Page 1

Annette Lindegaard

Lobotomisten Roman

Rosinante


L OB OTOM I S T E N

1


Af samme forfatter: Manden fra Mars (Roman, 1994) Vestalinderoman (Roman, 1998) Ild, is og müneskin (Børnebog, 2001) Simos passion (Roman, 2007)

2


Annette Lindegaard

LOBOTOMISTEN

roman

ROSINANTE


Lobotomisten © Annette Lindegaard og Rosinante/rosinante&co, København 2013 1. udgave, 1. oplag, 2013 Omslag: Ida Balslev-Olesen Sat med Sabon og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2902-1 Printed in Latvia 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond og Litteraturrådet for støtte til bogen

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Portofino, Italien, oktober 1961

5


1 Verden var fugtig som en hjerne. Dr. Gottlieb vågnede badet i sved og skubbede lagen og tæppe af sig. Han kunne ikke have sovet mere end en halv times tid i denne omgang. Der var stille i huset under ham. Det måtte være det, der havde vækket ham. Det og drømmen: han havde stået på dækket af en gammel atlanterhavsdamper og betragtet det frådende hav. Karen stod ved siden af ham. Daugaard var der også, han kom og gik. Men Beatriz var der ikke. Det var indlysende, at skibet ikke ville kunne holde til stormen. Det knirkede og knagede i det rustne skrog, men det var der tilsyneladende ingen, der tog sig af. Karen lo henrykt, hver gang en bølge slog så højt op ad skibssiden, at de kunne mærke sprøjtet. Daugaard begyndte at råbe, men blev overdøvet af havet. Han pegede på noget bag dem. Dr. Gottlieb vendte sig om. En mægtig styrtsø, langt højere end skibet selv, var ved at slå ind over dem. I næste øjeblik befandt han sig nede i vandet. Han blev rullet rundt af varme, kvælende bølger og kæmpede med arme og ben for at nå overfladen. Men han var ikke sikker på, i hvilken retning den befandt sig. Lyset kom hele tiden fra et nyt sted. Han kunne ikke få vejret. Han var ved at drukne. Han druknede. Og så var han alligevel ikke druknet. Han lå i vandskorpen og blev kastet omkring i brændingen omgivet af vragstumper, spraglede tøjstykker og andre skibbrudne, der fægtede med oprakte hænder. 7


Det dunkede i hans hoved. Han tog hånden op til panden. Bulen efter Beatriz’ stenkast nede på stranden var blevet større. Han burde drikke noget. Han var tør i munden og langt ned i halsen, men der var ikke mere vand tilbage i glasset ved siden af sengen. Han stod op og gik ud på badeværelset, langsomt, det svimlede for ham, og der var mørkt. Han måtte støtte sig til væggen og føle sig frem til dørhåndtaget. Han tændte det skarpe lys lige inden for døren og tog et skridt tilbage, da han så sig selv i det guldindrammede spejl. Håret strittede og havde et underligt rødligt skær. Måske var det blevet tonet af dagene i solen. Han var bleg, både hans ansigt og hans nøgne, benede overkrop, og han havde et feberglinsende blik i øjnene. Han lignede en galning, Columbus som olding. Han smed koldt vand i hovedet og slog sig på kinderne for at stimulere blodomløbet, men det gjorde kun helhedsindtrykket værre. Den lette rødmen, der sprang frem, fik det hvide udenom til at se ud, som om han havde pudret sig med talk. Han fyldte sit glas, drak det hele og fyldte det igen. Hans hovedpine var taget til. Det var ikke til at sige, om den skyldtes bulen, feberen eller den flaske Montalcino, han havde taget med op på værelset. Og havde tømt. Han tog to aspiriner mere, selvom de fire andre, han havde taget i løbet i aftenen, ikke havde virket. Karens mogadoner havde heller ikke været i stand til at få ham til at sove igennem. Han gik ud af badeværelset, slukkede lyset og stivnede. Ved døren ud til trappen stod Beatriz og drejede den store messingnøgle om i låsen. Hvad lavede hun her? De havde fundet et værelse med gitter for vinduet nede i nederste etage, og Daugaard havde lukket sig inde med hende for natten. De 8


