og ned på Jazz’ liv, og det havde ikke været normalt siden. Selvom det var flere år siden nu, og der ikke blev talt om det mere, blev Jazz jævnligt ramt af følelsen af, at det aldrig ville blive rigtig godt igen. Mens betjentene stimlede sammen om G. William, vendte Jazz igen opmærksomheden mod liget. Så vidt han kunne se, var der ikke tydelige tegn på vold. Ingen skud- eller stiksår. Der var ikke noget særligt at bemærke, men han havde selvfølgelig heller ikke det bedste overblik derfra, hvor han lå. To ting var han dog ret sikker på: Det var en kvinde, og hun var nøgen. Selvfølgelig var hun nøgen. Det er sværere at identificere nøgne lig. Man kan udlede alt muligt af et offers tøj, og når et offer først er identificeret, er man et stort skridt nærmere på også at kunne identificere gerningsmanden. 11


Alt, hvad der kan sinke dem – selv få minutter – er godt, Jasper. Det er rigtig fint, hvis man kan tvinge dem til at gå langsomt frem. Langsomt som skildpadder. Eller som ketchup i en flaske. Jazz rettede kikkerten mod G. William, som tørrede sveden af panden med et ternet lommetørklæde. Jazz vidste, at sheriffens afdøde kone havde broderet hans initialer, GWT, på netop det lommetørklæde for nogle år siden. G. William havde en 10-15 stykker af den slags snotklude med initialer på, og han passede godt på dem. Han var nok den eneste mand i byen – eller i hele verden – som fik sine lommetørklæder renset på renseri. Sheriffen var god nok. Han kunne godt virke lidt som en parodi på en sherif, når man mødte ham første gang, men bag barbecuevommen og det vippende, opvaskevandfarvede overskæg gemte der sig et geni af en ordenshåndhæver. Det havde Jazz personligt erfaret. Tanner styrede hele kommunens politiforretning fra sit kontor i Lobo’s Nod, og han nød stor respekt, ikke kun i kommunen, men i hele staten. Delstatspolitiet sendte ligesom ikke folk med videokameraer langt ud på landet for ingenting. Tanner havde indflydelse. Jazz lod blikket glide hen over området nogle gange og fangede så endelig et glimt af posen med bevismaterialet, da G. William holdt den op mod solen. Jazz’ hjerte sprang et slag over, da han i et kort øjeblik ikke vidste, om han skulle tro sine egne øjne eller ej. Men som sheriffen stod nu, kunne Jazz helt tydeligt se gennem kikkerten, hvad der var i posen. Synet fik hjertet til at hamre så vildt i Jazz’ bryst, at han var bange for, at lyden nåede frem til Tanners ører. At finde et lig på en mark var ikke nødvendigvis noget særligt. Det skete i ny og næ. En bums. En hjemløs. Den slags. Men det her ... det var et varsel om noget andet. Noget stort. Og Jazz fik straks en frygtelig følelse af, at folk ville kaste deres anklagende blikke på ham. Det var jo kun et spørgsmål om tid, ville de sige. Det måtte jo ske før eller siden. Han gennemgik mulige alibier i hovedet. Kvinden var nok 12


