Langer - Den afrikanske forbindelse (læseprøve)

Page 1

90 mm

143 mm

DET STÅR SLØJT TIL med danskerne på den afrikanske Guldkyst. Handlen er gået i stå, og slavekasserne under det hvide fort står tomme. På sit kammer drømmer den fordrukne guvernør om bedre tider, imens tjenestedrengen Kofi ønsker sig et andet liv. Og så en dag dukker Købmanden op med et tomt slaveskib, der skal lastes.

19 mm

143 mm

90 mm

Et afbidt skrig fik Kofi til at dreje hovedet. „Hvad?“ hvæsede han. „Jeg mærkede noget,“ sagde Ama. „Lige ved mit øre. Som om en …“ Kofi stivnede. Noget børstede imod hans ene kind, noget andet strøg forbi ham kun en hårsbred over hans hovedbund. Der var noget i luften rundt om dem. Med ét svimlede det

© Jens Juul

220 mm

KIM LANGER (f. 1963) opvokset

Imens går 14-årige Ama rundt i landsbyen Sasemi og glæder sig til at blive voksen. Men general Opoku og hans krigere er på slavejagt i området – og snart er Ama på vej mod kysten og alle de rædsler, der venter dér.

for ham.

De fortabte sjæle. Pludselig kunne han høre deres tavse stemmer igen. De fortabte sjæle sværmede omkring ham. Snart var han selv fortabt.

i Schweiz, USA og Danmark. Har arbejdet som forlagsredaktør og oversætter (bla.

DEN AFRIKANSKE FORBANDELSE er en gribende, historisk

Jonathan Strouds Bartimæustrilogi og

eventyrroman – en nådesløs beretning fra slavetidens Afrika.

Dav Pilkeys Kaptajn Underhyler-serie). Han debuterede i 2006 med den anmelderroste Kongen af Kandy, der ligesom Den afrikanske forbandelse er en del af et storstilet projekt om at opsøge hver af de fire danske tropekolonier og gøre dem til omdrejningspunkt for en historisk eventyrroman. Næste stop bliver efter planen De vestindiske øer.

Omslag: imperiet.dk

74079_om_den afrikanske_r1.indd 1

1/8/09 2:44:17 PM



Guldkysten, Vestafrika Ă…r 1788


1

Ama

Ama vidste ikke, hvorfor hun var vågnet så tidligt. Måske var det lyde i natten, der havde vækket hende. En natravns skrig eller et gryntende vortesvin uden for hytten; de kom sommetider ind i landsbyen om natten og rodede efter madrester i jorden med deres store tryner. En tid lå hun vågen og stirrede op i mørket under taget, mens hun lyttede til Eses vejrtrækning og Abenas små sovelyde i det lille rum. Så sukkede hun lydløst. Med alt det, der kørte rundt i hovedet på hende, var det håbløst at forsøge at falde i søvn igen. Hun rejste sig fra sovemåtten, trådte forsigtigt uden om sin mor, der lå med hendes lillesøster på maven, bukkede hovedet og listede ud af hyttens lave åbning. Udenfor stod månen stor og lav på himlen. Det var stadig nat. Hun tog en tyk krans af sivblade på hovedet og hentede den store kalabas, de brugte som vandkrukke. Hun havde gjort det tusind gange før. Balancen fandt sig selv, da hun satte krukken på hovedet, drejede om og gik stille ud af den lille landsby. Snart havde hun lagt Sasemis palmehytter og jordklinede huse bag sig. Hun tog stien op igennem bregnekrattet og videre forbi fetichmarken, hvor alle de mange træpæle stod som tavse ånder og holdt vagt med et bånd eller en tot bast bundet om toppen. På de glatte trædesten over bækken støttede hun den tomme kalabas med hånden, og kort efter kom hun til vandhullet mellem klipperne. Hun stillede forsigtigt kalabassen fra sig og kiggede ud over den lille dam. Det var her, hun følte sig allerbedst tilpas, måske fordi vandhullet aldrig tørrede ud. Selv når harmattanblæsten om 7


en måned eller to kom fejende ned nordfra med sand og støv og fik al væde til at fordampe, kunne hun tage herud og spejle sig i den klare overflade. Hun tog endnu et skridt og lagde sig på knæ helt nede ved bredden. Først syntes hun, hun stirrede ned i ingenting. Månen slog gule smut på overfladen, og nedenunder var alting sort. Men lidt efter lidt voksede hendes spejlbillede frem. Midtvejs mellem det kulsorte dyb og det blanke måneskær kiggede hendes eget ansigt op på hende. Blinkede, når hun blinkede, smilte, når hun smilte. Uden at slippe spejlbilledet med øjnene, begyndte hun at dreje hovedet ganske langsomt til siden. Hun ville gerne se sig selv i profil. Hun havde forsøgt mange gange, men det var aldrig rigtig lykkedes. Når hun vendte siden til, svimlede det for hende, fordi hun nærmest var nødt til at krænge øjnene sidelæns ud af hovedet. Og hvis hun skulle undgå at det sortnede for øjnene, kunne hun ikke dreje hovedet lige så meget, som man skulle. Ama sukkede og pillede mekanisk ved sin fetich, som hun havde i en snor om halsen. En dag ville hun få et rigtigt spejl at kigge i. Det var hendes største ønske. Et spejl, hvor hun kunne se sit eget ansigt, lige så tit hun havde lyst. Indtil da måtte hun nøjes med vandhullet mellem de røde klipper. Vandet i vandhullet var det samme som i den rislende kilde, der piblede frem af jorden halvvejs oppe ad bakkeskråningen og gav landsbyen dens navn: Sasemi. Engang havde det betydet »det gode vand, der springer fra klippen«, men i dag var det bare et navn. Hun lænede sig frem på alle fire, og som altid begyndte pletten at trække i hendes blik – det lille, gule strejf i bunden af alt det mørkebrune i hendes venstre øje. Pletten trak hendes ansigt nærmere vandet, og pludselig gled hendes hånd. Hun genvandt hurtigt balancen, men ikke før fetichen var dinglet ned og havde prikket hul på overfladen og lavet små krusninger i vandet. Ama skyndte sig at ryste vanddråberne af fetichen – den måtte der ikke ske noget med. Den var ikke ret stor, kun en lille, sortblank 8