havde lagt en madras derind og dyner. Daugaard måtte selv være faldet i søvn, og hun var stukket af. Hun tog fingeren op til munden: »Ssscchhyy,« sagde hun, »de står lige uden for tårnet.« Gulvet gyngede under ham. Han slingrede hen til sengen og satte sig med hovedet i hænderne og albuerne hvilende på knæene. »Beatriz,« hviskede han, for sig selv. Hendes hår hang ned til den ene side, og hårspændet med den røde fløjlsrose sad skævt. Hun havde en sort kniplingskjole på med en lang revne i siden. Hendes ben var bare og fyldt med skrammer og blå mærker efter hendes styrt fra balkonen. Og alligevel, når han rykkede blikket en anelse længere ned, til de spinkle ankler, fik han stadig lyst til at gribe om dem. Da hun ikke kunne dreje nøglen flere gange rundt, blev hun stående med øret mod døren. Hun trak vejret i små hiv. Det var det eneste, man kunne høre. Det blæste ikke længere, og det var holdt op med at regne. Der var ingen lyde overhovedet, bortset fra hendes vejrtrækning og havets diskrete skvulpen nede i strandkanten. Men hun opfangede åbenbart noget. Hun holdt op med at trække vejret og satte hånden for munden. Hun begyndte at bevæge sig baglæns væk fra døren og hen mod ham. »Hvad er det?« hviskede han, da hun satte sig ved siden af ham på sengen. »De indfødte.« »Der er ikke nogen indfødte.« »De har omringet tårnet.« Hun rystede. »Vi er i Italien.« 9


Hun begyndte at hyperventilere. Hvad var det, hun så for sig? En horde langhårede indfødte komme listende op ad stentrappen med løftede macheter? Og kom der alligevel ikke nogle lyde derudefra? En hvislen, en summen, ubestemmelig. Det var feberen, der fik ham til at glide ind i hendes fantasier, det var han klar over, og pillerne, men han havde ikke kræfter til at kæmpe imod. Og samtidig kom de grumsede bølger fra drømmen tilbage inde i ham og fik rummet til at rokke endnu mere. Han greb ud efter hendes hånd, og hun knugede den hårdt. »Cristobal, jeg er bange.« Hun klamrede sig om hans arm. Om et øjeblik ville barbarerne bryde ind bevæbnede med spyd og økser og macheter. Han måtte have hende ud herfra. Han rejste sig op, men det rokkede så kraftigt, at han ikke kunne stå fast. Han faldt om på sengen igen. Det hamrede på døren. Det gav et ryk i dem begge. De var her, de stod lige udenfor klar til at bryde den gamle trædør ned. Det var kun et spørgsmål om minutter, før de kunne være inde i værelset. Han samlede alle kræfter og kom på benene. Han greb Beatriz i armen og hev hende med hen til vinduet ud til haven. Det var den eneste udvej. De måtte klatre ned ad træet udenfor. Han slog skodderne til side, greb fat om hendes liv og forsøgte at skubbe hende op i vindueskarmen. Han ville løfte hende over i en tyk gren, der gik næsten hele vejen ind til muren. »Jeg tør ikke,« klynkede hun og skubbede sig fri af ham. Så måtte han selv springe først og bagefter lempe hende over til sig. Han kravlede op, greb fat i en mindre gren og svingede 10


sig over i den store. Men lige som han fik fodfæste, svirpede en kvist op i øjet på ham. Han mistede balancen og gled ned gennem grenene, hele vejen ned ad træet og ned på jorden. Han landede hårdt på den ene side, og en intens smerte fór gennem hans arm. »Beatriz,« hørte han sig selv hviske. I det samme blev døren brudt op oppe i værelset. Han rullede i skjul under krattet. Nogen kaldte ovenfra: »Søren!« »Dr. Gottlieb!« Han kiggede op mellem bladene. I vinduet over ham stod Karen og Daugaard. Det sortnede for ham. Han vågnede på den store sofa i stuen med et tæppe over sig. Han var alene i rummet. Feberen og hovedpinen var lettet. Til gengæld smertede det i armen, når han bevægede sig, og hans ene øje løb i vand. Alessandro stod ude i entréen, kunne han høre. Han talte med Karen. De nærmede sig. Han skyndte sig at sætte sig op i sofaen, så det ville se ud, som om han sad og nød udsigten over havet. »Hello, Alessandro. Thank you for coming back for us,« sagde han smilende, da Alessandro trådte ind ad døren. »Nice to see you’re feeling better,« svarede den unge italiener. Dr. Gottlieb så på Karen og spurgte på dansk: »Hvad har du fortalt ham?« Men det var Alessandro, der svarede: »Please don’t get up, Doctor. I gave you a sedative injection.« Alessandro vidste altså alt om situationen, havde måske 11