blevet dræbt inden for de seneste seks timer at dømme ud fra ligets relativt friske tilstand. Og han havde være hjemme hele natten. Sammen med farmor, der havde været den eneste anden person i huset. Ikke Jordens mest pålidelige vidne. Connie. Connie ville lyve for ham, hvis det blev nødvendigt. Det var en flygtig tanke, og den blev straks jaget væk af lyden af en bil, der kom kørende op ad bakken. Marken var næsten helt flad. Eller rettere: Den var flad, hvor liget lå, men skrånede så nedad cirka 50 meter mod syd og en lille smule stejlere opad ca. 100 meter mod nord. Bilen, der kom kørende op ad vejen, var en gammel, skramlet Ford stationcar fra dengang, man brugte bly i benzinen. LOBO’S NOD LÆGEPRAKSIS stod der med officiel, men lidt prætentiøs skrift på bildøren. Det betød ... Ja, den var god nok. To betjente gik hen til liget med en ligpose mellem sig. Den indledende undersøgelse af gerningsstedet var afsluttet. Jazz så til, mens en af dem omhyggeligt svøbte klude om ligets hoved, hænder og fødder. Man skal altid tjekke hænderne og fødderne, hviskede Kære Gamle Far fra fortiden. Og munden og ørerne. Mordere efterlader sig forbløffende mange spor de steder. Jazz blinkede med øjnene for at få stemmen til at gå væk og kiggede på mændene, der baksede den døde kvinde ind i posen og lynede den. Mens han iagttog dem, så han noget ud af øjenkrogen. Han prøvede at ignorere det. Det var en af den slags ting, han helst ikke ville have set, men det nyttede ikke noget. Når det først var set, kunne det ikke gøres uset. Det var en af betjentene. Han stod lidt ude i siden af området. Ikke så langt fra liget, at han bare kunne være en tilfældig tilskuer, men heller ikke så tæt på, at nogen af de andre lige kunne bede ham om at komme og hjælpe til med noget. Han stod der bare, og enhver anden ville have sagt til sig selv, at han nok var gået lidt væk for ikke at stå i vejen for de andre. 13


Jazz kendte både alle de lokale betjente og de fleste af dem fra de omkringliggende byer. Ham her havde LOBO’S NOD-uniformen på, men han var en fremmed. Og han var klar. Det var den bedste måde, Jazz kunne beskrive ham på: klar. Havde paraderne nede. Nem. Han pillede rastløst ved læderet på sit pistolbælte med to fingre. Lige ved hylsteret med pebersprayen. Det ville være nemt at tage ham. På trods af hans træning. På trods af hans pistol og hans peberspray og hans politistav. Jazz så det ikke blot for sig i fantasien. Han så det udspille sig lige der, foran sine øjne. Gennem kikkerten. Som om det faktisk skete. Jazz kunne læse folk. Det var ikke noget, han havde opøvet; det faldt ham lige så naturligt som at trække vejret. Det var lige så normalt for ham, som det var at læse skilte langs vejen, når man kører bil: Man læser jo ikke rigtig et skilt. Man registrerer det bare, og hjernen tager imod oplysningen – nærmest automatisk. Han lukkede øjnene et stykke tid og prøvede at tænke på Connie. Han så for sig, at de legede sammen ved Gemmestedet. At han spillede basketball med Howie. Han prøvede at tænke på sin mor; på det sidste, han kunne huske om hende fra lige før, hun forsvandt. Han prøvede at tænke på alt muligt – hvad som helst – andet end på, hvor nemt det ville være at gå hen til den betjent ... Få ham til at slappe af. Forføre ham til ikke at ane uråd. Og så ... Gå efter bæltet. Pebersprayen. Politistaven. Pistolen. De ville være så nemt. Det var så nemt. Jazz åbnede øjnene. Liget lå bag i bilen nu. Selv på denne afstand kunne han høre lyden af bildørene, der blev smækket. Han tørrede sveden af panden. G. William stavrede forsigtigt ned ad skråningen mod vejen, hvor hans bil stod. De andre betjente blev på gerningsstedet indtil videre. 14


Posen med bevismateriale. Jazz kunne ikke lade være med at tænke på den. Eller rettere: det, der havde ligget i posen. En finger. En afskåren finger fra et menneske.