læderpose med to små ting i: »en lille glat lykkesten og et indtørret stykke af Amas egen navlestreng. Hun havde fået den, dengang hun blev født, og den var så meget en del af hende, at den lige så godt kunne have været af kød og blod. Mens hun ventede på, at vandoverfladen skulle falde til ro, kom hun til at tænke på, hvad hendes mor altid sagde, når hun beklagede sig over sin plet i øjet. »Vær du bare glad for, at du ikke ligner alle andre,« sagde Ese. »Din plet passer til dig. Den får dig til at se gådefuld ud. Smuk. Som et rigtigt lørdagsbarn.« Ama førte en hånd op til ansigtet og trak lidt af det klæge mudder i en smal stribe fra næseryggen ned over kinden. Hendes hud var så sort, at det røde mudder på kinden næsten kom til at virke lyst i måneskæret. Ama kunne aldrig finde ud af, om Ese virkelig mente det, når hun kaldte hende smuk. På den ene side var det sådan noget, en mor skulle sige – men på den anden side var det sandt nok, det dér med at hun var et lørdagsbarn. Det vidste hun, fordi hun hed Ama. Sjælen var knyttet til den ugedag, man var født på, og der hørte bestemte navne til hver af de syv ugedage. Ama var det pigenavn, der knyttede sig til lørdag. Desuden havde hun godt lagt mærke til, at et par af de jævnaldrende drenge var begyndt at kigge efter hende – især Kwami, væverens langlemmede søn. Han fandt på alle mulige undskyldninger for at forstyrre hende, når hun stod og kogte kassava eller gik og fejede ude foran hytten. Ama bed sig i læben. Faktisk var han meget pæn, ham Kwami. Han var lidt ældre end hende selv ... han var en af de drenge, som mændene havde taget med ud i skoven til otofo-ritualet. Det var først og fremmest derfor, Ama ikke kunne sove. På grund af otofo-ritualet. Indvielsen. I tre dage og tre nætter blev alle de store piger taget med ud i skoven, hvor de fik perlesnore om livet og flettede barkstrimler over skuldrene, og når de kom tilbage, var de ikke længere piger. Så var de blevet forvandlet til unge kvinder. Til næste år var det Amas tur. 9


Hvordan skulle hun kunne vente så længe? Aldrig havde hun glædet sig så meget til noget, som samtidig gjorde hende så stiv af skræk. Det var det samme med drengene. Mændene førte de store drenge til de hemmelige otofo-marker et sted i skoven, og når de tre dage senere vendte hjem til landsbyen, var drengene blevet til unge mænd – eller det troede de i det mindste selv. Ama kunne aldrig se den store forskel. De var taget af sted i går. Ama havde stået og hujet og vinket sammen med børnene og de gamle og de voksne, som var blevet tilbage, da de drog af sted ved daggry: pigerne og kvinderne den ene vej, drengene og mændene den anden. Hun havde taget sig selv i at stå og kigge efter Kwami. Når han kom tilbage, ville han være en ung mand, og til næste år ville hun selv blive kvinde ... Men hvad nu, hvis han begyndte at se mere på nogle af de lidt større piger, når han kom tilbage fra skoven? Hun stirrede ned i vandet for at jage tankerne på flugt. Det gule skær i vandoverfladen var blevet mere mat, og mørket på bunden af vandhullet mindre sort. Hendes spejlbillede var begyndt at falme. Daggryet var på vej. Ama løftede hovedet. Omme bag klipperne skreg den brune natravn sit hæse skrig. I de høje træer længere borte ruskede monaaberne søvnen ud af pelsen og begyndte at kravle ned på jorden for at søge føde. Og i vandhullet glimtede solens første stråler allerede. Ama kom tøvende på benene. Så hurtigt plejede solen ikke at stå op over skoven. Hun missede med øjnene og stirrede på dammen. Der var noget, der ikke var rigtigt. Sollyset flakkede med et rødligt skær, som ikke hørte morgengryet til. Og lyset kom fra et sted bag hende, fra det forkerte verdenshjørne. Længere kom hun ikke, før luften genlød af råb og skrig, som kun blev dæmpet af afstanden hjem til landsbyen. Ama snurrede omkring. Morgendæmringen lå som et mørkeviolet tæppe på den østlige himmel, men det flakkende skær kom fra syd. 10