ovenikøbet været til stede i huset, da han faldt ned fra træet. Han lænede sig tilbage i sofaen. Nu kunne han godt mærke sprøjten. Hvad havde han givet ham? Morfin? Han mærkede en fornemmelse af velvære blandet med søvnigheden. »Jeg er bange for, armen er brækket,« sagde Alessandro. »Jeg har lagt en forbinding, til vi får kigget på den.« Han så ned ad sin arm, der var bundet ind i gaze og bundet op i en slynge. Alessandro måtte have haft en hel medicintaske med. »Med hensyn til fru Meisenberg,« fortsatte Alessandro, »mener jeg, vi hurtigst muligt bør indlægge hende i Varese og få hende stabiliseret. Det er ikke forsvarligt at lade hende tage ud på en lang togrejse.« Dr. Gottlieb nikkede. »Jeg har pakket vores ting,« sagde Karen. »Også dine.« »Hvad med Beatriz ... og Daugaard?« spurgte han med en svag stemme, han ikke kunne genkende. »Beatriz har fået noget beroligende,« svarede Karen. »Tager vi alle sammen med i bilen?« »Selvfølgelig. Hvad havde du tænkt dig?« Hun vendte sig om mod Alessandro, rettede sig op og skubbede barmen lidt frem. »Jeg går op og gør mig klar.« Hun stod med ryggen til, men dr. Gottlieb vidste, hun sendte sin elsker et langt blik med sine svale, lyseblå øjne. Alessandro smilede afmålt til hende, og hun forsvandt ovenpå. »I’m so tired.« »Jeg har også fyldt doktoren godt op,« svarede Alessandro. »Jeg er ked af det ... Jeg håber ikke ... vi er jo kolleger, vores samarbejde ...« »Det får ingen betydning.« 12


Men det gjorde det naturligvis. Hvordan skulle de kunne opfatte ham som en troværdig samarbejdspartner efter dette? De måtte tænke, han var psykisk ustabil. Det ville han selv have tænkt. De kunne ikke vide, det var første gang i hans liv, han havde hallucineret. Eller i hvert fald første gang i hans voksne liv. Der havde været enkelte tilfælde i barndommen og ungdommen, hvor han havde set ting, der ikke var der. Men det var meget længe siden og næsten forventeligt, hans mors sygdom taget i betragtning. Han ville rejse sig op, se Alessandro direkte i øjnene, mand til mand, men han var ikke sikker på, benene ville bære. »It never happened before, I ...« »L’amore,« svarede Alessandro og smilede med løftede øjenbryn. »Amore ...« gentog dr. Gottlieb med sin nye pibende stemme. Var det det, hele denne forrykte historie handlede om? Kærlighed? Nej, i hvert fald ikke, når han tænkte det på dansk. På italiensk måske nok, amore, det lød mere af blod og tårer. Eller som en diagnose. »Jeg vil sætte pris på, det ikke kommer videre.« Alessandro trak pegefinger og tommelfinger hen over læberne, som om han lukkede en lynlås. »Men Fiamberti ved det vel ...« »Jeg blev jo nødt til at låne hans bil.« »Selvfølgelig.« »Og det bliver ham, der personligt tager sig af hende, når vi kommer til Varese.« Dr. Gottlieb nikkede. »Man må nok belave sig på, der kan gå lidt tid, før hun er klar til at rejse,« fortsatte Alessandro. 13