15


2 Jazz krøb baglæns væk fra området og gik tilbage til sin jeep, som han havde parkeret på en afsidesliggende grusvej, der skar gennem Harrisons grund. Jazz ville aflægge G. William et besøg. Det var han nødt til. Han måtte se liget. Han måtte konfrontere sig selv med sin fortid og finde ud af, hvad den betød. Hvis den overhovedet betød noget. Eller måske betød den alt. Måske ville den bevise noget over for verden og over for ham selv. Liget generede ham ikke. Men fingeren ... Det var noget nyt. Det kom bag på ham. Det betød ... Mens han skumplede af sted i sin fars gamle jeep med de ikkeeksisterende støddæmpere, prøvede han at skubbe billedet af fingeren, der svævede over ham i hans tanker og pegede på ham, fra sig. Det var ikke, fordi han ikke havde set et dødt menneske før. Eller et gerningssted. Den slags havde altid været en del af Jazz’ liv, takket være Kære Gamle Far. For Kære Gamle Far havde jævnlig taget sin søn med på arbejde. Jazz havde set gerningsstederne fra en synsvinkel, som han ville ønske, at politiet også kunne se dem fra: gerningsmandens. Jazz’ far, William Cornelius »Billy« Dent, var det 20. århundredes mest berygtede seriemorder. Han havde haft base i den søvnige lilleby Lobo’s Nod, hvor han stort set havde holdt sin sti ren efter devisen: »Skid ikke i egen rede«. Men til sidst overmandede hans lyster ham alligevel. Selvom han var en mesterlig morder og havde dræbt i hundredvis af mennesker gennem 21 år, havde han til sidst 16


ikke kunnet nære sig. Efter fundet af to ofre fra Lobo’s Nod opsporede G. William Tanner Billy og lagde ham i håndjern. Det var en trist og vanærende afslutning på Billy Dents karriere: Han blev ikke fanget af en FBI-ekspert med forbundsregeringens samlede politistyrke bag sig, men af en lokal betjent med ølvom, en nasal, bondsk accent, og med kun én helt almindelig patruljevogn til sin rådighed. Så ja ... måske havde Kære Gamle Far ret. Måske ville de her fyre – inklusive Billy Dent selv – i virkeligheden gerne fanges. Hvorfor havde han ellers jaget i sin egen by? Hvorfor havde han ellers skidt i egen rede? Jazz drejede ind på parkeringspladsen foran politistationen, en lav betonbygning, der lå lige midt i byen. Hver gang der havde været kommunalvalg, blev politistationen bevilget ekstramidler af et eller andet byrådsmedlem eller en udvalgsformand, der havde ført valgkamp på at »forskønne vores ordensmagts nedslidte og utidssvarende hovedkvarter«. Og lige så tit kanaliserede G. William i al ubemærkethed pengene videre til bedre udstyr og højere løn til de ansatte. Jazz kunne godt lide G. William. Og det sagde ikke så lidt i betragtning af, at han var blevet opdraget til at foragte politiet generelt og den politimand, der havde sat en stopper for Billy Dents legendariske, mangeårige karriere inden for mord og tortur, i særdeleshed. G. William havde holdt kontakten med Jazz ved lige, siden han arresterede Kære Gamle Far for fire år siden. Det var næsten, som om han havde dårlig samvittighed over, at han havde berøvet Jazz hans far. Men det var tydeligt for enhver, at det var det bedste, der nogensinde var sket for Jazz. Stakkels gamle G. William og hans gammeldags, katolske skyldfølelse. Det skete i ny og næ, at Jazz betroede sig til G. William. Det var som regel ting, han allerede havde talt med Connie og Howie om, men som han også ville have en voksens syn på. Der var især to ting, de begge var bevidste om, men som aldrig var blevet sagt højt: G. William ville ikke have, at Jazz endte som sin far, og Jazz fortalte ikke G. William alt. 17