»Selvfølgelig.« »Jeg ved ikke, om doktoren har tid til at vente ... eller om det er nødvendigt.« Han kunne ikke vente. Det kunne tage en uge eller mere at få hende klar til hjemturen. Han havde møder i København, og der var også Karen at tage hensyn til. Og muligvis ligefrem en retssag, han skulle tage sig af. »Hvilken behandling vil der mon blive tale om?« »Rent medicinsk, naturligvis,« svarede Alessandro. »Jeg kan ikke forestille mig andet.« Han smilede. »Hun er en syg kvinde ...« sagde dr. Gottlieb, »hun har hele tiden været syg ... jeg ved ikke.« »En psykiaters største fjende er en uimodståelig patient.« Dr. Gottlieb nikkede. Han havde før haft tiltrækkende patienter, og flere af dem havde forelsket sig i deres psykiater, helt efter bogen. Men han havde modstået ethvert forførelsesforsøg. I øvrigt havde han slet ikke været tiltrukket af hende i begyndelsen. Hun var ikke hans type. »It’s the first time ...« Alessandro gik hen mod køkkenafdelingen. »Doktoren skal sørge for at drikke vand.« Han tog et glas ud af skabet og åbnede køleskabet. Da han ikke fandt noget vand der, bukkede han sig ned og tog en flaske mineralvand op fra en kasse på gulvet. Han bragte glas og flaske tilbage til dr. Gottlieb, satte glasset på sofabordet og hældte op. »Det er bedst, vi kommer af sted så hurtigt som muligt.« Alessandro kørte langsomt og holdt sig i inderbanen. På bagsædet sad Daugaard og Karen på hver sin side af den stærkt medicinerede Beatriz. Alessandro mente ikke, dr. Gottlieb 14


ville være i stand til at holde hende med sin brækkede arm, hvis hun skulle blive urolig. Han var da også kun taknemmelig for at kunne sidde på forsædet i fred og kigge på vejen gennem regnen og vinduesviskerens hidsige dans frem og tilbage. På vej ind i Genova kom de forbi et stort reklameskilt placeret på en byggetomt: Benvenuti a Genova, luogo di nascità di Cristoforo Colombo. Der var en farvelagt tegning af en rødhåret Columbus med sort kalot på hovedet og en sekstant i den ene ånd. Bag ham i en bugt lå tre sejlskibe med det hvid-røde genovesiske flag vajende i vinden mod en blå himmel. Skiltet måtte have hængt der længe. Dets solskin virkede lurvet. Colombo, Columbus, Colon, Cristoforo, Cristobal, Kristoffer. Den gamle søfarer havde mange navne, tænkte dr. Gottlieb, men ingen af dem ville blive brugt om ham igen.

15


16


København, september 1961

17


18


2 Dr. Gottlieb havde ikke følt sig det mindste udsat den solskinsmorgen 9. september 1961, han spadserede gennem Rigshospitalets kastanjealleer til Afdeling O. Luften havde været lun for årstiden, selvom det havde regnet om natten. Bladene var så småt begyndt at falde, og der steg en let lugt af råd op fra jorden. Inde på sit kontor havde han trukket persiennerne op, så lyset faldt uhindret ned på teaktræsskrivebordet og den blå briks, Karen havde indkøbt til ham i Lysberg, Hansen og Therp. Hun mente, den ville give konsultationsværelset et mere tidssvarende præg. Der lå en stabel papirer på bordet, han skulle gennemgå, og i indbakken lå adskillige breve, han ikke havde lyst til at se på endnu. I stedet tændte han en cigaret og blæste røgen ud i solstriben foran sig. Da var det, hun kom ind. Gennem røgskyen kunne han først kun skimte hende i døråbningen og var ikke sikker på, om det var sekretæren. Det fik ham til at blive siddende afventende i stedet for at rejse sig og anvise den nye patient stolen på den anden side af bordet. Og den nye patient satte sig ikke i stolen, men trippede på høje hæle hen til divanen, lod sig sænke ned på den, skubbede det sorte hår til side og kiggede på ham med mørkebrune øjne. »De giver vel ikke en cigaret?« Normalt tilbød han aldrig sine patienter en cigaret, eller 19


noget andet for den sags skyld. Han plejede slet ikke at ryge i deres tilstedeværelse. Men han var blevet overrumplet af kvinden, fordi han troede, han først havde en patient kl. 12, og han syntes ikke, han kunne nægte hende en cigaret, når han selv sad og røg. Han rejste sig, greb pakken og gik hen og rakte den frem mod hende. Hun tog én og satte den mellem sine rødmalede læber, og han tændte den for hende vel vidende, at hun, som så mange patienter før hende, var i gang med at forsøge at skabe en upassende atmosfære i forhold til sin psykiater. Han noterede sig, at hun havde et skønhedsmærke ved det ene kindben, muligvis tegnet på, og at han rystede en anelse på hånden, da han holdt lighteren frem. »De ligner Cristobal,« sagde hun efter at have taget en dyb inhalering og pustet røgen ud i hans retning. »De er høj ligesom ham. Og der er et rødligt skær i Deres hår.« Det var der aldrig nogen, der havde sagt til ham før. Det måtte være lyset. Han var lige så mørkhåret som hun, næsten. »Men Deres øjne ... de er grønne, ikke?« »Gråblå, står der vist i mit pas.« »Cristobals var brune.« »Hvem er Cristobal?« »Én, jeg kender.« Hun granskede ham som for at finde flere lighedspunkter. »Det er slående, som I ligner hinanden.« Så satte hun sig pludselig ret op i divanen: »Undskyld, jeg har slet ikke præsenteret mig selv. Mit navn er Beatriz de Bobadilla.« Dr. Gottlieb nikkede: »Og jeg er dr. Gottlieb.« Han skævede ned mod sin kalender. Han var temmelig sikker på, han ikke havde en aftale med nogen af det navn, selvom han 20