Det eneste ved G. William, Jazz ikke var så vild med, var, at han insisterede på, at han skulle kalde ham G. William. Det var fjollet, fordi man altid kom til at lyde overrasket, når man sagde det. »Gee, William!« Jazz gik indenfor og nikkede til Lana, sekretær og indsatskoordinator på stationen. Hun var ret ung, og Jazz prøvede at lade være med at tænke på, hvad hans far ville have gjort ved hende, hvis han havde fået chancen. »Er G. William på kontoret?« spurgte han, som om han ikke vidste det i forvejen. »Han stormede derind for et øjeblik siden,« sagde Lana. »Og to sekunder senere stormede han ud igen.« Hun pegede på toiletdøren. G. Williams blære kunne ikke klare at være væk fra kontoret i ret lang tid ad gangen. »Er det okay, hvis jeg sætter mig ind og venter på ham?« spurgte han så roligt, han kunne, for ikke at afsløre, hvor gerne han i virkeligheden ville ind på det kontor. »Bare gå indenfor,« sagde hun og gjorde en inviterende håndbevægelse i retning af kontoret. »Tak,« sagde han, og fordi han ganske enkelt bare ikke kunne lade være, sendte han hende sit 1000-megawatt-smil. »Charmebomben«, havde Billy kaldt det. Endnu en ting, der var gået i arv fra far til søn. Lana smilede tilbage. Det var ikke svært at få den pige til at smile. Kontordøren stod åben. Der lå et stykke papir på skrivebordet midt i den syge, gule lyskegle fra den ældgamle, lampeformede rustbunke, der stod på bordet. Jazz kastede et hurtigt blik over skulderen og vendte så papiret mod sig, så han kunne læse, hvad der stod på det. INDLEDENDE NOTER stod der allerøverst. »... til laboratoriet for mulig identifikation ...« »... bortskårne fingre ...« Han blev advaret af den ringlende lyd af håndjern, akkompagneret af G. Williams tunge skridt. 18


Jazz vendte papiret igen og nåede lige at gå et skridt væk fra skrivebordet, inden sheriffen trådte ind ad døren. »Hej, Jazz.« G. William stillede sig bag bordet og lagde en hånd over sine noter. Han var ikke dum. »Hvad kan jeg gøre for dig? Jeg har lidt travlt lige nu.« Bortskårne fingre, tænkte Jazz. Fingre. Flertal, ikke ental. Han havde kun set én finger i posen på gerningsstedet. Man skal bruge en kniv. Og den behøver ikke engang være god. Den skal bare være skarp. Begynd mellem metacarpale og trapezoideum ... »Ja,« sagde Jazz og vippede på fodballerne. »Liget på Harrisons grund.« G. William rynkede brynene. »Radioskannere burde forbydes.« »Du ved, hvordan det er,« sagde Jazz spøgefuldt. »Hvis radioskannere bliver forbudt, ender det med, at det kun er forbryderne, der har dem.« G. William rømmede sig og satte sig under højlydt klagen fra den gamle stol. »Jeg har faktisk ret travlt. Kan vi tage den her hyggesnak en anden dag?« »Jeg er ikke kommet for at hyggesnakke. Jeg er kommet for at snakke om liget. Eller rettere: om morderen.« Det udløste dog et hævet øjenbryn og en snøftelyd. G. William havde en kæmpestor, rød næse. Den lignede en drankers kartoffeltud, selvom han kun meget sjældent rørte alkohol. Den så sådan ud, dels fordi det var programmeret ind i hans gener, dels fordi den havde skullet stå model til slag med alt fra knytnæver til pistolskæfter og træplanker gennem hans 35 år som politimand. »Ved du, hvem morderen er? Det lyder godt. Så kan jeg jo bare gå hjem og se fodbold, som enhver anden normal borger i det her land.« »Nej, men ...« Jazz ville helst have undgået at afsløre, at han havde udspioneret gerningsstedet og læst G. Williams noter, men der var ingen vej udenom. »Hør, det er jo ikke bare et almindeligt lig. Der er blevet skåret flere fingre af det, og ...« 19


»Åh, Jazz.« G. William trak papiret til sig, som om han kunne slette Jazz’ erindring om de ord, han havde læst på det, bare ved at trække det væk fra ham. »Hvad har du gang i? Du bliver nødt til at holde op med at være så manisk optaget af de her ting.« »Det er nemt nok for dig at sige. Det er ikke dig, alle folk tror, bliver til Billy Dent den Anden, når han bliver stor.« »Der er ingen, der tror ...« »Det er der mange, der tror. Du ser ikke de blikke, folk sender mig.« »Det er noget, du bilder dig ind, Jazz.« De så på hinanden i et stykke tid. Der var en smerte i G. Williams øjne. Den virkede lige så intens som Jazz’ egen smerte, selvom den var af en anden slags. »Der er fundet en død, hvid kvinde,« sagde Jazz studst. »Fra findestedet er der mindst tre kilometer i alle retninger til nogen form for bebyggelse. Kvinden er nøgen. Ingen synlige tegn på vold. Manglende fingre ...« »Nåede du virkelig at læse alt det?« G. William viftede med papiret. »Så meget tid havde du da ikke, før jeg kom.« Afsløret. Han havde sagt for meget. Jazz var kommet til at afsløre sine kort, selvom han udmærket godt vidste, at G. William ikke var født i går. Nå, men han var nok blevet nødt til at indrømme det før eller siden alligevel. Jazz trak på skuldrene. »Jeg så det.« G. William hamrede næven ned i bordet og bandede højt. Der var noget ved sheriffens overskæg og hans store, brune øjne, der gjorde, at det virkede forkert, når han bandede. Jazz havde det, som om han lige havde set en nonne danse striptease. G. Williams buskede overskæg sitrede. »Du ved, hvordan jeg er vokset op,« sagde Jazz med lav og grødet stemme, mens de stod og stirrede på hinanden hen over skrivebordet. »Rummet. Trofæerne. Det var min opgave at holde orden i dem. Jeg ved, hvordan de mennesker tænker.« 20


De mennesker. Seriemorderne. Han behøvede ikke sige det højt. G. William krympede sig. Han var fuldt ud bekendt med detaljerne omkring Jazz’ opvækst. Ud over Billy og Jazz selv (og Jazz’ forsvundne mor) var han den, der vidste mest om, hvordan det havde været at vokse op hos Billy Dent. Han vidste mere end farmor. Mere end Connie, Jazz’ kæreste. Mere end Melissa Hoover, den sagsbehandler fra kommunen, som havde gjort livet besværligt for Jazz, lige siden Billy blev arresteret. Endda mere end Howie, Jazz’ eneste rigtige ven. Det var trods alt G. William, der havde fundet Jazz den nat for fire år siden, da der endelig var blevet sat en stopper for Billy Dents rædselsregime. Jazz havde befundet sig i »rummet« (et gammelt spisekammer, som var blevet bygget om og kun kunne nås fra kælderen gennem en skjult lem) i færd med at gøre det, hans far havde sagt, han skulle gøre: pakke trofæerne sammen, så de kunne blive smuglet ud af huset, inden politiet gennemsøgte det. Det var ikke nogen vanskelig opgave. Billy tog ikke store eller komplicerede trofæer. En iPod fra én, en læbestift fra en anden. Han havde holdt god orden i dem, og de var nemme at transportere. Men G. William havde fundet frem til rummet, før Jazz var blevet færdig. Og Jazz vidste heller ikke, om han overhovedet ville have lystret sin far, når det kom til stykket. Hele sin barndom havde han adlydt sin fars ordrer, men da Billys opførsel var blevet mere og mere uberegnelig – kulminerende med de to mord i Lobo’s Nod – var Jazz allerede stille og roligt begyndt at ryste de lænker, hans far havde haft ham i, af sig. Der havde han stået med alle trofæerne pakket ned i en stor rygsæk bortset fra et, som han var blevet ved med at stå og stirre på: Heidi Dunlops kørekort. Heidi havde været en køn lyshåret pige fra Baltimore. Og i det øjeblik var det, som om Jazz endelig vågnede rigtig op for første gang i sit liv. Som om alt, hvad han havde oplevet indtil da, ikke havde været virkeligt, og at han nu skulle træffe sit livs første og eneste sande valg. Mens han stod og forsøgte at beslutte sig for, om han skulle skjule trofæerne ... 21