godt kunne huske, der var en patient på listen med et lettere fremmedartet navn. Han tog sine briller på og så nærmere på datoen: Kl. 10 Paula Meisenberg. Så kiggede han i bakken med dagens patienter. Hun lå øverst: Paula van den Meisenberg. Kvinde 41 år. Indbragt til skadestue 8/9 kl. 17.35 fra Ålholm Plads 2 efter selvmordsforsøg (skåret sig i håndled). Lettere manisk opførsel, tilsyneladende dissociative forstyrrelser. Librium givet. Ingen psykiatrisk historie. Indlægges til observation og sårbehandling. Han kastede et blik på forbindingen om begge hendes håndled. »Der står her, De hedder Paula Meisenberg.« »Det er en fejl. Jeg hedder Be-a-triz de Bo-ba-dil-la!« »Det lyder spansk.« »Det er det nemlig.« Hun smilede anerkendende til ham. Der kunne godt være noget spansk over hende. Det mørke, bølgende hår, der var en anelse for langt til hendes alder, og den sorte bluse med en lidt for dyb V-udskæring. En tand for udfordrende var hun i det hele taget, som så mange af de patienter, der blev indlagt på psykiatrisk kvindeafsnit. Med et trænet øje kunne man gennemskue dem ved første øjekast. »Men De er ikke fra Spanien, kan jeg høre? Der er ingen accent.« »Jeg er født i Medina del Campo i Castilien. Men nu bor jeg på den fordømte ø.« »Hvilken ø?« »La Gomera.« »Den kender jeg ikke.« »En af Kanarieøerne. Den heks til Isabella har landsforvist mig.« 21


»Isabella?« »Dronning Isabella, gift med kong Ferdinand. Hun er ondskaben selv, selvom hun ligner en engel med alt sit lyse hår. Og så påstår hun, jeg er en dæmon.« »Og det er De ikke, en dæmon?« Hun kiggede ham direkte i øjnene uden at sige noget. Undersøgende. »Mener De selv, De har dæmoniske træk?« gentog han sit spørgsmål. »Hvad mener De, doktor?« svarede hun efter lidt tid. »Tror De på dæmoner?« »Selvfølgelig.« »Hvis jeg nu siger til Dem: Der findes ikke dæmoner.« Han kom i tanker om noget, han havde læst, han kunne ikke huske hvor: Den ondes største bedrift er at få mennesket til at tro, han ikke eksisterer. »Så siger jeg: Hvor ved De det fra?« Hun løftede øjenbrynene en anelse. »Jeg har i hvert fald aldrig mødt én.« »Måske har De været heldig.« »Måske ... Dronning Isabella og kong Ferdinand, siger De ...« »Det kunne godt have været mig, der var dronning. Men selvfølgelig valgte han den fromme Isabella i sidste ende.« Hun lo. »Isabel la Católica!« »Er De selv gift, fru Meisenberg?« spurgte han. »To gange har jeg været gift. Første gang med Hernán Peraza, der var mig utro med alt, hvad der kunne krybe og gå. Anden gang med Alonso Fernández de Lugo, en god mand, som elsker mig.« 22


»Men fru Meisenberg, Paula Meisenberg, har hun været gift?« »Cristobal var min store kærlighed.« »Ved De, hvor De befinder Dem?« forsøgte han. »Selvfølgelig.« »Hvor?« »På hospitalet.« »Det er korrekt. Og ved De hvorfor?« »På grund af giften. Men det er for sent. Jeg kan mærke den i hele kroppen. Hun gør sit arbejde ordentligt, Isabella.« »Hvem er Paula Meisenberg?« spurgte han. »Aner det ikke.« Ingen psykiatrisk historie, stod der. Sandsynligvis var der tale om en pludselig opstået krise. »Fru Meisenberg, De har forsøgt at tage Deres eget liv.« »Det er ikke mig, der vil tage mit liv. Det er Isabella.« Han læste op af papirerne: »Paula van den Meisenberg. Overført fra skadestuen efter selvmordsforsøg ... tilsyneladende dissociative forstyrrelser. Ved De, hvad det vil sige? Personlighedsspaltning, at De har et problem med virkeligheden.« »Og det har De ikke, hr. doktor?« »Det mener jeg ikke, nej. I hvert fald har jeg ikke skåret mine pulsårer over.« »Og det har jeg heller ikke.« Han tog en dyb indånding. Der var noget manisk over hendes hurtige måde at svare igen på. Han noterede i papirerne: Observeres for maniodepressiv lidelse, behandles for lettere mani. Der fortsættes med librium. I øvrigt: lithium 300 mg tre gange daglig. Han smilede til hende: 23


»Jeg bliver nødt til at kende lidt mere til Deres baggrund for at kunne lave en behandlingsplan.« »Der er jo ikke noget at gøre. Det ved både De og jeg.« »Jeg kan gøre meget.« »Det er egentlig ikke ubehageligt. Det ligesom bølger indeni, som om jeg var et hav.« »Føler De Dem svimmel?« »Næ, det gynger bare, lige så stille, frem og tilbage. Det er en nænsom gift.« »De har ikke fået gift.« Hun lænede sig frem og hviskede: »Jeg kunne smage det på suppen i går aftes. Den var bitter.« »Der er ingen, der forgifter nogen her på afdelingen. Det kan jeg forsikre Dem.« »Folk er så naive.« Hun løftede hovedet, så solen ramte hende direkte i ansigtet. Hun gjorde ikke noget for at skærme sig mod den. Tværtimod så det ud, som om hun søgte det stærke lys med sine mørkebrune øjne. »Nu begynder vi med medicinen, og så må vi se, hvad der videre skal ske.« »Der er ingen kur, der hjælper ... derfor kan vi godt tale sammen alligevel.« »Men vi skal tale om Paula Meisenberg.« Et øjeblik så hun ud, som om hun vidste, hvad han mente. Han ventede, hun ville sige noget, men hun sad bare med blikket fæstet på ham. »Næste gang vi mødes, vil jeg ikke høre om Beatriz. Jeg vil høre om Paula.« Hun smilede overbærende, forekom det ham. Ikke hånligt. 24


Som man ville smile til et barn. Så rejste hun sig, hun havde forstået, at samtalen var slut. Han rejste sig også. »Vi skal tale om Paula Meisenberg,« gentog hun med nøjagtig samme intonation som hans. »Netop!« I stedet for at gå hen til døren gik hun hen mod vinduet. Hun strøg forbi ham på vejen, så han kunne mærke det lette lufttryk, hun frembragte. Hun stillede sig lænet op ad vindueskarmen. »Når man står i solen, er det, som om der ikke er noget, der kan røre én.« Hun vendte sig om mod ham. »Kom herhen, doktor.« Hun rakte hånden frem mod ham. Han tog den ikke, men trådte et skridt nærmere vinduet, så han stod omkring en meter fra hende. Hun løftede ansigtet op mod vinduet. »Vend Dem om, og prøv at lukke øjnene.« Ustandselig forsøgte patienter at inddrage ham i deres psykoser. Ser De ikke mørket, ser De ikke lyset, mærker De kulden, mærker De heden. Og sommetider lod han sig overtale til at opleve tingene fra deres perspektiv. Det var hans styrke som psykiater, og hans svaghed, at han ofte var i stand til at rykke ind i patienternes bevidsthed. »Mmmmmm.« Hun løftede skuldrene op til ørerne i nydelse. »Luk nu de øjne, doktor,« sagde hun uden at vende sig mod ham. »Jeg kigger ikke, mine er også lukkede.« Han behøvede ikke at lade øjenlågene falde i for at vide, hvordan det ville føles. Han havde tit gjort det som barn, holdt ansigtet løftet mod solen med sammenknebne øjne, til det begyndte at prikke i sort og rødt, og man blev varm og tung i kroppen og ikke havde lyst til at bevæge sig ud af stedet. 25