eller flygte og skjule sig selv ... eller overgive sig ... tog skæbnen beslutningen ud af hans hænder. Skæbnen, der kom i skikkelse af G. William, der forpustet klatrede op fra kælderen, mens han holdt noget, der lignede universets største pistol, rettet mod Jazz’ 13-årige klunker. »Lad mig hjælpe dig,« insisterede Jazz endelig. »Bare lad mig kigge sagsmappen igennem og få et par minutter sammen med liget.« »Jeg har lidt erfaring med det her efterhånden. Jeg har ikke brug for din hjælp. Og det er for tidligt at råbe ‘seriemorder’. Du drager forhastede konklusioner, knægt. Der skal mindst være tre ofre, før det kan kaldes en seriemorders værk. Og mordene skal være spredt ud over et vist tidsrum. Vi har kun et.« »Der kunne godt være flere,« blev Jazz ved. »Eller der kunne komme flere. De her fyre optrapper gradvist. Det ved du da. Hvert mord er værre end det foregående. Og de eksperimenterer. Skærer for eksempel fingre af ... Man skal se tingene fra morderens perspektiv.« Sheriffen stivnede. »Det var det, jeg gjorde, da jeg fangede din far. Jeg brød mig ikke om det dengang. Og jeg bryder mig ikke om det nu.« Billy Dent-sagen havde taget hårdt på G. William, som stadig havde været i sorg over sin afdøde kone, da det første lig dukkede op i Lobo’s Nod. Han havde kastet sig over opklaringsarbejdet med en rasende energi, men selvom det var lykkedes ham at opspore og fange Billy, havde sheriffens egen mentale sundhed været tæt på at blive forbryderens sidste offer. Jazz så for sig det udtryk, G. William havde haft i ansigtet den dag, da han klatrede op gennem lemmen med den store revolver rettet mod ham. Jazz havde allerede set meget i sit liv – ligene, trofæerne, det, hans far havde gjort ved stakkels Rusty – men få af dem hjemsøgte hans mareridt lige så tit som udtrykket i sheriffens ansigt den dag. Han havde aldrig set nogen se så fortvivlet og knust ud, som han gjorde, da han stod der med skælvende læber og uden at ryste 22


det mindste på hånden, der holdt pistolen. »Smid det! Smid det hele! Eller jeg skyder! Jeg sværger ved Gud!« havde han råbt med en gal mands skingre falsetstemme. G. William Tanner havde set for meget. Hvis Billy Dents karriere ikke var blevet standset den nat, ville G. William helt sikkert være død for egen hånd dagen efter. Det var fire år siden, og G. William gik stadig til psykolog. Nu sad han og nulrede sit overskæg mellem venstre hånds tommelfinger og pegefinger. Jazz forestillede sig pegefingeren i afskåret tilstand. Det var ikke, fordi han ville G. William noget ondt. Det var ikke, fordi han ville nogen noget ondt. Det var bare, fordi han ikke kunne lade være med at tænke på det. Nogle gange virkede det, som om hans hjerne var en splatter-film, der kørte i dobbelt tempo. Og uanset hvor mange gange han hamrede på sluk-knappen, blev den bare ved og ved med at angribe ham med rædselsvækkende syn. At forestille sig at skære den finger af var en rent videnskabelig øvelse for Jazz. Ligesom en matematikopgave i skolen. Det ville ikke kræve megen styrke. Det var et nemt trofæ. Hvad sagde det om morderen? At han var svag og bange? Eller at han var selvsikker og vidste, at det ville være bedst ikke at være for længe om at tage sit trofæ? Hvis G. William vidste, hvad det var for en slags tanker, der uden at være inviterede fløj gennem Jazz’ hoved, ville han ... »Lad mig få lov til at hjælpe,« tiggede Jazz. »For min skyld.« »Gå hjem, Jazz. En død kvinde på en mark. Det er tragisk, men det er så også det.« »Men fingrene! Helt ærlig! Det tyder jo ikke på, at det bare var en kvinde, der vaklede nøgen ud i natten og faldt og slog hovedet. Det er heller ikke en eller anden bondeknold, der har givet sin kæreste et lag tæsk og slæbt hende derud.« »Den her by har allerede haft én seriemorder. Det ville være et mærkeligt tilfælde, hvis der pludselig dukkede en mere op, ville du ikke mene det?« 23


Jazz gav ikke op. »Man siger, at der på ethvert givet tidspunkt er et sted mellem 30 og 40 aktive seriemordere i USA.« »Nå, for søren,« sagde G. William og sukkede, »men jeg har vist temmelig meget arbejde, jeg skal have lavet, og det bliver ikke bedre af, at jeg sidder her og snakker med dig. Vi skal nok finde ud af det med det lig. Sammen med alt det andet, vi laver på den her station.« Han viste Jazz ud ad døren med en håndbevægelse. »Du indrapporterer det i det mindste, ikke?« »Selvfølgelig gør jeg det. Retsmedicineren kommer i morgen tidlig og foretager en grundig obduktion, og dr. Gavin undersøger hende også i dag. En kvinde er fundet død, Jazz. Det tager jeg meget alvorligt.« »Ikke så alvorligt, at du sørgede for, at alt på gerningsstedet blev vendt og drejet med pincet. Eller at du fik klippet græsset ned, så det var nemmere at finde spor. Eller ...« G. William himlede med øjnene. »Så så, rolig nu. Hvad tror du, det her er? Hvor synes du lige, vi skulle finde ressourcer til den slags? Jeg måtte have fat i delstatspolitiet og indkalde betjente fra hele tre byer for at kunne undersøge det gerningssted grundigt nok.« »I burde have taget insekt- og jordbundsprøver, og jeg så ikke nogen lave afstøbninger af fodaftryk, eller ...« »Der var ingen fodaftryk,« sagde G. William irriteret. »Og hvad angår de andre ting ... Når vi skal bruge ekspertundersøgelser i odontologi, botanik, antropologi og entomologi, er vi nødt til at bestille dem hos de delstatslige retsmedicinere. Det her er en lille by med en lille jurisdiktion. Hold op med at sammenligne os med de store drenge. Vi skal nok få fod på sagen.« »Ikke, hvis I ikke engang ved, hvad det er for en slags sag.« »En seriemorder,« sagde G. William med et drivende sarkastisk tonefald. »Hvordan fandt I liget?« spurgte Jazz i et desperat forsøg på at finde noget, der kunne støtte hans påstand. »I faldt vel ikke bare pludselig over det. Var det et anonymt tip? Hvis det var telefonisk, 24