Hun åbnede øjnene igen. »De snyder, doktor. De har slet ikke haft dem lukkede.« »Tak for i dag, fru Meisenberg!« * »Skete der ellers noget på hospitalet i dag?« spurgte Karen om aftenen over de syltede pærer med råcreme hjemme i villaen på C. F. Richsvej. Han plejede at fortælle om dagens sager under middagen, og Karen, der også selv havde læst medicin et par år, kommenterede og gav gode råd. Men kvinden fra i formiddag var der ingen grund til at nævne. Hun havde i øvrigt mindet ham om noget, eller om nogen, han vidste ikke hvem. »Næ, det kan man ikke sige. Der var ikke så travlt. Jeg fik lavet lidt på min Milano-forelæsning.« »Jeg glæder mig sådan.« »Jeg ved det, det liver dig altid op at rejse.« »Hvad mener du?« »Ikke noget. Ikke andet, end det vil gøre os begge to godt at komme til Italien.« I forvejen var de i udlandet mindst én gang om året, men det meste af deres fritid tilbragte de i Dronningmølle. Det var især han meget glad for. Det var dér, Karen havde introduceret ham til sin familie, i det store, gamle, sorttjærede sommerhus med balkon hele vejen rundt på første sal. Det var omringet af strandroser på alle sider, så ingen nysgerrige weekend-badegæster kunne kigge ind i haven, og man ikke kunne se de blege søndagskøbenhavnerkroppe fra den store terrasse. Det var kun havet, man så. Huset var på samme tid 26


overdådigt og enkelt, og han kom til at føle sig udvalgt, når han opholdt sig i det. Desværre blev Karen altid rastløs, når de havde været der et par dage. Og dernæst uendelig træt. Han havde for et par dage siden læst en artikel i et svensk tidsskrift, der var skeptisk over for diagnosen ‘neuritis vegetativa’. Han havde ikke nævnt det over for hende. Det havde været en befrielse for hende at få sat navn på den træthedsfornemmelse, hun periodevis led af. Det var en diagnose, hun selv havde fundet frem til i en artikel i Ugeskrift for Læger, og han ville ikke gøre hende opmærksom på, at andre læger nu mente, at en sådan sygdom ikke kunne påvises. »Jeg har lyst til et lille glas oven på desserten, vil du have ét med?« Den lå tungt i maven, den klæbrige råcreme, som hun holdt så meget af. »Jeg vil gerne have en Grand Marnier om lidt.« Han gik ind i arbejdsværelset, åbnede jordklodebarskabet, hans far havde givet dem i bryllupsgave, og som Karen afskyede, og skænkede sig en stor røget Scotch. Hun gik ud på badeværelset og skruede kraftigt op for vandet. Han tog whiskyen med ind i stuen og stillede sig ved terrassedøren og kiggede ud i deres tusmørkehave. I begyndelsen af deres ægteskab havde den altid været velplejet ned til mindste detalje, men nu Karen ikke længere orkede at passe den, var den i smukt forfald. På et tidspunkt måtte de vel hyre en gartner, men indtil videre kunne den få lov til at vokse vildt. På den måde mindede den ham om hans barndoms gårdhave i Brønshøj fyldt med mælkebøtter og brændenælder. Da Karen kom tilbage, satte hun sig i lædersofaen og viklede den røde uldplaid om skuldrene. Han satte sig ned ved siden af hende og tog hendes hånd. Hun så på ham med et 27


fraværende blik, der fortalte ham, at hun ikke var tilgængelig for fysisk kontakt. Men var der måske noget andet over hendes udtryk i dag, ud over fjernheden? En ulmende uro? Han håbede det ikke. Der var en måneds tid til, de skulle rejse, og i mellemtiden skulle hun nødig gå ind i en af sine rastløse faser. »Jeg må finde mine guidebøger frem.« »Ja, gør det. Vi kunne tage til Rom efter Milano. Eller til Firenze igen. Kan du huske, da vi sad i en landsby oppe ad bjerget og kiggede ned over tårnene?« Måske var det whiskyen, der gjorde det, måden, den fik kroppen til at give efter på, men han følte en stærk trang til at mærke hende, lige nu og her, i sofaen. Han lænede sig frem for at give hende et kys, langsomt, så hun havde tid til at flytte sig, hvis hun ikke brød sig om det. Da hun ikke rykkede sig væk, fortsatte han bevægelsen mod hendes mund, der imidlertid forblev lukket.

28

Lindegaard, LOBOTOMISTEN - uddrag  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you