så er det helt sikkert en seriemorder, som vil sikre sig, at hans værk bliver bemærket. Det ved du godt, ikke?« Han var gået for langt. G. William kunne klare meget, men han fandt sig ikke i at blive talt ned til. »Ja, Jazz, det ved jeg godt. Jeg ved også, at seriemordere godt kan lide at blive hængende og se politiet arbejde.« Ordene ramte Jazz direkte i brystet. G. William kunne lige så godt have trukket sin tjenestepistol og fyldt hans krop med bly. Der var kun to ting i hele verden, Jazz var bange for. Den ene var, at folk skulle tro, at det nærmest var skæbnebestemt, såvel som arveligt og miljøbestemt, at han skulle blive seriemorder ligesom sin far. Den anden var ... at de skulle få ret. Og hvem kunne bebrejde dem, at de troede det, nu hvor det her lig var dukket op? Sandsynligheden for, at Lobo’s Nod inden for kort tid skulle være hjemsted for hele to seriemordere, var mikroskopisk lille. Den var så lille, at ingen ville så meget som overveje den. Billy Dent befandt sig bag lås og slå. 32 gange livstid. Det var en stående vits i byen, at han ikke engang ville kunne prøveløslades før fem år efter sin død. Han sad fuldstændig isoleret 23 timer i døgnet i en fire kvadratmeter stor celle med betonvægge, og det havde han gjort, lige siden han satte sin fod i fængslet første gang. I al den tid havde han ikke haft besøg af andre end sin advokat. Når djævlen selv ikke kan have udført forbrydelsen, hvem kaster man så blikket på? Hans søn, selvfølgelig. Hvis Jazz ikke selv vidste, at han ikke havde noget med mordet at gøre, ville han også have rettet fingeren (ha, ha) mod sig selv. Det gav fin mening, at den lokale seriemorders søn også ville gå i gang med at dræbe. Men at det gav mening, gjorde det ikke lettere at bære. »D-det der,« stammede han, »var over stregen. Jeg lærte meget af Billy, og det kan jeg bruge til at ...« »Til at luske omkring ved et gerningssted og udspionere mig og mine mænd. Og du marcherer bare ind på mit kontor og krænker privatlivets fred ved at stikke næsen i mine personlige noter,« 25


sagde G. William og talte de enkelte anklagepunkter på fingrene. Jazz kunne igen ikke lade være med at tænke på fingeren, der lå i sin sterile plasticpose, som en madrest, der var blevet gemt til senere. »Jeg kunne sikkert godt låse dig inde og finde noget at sigte dig for, hvis du lige gav mig et par minutter at tænke mig om i. Det ville være højst upassende at lade dig hjælpe til, selv hvis du ikke var Billy Dents dreng.« Han kunne ikke holde tal på anklagepunkterne mere – alle fingrene på hans højre hånd var strakt ud. »Alle de her grunde, Jazz, og en hel del flere, er der til, at du ikke kan få lov til at hjælpe.« »Helt ærlig! Du indkalder da eksperter hele t ...« »Siden hvornår er du blevet ekspert?« Jazz lænede sig ind over bordet, og der var så kort afstand mellem deres ansigter, at de næsten rørte ved hinanden. G. Williams overskæg og kinder sitrede. »Jeg ved en hel del.« »Du ved både for meget og for lidt,« sagde sheriffen så lavmælt, at Jazz blev overrumplet et kort øjeblik. »Hvad mener du?« »Jeg mener,« sheriffen tog en dyb indånding, »at du har lært meget af ham. Men du skal nok også passe på, at du ikke selv kommer til at opføre dig lidt for meget som farmand, ikke?« Jazz stirrede på ham, drejede så om på hælen, trampede ud af kontoret og smækkede døren bag sig. »Lad mig gøre det her på min måde!« råbte G. William bag den lukkede dør. »Det er min opgave. Din opgave er at prøve at opføre dig normalt!« »Øh, Jasper,« sagde Lana nervøst, da han stormede forbi hendes skrivebord. »Øh, farvel?« Det gik ikke op for ham, at han havde ignoreret hende fuldstændig, før han stod ved siden af jeepen, kogende af raseri. Han sparkede til kofangeren. Den klagede sig med en metallisk, skærende lyd og truede med at falde af. Jeg skal vise dig, hvad jeg har lært af min far, tænkte han. 26

Barry Lyga - I Hunt Killers (læseprøve)  
Barry Lyga - I Hunt Killers (læseprøve)  

Hvad nu, hvis verdens mest berygtede seriemorder var ... din far? Spændingsserie om Jazz, 17 år og outcast i lokalsamfundet på grund af sin...